"Det er en betingelse for indgang, at gentlemen bærer jakke, skjorte og slips. Jeans, joggingtøj og kondisko er ikke tilladt".

Blot rolig nu, Stamværtshuset har ikke indført dress code, så fodbold- og bajerhørmen er du lige velkommen til at tage del i, om du kommer anstigende i Armani habit, kedeldragt eller munkekutte og sandaler. Men tilhængere af Middlesbrough blev ved første øjesyn lettere urolige, da de så denne tekst - godt nok på engelsk - på entrebilletten til Boro's første europacupkamp i historien; UEFA Cup-hjemmekampen i sidste uge mod tjekkiske Banik Ostrava. Der var dog blot tale om en trykfejl på et større antal billetter, så de Boro-fans, der ikke spøgefuldt valgte at tage henstillingen for pålydende, kunne ånde lettet op.

Men det giver nu stadig associationer til fænomenet shrimp audience i fagre nye fodboldverden, hvor tilskuere på tribunerne helst alle skal sidde uden at ryge, drikke og bande og i det hele taget ikke vise upassende adfærd. I hvert fald hvis det står til FIFA/UEFA. En skønne dag bliver det sikkert forbudt at rejse sig fra sin plads på all seaters arenaen undtagen i pausen og ugleset at juble højrøstet ved scoringer eller håne modstanderholdet (og dets tilhængere). Foreløbig sørger FIFA/UEFA i stadig større grad for at pålægge spillerne ikke at "opildne" publikum, f.eks. ved provokerende gestikulationer eller overdrevet jubel ved scoringer. Overdrevet? Ja, nu handler det jo ikke om f.eks. lidet ophidsende basketball-kampe med scoringer hvert tyvende sekund, men fodbold, hvor mål er sjældnere og selve essensen, klimaksen i spillet. Og det må spillerne ikke fejre. Overdrevet!

Nogen har bl.a. set sig onde på trøje-over-hovedet fejringen, og det har da også til tider været anstrengende at betragte, når samtlige spillere ved samtlige scoringer - målkavalkader kunne hurtigt ligne fast forward optagelser fra et omklædningsrum - skulle lufte spillertrøjerne, men det er som så mange andre særlige jubelscener et modefænomen, der stille og roligt går over, hvis man ikke giver det for stor opmærksomhed. Men det er netop, hvad man har gjort fra FIFAs side. Ligesom man her går mere op i dress code på banen - trøjen skal være stoppet ned i bukserne - end at straffe invaliderende tacklinger eller forsøg herpå, så skulle man også statuere et eksempel omkring scorings-fejringer. I form af et sæt sanktioner, som de respektive fodbold- og dommerforbund fik til opgave at implementere i de nationale ligaer og internationale turneringer. Det har allerede afstedkommet flere groteske advarsler, hvor det gule kort er blevet langet ud som anden advarsel og derfor måtte veksles til rødt. 

F.eks. til Evertons Tim Cahill efter hans sejrsmål mod Manchester City i forrige uge. Dommer Bennett mente at følge de nye retningslinier, hvorefter Sepp Blatter - manden bag reglen - kritiserede Steve Bennett for slavisk at følge de regler, der nu pludselig alligevel ikke var så rigoristiske, men kunne fortolkes ved fingerspidsfornemmelser og "sund fornuft" samt nogle bizarre sonderinger omkring, hvornår trøjeløft er forbudt og ikke forbudt. Det kan FIFA så sikkert bruge oceaner af tid og cirkulæretryk på. I øvrigt blev Cahill's røde kort - og dermed karantæne - stadfæstet. Lidt heldigere slap Chelseas Didier Drogba fra videre tiltale for at skulle have hånet PSG-tilhængerne ved sine to scoringer i CL-kampen sidste tirsdag. Men bare det, at der kunne komme en sag ud af det. Der er kræfter i gang, der vil pille al nerve, spontanitet og temperament ud af fodbolden.

Nu er vi så lidt anderledes stillet i København i disse tider. For vi behøver ikke FIFA-regulativer til at fratage os glæden ved fodbolden. Det klarer spillerne og træneren helt af sig selv. Og det behøver som ikke engang heller være aggressiv og provokerende adfærd, der bringer sindene i kog på lægterne. Nedre C har da her i efteråret oplevet, at ekstrem flegmatisk apati på - og udenfor - banen får vreden og utilfredsheden til at gnistre. Også hos denne uges bartender. Jeg er så træt, så træt af det usle og underpræsterende spil, som Hans Backes udvalgte disker op med. Og lad mig straks slå fast, at gårsdagens resultat- og tændingsmæssigt opløftende præstation mod AGF absolut ikke ændrer på helhedsindtrykket. 

Der skal noget mere til at få en gammel kyniker til at banke håndfladerne sammen i fremtidsvisionær jubel. Og samtidig ser jeg noget mere nøgternt på det overordnede forløb uden at falde i medie- og tilhængerfælden med de kortsigtede lommefilosofier om først en krise, der skal løses med beskidt arbejdstøj, overlevelsesture eller fællesnøgendans Carl-Mar-style for derefter at afblæse krisen ovenpå en god halvleg og et godt resultat mod AGF. Lad os lige afvente de næste par kampe - mod fushold som FC Nordsjælland og Herfølge - inden endnu en turneringspause pga. en latterlig landskamp, før vi begynder at overveje at snakke om en vej ud af krisen. Foreløbig vil jeg først se, at vi ikke falder tilbage i nedturshullet, som vi gjorde efter 1-1 kampen mod OB og 3-2 sejren over AaB, hvor der ellers begge gange blev tonet "nu-er-vi-på-vej" signal med fuld honnør. Indtil videre skal vi måske bare være lykkelige for, at det lige præcis var Århus-gymnasterne, som var modstanderen.

Holdet som Hans Backe har en solid statistik imod, 6-3-0 og scoren 20-5 i ni opgør inden i går. Holdet som er det eneste, vi kan fremvise flere solide og anstændige hjemmebanesejre mod (3-0 i '01, 4-1 i '03 og 4-0 i '03) i Backes regeringsperiode. Man kunne også sige det eneste hold, der er så venligt at lægge sig ned, frem for at stille offensivt, kreative krav til Backes basisspel. Til gengæld lagde 'GF sig ikke ned i går, og faktisk var de os spillemæssigt aldeles jævnbyrdige, hvilket i sig selv er nedslående og klart utilfredsstillende. Specielt da der ikke var tale om en enlig nedturssvale rent spillemæssigt. Ovenpå en okay først halvleg og en to-måls-føring ved pausen, så vi den sædvanlige nervøse anden halvleg i forsvar af føringen, hvor vi på et par gevaldige chancer - Herr Silberbauer(!) - som sædvanlig også forsømte at score det mål, der kunne lukke kampen. Og jeg vil æde mit gamle bartenderviskestykke på, at det var gået op i den rene panik, hvis Stig Tøftings frisparkskasse var sat ind bare 5-10 minutter tidligere. For AGF havde adskillige åbne chancer, ligesom vi nok skal være glade for, at de ikke fik godkendt det mystiske "offside-mål" i første halvleg. Marginalerne var på vores side, hvilket var lige så tiltrængt som sejren.

Og det kan vi sammen med holdindsatsen bruge til noget fremover, men det bør dog ikke være ensbetydende med, at man aflyser krisen eller fuldstændigt glemmer en miserabel sæsonstart og umådeligt slatten efterårskampagne. Endnu en, skulle man vel tilføje.

Derfor lægger jeg mig i forlængelse af min orlovsafviklende kollega, Jan Saxo, og siger, at det må være tiden at prøve noget andet end Hans Backe i cheftrænerstolen. "Jamen der er kun spillet syv ligakampe (før AGF-kampen) og to EC-kampe i sæsonen, mand. Det kan man da ikke forlange cheftrænerens hoved på et fad på baggrund af", siger du. Jo, sagtens! Trænere er blevet gået efter mindre, Camacho i Madrid som seneste eksempel holdt tre ligakampe og tre EC-kampe. Paul Sturrock i Southampton fik kun to kampe, og Bobby Robson nåede blot 4 kampe og så raus! Og det er da et faktum, at vi i de første syv kampe (1-4-2) har præsteret den ringeste efterårsstart siden 1999 (under Kim Brink, 2-1-4), kun undergået af Keld Kristensen, der leverede sølle tre points til klubben i de første syv kampe i 1994 ... og blev fyret!

Men det er jo så ikke bare den resultatmæssige klart ikke-godkendte start. For det kunne da være til at leve med. Det er lige så meget det urusle og visionsforladte spil samt den aldeles blod- og viljeløse ageren på banen, som end ikke engang kan kvalificere som alibifodbold. Alibiet ville simpelt hen ikke holde i fodboldretten. Men det kender du jo alt til. For symptomerne har været mange, jeg nævner i tilfældig flæng: minus lederskab, manglende engagement, dårligt omstillingsspil, manglende tilbageløb, svigtende markeringer/zoner (ikke mindst ved dødbolde), elendigt udbytte af egne dødbolde, tabte returbolde/andenbolde en masse, tabte nærkampe, for lidt løb uden bold, for dårligt tempo i bolden, for svage og ukonstruktive pasninger, manglende evne til at holde i bolden, dårlige førstegangsberøringer, mangelfulde positioner for boldmodtagelse, for dårlig fysik og fravær af gejst, vilje, motivation, indstilling. Osv. osv. osv. Ikke alle spillere har været lige skyldige i alle anklagepunkter, men ingen af dem kan undsige sig en vis grad af medskyldighed, og når det favner så grelt og bredt, som det gør, og når det handler om mere end en enkelt kampe eller tre, så må ansvaret placeres hos den eneste med adgang til værktøjskassen, når trænings- og kamptilstand - mentalt som fysisk og taktisk - skal repareres. Hos træneren og hans stab.

Og lavpunkterne har været flere. Allerede sæsonpremieren, hvor usammenhængende spil kunne undskyldes, men ikke, at vi i det mindste ikke var i stand til på rutine, koncentration, tempo og fysik at kyse et hold ganske vist tændte, men også meget nervøse oprykkere. Både i Silkeborg og hjemmekampen mod Esbjerg - og delvis den første CL-kval-kamp i Slovenien - indikerede især problemerne i forsvaret, hvad der kunne ske i den famøse Gorica-kamp, hvis ikke en hel del blev rettet. Ikke at nogen dog kunne have forudset, at Guernica - som den sorte 4. august er døbt i tilhængerkredse - skulle gå så galt. Var anden-halvlegen i Viborg måske et lige så stort lavpunkt? Eller hvad med floppet i Randers - som kollega -smølle tog sig kærligt af at beskrive i sidste uge - hvor den anden nyoprykker og indtil mesterbesøget pointløse blanding af overskudssuperligaspillere og semiprofessionelle matchede os fuldt ud spillemæssigt. Og overmatchede os taktisk.

Eller var det Brøndbyerne-kampen i søndags, hvor vi virkede lige så underligt fraværende på banen, som mod Gorica. Trods arvefjendeopgør, trods 40.000 på lægterne. Havde det så bare været fordi, at Brøndbyerne var en så meget bedre overmagt, som da de udraderede os for mange gange i f .eks. '96 og '98. Men det var et ret ordinært hold, hvor Laudrup/Jensen for første gang rent taktisk udmanøvrerede Hans Backe, og hvor vi over 90 minutter præsterede 3 (tre) forsøg på mål (to indenfor og et udenfor) incl. Hjalte Nørregaards straffesparksmål, skulle bruge 57 minutter inden det første forsøg og tilmed var i underskud mht. boldbesiddelse. På hjemmebane! Næ, det er svært sådan lige at pege på, hvad der egentlig har været værst her i efteråret indtil nu!

Jo, ordene har været knubbede efter i søndags. Også blandt stamgæsterne her i baren er tonen blevet hårdere, når København skulle diskuteres. Vel sagtens også fordi vi har måttet stramme lidt op på konceptet hernede, der måske var blevet lidt for selvfedt ovenpå The Double. Så væk med mødregrupper, blødt brød og studentikose latté-drikkere, og NEJ, du kan ikke få serveret cappuccino her, menneske! Prøv 7-Eleven ovre på det andet hjørne. Her kan jeg byde på fadøl og Fernet Branca og kritisk fodboldhørm.

Og det er jo så heller ikke bare det kedsommelige og glædesløse spil i dette efterår. Problemet er snarere, at det er en gentagelse af sidste efterår og forrige efterår. Gamle Robson røg bl.a. også ud på, at han leverede en katastrofal sæsonstart i Newcastle for andet år i træk, men vi snakker altså tre år nu i København. Jeg var faktisk fremme med klagesangen allerede i fjor. Præcis et år siden på dette sted. Her så vi en gentagelse af efteråret 2002, blot lidt værre. I 2002 gik det i det mindste resultatmæssigt OK, bl.a. fordi spillernes kondition og vilje var til stede, i den hjemlige liga om ikke andet. Det gav en del kampe, hvor vi på fysisk overskud og vindermentalitet kunne kværne modstanderen ned til sidst, tilsat en god portion "last-action"-held i slutminutterne. Vi fik faktisk skabt ni points forspring ved vinterpausen uden på noget tidspunkt i løbet af efteråret at have imponeret. Vi tabte 16 points på atten kampe det efterår, scorede 2,11 p. i snit.

Efteråret 2003 blev lidt af det samme. Europæisk deroute igen, men også en mistænkelig fysisk form i den hjemlige liga. Slut med at kværne modstanderen til sidst, nul mere held og kun nr. tre ved vinterpausen, hhv. 4 og 7 points efter Esbjerg og Brøndby (vi havde dog efter 7 kampe 13 points (4-1-2), så det var først senere på efteråret, at det gik helt galt). Resultatmæssigt var det altså så også lige en tand værre end 2002. 1,95 p. i snit. 21 points smidt i tyve kampe. 

Og så i år. Du kender historien, det er bare endnu lidt værre endnu, både spille- og pointmæssigt. 1,25 p. pr. kamp og allerede 14 minuspoints efter blot otte kampe. Hvem siger, at det bliver anderledes i efteråret 2005? Jeg kan i hvert fald intet se de i seneste sæsoners udvikling, der skulle indikere, at efterårstrenden vender næste år. Faktisk har det allerede fået lov at køre et efterår for meget for min tålmodighed.

"Jamen, man kan ikke gøre regnskabet op allerede i efteråret - debet plejer at vendes til kredit på fodbolddriften, når sæsonkontoen slutbogføres". Måske, og jeg er bestemt heller ikke fremmed for, at vi vinder mesterskabet igen. Det tror jeg faktisk, at vi gør, også med Backe på broen resten af sæsonen. Men det har så lige meget at gøre med den generelle standard i den hjemlige liga - Malta-ligaen, som kollega Saxo for længst har dømt denne turnering, der sæson for sæson halter endnu længere efter de europæiske ligaer, vi bilder os ind at kunne måle os med - som gør, at vi uden at have været i nærheden af at spille topholdsimponerende mere end ved ganske få og enkeltstående tilfælde alligevel har kunnet køre mesterskabet i hus to år i træk, og måske endda også tredje år. Men hvem siger, at vi i dette efterår, som hidtil altså har været værre end de to forrige, ikke sætter lige nøjagtigt så meget til, at vi ikke kan hente det hjem i sidste ende, som vi har gjort de seneste to år. Faktisk kunne det synes, at denne "jamen-det-vender-jo-og-så-vinder-vi-igen-alligevel" holdning også er blevet så indgroet en tankegang hos spillerne - og trænerstaben - at det har medvirket til den indolente holdning og manglende lyst/evne til lige at yde det ekstra. Det nødvendige gear ud af nedturen, som måske / måske ikke vender af sig selv igen.

"Jamen, man kan da ikke fyre en træner, der har back-to-back mesterskaber, en helt frisk The Double og sågar en endnu friskere 'Årets Træner' kåring" på CV'et". Jeg skal da heller ikke tage Backes triumfer fra ham, slet ikke. I det hjemlige supperegnskab har han såmænd leveret, hvad han har været ansat til. To guld, en sølv, en pokal. Og jeg siger ikke, at hvem som helst kunne have gjort det samme, men vil til gengæld påstå, at et ringere udbytte, givet de midler og muligheder Backe har fået stillet til rådighed, ville være en regulær fiasko. Skandale. Fyringsgrund. Men han har leveret resultaterne, så det bliver jo mere en feinschmecker-sag for os, der aldrig bliver helt tilfredse (for hvordan skal man så komme videre?) og slet ikke lader os nøje med middelmådighed, at vi reelt har hentet to fedtspilsmesterskaber i hus, vundet to år i træk på absolut heldigste marginaler i slutfasen af sæsonens næstsidste spillerunde.

Er det forkert at forlange, at en trup med det potentiale, Backe har haft til rådighed, efterhånden også vinder mesterskaber på en overbevisende facon, der er et top- og mesterhold værdigt? Mesterskabet 2001, det forløsende, under Hodgson var et sådant mesterskab. Et hold med lidt shaky start og opbygning af grundorganisation fra bunden, terpet indtil det yderst kedsommelige, men som langsomt fik forløst offensiven og udviklede sig bedre og mere velspillende, som sæsonen skred frem. Som vandt mesterskabet med stil - uden dikkedarer - på næstsidste spillerunde ved at spille nærmeste konkurrent ud af Parken. Og gav tro på fornyet udvikling i sæsonerne fremover. Det er ikke til at sige, om Hodgson havde fået holdet til at spille endnu bedre året efter og videre frem, hvis han var blevet, men det var det potentielt bedste og mest lovende mandskab i klubbens historie, han efterlod, tilsat øremærkede forstærkninger i Thomas Røll og Morten Bisgaard. Og Hans Backe har da også erkendt, at det mandskab, han overtog - fra Kent Karlsson/Niels-Christian Holmstrøm - midt i efteråret 2001, er det bedste i hans tid på FCK-trænerposten.

At han ikke selv i de snart tre år på posten i klubben - med nærmest carte blanche efter nordiske forhold til at håndplukke spillere - har formået at sammenspille et lige så godt mandskab, må i dag også siges at være en eklatant skuffelse. Indtil videre har Backe benyttet 45 spillere. Heraf er nitten købt i Backes regeringstid. Med en skønsmæssig transfer nævnt i parentes - baseret på presseoplysninger (kan sikkert variere ± nogen procent) - er de: Mikheil Ashvetia (8 mio.), Peter Møller (0), Bora Zivkovic (0), Martin Albrechtsen (10 mio.), Tomas Antonelius (5 mio.), Erik Mykland (3 mio.), Peter Nielsen (0), Jörgen Pettersson (0), Urmas Rooba (5 mio.),  Balázs Rabóczki (5 mio.), Ole Tobiasen (5 mio.), Sebastian Svärd (0), Álvaro Santos (15 mio.), Lars Jacobsen (2 mio.), Michael Silberbauer (8 mio.), Janne Saarinen (1 mio.), Dan Thomassen (0), Tobias Linderoth (10 mio.) og Magne Hoseth (10 mio.). En efter mine begreber og i forhold til Malta-ligaen ganske imponerende samling spillere. Komplet hold på alle pladser med reserver. Til den nette sum af lige under DKK 90 mio. Et efter nordisk målestok meget stort beløb. Også hvis vi piller Ashvetia ud af ligningen, da Backe trods alt ikke havde megen indflydelse på indkøbet af ham.

Er det så urimeligt at mene, at Backe med de spillere - på et stærkt fundament af etablerede og talentfulde spillere, der var der allerede, da Backe tog over - kunne have opnået og frem for alt vist lidt mere? Er det urimeligt, når man sammenligner med Hodgsons overbevisende mesterskab fra scratch i debutsæsonen, at synes, at Backe i sin anden og tredie sæson i klubben kunne have vundet lidt "smukkere" mesterskaber i lidt mere overbevisende stil?

Humlen er også, at de hjemlige resultater i min optik, og givet også i storambitiøse Parken Sport & Entertainment A/S' optik, kun er halvdelen af målene i jobbeskrivelsen. Den anden halvdel har heddet europæisk succes, eller i det mindste fremgang. Og det har vi ikke oplevet noget af, på nu tredie år. Og det kan ikke tilskrives hverken lodtrækningsuheld eller sorte marginaler imod i de enkelt kampe. Tværtimod, vi har mødt hold, vi burde kunne slå eller måle os med i forhold til seedning og niveau på tidspunkt for mødet. Flop tre år i streg. Det er dumpet. Og det er nok også det, der nager mig allermest. Skridtet videre ud af den hjemlige middelmådighed. Ambitionerne var til det. Og forventningerne. Men nej. Måske forventningerne har været og er for høje. Men det er med forventninger som med forbrug, nemme at skrue i vejret, sværere at dæmpe. Og det skitserede potentiale i Skandinaviens rigeste klub berettiger forventningerne.

Forventningerne om hjemlige resultater, europæiske resultater, topholdsværdige sejre (eller kontrollerede, professionelle smalle-men-sikre sejre på dårlige dage) og ikke mindst en synlig og positiv tendens i spiludviklingen. Backe har så absolut kun opfyldt det første af de fire kriterier. De tre andre har jeg ikke længere tiltro til, at Backe - efter tre år - kan levere. Jeg kan simpelthen ikke få øje på perspektivet i det, han foretager sig. Ligesom jeg også har mistet tiltroen til, at hans hold skal levere varen på hjemmebanen foran de trofaste tilskuere, det suverænt højeste tilskuerantal i Norden. Så man bare en gang imellem kan gå glad hjem efter sprudlende, overbevisende hjemmeholdsspil, mange mål, sikker sejr, i stedet for gang efter gang gå desillusioneret, skuffet og sur fra Parken efter endnu en dødssyg oplevelse.

På hjemmebanen oplevede vi altså endnu et absolut lavpunkt i søndags. I de seneste to sæsoner - 03/04, 04/05 - har vi indtil videre spillet 28 kampe på hjemmebane. 12 sejre, 8 uafgjorte, 8 nederlag. Målscore 45-38, 1.57 point i snit. Så hvis du også har svært ved at huske f.eks. sikre sejre, så fortæller tallene dig, at det ikke er din hukommelse, den er gal med. 7 plusmål i alt i 28 hjemmekampe. Altså "hele" 2 (to) kampe med sejre på tre eller flere mål. Den ene kamp mod fantastiske Sliema Wanderers (4-1), den anden mod AGF (4-0). Og altså markant flere kampe med pointtab (16) end med sejre (12). Det er grotesk. Det er forrykt ringe faktisk. Og skal vi lige bibeholde udgangspunkt i søndagens flop mod Brøndbyerne (altså inden sejren over AGF i går), så er - eller var - faktum:

• i alle de sidste seks hjemmekampe er vi kommet bagud 0-1 
• i fem af disse var det i første halvleg 
• ud af de sidste 19 hjemmekampe kom vi bagud 0-1 i de 13 
• ud af disse var det de 11 gange i første halvleg 
• ud af disse var det de seks gange inden for det første kvarter

Men du mener måske stadig, det er urimeligt som tilhænger i Parken at være dødtræt af Backes koncept?

Det skal vist skylles ned. Mens du drikker, skylder jeg lige at fortælle, at spiller- og kampstats naturligvis er lånt i København-tilhængeres foretrukne databank: www.nipserstat.dk.

Og så nåede vi tilbage til nutiden igen, hvor jeg stadig kun ser trænerens manglende evne til at forløse potentialet. Hvis de mange indkøbte spillere har været de forkerte spillere, er det trænerens (anbefalinger) og sportsdirektørens skyld. Alternativt er spillerne gode nok, men træneren ikke den rette til at få dem til at yde optimalt. Hvilket så igen fører til at konkludere, at cheftræneren ikke længere er klædt på til at løse og løfte opgaverne i klubben.

Andre eksempler. I et dagblad nægter Backe til citat mandag, at vi er i krise. I et andet citeres han tirsdag for at sige, at vi kommer i tre kriser pr. år. Det er godt nok uhyggeligt at forestille sig, at vi skal have to kriser mere i denne sæson, og så skal vi vist være ovenud lykkelige for at bevare niendepladsen.

Han har ret i, at spillerne måske er forskruede af succesen med back-to-back mesterskaber og The Double og glemmer at holde fokus på, hvad det var, der gjorde dem gode. Men det er jo altså stadig trænerens opgave via coaching og holdmæssige justeringer at få spillemønstre og fokus tilbage på holdet. Omvendt ville det egentlig være lige så plausibelt at antage, at spillerne - træneren - burde kunne bruge mesterskab(er) som afsæt til videre udvikling. Til noget større. Hodgsons hold startede faktisk sæsonen efter mesterskabet ganske overbevisende og faldt vel egentlig kun sammen pga. de uheldige omstændigheder omkring Kent Karlsson på trænerposten. Backe overtog et "færdigt hold" og formåede via flotte taktiske justeringer at bringe holdet tilbage på sporet i superligaen og levere flotte resultater mod Ajax og Dortmund. Det sammen med det flotte forår (11-3-0) 2002 var Backes svendestykke i København på det spillemæssige plan.

Det er fodboldmæssigt kun gået tilbage siden dengang - måske vandrehistorien fra Aalborg om, at Backe også der brændte ud efter et års tid, holder vand - også resultatmæssigt, hvis vi tæller sejre og mål. Og på det taktiske plan er den snu svensker, der leverede mesterstrategier mod Ajax og mod Hareides og Laudrups Brøndbyerne gang og igen, også gået i stå. Ove Christensen, Ove Pedersen, Viggo Jensen, Erik Rasmussen, Pavel Pinni, Lars Olsen og senest Laudrup/Jensen har luret Backe og besejret ham taktisk. Uanset om det er vigende taktiske evner eller manglende evne til at formidle taktikken til spillerne, ser det lige skidt ud for træneren.

Og uanset hvor meget Flemming Østergaard end kalder spillerne for "de elleve idioter på banen" og Holmstrøm hænger dem ud - senest anfører Svensson - i medierne, så er det ikke bare en floskel, når man siger, at du kan skifte træneren, men ikke 15-18 spillere. Og selvom det er prisværdigt, at spillerne påtager sig ansvaret - "det er jo os, der løber rundt inde på banen" - og lirer meningsløse klichéer om mere hårdt arbejde som vej ud af krisen af sig, så løser de ikke problemerne uden kvalificeret vejledning fra en kvalificeret træner. Vejen ud af krisen er oftest sejre, således kunne meget efter Gorica-blamagen have set anderledes ud, hvis vi straks kunne komme på sporet med sejr i den efterfølgende kamp i Viborg. Og vi var på vej. 2-0 føring ved pausen, og så vendte alt efter pausen til endnu et nederlag og dybere nedsænkning i krisens kviksand.

Udover at det i sig selv er diskvalificerende for en træner, at holdet for tredie år i træk ikke er klar på det - specielt med henblik på Europa - så vigtige tidspunkt i august/september, så har det givet også bidraget til at forlænge og forværre krisen, at man må sætte seriøse spørgsmålstegn ved holdkortene til flere kampe. Det virker underligt, at folk i åbenlys dårlig mental og fysisk form som Tobiasen, Nørregaard, Álvaro, Svensson og Bech har fået så lang snor og nærmest spillet sig endnu mere ud af trit, mens en Røll ikke kan få lov at spille sig i form, f.eks. med en 15-20 minutter i hver kamp til at starte med. Eller at en Elrio, der rygtes som bedste midtbanespiller til træning og med bunker af selvtillid qua sin nye A-landsholdsstatus, ikke har fået lidt mere spilletid. Eller Møller eller Peter Christiansen, der i hvert fald har vist sig at have den rette tænding. Måske hvis de havde fået chancer lidt tidligere på bekostning af de fem formsvage, som dog ikke skal hænges ud. Alle har formnedgange i ny og næ, og d'herrer har så rigeligt bevist, at de har potentialet. Og vil vise det igen.

Det værste omkring personalet er dog stadig farcen på venstre back. At gøre Lars Jacobsen 50% dårligere ved at flytte ham fra den naturlige højre side, hvor han fungerer som landets bedste back i et lysende samarbejde med Silberbauer, og at gøre midtbanemanden Bergvold 50% dårligere ved at sætte ham på en plads, han ikke er skabt/uddannet til, tangerer en skandale. Især når en Peter Christiansen har været klar hele tiden og en Urmas Rooba det meste af tiden (i hvert fald ikke officielt opført som skadet på fck.dk). En rigtig venstre back - som klubben råder over tre af - og en Lars J. på sin optimale plads kunne som nok have stabiliseret forsvaret og dermed Backes basisspil langt tidligere. Man tør slet ikke tænke tanken til ende, hvor stor en indflydelse disse besynderlige dispositioner har haft på krisens udvikling her i efteråret. Bevæggrundene bag kan vi kun gisne om, og vi får sikkert først - om nogen sinde - indsigt i sagerne, når engang Peter Christiansen eller Rooba stopper deres karrierer i København, eller kollega Saxo og medforfatter Kaare Johnsen barsler med 'FC Krøniken II'.

Nuvel, vi skal kigge fremad. Også selvom det, der reelt burde være sæsonens ringeste indsats på hjemmebane, men dog en kontrolleret sejr kørt koncentreret i hus, viste sig at skulle blive sæsonens hidtil bedste præstation. Jeg taler igen om gårsdagens sejr over AGF. Formand Østergaard havde i avisindstikket - som fortsat i Nordens rigeste klub udgør kampprogrammet - foruddiskonteret, at "det ville blive en helt speciel aften på Danmarks nationalstadion". Det blev så ingenlunde tilfældet. Tændingen i Magne Hoseths drev, Peter Møllers kropssprog og Peter Christiansens syngende tacklinger fra første færd, var det nærmeste vi kom noget opsigtsvækkende eller den "jordskælvssejr" bestyrelsesformanden mellem linierne havde lagt op til. I virkeligheden har det eneste jordskælv, der har kunnet registreres i Parken i meget, meget lang tid været det rigtige jordskælv, som ramte København i forgårs. Jo, du hørte skam rigtigt, det blev reelt målt til tre på Richter-skalaen, så det var hverken din astronomiske brandert eller dine præstationer på lagenet, der tirsdag fik jorden til at ryste under dig og din(e) nærmeste.

Kampen i går kan så, hvis nu der skal sammenlignes med et af naturens fænomener, bedst sidestilles med det (efterårs-)jævndøgn, vi er nået til i kalenderen i dag. For jævnt var det sgu. Ganske analogt til FC Københavns to sejre, fire uafgjorte og to nederlag i efterårets hidtil otte kampe.

På søndag er det måske til holdets og Backes store fordel, Farum/FC Nordsjælland der venter. En modstander som både FC København og Hans Backe hidtil har noteret en 100% rekord mod. I seks turneringskampe og en pokalkamp. Så her skulle gerne komme en rettesnor mht. krisen. Er vi på vej ud af den via nok en sejr - i givet fald to sejre i træk for første gang i denne sæson - og måske endda en smule reel fremgang på det spillemæssige plan, eller bliver vi hængende i dyndet qua historiens første pointtab til Christian Andersens nordsjællandske tropper? Noget andet, der bare er 100% omkring The Farum Connection, er at jeg åbenbart partout er udenbys, når vi spiller turneringskampe på Farum Park. Således også på søndag - tredie gang af tre mulige - hvorfor mit hidtil eneste besøg på Brixtoftes stadion med fadølsholder-sæderne til stadighed er DONG Cup-kampen derude i marts måned i år.

Et par hyldester skal der lige være plads til, inden jeg sparker dig ud i efterårsnatten! Først til den legendariske Brian Clough. Den måske mest oplagte engelske landstræner, der bare aldrig blev ... landstræner. På klubplan førte han Derby County og Nottingham Forest til hver sit engelske mesterskab, og endvidere Forest til to back-to-back europæiske mesterholdstitler. Han var ikke altid lige vellidt for en til tider noget pragmatisk og resultatfikseret tilgang til fodbolden, men han var dog blandt de første britiske managers til på kontinental vis at prioritere pasningsspillet langs jorden. "If God had wanted us to play football in the clouds, he'd have put grass up there". Clough var også en meget kontroversiel karakter, der gerne lagde sig ud med alt og alle, på som uden for banen, og bestemt heller satte sit lys under nogen beskeden skæppe. "For all his horses, knighthoods and championships, he hasn't got two of what I've got. And I don't mean balls" (med reference til Sir Alex Ferguson og hans manglende formåen at vinde to europæiske titler i træk). Brian Clough blev 69 år.

Og så lige også en hyldest til en stadig sprællevende Frank Lampard Jr., som i søndags mod Tottenham satte Premiership-rekord med sin 114. Premier League kamp i træk. Imponerende!

Således blev det tid til at patte af og skrubbe hjem. Godnat og sov godt.

 

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sange:

David Bowie: 'Changes'
Jeg ved det. Jeg spillede den for næsten præcis et år siden. Også dengang med et fromt håb om forandring i PS&Es fodboldafdeling. Det skete ikke. Men jeg håber igen. Og sangen tager i det mindste ikke skade af at blive spillet en gang mere.

The Castiles: 'Baby I' & 'That's What You Get'
Rariteter i jukeboxen. Bruce Springsteen fylder i dag 55 år. The Castiles var det første band, han spillede i, og disse to numre var de første sange, som Bruce Springsteen skrev (sammen med Castiles forsanger George Theiss) og fik udgivet på en single, 16 år gammel. Maj 1966 var det. Og tak til bootleg-industrien for, at man kan komme i besiddelse af sådanne sjældenheder. Selve vinylsinglepladen blev nemlig kun trykt i fem eksemplarer. 

Ugens albums: 

The Kinks: Part One Lola versus Powerman and the Moneygoround

Skandaløs popsatire og samfunds- og pladebranchespidende lyrik i en sær musikalsk blanding - som jo oftest med Kinks - var ingredienserne på Kinks' comeback-album i 1970, efter bl.a. Ray Davies havde holdt sabbat og forsøgt sig udi skuespillerfaget. Det blev også første bekendtskab med de uimodståelige og legendariske klassikere 'Lola' - der chokerede med androgyne og transseksuelle undertoner endnu inden David Bowie gjorde den slags fashionabelt - og 'Apeman'. Og hvorfor så sætte denne gamle skive på? Jo, dels er det jo et mesterværk, uundværlig i enhver pladesamling med respekt for sig selv, som stadig bare fortjener at blive støvet af med jævne mellemrum. Og dels for at markere, at jeg om 2½ uge med bl.a. kollega Saxo og en ven af huset skal se Onkel Ray på Train i Århus. Når mesteren ikke kommer til os, må vi komme til ham.