Jamen, det står dig helt frit for at byde ham den forhutlede ex-yuppie på en lille én. Han trænger nok til det, nu hvor tonen er blevet mere ydmyg. Selv om han var ganske utålelig bare for et halvt års tid siden med sine nouveaux riches blærerøvsmanerer, designerkluns og fortovsparkering af porschen. Parkeringsbøden var en del af værtshusregningen, der også talte en syndflod af baromgange, bestilt med store armbevægelser. Men IT-mæglereventyret brast lige så hurtigt, som kassekreditten eskalerede.

Det er blevet hverdag igen, men hvad, han er kun etparogtyve, så der er tid og rum til en ny begyndelse. Måske den næste iværksætterydelse skal bruges på noget mere bæredygtigt! Og efterhånden som han har fået banket sin klodsregning her i bulen af, så har han fået lov at stikke indenfor igen, som i "de gamle dage" - for blot 1½ års tid siden - før han mistede jordforbindelsen på hurtige-penge-men-høj-risiko-bølgen. For han var - og er igen - i bund og grund en fornuftig knægt, og vi kan da hernede blandt støvede bartendere og geriatriske stamgæster altid have godt af lidt ungdommeligt input.

Men han er jo nok et meget godt eksempel på, at de fleste mennesker har svært ved at håndtere pludselig rigdom. Og selvfølgelig bliver det endnu sværere at styre den omvæltning for en ung knøs, der kommer lige fra drengeværelset og mors kødgryder til fortune & fame og flere hurtige penge, end forældre og bedsteforældre kunne tjene på et helt aktivt arbejdsliv tilsammen. 

Jeg tænker jo her i denne fodboldforbindelse især på 16-17-18 års supertalenter, der signer den første guldrandede kontrakt med en storklub og med et pennestrøg distancerer sig galaksevidt fra sine jævnaldrende venner, skolekammerater etc. Et problem man for alvor er blevet opmærksom på i engelsk fodbold, hvor debatten igen er blusset op i kølvandet på adskillige skandaler med fortrinsvis helt unge prof.-spillere med alt for mange penge og alt for megen fritid til rådighed. Ikke mindst fordi lønningerne er eksploderet den sidste halve snes år.

Lidt interessant i den forbindelse i pausen af lørdagens topopgør i Premier League var et interview med Southamptons manager, Gordon Strachan, og klubbens angriber, Kevin Phillips - just draget sydpå fra Sunderland til lønnedgang(!) - hvori f.eks. Phillips huskede sin prof.-lærlingstart som 17-årig, hvor han transporterede sig selv til træning i en faldefærdig Vauxhall Viva. I grel kontrast til teenage-stjerner i dag, hvor luksusvognene glimter på parkeringspladsen, så det mest af alt ligner en auktion over liebhaverbiler. Phillips var forstående for, at ingen selvfølgelig siger "nej tak" til den slags gager, når nu nogen er villige til at betale de summer. "I'm not daft", som da han selv tog imod den kongfyrstelige hyre i det nordengelske.

Men bekymringerne hos både Philips og Strachan gik på, hvordan man kunne rådgive ungersvendene til at håndtere de mange penge og den store berømmelse. For et problem er, at mange tér sig som yobs (Strachan's udtryk) uden for banen, sådan lidt hævet over almindeligt dødelige. Nærmest usårlige. I kølvandet på f.eks. voldtægtshistorien fra Grosvenor House Hotel - der nu er modificeret fra ni involverede Premier League stjerner til "blot" to PL-spillere - gik mange vidneforklaringer til pressen fra hotelpersonale og -gæster på den aldeles utilstedelige, nærmest nedladende opførsel fra de unge nyrige fodboldspillere. Om end voldtægten selvfølgelig var forkastelig - for så vidt den rent faktisk har fundet sted - så er det heldigvis sjældent, det kommer så vidt; men skandaleopførsel og slagsmål på casinoer, hoteller og natklubber er til gengæld et stadig stigende problem, der har stået på alt for længe, involverende unge, ja purunge engelske fodboldspillere, der har en misforstået opfattelse af, at en autograf, lidt stjerneglimmer fra grønsværen og flagrende £-sedler er ensbetydende med strafferetlig immunitet. Hævet over almindelige dødelige.

For et par år siden var problemet så stort blandt Chelsea's unge spillere, der tjente styrtende med penge, men ikke fik meget spilletid blandt Gullit's og Vialli's aftægtskoryfæer, at chairman Ken Bates fandt det nødvendigt at irettesætte en af spillerne, Jody Morris, offentligt i kampprogrammet før en hjemmekamp. Det var efter, Morris - du ved, ham der nu også er indblandet i en voldtægtssag eller to i Leeds - sammen med John Terry og Eidur Gudjohnson m.fl. havde raseret en hotelfoyer ved lufthavnen af lutter kedsomhed. Der skal en del til, før en klubformand skoser en spiller i programmet for dårlig opførsel uden for banen. Oversat til danske forhold: Forestil dig Flemming Østergaard løfte pegefingeren, fordi Hjalte Nørregaard havde smadret et glas på et københavnsk diskotek. Men netop i det engelske har det taget overhånd og også sået forargelse blandt menigmand, der udover den uterlige opførsel skal prøve at kapere, at 18-års-knægte slæber en løncheck på måske £15,000-20,000 hjem ... om ugen!

Jf. Hjalte-eksemplet - undskyld Hjalte, det var blot et tænkt eksempel - så er det da heldigvis ikke så udbredt herhjemme, og slet ikke udi samme ekstremer. Bl.a. selvfølgelig fordi lønningerne, ikke mindst til de yngste, nederst i hierarkiet, er på et mere moderat stade. Ikke mere end jævnaldrende i karrierejobs. Okay, der er undtagelser som Mohamed Zidan. Og fra træningsbanerne på Peter Bangsvej forlyder da også, at en Sebastian Svärd i attitude overfor de øvrige unge ikke undlader at minde om, at han altså er på kontrakt i Arsenal og ikke en klub i en inferiør liga som den danske. Sebastian vender jeg i øvrigt tilbage til.

Som nævnt er problematikken altså et af tidens store samtaleemner i det britiske. Ironisk nok for det har ellers altid - helt tilbage til bohème-typer som George Best, Peter Osgood, Terry Venables m.fl. i 60'rne/70'rne og frem til Tony Adams, Paul Merson, Dwight Yorke, Paul Gascoigne o.m.fl. i vore dage - været et velkendt og endda accepteret "fænomen", at disse typer udenfor banen væltede sig i sprut, stoffer, fotomodeller, gambling, rappe biler og skandaler. På den led er det jo nærmest gået i arv til dagens unge. Morris og Terry og co. i Chelsea har f.eks. haft en sublim læremester udi "yobberiet" i Dennis Wise. 

Udover løneksplosionen og forargelsen herover samt hensynet til de eksterne pengeinteresser (TV, sponsorer) er det en spirende frygt for en ny hooliganismebølge, der får både FA og sportsmyndighederne generelt til at stramme op på moralkodeksen for spillernes opførsel udenfor banen, således at en civil dom, f.eks. i en voldssag, får alvorlige sportslige konsekvenser for de involverede også. Ligesom den nye hårde mand i FA, Mark Palios, også ønsker at stramme gevaldigt op på repressalie-kursen overfor conduct unbecoming på banen. Masseslagsmålet mellem Arsenal- og Manchester United-spillere på Old Trafford for nylig var dråben. Det var i øvrigt ikke just "de unge", der var involveret i dén skandale. Men ingen tvivl om, at stille, rolige 'enhver-svigermors-drøm typer' som en Michael Owen køres i stilling som rollemodeller for unge stjerner på deres første seniorkontrakt i rampelyset.

Til gengæld må man lade de unge James Dean typer, at deres udenoms aktiviteter sjældent influerer på engagement og koncentration på banen. I reel modsætning til den groteske mangel på vilje, mod, løbevillighed og ikke mindst humør, der har syntes at præge FC Københavns spillere især i september og oktober. Næsten noget der slår mig som værre end det fantasiløse og urkedelige spil, Hans Backes udvalgte disker op med kamp efter kamp for tiden. Det kropssprog, der signalerer, at de ikke har lyst til eller næsten ikke gider spille kampene. Signaler der selvfølgelig også forplanter sig op blandt publikum. F.eks. oplevede jeg i søndags, at en af mine gode bartenderkolleger og en af vores stamgæster var fraværende på de faste pladser lige til venstre for mig. Ikke fordi de på nogen måde var forhindret. Næ, de valgte simpelthen at blive væk i protest. For ikke at udsætte sig for mere glædesløst og deprimerende boldskubberi. Ferencváros-kampen var dråben, der fik galden og fodboldleden til at flyde over.

Jeg er endnu ikke selv kommet så vidt. Det ligger stadig dybt forankret i mig, og fodboldhjertet pumper matchblod rundt i blodårerne mindst hver anden søndag, når København spiller på hjemmebane. Som det har gjort siden 1968-69 stykker, hvor turen til KB-kamp i Idrætsparken med den gamle var ugens ubestridelige højdepunkt. Hver 14. dag. Men jeg forstår så sandelig godt d'herrer. Jeg har også oplevet for mange gange efterhånden i dette efterår, at man tager hjem fra Parken ikke bare frustreret og ærgerlig over et skidt resultat og en kedelig kamp. Men nærmest vred. Hvad fanden bilder de sig ind at spilde vores tid - og penge - med så urusle indsatser? Jeg mener, det var til at leve med midt i halvfemserne i de økonomisk trange tider og sidst i halvfemserne igen, fordi pengene, trænerne og spillertruppen reelt ikke var til mere. Det er noget andet i dag med landets i særklasse dyreste spillertrup, og en træner der, i gang med sin 3. sæson i klubben, har fået alt, hvad han har peget på.

Og nu står jeg så her igen og vrider hænderne mere end de bardisktørrende karklude, siger du nok. Jo, såmænd så. Vi kan skam uden større ændringer i plottet trække tråden fra min seneste vagt for fire uger siden videre. Okay, vi har ikke tabt i de fire uger. Men pligtsejre, heldige af slagsen endda, over rimeligt sølle bundhold som Frem og desillusionerede AB samt et skadesplaget landsbyhold syd for Køge batter ikke alverden på det spillemæssige barometer. Og en hjemmekamp i UEFA Cup'ens først runde mod et ungarsk hold, der helt som ventet viste sig at være markant ringere ude end hjemme i Budapest, endda efter en hjemmedommerpræstation, der ville have fået de rumænske og bosniske fodboldforbund til at kræve den bulgarske opmand henrettet, det var vist heller ikke just noget, der kunne opmuntre et fodboldhungrende Parken-publikum. Og den kamp var som sagt det sidste strå for et par af mine gode venner. 

Åh jo, jeg bliver altså lige nødt til at foretage et lille sidespring. Jeg har nævnt det før. Og jeg vil blive ved, til forholdene bliver bare tilnærmelsesvis som "alle andre steder i Europa", det Europa vores ledelse vil placere klubben i. Adgangsforholdene for sæsonkortholdere. Masser af folk beklagede sig efter Rangers-kampen over den kolossale og nærmest livsfarlige trafikprop foran Nedre C langt ud på Øster Allé. Nogle af de arrogante kommentarer hertil fra Parken Sport & Entertainment gik på, at vi sæsonkortholdere da skulle være taknemmelige for at få lov at komme ind uden at købe billet i forsalg og endda opnå rabat. Og så kunne man jo i øvrigt bare komme i god tid! 

Til det første er kun at sige, at det med europacup-adgangen og den tilhørende rabat jo var et af salgsargumenterne, da man solgte sæsonkortene. Så det har jo nok været et vægtigt incitament for mange til at betale en hel sæson forud, hvorfor det er ret sølle at smide dét argument tilbage i hovedet på folk, der reelt har lånt Parken likvider i 12 måneder. Jeg skal her helt undlade at nævne, hvad sæsonkortholderne i øvrigt får for pengene i denne sæson. "Nogen" skal vist lykkelige for, at så mange pladser er solgt forlods, når produktet er så usselt, at folk nu bliver væk, selvom de har betalt for at komme. 

Til det andet kan ifm. Ferencváros-kampen siges, at jeg sammen med mine følgesvende ankom til køen foran sæsonkortindgangen godt 20 minutter før kampstart. Det synes jeg ærligt talt er endog at være i særdeles god tid på det, der skulle vise sig at være årets første reelle, bidende kolde og våde efterårsaften. Eller forestiller man sig, at vi skulle komme en time før og stå på iskolde tribuner og fryse en vis legemsdel af til ingenting? Ingenting! Der er jo intet at fornøje eller adsprede sig med på entrebilletten. Og jeg tænker ikke på de pensionerede Copenhagen Dancers eller tvivlsom musikunderholdning på plænen. Men f.eks. lidt matchoptakt i form af interviews og billeder fra andre/tidligere kampe ... øh ... nå, nej det er jo det med de hersens videoskærme, der ikke er kommet. Og sikkert aldrig kommer. 

End ikke et anstændigt kampprogram kan man fordrive ventetiden op til kick-off med. Det er for mange år siden - som vist nok påpeget hernede nogle gange tidligere - sparet væk til fordel for tre usle avissider i en gratis-pamflet. Man skulle egentlig tro, at i det mindste til internationale kampe kunne man vise euro-formatet og trykke et "rigtigt" program. Ikke mindst til glæde for vores gæster. Jeg mødte ingen ungarere sidste onsdag, men både før Rangers-kampen sidste måned og Djurgården-kampen i fjor, var der skotter og svenskere, der efterspurgte et match program. Hvad kunne man sige til dem? "Here ya are mate, a danish Metro newspaper with a few pages in the back, enjoy!" Jo, sikkert et fedt minde at tage med sig hjem fra Parken og København. Havde det så endda været midtersider til at rive ud og gemme.

Discount er det. Discount præger sgu i stadig større grad hele setup'et omkring en fodboldkamp i Parken, og så forventer Parken Sport & Entertainment, at vi skal tilbringe mere tid end højst nødvendigt - dvs. den tid selve fodboldkampen tager - inden for murene. Alt imens PS&E kaster sig ud i "spændende" projekter for næste år, der involverer både seksdagescykelshow og prestigegolf! Ikke at forglemme det årlige knallertarrangement. Jeg kan ikke helt gennemskue, om de rullereklamer, der stadig flipper på banderne i Parken omhandler det nys overståede speedwaystævne eller det til næste sommer, som da vist endnu ikke er til salg på e-billetter (trods der reklameres for det).

I øvrigt. Sæsonkortadgangen har man åbenbart nu gjort op med til Mallorca-kampen.

Ahhh, det hjalp. Tilbage til de fem kampe siden uge 39. Den fjerde i rækken var så i søndags mod OB. Helt klart den bedste af kampene. I en hel(!) halvleg så vi da pludselig lidt tænding og engagement. Nok ikke helt atypisk, at vi trods alt mander os lidt op mod en bedre modstander. Mod Herfølge, Frem og AB fik vi møjsommeligt skrabet 7 points i land trods ubeskriveligt ringe fodboldspil, primært takket være de bemeldte holds manglende kvaliteter og dermed evne til at score, trods de alle kom foruroligende tæt på.

Her var så også bagsiden af medaljen mod et hold som OB, at de trods alt - som FC Midtjylland for ikke så længe siden - også er så gode, at de truer os og straffer de fejl, vi begår. Så det hjalp os i sidste ende ikke meget med en godkendt første halvleg, når OB alligevel kunne sætte sig tungt på os og kontrollere os ud af parken efter pausen til et fuldt fortjent - minimum - point. Og så kan trænerstaben og blålysene snakke nok så meget om et acceptabelt resultat mod et både formstærkt og fysisk stærkt OB-hold. Jamen, for sæven da, vi lå - og ligger - altså højere placeret end OB, der endda var just hjemkommet fra en givet fysisk men nok især mentalt belastende svider i Beograd. Og så var vi på hjemmebane!

Hjemmebane, ja. Så er vi tilbage til tråden fra sidst om det stadigt fraværende "positive fodbold i parken". Peter Møller beklagede sig over, at vi taktfast gjaldede "TAG JER SAMMEN" ned over spillerne, da Ferencváros havde bragt sig i en vinderposition (indtil dommeren ville det anderledes). Hvorfor skulle vi dog ikke det? For at trække en anden tråd tilbage til kollega -smølles vagt i sidste uge, hvorfor i alverden skulle vi dog synge og gjalde "trofast" eller "loyalt" ned mod spillerne, der belønner os med den ene rædsomme præstation efter den anden? Det er heldigvis ikke i København, at man kritikløst, sekterisk og nærmest religiøst dyrker en slags massehypnose og tilbeder og lovsynger spillerne og holdet, som var det guder og selve asernes dream team, der rendte rundt nede på banen. No way! Vi betaler for underholdning, ikke for selv at stå for den. Ikke hver gang, sgu.

Og ærligt talt. Statistikken over de få hjemmebanesejre i 2003 blev yderligere en tand forværret siden kollega -smølles optælling. 6 sejre i 17 hjemmekampe, hedder den nu. Det turde ikke være nødvendigt at sige højt, hvor mildest talt utilfredsstillende, det er. Og det er jo ikke fordi, København har rodet rundt i bunden af ligaen, hverken i foråret eller nu. Og det er heller ikke fordi, der i de 17 hjemmekampe er medregnet et par Champions League kampe mod stærke internationale hold og/eller en-to stykker fra forårets knockoutslutkampe i UEFA-cup'en. Den slags har vi ikke været i nærheden af. Så vi er gået på banen som forholdsvis klare favoritter - og oftest endda storfavoritter - i alle 17 kampe. Selv mod Rangers var vi efter 1-1 i Glasgow om ikke ligefrem klare favoritter, så dog af pressen, spilleselskaberne og ikke mindst organisationen bag FC København gjort til favorit. Alligevel er det altså kun ca. hver tredie gang, vi har fået lov at høre 'Another One Bites the Dust' på vej ud af Parken i år. 

Og "de" undrer og beklager sig over, at folk ikke klapper og synger kritikløst. Og ligeledes over, at tilskuertallet er dalende. I Manchester kalder de Old Trafford for Theatre of Dreams. Drømmen i og om Parken har derimod for længst antaget karakter af et gedigent mareridt.

Hvad der så skal til, før vi vågner af mareridtet, er jo et af disse såkaldt gode spørgsmål. Og jeg tvivler efterhånden mere og mere på, at den mutte svensker bag roret kan levere det gode svar. Hans evindelige undskyldninger med modstanderhold, der pakker sig, ligger lavt, spiller ultradefensivt i Parken, klinger snart mere end hult. Det har alle danske hold undtagen Brøndby gjort konsekvent siden Hodgson-tiden. Selvfølgelig. Kun Brøndby har qua tro på egne kvaliteter turde tage kampen op og spille med os i Parken. Ja, og så undertiden Farum og AGF, men det tilskriver jeg nu nærmere taktisk naivitet hos d'herrer Andersen og Hansen. Ergo kan det ikke længere komme som en overraskelse for Backe, CV og co., at vi står overfor kompakte modstanderforsvar i Parken, heller ikke at disse ikke kan åbnes ved ørkesløst, tempo- (og temposkift-) og idéforladt køren bolden rundt og rundt og lidt frem og mere tilbage og forfra i en såkaldt boldkontrollerende uendelighed. Det er nytteløst, og værre, det er rædderligt at se på for os andre.

Som tophold, som favorit hver gang, med de om ikke bedste så i hvert fald dyreste spillere og med den selvudnævnte euro-elitestatus, så skulle man forvente totaloverfald på modstanderholdet i Parken fra første fløjt. Højt tempo og skræmmende fysik i nærkampene. Modstanderne, uanset de hedder AB eller OB skal ikke have et sekunds ro til blot at spille bolden på tværs uden for eget straffesparksfelt. Og de skal kunne huske det til næste gang, de møder skræmte op i Parken. F.eks. - oversat til danske forhold - som når Manchester United tager imod på Old Trafford for nu at blive i teatermetaforen. Heksekedel, ikke kun omkring, men også på banen. Faktisk har vi set, at spillerne i Byens Holds aktuelle trup kan mestre denne form for fodbold. Ironisk nok oftest på udebane, f.eks. mod Djurgården i Stockholm, SIF i Silkeborg og VFF i Viborg inden for det seneste års tid. Men typisk "blot" en 10-15 minutter i starten af kampen, hvorefter det fuser helt ud, fordi vores angrebsineffektivitet forhindrer, at vi slår kapital af presset.

Så forfejlet taktik, måske. Sammenholdt med en efterhånden længerevarende humørkrise på banen. Det er glædesløst, og det ikke bare smitter blandt os på lægterne. Det synes også at bredes blandt spillerne. Også nye eller tilbagevendte, skadede spillere, så snart de kommer til. Én kamp på energi, og så tilbage til visionsløs alibi- og pligtbold. Santos, Pettersson og PC er gode eksempler herpå. Og så en enkelt undtagelse. Ham, som jeg stadig vender tilbage til.

Skaderne har frem til OB-kampen bestemt heller ikke kunne tjene som nogen undskyldning. Men mod OB og især Herfølge har vi været slemt ramt. Det bekymrende er ikke blot den nuværende skadesituation, men mere skadestyperne. Det er bortset fra reelt kun Zuma faktisk ikke skader, der er opstået akut i kamp i denne sæson, men mest belastningsskader, og det kunne antyde problemer med træningsmetoder og -tilrettelæggelse. Og det må da have givet stof til eftertanke både hos cheftræneren og sundhedssektoren. Selv den ellers så længe bortmigrerede ulykkesfugl, lyskeskaden, er vendt tilbage til Peter Bangs Vej.

Og tankerne om lidt fejltilrettelagt træningsdosering får ny næring med tanke på, at holdet faktisk hele efteråret har virket decideret ude af form. Selv på vitale tidspunkter som CL-kval-kampene og nu, hvor vi kunne have spillet CL. En grel modsætning til sidste efterår, hvor vi spillede næsten lige så forfærdeligt, men kunne afgøre de fleste kampe i slutfasen, hvor vi på tempo, fysik og form tilsat en meget lille fejlprocent havde kværnet modstanderen ned under græstørvene.

Det hårde program, som både trænerstab, trup og undertiden også sportsdirektøren klynker over, skal heller ikke tjene som hverken forklaring eller undskyldning. Vore nærmeste konkurrenter, Brøndby, Esbjerg og OB har haft lige så hårdt program mht. Europacup kampe og landsholdssamlinger. Vores to "ekstra" kampe mod maltesiske Sliema er den eneste forskel, og det kan ikke formodes at have nogen som helst betydning. Og så gider jeg i øvrigt stadig ikke den sædvanlige med, at de øvrige superligahold er blevet stærkere. Europacupresultaterne fortæller historien om suppens niveau. Tre hold ud mod ikke-skræmmende modstandere og Brøndby og FC København som seedede med pligtavancement - fik lige krabbet sig videre - mod yderst middelmådige hold.

Fra træningsbanerne kan der sikkert spores en eller anden sammenhæng mellem indstilling, skader og form, der tilsammen igen resulterer i de utilstrækkelige spille- og resultatmæssige præstationer på banen. Selv Backes ellers berømmede organisation er ude af trit. Og så er det straks endnu være, at det mest forudsigelige hold, aldeles uden overraskelsesmomenter (if. en del af suppens øvrige trænere) ikke længere er det "sværeste at spille mod". Og hullerne i organisationen, aftalesvigtene, er til at få øje på i den grad. I søndags var det grotesk at se to OB'ere, Miti og Højer, få flere kvadratmeter og oceaner af tid til et lille ekvilibristisk stunt 5 meter fra Københavns straffesparksfelt, mens 7 (syv) Københavnere beundrende kiggede på. Eller se hvordan Ferencváros kunne sende en-mands-kontraangreb med reelt trusselpotentiale mod Københavns forsvar i sidste uge. Helt vanvittigt, da én ungarer fik 5 (fem) Københavnere til at gå så meget i panik på egen banehalvdel, at vi måtte Laursen-punte bolden ud af banen. For stor afstand mellem kæderne og derved masser af frie rum til modstanderne.

Manglende løbevillighed og idéer på midtbanen er også sammen med Backes systemlås årsager til, at hurtig omstilling og kontraløb bliver en stadigt fjernere provins i Sibirien. Et varemærke under Hodsgon, det hurtige direkte omstillingsspil. I dag skal vi f.eks. se en Peter Møller ned på midtbanen og samle bolden op og selv sætte angrebsopbygning eller kontrastød i gang, hvorefter han mangler totalt deroppe, hvor hans spidskompetencer ligger. Kæmpende i feltet om de skarpe indlæg fra kanterne. Og med al respekt, Møllers force er just ikke pasningsspillet frem af banen.

I øvrigt, nu hvor det fremadrettede og chanceskabende spil i den grad er fraværende, er det da dobbelt eller tredobbelt ærgerligt, at vi også leverer så slattent et udkomme af dødboldsituationerne. Vi rendte nogen stykker på vores gamle kanonkonge, Lars Højer, efter Ferencvároskampen, og han var rystet over, hvor lidt vi f.eks. fik ud af en 5-6 mere end gyldne muligheder ved direkte frispark. Det skulle lige have været ... engang.

Måske man ikke skal give systemet hele skylden. For selvom Backe i større grad end nogen anden træner i FC Københavns historie har kunnet håndplukke spillerne og forme sit hold, så kan jeg alligevel ikke undlade at tænke den nærmest utænkelige tanke, at spillerne simpelthen ikke passer til systemet og slet ikke til 4-4-2. Ærgerligt egentlig, for jeg anser ellers sædvanligvis 4-4-2 for det bedste og mest fleksible system i fodbolden. Givet de rette spillere. Og 4-4-2 praktiseres jo på et utal af måder i alle tre kæder. F.eks. spiller Premier Leagues tre tophold alle 4-4-2, men spillestilen er alligevel meget forskellig. Eller hvad med Real Madrid varianten, for nu lige at fuldende en kvartet, der hører til de mere offensive 4-4-2 eksponenter. Man kan som også blot vende blikket hjem til superligaen, hvor 4-4-2 stadig er det mest udbredte. Men du finder stadig ikke to hold, der praktiserer 4-4-2'en på eksakt samme måde.

Allerede i forsvaret starter problemet, da vi reelt ikke har en højre back. Ole Tobiasen er uden tvivl den teknisk bedste og i spilopfattelse samt forudseenhed den mest internationalt tænkende, ikke bare i FC København, men i suppen. Stadig er hans manglende hurtighed en væsentlig hæmsko, ikke mindst i Backes 4-4-2, hvor det er backerne, der skal lever kantspillet. Når vi i øvrigt slet ikke har nogen back-up på højrebacken, nu hvor Ole T. er skadet, skulle man måske overveje noget andet. Vi er i forvejen så sjældent under reelt pres i superligaen, at der vel knappest er grund til fire mand i bageste kæde, og et tremands forsvar med Tobiasen, Svensson og Albrechtsen burde være alt rigeligt. Også selv hvis man skulle gå fra zone til markering. Ole T. er vant til den slags fra tidligere, og en teknisk svag og knap så overbliksstærk, men til gengæld lynende hurtig og fysisk stærk Albrechtsen, tror jeg ligefrem, ville være en klart større gevinst i et sådant system.

Det ville så også give plads til en ekstra mand i det fremadrettede. Hvordan talkombinationerne så skal se ud frem af banen, kan du jo selv spekulere på, mens jeg knapper aftenens sidste øl op. Men i en tid, hvor både forsvar og angreb lider under, at vores midtbanekanter er helt væk og de to centralt synes overbebyrdet mod fysisk stærke og meget løbevillige centrale midtbaner hos vores modstandere, kunne jeg da godt tænke mig, at vi opererede med tre mand på den centrale midt. Ikke mindst fordi, vi trods alt har overflod af midtbanespillere, for hvem det er en mere naturlig plads.

Og så vender jeg tilbage til ham. Sebastian Svärd. For han viste sig som en savnet midtbanetype i København i OB-kampen. Fysisk stærk, løbestærk, teknisk stærk og frem for alt med et sublimt blik for at vende spillet og se den direkte pasningsmulighed, fremfor det evindelige til siden og rundt og tilbage osv. Et par af hans bananstikninger ad banens længdeakse i søndags var jo ren fodboldpoesi. Og man kan faktisk meget tydeligt genkende spillestil - og fysiognomi - fra Arsenals midtbanespillere, så en solid ballast fra Wengers træningstimer har unge Sebastian da i bagagen. Lidt synd at han ikke har taget lidt af "stjerne-attituderne" med sig ind på banen også, hvor han stadig virker meget benovet og for ofte forfalder til alibiafleveringen. Naturligvis dog også som følge af, at han jo ikke ligefrem har fået oceaner af spilletid siden lejemålets start.

Men det kunne han få, omend det selvfølgelig ikke giver voldsom mening at satse for meget på en spiller, der sandsynligvis er væk igen om blot 7 kampe. Medmindre man da finder ud af at forlænge lejeaftalen sæsonen ud. Det kunne der vel også være lidt raison i for Sebastian, for uagtet hans meget Arsenal-like spillestil, så varer det vist lidt endnu, inden han er klar til at spille Premier League. 

Jeg så slaget om London, topopgøret mellem Arsenal og Chelsea i lørdags, og der er stadig lysår til forskel på PL og suppen. En i øvrigt medrivende topkamp med noget så sjældent som 50%-50% possession efter de 90 minutter, men retfærdigvis - også set gennem mine blå Chelseabriller - med Arsenal som vinder. De var den tand skarpere i tempo, direkte spil, chanceskabelse og nærkampe. Bl.a. qua det naturlige løft ved at spille på ... hjemmebane! Men især det faktum, at Arsenal fungerede som et hold med indøvede og ikke mindst indforståede løbe- og spillemønstre gjorde forskellen. Og det må Chelsea nok leve med et stykke tid endnu, inden stjernegalleriet af individualister lærer hinanden at kende. 

I den forbindelse virker det absurd med den nye strøm af navne, der sættes i forbindelse med Roman Abramovich's Chelsea op til januar-vinduet. I flæng fra hukommelsen: Roberto Carlos, Lucio, Nesta, Beckham, Ronaldo, Rivaldo, Kluivert, Davids, Nedved, Gerrard, Rooney, Scott Parker... bare for at nævne nogen. Lagt til det overflødighedshorn af spillere, der allerede er købt til the Bridge, og det faktum at selv ikke Roman's hold får lov at stille flere end 11 mand på banen ad gangen. Nå, der er givet også en del PR-værdi for organisationen bag Abramovich i at byde £35 mio. for engelsk fodbolds vidunderbarn - uden mange lig i adfærdslasten i øvrigt - Wayne Rooney. Men derfra og til at signe ham er der immervæk et stykke vej.

Og med Chelsea som eksempel kan også konkluderes, at FC København nok ikke får vendt den spillemæssige bøtte ved at udskifte 2/3 af spillertruppen. Systemet skal tilpasses truppen ... og måske træneren. Sidstnævnte kan måske foregå, uden at nogen parter taber ansigt, hvis svenske jungletrommer om Backe som ny landstræner hinsidan holder takten.
.

Den årvågne gæst har noteret, at jeg ikke har ytret et kvæk om gårsdagens kamp i Herfølge. Jamen, for fanden da, mand. Jeg har jo ikke set kampen. Efter et sent afsluttet fyraftensmøde ude i byen, valgte jeg ikke at risikere førlighed og styrebrev på at forsøge at manøvrere firmabilen tværs over Sjælland i overlydsfart. Efterårskulde i kombination med jordvolden bag målet på Herfølge Stadion sat over for en varm stue med Chelsea i Champions League. Jeg mener, når man nu ikke føler denne fundamentalistiske pligt til at være til for holdet i alle geografiske afkroge, ja så faldt valget nu ikke svært. Blot sørgeligt, at det så formentlig blev efterårets eneste København-udekamp, der ikke kom i TV, og Viasats pay-per-view projekt er gået på stand-by.

Men jeg fulgte dog med på dampradioen og Onsides sammendrag. Og sammenholdt med visse stamgæsters kommentarer, da de returnerede fra Herfølge, var sæsonens 13. kamp heller ikke en af dem, vi nogensinde vil huske for noget godt, ud over de tre points. Ja, ham Thundersen sad henne for enden af baren og talte om "højintensitetslosning". Så føler man just ikke at være gået glip af noget. Heller ikke de juvenile glatnakker, der skulle demonstrere højpandeintelligens og vise deres formåen i pyroteknik. Det selv samme fyrværkeri-idioti, som vi håner "bonderøvs-tilskuere" for i Parken. Imponerende at man undertiden stadig kan være mere pinligt berørt over sine med-fans end det jammerlige spil, hjerteklubben disker op med på banen.

Mærkeligt nok er vi nu ubesejret i seks ligakampe i træk, hvoraf vi har holdt nullet i de fire og vundet halvdelen. Og selvom især første halvleg i Herfølge åbenbart var et nyt lavpunkt - dog med Svärd som banens bedste spiller - så føler man jo stadig, at det på et tidspunkt kun kan gå frem. Enten det, eller vi render snart ind af en røvfuld af historisk størrelse. Måske mod Mallorca. I tabellen har vi stadig toppen indenfor rækkevidde. Sammenligner vi stillingerne efter tretten runder i det nye årtusinde, dvs. de sidste fire sæsoner, ser det sådan ud:

I '01 og '03 blev vi som bekendt mestre. Sølv derimellem. Men du kan jo selv konkludere og regne på tallene og spå om vores slutplacering i maj '04.

Nå, smut nu hjem og drøm sødt. Om ikke andet om den dag, mareridtet igen bliver til drømmefodbold i teatret på Østerbro. På søndag leverer et Farumhold med 2-12 i to kampe som mental bagage sit bud til den proces. Og jeg skal nok være på min plads, gud bedre det! Men jeg glæder mig ikke ligefrem!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens sang:

David Bowie: ’Changes’
Kolleger Saxo og -smølle har godt nok allerede nævnt Bowie-koncerten, så den skal jeg ikke trampe mere rundt i. Blot meddele, at netop den aftens udgave af 'Changes' fra en veloplagt Bowie og ditto velspillende band var et mine store højdepunkter. Og lad den så stå som udsagn for, hvad jeg oplever som et stort behov i PS&Es fodboldafdeling.

Ugens albums: 

Blondie: The Curse of Blondie

Forbandet også. Nu skal jeg igen hånes af kollega Saxo, fordi jeg ikke kan komme til Blondie-koncerten i Vega d. 1. november, lige som jeg missede koncerten tidligere på året med en anden vidunderlig kælling, Chrissie Hynde og hendes Pretenders. Forbandelse blev også en del af titlen på dette album, der udkom sidste mandag fire år efter det ret middelmådige comebackalbum No Exit, fordi skiven faktisk var klar for to år siden, men projektet er blevet ramt af et utal af uheld på vej fra studiet til pladeforretningerne. En forbandelse Blondie også får sneget ind i nummeret 'The Tingler' med reference til Vincent Price horror-filmen af samme navn. The Curse of Blondie er gruppens ottende studiealbum, hvilket ikke er meget på næsten 30 år, men bandet holdt så også 16 års pause midt i det hele fra den trætte The Hunter og frem til comebacket i 1999. Blondie anno 2003 er med on/off ægtemanden, co-writeren og guitaristen Chris Stein, keyboardspilleren Jimmy Destri (ren 80'er retro) og trommeslageren Clem Burke ganske nær den oprindelige besætning. Og det er selvfølgelig platinblondinen, Deborah Harry, der vokalt og visuelt tegner New York gruppen, præcis som ved debuten på punk/new wave scenen i 1974. Og lad det være sagt straks. Guddommelige Debbie lyder præcis så forførende som altid, trods sine 58 år. En i øvrigt ganske høj alder for at synge i et band med en 29-årig historie, men hun var nu også en halvgammel krampe allerede ved debuten, som ex playboy-bunny'en sprang ud i direkte fra servitricejobbet på det legendariske spillested, Max's Kansas City i NYC, hvor hun sikkert har arbejdet, mens en af hendes berømte New Jersey-fæller, Bruce Springsteen, kickstartede sin karriere samme sted. For skøn-Debbie er også oprindeligt fra NJ, hvilket markeres på åbningssporet, 'Shakedown' med en trafikradiomeddelelse på Jersey Turnpike, der så slår over i decideret rap. Jeg skal indrømme, at rap/hip-hop elementet i Blondies musik (de havde i 1981 med 'Rapture' genrens første nr. 1 på den generelle Billboard-liste) er noget, jeg skøjter let henover, og det er heldigvis ikke så ofte, Debbie rapper. Heller ikke på den nye CD, hvor Blondie straks slår over i klassiske toner med 'Good Boys', der er endnu mere klassisk i bonus versionen i et Giorgio Moroder mix. Deborah selv og Blondie-aficionados alle vide vegne betegner The Curse of Blondie som det bedste Blondiealbum nogensinde. Personligt synes jeg dog ikke, det kommer i nærheden af wave-braget Plastic Letters (77) eller pop-klassikeren Parallel Lines (78). Omvendt er The Curse of Blondie nu også betydeligt bedre end det hø, de udsendte lige op til den lange pause. Og trods det typiske stilartmix og en 2-3 numre, der snildt kunne undværes, så er dette ganske guitarrockende - 'Undone', 'Golden Rod' (ren Bowie), 'End to End' - album, der i 'Hello Joe' også indeholder en dedikation til Joey Ramone, så absolut et køb værd. Og skal du købe Blondie, så foreligger gruppens seks første studiealbums fra 1976 til 1982 for resten nu også i 24-bit digitaliserede udgaver med masser af ekstra bonusguf på. De første fire af slagsen kunne jeg da godt finde på at investere i, når de gamle vinyler skal udrangeres.

 

Van Morrison: What's Wrong With This Picture?

Udkommet i mandags, og det her kan jeg gøre anderledes kort. KØB, KØB, KØB! En veloplagt og sarkastisk Van Morrison, der både leverer stikpiller til musikindustrien og ironiseren over sig selv. Som altid er trad. keltisk, soul, blues, funk og pop mixede undertoner på dette album, det første fra V.M. på Blue Note, og derfor næsten i sagens natur overvejende jazz-præget. Fra den karakteristisk tørre sang til formidable sax-arrangementer er denne intelligent swingende skive simpelthen vidunderlig. Formentlig den bedste nyindspilning, der er udgivet i 2003, hvis du spørger mig. Og ideel til at glemme vejr og vind og vintertid (på søndag). Køb den, for satan! Og til Van the Man er der kun at sige: There's absolutely nothing wrong with that picture!