Ups, lige til kanten og resten i lommen. Jeg skal blankt erkende, at jeg ikke er den store Nebukadnezer til det lille trick med at lave ziggurater af skummet på din knap så velskænkede fadøl, kære gæst. Hvaddøh…King’s eller Rockies? Næh, sumeriske pyramider, du. Huh? Ja, du hørte rigtigt, Zuma på ski! Om en måneds tid, hvis skaden tillader det, men glem det for fanden og skål, mand, skål!

Jeg står her bag baren som min egen yndlingsaversion i det københavnske byliv, den ufaglærte bartender og jeg står der på yderste tilkaldevagt. Normalt spilles rollen af en ung pige med et yppigt og fremhævet brystparti, der kompenserer for den dyre, ringe og uengagerede betjening, man gerne står i kø for at få, men den slags omsætningsfremmende kneb bruger de åbenbart ikke her i bulen. Så hellere en vrissen, analretent stemningsfornægter af den taskeløse skole. Kan ske at den aftalte ”husk nu The Skjold Escape Hatch ude bagved, hvis du ser Told&Skats udsendte”-løn udbetalt i naturalier nær udløbsdatoen har noget med den sag at gøre. Så jeg står her og kan ikke skænke en ordentlig øl, men jeg kan ævle, så lyt, mand, lyt!

Tilsyneladende havde det sammenrend af fallenter og alkoholiserede subjekter, der tegner dette etablissement ikke lige tid til at underholde i dag. ”Vi holder fødselsdag”, peb de og fortrak med mængder af billig Aldi-urt og sprængfyldte net med Bjørnebryg. Det er så der, jeg overvejer, hvorfor fanden jeg ikke er inviteret, men i stedet skal stå her bag disken og være mit sædvanlige, sarkastiske og ubehøvlede jeg overfor dig - spændt frækt op i bulens læderforklæde af den slags, der er blevet svedt så meget mandesved i, at den suger sig blødt, frækt og tæt til kroppen som den dejligste, flydende latex. En herlig fetischistisk fornemmelse og det er sære ting, man finder der i lommerne, mobiltelefoner med Liverpool-covers, lim, punge og gulnede fotografier af fulde mænd, særlinge og bidske køtere. Furede ansigter og minder fra svundne tider.

Se dem selv her, helt tilbage fra dengang bulen åbnede i uge 45 i 2000. Udover den velkendte nedtur ved at tabe i Jylland, så er Peter Packness temaet for det allerførste ræb. Husker du ham? Direktør i Lyngby FC, datidens losseplads for alment uopdragne og ubehøvlede fans med hang til patetisk selviscenesættelse. Ringer det mon en genkendelsens klokke? Samme ræb minder os også på andre måder om fodboldens permanens, at farverne og ansigterne måske skifter lidt, men at der ellers ikke rigtig er sket noget nyt i og omkring læderkuglen, siden Eigil Nielsen gjorde den snøreløs engang efter Boer-krigen. Vi taber stadig ad helvede til skidt i Jylland og er generelt deprimerede, Kim Miltons kendelser og adfærd er til debat, og et profetisk indspark smides på bordet af den vagthavende bartender:

”Der har været talt om et nordisk alternativ. Et udslag af pladderromantik, vil jeg hævde. Tanker fra tiden straks efter 2. verdenskrig om det store nordiske broderskab, en moderne revival af Kalmarunionen. Glem det. Hverken norske eller svenske klubber vil kunne matche de navnkundige alternativer som en eventuel Atlantliga kan tilbyde. Og står valget mellem at rejse til Tromsø eller Porto for følge mit hold, så vil jeg aldrig anse det som noget valg. Man sammenligner simpelthen ikke portvin med klipfisk. Man tænker end ikke den blasfemiske tanke.”

Javel! Blasfemisk pladderromantik eller ej, under alle omstændigheder er det nok sandsynligt, at de regerende Champions League-mestre mener at have gjort sig fortjent til at spise klipfisk - i øvrigt hovedingrediensen i Portugals nationalspise Bacalhau - med fodboldhold fra lidt tungere ligaer end de nordmaltesiske kongerigers. Jeg er sikker på, at disse vennesæle, sydlandske vindere anser idéen om en fællesliga med ét eller flere hold fra Kalmarunionens dødsbo for at være en så kættersk tanke, at den fordrer en bibelsk straf eksekveret ved, at horder af Freehold-græshopper i stramme Wrangler’s og sikkerhedshjelme synger hele Springsteens bagkatalog i én lang og ulidelig kanon, mens de æder årets druehøst. Det sker ikke, hombre, ikke der.

Så vores dannelsesrejse går 1.600 kilometer højt mod nord, way north, helt Peter North til det flakkende Aurora Borealis i den permanente decembernat ved den nordmaltesiske fodboldligas yderste udpost og grænse på den anden side af Polarcirklen, hvor verden er forlænget med harsk hvalspæk og sydende kobberkedler. Hvad kan vi bruge det til udover at erkende, at polarekspeditioner er, hvad evnerne rækker til lige nu, en kamp i sneen mod Haakons ætlinge af dygtige og dydige hjemmebrændere, dopede på fusel og overgæret yakokse-yoghurt? ”It’s not Highbury for you laddie, but rather a frozen chip of rock up your nose, I’m afraid”. Torquemada kender sine københavnske kættere og giver dem løn som fortjent.

Men vi skal vel til det, bortset fra at den kongelige turnering ikke taler direkte til mit hjerte, selv med denne åbenlyse mulighed for at sætte point ind på ægte fan-kontoen og miste et par fingre til glubske polarulve eller nattefrosten efter en 23 timer lang nat på Blå Rock, der serverer sikkert fint øl fra verdens nordligste bryggeri. Hvad angår de resterende hold i den indledende gruppe II, kan du værsgo tage fanklub-bussen til det første opgør torsdag aften på udebane imod Vestra Götalands fodboldkæmpe, IFK Göteborg, især hvis du er yngre, smukkere og i bedre humør end mig.

Til gengæld vil jeg virkelig hellere låne bulens læderforklæde end engagere mig alt for meget i kampene imod gruppens sidste hold. For lidt afhængig af hvordan pokalkvartfinalerne og efterfølgende lodtrækning falder ud, skal vi ikke kun møde Brøndby med tilhørende gemytlige stemningssvende igen i december, men også ikke mindre end 3 til 5 gange i alt i løbet af foråret. Selvom det selvfølgelig altid er hyggelige og hjertevarme affærer, så er det nok en gang eller i værste fald fire for meget for mig. Men bortset fra denne følge af turneringens struktur, kan det da være, at den ender med at være en succes. En moderne Spar Cup, og som FCK-fan er det skam ingenting at kimse ad i en sæson, der indtil videre tegner til at blive en tør og trist klapsammenmad, der får klipfisken til at tage sig helt indbydende ud med lidt frissé-salat til i den danske tvangsgarniture-model. Jeg ville i øvrigt drikke en fornuftig sherry til og ikke portvin, men lad nu det ligge.

På den absolutte plusside slipper vi for Lyngby, idet den ”sportslige afgørelse”, som Packness fiskede efter til at regulere antallet af danske hold i den fremtidige turnering på tegnebrættet dengang, viste sig ikke at hedde: ”Dansk fodbolds nummer halvlort i den tredjebedste række deltager i Royal League”. Det er så her, du bryder ud i spontan glædesdans ved tanken om at slippe for udflugten til de nordlige forstæders jordvolde, nu hvor en anstændigt grillet pølse er blevet dagligdag på snart sagt ethvert Superligastadion i Danmark. Men selvom jeg ikke savner stadion deroppe eller noget ved Lyngby overhovedet, så savner jeg undertiden de neroiske fantaster og talentløse medløbere, der især hærgede direktions- og bestyrelseslokaler i de nordlige forstadsklubber ved begyndelsen af dette årtusinde. 

God for en skinger mening om andre var de nemlig altid, mens deres eget lille Rom brændte lystigt omkring dem. I modsætning til Nero har de fleste af dem klaret sig uden ridser i lakken, og skam få den, der eksempelvis antyder, at en tidligere (sports-)direktør med ledelsesansvar i et børsnoteret aktieselskab måske kan tænkes at have bare et lille medansvar for at have pløjet 150 millioner af aktionærernes kroner ned i Gladsaxe og omegns fertile muld, og at den foreløbige høst, en truende konkurs og nedrykning, på den baggrund måske ikke helt slår en biodynamisk, nordnorsk frilands-appelsin. For ikke at støde den slags helt rimelige sensibiliteter, vil jeg i stedet antyde, at han fortjener et stemningsmættet postkort fra Tromsøs træningsbaner.

En lille selskabsleg til at løfte humøret efter røvturen i Herning, måske? Hvis du kan ramme én af Springsteen-CD’erne på dartskiven dernede med en Tromsø-isøkse, er sidemanden ”Scialfa” og skal smøre sig ind i 2 numre fra Born to Run - med mindre baghånden råber ”New Jersey er lort!” og vender bunken. En lille spøg vi har kørende hernede i dag. Kun i dag. Så afgjort kun i dag.

Nå, du gider ikke pubertære selskabslege? Jeg erkender, at alt det her ellers meget moderne halløj med at skabe stemning omkring sig, måske aldrig rigtig har været min stærke side. Jeg forstår ikke helt konceptet og slet ikke i den særegne vestegns-udgave, vi blev præsenteret for i søndags på Silkeborg Stadion. Men da jeg ærligt synes, at det er Brøndby IF’s og klubbens mange supporteres eget ansvar og problem, at klubbens gode navn og rygte absolut skal skylles ud i lokummet i stemningens tjeneste, så må de sgu selv ligge og rode med svubberen for at holde de største flydere på afstand. 

Ikke at løs fægten med latrinære forsvarsvåben lader til at have mærkbar sanitær effekt eller førsteprioritet derude, dertil er den interne kritik af udviklingen i klubbens fanmiljø alt for sporadisk, og selvsamme miljø bare gedigent weird på måder, som selv David Lynch ikke kan matche ved at sætte dværge til at tale baglæns i sine film. Men selvfølgelig er det en glimrende generel forklaring på, hvordan man i udgangspunktet overhovedet kan kaste sin kærlighed på de blågule, at man fra nogle få meters afstand - endda med hjælp fra københavnsk kontrabande i form af synskorrigerende hjælpemidler - med øjnene låst fast på grønsværen hverken kan se eller fatter en skid af, hvad der sker på banen. Før, under og efter kampen.<(p>

Hvad jeg kan håbe på er, at det ønske om en fortsat radikalisering af rivaliseringen og hele fanudtrykket, der velsagtens er den primære motivation bag søndagens planlagte aktion, ikke danner baggrund for vred og vild revanchisme på denne side af hegnet. Niveauet i at bruge en dødsulykke som baggrund for et søgt, fanpolitisk projekt taler for sig selv. Jeg har vel set omkring 300 kampe i danske turneringer live siden min danske fodboldinteresse tog fart i 1992, og jeg kan ikke huske, hvor mange gange jeg er blevet bedt om at holde et minuts stilhed, ganske enkelt fordi det ikke sker så ofte eller virker som en belastning, heller ikke i en situation hvor man ikke har noget personligt i klemme i smal eller bred forstand. Det forekommer mig at være et bizart og tyndt grundlag at sælge ud af sin anstændighed på at hævde, at der med DBU’s beslutning om at holde et minuts stilhed før søndagens spillerunde er gjort vold på traditionen. Ikke mindre bizart fordi den dominerende sangtekst i lydbilledet fra dette særegne Mensa-projekt var udformet som en latterliggørelse af offeret for dødsulykken og ikke havde spor med DBU at gøre. Men nok om dårlig stil.

For jeg harcelerer, og du står og mimer, at du giver et styks sidevogn, den miskendte bitter Fernet Branca, hvis jeg ellers holder kæft og bare står i stedet for at ævle og stå. Du bifalder givetvis, at vi springer det-må-ikke-smage-af-noget-ellers-kan-vi-ikke-drikke-de-unge-i-hegnet-Jägermeister-tricket med frosne glas over, for jeg gider ærlig talt ikke se på dine stive nipples igennem din i forvejen alt for afslørende Kappa-trøje. 

Så kan vi passende drikke en tudeskål på udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og den mismodige slingrekurs, der præger det københavnske fodboldspil i dette efterår. I hele bulens levetid har det vel næppe nogensinde set værre ud, og det er vel de færreste, der stadig tror på Backes magi eller evne til at løfte spillet, selv med tidligere forårs-comebacks lokkende falske sirenesang klingende i baghovedet. Meget sympatisk svensker, næsten smertefuldt sympatisk i denne stund, men udviklingen i spilkonceptet er stagneret, basisspillet er fraværende, udebanestatistikken er nu også lort, og uden Zuma er der dømt klipfisk de fleste gange og plukfisk så ofte, at det suger røv, gør det.

Men alt dette og meget mere bliver dødkneppet til hudløshed af de feststemte fodboldteoretikere ovre hos naboerne i Mandagstrænerne, så hvis du går rundt med en lille fodbold-masochist i maven, så er det et godt sted at tage en time eller to på analyse-korset, lægge dine bolde i rygnummer-jernet og skrige din indebrændte storbysmerte ud. Som et lille plaster på såret så tager jeg gerne Den Store Rorgængers gyldne ØnskMandØnsk-Bukser på og lover dig højt og meget helligt, at vi selvfølgelig vinder Spar Ekstra Meget Mod Nord Cup.

Den er vores, så skål mand, skål! 

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

Savage Rose: 'Stjerneskud (Når Lysene Tændes i Parken)'
Stadig den bedste danske fodboldsang, der er skrevet. Ikke fordi jeg som sådan tænder på Savage Rose’s barnagtige fantasier om den realiserede albanske socialismes moralske overlegenhed eller Anisettes skærebrænder af en stemme, men lige her fungerer det Koppelske univers ret godt. Storladent og svævende.

Ugens album:

Anyone But That Springsteen Twat: Anything But Bruce’s Selfserving Crap
Ja, jeg har rent faktisk gennemlyttet en hel, spritny CD for din skyld, ganske enkelt fordi det er en tradition at ævle om tarmdrevne klangkasser og jamrende ungersvende med ondt i sjælen, men langt færre lommesmerter, hernede i bulen. Den slags traditioner pisser man ikke på, bare fordi man kan, med mindre det er plakaten, der ligger og suger væske sammen med de blå bolsjer ude i urinalet, vi smider dråberne på. Så på med hørebøfferne og det analytiske sindelag og egentlig var det en ganske forfriskende oplevelse at forholde sig objektivt kritisk til musik, og helt ringe var den sådan set ikke, den der CD. Efter således at have skrevet en usædvanligt god anmeldelse på højeste Brandes-niveau krydret med min dybe indsigt i elektrisk violin og harpe, opdagede jeg desværre, at lige netop den CD rent faktisk overhovedet ikke er udkommet endnu. Anyways, udover at en komplet musikidiot som undertegnede følte sig ret cool ved sådan at bootlegge det fede shit som ungdommen vil ha’, men endnu ikke kan få, så er der rettighedshaverne, teenageres moral og knipler og alt muligt andet at tage hensyn til, såsom husværten og at andre bartendere gør professionelt i den slags. Så never mind med det. Men det var noget helt andet end Bruce. Og godt nok, så budskabet må være: Køb Anything But Bruce’s Selfserving Crap, det holder 100%!