Så for søren, jeg havde slet ikke bemærket at der var gæster. Jeg stod her og lavede vores merchandise færdig. Meget kan man sige om spruthuset, men ingen skal beskylde os for at misse en trend når vi ser den. Torsdag så vi den i fuld effekt, mand. Royal League! Ullevi sat på den anden ende! Behøver jeg sige mere? Så jeg står hernede og presser badges i den dertil indrettede maskine, som jeg købte for indholdet af Bulens drikkepengeglas i en spøg-og-skæmt-forretning på Godthåbsvej, der var ved at lukke og solgte ud af inventaret.

”I w Royal League” – ”Her er vi alle konger!” – ”Royal League – blind genvej til Europa” – ”Ich w das Royal League” – ”Glem CL, vi tager RL” – ”Silvia er en steg” – ”J’w la Ligue Royale” – ”RL: Vi KAN ikke rykke ned!” – osv osv. Vi er i den grad hoppet på vognen, nu den ruller. Det er godt nok uautoriseret, og vi får utvivlsomt Royal League-syndikatets hær af advokater på nakken, men indtil da vil vi sælge vores små RL-badges som en nebengesjæft hernede. Vi har endda en udgave med en lille stiliseret guillotine i sort og guld til alle vores republikanske gæster der måtte synes at navnet er skrækkeligt. 

Man er nødt til at ride på begejstringens bølge. Én kamp, én sejr, og det på et straffespark så klart at kun de mest desperate gad jamre over det – de gjorde det dog så også. Det er et signal til resten af Europa! Godt nok et signal som siger: ”Rosenborg er lige akkurat gode nok til at få stryg i gruppespillet af CL hvert år, men alle vi andre er nødt til at finde på et eller andet kreativt for at give et skin af at vi er gode nok til at spille turneringskampe uden for landets grænser” – men hvad gør det? 

Det er måske en intetsigende turnering, men det er vores intetsigende turnering! Så køb dine badges nu, mens begejstringen varer ved, og mens vi har maksimumpoint. For næste gang møder vi Tromsø, og sidst de spillede europæisk tog de i den grad fusen på Chelsea at de kom foran 3-0 på hjemmebane inden holdet fra London fik reduceret. Og det var i slutningen af oktober. Vi besøger dem i begyndelsen af december. Og derefter har vi Brøndby i Parken, og skal vi ikke være brutalt ærlige: hvis vores hold slet ikke kan sætte sig op til at spille mod Brøndby i ligaen foran et fuldt hus først i efteråret, mestrene med en chance for at sætte sølvvinderne habilt på plads, hvad er så chancerne for at de kan når det er puljespil i Royal League det gælder? Spinkle, vil jeg sige.

Undskyld, jeg lod de negative tanker få overtaget igen. Det sker fra tid til anden for os hernede bag disken, især i dette efterår. Jeg sætter et ”I will stop badmouthing the Royal League”-badge på reversen og undskylder mit udbrud. For hvem ved, måske slår vi Tromsø, og basker derefter Brøndby med 4-0 i derbyet i Parken – og så har vi mindst tre point ned til nr. to lige pludselig. 

Hvilken sødere måde er der egentlig at gå juletiden i møde på? Og hvor længe siden er det ikke at et dansk hold har kunnet se frem til mere europæisk bold efter en vinterpause? Ganske vist har vi formentlig i adstadigt tempo trillet os frem til en målløs uafgjort i Herfølge og derefter tabt til AaB i Parkan på et sent sejrsmål af Bård Borgersen i hans afskedskamp, så vi er 19 point bag nr. et inden foråret, men vi har sat det fingeraftryk i Europa som mislykkedes i årets første turnering, og slettet mindet om Gorica. Så køb jeres badges nu, mens I kan!

Jeg skal lige love for at der var badges på tøjet i Kanal 5’s dækning af den første runde torsdag aften, som vi sad og så og til tider hørte i tv. Efter forevisningen af højdepunkter skulle Dan Sørensen have sin jævnaldrende fælle blandt de pensionerede kimbriske tonsere Morten Bruuns mening om den første runde, og mere specifikt om det var en succes eller ej. Da Bruun trak gevaldigt på det og egentlig ikke virkede særlig tilfreds med andet end alle de mange mål på Brøndby Stadion, var det som om man kunne se det i forvejen anstrengte smil på Sørensens ansigt forplante sig i urolige tics omkring øjnene. 

En valen og forbeholden anprisning af den stort anlagte og velbetalte kamp om kejserens skæg var formentlig det sidste Dan havde brug for efter et mareridt af en udsendelse, hvor især optakten gik totalt i fisk; først ved at Hans Backes interview til den svenske udgave af programmet overdøvede de folk Dan selv stod og talte med, og siden ved at det tilsyneladende var helt umuligt at få en lydforbindelse igennem til Lars Jacobsens interview med en Steen Ankerdal, der, ansigt til ansigt med spillerne, havde fundet en anderledes smiskende tone frem end da han for kort tid siden skulle forklare at grunden til at København ikke havde nogen landsholdsspillere var at de var så hamrende upålidelige – en udtalelse der måske ikke engang var totalt urimelig, men blot uvidende idet den faldt samtidig med at Linderoth, Hoseth, van Heerden, Zuma, Saarinen og Rooba sad i fly hjem til deres respektive hovedstæder.

Dan må have åndet lettet op efterhånden. For det første havde han Niels-Chr. Holmstrøm på besøg uden at ryge ind i en svada som den han mødte inden 3+-transmissionen af vores kamp mod Esbjerg i august, om pressens kommentarer til klubbens indkøbspolitik. Desuden gik selve kampen fra et tomt Nya Ullevi helt fint, da da man først fik flyttet ”5 DIREKTE”-skiltet over i den modsatte side af kampuret. Men det endte ikke meget bedre end det begyndte, med en kavalkade af højdepunkter på så skidt et teknisk og kommentatormæssigt niveau, at Peter Schmeichel ved siden af ser ud til at have fundet den endelige formel for elegant præsentation af highlights på 3+-Champions League-aftenerne, hvor målmanden ellers er helt Radio Kurtsk i sin kejtethed.

Der er et stykke igen, før turneringen får den højglanspolerede finish, den gerne vil have, og når de afgørende kampe skal til at spilles i foråret mens kampen om mesterskabet, pokalen, pladsen i UEFA Cup, og så sandelig pladsen i næste års Royal League spidser til, er det pænt tvivlsomt hvor meget det hele kommer til at rykke. Men den tid den sorg, eller måske glæde. Lige nu er det hele ærlig talt ikke andet en midlertidig distraktion fra en trist indsats i ligaen, og skal man gå og fryde sig over succes i denne turnering er man mildt sagt bedre klædt på til det når man er mindre end 14 point væk fra førstepladsen derhjemme. Jeg mener, hvor pokker er håneretten i det her, selv hvis Brøndby skulle have forsvaret lige så elendigt i hele deres kamp som de gjorde i første halvleg og endt med at tabe til Tromsø. 

Skulle vi gå ud og levere den ventede bedrøvelige indsats mod Herfølge kan det hele være så inderlig ligegyldigt, også den højt opreklamerede psykologiske effekt og følelsen af at nå et vendepunkt. Et sådan er blevet nået flere gange tidligere, og har vist sig snarere at være en rundkørsel. Og det er der, uden den alvorlige tro på at vi vender uden straks at dreje tilbage i samme retning igen, at vi befinder os nu hernede i denne bule.

Du har vel hørt ordene før, når du har besøgt os. Jeg ved ikke engang hvad jeg skal tilføje til dem. De spørgsmål som den neutrale iagttager stillede os efter kampen mod Randers stiller vi stadig hinanden hernede i bulen. Vi forstår stadig ikke logikken i at spille kompakt på midten og samtidig bruge en fejlplaceret og dermed offensivt hæmmet højre back i venstre side. Vi fatter ikke et suk af hvorfor der ikke skal spilles i højt tempo længere end første halvdel af enhver kamp. Og hvad vi mindst af alt begriber, selv om vi ved at Jan Saxo er en klog mand, er hvordan han kunne have så meget ret da han for nogle måneder siden siden affærdigede os som en deltager i den maltesiske liga, en flok fiduskunstnere i en gruppe af ligeværdige, ’a comedy of errors’ med droppende målmænd, umulige forsvarere og hjælpeløse taktiske forholdsregler. 

Saxos ord om Maltaligaen faldt i pausen af den tragikomiske hjemmekamp mod AaB, der stod 3-2 ved pausen efter noget af det mest bedrøvelige forsvarsspil i mands minde, fra begge hold. To en halv måned senere, og modstanderen hed AGF – og hvad var der ændret? En eneste ting, nemlig at nu tabte vi 3-2 i stedet for at vinde. Sikke en landvinding. Om min kollegas ord på vej ud af stadion var de samme kan jeg ikke huske, men de blev i alle tilfælde overdøvet af annonceringen over højttalerne, der gik igen på hjemmesiden dagen efter, af at den kamp vi havde overværet var ’surrealistisk’. 

Gid det var så vel, men den var ikke surrealistisk på nogen som helst måde. Den var så realistisk som den kunne blive, og realismen står nu prentet i det ufattelige antal mål vi har indkasseret i løbet af sæsonen. To clean sheets er det blevet til i rigtige turneringer, det ene mod Randers (som ramte stolpen), og det andet mod Viborg (som ramte stolpen, og kun spillede mod os i 67 minutter). 33 mål imod os siden august, det er virkeligheden. Den er en 2-0-føring som endte i et nederlag i Viborg, den er føringen i premieren som blev soldet væk med et drop, den er sidsteminutssejre i Farum når vi skulle have vundet stort, den er en rystende viljeløs overgivelse til Brøndby, og den er fem mål indkasseret hjemme mod et slovensk landsbyhold som fik enorme stryg af Monaco i deres næste runde. Hvis alt dette er surrealistisk, så er hele Magrittes slæng simpelthen genopstået fra de døde og har slået sig ned her i byen. Ceci n’est pas un gardien!

Nej, det er bare de realiteter vi må forholde os til, og måske er det også hvad vi må vænne os til lidt endnu, for som citatet fra Hans Backe lød i den forståeligt nok svælgende formiddagspresse: ”Der skal ikke laves noget om. Der skal ikke ændres noget.” Jeg har så den holdning, at Backe er en hamrende dygtig træner, der ved hvad han gør, og i sidste ende har vist sig som leverandør af pokaler. Og det regner jeg ham også for i denne sæson, indtil det modsatte er bevist. Hans holds indsatser i europæisk fodbold – det ægte af slagsen – har været jammerlige i tre sæsoner i træk, det er ganske vist. Men foreløbig ser jeg ham på kurs mod DM og giver ham den ære hans selvsikkerhed og tro på eget system fortjener, da dette har skaffet os to mesterskaber i træk i sæsoner hvor vores spil i mængder af kampe har været direkte ulideligt at se på.

Men jeg erkender, at det ødelægger min lyst til fodbold at det er som det er. Jeg ved, at der ikke er nogen garanti for sejre når man går i Parken, og det da slet ikke i år eller sidste år. Det kræver jeg heller ikke. Jeg håber bare igen og igen, at jeg kan komme til at se det hold jeg holder med og holder af spille noget god fodbold og virke som om der er en tanke og en idé bag det de laver, og en vilje til at underholde deres fans og levere varen, og jeg bliver igen og igen skuffet.

Jeg havde aldrig troet det skulle komme så vidt, at det ikke mere er en glæde at se København, men blot noget der skal overstås indtil vi engang får et hold der er fascinerende at kigge på, og der helt igennem viser den mesterlige klasse vi synes det burde. Så vidt er det nu. Tror man det er af lyst at vi tager til Herfølge på søndag? Absolut ikke. Det er af modvillig interesse, og i sikker forvisning om at selv hvis vi vinder – trods alt ikke en umulighed, det er fem år siden vi har tabt til Herfølge – bliver det rædsomt at kigge på, præcis som da vi vandt dernede for et år siden. 

Det kan være, at tålmodigheden bliver belønnet til foråret med en eller anden art succes, om så det kun er Royal League, men fortsætter vi ned af den rute vi er på nu vil enhver form for morskab, spænding og romantik blive drænet fra alle undtagen den mest blåøjede optimist i Parken. Det er rent ud sagt ikke til at holde ud at se F.C. København for tiden, og slet ikke ud fra de forudsætninger vi har i forhold til resten af ligaen, og de forventninger man må have lov at stille til et hold der besidder The Double. Vores forsvarsspil er kaotisk, vores angrebsspil er ufarligt, vores midtbane er forvirret, og vores målmand er ubegribelig. En dygtig og sympatisk mand som Hans Backe må bedømmes på sæsonens slutstilling, men bliver den bare noget der ligner den aktuelle tabel har bedømmelsen fortjent at blive umanérlig hård. 

Og i mellemtiden må man være opmærksom på at det er forskellige mekanismer, der findes hos et trænerteam og i en fanskare, og at der er grænser for hvor lang tålmodigheden er med et hold som så længe har skuffet os, især på hjemmebane, og hvor mange gange folk gider komme igen – selv om det imponerende nok bliver ved med at ske lige nu. Hvis der skal være det mindste begejstring tilbage til slutningen af sæsonen, så vil det være et mirakel. 

Man har efter store sejre kunnet høre trænere tale om ketchup-effekten – for vores vedkommende har den flaske ketchup fra tid til anden sluppet store portioner ud, men kun mod alle odds, efter at man troede at den var ved at være størknet. Og lige nu er den så koaguleret at jeg ikke mere tror der kommer en dråbe ud uden at man jager en gaffel godt og grundigt op i flasken og rører rundt. Det kunne så komme til at splatte slemt ud der hvor der bliver spildt, men det kan vise sig ikke at være så skidt alligevel – specielt da gæsterne er ved at være alvorligt sultne, om ikke efter næring, så i alle tilfælde efter velsmag.

For pokker da, jeg er ved at være lige så træt som mine metaforer. Jeg gaber bare ved at tænke på Herfølge Stadion og endnu en kamp. For nylig sad jeg og klagede over landskampsafbrydelserne, nu glæder jeg mig bare til efterårssæsonen er slut, så man kan glemme alt om denne ynk i nogle måneder, og se fodbold udefra som både er bedre og ikke den samme følelsesmæssige prøvelse. Måtte vi så i det mindste bare få seks point med vores patenterede migrænefodbold mod Herfølge og AaB, måtte Brøndby tabe seks i deres to lette sidste kampe, og måtte der så være sket noget helt anderledes i vinterpausen. For et halvt år, halvandet år, eller mere endnu af dette – det er svært at se hvordan det skulle være til at udstå. 

Jeg bliver aldrig træt af at stå her og servere øl og meninger for dig, men jeg er blevet så træt som aldrig før af at snakke hjemlig fodbold. Lige så træt som du måske er af at høre om det, og som du formentlig er af at høre mig udbrede mig om emnet nu. Så lad os lade det ligge ved det. Der er Barcelona-Real Madrid om en uge, og det må få lov at være startskuddet på den rigtige fodboldsæson – den fra december til marts, der ikke forstyrres af lidelser på nært hold undervejs. Så lover jeg mig selv ikke at lade mig gå på af resultaterne i Nordens hidtil bedst betalte træningskampe nogensinde – jeg lover dog ikke at jeg vil gå med mit ”IwRL”-badge hele vinteren hvis vi vinder de næste to af dem, men til gengæld ligger nummer syv i december.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang: 

The Stone Roses: ’Fools Gold’
Tænk, at det er 15 år siden i disse dage at Happy Mondays og disse knægte satte Top of the Pops’ studie på den anden ende og lavede den tiltagende Madchesterbølge om til en veritabel tsunami. En vidunderlig sang, og i øvrigt med den titel et fuldstændig indlysende tema til Royal League, skulle Kanal 5 være i bekneb for et.

Ugens album:

Jens Lekman: When I Said I Wanted to Be Your Dog
Göteborg er ikke kun hjemstedet for et stort , forblæst atletikstadion, men også for en af de mest særegne og brillante nye sangere og sangskrivere jeg har hørt derovrefra i evigheder. Hans debut er selvskreven på den liste over årets bedste plader som jeg lover at du ikke bliver snydt for igen i år, og det er den fordi han er vittig, han er rørende, og han er en uhørt elegant melodiker med en forkærlighed for både helt enkle Lou Reed/Jonathan Richman-arrangementer og dejlig svulstige strygerballader som The Divine Comedy, eller som en svensk Scott Walker der synger Woody Allens tekster.