Jeg mener. Det er mørkt og ulækkert. Det er koldt. Det er vinter. Det er snart jul. Fodboldlandsholdet stinker. Royal League stinker. København stinker - fodboldholdets spil og resultater altså - og mesterskabet er længere væk fra København, end det har været i fem år. Prøv at finde en gnist af lys i det. Nej vel. Så lad mig da bare tilbyde at lindre to ubehagssymptomer - et på krop og et på sjæl - på én gang ved at servere dig en flaske af den uovertrufne julebryg Carlsberg 47 både til tørst og til trøst. Og jeg kan da også gi' dig ild på smøgen. Men også kun fordi vi er i København og ikke i Norge, for så skulle jeg have bevæget mig udenfor for at vifte lighteren om muletøjet på dig.

Se, det kan du lige så godt forberede dig på, hvis du skal på AWAY til Tromsø om fjorten dage. For rygning på offentlige steder er forbudt i Norgesland. Lige som det for øvrigt sørgeligt nok også bliver i England år 2008. Jeg fik forleden en statusmelding fra en udsendt kollega i Bergen. Der havde han ikke været i et godt stykke tid, så det var noget surrealistisk for ham at frekventere den gamle stamknejpe downtown Bergen og opleve 8-10 mennesker siddende på terrassen udenfor i regnstorm og plus ca. 5 grader under halvtagets varmeblæsere, indhyllet i store tæpper, pulsende på deres respektive foretrukne rygetobak. Indenfor var blot to mand plus den lokale diskenspringer. Det må fandeme være surt. Selv for de skøre nordmænd.

Og surt bliver det stensikkert også for vore udsendte 18 spillere plus stab, sponsorer og AWAY fans i Tromsø den 2. december. Nu er der et par uger til, men i starten af denne uge lå der 25 cm sne på Tromsøs Alfheim Stadion, og prognoser indikerer, at sneen fortsat vil vælte ned nord for den arktiske cirkel, så det kan meget vel vise sig, at blive den mærkeligste fodboldkamp under de mest absurde forhold København til dato har spillet. Tænk dig bare stedet, mand. Midt i den såkaldte mørketid - fra 21. november til 21. januar - helt mørkt er det selvfølgelig aldrig, der er normalt ca. hele to (2) timers "grålys" midt på dagen. Så solbriller mod sneblindhed og infrarød kikkert vil sikkert være mindst lige så vigtige ingredienser i rejsetasken som termoselerne. Til gengæld behøver den skare af FCK-opportunister - officielle eller uofficielle - der drager op til breddegraden på højde med det nordlige Alaska for at se fodbold, ikke tænke på rygeforbudet i fjeldnationen, thi under de herskende polarforhold skal der formentlig flammekaster til at antænde smøgen. Bortset fra det, så bliver det givet en kultoplevelse af de helt unikke for de - formentlig få - der drager af sted! Så fuld respekt og god tur herfra. 

Det virker dog fuldstændigt sort at skulle afvikle fodboldkamp på et sådant sted på denne årstid. Og Alfheim Stadion, hvis græsplæne officielt ikke er spilbar fra november til april, jamen det kan meget vel være det, som er begravet i lavinen her til højre, billedet er i hvert fald fra Tromsø ved vintertide.

I Tromsø - klubben og byen - er man til gengæld jublende lykkelige for de femogtyve centimeter sne, der allerede var faldet i mandags med udsigt til mere, som skulle give Tromsø ILs gæve fotballsgutter en halv matchbold på forhånd i kampen på lørdag mod IFK Göteborg. Man kan kun håbe, at det bliver en art opholdsvejr, inden København skal til polarhelvedet mod nord om to uger.

Der er trods alt en god grund til, at turneringerne i Norge - og Sverige - stopper omkring første november og først starter op igen til april. Men den detalje har arrangørerne af den prætentiøse træningsturnering Royal League ikke lige taget synderligt alvorligt, heller ikke efter Malmö FF-ledere efter RL-premieren i sidste uge stilfærdigt pointerede, at heller ikke deres fodboldbane - altså i Malmö, lige på den anden side broen - er egnet til boldspil fra november til april. Dette som den lakoniske respons til OB's åbenlyse overraskelse over de ganske umulige baneforhold primo november på Malmö Stadion.

Men det galpede jeg op om, allerede da Royal League var i støbeskeen. De aldeles umulige vejr- og baneforhold, der kun bliver værre de to sidste runder før jul og stensikkert endnu mere håbløse i forbindelse med de tre runder, der skal afvikles i februar. Det skal nok blive "interessant" fodbold. Og så træningskampe, eller "Friendlies" som de kalder dem på livescore.com. Altså kampe uden intensitet, uden noget på spil, afviklet på fodboldbaner, der vil være bedre egnede til isbandy. For så slet ikke at tale om, at kamptidspunkterne i de seks indledende runder ligger helt uden for den normale skandinaviske fodboldsæson.

En lille fordel rent kampformmæssigt til de danske hold som afvikler de første tre RL-runder med superligabold i benene og starter forårssæsonen en måned tidligere end naboerne, og derfor også bør være skarpere - længere fremme - til februar. Vi så det med IFK Göteborg, der endda havde en pokalfinale 5 dage inden mødet med København i RL, små to uger efter Allsvenskans sidste fløjt havde lydt hinsidan. De var gået på aftægt. Så man kan jo forestille sig, hvor knivskarpe de er den 2. december mod Brøndbyerne. For ikke at tale om de tre februarrunder, ganske længe inden den svenske - og norske - liga starter op igen i ... april! Og det gælder naturligvis alle otte svenske/norske deltagere i Royal League!

Der vil nok gå et par sæsoner eller tre - hvis RL består så længe - før de svenske og norske klubber vil få omlagt trænings- og kampkalendere, så de vil drage nytte af de 6-11 ekstra kampe, de kan hente gennem Royal League, og som skulle være kongstankerne omkring turneringen for vores skandinaviske naboer, der kun har 26 kampe i deres respektive ligaer. Med henblik på mere international robusthed. De danske hold spiller i forvejen 33 kampe. Det er f.eks. kun én færre end i den tyske, hollandske og belgiske liga, så for dansk fodbolds vedkommende handler det næppe så meget om flere kampe, men om at få flere kampe med substans. Og det kunne en reel turnering mellem de 4-6 bedste fra hvert af de skandinaviske lande så give i stedet.

Hvis den royale træningsturnering kunne gøde fodboldjorderne for et nordisk mesterskab med europæiske pladser på spil, som turneringen og ikke som et venskabsprojekt sideløbende med de nationale turneringer, ja så vil jeg da hilse Royal League velkommen. Men indtil da er det ikke andet end en velstruktureret og massivt TV-dækket række træningskampe. Til februar typisk mod de samme mandskaber, som vi i forvejen kunne tænkes at spille præsæson træningskampe mod. Under samme helt sikkert umulige banekonditioner.

Det skal dog ikke være så mavesurt det hele. For selvom den sportslige værdi er minimal, så kan jeg udfra fra et egoistisk synspunkt da sagtens glæde mig over foreløbig 6 (med option på 4-5 mere) ekstra kampe med mit København, live eller på TV. Det vil sige, TV-programmerne er åbenbart skruet så tåbeligt sammen, at de nationale TV-stationer koncentrerer sig om deres "egne" holds hjemmekampe! Man skulle mene, at der havde været en større logik i at vise udekampene på nationalt TV og så lade publikum tage på stadion til hjemmekampene i stedet for at slænge den i sofaen i de varme stuer. Det kunne nok også hjælpe en kende på tilskuertilstrømningen.

Konkret betyder det, at der ikke bliver dansk TV fra Tromsø-København, som transmitteres på TVNorge! Muligvis på Canal Digital, siges det, men om det også indebærer Kabel-TV i Danmark, kan jeg foreløbig ikke blive klog på. Så BULENs planer om en stor dansk/norsk aften med TV-fodbold hernede om fjorten dage bliver nok ikke til noget. Og det er da surt.

I det hele taget skal der sgu mange 47'ere til for at finde trøst for hjemmeligaelendighederne i Royal League. Og så landede vi brat i Maltaligaen og føljetonen om Københavns kummerlige efterår. Ærligt talt har der været tværet nok i dét, også fra undertegnedes og BULENs side, og jeg kan stadig kun istemme kollega -smølles fodboldmisantropiske nedturshorn fra sidste uge. Hvorfor fa'en skal alting være så surt? 

Et spørgsmål der er blevet udødeliggjort af Jørgen Ryg (1927-1981). Den i det Hjortingske Dannevang såkaldt folkelige og folkekære skuespiller, var også - udover i øvrigt en mere end habil jazztrompetist - en strålende karakterskuespiller, der om nogen var skabt til de små sorte, misantropiske og tragikomiske roller (den lille mand i klemme i systemet), som antageligt også stemte ganske godt overens med det Rygske sind udenfor scenen og filmspolerne. Og jeg kan snildt fornemme hans ånd hænge i krogene hernede, mens vi får smøgerne og de store såvel små glas til at lindre tristessen over et surt fodboldefterår, der i mellemtiden er blevet til vinter for Byen og dens hold.

Og Hans Backe skal vi heller ikke flette flere perspektivløse fodboldnet over. Blot håbe at det ikke skal lykkes en ellers ganske sympatisk mand at sætte for meget titelkredit over styr i takt med den gennem 2½ år just ikke opadgående spillemæssige kurve, der nu synes at pege lukt nedad på resultatkontoen også. I ugens løb har en af boulevardaviserne ment at vide, at Backe er for dyr at fyre, angiveligt pga. en klausulpose med 10 millioner gyldne håndtryk, hvis han skulle blive bedt om at aflevere nøglerne til biksen i utide.

En påstand der fik selveste sportsdirektøren til at fare i flint i samme avis (Ekstra Bladet) med påstand om, at klausul og erstatningsbeløb var fri fantasi. Det er nu for så vidt ligegyldigt, og det er reelt slet ingen historie, for under normale omstændigheder vil cheftræneren ved utidig afskedigelse altid være berettiget løn for resten af kontraktperioden og givet også en forholdsmæssig kompensation. Hvor stor den er, er jo ligegyldigt. Skal vi blive ved røverhistorierne, så var de engelske boulevardpendanter jo hurtigt ude med en tese om, at afgåede Spurs-manager, Jacques Santini, havde en kontraktklausul, der berettigede Tottenham til af sparke ham på porten uden kompensation, hvis (når) klubben var placeret i den dårligste halvdel af tabellen. Selvom Santini har en slående fysisk lighed med den skydeliderlige og småt begavede "Sgt. Tackleberry" fra Police Academy filmene, så er han næppe stor nok idiot til at have underskrevet en sådan kondition i sin ansættelsesaftale. 

Men interessant tanke trods alt, hvis man skulle projicere scenariet over på Parken Sport & Entertainments engagement med svenskeren. For København ligger nr. syv! En syvendeplads vi akkurat forsvarede med 1-0 sejren i Herfølge - efter en forestilling der til fulde levede op til resten af det Københavnske efterår, hvor vi nu ca. halvvejs gennem sæsonen er helt oppe på 23 pluspoint. Nå ja, og 25 minuspoint. Det rækker for København til en plads i den tunge ende af det store og ustabile midterfelt (nr. 2-8), der med afstand flankeres af ét meget klart tophold og fire klart udskilte nedrykningskandidater i den anden ende af Maltaligaen 2004/2005. Men lad os bare gemme dommedagsprognoser og middelmådighedsanalyser til efteråret er helt slut om blot to kampe. Vi kan til den tid være både 8 og 20 points efter Brøndbyerne.

Dog er der grund til at håbe, at vi den 28. november er tættere på guld end nedrykningsmuld, for spillerne og svenskeren er optimistiske. Ikke pga. af spillet - det ville sandt for dyden også være et gedigent prozac-trip at spore fodboldlivsmod i plæneforestillingerne - men takket være to sejre i træk. To sejre hvor vi endda holdt nullet i begge. For femte gang i dette efterår i totalt 19 kampe og 71 minutter!

Jeg har for længst anlagt et mere pragmatisk syn på den Københavnske fodboldtilværelse i et efterår, hvor vi er uoverskueligt langt efter Brøndbyerne. Anselige 14 point! Efter kun 16 runder. Okay, fat mod. Efter 16 kampe i sæsonen 1996/1997 var afstanden 21 points. Så det har været værre. Men også kun dén ene gang. Unødvendigt at nævne at vi heller ikke dengang blev mestre. Så med min nyfundne glæde - jf. min seneste vagt - for Liechtenstein, som desværre tabte i går og det liechtensteinske storhold FC Vaduz, som nu FØRER Challenge League(!), har jeg modereret forventningerne, når vi taler om et hold, der har været i kontinuerlig krise i nærved fire måneder. 

Når man så ydermere betænker vores præstationer mod Herfølge især på Herfølge Stadion, uanset vi har  gæstet landsbyidrætspladsen på Vordingborgvej/Københavnsvej som top-, midter- eller bundhold, så kunne jeg kun bogføre tilfredshed med 1-0 sejren. Slut, færdig og videre. Intet brugbart at tage med derfra, og da slet ikke fra den "uofficielle" del af den Københavnske fanskare, som - igen - diverterede med pubertær pyroteknik og hærværk. Altså bortset fra det brugbare i, at vi holdt nullet. For anden gang i træk som sagt. Pudsigt at det er sket i to kampe, hvor en af de få spillere, der har været over middel rimeligt konstant i efteråret, var sat af holdet. Jeg tænker selvfølgelig på Lars Jacobsen. At den ene af kampene var en træningskamp, nå ja skal vi ikke bare lade som ingenting. Hvorfor skal det være så surt?

Netop det at holde nullet er noget at savne. Som det var kendemærke i Backes første 1-1½ år i klubben, og som det især også var kendetegnende under Hodgson. Vi var meget svære at spille imod og næsten umulige at score på. Og så kommer pointene jo nærmest raslende af sig selv. Præcis som det er tilfældet for min næststørste fodboldkærlighed, der i 13 kampe blot har sluppet 4 (fire) mål ind. Det er jo nærmest uhørt. Ikke mindst med tanke på, at to af de fire mål har været veritable lykkehug fra 25-27 meter og et tredje var på straffespark. Lad mig overlade til det gamle Liverpool koryfæ, forsvarsgiganten Alan Hansen at forklare om værdien af en solid forsvarsbase og et Chelseahold der efterhånden sprudler! Her i Swinging London SW skal vi finde lyset i denne bartenders fodboldmismod.

Nu vi har taget turen over Nordsøen, så er det med danske briller ganske interessant at se Thomas Gravesen rangeret som p.t. bedste midtbanespiller i Barclay's Premier League og nr. 2 all-round, kun overgået af en eller anden ukendt franskmand. Imponerende og set gennem rød-hvide roliganbriller givet surt, at han ikke kan overføre helt den samme styrke til Morten Olsens stil. Hvis man dykker ganske få placeringer ned af listen på Actim Index finder man på en trettendeplads såmænd Henrik Pedersen, som så ikke er værdig til bare en trupplads på Olsens landshold.  

Selvfølgelig skal Morten Olsen have lov at anføre, at "Tømrer" ikke passer specielt godt i landsholdets system, hvortil Henrik Pedersens Bolton-rolle ikke lige kan overføres. Jeg er endda tilbøjelig til at give Olsen ret. Men det ville dog så klæde Olsen at anerkende, at det også gælder den anden vej rundt, inden han f.eks. begynder at gå til pressen med violinspillende klagetoner over, at Dennis Rommedahl og Thomas Helveg ikke spiller for deres respektive klubhold. At kritisere Alan Curbishley i Charlton Athletic for at være "blind for Rommedahls kvaliteter" og dermed ødelægge både Rommedahls og landsholdets muligheder, er i mildeste fald ukollegialt. Jeg har set Rommedahl et par af de få gange, han har været på banen for Charlton, og forstår godt, hvorfor han hverken er første- eller sekstendevalg.

Han passer ganske enkelt ikke til Premier League, ligesom tilfældet synes at være for landsholdsanføreren, Thomas Helveg, der på trods af, at nyoprykkede Norwich City endnu i tretten forsøg ikke har kunnet bogføre en sejr, kun har været i startopstillingen i to PL-kampe. De to første i sæsonen. Jeg så den anden af dem. Mod Manchester United og Ryan Giggs. Mon ikke Helveg husker Giggs? Uha da. Og nul mere PL-startopstilling til Milano-yuppien. Men Morten Olsen kan passende læse Norwich-manager, Nigel Worthingtons forklaring på fænomenet Helveg og så trøste sig med, at langt bedre spillere end Rommedahl og Helveg har haft mere end svært ved at finde fodfæste i verdens mest krævende fodboldliga.

Ellers bemærkede jeg knapt, at det var landskampuge med decimeret program i VM-kval'06-puljerne og en stribe venskabskampe. Nok fordi det ikke var dobbeltprogram denne gang, og de nationale ligaer derfor ikke har måttet ligge stille. Jeg bliver dog stadigt mere irriteret af de stadigt mere ligegyldige landskampe, som ødelægger de klubturneringer, hvor spillerne er lønnet. Chelsea's irske landsholdsstjerne, Damien Duff har leveret stof til eftertanke omkring de krævende fædrelandstjanser. Værst naturligvis de evindelige Blatterske venskabslandskampe. Nu så grelt, at Sheffield Uniteds manager Neil Warnock vil tilpasse indkøbene i en ressourceknap Championship-klub efter sandsynligheden for at måtte undvære en potentiel spiller som følge af landsholdsindkaldelse.

Nå, ikke så meget sur landsholdssnak. Der er heldigvis en enkelt klubkamp tilbage i Parken. På søndag. Ikke at forventningerne ligefrem er spændt for glædestoget, men det er dog årets sidste hjemmekamp. Det betyder for øvrigt  traditionen tro, at vi bartendere og vores husværter og stamgæster og hangarounds krydrer fodbolddagen med julefrokost. Og mon ikke vi også lige ved den lejlighed får hejst en skål til ære for vores gamle ven, Thomas Thorninger, der kom så galt af sted i Århus i søndags, at karrieren formentlig er slut et halvt år tidligere end planlagt. Surt. Men tak for en god tid i København, Thomas! Og en del af os vil nok også lige hæve glassene i en salut til KBs ynglinge - Københavns fødekæde - der i weekenden hjemførte mesterskabet for andet år i træk.

I virkeligheden kan det måske gå hen og blive en helt morsom fodboldkamp på søndag. I hvert fald kender jeg en god snes stykker, der efter at have bundet julesnaps i timerne inden, næppe vil være i stand til at fokusere så helvedes meget på begivenhederne på banen. Dermed heldigvis heller ikke det triste og glædesløse. Med promillernes hjælp vil vi måske tilmed endelig se Bo styre sit forsvar suverænt igen. Se Linderoth spille som var det svensk VM-landsholdsbold. Se Hoseth og Zuma producere lækkerier på samlebånd. Ja, måske endda se Álvaro og Røll tilbage i sprudlende fodboldhumør. For meget? Tjoh, måske. Under alle omstændigheder vil humøret være så lystigt, at vi sikkert også tilgiver David, hvis han skulle komme til at score mod os! 

Lad os dog i det mindste vente til mandag morgen med at have det surt! Skål og godnat!

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

Jesse Malin: The Fine Art of Self Destruction
Det her er den bedste plade, jeg har hørt meget længe. Kollega -smølle diverterede jo med Jesse Malins nyeste - og andet - album, The Heat (fra juni i år) i sidste uge. Her i aften tager vi så fat i Jesses debutskive The Fine Art of Self Destruction (udgivet januar 2003, oktober 2002 i UK). Faktisk blev albummet indspillet på bare seks dage allerede i januar 2001 med Jesses bosom body Ryan Adams som producer. Med de musikalske ungdomsscener betrådt i den New York'ske punkverden - i øvrigt ligesom bysbarnet Jessica Del Vecchio, som tidligere har fået spilletid her i bulen - er Malin nu trådt ind på solovejen  med de store forbilleder Tom Waits, Neil Young, Steve Earle, Bruce Springsteen og Joe Strummer til at farve hans musikalske univers som singer/songwriter. Det er vedkommende sange, mestendels melankolske. Det er rytmisk og melodisk hele vejen igennem, både i det afdæmpede og up-tempo guitarrockerne. Med rock-kritikeren Eric R. Danton's ord: There are subtle touches of his punk-rock roots woven into scorching rockers and downhearted ballads, and the songs stand out like Johnny Rotten in a sports bar. Ikke så meget mere at sige. Denne her skive, altså. Den er sygeligt god! For fanden da!

Elton John: Peachtree Road
Jesse Malin rangerer faktisk også Elton - den tidlige, før han blev Sir - blandt de musikere og sangskrivere, han beundrer og "dyrkede"! Elton Johns spritnye album Peachtree Road er det første, han har produceret selv, og fortsætter sporene fra Songs From the West Coast (2001) med Eltons kompositioner mere fokuseret på sange end airplay-hits og bestilte disneymusicaltoner. Som Elton John i de tidlige 70'ere. Og vel er det ikke på højde med mesterværker som Tumbleweed Connection (1971) og Honkey Chateau (1972), men Peachtree Road er faktisk en absolut lytteværdig skive. Gedigent musikhåndværk med det gamle makkerpar John/Taupin i fin-fin form.

Leonard Cohen: Dear Heather
Det starter så lovende med 'Go No More A-Roving' i velkendt og klassisk Cohen-stil, og vist er der en del andet glimrende old-school Cohen på pladen, men der er altså også "ting" drysset hist og her på sanglisten, som - med min gode kollega -smølles ord - bedst kan betegnes: weird! Jeg kan ikke helt blive klog på denne skive, men det er jo mester Cohen himself, så ....

Ugens sang:

Elvis Costello: 'She'
22. januar gæster Elvis Costello med The Imposters København og Vega for at gøre vinteren lidt mindre rædselsfuld. Og jeg og et par af sprutbulekollegerne har heldigvis sikret os billetter til denne aften, hvor Costello givetvis vil præsentere sange det nyeste album The Delivery Man, men forhåbentlig også en håndfuld - eller to - fra det fantastiske og omfattende bagkatalog. Så det er bare med at pille de gamle Costello-skiver af hylderne. Pudsigt nok faldt jeg så på en nyere compilation som noget af det første over 'She'. Costellos udgave - indspillet til filmen "Notting Hill" - af Aznavours vidunderlige sang. Covered af utallige kunstnere fra Gerry & The Pacemakers til James Galway. Costello er en af dem, der er sluppet godt og værdigt fra det.

Charles Aznavour: 'She'
Og så tager vi den da lige med Aznavour selv. Trods alt den ultimative version. Og uanset, hvad du vælger at lægge af associationer i sangen, så kan den kun forsøde alt det sure i denne tid.