Og mens du måbende står og betragter din bartender med en blanding af vantro, medlidenhed og bekymring, så velskænker jeg dig en Newcastle Brown Ale - ideel for årstiden - med rolig hånd. Idet jeg samtidig forsikrer dig, at det ikke fuldstændigt er skredet for mig.

Det startede faktisk sidste onsdag aften, hvor jeg droppede forbi til en lille én på kollega -smølles vagt. Jeg tror det var fra Eurosport, at der var en update på aftenens VM-kvalifikationskampe i Europa, da resultatet Luxembourg-Liechtenstein 0-4 rullede over skærmen og jeg helt umotiveret galpede det ud i lokalet: Jah, jah, jah - de glade folk fra Liechtenstein!

Her kan du tale om folk, der øjeæblede mig dels i undren, dels i frygt. Og jeg skræmte da ærligt talt også mig selv. For hvor fanden kom det udbrud fra? Der gik et par dage inden det gik op for mig, og jeg kunne tidsfæste det helt tilbage til min tidlige barndom, når hele den københavnske familie var samlet i weekenderne i sommerhuset i Odsherred. Det vil sige, når det gik som værst; min søster og vores forældre og deres søskende med ægtefæller og deres unger og farmor og onkel Lause. Og det var ham, der kom med det. Æret være hans minde i øvrigt. Nå ja, 'onkel' og 'onkel', det var vist min fars fætter Lauritz fra Fyn ... eller min farmors, der var flyttet til Staden og derfor naturligvis drog med resten af storbyfamilien i sommerhus hver weekend. Han havde for vane - oftest med en lille bimmelim på - at lege cirkus med os unger, fætre og kusiner, i en af udestuerne, og det evigt tilbagevendende glansnummer for resten af familien var hele koblet af unger, dansende og syngende og råbende sammen med onkel Lause - hvis cecilbas kunne høres i hele Sejerøbugten - Jah, jah, jah - de glade folk fra Liechtenstein!

Hvor vores legeonkel så havde det udtryk fra, får henstå i det uvisse. En gammel dansk revy, kanske! Og hvad har det så med fodbold at gøre? Formentlig ikke noget som helst. Men de folk fra Liechtenstein, man kunne læse om i sportsmedier rundt omkring i torsdags, var i hvert fald glade, ligesom spillerne ovenpå Liechtensteins første udebanesejr og første VM-kvalifikationssejr i forbundets historie, som daterer sig tilbage til 1934, om end man er 40 år yngre med turneringsøjne, da det 34.000 hoveder store fyrstendømme først i 1974 blev optaget i FIFA og UEFA. Til gengæld var det ikke så glade dage for Danmarks officielt bedste fodboldspiller gennem tiderne, Allan Simonsen, der måtte lægge ryg til mange verbale tæsk ovenpå det, der i Luxembourg blev betragtet som en regulær blamage mod det, de i Luxembourg betragter som en lillebror, også på fodboldbanen. 

Lidt uretfærdigt egentlig, for Liechtenstein er rangeret som nummer 151 i verden i FIFAs officielle hierarki, mens Luxembourg kun er nummer 155, og det er endda rangering pr. 4. oktober, altså før Liechtensteins to bemærkelsesværdige resultater i uge 42. Og reelt passerede Liechtenstein Luxembourg på verdensranglisten allerede i begyndelsen af 2003. Tag den, Luxembourg! Men selvfølgelig, 0-4 hjemme er jo aldrig godt. Næsten lige så skidt som 0-5!

Og det kom så ovenpå et endnu større resultat for Liechtenstein bare fire dage tidligere, hvor man hentede en opsigtsvækkende 2-2 hjemme mod Portugals vice-europamestre. Et resultat der sendte måbende chokbølger gennem Madeiras fastland og hurtigt i den lokale presse blev betegnet som det pinligste i landets historie. Til grin for Europa. Man kan så lige som en sidenote indsparke, at Portugal rejste sig omgående ved at lammetæve Rusland 7-1 en halv uge senere. Tænk hvis et vist andet hold, som står os alle sammen hernede særdeles nær, formåede at sige undskyld for blamagerne - som der har været mange af dette efterår - på samme måde!

"Liechtenstein, min bare", tænker du nok. Grunden til al den snak er, at jeg prøver at skrue mit forhold til fodbold ned på et mere ydmygt og taknemmeligt niveau. Og meget mere beskedent end Liechtenstein kan det vel knapt blive. Ca. 1.700 registrerede fodboldspillere, så det sætter naturligvis et moderat niveau for forventningerne, hvilket igen gør det lettere at leve op til dem. Selv beskedne nederlag er acceptable, hvis holdet spiller op til det forventelige eller acceptable. Og når så man spiller over det forventede - over evne - og henter 4 points i to VM-kval-kampe, hvor man havde været lykkelig for bare ét, ja så skal det eksplodere i eufori.

Hvilket bringer os til brat landing tilbage i København, hvor euforien er så længe siden, at den er glemt, og i øvrigt var på baggrund af et par gode sæsonresultater (mesterskab og pokal) snarere end sprudlende og perspektivrige fodboldoplevelser. Hvor det har været en sjældenhed blot tilnærmelsesvist at leve op til forventningerne, både resultat- og spillemæssigt. Selvfølgelig havde det været mere taknemmeligt at være FC Københavner, hvis forventningerne ikke var så høje. Men forventninger er jo som forbrug, forbandet svære at drosle ned, når først de er skabt. Og forventninger til et hold, hvis trup rummer 8 faste A-landsholdsspillere, 8 spillere i A-landsholdsperiferien (eller ex A-landsholdsspillere) samt 9 aktuelle eller tidligere U-landsholdsspillere og trænes af Skandinaviens i særklasse højst lønnede coach, er det vel ganske legitimt at have. Så meget desto mere, som ledelsen ikke på noget tidspunkt nedtoner holdets uanede potentiale og muligheder, også på det europæiske plan. For slet ikke at tale om, at vi snakker de dobbelte danske mestre her, i denne sæson endda i en - på papiret - yderligere forstærket udgave i forhold til DM-holdet!

Og selvom det sikkert nok har glædet enkelte, at vi siden min sidste vagt har taget tre sejre på stribe, så var der intet i de præstationer, der indikerede en spillemæssig fremgang, og de tre kampe, der dog i det mindste i form af resultaterne skulle tjene som afsæt til bedre tider i byen, blev efter landskamppausen fulgt op af en bragende fiasko i Silkeborg. 1-4 mod nyoprykkerne, og uanset det var et lidt voldsomt resultat i forhold til spil og chancer, og uanset marginalerne var imod os, så har selvsamme marginaler det oftest med at falde ud til fordel for de, der arbejder for dem - som vi gjorde mod AGF, FCN og Herfølge og havde marginalerne på vores side - og vi har sat så meget overstyr allerede, at selv de sorteste resultatmæssige uheld fra nu af er at betegne som fiaskoer. Således også i søndags, hvor vi ikke havde råd til utur. Man slipper ikke fire mål ind mod en nyoprykker. Hvis man spiller engageret og koncentreret.

Det er svært at øjne en vej ud af det stadigt større mismod, der præger truppen, også selvom cheftræneren nu endelig offentligt vil vedkende, at der er en del spillere, der ikke investerer nok på banen. Det har sådan set været tilfældet hele efteråret, Hasse! Kommunikationsbristerne og uviljen til at løbe og arbejde for hinanden blev ganske godt illustreret i Silkeborg, da Álvaro og Linderoth i fællesskab trods blot 2-3 meter mellem sig i tilsyneladende (bold-)kontrol fik fumlet bolden over på Silkeborg-fødder efter endnu en misforståelse, hvorefter Álvaro slog ud med armene, mens Linderoth vendte ryggen til og luntede væk fra Álvaro og væk fra bolden, sågar mod spilretningen. FCKs efterår på banen, udtrykt i klart kropssprog! Men Mandagstræneren har udbredt sig yderligere om fadæsen i søhøjlandet, vores slatne efterår og cheftrænerens fremtid, så det vil jeg ikke trampe mere i. Ej heller skal jeg tage fat i Backe-problematikken igen. Dels bliver jeg i for dårligt humør, dels er der jo desværre ikke sket en kæft i positiv retning i forhold til min sidste vagt hernede. Perspektiverne har stadig ikke indfundet sig på Peter Bangsvej eller i konceptet.

Ikke mindst på baggrund af forventningerne og truppen og det faktum, at vi er oppe mod fodboldmæssigt endog meget armodige modstandere i en for tiden latterligt ringe liga - Maltaligaen(!) - så kan man måske nok forklare, at vi tilhængere af Byens Hold har en noget arrogant og undervurderende holdning til spiller-"navne" som Jonas Troest, Jens Berthel Askou, Morten Søndergaard, Thomas Olsen, og hvem Silkeborg ellers sendte i kamp i søndags. Men at spillerne - og måske trænerstaben i oplæg til spillerne - som topprofessionelle gør det samme, er utilgiveligt. Specielt når det måske var 5. gang i denne sæson alene, at man har gjort sig skyldige i den forbrydelse.

At fodboldholdet er på katastrofekurs, synes desværre ikke at præge bestyrelsesformanden, der føjede nye pinlige alen til generaliebladet med (mod-)angrebet på Christian Andersen, sekunderet af par tidligere spillere. Luftet med glæde i TV primetime af hævngerrige Per Frimann samme aften, som København blamerede sig selv på banen og bragte rekordhøsten mod sæsonens nyoprykkere op på 3-6 i målscore og to points af ni mulige. Vores husværters hofgnavpot, Sir Bitchalot har talt med store bogstaver her i baren om det. Uanset Christian Andersen måske til en vis grad had it coming, så klæder den slags fnidder ingen. Både Flemming Østergaard og Peter Nielsen har angiveligt efterfølgende "fortrudt". Skal fedt hjælpe, når skaden er sket.

Så nu mangler vi bare, at også et par af spillerne går hen og kvajer sig eklatant udenfor banen for lige at ramme det sportslige sammenbrud helt ind. Det kunne være en tanketorsk à la Beckhams, som kollega -smølle muntrede sig over i sidste uge, ligesom BBC-pundit Derek 'Robbo' Robson gjorde lige her: "He's just made himself look denser than dense".

Tyske Oliver Neuville begik en beslægtet buk, da han indrømmede at have scoret det første af sine to mål i Mönchengladbachs 2-0 sejr over Kaiserslautern i søndags med hånden. Ingen så das Handspiel, målet blev jo godkendt og kunne efterfølgende alligevel ikke annulleres. Så kanske det var et af de tilfælde, hvor ærlighed ikke varer længst, og hvor man bare skulle have holdt sin store kæft. Nu reddede Neuville sig DFBs opmærksomhed og dermed 2 spilledages karantæne, og coach Holger Fach er sikkert jublende lykkelig over at skulle undvære sin - og Bundesligaens - topscorer i det næste par spillerunder. 

Ugens største spillertåbe er dog uden konkurrence rumænske Adrian Mutu. Selvom FA skelner mellem social/recreational drugs og performance-enhancing stimulants, og Mutu's kokain-indtag formentlig relaterede sig til det sociale, hvorfor det sammen med Mutu's tilståelse - hvormed han undgik en sandsynligt strafskærpende B-test - skulle give en mildere straf og dermed kortere karantæne, så ændrer det ikke på en dumhed af rang, der - om end begået inden - fulgte i kølvandet på to gange absentation fra London pga. landskamp og "ferie". Mutu trækker dog lidt i land her. West End showbiz producer Billy Gaff har planer om at opføre en musical med musik af Sir Elton John om Chelsea-ejer Roman Abramovich's liv, som skal hedde 'Red Rom'. Interessant om der skulle blive lidt kulørte indslag om Mutu's flirten med alternative sneløjper.

Indtil videre holder Københavns spillere lige så lav profil udenfor som på banen. Tomgang, som -smølle kaldte det i sidste uge. Desværre fik vi end ikke en af de smalle sejre, min gode kollega foruddiskonterede. Vi fik derimod et klart nederlag efter en præstation, der næsten - næsten - kunne få en til at ønske sig, at landskamppausen måtte vare en uge eller to mere. Slippe for flere ydmygelser og glæde sig lidt med de glade liechtensteinere i stedet. 

Man behøver dog heller ikke se landskampe for at følge liechtensteinsk fodbold. Må jeg anbefale Byens Hold i fyrstendømmet, hovedstadens FC Vaduz, der spiller hjemme på stadion her til venstre. Rheinpark-Stadion i hovedstaden Vaduz med plads til 4.548 tilskuere, heraf 3.548 siddeplader. Her spiller også Liechtensteins landshold. Ja, faktisk er FC Vaduz' træner, Martin Andermatt, også landstræner.

Og nu står du igen og glor på mig, som om jeg burde være iført spændetrøje og frataget retten til nogen sinde at tale om fodbold igen. "Sindssyge bartender, nu har du og dine kolleger galpet op om Maltaligaen, og som om det ikke var slemt nok, skal vi nu også til at høre om Liechstenstein-ligaen".Rolig nu, mand. Jeg skænker dig lige en Staropramen fra fad denne gang og så en Fernet Branca til sidebenet. Der er sgu slet ingen Liechtenstein-liga, eftersom der kun er syv klubber i det liechtensteinske fodboldforbund. Så LFV arrangerer kun pokalturnering, hvor FC Vaduz er regerende pokalmester. For 33. gang siden 1949 i øvrigt.

Ligafodbold spiller de liechtensteinske klubber i den schweiziske liga, hvor FC Vaduz var i play-off kampe mod Xamax Neuchatel i maj om en plads i bedste række, Super League. Det glippede, så FC Vaduz ligger stadig i den næstbedste række, den såkaldte Challenge League, og der ligger de godt til. Den schweiziske liga (13) er for 2004 rangeret ni pladser højere end den danske (22) hos UEFA, så jeg vil påstå, at FC Vaduz meget vel kunne klare sig i vores hjemlige maltaklonede superliga. Og danske holds blamager mod slovenske (28) og lettiske (31) mandskaber gør, at man da ikke skal tage for givet, at de danske mestre eller sølvvindere i en eventuel europacup-kamp uden videre havde besejret FC Vaduz, der lige som de to bedste danske hold måtte neje sig europæisk i 2. kvalifikationsrunde (UEFA Cup).

FC Vaduz - stiftet i 1932 - har to gange været i den bedste række i Schweiz, senest i 2002. Og så har man lidt europafodboldoplevelser fælles med FC København. Man røg i kvalifikationsrunden i Cup-Winners Cup 1995/1996 ud mod tjekkiske Hradec Kralove, bl.a. med et 0-5 nederlag. Kralove mødte i næste runde ... nå ja, det skal vi vist ikke trampe mere rundt i.

Men vi taler om en klub med tifoer og megafon- stemning og hele pivetøjet. Fuldt ud på højde med flere arenaer i superligaen. Og nu også med fanklub, som officielt har stiftende generalforsamling i morgen fredag, 22. oktober. Tillykke, tillykke! Og AWAY-ture har man da også, kom ikke her! På tirsdag er der således fanbustur fra Vaduz til Sion efter først-til-mølle-princippet. 

Lige præcis det her med at tage med holdet på udebaneture er p.t. genstand for den årligt tilbagevendende diskussion - skænderi - på FCKFCs Sidelinien. Ulideligt forudsigeligt. I forbindelse med klubbens krise(r) skal den selvretfærdige pøbel lige lufte den indre fan-diktatoriske svinehund. Som altid lige en flok ganske unge - og nye(!) - tilhængere, der ophøjer sig selv til hardcore og fordømmer alle andre, der ikke bare river dage ud af kalenderen og smutter til ... senest Silkeborg. Jeg kender til gengæld en håndfuld opofrende mennesker - ikke helt unge mere heller - der alene eller i FCKFC regi følger FC København over alt, vest for Storebælt og øst for Kaukasus. Stort set alle kampe. Sjovt nok er det ikke nogen af dem, der har travlt med at belære deres medfans om rigtig og forkert støtte-adfærd.

Jeg er da ikke bleg for at indrømme, at selv om jeg havde haft tid og mulighed, så havde jeg da ikke gidet tage til Silkeborg for at se et hold, der ikke gider spille. Hvorfor skulle jeg? En dag bliver de fanpolitisk korrekte og fordømmende dog lige så gamle som nogle af os andre, og så vil de nok også ryste på hovedet af den tids selvhævdende, der alene har patent på, hvordan man gebærder sig som fodboldfan. Som sagt, det er et tema der dukker op jævnligt, og noget jeg har talt om helt tilbage i Påsken 2001. Det er bare at erkende, at vi alle er forskellige og hver især har vores måde og midler at følge og eventuelt støtte holdet på. Men fans indbyrdes vil altid føre den diskussion. Straks værre er det, når klubbens officielle talerør, Radio Løvetimen onsdag skal begynde at lege fanpoliti også. De kan da opfordre - måske "lokke" - folk til at tage til f.eks. Silkeborg for at følge FC København, men det er aldeles utilstedeligt, når de for åben mikrofon fordømmer de tilhængere - det altoverskyggende flertal - som af et utal af forskellige grunde ikke kan/må/vil/tør/gider drage på AWAY tur. Og det er altså, kære radioværter,  i den forbindelse aldeles underordnet, om der er 170 eller 17.000 medlemmer i den officielle fanklub. Fanklubmedlemskabet kommer ikke med pligt til at se holdet live på udebane. Ja, ikke engang på hjemmebane for den sags skyld.

I aften startede så det nye UEFA Cup gruppespil. Og det gjorde ærligt talt lidt ondt, for det var jo ret beset det gruppespil, der var klubbens mål ovenpå mesterskabet. Og realistisk endda i forhold til seedning. Men sådan skulle det som bekendt ikke gå, da vi end ikke kunne overvinde første hurdle på vej mod det store - men knap så realistiske - mål, Champions League. Nu har jeg ingen idé om, hvor meget klubben kunne have tjent på at nå det nye UEFA Cup puljespil - meget afhængigt af modstanderne og især modstandernes TV-appeal - men i hvert fald ikke bare i nærheden af de minimum 26,5 mio. kr., man er sikret i Champions League før point-penge og TV-penge. Klubbens plaster på Guernica-såret var 1.1 mio. kr. (385.000 "rundekroner" og en trøstpræmie på 725.000 kroner til alle mesterhold, der ikke kvalificerer sig), og det dækker sammen med entréindtægter formentlig ikke engang klubbens udgifter i forbindelse med de to kampe mod Gorica.

Pudsigt i øvrigt omkring Champions League. En opgørelse i TIPSbladet Midtuge viser, at vinderen Porto kun var det hold, der tjente femtebedst på deltagelse i CL-turneringen 2003/04 med i alt 144 mio. kr. ind på bankbogen. TV-pengene overstiger således markant de sportslige præmiepenge. De tre store engelske klubber Chelsea (211 mio.), Arsenal (208 mio.) og Manchester United (204 mio.) skummede især fløden, trosds de måtte lade CL-livet i hhv. semi-, kvart- og ottendedelsfinalerne!

Der er i øvrigt ingen grund til at dvæle ved UEFA Cup, og det der er bedre. Vi har intet haft at gøre i det selskab i år og skal i stedet hænge den internationale hat på den prætentiøse polar-nordiske træningsturnering Royal League, som TV-Danmark just nu promoverer ganske heftigt i deres TV-trailers. "The very best of Scandinavia". Første runde skal faktisk spilles allerede om tre uger, torsdag 11. november. Vi aner bare ikke endnu, hvem vi skal spille mod, da det stadig kun er givet, at vi er i pulje med Brøndbyerne. Og der går halvanden uge endnu, inden de norske og svenske hold er placeret med sikkerhed.

Skulle Royal League projektet - mod min forventning - gå hen og vise sig at blive en succes, så er det jo så meget desto mere kreperligt, at vi med baggrund i holdets øjeblikkelige præstationer - og komplet manglende spillemæssige udvikling - slet ikke skal vide os sikre på at komme med i næste sæsons Royal League. I det hele taget synes vores bedste håb om en eller anden form for europæisk bold næste år at være at satse benhårdt på at genvinde pokalturneringen. Her træder vi ind i femte omgang (= 1/8 finalerne) på onsdag mod OB. Det hold, vi ekspederede ud af semifinalerne i den seneste pokalturnering, og et hold der p.t. befinder sig i lige så stor en krise som os, endda med mistillidsvotum fra spillertruppen til trænerteamet, hvilket også har ført til genopblussen af gamle rygter om Troels Bech til FCK. Vi kan sikkert forvente to mandskaber - suppens nr. 5 og 6 - der satser meget hårdt på pokalturneringen på onsdag.

En pokalturnering som jeg for resten stadig er ked af skal udvandes med et fuldstændigt tåbeligt, publikumsfjendsk og småklubshånligt koncept. Aldeles blottet for pokaleventyr pga. den gradvise indslusning af mandskaber efter status. Et lille hold skal således overleve fire omgange for at få en chance for at møde et af de seks bedste superligahold. Og for de store hold er det også en trist affære. Tre kampe, heraf den ene som dobbeltopgør (semifinalen), og så er man finaleklar, temmelig sikkert uden at møde andre end Tordenskjolds soldater undervejs.

Hvorfor dog ikke lave det som en klassisk pokalturnering med superunderdogs mod mestrene, amatørerne mod profferne og drømmen om den helt store pokaloverraskelse. Bedre for klubberne - især de små - og bedre for tilskuerne. Som f.eks. den tyske, DFB-Pokal, hvor alle de store mandskaber er med fra 1. Hauptrunde med 64 hold (isf. 16 i vores tilfælde) i potten, og så kører man ellers derfra. Ægte pokalfodbold. Med 15-0 sejre (Kaiserslautern ude over FC Schönberg 95) såvel regulære sensationer (SV Paderborn 07 hjemme over HSV, 4-2).

Nå, du har vist efterhånden fået ram på dig selv. Hjem at sove kæferten ud. Måske vi om ikke så længe kan tilbyde dig en æske af dem, så du kan fungere næste morgen også. Også selvom man kan få tømmermænd helt uden at drikke bare af at tænke på Viborg-kampen på søndag. Endnu et møde med Ove Christensens kontra-specialister. Dog med den krølle, at denne gang er vi på papiret ikke favoritter. Det er nr. seks mod nr. to, VFF er lige så gode ude, som vi er hjemme, og selv med sejr kan vi ikke nå Viborg. Og det burde jo være en tilskyndelse til at skrue forventningerne så tilpas ned, at selv en kneben, heldig og pivende uretfærdig sejr på et forkert dømt straffespark i overtiden vil gøre os taknemmelige. Ja, måske skal vi være tilfredse med uafgjort.

Man glæder sig sgu ikke ligefrem til at tage i Parken, men drager jo derind alligevel. Og nej, jeg ejer ikke så meget "fan-ånd", at jeg tager derind af pligt, for at støtte holdet (holdet er stadig til for mig, ikke omvendt), men fordi jeg ikke kan forestille mig at undvære det. En mere end 35-årig tradition med at følge København på græs, i hvert fald hver anden weekend på hjemmebane, kan ikke brydes af nok så miserabelt et fodboldhold. Så jeg er på plads, og går det som oftest på hjemmebane under Backe de sidste to sæsoner, så skulle vi måske i stedet for at være vrede eller snorke om kap glemme fortrædelighederne for en stund og danse og synge som de glade liechtensteinere.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens albums:

Elvis Costello & The Imposters: The Delivery Man
21. september - præcis en måned siden - var dagen hvor Niels-Christian Holmstrøm angiveligt skulle have haft et møde med Troels Bech. Det var også dagen, hvor Elvis Costello barslede med hele to nye albums på én gang. Il Sogno, orkestermusik komponeret til en ballet over Shakespeare's "A Midsummer Night's Dream", og så det mere traditionelle The Delivery Man. Den halvtredsårige englænders første helt igennem "amerikanske" album er som de fleste Costello-plader af typen, der bare bliver bedre og bedre, jo flere gange, man hører det. Således også denne gedigne omgang sydstats-blues-country-rock med energi og nerve, selvom det måske nok er de stille sange, der gør allerbedst indtryk, incl. to duetter med Emmylou Harris. Til gengæld kan man snildt undvære Lucinda Williams' bidrag på 'There's A Story in Your Voice'. Men det er en fremragende plade, man kun kan blive glad for at eje. Lige bortset fra første skæring 'Button My Lip', der aldeles malplaceret lyder som en øve-jazz-fusions-rock jam session på LSD i en opiumshule dagen før Woodstock. Spring den over, siger jeg dig. Spring den over.

John Fogerty: Deja Vu All Over Again
Pudsigt nok kom også John Fogerty's første soloalbum i syv år på gaden den 21. september. Lidt for ujævn en plade til at nå samme højder som (især) class="lime"Centerfield (1985) og Blue Moon Swamp (1997), og især kan jeg ikke ret godt forlige mig med et par trailer-harley-countryrock numre. Men der er nu også klassiske sump-rock Fogerty-toner, og de to blues-ting, der slutter pladen, er ren Cream anno 2004. Åbnings- og titelnummeret er Fogerty's politiske hug til præsident Bush med paralleller fra Vietnam- til Irakkrigen, ganske passende udgivet samtidig med Fogerty's deltagelse i den nys overståede "Vote For Change Tour", hvor adskillige af USA's allerstørste musiknavne var på barrikaderne mod Bush. 'Nobody's Here Anymore' får lige én til at stoppe op første gang og tænke; "hvem fanden har skiftet disc'en"? For det er ren 'Sultans of Swing' lyd. Forklaringen findes dog i booklet'en, hvor det afsløres, at "second lead guitar" på dette nummer spilles af ... Mark Knopfler! Og så ryger vi lige ned i ...

Ugens sange:

Mark Knopfler: 'Boom, Like That'
... denne sang med Knopfler ham selv. Hans spritnye album, Shangri-La, har jeg lige fået ind af døren, så jeg har knapt lyttet det igennem endnu, men "radio-hittet" 'Boom, Like That' har man jo hørt nogen gange efterhånden, og det er bare old-school Knopfler. Me likes!

Marc Almond: 'If You Go Away'
Marc "King of Acid Pop" Almond var bagsædepassager på en motorcykel, der kolliderede med en bil i det centrale London søndag eftermiddag. Og Almond er stadig indlagt på intensiv i kritisk tilstand efter alvorlige kvæstelser i hovedet. Mens vi venter på, at han forhåbentlig kommer sig, så sender jeg lige en god bedring hilsen i form denne brillante Jacques Brel ting, en af de smukkeste sange nogensinde skrevet. Her selvfølgelig med Almond selv, som han så ofte har inkluderet sangen i sine koncert-sæt, ligesom den indgik på Almond's fremragende Brel-tribute plade fra 1989, Jacques, udelukkende med Jacques Brel sange.