Du kan surmule fra nu af og til København spiller en teknisk sprudlende, flot og inciterende kamp igen. Men Jan Saxo er her altså ikke, og så vil jeg skide på, om han har fortalt dig, at han er tilbage fra orlov. Du kan købe en øl eller smutte. Okay, fair nok. Jan er tilbage under ølhanerne efter sin orlov, men han befinder sig i aften - ja, denne uge - i Byernes By, London. Formenlig lige nu enten på vi Londonelskende bartenderes stamknejpe, Shakespeare's i Bayswater eller også lidt længere henne ad samme gade lige på Khan's - vores og adskillige Londoners' foretrukne curry-house - til en sen, velsmagende indisk aftensmad. Og London spøger man ikke med. Så jeg indvilligede selvfølgelig i at bytte vagt med Jan. Men han er tilbage på "min" vagt om fjorten dage og to uger efter igen. Ergo må du trækkes med mig i aften. Til gengæld skal jeg love dig, at det bliver sidste gang i år.

Apropos surmuleri, så se ham citronfjæset henne i bageste bås. Han hævder hårdnakket, at han har stået ude i kulden i stive tre klokketimer og ventet på at komme ind. Fra kollegial kilde ved jeg dog, at han har været ovre på den anden side af gaden hos konkurrenten, og sikkert kun er kommet krybende herned i BULEN, fordi klodsen på den anden side er brugt op.

3 timer! Det er til gengæld rigtigt, at jeg lige måtte sætte et "Kommer Straks" skilt på døren her i aften. I 3 timer. For jeg var nødt til at smutte i Operaen - La Bohème - da billetter til den slags ikke lige er sådan at bytte, og de var bestilt længe før mit og Saxos lille vagtbytte! Der var ikke lige andre afløsere ved hånden, og det er trods alt ikke blevet en selvbetjeningsbule endnu hernede. Den fuldautomatiske bar(tender) lader også lige vente lidt på sig. Men sikkert ikke længe i denne stregkodetidsalder. Du ved, de her unikke stregkombinationer og mønstre, der gør, at din fjært kan spores ind i næste solsystem, bare du husker at scanne på passende fix- og tidspunkter. Og at scanneren virker eller stregkoden er læselig. 

For ellers er du alvorligt på den. Som i supermarkedet, når den stakkels pige ved kassen ikke kan få prisen på din dåse hakkede tomater scannet ind, og heller ikke bare kan taste de 5,95 ind på kasseapparatet på gammeldags vis, men må kalde på en supervisor sådan ca. 8 gange, inden han får afsluttet sin kaffepause og kommer for at hjælpe staklen, der i mellemtiden er blevet groft overfuset af dig selv - der har tilbudt at betale de seks kroner kontant udenom - og den efterhånden 12 meter lange kø i kasselinien. Så er systemet pludselig ikke så skide smart. Eller hvad med flaskeautomaterne, mand! Endnu værre.

Først skal du stå i kø med dine sure stykker drikkeemballage i en kvart evighed. Dernæst tager det den  resterende trekvarte evighed møjsommeligt at føre de pantudløsende, tomme beholdere gennem maskinrøret, én ad gangen og endelig ikke for hurtigt, eller du får en alarm, som var du ved at shoplifte hele delikatessen. Hvor tit oplever du så ikke, at der mindst er én flaske/dåse med gyldig pantlabel og hele stregkodesvineriet, som maskinen afviser, det vil sige kører lige igennem med kr. 0 i gevinstruden.

Det har irriteret mig grænseløst i årevis. Ikke på grund af den skide krone for dåsen eller tre for plasticsodavandsflasken. Ej heller om det skulle være to eller tre stykker emballage, der ikke udløser penge. For ikke at tale om dem, du ikke lige opdager smutte bonusløst igennem. Og man gider jo slet ikke ringe på "service" efter en stakkels altmulig- og flaskedreng, som først skal være færdig med at stable flaskepaller på lageret. Men princippet, mand. Princippet. Og hvor mange gange bare en krone pr. ekspedition svindler automaten hvor mange kunder for pr. dag? Jeg savner de dage, hvor man stillede sin(e)  pose(r) og eventuelle kasser på disken hos en flaskedreng m/k, der lynhurtigt talte op - man kunne jo selv kontroltælle med - og stak dig en bon. Hurtigt og korrekt.

Men de tider er ovre, og en dag er der også stregkoder på alt hernede, og du skænker selv din drikkegenstand fra et milliliterpræcist automatikaggregat og vælger måske en virtuel bartender på plasmaskærmen foran din barstol, der siger lige, hvad du ønsker at høre, når du ønsker at høre det. Foreløbig døjer vi med nye fuldautomatiske tællere på fadølsanlægget og ditto spirituosaskænkere, der konstant snyder kunden pga. luft i slangerne og sukkerindhold i flaskerne. men det opdager du ikke, og Told & Skat er tilfredse, hvilket betyder at vores revisor er lykkelig, og vi ølslæbere er en håndfuld spekulationer foruden, når det handler om at skænke en lille én "ved siden af". Så ingen bajer på huset i aften!

Heller ingen fuldautomatisk bartender. Du må stadig høre på mig. Også selvom du måske er træt af både mine og kollegernes causerier over Københavns katastrofale efterår, Backes glædes- og perspektivløse spillekoncept eller den stadigt mere ligegyldige træningsturnering, Royal League. Noget af det skal du nu slippe for i aften. Ikke Royal League dog. Helt. København - i blå trøjer og uden reklamer af hensyn til de nypuritanske nordmænd - har jo lige afviklet sin anden RL-kamp under arktiske forhold på 69 grader 40' 33" N, 18 grader 55' 10" Ø. Ifølge det sparsomme indslag, jeg lige har set på video, så brændte vi chancer på samlebånd og måtte drage hjem med 0-0. Ellers bemærkede man træningsovertræksbukser, en bane der lignede optøet oasis, frostklar sydafrikansk pingpong mellem Zuma og Elrio (i startopstillingen) samt en - som altid - tilfreds svensk cheftræner.

Faktisk troede vi ellers lige, at vi alligevel kunne divertere med Tromsø-København på storskærmen hernede. Når de hersens "Kanal Royal League 1 og 2" skulle vise de kampe på Canal Digital, som f.eks. Kanal 5 ikke viser. Og bulen har kabel-TV, Selector og gyldigt Canalplus-abonnement. Man ak, Hallo åndssvage. Hvorfor skulle vi dog også tro, at Canal Digital og Canal Plus (digitale, (de)kodede signaler via kabler) havde noget som helst med hinanden at gøre. Canal Digital er skam forbeholdt parabol-folket, og den slags er der ikke mange af her i indre by. Bevares, vi kunne da prøve at nå at rive mandagstrænernes skur ude i baggården ned for at sætte en tallerken op, det eneste sted med plads. For en i bund og grund ligegyldig træningskamps skyld. Det gjorde vi så ikke! Og godt det samme, siden der åbenbart indtil det sidste var modstridende oplysninger, om kampen overhovedet nåede den paraboldybe tallerken eller ej. Men højdepunkter (07.28.85 minutter helt præcist) her torsdag aften kunne det blive til. Flot, flot!

Så derfor ingen TV-kamp takket være arrangørernes og tv-stationernes mærkværdige idé med ikke at vise egne holds udekampe på de "almindelige TV-kanaler". En idé på niveau med at forestille sig, at man kan spille udendørs bold i Norge og Sverige nu og i februar. Hvilket vi dog fik vendt - begge dele - hernede for fjorten dage siden. Den første kamp har allerede måtte rykke indendørs (Vålerenga i Oslo), og i Bergen har man været på nippet til at spille under tag også. Bekræfter kun præget af træningsturnering. Og hvordan mon til februar, når det normalt er endnu mere polarkoldt i vores nabolande? Fra min barplads er der ingen tvivl om, at København får langt større værdi af de to træningskampe i La Manga, Spanien 31. januar og 4. februar mod Vålerenga hhv. Lokomotiv Moskva på rigtige og gode græsbaner under anstændige klimaforhold for almindelige mennesker uden termoham!  Det havde måske været en idé at afvikle de tre februarrunder af Royal League netop i La Manga. Sportsligt perfekt - de nordiske klubber har tidligere afholdt trænings-mesterskaber under lignende konditioner - og storskærmsarrangementer "derhjemme" kunne sikkert kompensere for de i forvejen næppe overdådige nettoindtægter på tilskuer-hjemmekampene.

I grunden kunne det jo også kompensere for den absurde gruppeplanlægning. Hvorfor der skal to hold fra samme land i samme pulje er mig ubegribeligt. Og i hvert fald helt tåbeligt, at det så skal være de to bedste hold fra hvert land, der parres med hinanden. Mere internordisk - og for de observerende mere interessant - ville det f.eks. være at fordele de fire nationale mandskaber i hver sin treholdspulje og så afvikle hele det indledende gruppespil i januar/februar i f.eks. ... La Manga! November/december-kampe på i bedste fald tunge baner, hvor de svenske/norske hold har stillet om til vinterhi og de danske er slidte, er ikke til glæde for nogen alligevel.

Men nu vil planlæggerne det så viseligt, at vi skal møde Brøndbyerne to gange i den royale træningsturnering. Det skal så lægges oveni tre turneringskampe og to pokal-semifinaler og måske også en finale i den royale liga og kanske endda en super-cup kamp til sommer. Så vi får 7, måske 8, kanske 9 kampe mod Brøndbyerne på én sæson. Det er vist endog meget for meget i forhold til, hvad der kan malkes af omtale og interesse på "nyklassikeren". Og allerede nok til, at jeg - der i forvejen synes, at tre turneringskampe takket være den danske bastard af en turneringsmodel er én for mange - ikke kan mobilisere nogen synderlig interesse for kampen på søndag. Jeg er endda næsten ligeglad med resultatet. Næsten. Taber vi, nå ja, en træningskamp og så ganske i forlængelse af resten af vores ufatteligt slatne efterår. Vinder vi, så okay. Men end ikke en 6-0 sejr på søndag kan udviske billedet af de 16 points forspring til Brøndbyerne i tabellen. I den rigtige turnering. Og heller ikke blot tilnærmelsesvis fjerne den smerte København forvoldte, da de lagde sig ned og blev ydmyget af en ganske ordinær modstander den sorte 19. september. I den rigtige turnering. Så en eventuel royal håneret er ubrugelig. 

Nok om den royale cirkus. Jeg har endda konstateret at det eneste formildende - seks ekstra kampe med København - nu er blevet halveret. Tromsø-kampen kom ikke i TV, og minsandten om jeg ikke er bortrejst ved to af hjemmekampene. Men jeg håber da stadig på, at turneringen mod alle odds og al logik skulle blive en succes. En succes der kan bane vej for en rigtig nordisk turnering, om titler og europæisk kvalifikation, spillet over en hel sæson, på tidspunkter og baner, der gør fodbold praktisk muligt og måske endda seværdigt også i vores klimatisk udfordrede del af verden.

Men jeg er nok meget gammel, inden det kommer så vidt. Selvom ... hvad er gammel? Hvornår er man for eksempel for gammel til at spille fodbold på eliteplan? Når man er 50? Hvilket indskudt bemærket er noget ældre end selv den ældste bartender hernede.

50 år! Mellem disse "før" og "nu" fotos kan berettes lidt om den store fodboldeksotiske kuriositet, der fandt sted i Garforth, en lille engelsk flække udenfor Leeds, i forrige uge. Dr. Sócrates, en af de store brasilianske fiksstjerner fra VM-slutrunden i 1982 og 1986, gjorde i en alder af 50 år, 9 måneder og 1 dag comeback en bitterkold Yorkshire-fugtig november-aften for øjnene af 1.350 tilskuere. Stadionrekord på Wheatley Park. Og det var ikke som superveteran eller i en opvisningskamp, men en reel førsteholdskamp i Norhern Counties East Football League Division One. Garforth Town AFC vs. Tadcaster Albion. Den medicinstuderende, intellektuelle og elegante midtbanekonge Sócrates Brasileiro Sampaio de Souza Vieira de Oliveira - kendt som the chain-smoking, beer-drinking footballing genius og derfor pr. definition én af BULENS helte - spillede dog kun de sidste 12 minutter af sin comeback-kamp. Tempoet og kulden var medvirkende årsager til, at det nok var første og eneste optræden i Garforth Town trøjen. Men så er Falcão, Zico og Careca efter sigende på vej i kulisserne til at gentage stuntet.

Det er så ikke helt tilfældigt, at Sócrates - og evt. co. - dukker op i en provinsengelsk landsby. For forhistorien handler om klubejer og manager Simon Clifford og hans etablering af en brasiliansk inspireret fodboldskole - nu franchise - i England. Som klubben Garforth Town sponseret af Lego og baseret på det legendariske Futebol de Salão fra Brasilien. En raffinering af gadefodbolden i Rio og São Paulo, hvor sten og sammenbyltet tøj måtte gøre det ud for fodbolde. Det er nu i øvrigt ikke et rent brasiliansk fænomen. Denne bartender husker da også barndommen uden hverken egnede græsplæner lige i nærheden eller fodboldfaciliteter på Rughavevejens Skole, hvorfor man spillede overalt, om det så var i en kælderskakt med tennisbolde eller pertroleumsdunk-låg ("pucke"). I dag ville man sikkert bruge coladåser - de som bliver afvist i flaskeautomaterne alligevel - altså de unger, der ikke nøjes med at spille fodbold på computeren.

Meget tyder dog på, at Simon Clifford har succes med konceptet. Clifford har for nylig også - sammen med Sócrates -  været omkring Sir Alex i Manchester United. Udover fodboldskolerne under International Confederation of Futebol de Salão er nyeste projekt et træningsprogram for rollinger helt ned til seks-måneders-alderen. Socatots hedder planen. Det gælder om at starte meget tidligt! Men alt i alt ganske interessant. Og helt sikkert også input, der kan anvendes i den evige talent-debat herhjemme. Maltaligaen kunne da sagtens bruge lidt hjemmeudviklede, tekniske fodboldspillere også 

I mellemtiden er det så ved at være stund for årsrevyer og kåringer og tilbageblik. Endnu er forsømt efterår i København bidrager til den mosaik, der tegner et stadigt mere og ubarmhjertigt klart billede af en meget kostbar, fejlslagen langsigtet sportslig strategi, Men hey(!), økonomisk går det jo godt i Parken Sport & Entertainment. De mest positive Københavnere vælger dog at se tilbage på kalenderåret 2004, ligesom de vælger at se på Backes triumfer, og ikke hvor cheftræneren har fejlet.

Mit "fodboldår" følger sæsonen, dvs. fra sommer til sommer, så The Double 2003/2004 er fortid, som jeg dog også har fejret behørigt på dette sted, da det var tid for det. Vi er derfor midt i sæsonen og kan her ved starten af den vulgært lange turneringspause gøre status over efteråret. Et efterår hvor vi har tabt lige så mange kampe (5) og sluppet lige så mange mål ind (27) som i hele sidste sæson. Faktisk med kun 1,50 point pr. kamp det ringeste efterår siden efteråret 1999 under Kim Brink. Og vi skal endnu et efterår tilbage - under Karlsson/Brink i '98 - for at finde en første halvsæson, hvor vi har sluppet lige så mange mål ind som nu. Ja i det hele taget bare sluppet mere end ét mål ind pr. kamp. For at tvære lidt mere i det, så har FC København spillet i alt tolv efterårssæsoner, og kun tre har været ringere end det, de dobbelte danske mestre har præsteret i 2004. Med den dyreste og mest strategisk, håndplukkede (ønske-) trup.

Tankevækkende. Men horder af kommentatorer har travlt med at analysere, hvad der gik galt, og det har jeg og mine kolleger da også brugt temmelig meget tid på hernede gennem ca. fire måneders vedvarende krise. Så jeg vil lade de nævnte tal tale for sig selv.

Lige så med cheftræneren. Hans Backe er stadig den mest succesrige træner i klubbens historie. Både mht. trofæer og på pointtavlen med 1.96 i point pr. kamp i 109 suppekampe, eller 1.94 point pr. kamp i de i alt 144 kampe ved det Københavnske ror. Ole Tobiasens mål i Esbjerg i lørdags var i øvrigt jubilæumsmål nr. 250 under Backe (alle kampe). Team Backe er det trediemest scorende Københavnerhold med 1,72 mål pr. kamp i suppen (1,75 i alt), overgået af Kent Karlsson (1,83 / 2,05) og Benny Johansen (1,80 / 1,79). Forsvarsmæssigt er Team Backe historiens næstbedste i Byen. 0,94 hhv. 0,97 mål pr. kamp imod. Roy Hodgson var bedre (0,82 / 0,86). 

Alt i alt ikke alarmerende, men bag tallene gemmer sig den historik, der fortæller, at det gik klart bedst for svenskeren i starten. Fra 2.32 point i suppesnit (2.11 totalt) i Backes første sæson - kun 25 kampe - til de sølle 1½ point (1.64 totalt) i første halvsæson 04/05. De nøgne, objektive tal giver desværre belæg for den mere subjektive vurdering af det gradvist ringere og ringere spil. Aht. husfreden og klubbens overordnede målsætninger undlader vi helt at komme ind på den tredobbelte europæiske fiasko (3 efterår i træk), kulminerende negativt i år. 

Så vi overvintrer med en for et regerende - og på papiret forstærket - mesterhold skandaløst stor afstand til førstepladsen. 16 points! At det lader til at passere foreløbigt aldeles uden konsekvenser, er for mig en gåde. En gåde så stor som det mirakel, der skal til for at hente Brøndbyerne i foråret. Også selvom det efterhånden er blevet tradition med store vinterforspring i suppen, der skulle hentes i løbet af foråret.

Selvom vi skulle vinde begge indbyrdes opgør i foråret, så vil der fortsat være 10 points at hente, svarende til fire kampe vi vinder ... og de taber! Dvs. Brøndbyerne skal incl. de to nederlag til os tabe i alt minimum 6 kampe i forårets 15 runder, og det vel at mærke under forudsætning af, at vi vinder rub og stub! Selvom vinterduksen tre år i træk har haft et halv- til helsløjt forår, så tabte Brøndbyerne i vårsæsonen 2002 kun to kampe, København i 2003 fire kampe og Brøndbyerne i 2004 fire kampe. Eller ...
... København hentede i foråret 2002 ti points på Brøndbyerne, men Brøndbyerne blev mestre alligevel ...
... Brøndbyerne hentede i foråret 2003 ni points på København, men København blev mestre alligevel ...
... København lykkedes så endelig med at overhale vinterduksen - Brøndbyerne selvfølgelig - i 2004, hvor man hentede otte points flere end konkurrenten, hvilket lige nøjagtig var nok til at udslette Brøndbyernes 7 points' vinterforspring og stjæle skabet.

Så selv hvis trenden fortsætter - bliver den nu næppe ved med - så skal vi ikke påregne at hente mere end max. 8-10 points. I allerbedste fald. Så glem alt om det! Ikke mindst fordi afstanden jo stadig er 16 points - ikke 10. Glem også Brøndbyerne. Der er stadig tre andre hold foran os og et par stykker på omgangshøjde. Alle sammen hold, vi ikke ligefrem har overstrålet i denne sæson. Not even close! Lad os hellere koncentrere os om FC Midtjylland, OB og Viborg samt AGF, AaB og Esbjerg og erkende, at foråret - også set i lyset af, at vi pointmæssigt er tættere på sidste- end førstepladsen - handler om sølvmedaljer (og der er altså 6 points op til Midtjylland) samt pokaltriumf, hvis der skal være euro-bold også næste år i København. Selvom sidstnævnte under det nuværende koncept reelt kan være lige meget. Derfor kunne foråret måske også være en kærkommen periode til fornyelse. Stil- og sceneskifte. 

Om vi slutter efteråret med en sejr i Royal League er ligegyldigt. Og taler vi superliga, kan vi heller ikke bruge en i hvert fald resultat- og forsvarsmæssig fornuftig afslutning på efteråret til meget andet end et bedre udgangspunkt. Altså i forhold til hvis vi ikke havde fået pointene. Det her med en god stime eller et godt resultat at gå til pause med, giver jeg ikke alverden for. Slet ikke når pausen er så uoverskueligt lang, og vinterpausen traditionen tro er den periode, hvor der sker flest truprokader i dansk fodbold. Det kunne være både nye spillere, ny træner, nyt koncept, der skal påbegyndes efter nytår.

Bliver det så næppe i Københavns tilfælde. Men hvor mange spillere mon lige har efterårets 1-3-5 sidste kampe i frisk erindring, når træningen starter igen 6. januar! Selv omkring de små pauser i efteråret var der ingen større effekt af at gå til pause på en positiv note. Første landskamppause kom efter vores 3-2 sejr over AaB, vi mødte op efter pausen og spillede er rædderlig 0-0 kamp i Randers mod nyoprykkerne. Anden landskamppause kom efter en sejrsstribe på tre i træk. Vi kvitterede med at starte op igen mod den anden nyoprykker, Silkeborg og blive kvæstet 1-4. Så en pause kunne vel være lige god at få efter et par dårlige kampe, netop for at få pause til at analysere og rette nogen ting. Reelt skal vi måske snarere ærgre os over, at der er turneringspause nu, hvor vi endelig så småt syntes at have fået lidt skik på sagerne.

Det bliver TV-fodbolden, der skal forsøde de kommende måneder, i hvert fald indtil til den ulige-år-obligatoriske Englandstur for "Sprutbulens London Team" til februar. Topklassefodbold live i sofaen eller spritbulen 3-4 dage om ugen fra Italien, England og Spanien. Og mens København har været hård ved mine følelser det sidste halve år, så bliver det op til Real Madrid og især Chelsea at trøste min fodboldsjæl henover vinteren, i hvert fald den del, der indeholder særlige klubpræferencer. Men jeg skal ikke nyde noget af at jinxe det på forhånd.

For et par uger siden gik jeg med en fornemmelse af, at García Remóns Real Madrid endelig var på vej ud af den krise, der havde varet det meste af 2004. At tilsyneladende udbrændte og aldrende fiksstjerner som Roberto Carlos, Zidane, Beckham, Figo, Raúl og æblekindede Ronaldo skulle vise, at de stadig var en lille smule sultne efter mere sportslig succes frem for kun at tænke på yderligere eksponering i alverdens reklameblokke. Og netop mod Barcelona skulle man da kunne tage sig sammen. Af alle kampe. Præcis som man i øvrigt troede, at København i det mindste kunne rejse sig mod netop Brøndbyerne i mismodighedens efterår. Det gik Madrid, som det gik København. De blev kørt over. Madrid trods alt af en meget stærkt spillende modstander, men det var alligevel skræmmende, ikke mindst når man skulle bænkes til julefrokost dagen efter med bl.a. et par Barça-sympatiserende bartender-kolleger. Og Madrid var ikke voldsomt bedre i den uafgjorte Champions League kamp mod Leverkusen, hvor man valgte kun at spille i en halv halvleg med det udkomme, at man nu skal vinde om en uge i Rom - mod et dog endnu mere storfloppende Romahold - for at undgå den ultimative fiasko. Så jeg vil vælge at lade mig positivt overraske og som tilhængerne på Bernabéu ikke lade mig narre af en reelt ikke særligt overbevisende 5-0 sejr, som den over Levante i søndags.

Ligeledes fik jeg på min sidste vagt lige nævnt Chelseas fantastiske forsvar, blot for at de to dage efter for første gang i denne sæson skulle slippe TO mål ind i samme kamp. Så jeg vælger nu at sige, at en førsteplads i Premier League da er meget godt, og 36 points for 15 kampe er mere end godkendt, men det - præcis endda - havde Chelsea faktisk også på samme tidspunkt i fjor, hvor de også førte rækken. Så på de nøgne resultater alene er Mourinho foreløbig ikke bedre end forgængeren Ranieri. Belært af Københavnsk skade vælger jeg nu at håbe snarere end forvente! Og jeg skal i hvert fald ikke jinxe noget ved at ryge på den betting-galej, kollega Saxo lokkede med på telefonen fra stamknejpen i London her til aften. Nemlig 33:1 for clean sweep til Team Mourinho, dvs. (alle) fire titler. Og det så helt bortset fra, at 33 gange pengene for en quadruple da er uanstædigt lave odds, som man skal være komplet idiot for at smide skillinger efter. 

20 dage! Vi har just taget hul på årets mørkeste måned. Og selvom man tror det er løgn, så bliver det faktisk yderligere tre uger mørkere, end det er nu. Men om 20 dage er det vintersolhverv. Og det markerer et skifte mod lysere tider. I hvert fald hvad døgnets fireogtyve timer angår. Om det også lysner på fodboldfronten? Tjah, vi kan kun håbe. Mine kolleger holder ølkedlerne i kog hernede resten af året, men jeg takker af for 2004 og ønsker GODT NYTÅR! 

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens album:

ABC: The Lexicon of Love (Deluxe Edition)
Egentlig skulle U2's nyeste udspil have snurret i aften, men den pladepusher, jeg havde forudbestilt skiven hos - i dette tilfælde CD-WOW i Hong Kong - meddelte på udgivelsesdagen (22/11), at pladen var "out of stock" (en forudbestilt CD!?) og ville blive forsinket. I stedet landede en anden forudbestilt sag til tiden (release 15/11) i postkassen i sidste uge. En gammel kending, også hernede. ABC's 1982-epos og debutplade, der blev en af 80'er New Romantics-æraens ypperste plader. Lad så være at ABC aldrig siden lavede noget blot i nærheden af dette albums standard. Dette er en 2CD-deluxe udgave - hvor det nok lige skal pointeres, at af de "15 Previously Unreleased Tracks" er det kun det punk-rockende (!) out-take 'Into The Valley of The Heathen Go', man aldrig har hørt før. De øvrige "nye" er live- (et helt live-set fra 1982) og demo-udgaver af de originale sange fra The Lexicon of Love. Plus selvfølgelig ... de originale sange fra The Lexicon of Love! Så det kan måske synes lidt meget af dette legendariske white funk/new wave album på én gang. Men det kan det bære det. Det var og er et mestreværk. Med producer Trevor Horns ord fra den omfattende og note-rige 32-siders booklet, der en en del af luksusudgaven: "It was like disco, but in a Bob Dylan way"

Ugens sange:

Jesse Malin: Xmas
Nå ja, jeg springer som altid let hen over den kommende hæslige højtid. Men for der af jer, der holder af den ... et par julenumre. Det første Jesse Malin's bittersøde bud på en julesang fra The Fine Art of Self Destruction (2003). Det andet ...

The Kinks: Father Christmas
Udgivet som single i 1977 og inkluderet som bonus-track på UK-udgaven af det strålende 1978-album Misfits. Ray Davies' rammende og satiriske vink til den kommercielle luksusjul. When I was small I believed in Santa Claus / Though I knew it was my dad / And I would hang up my stocking at Christmas /
Open my presents and I'd be glad // But the last time I played Father Christmas / I stood outside a department store / A gang of kids came over and mugged me / And knocked my reindeer to the floor ///
They said: Father Christmas, give us some money / Don't mess around with those silly toys. / We'll beat you up if you don't hand it over / We want your bread so don't make us annoyed / Give all the toys to the little rich boys.