Der var en karakteristisk stemme i vores tv tidligt på aftenen, der fik folk til at lytte. Vi ved hvordan ellers nok så karakteristiske stemmer kan forsvinde på mystisk vis når mikrofoner er i nærheden, men Steen Ankerdals er ikke en sådan. Den trænger som regel igennem i sin høje, skingre toneklang, og gjorde det også her, da han som ”fodboldekspert” igen var på pletten for at kommentere tidens tildragelser.

”Skeptikerne tog fejl! Folk elsker Royal League! Masserne har totalt overgivet sig! Denne turnering kommer til at lægge gaderne øde når den skal afgøres! Det er intet mindre end en revolution” lød ordene, muligvis opfattet mere kategoriske end de egentlig var formuleret på grund af mandens ivrige ansigtstræk og jublende stemme, der til tider kun var hørbar for Holmstrøm, vores gamle kræ af en strejfer, der for en sjælden gangs skyld var kommet forbi for en kiks. Han snerrede, nærmest af gammel vane, over den ubehagelige lyd, og han fik selskab fra bartenderen.

Jeg har nemlig altid haft en tendens til at mene, at jo mere der skal tales for en vare, jo mindre er den jo nok værd i sig selv. Og at indkalde Steen Ankerdal – ikke at han selvfølgelig i forvejen har så meget kredit hernede ligemeget hvilken som helst rolle han indtager – som en neutral fodboldekspert for at udtale sig om ligaen virker ærlig talt en kende desperat efter netop de retningslinier, når han få timer forinden igen har stået som reporter for selvsamme tv-station, der bl.a. via lønnen til ham har satset et temmelig stort beløb på den liga. 

Det får næsten Per Bjerregaards lige så uforbeholdne ros, baseret på tre runder som reelt kun var velbesøgte i to af landene, til at virke som et fordomsfrit syn på sagen med friske øjne, snarere end en initiativtagers forsvar for turneringens relevans. Hvis Ankerdal og Kanal 5 synes det bare styrer, kan de vel for pokker sige det selv uden at skulle lade som om det er som ’ekspert’ Ankerdal udtaler sig, snarere end som ansat – en ekspert der, som fortalt i mit seneste Ræb, tilsyneladende ikke var klar over at danmarksmestrene overhovedet havde landsholdsspillere i aktion i november, og slet ikke seks styk.

Ikke at jeg, noget valen over for ligaen som jeg gerne indrømmer at være, ikke kan se argumenterne. I hvert fald et par af dem. Især den med at vi vil få højere kvalitet i de træningskampe til forberedelse af sæsonen, der alligevel ville være blevet lagt inden første forårsrunde i februar og marts, og som nu kan afvikles under stort anlagte forhold i Parken i stedet for en udørk i Nordsjælland med dubiøse parkeringsforhold, og med turneringsregler i stedet for det fri-udskiftningsrod der som regel får træningskampe til at ende som en gang ukoncentreret sjusk.

Når tiden kommer, Parken kalder, og vi 12. februar skal møde Tromsø derinde, kommer jeg til at stå der med vandkæmmet hår, en skralde i hånden og et drenget, glad smil på læben, ikke fordi Royal League genoptages, men fordi det er første træningskamp efter vinterpausen, og sulten er tilbage efter at se fodbold under åben himmel. Og det ved man jo at den vil være, ligemeget hvor ringe det hele så har været i det efterår der inden er gået.

Men jeg stod over i søndags, for på nuværende tidspunkt er sulten ikke til stede – den er i stedet metaforisk erstattet af en meget urolig mave med forbigående kvalmefornemmelse, og en kamp efter efterårets sæsonafslutning som ikke kan hjælpe os til at reducere det alt for store forspring etterne har er ikke med til at gøre den maveuro mindre. 

Det føltes som spot føjet til skade, når man gudhjælpemig i alle mandagens aviser kunne læse om at resultatet i Parken skulle være en ting der rettede op på vores efterår. Det ved da den søde grød det ikke gjorde. 

For det første: selv hvis vi havde vundet 9-0, ville Brøndbys fans ville stadig kunne slentre ud af Parken med visheden om at selv om vi skulle få maksimumpoint til foråret skulle BIF tabe seks kampe inden vi var forbi dem. 

For det andet er vi forlængst kommet forbi det punkt hvor uafgjort 1-1 hjemme mod Brøndby, selv hvis det havde været i en betydningsfuld turnering, var et resultat vi generelt kunne være tilfredse med eller ligefrem glade for. Det kunne vi i efteråret 1999, men det kan vi ikke fem år senere. Og jo, det er da rart ikke at blive klædt totalt af som det skete tidligere på efteråret, hvis det skulle være det det handlede om. Men det manglede da også bare.

Næ, at vinde de turneringskampe vi skal til foråret, lave en ærværdig jagt på Brøndby som vi gjorde i 2002, og samtidig i det mindste spille noget fodbold vi kan nyde at se på, det ville for mig kunne rette op på noget af det. Ditto at slå Fremad Amager, slå Brøndby og vinde pokalen, med UEFA Cup-adgang. Skulle vi derimod snuble videre som i efteråret ville det ikke være nogen særlig glæde selv hvis vi skulle vinde Royal League, men nærmest bare føje spot til skade, da vi jo alle ved hvor meget europæisk adgang en sejr dér giver. Lige så lidt som en femteplads i ligaen gør.

Og det er der, turneringen rent faktisk kan komme til at blive en dørkarm at snuble over hvis vi går videre. Hvis det skulle ende med at ligaens førerhold ryger ud, mens vi og måske OB skal spille fire eller fem kampe til, er der så nogen der tror på at Brøndby ikke spadserer DM hjem, mens vi er optaget af både pokal og nordiske ligakampe til ind i maj? Argumentet for at det skulle være god træning forsvinder helt, når træningen fortsætter længe efter at turneringen er begyndt, og erstattes igen af følelsen af en privat lille ersatz-UEFA Cup.

Et andet pænt søgt argument der har været nævnt, bl.a. fra spillerne, har været at man nu kan komme til at spille mod nogle hold der er kraftigt anderledes end dem vi normalt spiller mod. Okey, først og fremmest går jeg så ikke ud fra at vi her taler om Brøndby og de nu fem møder vi skal have med dem i denne sæson; fem der kan blive til syv i pokalen og nå op til ni inden begyndelsen på den næste – hvis vi igen skal møde dem i Royal League-finalen, og vi til sidst snupper pokalen og de bliver mestre, så supercuppen også ligger og venter. 

Og selv hvis det var os der lå til at blive mestre, ville de nye regler om hjemmebane i supercuppen ikke kunne redde os fra en potentielt meget sundshedsfarlig overdosis, selv hvis Robbie Williams skulle dukke op igen og absolut ville give et nummer. Aktuelt vil kampen dog nu foregå på Brøndby Stadion, og dermed er muligheden for at den skulle sløjfes på grund af et stort arrangement jo i forvejen totalt ikke-eksisterende.

Næ, jeg formoder at der menes hold som de norske og svenske, og det er da også sandt at det f.eks. er hele fem år siden vi sidst mødte IFK Göteborg, og tre siden vi spillede mod Halmstad. Malmö mødte vi godt nok både sidste år og i år, senest i en anden traditionsrig nordisk turnering ved navn Øresundsbron Cup, men denne gang kan vi komme til at møde dem hele to gange! Ditto Djurgården, som det også er under et år siden vi sidst rendte ind i, men som det seneste UEFA-opgør mod ligger evigheder tilbage, i hvert fald så længe at ingen hernede mere kan huske resultatet eller bryder sig om at tale om det.

Og Tromsø tror jeg ikke engang at vi er rendt ind i nogensinde! Ditto Brann. Desuden er det hele halvandet år siden vi mødte Rosenborg, der også er med i turneringen. Og jeg tror heller ikke vi har spillet mod Vålerenga; i 2002 måtte vi ’nøjes’ med deres bysbørn fra Oslo. Dog har vi aftalt at møde netop de norske næsten-mestre på La Manga til februar engang, så helt umuligt er det altså ikke at komme til at spille mod disse hold ad anden vej – men når det så er sagt, er Royal League da en fin måde at komme i kontakt med fremmedartede fodboldkulturer. 

Man kunne så hævde, at hold som Gorica og Monaco repræsenterede den virkelig fremmede og uvante fodbold, men førstnævnte fremstår selvfølgelig ikke kun fremmed men også temmelig skræmmende, i en grad så jeg allerede nu kan se at flere af vores gæster har anbragt sig i fosterstilling bare jeg nævnte navnet, og sidstnævnte er bare for hypotetisk og drømmeagtigt fjernt – som at passere forbi frimurernes logehus nede på Blegdamsvej en aften hvor der er lys derinde og tænke at der sikkert er totalt dekadent smæk på og at det kunne være fedt at være med bare en enkelt gang, men at man for det første aldrig bliver inviteret med, og for det andet bare ville blive behandlet som en ren klodshans af alle de gamle i gårde.

Om turneringen er kommet for at blive får vi se. Folkelig accept er noget der skal bygges op fra grunden, og selv om entusiasme da er rosværdig, så skal der mere til end at vores klub, lige fra cheftræneren til radioen, nu er vendt på en tallerken fra en temmelig kraftig skepsis til en heftig begejstring. Så kan man ellers kalde mig nok så meget en wanker for at blive væk, ikke-grebet af Royal League-feber som jeg er – halvdelen af Parken valgte altså også at wanke ud af kampen i søndags, og i betragtning af at der har været fuldt hus i Parken de sidste seks gange i træk, så er det da et kraftigt indicium om at der er tale om en sekundaturnering. Ditto, at Københavns hold tog til Göteborg i bus på kampdagen – noget man hverken må eller ønsker når man spiller de europæske turneringer der er den ægte java i forhold til surrogatet.

At holdopstillingerne så bærer præg af det samme, i hvert fald for vores og for Brøndbys vegne, er en anden sag. Spørg Sebastian Svärd, der for os i det mindste kom til at starte inde syv gange på sit efterår her, i rigtige kampe. Skal han etablere sig som fast mand på Brøndbymidtbanen skal det vist være på deres Royal League-hold, for han er ikke startet på banen en eneste gang i superligaen – men når den nordiske turnering har kaldt, har Svärd stået på banen ved kickoff, dejlig udhvilet. Ligesom Karim Zaza.

Og Elrio van Heerden har kun fået spilletid da vores skades- og karantænekrise var helt ude af kontrol inden AaB-kampen i foråret – med et resultat som alle vel husker – og så ellers som indskifter hen mod slutningen i de tre største blamager i efteråret, nemlig mod Gorica, Brøndby og Silkeborg, og hver gang på tidspunkter hvor slaget var tabt. Men i Tromsø og i Parken var han med fra start.

Når en spiller som Elrio, der ellers ikke er i nærheden af at være i startopstillingen pludselig er en profil på holdet, så lugter det altså af træningskamp, også selv om Royal League-entuasiaster ikke bryder sig om at man bruger ordet. Så er vi ovre i en turnering der mere ligner Ørestadscuppen end UEFA-ditto. Dermed ikke sagt, at Elrio så ikke burde være med fra start, for så forrygende som han spillede mod Brøndby lignede han en som endelig er mere end klar til at træde ind som en fast del af holdet, eller i det mindste en der kan få en rolle à la Iniestas i Barcelona som fast indskifter og førstereserve. Men en chance på et tidspunkt hvor sæsonen lige er slut, en sæson hvor han ikke på et eneste tidspunkt har spillet en reel rolle, virker knap som en egentlig chance. Det hele ser jo anderledes ud om to måneder.

Det er ikke kun på banen, at Royal League giver en mulighed for at sammenligne sig med resten af Norden. Royal League kunne knap være bedre timet til at sinker over hele Norden kan få lov til at vise over for sig selv og hinanden hvem der er hårdest. Så ligaen er lagt ud med Djurgården-sinker, der hærgede et værtshus i Oslo, Göteborgsinker der kom til Brøndby for at slås, og til sidst med deprimerende forudsigelighed: en stor flok anholdte sinker efter kampen i Parken, der satte et kæmpeslagsmål i gang og dermed arbejdede videre på den proces der tilsyneladende bare skal gennemføres: at få de stockholmske tilstande indført i dansk fankultur, så vi også her kan få fornøjelsen af at en mindre hær af kampklædte betjente skal stå klar ved enhver større kamp, og så alle vi andre kan blive mødt i hele landet med en opfattelse af at vi er voldsmænd. Hvilken fin sag at kæmpe for.

Det har virkelig været et langt år siden man i januar kunne læse om hvordan diverse tåber fra Danmark og Sverige drog rundt i Trelleborg mens en indendørsturnering var i gang, for at finde nogen at slås med, og det har været året hvor København har fået det samme problem ind på livet som diverse andre klubber i Norden, nemlig en aktiv og synlig hooligankultur.

Måske det er på tide at kigge på sin rolle som fan igen. Ikke for at finde en ny identitet, men for at huske sig selv på hvad det egentlig er for en kultur man har brugt de sidste 12½ år på at bygge op i københavnsk regi, ene og alene for ikke at spilde alt det man har lagt i det på en brøkdel af den tid. 

Det er en kultur hvor en gammel fraktion som Ultras fik et absolut minimum af respekt omkring deres personer fra resten af Nedre C, og blev druknet i larm når de prøvede at promovere sig selv. Og det er en kultur der tager entydigt afstand fra vold og fra voldelige fans, ganske klart i stedet for en valen accept pakket ind at de er så og så stemningsskabende og i øvrigt normalt opfører sig fordrageligt inde i Parken.

Det er ved at være på høje tide at scarferne finder sig selv og finder ud af hvad de – hvad vi – vil med vores stadion, vores tribune, vores klub og med os selv. At formulere en positiv vision – damn, det her lyder som om vi sidder rundt om baren og formulerer en valgkamp – for hvad vi vil have at fremtiden skal bringe, og for hvad vi skal arbejde for. 

Jeg køber ikke den man har hørt til bevidstløshed med at enten er man heftigt engageret i at bringe stemningen i vejret, eller også er man en aldrende, mimrende tilskuer som lige så godt kunne opholde sig på Øvre C eller på vip-pladserne, så destruktiv man er for stemningen på vores tribune. Men den har fået lov til at gære og etablere sig så fast, at det igen og igen skal gentages som et mantra for at der kun skulle findes én type engageret fan.

Og intet kunne jo være længere fra sandheden. Der er tusindvis af fans af København, der er så passionerede og så besatte som enhver anden, men som ikke har og muligvis heller ikke har behov for af den grund at definere sig skarpt i forhold til resten af fanskaren. Det er folk der har været med i årevis, og formentlig ikke et sekund har tænkt over at de gør noget forkert – indtil nu, hvor de tudes ørerne fulde af at de er affældige og fortid. 

Der er for pokker ingen skam i ikke at dele de samme idealer om at stemningen til kampene er alfa og omega, som man kan finde hos de nye fraktioner – og dette betyder stadig ikke at man deraf kan slutte modsætningsvist at alle vi andre er rystende ligeglade med om man kan høre en nål falde til jorden eller ej. Et arbejde for at forbedre stemningen både hjemme og ude har aldrig været noget enkelte fraktioner har haft patent på. Dermed ikke sagt at det ikke kan stagnere hvis der ikke tages hånd om den indsats. Men i alt dette må man aldrig glemme respekten for at der rent faktisk er temmelig mange der gør deres bedste, men som har andre prioriteter med at gå til bold end at holde lydkulissen ved lige i 90 minutter.

Det er scarferne. Vi er her altså stadig, og vi har ret til at være her og til at udtale os om hvad vi vil og hvad vi synes – vi har så bare det ’problem’, at vi er tusindvis og har en mængde forskellige meninger om alt muligt. Når der tales om ’Fan Clubben’ som noget der skulle være en homogen gruppe der står i modsætning til ’De Uofficielle’ er det jo helt hen i vejret, for Fan Clubben er jo enorm og helt uensartet, og lur mig om ikke den bl.a. indeholder en del af de selvsamme uofficielle. Og den har ingen grund til at definere sig negativt i forhold til andre grupper. 

Derimod bør Københavns fans bruge det forum Fan Clubben er, til positivt at formulere vores ønsker for det fællesskab vi trods alle forskelligheder udgør, og til at gøre en indsats for at gå imod den udvikling der truer det fællesskab. Og ikke stikke hovedet i busken, men sige at vi er københavnere, vi er fredelige og begavede mennesker, vi respekterer forskelligheder men kan alligevel have en række fælles værdier, og vi er i stand til at skelne mellem passion og forskruet fanatisme.

Ærlig talt, der er nok tegn rundt om på at vi er nødt til at tage det i opløbet. Når der står et par fjolser på Herfølge Stadion og imiterer de idiotiske abelyde som har floreret på Vestegnen hele året, så er det allerede på sin plads at pointere gennem hele fanskaren at det skal vi under ingen omstændigheder til at have her. Man har så kunnet læse tilpas mange argumenter for at det er forkert, fordi det er skadeligt for éns klub, til at den debat også er blevet fordrejet. Det er da rigtigt, men det er da også det mindste af det. Det centrale er, at det er inhumant, fornedrende og nedrigt på en måde der aldrig kan sammenlignes med nogen sang om tudefjæs eller bonderøve. Og det er grunden til at enhver klub bør gøre hvad de kan for at få bugt med dem – ikke deres forfængelighed.

Det har nu ikke forhindret diverse apologeter i at slå det hen som forfriskende politisk ukorrekthed. Vi havde fat i Ankerdal til at begynde med, men snakker vi fodbold-’eksperter’ i Danmark er der vist ingen over og ingen ved siden af Birger Peitersen, om vi så offsidefælder, zoneopdækning eller racisme på tribunerne. Han udtaler sig til Berlingske Tidende, og jeg vil anbefale lige at kigge på det, for det er da vist det ultimative eksempel på at bøje sig som en kringle for at kunne tilpasse sine fleksible holdninger til at den rabiate ende af tribunekulturen kan leve med det. 

Det er egentlig ret forbløffende at læse hvordan der bortforklares med ’valøren’ på stadion, også selv om det er indlysende at der er tale om en lille gruppe med en ekstrem opførsel, og at de flestes valør, på stadion og udenfor, gudskelov ikke omfatter verbalt at kalde sorte for aber – abelyde er ikke valøren på stadion, det er højest valøren i små enklaver. 

Peitersen må have fulgt godt med på nettet, for han bruger den gamle traver med at sammenligne med råb ad rødhårede – denne historisk og aktuelt så forfulgte og forkætrede race, de rødhårede. Han anbefaler at stikke hovedet i busken, helt uden at anerkende at det absolut ikke har fået problemet til på nogen måde at slutte, tværtimod. For dette argumenterer han, at skaber man for meget opmærksomhed om emnet vil det være en invitation til højrekræfter – dette kunne tyde på, at Peitersen er nødt til at komme mere ud, for hvis man f.eks. kigger på den eftergivenhed der har præget Lazio i Rom, vil man kunne se at den har lagt grund til en klub der ligger helt under for tilhængerne fra det ekstreme højre, mens man med hårdnakkede kampagner i England har arbejdet hårdt for at sløjfe racismen der var en del af i 70’erne og 80’erne, og med et godt resultat.

Man kan selvfølgelig ikke tvinge folk til at sige noget fornuftigt, men sommetider kunne man da godt have lyst til i det mindste at anbefale bare at overveje visse mennesker til slet ikke at sige noget, bare ved enkelte udvalgte lejligheder. Egentlig ville jeg håbe, at han havde været fejlciteret, men den mistanke afkræftes ved læsningen af en tilsvarende artikel i Politiken som ikke er på nettet, hvor den samme ekspert er adspurgt, og bl.a. siger ”Det er en isoleret begivenhed, og tilhængerne er slet ikke klar over, at det, de oplever som en fodboldrelateret ting, har en videre betydning”, ”Det begyndte i landskampen mellem Spanien og England. Så skulle vi ud i Europa og finde ud af, hvor det findes. En havde set bananer blive smidt på banen i Ikast, en anden havde oplevet noget i Aalborg, og så blev det et emne”, samt ”De ved, at ham ved siden af stemmer på Det Radikale Venstre og ikke råber, fordi han er højreekstremist. De kender sammenhængen.” Ja, Birger, Det Radikale Venstre. Selvfølgelig deler råberne dybest set dette partis humanistiske grundsyn med hud og hår. Du tror ikke du er bare en kende naiv?

Ikke desto mindre har Birger slet ikke præsteret at udtale sig mest tåbeligt om sagen. Det har en anden idrætsforsker, Verner Møller, formået. Han sagde til Politiken: ”Når en Brøndbyfan råber noget racistisk om Zuma (sort FCK-spiller, red.), råber han det værste, han kan ad en modstander, og det ligger der ikke noget racisme i. Man kan sige, det er dumt, men det er ikke racistisk, at man kalder ham abe, eller hvad man nu kalder ham.” Og det er sgu diummere end Birgers meninger. 

Ditto: "Du kan ikke gå ind og opdrage på fodboldbøller, det er fuldstændig håbløst. For hvad faen må man råbe. Skal man udstikke en seddel ved indgangen, hvorpå der står, at hvis du råber abe, får du fængsel, men du må godt råbe øv.” Og så klassikeren: ”Det ville da være bedst, hvis folk bare var pæne og dannede, men det er de altså ikke. Og de, der ikke kan holde det ud, kan jo blive væk.” Okey, Sowe og Francis, I syntes måske det var uværdigt og fornedrende, men kan I ikke tåle mosten så skrid. Tak for den indsigt, Verner. Det er noget dansk fodbold kan bruge til noget.

Nå, men om bare en måned står vi der jo igen, der er B.T. Cup i Brøndbyhallen, og indendørssæsonen plejer jo trods spillets totale sportslige irrelevans at være et kraftigt fokuspunkt for fanscenen, da der både på positiv og negativ facon er en mængde opsparet energi der skal brændes af. Man må håbe, det begynder at gå i den rigtige retning igen efter 2004, men optimismen hernede er lidt svær at få manet frem. Set over en kam virker det som om de svenske tilstande er temmelig tæt på.

Mens vi venter på det er der jo altid spillerindkøb at drøfte. De to hotteste navne lige nu er begge bragt på banen af Ekstrabladet, der først satte Jesper Christiansen på forsiden med kurs mod København, og siden meddelte at norske Martin Andresen, som rykkede ned med Stabæk, skulle have et konkret valg mellem Panathinaikos og København. 

Noget af et valg – UEFA Cup-deltagelse og tre point til førstepladsen mod Royal League-deltagelse og 16, samt lækkert vejr og dobbelt løn. Men det er jo ikke altid det helt rationelle der styrer fodboldspillere, så forhåbentlig bliver det kriterier à la Myklands der kommer til at styre; han havde jo tilsyneladende også valget mellem Sevilla og København i sin tid. 

Andresen har jeg selv set temmelig lidt til, men husker ham som en arbejdsom midtbanespiller som både kan operere til højre og i midten. Kombineret med at Hjaltes kontrakt løber ud til sommer er det selvfølgelig noget som frister en til at prøve at lægge to og to sammen. Skulle det give fire ville vi selvfølgelig miste en af efterårets bedste spillere, men skulle han blive erstattet af en spiller som er mere giftig foran mål og væsentlig mere sikker i sit pasningsspil, så ville det måske ikke være den største ulykke i verden, med al respekt.

På samme vis ville en målmand med lidt større stabilitet og lidt mere sikre hænder end Magnus Kihlstedt være som manna fra himlen, og det plejer Jesper Christiansen jo at være. Det samme kan man selvfølgelig sige om Balázs Rabózcki, men han virker ikke ligefrem overbevist om at det er nok. Skulle det så blive Christiansen som efterfølger Kihlstedt, må man håbe at han glemmer sin uvane med at stå og snorke når Brøndby skyder på mål, men ellers er han en fortræffelig målmand. 

Men lige hvad angår målmænd ville jeg i alle tilfælde lige vente og se – på denne post er der lige siden Thomas Gills ankomst dukket så mange overraskende dispositioner, at det mest fristende er at tro at Christiansen blot er formiddagspressens målmand du jour, ligesom Peter Skov-Jensen var for tre-fire uger siden.

Her i december, hvor folks kontrakter stadig hænger og blafrer, er vi alligevel helt i mørket. Så jeg vil lukke ordstrømmen for denne gang og lade højtiden nærme sig og 2004 gå på hæld. Skål for lysere tider på den ene og den anden måde.

-smølle

Og på jukeboxen kører: 

Ugens sang:

Brian Wilson: ’Heroes and Villains’
En gammel kending, men denne gang udgivet som den suite den var ment som til Beach Boys-geniets planlagte mesterværk Smile, som skulle have været hans milepæl i 1967, men som resten af gruppen med den odiøse Mike Love i spidsen syntes var noget værre lort. Endelig kom den i år, indspillet i det gamle studie med de gamle instrumenter, og den lyder som den skulle have lydt – smukt og som resultatet af en ufattelig livlig og næsten barnligt naiv kreativ fantasi.

Ugens albums:

Placebo: Once More With Feeling – Singles 1996-2004
Super Furry Animals: Songbook Vol. 1: The Singles
The Verve: This Is Music: The Singles 92-98
Travis: Singles
Som det måske er til at gætte er disse plader opsamlinger. Pladebranchens måde at tage et friår på, men gode er de alle fire, om det så er bands man egentlig godt kan lide men aldrig rigtig har syntes kunne levere varen over et helt album (Travis, Placebo) eller hvis forrygende produktion har været for uoverskuelig og som man godt lige vil have en samling fra (Super Furry Animals).
Men ligesom der ikke er roser uden torne er der ikke klapsalver uden langfingre, og sådan en kommer i strakt udgave op til Virgin/EMI, der udgiver Verves opsamling. Om jeg fatter hvorfor jeg, fordi andre åbenbart kopierer jeres ting, skal straffes ved at jeg ikke kan rippe sangene fra Vervealbummet over til min mp3-afspiller og lytte til dem – selv. I pisser på jeres kunder ved at sælge os underlødige produkter. Jeg har sagt det før, men det bliver det ikke mindre sandt af.