|
Endnu en øl og en cigaret |
||
|
I øvrigt er det vist første gang vi har et juletræ hernede i bulen. Ja, jeg tænker den afrakkede plastkunstsag ovre i hjørnet. Jeg aner ikke hvor det kommer fra, men det var Holmstrøm der blev ved med at slæbe det hen til bagdøren. Køteren begyndte allerede i sidste uge at lunte rundt ude bagved, og forleden var den her igen. Denne gang med gabet fyldt af plasttræet, som den demonstrativt slæbte hen foran døren. I første omgang tog jeg det over til containeren ude i gården, det så simpelthen herrens ud, men det ville kræet ikke høre tale om. Den begyndte at snerre så truende, at jeg slog ud med armene og hev træet tilbage igen. Holmstrøm ville forære os en julepræsent og den havde vi værsågod at modtage. Så indenfor med skidtet. Der var immervæk lidt plads her ved disken. Igår pyntede jeg det lidt op med en kulørt lysguilande fra den tyrkiske skrammelbiks henne på hjørnet, så det kan køre sit eget lille blinkende show. På toppen har jeg klistret et hjemmebrygget billede af Dan Hammer, kommerciel direktør i PARKEN Sprut og Entertainment. Så får han også lidt opmærksomhed.
Men apropos smøger - det var egentlig der jeg ville begynde. Det er ikke mere end halvanden uge siden, at jeg kom hjem fra London - en såkaldt tjenesterejse plus det løse. To ting præger medierne derovre. Den ene er de olympiske lege, hvor englænderne, eller i hvert fald det officielle establishment, forventer at London udråbes til værtsby i 2012. Den anden er rygning. Det amerikanske rygerhysteri er nu uomtvisteligt ikke bare nået over atlanten, men også over det irske hav. Der kører massive debatter på TV fra morgenstunden. Om rygeres ret til forsikring, om rygeres ret til lægebehandling, hvis de ikke vil stoppe. Ydermere er prisen for en 20 styks allerede sparket til over £4. Vi taler i omegnen af 50 danske kroner for en pakke Camel eller Marlboro. Et generelt rygeforbud på pubber er næppe heller langt borte. Skotland har vedtaget det fra foråret 2006 og den sydlige del af øen følger sikkert trop med at erklære alle public areas som røgfri. Det gælder også fodboldstadions. Allerede for 2 år siden da BULEN med følge var på sin seneste London-tjenesterejse og besøgte White Hart Lane i embeds medfør oplevede vi et lokalt smøgforbud der. Jeg oplevede det samme denne gang på Craven Cottage. Dog var der den mulighed at man kunne gå ned bag tribunen og nappe et par sug af "ondskabens imperium". Men med med den væsentlige anke til følge, at man ikke kunne se kampen. Mit gæt er at samtlige Premiership-stadioner, og formodentlig Championship's dittoer, er på samme niveau. Egentlig vil jeg ikke betegne mig selv som storryger - eller egentlig fanatiker - med mine 5-10 stænger på normale dage. Jeg hævder heller ikke på nogen måde, at jeg bør have ret til at nyde dem alle vegne. Men jeg gider heller ikke at skulle kriminaliseres og sættes som andenrangsborger i denne massive sundhedspsykose, der åbenbart blæser hårdere og hårdere vestfra. Jeg nyder at ryge en smøg. Det er livskvalitet, det er behageligt, det er afslappende, og smager fx. himmelsk sammen med en aftenøl. At den simple trang skulle bringe store dele af den vestlige verdens helbred i overhængende fare kan I/de nyfascistoide anti-ryger helsefarere stikke skråt op. JEG bliver aldrig 100 % røgfri og det gør denne BULE heller ikke, så længe jeg stadig har indflydelse hernede. De kan sende alle deres love og restriktioner og psykotiske 'Mr Clean'-middelklassedødningenormer med vestenvinden - jeg skal nok få min smøg og forstå at nyde den og hvis dette hysteri når over nordsøen også, og det gør vel desværre, erklærer jeg det blot som en principssag! At ryge er en fest. Alle kulturer ryger et eller andet, når de fester. Det hører sig til at give slip, at slappe af, at skeje ud, AT RYGE! Det er ikke sundt for lungerne, men det er sundt for sjælen!
For fanden. Nu vi nævner aftenøl - og den faldt jo sammen med smøgen! Jeg har altid været glad for de klassiske snebajere. Det er en god øl, en rigtig decemberting. Julens øl. Men her forleden fik jeg prakket et par nye flasker på af en emsig ungersvend. Du skal lige smage, mand, kævlede han, det er guddommeligt, dine smagsløg sendes på de blideste trip med en sødme og en duft af figner, nelliker og abrikos. Vi er naturligvis åbne og tolerante hernede, og modtager gerne alternativt øl, selvom vi hænger nagelfast ved et københavnsk fodboldhold, der bærer Carlsberg på trøjen. Selve flaskerne er med gammeldags sugeprop og åbner med et smæld og deres primitive etiketter prædiker julebryg årgang 2004. Fra et lille bryggeri i Hillerød - Brøckhouse. Normalt er jeg ikke meget for at give infernalske fætre, som ham her, ret. Alligevel måtte jeg prompte overgive mig. For dælen hvor smagte - og smager - det fremragende. En gammel porter-sut, vil sikkert kalde det en omgang tøseøl, ud fra forventningen om at øl ikke er rigtig øl, hvis det ikke smager som en balje gammel motorolie. Det gør denne julebryg absolut ikke. Den er englesang og solmodne pigebryster, mand, og man kan så sagtens leve med en let pebret pris, der hedder 40 kroner for en ½ liters flaske. Årets bedste julebryg brygges i Hillerød, og vi sælger selvfølgelig så længe lager haves.
Ja ja, kegle! Rolig nu! Jeg ved godt, at der snart skal smides lidt fodbold over disken. Men det hele står lidt stille, ikke sandt! Sæsonen er ovre, og mine gode kolleger har allerede været ude med de skarpeste river og samlet det meste af hvad jeg kan byde på. Jeg gider ikke re-evaluere på et elendigt efterår. Vi må videre - og det må træner Hans Backe også på et tidspunkt. Det går op og ned i denne branche. Spillere kommer og går. Trænere kommer og går. Mens mange af os fans blot består og består, og videre kører den store blues-solo. Det har gået meget op siden år 2000 og vi har kunnet fejre 3 mesterskaber. Nu hvor roen har sænket sig over sæson og land, er det egentlig den slags man godt kan tillade sig at tænke på. De store ræsonnementer kræver sin smøg og sin øl, og når de får det, så overlever vi nok også efterårets eklatante kortslutning. Brøndby bliver mestre nu, jeg har svært ved at se det anderledes. Ærligt sagt synes jeg også de fortjener det oven på dette efterår. I hvert fald på de hjemlige baner er de det eneste hold der med rette har kunnet hævde sig hævet over "Maltaliga"-niveau. De har spillet godt og klart bedst. Det viser tabellen i SAS-ligaen. Længere er den egentlig ikke. Et par af mine kolleger har givet mig copyright på "Maltaliga"-begrebet. Det blev såmænd affødt af det faktum at dansk fodbolds formodede to bedste klubber, blev elimineret fra det europæiske fodboldkort af henholdsvis et slovensk og et lettisk hold. Er vi i virkeligheden så meget bedre end Malta, som vi forestillede os? Man kunne berettiget tvivle og kunne i hvert fald ironisere kraftigt over elendigheden. Hvad hedder ligaen under "Maltaligaen", spurgte kollega Holger mig efter vores 0-0 kamp i Randers lakonisk. Jeg svarede "SAS-ligaen". Men det blev da lidt bedre til sidst på sæsonen. Vores københavnske hold begyndte at ligne en enhed med et forsvar og en målmand igen. Og vandt mere end de tabte. I længden giver det trods alt et hæderligt perspektiv, som man kan bære med sig over vinteren.
For fanden! Her står man, som et grantræ der snart risikerer at blive neurotisk nålevrag, er det ikke i virkeligheden sandheden om ovennævnte perspektiv? Jeg ved egentlig ikke hvad jeg skal mene og tro om denne vinterpause, det har bare slået mig hvor tilfredsstillende det er, at den endelig er her. Et helt igennem jammerligt efterår er blevet erklæret overstået. This is the end - beautiful friend! Der var faktisk ingen lyspunkter af nævneværdig karakter. Man kan skrabe lidt lak og glæde sig over Zumas genkomst, skrabe lidt mere og fornøje sig over hans landsmand, Elrio van Heerden, og hans lovende Royal League-kampe. Samme Elrio kan så meget vel blive eneste lille blomst af det FC Københavnske fodboldskoleeventyr nede i Port Elizabeth. Tegnene tyder i hvert fald på, at det næppe er en investering, der holder i mange år frem over. Den årlige vintertur til Sydafrika er aflyst for denne vinter. Førsteholdet vælger i stedet at forberede sig til den tidlige Royal League-start i La Manga i den spanske Murcia-region. Den faste ankermand på skolen dernede, Roald Poulsen, er væk. Han blev træner for et lokalt hold, og selvom han fornylig blev fyret igen, vender han ikke tilbage. Det er meldingen som FC København har givet til Tipsbladet - og den lugter lidt af en begyndende afvikling. Set her fra den flæskestegsfede del af den nordlige halvkugle, er det vel også så som så med det fodboldmæssige udbytte. Men hvis det har givet en sjat kvalitet til en flok fodboldelskende knægte fra township'en dernede, og det er det efterfølgende indtryk, så har det også været en investering. En mængde plusser på et socialt regnskab, som vi ellers ikke tidligere har været tvunget til at gøre større numre ud af i det københavnske. Det behøver vi sådan set heller ikke denne gang. Egocentriske indslag af den karakter falder bedst ud i andres hænder.
Men for fanden ja! Vi skal jo videre og min stemme på efterårets københavnske spiller er gået til netop lille Elrio. Han har spillet sølle 6 kampe for os, siden torden-og-lynild-debut'en mod AaB i maj. Altså blot 5 kampe dette efterår, inklusive alt. Lad os kalde min stemme en 3/4 protest mod dette efterårs elendighed. Samtidig er der dog intet endnu der har overbevist mig om, at han ikke har gjort det glimrende de gange han har fået lov til at spille sin chance. Jeg kan ydermere prale af, at have set ham spille adskillige DS-kampe. Han er vokset kolossalt fra første øjesyn til seneste i erindringen. Fra et lille spinkelt sugerør med en glimrende boldomgang, som en dansk sommerbrise kunne blæse omkuld, til en lille energisk midtbanespiller med masser af potentiale og en formidabel boldomgang. Knægten viser vilje, og han kan noget med bolden, også det at score mål som altid bliver tutor Zumas dunkle punkt. Og når de store perspektiver alligevel sejler sønderskudt rundt, må man ty tilbage til de små - derfor blev Elrio min mand i efterårets døende sekunder. Således står man her igen. Det er vinterpause og børsen med rygter ruller så småt i gang igen. Varmest i det københavnske område er der tilsyneladende omkring målmandsposten. Tillad mig blot at udstøde et slags lettelsens suk. Der er sgu indicier derude nu. Noget tyder på, at man fra klubbens side seriøst er begyndt at overveje... et eller andet. Vi har hørt om Viborgs Jesper Christiansen, som kollega Smølle berettede om i sidste uge. Dagens Onside-rygte, som åbenbart er høstet hos fredagens Tipsbladet, nævner Aalborgs Jimmy Nielsen. Jamen, det ulmer og bobler derude allerede, mand. Som den bagkloge gamle skiderik jeg er, kan jeg blot tilføje: det var fandeme da på tide! Men må rimeligvis tilføje, at det slet ikke er hele sandheden. For der er meget, som jeg aldrig har forstået omkring den københavnske målmands-soap. Der er en del som stadig kan undre og dette kan konkretiseres til vores ungarnske ven - Balász Rabóczki. Mandens psyke må åbenbart være som de hunboldsspillere, som udgør landsholdet fra samme Ungarn, hvis man skal tro udtalelser fra træner Backe. Han trives ikke med en alvorlig konkurrence-situation, men kollapser og falder sammen - eller bliver det en for frimodig tolkning af denne kommentar: "Balázs har gjort det fremragende i de seneste kampe. Han er overbevisende i alle faser. Nu ser vi ham præstere på samme niveau, som han havde, da vi hentede ham i Sverige. Jeg tror, det hænger sammen med, at han ikke føler presset fra en anden målmand" (citat: BT). Det er mærkeligt. Han ankom til klubben i vinteren 2002/3 fra svenske IFK Norrköping, hvor han havde haft stor succes på et elendigt hold, og spillede fast hos os hele foråret. Efterlod hurtigt et nogenlunde stabilt indtryk. Teknisk virkede han god, men kommunikationen med forsvaret haltede et par gange, uden at man dog kunne klandre ham for det vaklende forår, som der udviklede sig. Vi vandt også afslutningsvis mesterskabet. Derefter begyndte et efterår og Rabóczki begyndte ikke vanvittig godt. Han fik en del kritik særlig omkring kampene mod Glasgow Rangers. Fik nogle kradse løbesedler hos fx. BT, og fik kylet en pæn del af ansvaret for vores europæiske exit dengang på sine skuldre. Stormvejret derefter tacklede han ikke synderligt vel. Uanset hvor meget dansk han forstod, så nægtede han pure at udtale sig. Et alvorligt drop mod Nordsjælland gjorde det ikke nemmere, men derefter fandt han egentlig rytmen og nåede at spille UEFA Cup mod sine landsmænd fra Ferencvaros nede i Budapest. Men til returkampen var han pludselig sat af. Det var Backes valg. Den tidligere udskældte Kihlstedt var tilbage efter en skade, han havde virket skarpere under træningen, lød forklaringen. Selve dispositionen blev umiddelbart bekræftet, da Kihlstedt nærmest ene mand vandt vores straffesparkskonkurrence hjemme i Parken mod Ferencvaros. Derefter blev der mørkt omkring Balász. Kihlstedt var manden mellem stængerne resten af efteråret og stort set frem til doublen i sommers. Så gik alt grueligt galt for Kihlstedt stort set fra indeværende efterårs begyndelse. Men Balász blev hængende i mørket, indtil - ja undskyld mig - Kihlstedt omsider blev skadet igen. Balász måtte sendes på banen og gjorde det ganske godt. Set på de sidste kampe i efteråret, som han spillede, kunne han sagtens ligne en fast førstekeeper. En som vi også kunne være nogenlunde tryg ved. Men sådan spiller klaveret åbenbart ikke på den post i det københavnske. Selv føler han sig langt fra sikker hos Backe, uagtet at Kihlstedt måske må afslutte karrieren. Og hvis vi antager, at en afløser for Kihlstedt spøger ude i det kommende transfervindue, er det vist med god grund, jf. Balász' hidtidige historie. Nu kan man passende spørge, hvad har Jimmy Nielsen eller Jesper Christiansen rent målmandsteknisk at byde på som Rabóczki ikke har? Jeg er en betragter, en nyder, en lægmand, whatever, og mit svar er: intet som jeg kan få øje på. Derfor tillader jeg også stadig at undre mig! Okay, vi kan tale kommunikation med forsvarerne. Men for fanden manden har været hos os i halvandet år og hvis han stadig ikke kan gøre sig forståelig er det sgu også klubben og målmandstrænerens ansvar. Vi kan så også fiske i det dunkle øl og vende tilbage til psyken. Han er skrøbelig, tåler ikke modgang, slår ikke til når det gælder. Men den kan sagtens vendes rundt. Han har ikke fået meget tillid fra trænerstaben, ikke halvt så meget som Kihlstedt har fået, trods vores svenske keepers serier af kostbare fejl og brølere. Det er næsten ironisk, at Backe engang udtalte at han fulgte Rabóczki tæt, da han var træner i Salzburg. De fandt hinanden i København, men det er vist ikke blevet lykkeligt. Og nu lugter der atter af en ny keeper mellem de københavnske stænger... måske... jeg ved ikke om jeg skal le eller græde! I bund og grund vil jeg kun drømme om at vi snart får stabilitet akkurat på den post. Det vil nemlig sagtens kunne formindske 2 af de 3 kriser, som Backe mener at hver sæson rummer for alle hold.
For fanden da! Man står her igen og ganen kører pludselig som et vandfald. Det skulle have været stille og roligt i aften - sådan lidt kort for hovedet og behageligt for kroppen. Jeg ville have stået med julebryggen og smøgen der oser og stinker, og langsomt og snigende sender hele den vestlige verden i dommedagsklipperne, og nydt det hele. Nu farer nestor rundt mellem bordene og galper løs en anden lokal turistguide om Hillerød, og Holmstrøm står uden for og skiftevis bjæffer og hyler, men bæstet kommer ikke indenfor. Ikke i aften. Jeg ville gerne have nydt det hele og det gør jeg egentlig også. Når jeg skal være ærlig. Derfor lukker jeg ned og erklærer med Tom Waits-agtig røst: I'M BACK! Jan Saxo
Ugens nummer: Ugens andet nummer: Ugens årets album: PS: | ||
