|
Memory Lane nummer 97 |
||
|
Noget der slog mig 2. juledag var at både de svenske og norske TV-kanaler sendte ekstra nyhedsudsendelser fra middag, mens det officielle Danmark og dets TV var tavse som... ja stranden i Phuket efter flodbølgerne. Det må lades usagt, hvad der afholdt dem. Gedigne juleborde? Eller måske manglede der et royalt islæt fra katastrofeområderne. Noget der ellers ganske sikkert kunne retfærdiggøre en hasteindkaldelse af Jes Dorph-Petersen og alle hans venner. Ryd sendefladen! Hele dagen! Prinsen skal giftes, prinsen skal skilles, prinsen kører 280 km/t på Lyngbyvejen... Egentlig ved jeg ikke hvorfor jeg hæftede mig ved det. Den slags sker måske når man ligger febersyg og snotforkølet og bænket til et TV-apparat på en 2. juledagsmorgen efter en elendig nats søvn. Ude af stand til andet end at have frygtelig ondt af sig selv - og altså glo på flodbølger, oversvømmelse, masseødelæggelse og tusinder af lig. Et klip mejslede sig fast fra en svensk privatoptagelse, der kørte på CNN. Nogle turister står oppe på en balkon. To andre kæmper nedenfor balkonen, og klamrer sig til et metalstativ og hinanden, mens de forsøger at kravle over mod balkonen og folk der hjælpende rækker sine hænder ud. I samme sekund vælter en enorm bølge ind under balkonen. De to nedenfor kastes omkuld og forsvinder, og alt er lortefarvet vand. Det mejsler sin egen gru på TV-feberhinden - og fra øjeblikket man ser det, ved man at man vil huske det resten af livet. Som nine-eleven og de faldende prikker, der tumler ned fra World Trade Center. Bumper og falder. Mennesker der sprang i døden. Det er ikke en skid behageligt. Det er frygteligt - og i virkeligheden det der er meget værre. Den menneskelige katastrofe er allerede mangesidet og alt omfavnende derude. Ødelæggelserne er så massive, at der vil være åbne, blødende og sviende sår over alt i Sydøstasien i mange årtier fremefter.
For fanden da! Og hvad kan vi andre gøre? Tja, turisterne vender sikkert tilbage til Phuket inden så længe og for den nordlige del af Indonesien vil der også være en solopgang i morgen. Det er det med tiden igen. Den er pinefuld, når den tikker, og man ikke har andet at tænke på. Men har man det, kan den være nærmest healende, fordi den altid bare uberørt går og går. Men her har du også forklaringen på den Røde Kors-indsamlingsbøsse, som jeg har stillet på disken. En skærv til bøssen pr. fadbamse. Det kan du sagtens overleve - og så jeg i øvrigt ligeglad med hvor forlorent du synes at det er. Spyt ud i medmenneskeligheden og nødhjælpens navn, Popstjerne, ellers er der intet at hente til ganen fra baren i aften! Tid er tid og den kan rumme selv de frygteligste indlejringer som vi måtte bære på vejen igennem livet, uanset om de er virkelighedens smerte og tomhed eller distancerede TV-billeder fra fjerne verdensdele. Heldigvis er baghjernens hukommelsescenter også så praktisk indrettet, at der altid er kompensation at hente. Evnen til at registrere de positive billeder og lyde hænger også derinde et eller andet sted. Der findes stunder hvor man tenderer mod at glemme det. Nogle gange må man grave ekstra dybt og længe, men akkurat i aften er det måske på sin plads at gøre sig den anstrengelse. At bladre lidt rundt i det katalog i stedet. Ikke for at glemme, men blot for at kunne være her som lidt mere end et spøgelse og få sat lidt egocentriske proportioner på det hele. Lad os derfor blive sentimentale og glide igennem bagkataloget af relaterede fornøjelser for resten af denne næstsidste aften i år 2004. Fornøjelser der omhandler den fodboldklub vi deler hernede, som et fixpunkt midt i hverdagen og dens større eller mindre kaos af rimelige - og knap så rimelige - livsvilkår.
For fanden da! Du er en gammel sentimental rotte (og påstår du noget andet, garanterer jeg at du bliver det!), og jeg er en gammel sentimental rotte, og ingen af os ville være vores ansvar bevidst hvis vi ikke sammen kunne daffe en tur ad Memory Lane. Akkurat i aften. Så afsted skal det gå, ned igennem de historiske minegange... ned, ned, ned med jord og støv der svir øjnene... ... og bang, mand! Så står man der igen. August 97. Det har slået mig flere gange, men akkurat den måned står skarpere end det meste andet, midt i mellem senere mesterskaber, et par Europa Cup-kampe, sommerens overraskende double-triumf og alt det andet der har lejret sig som mastodontiske geologiske lag siden. Der skete bare et eller andet dengang. Der var et eller andet ved den måned, the magical mystery tour, og når jeg tænker tilbage mødes jeg af sol og varme - og en række fredagskampe, som lige siden har fået mig til at længes og ønske at netop fredagskampene kunne genfødes. Det var en tid hvor Preben Elkjærs dødfødte sportskanal skulle lanceres som kommende stand-alone TV-projekt og det begyndte så småt i august. Men det var først og fremmest en tid hvor FC København trådte ud fra et grumt mørke fra sæsonen før.
Måske gemmer forklaringen på min opfattelse af dette tidspunkt sig netop her. Det var det første skarpe lys efter en årelang og dyster tunnelvandring, der pludselig strømmede i ansigtet. Der åbenbarede sig en mening med de tidligere sæsoners lidelser i denne ene måned. Den dengang rummelige Nedre C blev forvandlet fra et ironiens og afmægtighedens alter til en oprigtig begejstret masse, der spontant brølede "I spiller skide godt!". Helt præcist stedfæster jeg det råb til fredag den 8. august 1997. En sommervarm aften og hjemmekampen mod AaB. Der var så en egen skæbnens ironi over at råbet gjaldede akkurat som AaB udlignede til 2-2. Kampen sluttede i øvrigt 4-3 og var måske ikke en ultimativ æstetisk oplevelse, men en bragende gang underholdning og med den rigtige vinder. Og tilskuertallet dengang? Jamen, vi var 7236 personer i Parken - og langt hovedparten på Nedre C! Det var den sommer hvor Peter Nielsen var ankommet fra Borussia Mönchengladbach, det var den sommer hvor Bjarne Goldbæk for alvor voksede sig ind på holdet og begyndte at gøre en forskel. Over sommeren havde medierne ellers spekuleret i om de to overhovedet kunne enes og finde samarbejdet på midtbanen. Det blev aldrig noget problem. Den flegmatiske svenske træner, Kent Karlsson, der også var kommet til, forstod at skabe rummet for begge og det virkede med forbløffende effekt. Peter Nielsen havde allerede scoret i sin debutkamp mod Vejle og denne fredag blev det Goldbæks tur. Samme Goldbæk skulle som en anden tordenstøvle introducere langskud under spil i det københavnske som et alternativ til Lars Højers faste frispark. Træværket blev ramt et par gange fra hans fødder i denne august - også mod Aalborg.
Men for fanden, mand! Husker du egentlig Clemme? Ja, Clement Cliford. Denne august blev hans korte 10-seconds-of-fame på fodboldbanen. Efter at FC København på klassisk vis fik fumlet sin sikre 2-0 føring væk mod AaB, var det ham der trådte ind og dundrede bolden ind til 3-2 omkring et kvarter før tid. Han blev badutspringer nummer 2, David Nielsen havde på det tidspunkt allerede introduceret sine kraftspring, og Cliford ville ikke stå tilbage. KB-talentet, der før ikke havde slået til i klubben, demonstrerede en endnu mere elegant variant. Det blev yderligere markeret, da han ugen efter scorede to gange i Århus og sikrede den første københavnske sejr på de kanter i seks kampe. Dengang føltes det som endnu et vendepunkt og jeg husker det primært fra radiosporten. Vi førte 3-0 tidligt i anden halvleg og jeg måtte kvæle både øl og ekstra smøger for at kunne kapere det hele. En sluttelig 3-1 sejr. Behøver jeg at nævne, at den var endnu en fredagskamp! Ugen efter endte Clemmes storhedstid ganske brat. Han blev alvorligt skadet efter 5 minutters spil i hjemmekampen mod Brøndby. Der gik næsten et år før han var tilbage, og helt tilbage kom han aldrig. Ikke hos FC København og knap nok i det hele taget. Han forsvandt til B93 på et tidspunkt, dukkede kort op hos Silkeborg, og siden ved jeg faktisk ikke hvor han er endt. Hans afløser dengang i august 97 var Todi Jonsson. Todi var, som Peter Nielsen og Karlsson, ankommet over sommeren og viste tidligt målinstinkt. Han scorede i Silkeborg i turneringens anden runde. Derefter løb han hurtigt ind i sine evindelige skadesproblemer, og han var sådan set meldt halvskadet og tvivlsom, da han blev sendt på banen i stedet for Cliford mod Brøndby fredag den 22. august 1997. Noget som Brøndby-keeper, Mogens Krogh, formodentlig efterfølgende har opfattet som en gedigen røverhistorie, for det lob som Todi lurede ham med i samme kamp står stadig som et af de smukkeste mål som Parken har set. Tæt efter Zumas saksespark. Det er en legende, der allerede er beskrevet og altid vil blive husket. Dette bliver så bartenderens egen lille omgang. Men Todi er tråden og trods alle kvaler og skader er det alligevel blevet ham der trækker linien fra dengang til nu. En skide færing! Og jeg vil altid elske ham. Han er manden, han er blevet klubbens mand. Uagtet alt. Tråden trak han nemlig også i augusts sidste kamp ude i Gladsaxe. Et guddommeligt lille soloridt af en dribletur der gav os udligningen og holdt vores status som ubesejret. 1-1 mod AB og det var stadig dengang i august 97. Det uafgjorte resultat skyldtes formodentlig udelukkende at det var en søndag, ikke fredag. For alle andre steder var der sol og sommer. Også i Gladsaxe.
Verdenshistorien havde så taget et anderledes kvælertag, kunne man høre i
middagsradioavisen inden kampen. Natten til den 31. august 1997 var også den nat
som Lady Diana blev dræbt i en trafikulykke i Paris. Og selvom jeg ikke vil
påstå, at jeg var direkte berørt, endsige synderligt påvirket af dette, er det
dog også blevet en begivenhed som har hængt fast siden. Igen tingene sætter sig
i hukommelsen og finder sine egne bizarre kombinationer.
Der var engang en august, hvor der var sommer og fredag det meste af tiden, og lyset og varmen strømmede fra alle sider. Jeg skal ikke gøre mig skide klog på meninger og mål, men der er noget magisk ved at tage sin egen personlige tur ned igennem det hele. Man behøver det. Vi fanger hver vores lille hjørne af verden, der kommer til at betyde noget. Alt efter hvor vi er og hvem vi er. Samvittigheden ved godt at vi er nogle, der får bevilliget turen på luksusklassen. Mens andre ude i verden er knap så heldige. Men hvad fanden kan man gøre, andet end at håbe det bedste og smide et par slanter til Røde Kors og andre når det tæller, og ellers få sine egne små ting til at hænge sammen. Verden går videre og tiden går videre. Jordskælv og dets chokbølger vil bare aldrig blive iberegnet noget som helst. De er der bare, eller også er de der ikke. For fanden da! Her står man som en anden gammel desillusioneret præst og beder for den samlet menneskehed. Der er sikkert noget godt derude og der er i hvert fald snart et godt nytår til jer alle sammen! Især jer der virkelig trænger. Må det bedste være med jer i det nye år. Vi andre krydser i al ydmyghed og med fuld respekt blot fingre for FC København. Jan Saxo
Ugens top 5: 'Paint it black' fra Aftermath - 1966 Hele baduljen er stenaldernumre med Rolling Stones og kan findes på deres Forty Licks-CD, der udkom for et par år siden (2002). Det er egentlig svært at forestille sig i dag, selv for os ældre over de 40 år, men de har engang været et fremragende band - man skal bare grave dybt ad Memory Lane for at opdage det! PS: | ||
