Dankort, sagde du? 200 oveni? S’gerne. Du ved selvfølgelig godt, at nu behøver du ikke mere hæve penge for at spare gebyret på 50 øre – men at du hæver nogle knaster for at undgå at din bartender skal stå og fedte med kortet hver eneste gang du skal have en refill, det er sympatisk nok. 

Vi hernede skal selvfølgelig stadig betale et gebyr til bankerne. Men vi må ikke fortælle det. Forbrugerne i Danmark kan ikke lide at få den slags oplyst, og politikerne kan endnu mindre lide at aftale sig frem til noget der er upopulært – og stå ved det. Så i stedet for at tage 50 øre for hver gang vi kører dit dankort igennem, har vi sat priserne på fadøl op med en krone. 

Alle er glade. Bankerne får betalt i dyre domme for at der bliver brugt et betalingssystem som burde være så gratis at bruge som kontanter, da det har store fordele for de selvsamme banker. Vi får gebyrerne ind, og lidt til, ved at sætte priserne op. Og du får taget røven, men i det mindste behøver du ikke tænke over det når du står med din dankortkvittering, og der ikke mere står et stødende ,50 efter beløbet. Det er sådan folk vil have det. Her er din bon i øvrigt – øllene er på vej.

En travl uge hernede er ved at gå på hæld. Og i stedet kan vi tage hul på endnu en travl weekend, præcis som den sidste vi havde, men med den bonus ovenikøbet at der endelig, endelig er liv i de hjemlige turneringer igen. Jo, okey, måske er det lige påtaget desperat nok at råbe ”endelig, endelig”. For det første har forventningens glæde det jo med at være størst, når der rent faktisk er noget stort at se frem til, og 16 point efter det førende hold er det lidt småt med det. For det andet har vinterpausen været fyldt med nogle af de mest intense og mest krævende træningskampe i mands minde – i hvert fald den mod de forsvarende norske og den mod de kommende danske mestre. Og for det første har pausen jo været temmelig kort, i en grad så vinteren absolut ikke er slut endnu – faktisk føles den som om den kun lige er begyndt for alvor.

Det har også været til at se i udlandet, at den globale opvarmning og drivhuseffekten i hvert fald ikke har fået sit endelige og længe ventede gennembrud endnu, selv om vi gennem hele vinteren har sendt folk hen i døråbningen for at tømme spraydåser med hårlak og skopudsemiddel direkte op i den københavnske nattehimmel. Enhver må gøre sit lille bidrag, men lige meget har det hjulpet, og vi opgav for alvor lørdag aften, da vi på vores lille tv oppe i hjørnet kunne se Barcelona møde Numancia på en bane i Soria, der havde nogenlunde samme konsistens som parkeringspladsen oven på Fisketorvet. Vel at mærke et sted midt på den iberiske halvø, ikke nær polarcirklen.

Og så jamrer vi over at skulle rundt til alle mulige småklubber der ikke har varme i banen? Når den er frosset til is har de så i det mindste anstændigheden til at aflyse kampen. Sommetider efter at have prøvet at male banen grøn, en både lang- og kortsigtet løsning: der kommer grøn maling ud for at dække kridtstregerne, og drivgas til at hjælpe med i bekæmpelsen af ozonlaget. Men når dette svigter, bliver der ikke spillet. Her havde man bare at gå i gang. Resultatet blev den dårligste kamp i evigheder, der fik Evertons elegante udspilning af Aston Villa tidligere på dagen til at se ud som om der var blevet byttet om på EFC og FCB.

Noget mere underholdende var det dagen efter i Cardiff. I Storbritannien har der også været modbydelig koldt, men der kunne man så heldigvis bare rulle taget over og spille ligacupfinalen – Carling Cup, hedder den i år – mellem Liverpool og Chelsea under ordentlige forhold. Alle stadions burde have sådan et, selv om de fleste af de små anlæg ude i provinsen nok ville have lidt svært ved at bruge det uden problemet med at bolden ramte loftet fra tid til anden. 

Intet af den art i Wales, til gengæld noget der ligner et stadion som har 75.000 gode pladser med eminent udsyn, hvilket vist, uden at jeg har været nogen af stederne, var mere end man kunne sige om storebror Englands gamle nationalstadion Wembley. Og her kunne en proppet arena så se tidens bedste hold i England og tidens næstbedste hold i Liverpool spille en medrivende og hele tiden dejlig febrilsk og kaotisk finale – som Chelsea vandt, flot sat i gang af deres skiftevis elegante og brutale midtbanegeneral Steven Gerrard, der viste en lidt overset del af sit repertoire: hovedspillet. 

Jeg anede ikke at han overhovedet kunne sådan noget, med den smalle pande han har, men lige op i krogen sad den. Ja, og jeg vidste heller ikke at han allerede var på kontrakt hos Chelsea, den røde dragt var i den forbindelse ret forvirrende, men den hyldest han efter scoringen modtog af den blå ende af stadion talte ligesom for sig selv.

José Mourinho virkede da også svært tilfreds med den taktiske genistreg det havde været at lade Gerrard gå med frem til Chelseas dødbolde, sådan som han spadserede rundt foran Liverpools tilhængere og bad de tilstedeværende om at tie stille. Man kunne selvfølgelig med en vis ret hævde at det måske var en lidt pisseheldig baggrund at hovere ovenpå, og at hvis han virkelig havde ment det som en gestus til det fremmødte pressekorps var det lidt sært hvis han troede at de sad på forreste række af Liverpoolafsnittet med røde trøjer der stod Reebok og Carlsberg på, men nu ville det måske være lidt mærkeligt at rose hans hovéren i Manchester sidste år (som det skete i Uge 1) og totalt fordømme dette. 

Ret uklogt var det dog stadig, og lidt ”yeah right!”-agtig var hans efterfølgende bortforklaring også. Men det havde været en travl uge for José, og mens jeg i det store og hele fortsat synes at han er en yderst kølig fyr og en hamrende dygtig træner, så er der en fin linie mellem cool og smartass, og den linie ikke så meget nærmede han sig sidste uge, som han slingrede i zigzag hen ad den som en stangstiv nordisk teenagebadegæst oppe ad kysten i Calella.

I en tid hvor fodboldens og reklamens verden er smeltet sammen i en grad som det er sket, må Mourinho i sidste uge have været i en konstant fare for at blive ramt fra oven af en tonstung bakke leverpostej. Det hele begyndte da han, efter at have tabt første gang i evigheder på en temmelig kaotisk måde i Newcastle, skulle i gang med at se frem mod Champions League-kampen i Barcelona. Da han først havde slået fast at han jo aldrig havde tabt to kampe i træk som træner – der skal jo altid være en første gang, kunne man siden se – var der den sag, at Samuel Eto’o havde sagt at han syntes at Frank Rijkaard var en bedre træner end Mourinho.

Det skulle Frank ikke have gjort – hvad han jo ret beset heller ikke havde. Mourinho svarede med en svada om at mens Rijkaard jo havde vundet alt som spiller og han selv intet, var præcis det modsatte tilfældet for de tos trænergerninger. Og at José i øvrigt i sine fem år som træner havde vundet lige så mange mesterholdstrofæer som Barcelona på et århundrede – nu har der så ikke været spillet om netop det trofæ i mere end 50 år, men pointen var da klar og korrekt nok, selv om det var mindre klart hvad den som regel høflige og afbalancerede Rijkaard (måske ikke noget Rudi Völler eller en lang række playmakers i Serie A i 90’erne ville betegne ham som, men som træner er Rijkaard en lidt mindre højspændt type) havde gjort for at fortjene tiraden. Han prøvede da heller ikke at løbe fra den manglende række trofæer.

José, der allerede på dette tidspunkt fremstod som en person der havde passet sin nattesøvn temmelig dårligt siden besøget på Tyneside, fortsatte så med meget tidligt at ’offentliggøre’ sin Damien Duff-løse holdopstilling, og ikke nok med det – inden da læste han Rijkaards holdopstilling op, spiller for spiller, enten i et forsøg på at få Rijkaard til at virke forudsigelig eller for at udfordre ham til at gamble med ændringer. 

Præcis hvad det skulle nytte er ret svært at gætte – Barcelona har nemlig prøvet at ændre temmelig lidt på holdet i løbet af sæsonen, så det sagde temmelig meget sig selv hvem der ville spille. Planen var den sædvanlige, at udspille Chelsea, snarere end at lure dem. Og det ligegyldigt om Duff ville blive klar eller ej – hvilket han rent faktisk blev, en nyhed der var lige så chokerende som at Morten Wieghorst var i stand til at spille mod samme modstander året inden. 

Efter kampen, der ikke mindst blev tabt fordi Didier Drogba fik lov at blive på banen længe nok til at få sig selv smidt ud, skruede José endnu et gear op. På trods af at både dommer og træner afviste at der skulle være udvekslet mere end et hurtigt goddag, og at Rijkaard skulle være gået ind i Frisks omklædningsrum, insisterede José i sit hjemlands blad Record Dez på at Rijkaard skulle have tilbragt fem minutter hos Frisk i pausen, og sagde at der var tale om et urent – adulterated – resultat, og at besøget var skyld i at Drogba var blevet udvist. 

Ved du nu hvad. Det er da rimeligt nok at være ærgerlig over at have tabt sin anden kamp i træk for første gang nogensinde – og forinden have gjort alt og alle opmærksom på at det var tilfældet – og at have fået nogle gevaldige hakker i sit ry som en strategisk mester med den mislykkede tredobbelte pauseudskiftning i Newcastle og den lige så mislykkede ikke-udskiftning af Drogba i Barcelona, men at give aftalt spil skylden for miséren er direkte lurvet. Og totalt usandsynligt, ovenikøbet. Bare idéen om at Frisk ville bruge flere minutter på at tale med Rijkaard, minutter som han i stedet havde kunnet anvende på at sidde og lade sig bestråle af sit bærbare rejsesolarium, er jo vanvittig.

Inden kampen havde Rijkaard sagt, at hvis folk taler meget er det som regel et tegn på at de er ikke er helt i ro. Mourinho antydede ufrivilligt at der kunne være en pointe dér, da Chelsea var hjemme i London igen og han bralrede op om at det på ingen måde kunne lade sig gøre for den engelske presse at lægge pres på ham; af en person at være der efter eget udsagn var hævet over pres og nervøsitet snakkede han godt nok højt og længe om præcis hvor upresset og nervefri han var…

En af mine medbartendere forklarede, at det nok i høj grad kunne skyldes et stort ønske han har om at fjerne det pres der trods alt er et faktum, om man benægter dets eksistens eller ej, fra sine spillere og selv påtage sig det. Noget der er et tegn på en dygtig og kompetent træner, det er sikkert. Det er det Alex Ferguson har gjort i årevis – slået kontra mod pressen og bakket sine spillere op til med næb og kløer, og det har virket. Det virker også for Chelsea, hvor det er indlysende at de nu har en holdånd som er nærmest uhørt for en trup af så dyrt indkøbte spillere fra så mange nationer.

Mourinho tog da i hvert fald al opmærksomheden på sig inden kampen mod Liverpool med alt fra anklager om urent trav og afvisning af at dukke op til pressemødet i Barcelona til Tarzan-agtig brystbanken om egne ubegrænsede evner, men måske det havde været rimeligt over for de samme spillere ikke at tage al opmærksomheden under og efter samme finale. Efter kampen fremstod træneren i hvert fald som en der godt kunne trænge til et par dage på valium, langt væk fra diktafoner og notesblokke. 

Selv hvis vi tager hans forklaring på shhhh-gestusen – vi kan kalde det en ’José-bevægelse’, der så har den lige modsatte effekt på en fyldt tribune som en Todi-bevægelse har – for gode varer, er det da en underligt smålig reaktion fra en mand der mener sig hævet over pressens kritik og kan pege på sin ligaplacering og sit CV og være ligeglad med hvad skribenterne mener. I stedet fór han ud i en uvant jamren over den overdrevent negative engelske presse. 

For pokker, hvis pressen er alt hvad man kan overskue at tænke på i den situation, at gøre op med en presse der rent faktisk har været så langt overvejende positiv over for den selvsikre mand og set ham som et pust af frisk luft udefra, så er hans cool selvsikkerhed vist langt mere en facade end man hidtil havde haft indtryk af. Det kunne ikke bortforklares med at han ville aflede opmærksomheden fra et nederlag eller påvirke dommeren til en returkamp.

Nå, men at Chelsea så rent faktisk vandt finalen skal jeg slet ikke beklage mig over. Stor lykønskning til de to medbartendere der dyrker Vestlondonholdet. Måtte de gentage bedriften i ligaen – Manchester United bryder jeg mig nogenlunde lige så lidt om som Liverpool, og Arsenal er vel efterhånden nogenlunde så chanceløse i det kapløb som Everton er. Og så er der desuden Champions League, der absolut ikke kan afskrives, og da slet ikke efter et 2-1-nederlag hos Barcelona. 1-0 er nok, og det er cifre Chelsea bestemt ikke er fremmede for, med en træner der som nævnt (oftest nævnt af ham selv) ved hvordan man vinder sådan en pokal. 

Foreløbig har min kollega Holger nøjedes med at bestille en større forsyning af Carling for at fejre ligacuppen. En øl der, skal det siges, udmærkede sig ved at være den af alle øllerne der smagte af absolut mindst, da turen gik til London for et par uger siden. Næppe helt tilfældigt.

London, ja. Det er godt nok en fantastisk by. Fire dage derovre er ingenting – det er som at se en hel, overdådig buffet, men kun at have tid til at spise et par rejer (og drikke 40 fadøl til, skal det siges). Og alligevel kom vi dog lidt omkring, fik set noget af East End og gået gennem The City om søndagen, hvor der var plads til at komme rundt – de grådige børn af Thatcher holder trods alt fri den dag, og med dem alt der ligner pubber og spisesteder. Det er en sær ro, der sænker sig over stedet, midt inde i en by der ellers er mest genkendelig ved at der er mennesker overalt, nårsomhelst. Det var der også samme øjeblik man trådte tilbage til verden, og man så hvordan London virkelig er mindre en stor by og mere en mængde små, der er groet sammen; kun få minutter fra finansens højhuse i City er man gået til det multietniske og nedslidte Whitechapel og Spitalfields og det farverige virvar af kræmmere og duften af karry på Brick Lane.

Man skal se begge sider af byen og prøve at komme lidt omkring, og det gjorde vi så – også selv om den ikke fik for lidt med at besøge akkurat det morads af sløje bydele der udgør grænselandet mellem Øst- og Nordlondon. Dalston, Bethnal Green, Stoke Newington, London Fields, og ikke mindst selvfølgelig Tottenham, det var steder vi fik set en del mere til end hvad der vist er nødvendigt for folk som ikke har en overvældende interesse i sociologi, eller en morbid interesse i arkitektur af den deprimerende og uundgåeligt brunlige slags.

Vi var der både som togpassagerer fra Liverpool Street til Stansted, en lufthavn der retfærdiggør de lave priser ved at rejse dertil ved at ligge langt pokker i vold – det koster nogenlunde det samme at komme fra Stansted til København som at komme derfra til London – og så selvfølgelig for at komme nordpå for at se Tottenham, som fortalt sidst i tilpas sammenbidte toner.

Vi var deroppe i god tid, og brugte bl.a. ventetiden på at gå på en lokal pub, The Bricklayer’s Arms, som var proppet til randen med Spursfans, men som viste sig at have en ’beer garden’. Den var ganske vist ikke andet end en lille gård med et par bænke, en masse asfalt og en udsigt til nogle dødssyge nabohuse, men de havde Stella Artois på fad som blev solgt af et lillebitte anlæg der stod i køkkenets bagdør, så hvem kunne klage? Ingen – det vil sige ikke før regnen lige pludselig fossede ned over ghettoen, og alternativet var at gå indenfor igen og stå som sild i en tønde. Problemet var så, at de havde sat en cd med Tottenhamsange på på repeat og givet den fuld skrue.

Det var de glade herrer ovenfor, der gav den hele armen, Chas & Dave. Og hvad man så ellers måtte mene om Michael Carøe, så kunne man her høre, at det kunne blive meget værre – også selv om man må give de to joviale cockneyer at de i det mindste ikke holdt med Arsenal for bare få år siden, til sammenligning. Faktisk ramte de top fem i England i 1981 med sangen ’Ossie’s Dream’, der var den officielle Spurs-pokalfinalesang i det år, hvor de gik hen og vandt. De gentog bedriften ti år senere med den helt igennem grusomme (tænk hardcore dansktop, tænk Damhuskro) ’It’s lucky for Spurs when the year ends in one’, en sang hvis irriterende virkning, at den sætter sig i kraniet indtil man bliver sindssyg, kun afbødes af at man kommer i tanker om at det er et uheldigt år for Spurs på ethvert andet tidspunkt… og i alle år i det hele taget, selv hvis året ender på 1, hvis det vi taler om er det vigtigste: mesterskabet.

I år ser det dog ganske rimeligt ud; de er mellem de sidste otte i FA Cuppen, bl.a. på den kamp vi så mod WBA. En hæderlig indsats blev det til; da først Spurs var blevet mast helt flade af ligaens bundhold i en halvleg og havde fået foræret et straffe sekunder før pausen var de fint kørende. Og generelt virker de i fremgang, selv om de selvfølgelig ligger strandet på den sædvanlige ottendeplads lige nu. En god del af æren for det har deres træner Martin Jol, der virker ganske dygtig – så lad os håbe at det lykkes Ajax at gafle ham til at afløse Ronald Koeman.

Det er en stolt række af trænere, han i så fald træder ind i, og den vel største af dem, Rinus Michels, tillader vi os at drikke en gravøl for i disse dage. Det kan passende blive hans lokale, en Amstel. Han døde torsdag, manden der skabte Totalfodbolden og fik det hollandske landshold til at spille guddommelig og revolutionerende fodbold i 70’erne, og som allerede havde bygget det Ajax-hold, der vandt mesterholdenes turnering i tre år i træk i samme årti. Ganske vist kun en gang med Michels som træner, så han er jo ikke bedre end José. Men absolut en hyldest værd alligevel.

Michels er i høj grad manden bag det 4-3-3-system, der stadig bruges den dag i dag, først og fremmest i Holland, men også på det danske landshold og hos det førende mandskab i superligaen, Brøndby. Om det fortsætter hos sidstnævnte er så et åbent spørgsmål. Johan Elmanders position som offensiv midtbanespiller er mest af navn, og med Kahlenbergs placering i venstre side er det i hvert fald slut med at spille med en egentlig wing der. Skal nyindkøbet Mads Jørgensen være med, kan det nærmest kun foregå på højrekanten hvis Elmander er klar, og så er det vist for alvor slut med at tale om 4-3-3.

Men vent lidt! Mads Jørgensen? Var det ikke ham som havde den enorme frækhed ikke bare at bruge Brøndby som et springbræt til udlandet, men ovenikøbet at sige det ligeud, og ikke forlænge kontrakten trods en lag række skadet? Og som endda ikke bare smuttede på en fri transfer, men ovenikøbet efterlod Brøndby med opgaven at kradse en million ind et eller andet sted fra, enten hos Jørgensen selv eller hos en af hans nye klubber, den million som man havde betalt AGF to år før?

Jo, det var det da vist. Og i betragtning af hvor travlt den altid meget bedrevidende fanskare vestpå har haft med at betegne Københavns fans som lemminger, der følger deres ledelse i mindste detalje og ligemeget hvad den foretager sig, virker det måske en kende sært at den samme spiller vidt og bredt ønskes velkommen hjem, som for bare halvandet år siden blev set som den mest grådige, klubåndsforladte lejesvend i mands minde. Men det er vel, i sagens natur og helt som vanligt, noget helt andet.

Han blev så det eneste nyindkøb hos DM-favoritterne, mens det også har været stilfærdigt de fleste andre steder, dog med en særlig hastigt roterende svingdør hos de evigt sportsligt flakkende klubber som AGF og Farum. Rekorden i manglende aktivitet sættes dog hos os med akkurat ingen nye spillere, i hvert fald ikke fra klubber udefra. Ikke engang en målmand, selv om man med en vis ret kunne have troet at der blev åbnet et nyindkøb da Kihlstedt meldte afbud til resten af foråret, ud fra hvad Hans Backe sagde til B.T. i januar. Men ingen dukkede op.

Måske rimeligt nok. Man kan kalde det en chance for de folk der trak os ned i suppedasen til at hive os op fra den igen – altså lige undtagen Magnus Kihlstedt, der ellers har noget at revanchere. I stedet bliver det Balázs Rabózcki, der får hele foråret. Eller Balus Kihlboczki, som en stamgæst udbrød i pausen af kampen mod Rosenborg.

Lidt hårdt, også selv om det var et mareridt af et drop, der blev leveret der. Jeg er selv, også efter den kamp, en del tryggere ved at have Rabo på mål end Kihlstedt. Alene at han bokser til boldene, snarere end at forsøge sig med et volleyballagtigt løft med åben håndflade, er en lise for sjælen. Og der er da målmænd der er meget bedre til at komme ud ved dødbolde end Rabo er, og i mine drømme håber jeg absolut at en af dem kommer hertil. Har Southampton f.eks. virkelig brug for Antti Niemi, med den heroiske unge keeper de har lige nu, manden med det stilsikre navn Paul Smith? Giv hid! Efter hvad de gjorde ved Stensgaard i det halve år de havde ham, skylder de! Men pointen er ikke så meget, at urealistiske stjernemålmænd i England er bedre ude i feltet – den er snarere, at det er Magnus Kihlstedt i hvert fald ikke.

Det korte og det lange er i alle tilfælde, at nu har vi ikke andre. Transfervinduet er lukket, og Benny Gall er med al respekt ikke en bedre målmand. Så om man er lykkelig eller ej, er der ikke meget andet at gøre end at øse af kærligheden mod Rabo; for han kommer til at spille foråret ud. Giv din magyar et kram! Han har brug for det. Byg ham op, lad ham gro i en aura af gode vibrationer, støt ham som var han din bror, gør ham endnu bedre end han er – vi har sgu brug for ham og for at han er god. 

Det er første gang siden 1992, altså siden klubbens begyndelse hvor en intakt B1903-trup kun blev suppleret af nogle unge KB’ere, at der ikke er blevet hentet spillere udefra. Det er næsten det mest chokerende, København nogensinde har foretaget sig på transfermarkedet nogensinde: ingenting. Ja, dagen efter deadline, hvor de sidste transfers der blev realiteter aftenen inden blev offentliggjort, kunne man endda læse en køligt og flabet timet nyhed om to nye spillere til F.C. København – til damehåndboldholdet! Det er chutzpah!

Foreløbig ser det ikke ud til at have svækket holdet med den manglende tilgang, må man sige udfra træningskampene. Og udover den sårbare målmandspost virker det da også som en trup som burde kunne få det til at køre – det gjorde det selvfølgelig allerede i august. I første omgang burde en reprise af det tempo der blev spillet i mod Brøndby og mod Rosenborg i alle tilfælde føre til at Fremad Amager bliver godt og grundigt løbet over ende i søndagens pokalkamp. Også selv om det er på udebane! Sidst vi spillede ude mod Fremad Amager tabte vi ganske vist, men dette burde være en god mulighed for at få rettet op på den statistik, der siger 0-0-1, målscore 2-3, og optrædender i gult og blåt: 100%.

Og det kan passende blive fortsættelsen af det der ligner Álvaros helt store optur tilbage til den form han havde sidste forår. Jojo, nu ved jeg godt at skal man score et eminent solomål, så er Bjørn Tore Kvarme ikke verdens værste markør at gøre det overfor. Ham husker jeg bedst fra en kamp der ligger over syv år tilbage i tiden, hans første Liverpoolderby mod Everton, hvor han lignede en tømmermandsplaget amatørspiller da Danny Cadamarteri pillede bolden fra ham og løb ned og scorede til 2-0. Hans forsøg på at holde Álvaro gav et meget behageligt flashback til den kamp.

En kamp af en type der i øvrigt skal være en del flere af, hvis Royal League skal etableres. Ganske dramatisk og meget superligarealistisk – både ved udeholdets defensive indstilling og vores evne til at give lette mål væk. Men krydret med interessante, eksotiske traditioner som en underlig kendingsmelodi lige inden kickoff, veste til officials med en mængde kronelogoer, og ikke mindst bolden der skal bæres ind på banen i en kasse fra DHL – firmaet der har den tvivlsomme ære at være logistiksponsor for en turnering hvor én kamp gennemførtes i en by uden indkvartering, en anden uden tilskuere i en fjern by med en snedækket plastbane, og hvor mere end halvdelen af kampene i det ene land er blevet spillet væk fra hjemmebanerne. 

Nu må vi se om det bliver andet og mere end en velbetalt distraktion her i foråret hvor vi ikke mere har brug for kamptræningen – det kommer i hvert fald til at koste nogle kræfter, og Brøndby kan ikke være utilfredse med at vi har den ekstra ting at fokusere på mens de skal køre deres forspring hjem. Hans Backe forstår så forhåbentlig at spare spillere de rigtige steder, og dermed menes ikke pokalen eller ligaen.

Så skål for at de rigtige kampe begynder nu, og lad os så i det mindste få den pokal. Gerne med en grundig semifinalesejr i det medierne kan kalde ’den moralske finale’ til lyden af flæbende violiner. Uden frygt for nemesis vil jeg i hvert fald sige, at Fremad Amager er ude af den turnering søndag aften, efter et af de efterhånden meget sjældne lokalopgør. Skål for det!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang: 

Kent: ’Max 500’
Årstiden er perfekt tilrettelagt til dette comeback fra Kent efter to år væk. Det er nemlig en istap af en sang, mørkere og i lyden end før, men umiskendelig Kent med en krystalklar melodi og (endnu) en tekst om et snedækket og isnende land ikke langt fra vores eget. Soundtracket til vinter.

Ugens albums:

Elvis Costello: The Delivery Man + The Clarksdale Sessions
Lusket at genudsende en plade få måneder efter at den kom første gang, og så inkludere en bonus-cd med demoer, et ekstra nummer der ikke var på i første omgang, og en video. Det er at gøre grin med de fans der købte pladen lige da den kom. Men det gjorde jeg ikke, så jeg klager ikke…

Det er en udmærket plade fra Costello, selv om det ikke er hans bedste på nogen måde – jeg vil altid foretrække hans mere engelske stil med en mængde akkordskift og mærkelige c-stykker fremfor de mere amerikanske blues-rundgange han tager frem her. Men lyden, måden han spiller dem på, er helt rigtig. Nogen sagde meget klogt, at The Delivery Man er en sammensplejsning af hans to albums fra 1986, King of America der blev indspillet med garvede USA-musikere og trak på blues og country, og Blood and Chocolate som var en bitter og aggressiv rockplade indspillet med hans gamle kammerater The Attractions. 

Og det er helt korrekt – og det gør, at mens sangene måske er lovligt konventionelle til tider bliver de i den grad båret oppe af den rå lyd fra det band der kender ham ud og ind, og især af hans evigt trumfkort: geniet på klaver og keyboards, den forrygende Steve Nieve, der også til koncerten i Vega senest var den store oplevelse. Men det har Jan Saxo jo fortalt for en måned siden!

The Libertines: Up the Bracket
Razorlight: Up All Night
To af de store plader fra den londonske scene, der endelig er kommet liv i igen efter nogle meget tamme år. Og meget af det er The Libertines’ ansvar – deres debut fra 2002, Up the Bracket, er simpelthen lyden af det nordlige London i dag. Som toeren produceret af The Clashs Mick Jones er det en noget nær perfekt debut, selv om det tog lidt lang tid at sive ind hos mig: hvad jeg i første omgang hørte som et par skidegode sange, en masse hærg og en træt og sumpet ballade har siden vist sig at være 11 forrygende energibomber med kæmpe melodisk og lyrisk overskud – og en træt og sumpet ballade. Alt sammen med basis i Londons randområder, der her præsenteres som et tåget og mytisk sted og udgangspunktet for en million røverhistorier, der alle har været med til at bygge den mystik op som The Libertines – r.i.p. – har i dag. 

En af sangene, ’The Boy Looked at Johnny’, handler ikke om Johnny Rotten som det havde været nærliggende at tro, men om bandets gamle kammerat Johnny Borrell. Han var med i Libertines i en kort stund, men forlod dem tidligt og dannede sammen med en flok hedonistiske bysbørn og et par svenske tilflyttere Razorlight, der har sat sig solidt i den niche Libertines har åbnet. Det er mere med sigte på hitlisterne og pinup-markedet, og Borrell er en skamløs selvpromovator med skyhøje tanker om egne evner. De er heldigvis pænt store.

Razorlights aflyste koncerter i Alexandra Palace, det enorme spillested oppe nord for byen, var det store musikalske samtaleemne i London i den weekend vi var der. Det skulle have været den store triumf for en søn af den forstad som også hans helt Ray Davies fra The Kinks er fra, men Borrell gik ned med lungebetændelse. Imens ramte hans ven Pete Doherty fra The Libertines endnu en gang overskrifterne med sine nyeste narkotiske eskapader, som allerede forinden var nøglen til sangen ’Don’t Go Back to Dalston’ fra Up All Night. Doherty advares mod at tage tilbage til sine gustne venner i den særlig sløje ende af byen, og efter at have kørt igennem flere gange er det bare at være enig.

Og ude på tønden ligger:

Iain Sinclair: Lights Out for the Territory
Tim Moore: Do Not Pass Go
To bøger om den samme mytologiske by. Sinclairs er den kryptiske af dem, en rejse gennem det hemmelige London, en beretning om ni gåture hvor den bibliofile Sinclairs mål er at finde hemmelige meninger i veje, bygninger, baggårde, tegn og skilte – kombineret med en interesse i stedernes historie. Han begynder sjovt nok også den første tur i Dalston – det sted igen! Det er en ’let’ bog i forhold til hans romaner, hvilket gør at jeg knap tør tænke på hvor krogede deres tankespind er, men det er både morsomt og fascinerende.

Anderledes lige ud af landevejen er rejsejournalisten Tim Moores forsøg på at skrive en korfattet Londonhistorie ud fra den londonske udgave af Matadorbrættet. Proppet med oneliners er det en rundtur på brættet, fra King’s Cross station til Trafalgar Square, med et forsøg på at regne ud hvilke kryptiske motiver der f.eks. fik brættets skabere til at vælge Northumberland Avenue frem for et sted alle kender som Regent Street, da de satte brættet sammen. Afsnittet om at ’Go to jail’ er et både morsomt og tankevækkende besøg i Pentonville Prison – gudhjælpemig der hvor ovennævnte Doherty lige sad inde i en uges tid – og kapitlet om ’Free parking’ er bare morsomt, af den simple grund at den absolut eneste måde at opnå gratis parkering i London på er at køre i en elbil.