Det er det samme på denne tid af året, altid det samme: et par højrøstede og brovtende fyre kommer ind, og det eneste der kan afbryde deres terningspil og deres indtagelse af vores absolut billigste pilsnere er et ubønhørligt krav om at jeg tager ud til Brøndby for at skrive om indendørsturneringen, I ved det årligt tilbagevendende stævne der burde være omtalt allerforrest i denne leksikale beskrivelse. ”Smølle skal derud! Vi vil høre om tristessen fra et øjenvidne! Han skal pine sig selv så vi andre kan få noget at grine ad!”

Gu’ vil jeg da ej. Jeg gider ikke engang skrive om stævnet selv, fordi for det første er det eneste der nogensinde forandrer sig ved det at det nu er sponsoreret af SAS, og for det andet får jeg altid høvl af alle andre end vores larmende og udgiftsbevidste gæster ved det vakkelvorne bord for at gentage mig selv. Ja, selv links til de to gange jeg brugte alt mit krudt på at gennemhegle stævnet vil være en gentagelse. Dem bragte jeg nemlig sidste år. Og mon dog noget for alvor har ændret sig siden da. Så find det selv.

Der er som sædvanlig udsolgt derude allerede, på trods af at den nye sponsor ikke i sig selv har været en garant for medieomtale af stævnet på samme måde som den gamle. En af de få artikler om emnet som man har kunnet læse har faktisk været fra BT, Sur Sören Åkeby om SAS Cup: Vanvittigt - som er fra samme avis hvor en førende reporter sidste år kaldte stævnet ’dansk indefodbolds flagskib’ som det naturligste i verden, og samme medie bragte hele optaktstillæg om samme flagskib. Men dengang hed det selvfølgelig også B.T. Cup.

Sponsorater og senderettigheder er jo ikke sjældent målestokke for turneringers sportslige relevans, hvilket Steen Ankerdal som nævnt senest vel kan tale med om. SAS Cups sportslige relevans hvad angår Europacupdeltagelse for vinderen er i hvert fald nogenlunde den samme som Royal League, så Steen burde vel på baggrund af et udsolgt hus stå og hype denne turnering lige så hårdt. 

Og dog. Da der f.eks. kørte sportsnyheder på TVDanmark her fredag aften blev i der stedet lagt ud med at et cykelhold for kvinder havde fået ny sportsdirektør, og i det hele taget var der heller ikke her noget at hente om vores herlige indendørsfest. Efter cyklistchefen var der et indslag om Peter Møller, og til sidst kunne den lokale sportsredaktion hos de lokale nyheder fortælle at den lokale knægt (lokal for thyboer, altså) Jesper Grønkjær alligevel kunne få sin debut i mødet mellem Atletico Madrid og Real Madrid søndag aften – et lokalopgør, så lidt lokalt præg havde nyheden trods alt alligevel. Et lokalopgør, der i modsætning til det lokale stævne kan ses på en kanal der er lokal for TVDanmark, nemlig Kanal 5.

Det er først om aftenen, og lur os i øvrigt om ikke vi alligevel kommer til at have stævnet kørende oppe på fjernsynet samme eftermiddag, for det er da selvfølgelig ganske skægt de ni minutter ad gangen København deltager, og såmænd også når vores rivaler Brøndby er i aktion. Man glemmer næsten de 16 points forspring når indendørsbolden ruller, gør man ikke? Næsten. Men resten af tiden er det nok svært at skaffe opmærksomhed. Og kl. tre, hvor vi jo nok alligevel selv er slået ud af turneringen med det sædvanlige kvartfinalenederlag, slår vi over på den italienske kamp, for paradoksalt nok virker selv Juventus hjemme mod et bundhold mindre forudsigeligt end SAS Cup. Heldigvis er det ikke lykkedes selv Divisionsforeningen at få gennemtrumfet at den totalt urimelige tv-spærretid også skal gælde deres halstævner i vinterpausen.

Vi er igen, som det efterhånden er traditionen, allerede dagen efter at efterårssæsonen endte stormet ned efter et kort til at stoppe i vores Selector for at kunne se Canal+ hernede. Det har været en pragtfuld tid omkring nytår på den konto. Helt forrygende. Men udover de italienske kampe er det uaktuelt i denne weekend, for Canal+ har ikke rettighederne til FA Cuppen. Så kunne det jo have været rart at zappe over til TVDanmark, der havde dem sidste år, men de er heller ikke der mere. TV3 har købt dem.

Og så kunne det jo have været rart at slå over på TV3 og se fodbold der. Men der er i stedet genudsendelser af de fantastiske firserserier Lace og Nord og Syd. Eller på 3+, men der er genudsendelser af nogle programmer om colakrigene – dem i firserne. Eller på Viasat Sport 1, men der er standarddans på programmet. I genudsendelse, selvfølgelig. Men dog ikke fra firserne, fra maj 2004. Så det er jo til sammenligning ganske aktuelt.

Hvis der er nogen fra TV3 der tilfældigvis passerer forbi vores lille sted og har lyst til at forklare hvordan en kabel-tv-kunde kommer til at se FA Cup-kamp i år uden at besøge et (konkurrerende! Og, ikke at forglemme, virkeligt…) værtshus eller at troppe op hos en mere eller mindre gæstfri parabolejer, må de gerne fortælle det. De må gerne supplere med hvorfor de tre Viasatkanaler vi kan tage føjer spot til skade med at sende sådan noget bræk samtidig med at der er 3. runde i verdens mest klassiske pokalturnering. Og endelig kunne det da være rart at høre hvorfor det pinedød skal sendes på en kanal som ikke findes på hybridnettet. Hvis nogen har lyst til at uddybe spørgsmålene, skal vi da gerne bidrage med en mulig adresse – om man modtager andre svar end en opfordring til at stemme på Det’ bare fodbold ved efterårets Zulu Awards kan jeg dog ikke garantere.

Glem det nye totalforbud mod rygning i s-togene, selv om det da var verdens nemmeste sag at finde en ikkerygerkupé hvis man ville undgå at sidde i røg. Glem dankortgebyret, selv om det er helt til grin at bankerne selv har lanceret dankortet som en løsning der både er bedre for dem selv og for deres kunder, og nu spolerer det for kunderne når de åbenbart er blevet for glade for det. Næ, det spæde års største forbrugerskandale er med afstand slagtningen af FA Cuppen. Men ser man nogen minister fiske stemmer hos fodboldfans nogensinde? Bare fordi der er lidt flere bankkunder… At fredag aftens kamp mellem Burnley og Liverpool blev aflyst, kan kun regnes for en art karmisk straf af Viasat, men det varer næppe hele sæsonen eller bare weekenden over.

Årets foreløbig største (well – reelt eneste, især eftersom rapporten om at Barcelona skulle være interesseret i at bytte Puyol for Owen og Woodgate absolut kun ser ud til at være en and) fodboldskandale fik vi på Canal+, der som nævnt heldigvis kan ses herhjemme, selv om den koster ekstra. Den foregik på Old Trafford, og det i sig selv var jo suspekt nok til at få Tottenhams fans til at knække midtover i det der absolut må kaldes retfærdig harme. At bolden så var så indiskutabelt inde over stregen som den var:

er i sig selv helt ubegribeligt – ser man på reaktionerne hos de folk der sidder bag målet er det tydeligt på tv-billederne, at det de kigger på så indlysende er et mål, at flere af dem allerede har gemt hovedet i hænderne. Når linievogteren så sidenhen – ganske rimeligt – anfører, at hans opgave er at ligge på linie med næstbageste mand hos det forsvarende hold, og at han ikke kan være nede på mållinien på de tre sekunder det tager bolden at svæve derned, er det nu noget nær umuligt at argumentere imod at man i hvert fald i denne ene situation, om bolden har krydset stregen eller ej, ikke skulle kunne bruge andre tekniske hjælpemidler end det blotte øje. Det synes jeg nu var svært nok i forvejen.

Nå, men det værste af det hele var nu alligevel hvis den uheldige dommer i sekunderne efter gjorde hvad jeg rent faktisk troede han var i gang med – nemlig dømte et overtidsstraffespark til Man United. Han stormede ind mod pletten, og jeg nåede lige at tænke ”det manglede da også bare som det eneste” inden han standsede op lige udenfor. Og til alt held fik Paul Robinson skrabet Heinzes skud udenom.

Så United endte med at hente 10 ud af 12 point i juleprogrammet, ligesom Arsenal. Etterne fra Vestlondon, Chelsea, udbyggede altså føringen. Det satte først og fremmest kreativiteten på prøve hos konkurrenterne, især den evigt talende Alex Ferguson, en mand der irriterer så meget med sine enøjede påstande og sine provokationer, at man ikke kan sige meget andet end at de virker. Han havde inden juleprogrammet erklæret, at det jo var den periode, der kunne knække et tophold – formentlig opmærksom på tidligere Chelseakollaps i perioden, f.eks. sidste år, hvilket min kollega Holger fortalte om her – næppe et juleeventyr der får samme bogstaveligt temmelig blå tone om en uge, selv hvis de skulle kvaje sig helt usandsynligt og tabe til Scunthorpe i Viasats forbudte pokal. 

Som nævnt var det nemlig synd at sige at Chelsea gik midtover denne gang. Alex vedlagde dog endnu et caveat inden jul, nemlig at Chelsea jo havde en del kampe oppe nordpå i vente. Lidt mærkeligt at fremhæve ganske få dage efter at man havde hældt en fuldt fortjent sejr lige ud i Themsen da man mødte Fulham, men det er jo ikke altid Alex er lige logisk at høre på, hvad José Mourinho jo allerede fandt ud af da han var i Porto og måtte høre sin målmand bebrejdet for at blive danset på af dydsmønstret Roy Keane. Josés svar på advarslen var, udover det herlige citat "Maybe I will face something that I don't know, that is unbelievable up north. I look forward to it", at Chelsea få timer efter nytår tog til Anfield Road og vandt. 

Så strategien, som Arséne Wenger er med på, er nu at gøre Chelsea opmærksom på at nu bliver det svært for dem fordi de fører så stort! Og at de i øvrigt har været pænt heldige. Ok – hvis I tror det virker. Foreløbig spiller det ikke rigtig, vel? Men hvad ville fodbold være uden trænere der prøvede at påvirke hinanden med skiftevis over- og underspillede kommentarer? Pænt kedeligt. Bare husk på dengang Gerard Houllier erklærede, at hans klub forhåbentlig var ”Ten games away from greatness”. Det giver stadig dejlig nervøse trækninger hos Liverpoolfans, når man nævner det.

Også Evertons David Moyes deltog i legen denne sæson, da han efter den herlige sejr over Liverpool erklærede at hans hold absolut var titelkandidater. Der gik helt forventeligt ikke engang tre uger før Nemesis ramte, og de fik det julekollaps som de andre tre i toppen undgik. Det går nu nok. Reelt hører de ikke hjemme deroppe, ikke engang på Champions League-pladserne. 

Du får mig dog ikke til at indrømme, at Everton ikke hører hjemme i UEFA Cup-rækkerne. Hvorfor egentlig ikke? Fordi de mangler de store navne de tre andre har så mange af? Skyldig – men så er det da så meget mere en hyldest til deres indsats, at de stadig er så højtflyvende i tabellen. Jeg tror ikke på en CL-plads, ikke engang på en plads over Liverpool til sidst, men nu er vi efterhånden kommet langt nok ind i sæsonen til at jeg vil blive skuffet, hvis det ikke ender med europæisk deltagelse. Og forhåbentlig endda nogle mere solide sejre, hvis det kan lykkes hurtigt at få justeret holdet til at spille 4-4-2 med den dyre nye mand James Beattie i front. Det gamle 4-5-1-system var alligevel ved efterhånden at stå noget i stampe efter det fantastiske første halve år.

Jeg ved ikke om en vis beundring siver igennem her, nemlig både over for Moyes og Mourinho. Det gør den forhåbentlig. For førstnævntes vedkommende er det fordi han i den grad har pustet nyt liv i en absolut yndlingsklub der har virket så livløs så længe. For sidstnævntes vedkommende hænger det mere sammen med en samling forskellige faktorer. Først og fremmest, at han træner det hold som jeg, i sæsoner hvor Everton ikke er med i toppen (det er mange, og det kan nås endnu i denne, jeg er ikke naiv, vel…) helst ser vinde. Der er noget nouveau riche over Chelsea som jeg ville hykle hvis jeg sagde jeg ikke kunne genkende her i byen, i meget mindre format. 

Og så den måde det lykkedes ham at pisse Alex af, da Porto slog Man United ud på Old Trafford i marts. Glem Grækenland i EM, årets øjeblik i international fodbold 2004 var, som allerede udpeget af The Fiver, da Costinha hamrede returen ind bag Tim Howard og Mourinho sprang rundt og hoverede. For slet ikke at tale om efter kampen, da han ikke krøllede sammen og blev genert, da han blev konfronteret med Alex’ grufulde ævl om Baïa, men iskoldt svarede: ”I understand why he is a bit emotional. You would be sad if your team gets as clearly dominated by opponents who have been built on 10% of the budget." Ha!

Og da Chelsea så trak Barcelona i Champions League viste det sig at han, hvad jeg ikke anede – jeg havde ikke en eneste gang bidt mærke i navnet inden Man United-kampene, selv ikke da de vandt UEFA’en forrige år – havde været assistenttræner i Barcelona i fire år. Du milde, mand, der røg sympatien lige gennem taget. Uden succes var han absolut heller ikke, det var bl.a. under Bobby Robsons (og Ronaldos) temmelig imponerende sæson og under van Gaals to mesterskaber. For guds skyld, lad ham komme tilbage når han er færdig med hvad han laver i Chelsea, og Rijkaard er færdig med det glimrende arbejde han selv har gang i lige nu.

Et arbejde jeg stod og fortalte om for et år siden, og hvad jeg sagde må du selv læse i fuld længde. Men det var ikke pænt, og det var heller ikke ligefrem optimistisk. Essensen var, at de var i frit fald, også under Rijkaard og den nye ledelse, og at deres bedste chance for at slå Brøndby var ved at superligaen gik i strejke. Jeg har vist offentligt straffet mig selv for at skrive dette, men gør det gerne igen, nu Barcelona fører ligaen med ti point efter senest at have hentet sølvet. Der er nogen, der har haft mere tålmodighed end jeg – og faktisk begyndte holdet at vinde lige da jeg skrev ordene. 

Én ting jeg skrev på denne tid sidste år synes jeg dog nok holder vand – at Cocu, Kluivert, Rüstü, Overmars, Luis Enrique og Motta bare ikke var gode nok, mens Ronaldinho, Xavi og Puyol var de eneste der både var gode og gode nok. De første seks er alle væk, tre solgt, Overmars og Luis Enrique fordi de er holdt op, og Motta fordi han er skadet. Og de sidste tre er alle fantastiske, omend ikke længere uundværlige, fordi ledelsen i Barcelona netop havde roen til at vente til Rijkaard gjorde det jeg koleriske mandsperson bad dem foretage med Ronald Koeman i trænersædet: ”… at tage de mængder af store talenter som klubben råder over, og præcis som han gjorde i Ajax, og som Cruyff gjorde i Barcelona for 15 år siden, bygge et hold op med dem i ro og fred, som så kan suppleres af nogle spillere med ægte kvalitet.”

Det er det Rijkaard rent faktisk har gjort, men han har ikke gjort det i ro og fred, men i et forrygende tempo, og under det pres som Mourinho taler om i overskriften ovenfor, og kender så godt. Og jeg er fuld af beundring for hvad Rijkaard har klaret. Hvilket det bare manglede at sige, her et år efter at have plaget om hans fyring. Så regn dette for min undskyldning til Laporta og træneren, der begge udmærket vidste præcis hvad de lavede, selv om det bestemt ikke var til at få øje på i efteråret 2003.

Om Wanderley Luxemburgo kan præstere det samme i Real Madrid bliver det yderst spændende at se. Man må da give ham, at han har haft succes med Santos på det seneste, hvilket er mere end f.eks. København har. Og vil man have en farverig – eller måske snarere broget – personlighed til klubben, så har man da fået det, som afløser til den sagt- og sørgmodigt udseende señor Remon med det tunge overskæg. Myndigheder og presse i hans hjemland Brasilien har gransket ham i årevis, først og fremmest fordi han var en fiasko som landstræner og han har tilstået at være en skatteål, men også omkring anklager for utroskab, stofmisbrug og returkommission ved salg af spillere til europæiske klubber. 

Så det skal nok blive livligt. Ikke mindst hvis han køber Thomas Gravesen fra Everton. Jeg har haft lidt svært ved at beslutte mig til hvordan jeg egentlig har det med hvis det sker, for jeg kan jo godt lide Gravesen. Rigtig godt. Han har været fire et halvt år i Everton og gjort det forrygende. Og mens jeg selvfølgelig ikke vil sætte ham på Figos hylde, hvis han skulle tage til Santiago Bernabeu, vil det under alle omstændigheder være helt slut med at bryde sig det mindste om ham. 

Men til gengæld er der det positive aspekt i det, at han helt klart på mig virker som et decideret fejlkøb, hvis meningen er, at han skal spille som den forsinkede afløser for Makelele på den defensive midtbane, med andre ord der hvor Vieira skulle have været, hvis han ikke havde fået problemer med at komme ind i galactico-lønrammen, og fandt ud af at han derfor elskede Arsenal mere end nogensinde og slet ikke ville væk. Det er Gravesen slet ikke typen til, at være alene som bageste midtbanemand. Selv på landsholdet, hvor han har spillet skidt mange kampe i træk efterhånden, har han en løbestærk, defensiv spiller ved siden af sig. Hos Everton er han nærmest hængende angriber for tiden, og virker helt uden faste defensive og taktiske pligter udover at presse modstandernes målmand hvis han ikke må samle bolden op.

Så en midtbane med en flakkende, udisciplineret, pænt hidsig og ikke udpræget hurtig Gravesen bag tre dovne galacticos der ikke rigtig gider løbe for hinanden er altså noget jeg synes der er perspektiver i. Det, og det at jeg trods alt godt kan unde Gravesen at få en kontrakt og en oplevelse han kan prale af resten af sit liv (han behøver jo ikke leve hele sit liv for at behage sine fans, bare fordi enkelte af dem nu engang ikke kan lide hans nye klub i et andet (tredie) land…) gør, at jeg faktisk synes det vil være i orden. Så må Everton finde nogen til at erstatte ham, og jeg så meget gerne Scott Parker fra Chelsea som den mand. Jeg håber selv, han ser det samme…

Nå ja, hvem ved, måske kom du slet ikke herned for at høre om engelsk eller spansk fodbold, men om dansk. Udendørs dansk fodbold. Men så pokkers meget er der jo rent faktisk ikke sket. Samme træner, samme trup, samme 16 point fra førstepladsen, og foreløbig er der kun trænet i to dage. Det heftigste rygte har Fyens Stiftstidende bragt på banen, at der allerede var skred i forhandlinger om at få Lars Jacobsen tilbage til OB. Og mens det da ville være en forbandet skam, så er det altså ikke den handel OB har offentliggjort senest, men derimod en anden back, fra Norge. Det er pænt tyndt, selv af et rygte at være. 

Der er desuden det sædvanlige taktiske spil om kontrakter, denne gang med Hjalte. Og så er vores eneste alvorlige skade åbenbart Kihlstedts, hvilket fik Niels-Chr. Holmstrøm til at udtale til B.T.: ”Jeg kan sige, at vi generelt ikke kan leve med usikkerhed om, hvorvidt vi har spilleren klar på så vigtig en post. Men jeg har også noteret mig, at Jimmy Nielsen, Peter Skov-Jensen, Arek Onyzsko, Karim Zaza og Jesper Christiansen angiveligt alle sammen, så vidt jeg kan forstå, er fuldstændig syge for at spille i FCK. Transfervinduet er vidt åbent, og at finde en målmand i Danmark eller Europa er nok ikke den sværeste opgave.”

Nu har Holmstrøm jo generelt aldrig været det mindste ked af at lægge et pres på sig selv via pressen, men selv på den baggrund er det da en udtalelse der kræver en vis del chutzpah, for selv om tilfredsheden med målmændene i klubben tit udtales, også i den artikel citatet her er fra, vil det da i alle tilfælde på denne baggrund være helt på sin plads at kræve, at ligemeget om det er Kihlstedt, Raboczki eller en helt tredie som står på mål når sæsonen begynder, så gør vedkommende det formidabelt. Hvis målmandsmarkedet i den grad er købers marked, kan det da undre at vi som to gange mestre og den mest velhavende klub ikke til enhver tid har ligaens bedste på posten.

At kommentaren om de mange andre målmænd i ligaen så formentlig blot er hib til de artikler der i efteråret kom som perler på en snor fra flittige agenter om deres klienters ønske om at komme videre i tilværelsen er en anden sag. Jimmy Nielsens Mr Ten Percenter havde nu ikke generelt det helt store held med at få afsat ham i Leicester og i London, men meget bedre var det i hvert fald ikke gået, hvis der ikke lå en stiltiende opfattelse i luften af, at hvis ikke englænderne slog til, så ville han da altid kunne få afsat ham til mestrene hjemme i Danmark. Men selv ikke denne trussel forhindrede Jimmy i at måte flyve hjem igen med sit gyldne bur over skulderen.

Disse rygter bliver nok lidt færre i antal i den kommende tid, da fodboldugebladet Forza næppe helt frivilligt valgte nytåret til at smide håndklædet i ringen. Og så lige når transfervinduet gik op! Det skulle have været deres stund! Med en pirrende cocktail af lige dele røverhistorier og spekulationer! I stedet er der en lang næse til abonnenterne, da forlaget bag tilsyneladende er gået samme vej. Og én annoncør mindre hos F.C. København Fan Club, hvilket i det mindste giver en enkelt bonus – at det mildest talt respektløse banner ovenfor snart er fortid. Selv hvis det havde været stavet rigtigt, havde ordet ’Support’ skurret fælt.

Så må det i stedet blive Tipsbladet, der udlægger dansk fodbold mest salgbare spiller Zidans lejemål til Werder Bremen som den Peter Madsen in spe-historie det ligner. Og i mellemtiden kan Forzas skribenter med redaktør Anders Bay i spidsen sive tilbage i den danske sportspresse, så hvem ved, måske har vi allerede landets førende Kurt Thyboe-imitator tilbage i kommentatorboksen til kampen mellem Atletico og Real. Oh skræk og rædsel. Men i det mindste kan vi se kampen!

Og det bringer mig til mine sidste ord. Kanal 5 er jo som nævnt ovenfor ikke kun hjemmet for spansk fodbold, men også for Royal League. Og jeg var måske lidt hastig i min kritik af den turnering senest. Jovist er det en træningsturnering, og jovist er det kejserens skæg vi spiller om, udover de ti millioner. Men et par stamgæster og et par barkolleger og jeg selv skal til London her om godt en måned, og der skal vi til fodbold lørdag 12. februar om eftermiddagen på The Valley. Så det er farvel til årets første besøg i Parken. Og så flytter de helt mirakuløst kampen til om søndagen og sender den i tv, så det bare er at finde en af de sportspubber med alle kanaler til rådighed, som London har flere af, og så ellers hænge ud der fra kickoff kl. fire til vi bliver lempet ud ved lukketid. Så er det pludselig let at se charmen ved den måde at arrangere træningskampe på!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

Nouvelle Vague: ’Marian’
Grebet ud af en anprisning på Sidelinien fra en af vores faste gæster, CF39, der roste disse franske hipsteres bossa-udgaver af nyrocknumre fra de tidlige firsere. Jeg prøvede at hente et par numre, selvfølgelig på fuldt lovlig vis, og først ankom uheldigvis udgaven af Depeche Modes i forvejen ikke udpræget vel modnede ’Just Can’t Get Enough’, som ganske enkelt var rædsom, ren Mike Flowers Pops og billig kitsch. Men den næste var heldigvis denne, utroligt nok en version af en tung, tung, mørk og rugende sang fra Sisters of Mercys første plade First and Last and Always.

Den har selvfølgelig intet af tyngden tilbage rent fysisk i hænderne på disse neo-beatniks og deres lillepigede chanteuse, men den har al melankolien på en måde der minder påfaldende om svenske Stina Nordenstam. Den kunne kun være bedre hvis de også havde ladet hende synge det tyske vers som Andrew Eldritch synger i originalen – ”Ich hör’ dich rufen. Mariaaaaaaaan”… det havde lydt fantastisk. Men det lyder allerede temmelig pokkers godt, selv med det element af helligbrøde der ligger i det.

Ugens album: 

The Blue Nile: High
En der ikke klarede cuttet til listen over årets bedste plader, som må vente en smule endnu på offentliggørelse, men et meget lækkert fjerde album fra The Blue Nile, der ikke rigtig levede op til standarden på den seneste plade. Hvilket er problematisk, for den kom i 1996. Fire albums er det blevet til siden 1982, og mens dette ikke er så utroligt som de to første, A Walk Across the Rooftops og Hats, er det stadig et comeback af rang og en tilbagevenden til den elektroniske, underspillede nattelyd som især Hats var så fuld af, statelige ballader sunget i Paul Buchanans sørgmodige, sympatiske og svagt søvnige ’Sinatra alene på en snefyldt gade i Glasgow’-stemme.

Og på dvd’en spiller:

The Ren & Stimpy Show: The First and Second Seasons
Mand, den her skal have lov at spille for fuld skrue i de mange stille stunder søndag eftermiddag – endelig, endelig kom John Kricfalusis groteske kat-og-hund-tegnefilmserie fra starten af 90’erne på et mere holdbart medie end det helt nedslidte vhs-bånd jeg har nogle af filmene på. Det er en fysisk eksplicit, helt pervers og mentalt afvigende serie, der handler om den paranoide chihuahua Ren Höek og hans ven, den tåbelige kat Stimpson J. Cat. Disse er præmisserne, resten skal ses – jeg kan alligevel ikke med ord forklare det morsomme ved Rens tandpine, Stimpys ’happy helmet’, superhelten Powdered Toast Man, og hvorfor man ikke skal tisse på det elektriske hegn. Og jeg vil slet ikke prøve at begynde at fortælle hvad det er, den latexklædte Mr. Horse laver med den skildpadde! Se det selv. Åh jo, og længe leve kodefri og billige dvd-afspillere fra Føtex, og det hul i toldmuren der gør at CD Wow! kan sælge os amerikanske boxe som denne uden afgifter.