En lang uge hernede. Masser af fodbold igen, et tæt pakket program siden vi sidst fandt Jan Saxo hernede med en stor kost, som han gik og tordnede ind i gardiner og vægge for at få dasket duften af skam over 5-0-kampen i Brøndby væk – ja, blasé virkede han måske udadtil, men jeg skal love for at der var luftet igennem da vi åbnede i fredags.

Det var også gået hen og blevet helt forvirrende, det med at vi pludselig ikke mere spillede torsdag-søndag-onsdag-lørdag-torsdag osv., og at man kunne begynde at få fri og kunne træne i en uge ad gangen – det søde frihed, som den fordømte kamp viste, at København slet ikke kunne formå at håndtere. Den torsdag aften blev der igen hentet point, et point, og det var da rart at fortsætte med det hidtidige og afbrudte forehavende, at hale ind på Brøndby, men det foregår ligesom under nogle lidt andre omstændigheder nu.

Men inden det bliver glemt for sin pointeløshed, skal der da lyde en vis hyldest til F.C. Midtjylland – den absolut eneste hyldest til den klub i dette ræb, kan jeg love – for at slå Brøndby samme aften. Der skal selvfølgelig lyde hyldester til alle der gør sådan noget, ligemeget hvornår det end foregår, men en særlig af slagsen er på sin plads her, eftersom midtjyderne naturligvis må gå og håbe på, at Brøndby bliver mestre. Ikke midtjyder generelt – for dem er det jo nok gammel vane – men de som er tilknyttet klubben med den kvæglignende ulv i logoet.

Grunden er den samme som AaB havde til at tabe til os sidste år efter også at have tabt til pokalfinalen, nemlig at de med os som doublevindere ville være selskrevne til europæisk spil. Og hvad skete? Noget som giver én tiltro til godheden i den menneskelige natur, en tiltro der kan kæmpe om plads med ærgrelsen over at vi ikke kunne holde hjem mod OB: Midtjyderne spillede deres bedste kamp hele foråret, præcis som AaB’erne havde gjort i Parken året inden, og slog Brøndby 3-1.

Og dermed undgik man at konfrontere DBU’s repræsentanter med spørgsmål om det emne der vil blive ved med at komme op, så længe ét bestemt hold ligger at følge deres pokal op med et mesterskab, og som har luret som problem lige siden UEFA slagtede pokalvinderturneringen: hvornår holder man op med at spille pokalfinalen på et tidspunkt hvor turneringen endnu ikke er færdig; noget man kun under helt ekstraordinære omstændigheder ville gøre i lande som Tyskland og England, ikke af taktiske grunde, men fordi finalen skal være en særlig gallaafslutning?

Senest dette skete i England skete var så vidt jeg husker i 1989, hvor man havde haft Hillsborough, og hvor sæsonen derfor sluttedes af med en ligaaftenkamp mellem Liverpool og Arsenal – faktisk er det den kamps 16-årsjubilæum 26. maj, hvor denne klumme forfattes. Ved et sammentræf jagtede jagtede Liverpool spøjst nok dengang netop The Double. At dømme efter de brede grin ude på Liverpoolbænken ved overtidens begyndelse må det være lykkedes. Men i alle tilfælde; siden da har man som største selvfølge ladet finalerne på Wembley og i Cardiff runde sæsonen af for topholdene.

Det sker ikke herhjemme, hvor der holdes fast i Kristi Himmelfartsdag, selv om det er tydeligt for enhver, at det er uhensigtsmæssigt. En af de væsentligste grunde er formentlig de konsekvenser det kan have at vove at spørge om emnet, som man allerede kunne opleve sidste år i et interview. Interviewet med Lars Berendt blev taget op igen i år i programmet Ren fodboldsnak, et godt initiativ, der i hvert fald har givet en række bramfrie udtalelser, men lider lidt under at flere af dets deltagere har svært ved at hæve sig over fordomsfuld snak og generelt vrøvl.

Nu vil jeg ikke nævne bestemte navne på disse folk, navne såsom Frits Christensen, men i dette indslag finder man en af de omtalte, og er der brug for yderligere hints, så er det ham som indleder med at ønske at København får sølv, og slutter af med en småxenofobisk tirade mod italienere, som afrunder en frygtelig frelst prædiken om netop denne problematik. Han glemmer formentlig på sin høje hest, at en af hans egne klienter, David Nielsen, efter netop sidste års pokalfinale udtalte til radionyhederne, at hvis det var bedst for AaB at tabe, ”jamen så taber vi.” Men på den anden side kan det jo måske knap overraske, at en person der mener at det ikke er kriminalitet at køre som en galning og forårsage ulykker, har et lidt sært forhold til rigtigt og forkert, og hvad angår Italien kan de fleste vel huske, hvordan den pågældende debattør som direktør i F.C. København nød at lade sig hylde som mafioso. Det kan selvfølgelig være, at Aabrink, for ham er det, selv fortsat ser sig selv som en italiensk slyngel og regner amoral for en dyd.

I alle tilfælde skal der lyde ros til programmet for at grave det gamle interview frem, et interview som i øvrigt ender med at der snerres ”Var der ellers noget?” Og det skal siges til Aabrinks ære, at det er ganske muntert når han stilfærdigt bemærker, at Berendt vist var blevet fanget på en dårlig dag. Ironien er jo netop, at der tilsyneladende er ganske mange dårlige dage når Berendt kaldes i aktion i informationens ærinde. Og med den attitude er det da ikke sært, at interessen for at arbejde i tandem med Unionen virker beskeden; tilsyneladende er der til tider en misforståelse omkring hvem der egentlig er til stede for at yde service til hvem. Så tror pokker, at man hænger fast i spørgsmål som f.eks. den pinlige regel om at der kun må sidde fire spillere på udskiftningsbænkene, noget som der tilsyneladende er vilje i klubberne til at ændre, men som kræver en henvendelse og en efterfølgende vedtagelse, noget som endnu ikke er sket.

Berendts modus operandi ved kritik er at gå i rasende kontrastød, gerne krydret med personangreb og masser af påstande om underliggende motiver, og det blev også tilfældet da Peter Møller efter den i øvrigt fuldt fortjent tildelte karantæne for hans albueslag meldte ud i pressen, at han egentlig gerne ville have været hørt i sagen. Hos DBU ses svaret, der midt i sine gode pointer omkring at der jo ikke skulle være foretaget nogen høring hvis Claus Bo Larsen bare havde set hvad der skete, og at man skyder spurve med kanoner når man begynder at tale om retsplejeloven i denne sammenhæng, som sædvanlig går ud af en tangent med en foreningspolitisk diskurs om Spillerforeningen og med hans holdning til nogle udenlandske forhold, som Peter Møller garanteret også kender til – dog kun de langsommelige og omstændelige engelske, som enhver kan se ikke fungerer optimalt, og ikke de tyske.

Berendts smarte og fyndige formuleringer, der til tider virker taget direkte fra Berlingskes læserbrevsspalter, er måske taknemmelige nok at fyre af, når der er stanget en entydig albue ud, og der er klare beviser efterfølgende, men hvor ville det dog være meget nemmere at fordøje, hvis man så ikke søndag så en aldeles rædsom dommerpræstation i vores 1-0-sejr over Randers, hvor Álvaro blev smidt ud for et harmløst dask med ydersiden efter en bold han var sikker på var hans, men hvor Svenne Poulsen kommer imellem og rammes. Gult kort nummer to til Álvaro, der få sekunder inden var blevet ramt i masken af et løftet ben der både ramte væsentlig højere og væsentlig hårdere: intet frispark.

Han er så en af de syndere, som Berendt af hensyn til fodboldtilskuerne og retsfølelsen, og formentlig også for børnenes skyld, vil have fjernet sporenstrengs fra næste rundes kampe, og gud forbyde at de forinden fik lov at udtale sig om deres brøde. Ganske vist kunne dommeren jo indrømme at have taget fejl, det er sket før, men så skulle man jo ”sætte SAS Ligaen på standby”, da det tilsyneladende forudsættes at høringen først kan foregå længe efter. I hvert fald hvis man ikke formår at sætte et effektivt høringssystem i værks, som der tilsyneladende findes til at behandle udvisninger i Sverige, men det kræver jo bl.a. at man har et funktionsdygtigt udvalg gennem hele sæsonen – og at Disciplinærudvalget var på ferie sidst Leon Andreasen forløb sig, og derfor missede chancen for at straffe ham, viser jo hvor svært den slags plenum kan være at have stående klar til indsats. Selv inden for det DBU-system Lars Berendt tilsyneladende regner for så velfungerende.

Nu ville det jo så alligevel ikke have ændret noget ved Álvaros røde kort. Svendsen rokkede sig nemlig efterfølgende ikke en tomme, hvilket nok heller ikke var ventet. På den baggrund kan jeg da godt forstå Berendts aversioner mod høringer efter dommerskøn: man sparer bespisning og kørselspenge til dommere, der i 99 ud af 100 tilfælde møder op og står ved det skøn de har truffet, og i det sidste tilfælde har man så måske en Århus Fremad-målmand, der ganske tydeligt er blevet smidt ud efter at have fået bolden i hovedet.

Den sidegevinst der kunne være, at spilleren så måske kunne få at vide præcis hvad det er han har gjort galt, kan vel virke ligegyldig ved siden af, men Álvaro må virkelig studse, præcis som Zuma gjorde det sidste år da det var hans tur til at blive smidt ud af Michael Svendsen. Ikke at hans udvisning, i modsætning til Álvaros, isoleret set var forkert. Men hvor Álvaros som nævnt blev foregået af et spark lige i ansigtet, var Zumas en klar hævnakt for flere grove, ikke-dømte frispark.

Og det er det der er direkte provokerende ved Michael Svendsen: at han ganske klart og helt fejlagtigt ikke dømmer, når der begås noget mod de to spillere, men smider dem ud for både en efterfølgende hævnakt, og for det som for ham måske ligner en hævnakt, men tydeligvis ikke er det. Det er simpelthen odiøst. Guderne må vide hvad hans ærinde er, forfølgelse eller bare hjælpeløshed, og den måde han tabte pokalfinalen sidste år på gulvet med et brag er da et fremragende tegn på det sidste. Jeg håber det er tilfældet.

Forståeligt nok fik Svendsens indsats Hans Backe til for en gangs skyld at sige rent ud, hvad de fleste andre end Svendsen selv kunne se, at indsatsen havde været skandaløs. Det fik den navnkundige Johnny Rune i aktion. Og nu burde man jo ikke tage manden alvorligt, der udtalte om den nefalygte som ramte Magnus Kihlstedt i Brøndby: ”Lygten kommer med stor sandsynlighed fra en Brøndby-tilhænger, men man skal jo altså ikke afvise, at den kan være kastet fra et sted uden for stadion”, eller man burde i hvert fald ikke være nødt til det, men han er nu engang formand for Disciplinærudvalget, så hans ord bærer en vis vægt, ilde valgte som de ellers ofte er.

Rune anførte, at København er nogle ’brok-røve’. Og ja, det er jo nok tilfældet ved flere lejligheder. Godt nok fik Svendsens tåbeligheder i det mindste den afledte virkning, at han frivilligt eller ufrivilligt fik givet Álvaro og Zuma ret i at de ikke får fairplay, som de hævdede efter pokalkampen mod BIF i Parken, men det virker som om der er en smule inkonsekvens mellem at vores angribere gerne må beklage sig over at blive sparket af Per Nielsen, men at Daniel Agger bedes om at nyde sin 5-0-sejr efter at være ramt af en albue fra Peter Møller. Og dopingprøvers varighed og banebredder er måske ikke det mest relevante, når man har en direkte pinlig dommerindsats at slå på.

At Johnny Rune så skal til at slå sig op på den baggrund er dog latterligt. Tænk at man skal belæres om hvad man må sige og ikke sige om dommerindsatser fra en mand, der sidder i ledelsen for F.C. Midtjylland, hvis direktør Jens Ørgaard med sine udtalelser så sent som efter pokalfinalen tidligere på måneden fik dommertrioen til at skride fra den efterfølgende banket i protest. I øvrigt efter en situation i kampen, hvor en udenlandsk offensivspiller med et ry for ellers fair opførsel fik sin anden advarsel for et noget tamt frispark mod en kraftigt overspillende modstander. Det er åbenbart nogle andre regler, der gælder for ikke-brokkerøven Ørgaard – jeg husker i hvert fald ikke at Johnny Rune har været i pressen for at fordømme Ørgaard for hans tale.

Runes opfattelse af rigtigt og forkert ser ud til at være særdeles fleksibel, og jeg beder dig, efter lige at have forsynet dig med en solid dram, om at sammenligne Runes overraskende offensive ord i pressemeddelelsen om Peter Møllers karantæne med hans decideret defensive ditto om diverse dubiøse forekomster i hans egen klub - FC Midtjylland. Nu vi altså taler om at ’rette fokus væk’, hvilket Rune ikke er helt skidt til på sin egen ubehjælpsomme facon, når det f.eks. handler om at flik-flakke sig frem til en langtidsholdbar holdning til moral og voldelig opførsel.

Vi kan tage et interessant citat, om den dengang nylig solgte Mohammed Zidan: ”Jeg skal ikke forsøge at bagatelisere hverken hans kæresteslagsmål, hans fartdom eller hans urkøb, men uanset hvad den mand havde lavet næste gang, ville han være færdig i dansk fodbold, og klubben ville have været presset til at smide ham på porten. Den risiko er den største grund til at han ikke spiller i Danmark mere, og istedet må vi nu købe en tysk avis eller en parabol for at følge hans kunstneriske udfoldelser, fordi klubbens økonomiske eksistens var truet hvis han var blevet i Danmark og evt. havde stillet sin cykel et forkert sted eller kørt uden lys.”

Åh ja – risikoen for en fejlparkeret eller formørket cykel, den kender vi alle, en evig trussel mod vores gode ry! Det var formentlig endda dette damoklessværd, frygten for cykelmisèren, der fik klubben til allerede fortvivlet at lede efter en ny klub til den evigt pedalivrige Zidan sidste sommer, længe inden hans to domme. Better safe than sorry. Mon Johnny Rune ikke var klar over, at d’herrer Zidan og Ørgaard blev fulgt rundt af et kamerahold gennem det meste af sidste år? Jeg ved ikke hvad der er morsomst, den iver som utroværdige Rune scorer sit selvmål med, eller hans tilsyneladende totale mangel på evne til at omtale cykellygter uden at blamere sig fuldstændig.

Eller omtale noget som helst andet, for den sags skyld. Fra dbu.dk: "Vi noterer os med tilfredshed, at F.C. København nu benytter sig af deres mulighed som part i en fodboldkamp til at indberette episoder, og dermed denne gang vælger at tage et medansvar for en fair afvikling af kampene. Det kunne have klædt dem at gøre det samme for et par uger siden, da Morten Rasmussen fra AGF scorede mod dem med hånden på Århus Stadion, men hvor F.C. København alligevel vandt kampen. I mangel af en indberetning fra dommeren - som populært sagt dømte for det, han troede han så - ville vi måske kunne have taget sagen op, hvis F.C. København havde indberettet den usportslige optræden."

Det er nemt nok at gøre sig munter over Johnny Rune, men det kan godt gøre mig en smule utryg for hele maskineriets stabilitet, når en mand som er sat til at træffe disciplinære afgørelser tydeligvis ikke er kender forskellen på et dommerskøn og en episode som dommeren er gået glip af, fordi hans opmærksomhed har været andetsteds. Rune kunne jo f.eks. læse den pressemeddelelse som kom efter at hans udvalg afviste at røre Morten Rasmussen-sagen, fordi den indlysende drejede sig om et dommerskøn. Han vil måske finde den ekstra interessant, siden han selv citeres i den. Muligvis et fejlcitat, for han ville da vel ikke foregive uvidenhed blot for at kunne komme med et kejtet angreb på F.C. København? Og den ene uge tale om ’brok-røve’, mens han ugen inden kritiserer København for ikke at indberette en sag – som klubben og han selv ikke kan gøre fra eller til ved? Vel?

Jaja, regler, administration, alt det der. Man kan tale i evigheder om det. Sidst skrev jeg om den penible situation der kunne opstå, hvis Liverpool skulle vinde Champions League, og ikke kunne kvalificere sig via ligaen. Dengang tydede alt på, at FA ville lade Everton tage pladsen, hvis de blev nr. fire, og sådan blev det også. Tilbage er så spørgsmålet om Liverpool også kan komme med, hvilket jo som sidst skrevet egentlig ville være temmelig rimeligt. Og det er UEFA ikke kommet en tomme videre med, selv om formand Johansson for længe siden har erklæret at han er positiv, og at man bør kigge på det.

Meget begavet. Det giver den dejlige bivirkning, at hvor man måske i god tid ville have kunnet træffe en beslutning som måske virkede barsk, men som man i det mindste havde at rette sig efter på forhånd, ville man med beslutningen om vente til efter finalen med at beslutte noget enten stå med noget der ikke var et problem – hvis Milan havde vundet – eller med noget der kunne laves den helt store følelsesladede pantomime ud af. Nu er det ikke mere rimeligheden i at kunne forsvare sin titel, og det skæve i at var det sket i Tyskland eller Holland ville man sagtens have kunnet få et ekstra hold med, nej, nu er det "They can't leave us out now", den fantastiske udvikling i kampen, alle de højtsyngende fans, alle tv-seerne, og flere violiner i luften end når New York-filharmonikerne er på vej på europæisk turné – hør den fulde sonate her.

Og reaktionen er den samme som før: UEFAs ivrige kommentator Gaillard siger stadig nej, og hans overordnede Johansson siger stadig at man måske nok alligevel lige skal kigge en gang til på det. Jamen kig dog på det, og få ændret reglerne om I vil, det er jo umuligt at klage over indholdet – men hvor er det dog tvivlsomt at skulle til at gennemføre regelsættet med tilbagevirkende kraft, med usaglige argumenter fremlagt som ikke ville have kunnet fremsættes hvis kampen var endt 0-0 og Liverpools fans ikke havde sunget ♪ Walk on... ♪ så enormt højt og ofte.

Kampen i onsdags var pinlig. Det var ydmygende, totalt amatøragtigt og en skamplet, og kampen blev ikke vundet af det ene hold, men kun tabt af det andet. På det niveau må sådan noget ikke forekomme, det er ganske enkelt for uprofessionelt. Fører man 4-2 ved pausen er der ingen undskyldning for at tabe 7-5. Champions League-finalen samme aften bød så også på et spektakulært comeback. Milan burde jo nok have kørt den hjem, men selv den mest selvsikre opvisning kan jo blive overflødig når man forærer alt initiativ væk i bare få minutter. Ikke særlig italiensk skiftevis at spille sig helt ud med lækker angrebsfodbold og at forsvare sig naivt, egentlig, selv om netop Milan jo faktisk overgik deres egen katastrofe fra sidste år over to kampe mod Deportivo.

Så Liverpool kunne tage den samme tur som man har set Barcelona og Chelsea på for nylig, rundt i byen på toppen af en åben bus. Og jeg formoder da, at det samme kommer til at ske, når Københavns helte vender hjem fra Göteborg efter denne uges rigtige finalegyser, kampen der havde alt man savnede i den i onsdags: et takket trofæ og en hulens masse flere straffespark. Det fylder mig med glæde at tænke på når masserne i hundredetusindevis skal flankere ruten, hvor Royal League-trofæet vises frem. Ja, måske mesterskabstrofæet endda skal have lov at køre med – i modsætning til landspokalen har DBU vel endnu ikke tvunget os til at levere det tilbage endnu. Brøndby kan trods alt ikke vinde titlen før på søndag. Et kort fra Dronningen ville måske også være passende. Det er jo trods alt Hendes Majestæt, turneringen er opkaldt efter. Jeg ville hade at tro at hun ikke var opmærksom på den, endsige sad klistret til skærmen torsdag aften.

TV-transmissionen fra finalen blev indledt med en to-minutters opsummering af turneringen som den hidtil havde formet sig, eller måske snarere som Kanal 5 ville ønske at den havde formet sig. ”Som vi så det”, hed det, og de så tilsyneladende ingen kampe indendørs, ingen på opløste eller tilsneede baner, ingen på tomme stadions, og ingen mellem norske og svenske hold – ja, knap nogen med Esbjerg. Og de så en ubrudt københavnsk sejrsrække, hvilket var mere end vi der tog til Malmö og oplevede b-kæden gjorde.

Optaktens jubel over eget produkt, der blev afbrudt med en oplysning hver femte minut om at København havde vundet begge de hidtidige kampe i turneringen mod Göteborg med 1-0, blandedes med endnu en opfordring fra Flemming Østergaard om at lade turneringen give adgang til europæisk spil, måske endda Champions League. Det er en idé som har været oppe og vende før, og nu igen er lanceret, og mens tanken da er charmerende, især for os i den nuværende situation, så er det desværre ikke helt klart hvem der i givet fald skulle afgive pladsen. Det havde naturligvis været interessant, hvis man havde spurgt Per Bjerregaard tidligere i programmet, om han havde været frisk på at opgive sin kommende CL-kvalmulighed for København, hvis vi skulle gå hen og vinde. Velviljen havde utvivlsomt været der, men det havde jo nok næppe kunne lade sig gøre alligevel. Pokkers teknokrater!

Og en fast plads til Skandinavien – det virker trods alt sært om der skulle være så stor en velvilje, i betragtning af at det ene nordiske bidrag bombede totalt i år, at der ikke var et sidste år, og at der året inden primært var nordisk CL-deltagelse fordi de norske og danske mestre tumlede ind i hinanden i sidste kvalrunde. Vi skal tilbage til 2001 for at finde den seneste nordiske sejr i Champions League, så et egentligt krav på tilstedeværelse virker lidt overivrigt at fremsætte.

Dækningen af selve kampen er svær at laste. Peter Grønborg er en virkelig god kommentator, og det er påfaldende at det trods en flere gange udtalt sympati for danske hold hos Kanal 5-kommentatorerne lykkes at ledsage vores kampe forholdsvis nøgternt, mens Carsten Werge, der burde være neutral, lige siden sin orgasme over at Olympiakos blev sendt ud af Champions League har været ude af stand til at kommentere Liverpool uden at kamme over i en direkte patetisk dyrkning af holdet og dets fans.

Billedsiden var straks lidt sværere at greje. Da stadion helt åbenlyst var mere end tre fjerdedele tomt, selv om der var stanget 500 gratis busture ud herhjemmefra og selv om man kunne bytte to billetter til tirsdagens IFK-ÖIS-derby til en gratis billet til finalen, blev der igen og igen zoomet helt ind på to små områder af de to fanskarer, lidt som ved B.T. Cup lige efter nytår. Og hvis tilskuertallet blev nævnt, skal jeg love for at det blev nævnt stilfærdigt.

Meget symptomatisk for hele turneringen, der har redefineret begrebet 'børnesygdomme', røg billedet en tur lige efter at straffesparkskonkurrencen var begyndt. Over på P3, hvor den selvfede studievært, Ulrik Jensen mener jeg han hedder, gudhjælpemig sagde ”Så kan I lære at få tændt for jeres radioer i stedet” – tro mig, Ulrik, at lytte til sportsbegivenheder på P3 er den absolut sidste nødløsning, og kun på dage hvor det regner voldsomt er det at foretrække frem for røgsignaler. Da billedet kom igen kunne man slukke radioen, men med både lang tids tavshed og et intermezzo med en svensk kommentator skal Kanal 5 vist takke en helt absurd lang omgang straffesparksskydning for at de ikke totalt fik kikset turneringens klimaks.

Nu fik de så i stedet rundet af på en finale, hvor København faktisk begyndte ganske kvikt, men i anden halvleg blev slemt overspillet af holdet der havde spillet to dage inden, og så dødsenstrætte ud. Det er man selvfølgelig gerne, når man en gang i slutningen af maj når enden på sine forberedelser til forårssæsonen. Det var på ingen måde en pragtkamp, men det var måske heller ikke helt smigrende at være placeret dagen efter dramaet i Istanbul.

Men pragtkamp eller ej, så er Royal League-trofæet hjemme. Og på vej ud kunne Dan Sørensen ønske tillykke til ’Skandinaviens allerbedste klubhold’ – det er et udtryk vi skal huske at bruge, hvis AaB taber til Brøndby på lørdag, og vi dagen efter går ned mod Midtjylland, totalt udkørte efter et par lange ture.

Skulle det ske er det selvfølgelig tvivlsomt hvad vi udover den medfølgende, meget generøse millionsum kan bruge Royal League-trofæet til, men et godt forslag kom fra en gæst hernede. Han foreslog en mulighed for en eminent practical joke med Johnny Rune som offer: I øjeblikket inden F.C. Midtjyllands formand sætter sig ned på SAS Arena for at se kampen mod København, anbringes trofæet på hans sæde. Så skal vi se hvem der er – og har – en brok-røv!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang

The Stone Roses: ’Fools Gold’
Hvilket bedre tema til Royal League?

Ugens albums

Jens Unmack: Vejen væk fra rocknroll
En ny vej for Unmack; hans første soloplade og første forsøg på at begå sig uden Hilmer Hassig – og det klæder ham. Love Shops seneste album National blev rost hernede, men har allerede klaret tidens tand værst af de syv der er kommet. Det skreg på forandring og nye idéer, og de er kommet nu, hvor der ikke ser ud til at have været andre regler end at der ikke måtte overproduceres og gøres sterilt, som det skete til sidst for bandet. I Nikolaj Nørlunds totalt anderledes og helt organiske og skrabede produktion, og med supertalentet Rune Kjeldsens nysgerrige og opfindsomme guitar, er der en helt anderledes frihed at finde hos Unmack, og han virker faktisk synlig lettet.

British Sea Power: Open Season
The Go-Betweens: Oceans Apart
To to grunde til at jeg nok altid kommer til at elske hvide drenge med guitarers pop frem for alt. British Sea Power fra Brighton er på deres andet album; det første, The Decline of... var brutalt og støjende, Open Season er melodisk generøst. Det er indie med tråde til fine forgængere som Bunnymen, Psychedelic Furs og Pixies. Og det er en af de bedste ting jeg har hørt endnu i år.

Det samme er Oceans Apart fra The Go-Betweens; ikke bare det bedste Forster og McLennan har lavet siden de gendannede deres så småt legendariske band, men faktisk lige så godt som det allerbedste de lavede dengang i firserne. Så godt som Before Hollywood og 16 Lovers Lane. Og det er godt.

Og ude på tønden ligger:

Carl Hiaasen: Skinny Dip
Christopher Brookmyre: Quite Ugly One Morning
Nogen, vistnok Uncut, skrev om Hiaasens nyeste roman, at den i hvert fald nok ikke var prismateriale, da den stort set ikke afveg en tøddel fra noget han havde lavet før. Det var en fair bedømmelse, den har det forventede: en helt der spiller efter sine egne regler og kan være svær at leve sammen med, en heltinde der har haft dårlig smag i mænd, været sammen med en skurk, og nu vil have revanche, en skurk der reelt er en lus mellem to negle og som er lidt ynkelig men stadig odiøs, en superskurk som er helt hensynsløs, ikke tager hensyn til menneskeliv og politisk langt ude på den karikerede højrefløj, og endelig en freaky, skydegal gå-til-hånde-mand der har et tusindbens begavelse, og kommer ud for en eller flere lemlæstende ulykker med komiske effekter. Alt dette er i Skinny Dip.

Og alt dette er også hos Brookmyre, i hans snart ti år ældre debutroman! Med den ene forskel, at det hele foregår i regnfulde Edinburgh, ikke solbeskinnede Florida. Resten er på plads, og det samme er – og det er grunden til at jeg elsker de tos bøger – den knivskarpe og voldsomt morsomme dialog, og de ætsende satiriske betragtninger. Jeg kommer altid til at elske forfattere der oser af sarkasme og vid, og de her to har oceaner af det.