Så skal vi til det igen, du gamle. Evaluere en sæson der er gået. Hvor har jeg bare ikke lyst. Fordi lige så let det er at gentage sig selv og piske løs på sine kæpheste når man er i det negative hjørne, lige så let er det at lade det seneste indtryk påvirke én. Og det seneste indtryk er ikke 4 mål sat ind i overlegen stil, som i vores sidste tre afslutninger på superligasæsonen. Nej, det seneste indtryk er så skidt, at der ikke kan siges noget som helst positivt om det. Medmindre man anlægger et rent ’Hensigten helliger midlet’-standpunkt.

Det indtryk var af et hold, der foran 21.000 tilskuere skulle ud og vinde for at sikre sig sølvet, og i hvert fald have uafgjort for at spille sammen med de andre europæiske klubber det kunne være så rart at se os klare os bare hæderligt imod. Selv dem, der ’kun’ er fra Sverige, Ungarn eller Slovenien. Og så var det indtrykket af et hold, der bare i det hele taget gerne måtte spille en flot kamp og vise noget god fodbold, når nu folk var kommet. Ligesom de som regel meget gerne må. Det var det vi var kommet for. Hvad holdet var kommet for er ikke til at sige.

Det kunne ses lige fra starten, hvordan det ville blive. Med en back i højre side, en central, højrebenet midtbanespiller i venstre, og to defensive folk på midten af midtbanen var det ikke et hold der så ud til at være i stand til eller blevet bedt om at spille fodbold, og føje overraskende gjorde de det heller ikke, i hvert fald ikke i mere end et par enklaver på fem-ti minutter i hver halvleg.

Den udenforstående kunne så måske stå og studse over, at der både var to venstre(benede) midtbanespillere til rådighed på bænken og en enkelt kreativ spiller til højrekanten, Elrio van Heerden, der endda var kommet ind i de sidste tre kampe. Han var dog blevet droppet helt fra truppen, og det efter en gang palaver i ugens løb om han i stedet for at spille i Parken skulle have lov at optræde på landsholdet. Han endte med ikke at gøre nogen af delene.

Dette var så det sidste indtryk, en fornærmende tam 1-1 mod det hold som de helt fortjente mestre (og vindere af ’alt der er værd at vinde’, hvilket bringer Laudrup ret meget på linie med denne bartenders mening) fra Sjælland havde basket 7-0 otte dage inden, hvilket var meget billigt sluppet, så tænderskærende ringe som de havde sat sig til modværge. Mod en klub som var rykket ned, havde fyret sin ledelse og formentlig ikke i selvstændig form kommer til at spille på topplan nogensinde igen. Mod lusede Herfølge, et hold vi ikke siden det allerførste møde i superligaen har klaret at slå med bare en margin på tre mål. Jojo, i Parken nåede vi så kun at vinde fire ud af 14 kampe mod Herfølge gennem tiden, og score 13 mål i de samme 14, så reelt var det nogenlunde en gennemsnitlig kamp mod dem.

Men det er jo ikke at vi ikke kan slå Herfølge, og at vi slutter sæsonen så elendigt af, der er problemet. Det er, at vi i så mange kampe ud over denne tåkrummende sidste tur i Parken – vores 25. i denne sæson, og vi har ikke vundet de halve – har spillet nogenlunde lige så skidt, og at der virkelig ikke mere er bare det mindste tegn på fremskridt for vores hold at spore. Vi kunne ikke for alvor udfordre Brøndby om titlen, vi var ikke engang tæt på at slå dem ud af pokalen, og vi blev sendt ud af både Champions League og UEFA Cup på røv og albuer af slovenere. De sidste par år havde vi da i det mindste kunnet knibe enkelte resultater hjem europæisk mod hold vi var seedet overfor, som mod Ferencvaros, komme i pokalfinaler når BIF på forhånd var blevet sendt ud for os, og et par år i træk vinde mesterskabet på lucky punches til allersidst i næstsidste runde. Ingenting ude i verden, men lige akkurat bedst hjemme på Malta. Men ikke engang de evner har vi mere.

”Malta, hold nu kæft med dit Malta! Vi er sgu bedre herhjemme end på Malta!” Uha, der var sgu en der blev sur derovre. Det er da heller ikke helt rimeligt at blive ved med at sammenligne os med Malta. I sidste sæson var Danmark klart bedre end Malta. 34 ud af 51 lande – det placerer os i den midterste trediedel! Godt nok delt med Moldova, men alligevel. Det er da ikke at kimse af. Malta er håbløst efter på en 48. plads. Og som klub deler vi en solid plads som Europas 145. bedste i denne sæson, delt med bl.a. Nistru Otachi, Brøndby og Sheriff Tiraspol, et par andre klubber fra laget lige under de helt store.

Så må vi leve med at ligge bag Liechtensteins stolthed FC Vaduz – hvem kunne dog også vide at de ville have sådan en god sæson, og hele to gange slå Longford Town? – samt eliten af litauisk, georgisk og islandsk klubfodbold. Sliema, Birkirkara og ikke mindst Marsaxlokk har stadig lang vej at gå inden de kan røre os og vores blågule landsmænd! Fryd! Så ned med malteserkorset, og op med det her.

At vi giver den kalkstenproducerende østat baghjul er dog ikke nok i sig selv til at løse vores problemer på banen. Især i en tid hvor det ikke er til at vide, hvem der overhovedet er til rådighed om få uger. Seks spillere har allerede forladt os, og mens det jo ikke er så problematisk at sige farvel til spillere der er dårlige, skadede eller begge, er det straks mere tricky når det er til en af vores mest lovende og flittigst anvendte, Jesper Bech, samt to af vores mest stabile spillere, Zuma og Hjalte.

Sidstnævnte forlod os i en sag, der viser hvor hård fodboldbranchen er, og hvordan skæbner og karrierer handles i et snuptag – ved hans afskedskamp vidste tilsyneladende alle andre end Hjalte selv hvor han skulle hen, ja, selv en af vores faste gæster kunne fortælle over en kop god lokal øl, hvilken klub den krøllede fyr skulle til i de kommende år. Kun han selv svævede tilsyneladende som hele foråret i uvidenhed, og var stadig ikke klar over om han overhovedet skulle væk fra København. Man må håbe at nogen her nogle dage senere har forbarmet sig over ham og fortalt ham, at det skal han; han skal spille for Heerenveen i den hollandske Æresdivision.

Hvor vi står med erstatninger er umuligt at sige i dag, for mens det faktisk er et par rigtig gode spillere der er hentet ind fra Viborg, er ingen af dem købt til pladser hvor der er gabende huller på samme måde som der synes at være på den offensive midtbane og i angrebet.

Kommer tid, kommer råd, går jeg ud fra, men det er bare snart efterhånden ligemeget, hvis det det hele munder ud i alligevel bliver mere af det samme. Og der er vi så tilbage ved punkt 1 ovenfor, for det er jo ikke første gang jeg har stået hernede med et glas etellerandet i hånden og længtedes højlydt efter skønhed og storhed i spillet, noget andet end kværnende, langsommeligt basisspel, og et hold der aldrig i livet vil kunne komme til at stille op som de gjorde i søndags. Sidst det skete var her, og så er det bare at grave længere tilbage i arkiverne.

For drømmen har eksisteret siden vi i efteråret 2002 fejede al modstand til side uden at imponere. Den dag i dag er det det samme, drømmen er stadig at vinde og at vinde med stil, men en enkelt ting har ændret sig: Gnisten og håbet om at det er lige om hjørnet er der bare ikke mere. Vi kommer ikke ud af stedet, og på det seneste er vi begyndt at gå baglæns i frisk tempo. Og det kan da – igen! – ikke være rigtigt? Vi skal være de danske Barcelona, vi skal ikke være Ham-Kam i velhavende udgave. Vel?

Det er nok bedst ikke at tænke på det, nu det tilsyneladende er blevet sommer både af navn og af gavn. Sommerpausen plejer at være lidt af en pine, nu er den nærmest en lettelse. Hvis ikke man var nødt til konstant at følge tekst-tv og internet for at følge med i de seneste ryger om spillere på vej til København – vi har taget konsekvensen af det i forvejen pauvre tv-program og sat tv’et oppe i hjørnet fast på DR ttv’s side 201. Man håber jo stadig på at nogen kan træde ind og løfte os.

En anden ting er, at sorgfuld, indadvendt frustrationsbehandling ikke passer godt til disse dage, der, uden anden fodbold end et uforpligtende for-VM i Tyskland, giver rigelig plads at til de åndssvage historier kan komme til overfladen. Ja, flere af dem er som taget direkte ud af siderne af Skøre Verden. En af dem havde Jan Saxo fat i forleden uge. Frank Arnesen, dette loyale menneske, fulgte den lidt spegede affære om Chelseas henvendelse til ham bag Spurs’ ryg – eller i hvert fald ved siden af Spurs’ skulder – op med at besøge Roman Abramovich på dennes yacht. Uheldigvis (for os og Frank) ikke første gang han lod sig fotografere i fritidsklunset på sin sommerferier, men dog første gang den fortsat Spurs-ansatte sportsdirektør blev det hos Chelseas ejer.

Chelsea, der ellers ikke er fremmede for at forsøge at rygsvømme sig ud af mangt og meget disse dage, når de har opført sig pinligt, regelstridigt eller begge, kom med en for dem meget tam bortforklaring: "Frank and Roman know each other and were holidaying in the same area. Roman and his wife then invited Frank and his wife for lunch. It was purely a social occasion." Ved siden af Joses "When I saw Rijkaard enter the referee's changing room at half-time, I couldn't believe it” er det egentlig ret slattent. Det andet var der i det mindste nogen der troede på, indtil han selv indrømmede at det var løgn.

Hvorfor Chelsea overhovedet skulle behøve prøve at forklare er svært at forstå. Sven-Göran Eriksson, Ashley Cole, Rio Ferdinand, Frank Arnesen – hvis der er nogen Chelsea har lyst til at få ombord, i Arnesens tilfælde bogstavelig talt, så hiver de fat i dem, og så er dem de taler med som regel også ret ligeglade med at de har en stående ordre om at holde sig langt væk fra Chelsea indtil mellemværendet er bragt ud af verden. Ironien i dette er jo, at når Spurs så kommer og truer med en klage er det teatertorden langt hen ad vejen. De kan ikke bruge en føring på tre eller seks strafpoint over Chelsea til noget, den er jo hurtigt ædt op – men en for dem stor og for Roman lille millionsum i pund, den falder altid på et tørt sted. Hvis blot den ikke falder i naturalier i form af et par bestemte spillere Jose alligevel ikke kan bruge. Så at en aftale endte med at blive nået er knap overraskende.

En af de ovenstående har haft fingrene i endnu en speget sag, igen bogstavelig talt, nemlig Sven-Göran Eriksson, eller ’Sugar’, som man desværre har kunnet se at hans sekretær i FA, Faria Alam, kaldte ham. Jeg er normalt rimelig tolerant når det gælder folks sexuelle præferencer, skal det siges. Men der er et eller andet ved ældre menneskers kønsliv der bare ikke behøver udbasuneres, tak. Det holder nu ikke de implicerede i denne sag tilbage, og i retten i London kan man høre om hvordan den yppige frk. Alam blærede sig i emails til sine venner om at hun havde slået kloen i landstræneren, og at hun ved en anden lejlighed havde endnu en affære, denne gang med foreningens generalsekretær, som det hedder i den danske udgave – Mark Palios, eller som hun kaldte ham: 'Pretty Polly'. Eewwww!

Alam blev fyret efter affære to og en større medieblitz omkring et fodboldforbund der på en soap opera-agtig måde er lige så underholdende som deres a-landshold er kedsommeligt. Nu har hun sagsøgt FA omkring fyringen og forbundets formand David Davies, endnu en aldrende tæge, for sexchikane. Man kan så sige, at de ca. £30.000, hun menes at kunne vinde ad rettens vej, er peanuts i forhold til hvad hendes interviewhonorarer fra diverse aviser har været, men underholdende er det da absolut.

Sex ser ud til at være lige så fast en bestanddel af tankerne hos en gammel gubbe højt på strå i fodboldens magtverden som det er hos en almindelig glaspudser hernede i vores bule. Bare se Liderlige Lennart, UEFA’s præsident, der efter at have angrebet FIFA’s Sepp Blatter for dennes forslag om at kvinder burde spille fodbold i hotpants, og beskyldt ham for absolut at skulle sige ting for at komme i medierne, selv leverede denne absolutte klassiker af et citat, der skaffede ham langt flere spaltemeter end Sepp fik: "Companies could make use of a sweaty, lovely looking girl playing on the ground, with the rainy weather. It would sell."

På dette tidspunkt er det åbent spørgsmål denne svenske renaissance man – det er altid svenskerne, ikke? – kommenterer UEFA’s nyligt overståede EM-slutrunde eller denne film fra samme land som i 1960'erne gav os den legendariske Ferenc Puskas – ikke for små børn, om jeg må bede, men vores bar serverer jo i forvejen ikke for børn!

Lennart, der nærmede sig de 30 da Elvis slog igennem, har i sandhed en evne til at fyre et mindeværdigt citat af i ny og næ; endnu en klassiker fra hans læber er om sorte fodboldspillere: "They have rhythm, emotions, dance. They move in that way we don't. I do not know what is built into the black race but I have noticed that they don't seem to like swimming." Og er det sandt, er det da en skam – en sort, rytmisk fodboldspillende kvinde, drivvåd fra en frisk svømmetur, ville da være en gudsgave til sponsorverdenen. Se at komme i pølen!

Hvor er den nytænkning i den danske fodboldtop? Herhjemme har vi også masser af sager om DBU, men de synes at handle om meget mere mondæne ting. F.eks. har Herfølge og Køge aftalt at formalisere deres samarbejde fremover – fusionere, som det hedder med et fyndigt, omend ikke helt korrekt udtryk – og har afvist at godkende overbygningen, bare fordi der næsten er gået tre måneder over fristen til at anmelde den. Hvor strengt! Det gode argument nu er så, at når Køge og Herfølge nu begge skal spille i samme division kan de skævvride ligaen helt. F.eks. ved at Herfølge med vilje taber til Køge. Jojo. Det vil de jo så også kunne, hvis de om to måneder eller et halvt år indleverer ansøgningen om at gå sammen. Eller hvis de gør det den dag det skal ske, 1. april 2006, hvor turneringen stadig ikke er slut. Hvad er pointen? Der er jo ingen regel om at hold fra samme række ikke må gå sammen.

Så det kan man knap laste DBU, at der jamres i krogene over, men lidt komisk er det, at de taler om at en frist er en frist, og at de ikke er lavet af dispensationer. Det er lidt svært at se, så længe en række klubber med en temmelig vant plads blandt superligaholdene stadig ikke har varme i deres baner. Og det var særlig svært at se, da Lyngby og Brabrand mødtes i Århus for at afgøre, eller uafgøre, hvem der skulle op i 1. division, nemlig dem selv.

For syns skyld havde man sendt en observatør ud for at se at det hele nu gik ordentligt for sig, men Johnny Rune, dette duelighedens topmål, havde allerede på forhånd lukket al luft ud af hans indsats ved at forklare, at det kun var ’for at skaffe ro klubhuset i Holbæk’. Og hvilken overraskelse – holdene spillede efter alle rapporter at dømme en kamp som mindede påfaldende om Vesttyskland-Østrig i VM 1982, dog uden det tidlige mål. Og hvilken efterfølgende overraskelse – observatør Kaj Østergaard mente, at alt var kosher.

Og måske det bare er sådan, at man skal have lov at lave en fodboldudgave af en deling i porten, hvis bare man kan. Men hvorfor fanden der skal være tale om observation, hvis der alligevel aldrig kan blive tale om sanktioner, forstår jeg ikke. Sidst en observatør blev sendt ud til en sag der sidenhen hørmede var i 1999, hvor Lyngby (sjovt som odiøse Lyngby altid dukker op i sager hvor en pragmatisk holdning til en udvikling i en kamp bliver anlagt, ikke?) paradoksalt nok skulle tabe i sidste runde for at være sikre på UEFA Cuppen. Ja, de behøvede faktisk ikke, da vi slog AB samme aften og dermed gjorde resultatet overflødigt. Men det gjorde de ikke desto mindre, og endda med fynd og klem. 2-6, og ikke ved et eneste af målene prøvede de at forsvare.

Heller ikke der så observatøren, der dengang var Peter Mikkelsen, noget der ikke skulle ske. Så måske man bare skulle revurdere sin holdning til en frisk lille gang aftalt spil? Her har man gået og syntes tyskerne og østrigerne var nogle lurvede røvhuller dengang i Vigo, men i virkeligheden ”havde de efter to kampe bragt sig i en situation, hvor de kunne spille deltagelsen i mellemrunden hjem med en tysk 1-0-sejr i den tredie og sidste kamp. Det kan ikke være helt ufortjent. De skal nok ikke forvente nogen præmie for offensivt spil i deres indbyrdes opgør, men man kan hverken fortænke eller straffe de to hold for at spille en kedelig og taktisk præget kamp.” Tak for det friske syn på historien, Johnny...

Af andre interessante ting fra DBU kom et af de mærkeligere kampprogrammer i længere tid. Man må sige, sportsdirektør Holmstrøms kritik af vanen med at lægge midtuge-aftenkampe i Aalborg har givet resultat, omend ikke positivt: vores premierekamp bliver samtidig den nu tredie udekamp i Aalborg i træk, der ligger om aftenen midt på ugen. Men så bliver de også sendt den modsatte vej om aftenen til foråret! Så kan de lære det!

Mere ejendommeligt er det, at vi skal møde Farum i både anden og tredie forårsrunde. Og ikke nok med det, men i den førsteudgave DBU sendte på gaden, der nåede at komme med bl.a. i torsdagens Politiken, havde vi endnu en fin overgang mellem turneringstrediedelene: to hjemmekampe i træk mod OB. Åbenbart er turneringen så ikke et større puslespil end at der få timer senere var lavet om på kampene, men egentlig skulle man tro at en gang korrektur ville gøre det en smule nemmere.

Nå, men jeg kunne snakke videre i evigheder om hvordan David Moyes nu officielt er blevet Graeme Souness' cheftalentspejder, om supercuppen, der nu ikke mere er en kamp, men en event, og som har fået det chicce navn Tele2 Liga Cup, og om at Johan Elmander tilsyneladende har skadet sin hånd på at lave den gamle Brøndbysvenskerdisciplin, at hive i en hvid trøje. Men det er snart for pjattet, så det må blive næste gang. Hvis nogensinde.

-smølle

og på jukeboxen kører

Ugens sang

The Jam: ’That’s Entertainment’
Om det er den bedste sang Paul Weller indspillede med The Jam er et åbent spørgsmål, men jeg tror det – og jeg er sikker på at det er den bedste tekst. Ikke mindre efter at have hørt overleveringen: Nummeret, der var det sidste der blev indspillet til albummet Sound Affects fra 1980, skulle være skrevet i en ruf af en eddikesur Weller efter at han var kommet hjem fra pubben en aften på ferie, og generelt bare var utilfreds med altings tilstand. Det er stillbilleder fra den tids England, et land der stadig var ramt af den store 70’er-neder, men den klarer at være relevant i dag, og at være det her. Det er af en eller anden årsag en sang der tatoverer sig selv på min hjerne hver gang det som nu bliver varmt her i byen. Det er linierne om ”Waking up at 6 a.m. on a cool warm morning”, ”opening the windows and breathing in petrol”, ”a hot summer’s day and sticky black tarmac” og ”a pneumatic drill and ripped up concrete”, der så klart siger varm, trykkende sommer i hovedstaden. For slet ikke at tale om ordene om amatørorkestret der øver i en nærliggende have, hvilket for alvor bliver en realitet hver onsdag hvor det lokale messingsuppekøkken sætter i gang, og høj musik er det eneste svar nu når vinduerne er nødt til at være åbne.

Og selv om sangen er så bitter og så brutalt åben i sin beskrivelse af et storby-England i rent forfald, kulminerende med den knækkende linie ”Two lovers missing the tranquility of solitude” – tal lige om romancens dødsstød – klarer den stadig på en sær måde at være et lokkende postkort fra London, og når jeg hører den tænker jeg lige det modsatte af ”hold mig væk fra det helvedeshul”, men derimod at det kunne være fantastisk at bo i den engelske hovedstad, om det så kun er i en fugtig lejlighed stukket ned under gården. Og grunden er velsagtens den, at selv om det er pænt vrede sang er det stadigvæk en positiv sang i sig selv – "That’s entertainment!" gentaget igen og igen har måske en sarkastisk klang, men det den handler om er stadig livet, det er billeder af hvordan personer har det, om det så er godt eller ej er det virkeligheden, og den ’entertainment’ der tales om er også de hverdagens både gode og (måske til tider mest) frustrerende stunder. Såsom denne sang. En hyldest til hverdagen der vil noget.

Ugens albums

Richmond Fontaine: The Fitzgerald
Mere eller mindre ud af ingenting – nærmere bestemt Portland, Oregon – kom sidste år gennembrudspladen fra dette klasseband, der allerede er på sjette album. Det hed Post to Wire, er rost til skyerne i min liste over årets bedste plader sidste år, og jeg er lige ved at synes det er den bedste plade efterhånden. Sanger og eminent tekstforfatter Willy Vlautin tog det ikke roligt ovenpå al den ros Post to Wire fik, og checkede ind på hotel Fitzgerald i Reno for at skrive en hurtig opfølger. Den blev så opkaldt efter hans kreative gemmested, hvor han havde ladet fantasien rulle omkring de lokale eksistenser, og skrevet tekster som endnu mere end før var Raymond Carversk i sin triste tone – feelbadfaktoren i disse tit blodige og i enkelte tilfælde fatale historier er til at tage og føle på – og i sin økonomiske fortællestil, om folk der er på kanten af tragedierne, og prøver på bedste beskub at undgå dem.

Resultatet er en helt anderledes plade fra forgængeren, langt mere afdæmpet og stort set uden omkvæd, næsten helt akustisk, med én fast stemning hele vejen igennem, bygget op om historierne og uden de åbenlyse melodier som lokkemiddel denne gang. Den dovne anmelder ville sammenligne med Springsteens Nebraska, men selv den var langt mere vers-omkvæd-vers end denne. Så er Damien Jurados smukke Where Shall You Take Me? og Mark Eitzels afdæmpede soloplader endnu bedre referencer. Jeg håber ikke, Richmond Fontaine har droppet det melodiske overskud Vlautins toplyrik blev serveret med sidst, men denne plade er en bedrift i sig selv, og æder sig ind på én.

Ry Cooder: Chávez Ravine
Mere americana – latin americana, for at være præcis. Dette er virkelig en fremragende plade fra den rutinerede fyr. Han har lavet filmsoundtracks før, først og fremmest til Paris, Texas, men dette er nærmest i sig selv en film i albumform. Den fortæller i musik historien om Chávez Ravine, et nabolag tæt på downtown Los Angeles, som i løbet af 50’erne efter en serie politiske og juridiske rævekager blev bulldozet selv om folk stadig boede der, så der kunne bygges et baseballstadion på stedet til Los Angeles – tidligere Brooklyn – Dodgers. Som man kan se her, gjorde bulldozerne og cementmaskinerne et meget effektivt stykke arbejde. Og så klager Brumleby over at der på enkelte dage er lidt larm inde ved siden af...

Hvis man skal lave filmsammenligningen for alvor kan man sige, at hvis en plade med de åndsbeslægtede spruthusfavoritter Calexico svarer til en uafhængig, stemningsladet film med et moderat budget, er Ry Cooders album svaret på et stort anlagt drama fra en historisk periode, gennemført og grundigt færdiggjort. Faktisk lidt som L.A. Confidential, der kom for nogle år siden, og Chávez Ravine ville reelt være et rigtig godt soundtrack til en af Ellroys kriminalromaner, der også beskæftiger sig med korrupte lokalpolitikere, kyniske forretningsfolk og anløbne, fattige chicanos i den periode. Den veksler fra moderne, stemningsladet noir-filmmusik à la Barry Adamson med fundne stemmer fra gamle filmruller, over tomwaitsisk cocktailjazz fra helvede til latinamerikansk musik, noget henad en latin oldies-station, lavet med Cooders enorme respekt for genren, som man også kender fra Buena Vista Social Club-filmen. Sammen med folk fra de vildt undervurderede Los Lobos (ét åndssvagt cover-hit, og alt andet man laver i 30 år er glemt) har han både genskabt latinohits fra dengang og fået nogle af periodens idoler til at synge både dem og nye sange om graven der blev bulldozet. Først og fremmest kan jeg vildt anbefale at høre pladen, som i øvrigt også kommer med et lækkert hæfte med baggrund, spiffy gamle billeder og alle teksterne på både spansk og engelsk. Muy fifí!

mail