Nye tider. Nye skikke. Og byfornyelsen rammer nu også vores kvarter, hvorfor vores nævenyttige husværter har pålagt os at anskaffe og tilmed bekoste en svingdør. For selv i kælderniveau skal Bulen åbenbart udadtil gøres præsentabel og ikke mindst ensartet med resten af huset og nabohusenes facader.

Og der bliver ikke tale om en mere æstetisk nydelse af en solid svingdør som denne, vi kunne placere lidt inde i biksen under en vind- og vejrskånende baldakin. Næ, det skal være et ud-til-gaden monster à la den slags, du ser i lufthavne, på banegårde og som adgangsportaler til indkøbscentre, hoteller og finans- og forsikringsmastodonterne.

Grimt som bare fanden, og dyrt som helvede. Og praktisk er det just heller ikke lige præcis et sted som dette. Hvor ofte ser man ikke folk kegle rundt i disse indgangskarruseller, f.eks. ved at skubbe, når der ikke skal skubbes eller ved at få legemsdele, tasker og andet grej i klemme. Hernede skal så lige tilføjes lidt promillehæmmet motorik på vej ud, måske endda i karambolage med en travl og tørstig fætter på vej ind. Men naboerne får det også, og så har vi bare at følge trop. Det skal nok vække harme blandt vores stampublikum, også når vi formentlig bliver nødt til at hæve priserne en kende for at finansiere vores andel af det nye svingdørsmareridt.

Vi har ellers i forvejen lidt skumlende gæster, som den seneste uges tid har mugget lidt over min gode kollega -smølle, både hernede i Bulen og "ude i byen". Ikke fordi der blev åbnet lidt sent i sidste uge, men fordi -smølle tillod sig at bringe lidt kritik af præstationerne under Hans Backe! Jeg skal da hjertens gerne lægge en supplerende ryg til, hvis der skal hagles flere ukvemsord i vores retning. Det har endda ikke noget med loyal kollegialitet - fordrukken korpsånd - at gøre, men mere jordnært, at jeg skam er lynende enig med min medbartender.

Det endda selvom der end ikke kan sættes en nok så forsigtig finger på den sympatiske svenskers meritter i Byen, som vi mere eller mindre alle glaspudsere hernede har anerkendt tidligere. Statistisk set er Backe stadig den bedste træner i Byen ... ever! Og to guld plus en sølv på tre fulde sæsoner, suppleret med en sølvmedalje i Hans' første totrediedel sæson i København, jamen det er da aldeles godkendt. På papiret. Og i forhold til klubbens sæsonmålsætninger om medaljer og europæisk kvalifikation. Problemet, som -smølle antydede det i sidste uge, og som bl.a. jeg selv har nævnt på dette sted flere gange, er bare, at det har været aldeles umuligt at få øje på den mindste smule perspektiv i den spillemæssige udvikling på banen. 

Faktisk lige siden det sublime forår 2002, hvor Backe byggede videre på Hodgsons fundament og holdstamme, først til at fuldt ud matche storhold som Ajax og Dortmund allerede i efteråret og derefter med egne markante aftryk på et velspillende og suverænt mandskab i det efterfølgende forår, hvor kun de yderste marginaler, Kim Milton og Mads Jørgensen forhindrede os i at vinde guld. 25 ligakampe nåede Backe i sin første sæson i København, som blev den klart bedste i hans regeringstid med blot ét nederlag og 17 sejre. Tager man resten med, spillede vi i alt 36 kampe under Backe i 2001/2002 sæsonen. 22 blev vundet, kun 4 tabt, heraf altså to gange til Dortmund og en gang i pokalfinalen til OB. Og det var ikke kun på papiret, at det var Backes bedste periode - pointsmæssigt - vi spillede også det forår det bedste fodbold i tiden under Hans. Med afstand. Et forår hvor man fornemmede udvikling og visioner i spillet. Vi så et hold med perspektiver.

Det blev aldrig så godt igen. Bevares, det blev til guld de næste to sæsoner, men spillemæssigt var der ikke meget at råbe hurra for. Vi blev fortjente mestre, om end på last action lykketræf fra Hjalte det ene år og Elrio det næste. Der var dog ikke meget spillemæssigt perspektiv i de to mesterhold, løfte om udvikling, hvilket de følgende efterår med al uønskelig tydelighed afslørede. Vi har været vidner til tungt, kværnende og omstændeligt spil uden omstillingsfase, hvor boldomgang, tempo og kvaliteten af pasningsspillet har været rystende ringe, og langt de fleste points er hentet hjem via uskønt men lidet kreativt spil, ikke mindst fra den centrale midtbane. Dét som min ærede kollega -smølle allerede engang i 2003 gav betegnelsen 'migrænebold'. To år efter er det lige skidt. Og for tilhængere af en klub med ledelses-erklærede ambitioner om flot og overbevisende spil, ikke mindst i Parken, må det være tilladt at være skuffet, trods en permanent placering i top 2. Specielt i en liga så kummerlig som den danske.

Nu er der ingen grund til at trampe meget mere rundt i temaet om den spillemæssige fallit eller temaet om Hans Backe. Been there, done that. Det var blot relevant at ridse op igen i disse dage, hvor en proces, der i høj grad smager af selvransagelse, finder sted bag dørene i de bonede gange på Øster Allé. Og her undrer det mig jo såre, at der trods helt usædvanlig livlig trafik ikke er en træner i svingdøren!

Endnu. Berlingske Tidende serverede jo i fredags bomben om, at Københavns gamle helt og legendekårede ikon - han "døde" jo for klubben - Ståle Solbakken tager tøjlerne fra nytår. I fuldt sync med Hans Backe, der skulle hilse et halvt års betalt sabbat velkommen. Historien er siden hen i BT og TIPSbladet fuldt op af anselige baggrundsreportager fra Hamar og Briskeby Gressbane og store interviews med Ståle. Så i hvert fald i pressen er Ståle et vedtaget faktum. Og Parken Sport & Entertainment har ikke denne gang haft travlt med at poste dementier på fck.dk, hvorfor man fristes til at formode, at "nogen" derinde ikke er helt utilfreds med, at historien om Masterplanen blev plantet hos Tante Berlingeren. Eller uvidende om hvordan. End ikke et "ingen kommentarer" kan vrides ud af PSE-familien.

Indtil det dog er officielt, skal jeg afholde mig fra de store gisninger om, hvad vi kan forvente os under Solbakken. Jeg mener, vi har end ikke hørt mandens programerklæring med visioner og målsætninger for holdet. Og hans spillestil og anvendte virkemidler på et hold med et minibudget på 24 mio. kroner, en hjemmebane og træningsfaciliteter, der får Herfølge Stadion og Kløvermarken til at fremstå som state of the art, samt en målsætning om blot at overleve i bedste række, ligger jo lysår fra de vilkår, han vil komme til at arbejde under i København. Nordens største budget, største hjemmepublikum, næststørste stadion ... og måske bedste spillertrup. Og hey, de skandinaviske mestre. Men også med de måske største krav og forventninger. Om han kan tackle det, kan kun tiden vise.

Ståles første tre år som træner - incl. assistenttjans for Semb og det norske landshold - synes dog at ligne kimen til en betydende trænerkarriere. Vi har haft mange etablerede og erfarne trænere i klubben. Personligt ser jeg frem til en ung og ambitiøs, men angiveligt også visionær og gennemprofessionel træner "på vej"! Måske en trænerkomet à la David Moyes eller mere nært, Ståles landsmand Trond Sollied. Capello, Trappatoni, Eriksson, Cruyff er jo også alle startet et sted. Så lad os nu se. Det lyder spændende, og jeg vil i hvert fald gerne hive proppen af et par butæljer hernede, hvis det bliver aktuelt, og synge for i en "Ståle, Ståle, Ståle Solbakken, he's got no hair, but we don't care, Ståååle Solbakken"!

Det var så Kim Brink og OB, der landede det internationale og erfarne trænernavn i form af skotten Bruce Rioch. Den gamle tipsfoldboldhelt. Ved første øjekast et scoop, men ved nærmere eftertanke nok mere en gedigen satsning, som ovenikøbet kun skulle have været fynboernes andetvalg efter Malmös Tom Prahl! Riochs trænersucceser ligger tilbage til Middlesbrough (86-90) og delvis Bolton (92-95), mens hans ene år (95/96) i Arsenal mest var for at udfylde ventetiden til Wengers komme. Dog fik Rioch hentet spillere som Dennis Bergkamp og David Platt til Nordlondon, ligesom han fik lidt kredit for at være med til at udvikle Arsenals spillestil væk fra det traditionelle kick'n'rush og renomméet efter George 'boring' Graham til et mere boldbesiddende spil i jordhøjde.

Under alle omstændigheder synes det lidt risikabelt med en mand, der ikke har haft et trænerjob, siden han blev fyret i Wigan i februar 2001. Og derfor som  træner er blevet et temmelig glemt navn. Eller som altid underfundige Peter Rudbæk udtrykker det i TIPSbladet Midtuge (uge 26): "Jeg kan da huske navnet, men jeg aner ikke, hvad han har at komme med. Jeg er på trænerkursus i øjeblikket, og jeg har heller ikke mødt andre på kurset, der kender noget til ham. Man kan vel nærmest sige, at Bruce Rioch er kongelig. Ingen ved rigtigt noget om ham". Vi får se. Måske kan han bringe OB noget af det samme, som f.eks. Roy Hodgson tilførte FC København. Måske er han bare kommet for at spille golf med sønnen Greg i Køge.

Tilbage i København må denne bartender hilse et trænerskifte velkomment. Et skifte jeg frem for til vinter helt klart hellere havde set nu. Eller for et halvt eller helt år siden. Det er længe siden, jeg har sagt, at vi ikke kommer videre med Hans Backe. Og denne sæsons forfærdelige efterår og semitriste forår har kun bekræftet tesen. Jo, klubbens målsætning blev med lodder og trisser  - og svineheld i Aalborg på næstsidste spilledag - opfyldt. Så på papiret var det OK. Alligevel afslører også papiret, at vi endte hele 12 points efter mestrene, der allerede i trediesidste runde kunne hive titlen i hus. Noget mere overbevisende - både på tavlen og banen - end Københavns to seneste mesterskaber. 

Københavns pointhøst var den ringeste siden 99/00 sæsonen, og ikke siden 98/99 har vi sluppet så mange mål ind på en sæson. Målscoringen i den anden ende var den næstringeste i dette årtusinde, og flere end denne sæsons 8 (otte) liganederlag skal vi også tilbage tilbage til årtusindskiftet for at finde. Resultatmæssigt, når vi tæller alt med - selv de succesrige Royal League kampe - har denne sæson også været den ringeste under Backe. Ringeste pointsnit, ringeste målsnit, for første gang mere end ét mål imod pr. kamp, og for første gang vandt vi under halvdelen af de spillede kampe (24 af 50), og vi spillede endda kun to euro-kampe, hvor vi tilmed vandt den ene. Selv "papiret" begynder altså at svigte den gode, svenske Hans.

"Men vi er bedst i foråret", fremstammer de insisterende, der stadig ikke ønsker at se elendighederne i øjnene. Jep, vanen tro. Lige nøjagtigt to points bedre end AaB og fire bedre end Brøndbyerne over forårets 15 matcher. Alligevel var dette forårs høst den næstdårligste i Hodgson/Backe æraen, den æra der har bragt 3 guld og 2 sølv på fem år. Hvad vi trods alt ikke skal glemme midt i al tristessen. Jeg ærgrer mig såmænd heller ikke så meget over, at det "kun" blev til sølv, for mesterskabet havde jeg allerede afskrevet i vinterpausen med baggrund i de skandaløse 16 points, vi var efter Brøndbyerne. En fantomstart på foråret med 7 sejre i lige så mange kampe, mens Brøndbyerne kom lidt vaklende af sted, bragte lidt morskab ind i den første del af kampagnen, hvor vi nåede at tage 12 points på dem. Så blev det maj, så kom Silkeborg, og så skulle vi ud i forstæderne. Ouch!

En tabel for de sidste otte forårskampe sender så København ned på en 9. plads - kun undergået af AGF, Herfølge og Randers. 9 points (2-3-3). Det påfaldende er her, at København går ned med flaget i maj/juni, hvor græsplænerne ellers bliver gode, hvorfor de spillende hold (og spillere) traditionelt også bliver bedre med solen og varmen. Og hånden på hjertet, vel vandt vi forårets første 7 kampe på tunge og kropumulige baner i marts og april, men det var dæleme ikke fordi, vi spillede vores modstandere af banen. Det handlede om kraftoverskud og skarphed, bl.a. erhvervet gennem Royal Leagues vinterkampagne.

Disciplinærlisten er et andet vidnesbyrd, der kan berette om et mandskab i ubalance, drænet for selvtillid i pasningsspil, løbemønstre og placeringsevner. Et hold, der er dårligt fysisk og mentalt forberedt, når det render på banen. For hvordan ellers forklare, at et tophold bliver sæsonens topscorer i kortklubben. 47 gule og 5 røde kort gav i alt 407 strafpoints, hvilket var hele 21 flere end FC Nordsjælland, der endda kun havde ét kort færre end København (46/5), hvorfor vi også kan udlede, at der har været adskillige tællere blandt de Københavnske kort. Ikke advarsler for at bruge mund eller trække tid. Snarere et hold af spillere, der qua førnævnte ubalance kommer for sent til det meste på banen. "Står forkert". Generelt var top-tre på den sorte liste, FCK, FCN og Herfølge langt foran den fjerdeværste (98 p. mellem tredie- og fjerdepladsen, AaB). Det er forståeligt nok for bundhold som Nordsjælland og Herfølge, men for FC København!? De mange kort udløste i øvrigt hele 19 karantænedage. Sammen med diverse skader just ikke skide befordrende i en sæson, hvor selv Backes basisspil har været dårligere end nogensinde.

Heldigvis er sommerpausen ekstremt kort, så vi hurtigst kan komme i gang med en ny sæson og glemme den gamle. Endda selvom den sympatiske, men fastkørte svensker stadig leder træningen. Bliver efteråret ikke spillemæssigt opløftende, så bliver det i hvert fald interessant at se, hvad et meget forandret FCK-hold kan levere.

Netto regnestykket siger foreløbig 8 mand ud og 8 mand ind. Så det skulle give status quo, endda også når vi tæller kæder. 1 målmand, 1 forsvarer, 3 midtbanefolk og 3 angribere ud. Det samme ind. Og 24 mand i truppen, lige som i sidste sæson.

Der er bare et par hager eller tre. Den ene er kvaliteten af de spillere, der er gået kontra de, der er kommet. På målmandsposten og i forsvaret synes vi forstærket, på midtbanen klart svækket og i angrebet vel også totalt set svækket. Alene tabet af Zuma kan vise sig ubærligt. Og tilgangen tæller altså folk, som de nyoprykkede Bernburg og Brandrup, der nok ikke skal lade sig motivere af de sammenlagt 23 minutters spilletid de sidst A-trup forfremmede folk, Morten Bertolt og William Kvist fik i foråret. På tilgangssiden også de hjemvendte Thomas Røll og Carsten Fredgaard, hvor Røll er det store spørgsmål. Kan han ramme fordums niveau, så er han reelt den 10'er, vi mangler på den centrale/offensive midtbane, men det er svært at tro på, at fysikken og psyken holder. Og Fredgaard i sit andet comeback i klubben. Det tror jeg ikke på.

Tilgang har vi i øvrigt også fået af den gamle kaptajn, Christian Lønstrup, der i sit sidste halve år i klubben dog kun har udsigt til bold på KBs (FCK IIs) nyoprykkede talenthold i 2. division. Ligesom det interessante og perspektivrige nyindkøb fra PSV Eindhoven, Lasse Qvist. 

Den reelle tilgang er således blot fire spillere, som kan påregne mere eller mindre regulær spilletid, plus Røll som wild-cardet. Så er vi stadig et stykke fra de 24 mand i truppen, hvilket bringer mig til den anden hage. Holmstrøm - sportsdirektøren, ikke hunden - har udtalt at sidste års trup (de 24 mand) var for smal til både SAS-liga, Royal League, pokalturneirng og i hvert fald to europæiske kampe. Så vi skal vel ende på et par mand mere end de 24!

Den tredie hage handler om, at blandt de 8 mand, der har forladt os, taler vi om spillere, der ligger nr. 1, 3, 4, 9, 10 og 11 (plus Magnus og Todi) på listen over antal spillede kampe i hele sæsonen (50 kampe i alt, Hjalte spillede 49) blandt de 26 mand, vi har benyttet. Dvs. 6 mand fra noget, der ligner fast plads i startopstillingen. Det er altså ingenlunde marginalspillere, vi har skibet af. En af folkene bag nipserstat.dk - der vanen tro leverer statistiske facts til vores fordrukne sludder - Qlawz, kom forbi tidligere i dag og kunne som supplement oplyse, at de spillere, København har skilt sig af med denne sommer, tilsammen er noteret for ikke færre end 684 kampe i trøjen. Det er 15% af alle kampnoteringer nogensinde for FCK.

Hele denne åreladning i en de korteste sommerpauser nogensinde før en efterårssæson, der byder på hele 20 superligakampe plus Royal League, i hvert fald to UEFA cup kampe og pokalturneringen. Og med tanker på, hvordan vi traditionelt har klaret os i efterårene under Backe, så ser dette forehavende risikabelt ud. Også fordi spillerne måske ved, at der kommer en ny træner ved årsskiftet. Det har ofte vist sig at give problemer ikke mindst mht. motivationen. Derfor er det for mig lige så uforståeligt at lade træneren fortsætte et halvt år endnu, som det er mig ubegribeligt, at det er stort set hele holdet og ikke den første ansvarlige, der skiftes. Ligeledes er logikken i at lade Hans Backe forestå opbygningen af et helt nyt hold, når han kun er i klubben i et halvt, max. et helt år endnu, hinsides mig. Medmindre han reelt kun har funktion af caretaker, indtil Solbakken tager over.

Det er derfor slet ikke utænkeligt, at Solbakken dels står bag den trupudrensning, som det mest af alt minder om, og dels måske også har en finger med i spillet omkring nyindkøbene. I så fald håber jeg, han - og Holmstrøm - har 1-2 varme navne til midtbanen. For her ser det tyndt ud med vel reelt kun Silberbauer og Linderoth som sikre og pålidelige startere. Røll har jeg nævnt som jokeren. Bergvold står vel ved sidste udkald - han har evnerne både centralt og på venstrekanten - mht. et endeligt gennembrud til startopstilllingen. Egentlig har jeg altid anset ham for bedre end de tre øvrige, nogenlunde jævnaldrende "talenter" - Hjalte, Bech, Traoré - som lige har forladt os, men hans skrøbelige fysik taler ikke for en fremtid som stamspiller. Elrio vil Backe ikke bruge, og Bertolt, Kvist og Brandrup ligner ikke umiddelbart typerne, der lige med det første manifesterer sig som en Christian Poulsen eller bare Hjalte Nørregaard.

Sportsdirektøren talte efter dagens pressemøde om fokusering på hovedstødsstyrke, andenbolde, dødbolde, fysik og professionalisme. Dette kunne jeg også sagtens efterlyse på midtbanen. Dog mindst ligeså meget 1-2 spillende, boldsikre gennembrudsfarlige midtbanefolk, der centralt og fra flankerne kan fodre vores angribere med de chancer, der er første forudsætning for, at de kan score.

Lige netop angrebet er "på papiret" det stærkest besatte i Skandinavien ville jeg mene med Álvaro og de nyindkøbte Ijeh og Allbäck. Og i næste række garvede og altid pålidelige Møller, den nyoprykkede bomber Bernburg og på et eller tidspunkt vel også Lasse Qvist. 

Ijeh og Allbäck var hovedpersonerne på dagens pressemøde. Potentielt ligner det særdeles fornuftige indkøb. Allbäck var gratis, og Ijeh har pga. klausul i kontrakten samt den netop afsluttede skattesag angiveligt været noget nær et røverkøb. Lad os blot håbe, at vi har gjort så god en handel, at der bliver råd til at holde Peter Ijeh med de rigtige fodboldstøvler. For det er der åbenbart mere end god brug for, som det kan læses i denne BBC-artikel fra i fjor. Tal om scorestøvler.

Apropos Ijeh og fodtøj, så er det spørgsmålet, om de gennemusympatiske klantskaller går i så små sko, at overlæderet revner, når deres tæer forhåbentlig foretager sig adskillige krumninger, nu den mand, de begavede med obskøne abelyde i RL-kampen FCK-IFK, om tre uger spiller sin første kamp for København.

Forhåbentlig ikke et tema Peter Ijeh kommer til at beskæftige sig med i tiden i København, hvor en af hans første opgaver bliver at tage arven op efter den uforlignelige Zuma. Zuma har vi sagt farvel til hernede, og i aften skal der også lige lyde en skål og held og lykke hinsidan til Peter Christiansen. Vores bedste venstre back siden Niclas Jensen.

Farvel - og det til fodbold permanent - sagde i går også den efterhånden snart 39-årige italienske troldmand, Gianfranco Zola. Det lille geni, der første gang blev bemærket af fodboldverdenen, da han fik det lidet beundringsværdige hverv at skulle efterfølge Diego Maradona i Napoli i senfirserne. 

Nu er odysséen endt hjemme på Sardinien, men Gianfarnco vil nok først og fremmest blive husket for tiden i Chelsea. I hvert fald på Stamford Bridge, hvor man den dag i dag forguder ham. En Blues legende. Zola er en af de spillertyper, der går færre og færre af på dusinet, så han vil blive savnet.

Hvem ved, på torsdag er der måske pressemøde i København igen. Svingdøren er næppe sat helt i stå endnu. Mange navne rygtes stadig på vej til Byen, og Rooba rygtes fortsat til Roys Viking, mens Linderoths french connection til fødebyen Marseille, hvor farmand Anders også fejrede store triumfer, måske endnu lever.

I det store udland lader de helt spektakulære transfers endnu vente på sig. Sælger og køber synes endnu alt for langt fra hinanden, men traditionen tro skal de store handler nok falde på plads, som timeglasset rinder ud. Måske rykker agenter og formidlere for alvor i næste uge, når indtrykkene fra Confederations Cup og U/20 VM - hvor vel ca. trefjerdedele af tilskuerne har været spilleragenter, trænere og klubpræsidenter - har bundfældet sig.

Ovenpå blændende fodbold i øvrigt. Confederations Cup - som Danmark vandt tilbage i 1995 under navnet King Fahd Cup - er ganske vist en turnering om kejserens skæg à la Royal League, bare med 800 gange bedre fodbold. Men det betyder også undertiden, at der spilles mere frigjort og angrebssøgende, som i dette års udgave, afviklet som VM-generalprøve i Tyskland, hvor målene er haglet ind. Og i hvert fald Brasilien og værtsnationen leverede varen uden at forfalde til ren sommerferiebold. Tyskland mere offensive end måske nogensinde set, til gengæld uden forsvar. Overraskende seværdige. Og Brasilien. Ja, finalen i går var periodevis af ekstrem høj klasse. Med en overraskende udradering af pampaens sønner mindre end en måned efter, Argentrina havde blæst det stort set samme brasser-hold af banen i Buenos Aires.

Jeg har set én kamp fra U/20 VM. Semifinalen i forgårs mellem Nigeria og Marokko. Mest påfaldende og glædeligt var, at stort set samtlige 20 markspillere holdt et ufatteligt højt teknisk niveau. Om bare København og de øvrige danske klubber dog i højere grad ville scoute både talenter og etablerede spillere i Afrika i stedet for at hænge fast i de sikre, men stivbenede skandinaver.

Tid til at patte af. Det er blevet sent. På min næste vagt er vi allerede et par kampe inde i den nye turnering. København starter træningen på tirsdag og turneringen om bare tre uger i Aalborg. Og hjemmebanepremieren i Parken ligger kun 3½ uge ude i fremtiden, om ellers Chris og hans knallertstævne-hærgede græsstrå vil det. Jeg ved ikke med dig, men jeg glæder mig sgu. Kan næsten ikke vente. Det kan på både godt og ondt blive et meget spændende efterår i København.

Holger

og på jukeboxen spiller

Ugens album:

The Churchills: The Odds of Winning
[Ugens Nye]  Min personlige opfindelse her i Bulen. Spritnyt album fra New York pop-rock bandet. Fra første anslag og strofe trade mark Churchills lyd. 'Not So Goodbye', 'Sometimes Your Best Isn't Good Enough' og 'I'm a Sucker For a Girl In Uniform' (fed "ditto" titel!) går rent ind. Anbefalelsesværdig hyggemusik.

 

 

Ugens liveanbefaling kunne være Roskilde Festivalen, men dels er jeg for gammel, for magelig og for bevidst om min personlige hygiejne til blot at påtænke det campingliv, og dels er der alligevel max. 2-3 indslag, der ville kunne interessere mig (og det er vist en del år siden man kunne drage derned, købe en endagsbillet og se den eller de to koncerter, der trak), men, I der skal derned, må have en god fest. 

I stedet vil jeg igen i år anbefale Copenhagen Jazz Festival, der altid byder på et overflødighedshorn af bekendt såvel helt "ny" musik med velkendte som ukendte kunstnere. Uanset man vælger det sikre i form af en koncert med et "navn" - som regel så mod entré - eller man frekventerer Byens parker, torve, pladser mv. og lader sig overraske af et ubekendt ensemble, helt gratis.

Nu talen faldt på live-musik, skal jeg også lige huske at rose Katie Melua, som jeg oplevede forrige fredag på Friluftsscenen i Lunden i Horsens. Egentlig var det fru Bartenderens idé og arrangement (og penge), og jeg kørte bare med for hyggens skyld - som chauffør - siden vi nu var på sommerhusferie i det jyske alligevel. Men jeg måtte overgive mig til den lille, lækre bluesgodte med den formidable stemme. Stryger- og blæserarrangementerne, koret og lignende poleret teknik fra hendes plade Call off the Search var der ikke plads til på den lille scene i Horsens. Det var mere strippet og råt, og jazz/blues/folk/pop repertoiret gjorde sig faktisk endnu bedre blot med et velspillende firemands bluesorkester - tangenter, guitar- og basstrenge samt trommer - og så Katie-pigen selv, undertiden med guitar. Jeg indrømmer blankt, jeg er faldet pladask for hende.

Sidste onsdags live-oplevelse var så af en anderledes sværvægtet kaliber, hvilket bringer os til ...

Ugens sang:

Bruce Springsteen: 'Wild Billy's Circus Story'
En klassiker fra det det helt tidlige Springsteen-repertoire, 32 år gammel (det var faktisk længe før Miss Melua blev født). Og et meget, meget sjældent spillet nummer, live. Men i onsdags spillede han den i Forum. Om koncerten var god og Bossen i form? Tjah, det kan du læse alt om lige her. Eller genopleve, hvis du var der selv.