Menneskemylderet foran Forum er allerede stort, da vi
samles en lille flok kl. 19 ved metrostationen. Der er stadig en
time til at koncerten er programsat til at begynde. I første omgang
gælder det om at få fordelt billetterne, så de kan matche det
restriktive salg. Kun 2 billetter pr. person og begge med samme navn
på. Foto-id skal yderligere forevises i en check-in
procedure, der ville være en større amerikansk lufthavn værdig. Alt
sammen var det foranstaltet for at undgå sortbørshandlen på forhånd
og det lykkedes vel til dels, selvom enkelte stadig vandrede nervøse
rundt i mylderet med et papskilt og håbede at kunne købe en billet i
sidste øjeblik.
Vi er
12 i hele flokken og derfor skal halvdelen forsynes med en
billetejende partner, inden vi bevæger os ind i køerne henne ved
indgangene. To og to som en anden skoleklasse kommer vi indenfor i
det forjættede land og spredes rundt over det meste af salen.
Nogle skal op på balkonen og andre på terrassen, som den øvre
del, længst fra scenen, hedder. Undertegnede forfattere er heldige.
To billetter til syvende række på gulvet. Det viser sig at være
drømmesæder, akkurat midt for scenen. Med et helt fantastisk
overblik - vi behøver ikke de to storskærme, som flankerer
hver side.
Den
omstændelige check-in forløber smertefrit for vores vedkommende, men
betyder alligevel at kick-off på koncerten forskubbes
med ca. 20 minutter, inden alle godt 6.500 mennesker denne
aften har fundet deres pladser. Sikkerhedsvagterne gjorde ellers
meget ud af at fortælle, at Mr. Springsteen skam var en meget
punktlig mand, og han blev sur, hvis vi ikke var på pladsen klokken
20.
Det
bliver nu ingenlunde tilfældet. Han storsmiler, da han entrer
scenen og forsøger sig frimodigt ud i det danske sprog:
"Vær stille, så jeg kan give jer mit bedste.
Tak!", siger han, som han griber mikrofonen. Men det
var dagsordenen fra begyndelsen, ingen klappen og råben under
numrene, kun i mellem. Dette er Mr. Springsteen på en solo-akustisk
tour - og selvfølgelig holder det ikke. Der bliver klappet og
sunget med adskillige gange under de næste 2½ timers show, og det
generer ingen. Tværtimod er der en andægtig respekt og
taknemmelighed mellem publikum og scenen, og de
uundgåelige spontane udbrud undervejs synes kun at fornøje og
inspirere yderligere.
Men
solo er han, og næsten akustisk er det. På scenen under et par
ophængte lysekroner har han kun allieret sig med et trædeorgel,
en banjo, et lille el-piano (af samme mærke som Ray Charles
benyttede og bl.a. skrev 'What'd I Say'
på, som Bruce bedyrer), et større flygel og en
serie af guitarer. Samt den obligatoriske mundharmonika. De 2½
timer er klar til at begynde, en formidabel rejse med en mand
og hans musik, der modsat Parken to år tidligere med E Street
Band denne gang er pillet og skrabet ind til benet, til de
nøgne sange om det USA, som er hans hjerte og
bekymring. Det er fortællingernes Bruce og trådene fra det
seneste album Devils &
Dust, der trækkes denne aften. Det er nærvær og
intimitet, det er banaliteten og glæden ved den simple og rå melodi
og den gode tekst der skal formidles. Det lykkes i den grad
og er derfor, at Mr. Springsteen stadig er THE
BOSS. "Springsteen the Raconteur is Back" ... som
forsiden på Spring 2005-udgaven af "Backstreets - The Boss Magazine"
bedyrer det.
De 26 numre på denne aften
'My Beautiful Reward'
Spilles udelukkende på
trædeorgelet, som Springsteens ihærdige fodarbejde får pumpet
maksimal luft ud af, og det giver den gamle hyldest fra Lucky Town til hans børn en salmeagtig
stemning. Det er stærkt og griber fra begyndelsen det nærvær,
som skal blive hele aftenens. Vi andre føler os straks belønnet ved
blot at være tilstede i Forum.
'Reason to
Believe'
Nummeret stammer fra Nebraska, som har båret sin
inspiration 
til den nye Devils & Dust. Men det er
arrangeret om til uigenkendelighed fra originalen. Er i stedet for
en Tom Wait'sk sort sumpblues. Intens og indtrængende gennem
forvrænger-mikrofon tilsat mundharpe og rytmetramp, idet han
praktisk talt dundrer rytmen igennem med en lydforstærkende plade
under den ene fod. Man opfanger teksten, men resten er man usikker
på. Wouw, for satan, hvad sker der lige her?
'Devils &
Dust'
Titelnummeret fra seneste album bliver spillet i
samme, rene akustiske udgave som på den medfølgende dvd. Det er en
af de mest personlige og kradse antikrigs-sange, som er skrevet
længe. Og den virker og skaber straks genkendende klapsalver hos
publikum.
'Empty Sky'
Den tomme
himmel er New York City uden World Trade Center. Vi tager et kort
tidshop tilbage til The
Rising. I sin afpillede udgave uden band bliver den
pludselig kun stærkere og meget smuk.
'Long Time
Comin´'
Måske det umiddelbart mest ørefængende nummer fra
Devils & Dust. Igen
matcher det den medfølgende dvd-udgave. Springsteens lille fif med
at træde nogle skridt væk fra mikronen og nærmest synge ud i salen -
så vi virkelig skal være stille og lytte - under versene for
så at gå tæt ind til mikrofonen og brage gennem omkvædet går
selvfølgelig rent ind hos publikum. En detalje der skal blive
gentaget et par gange senere på aftenen.
'Silver Palomino'
Det
har enten været den eller 'Black Cowboys'
fra den nye på touren hidtil. Undertegnede forfattere havde
foretrukket sidstnævnte. Men respekterer selvfølgelig kærligheden
for ægte hestekræfter.
'Incident on 57th
Street'
Et kæmpemæssigt dyk i tiden 1973 og til The Wild, the Innocent & the E Street
Shuffle. Fra guitarer og mundharpe sætter Bruce sig
til for første gang til flygelet. Overgangen går direkte ind.
"Spanish Johnny drove in from the underworld last night",
han introducerer den som en af de kærlighedssange, som han det tog
ham lang tid at skrive, blandt andet fordi Springsteen senior
betegnede kærlighedssange som regerings-konspiration, beregnet på at
blive gift, få børn og betale skat. "Puerto Rican Jane, oh won't
you tell me what's your name." Siden hen er han blevet stolt af
den, og vi andre messer blot genkendende og ekstatisk med:
"Goodnight, it's alright, Jane".
'Tougher Than the
Rest'
Igen flygelet der denne gang tilsættes
mundharmonika. Det bliver gåsehudsfremkaldende flot. Det er et helt
vidunderligt nummer i sin grundsubstans og det manifesteres blot med
den simple fremførelse, der gør det endnu bedre. Originaludgaven fra
Tunnel of Love kan godt
pakke sig.
'Part Man, Part
Monkey'
Oprindeligt er dette nummer en frasorteret
studieindspilning og kun at finde på den store udgave af Tracks, hvor det forbliver et af de få
numre, som man forstår er fundet for let. Denne aften præsenteres
det i en knastør rockabilly/western-version, som kunne være lavet af
The Clash på deres sidste dage, med skjult inspiration fra Ennio
Morricone og med kommentaren "We have come a long way in my
country - and now we're going back" som Bruces egen satiriske
kommentar til den politiske situation og dinosaur-administrationen i
hjemlandet.
'All I´m Thinkin´About'
Vi er tilbage ved Devils & Dust. Bruce i falset. Han
anstrenger sig virkelig for at synge denne sang i så højt toneleje
som muligt og morer sig også gevaldigt med det, som en cadeau til
sin gamle country-inspiration.
'Straight Time'
Bliver præsenteret
som et ønske fra nogen blandt publikum. Sangen er anden skæring på
The Ghost of Tom Joad
albummet og falder i tråd med hele aftenen. Det er den simple sang
og den gode tekst som det handler om. Ydermere er det første gang at
han spiller dette nummer på touren, ja første gang siden den forrige
solo-akustiske tur omkring "Tom Joad".
'I´m on Fire'
Engang var det et af
de mere simple hit-numre på Born in the
USA. Denne aften tilsættes den overraskende
banjo-spil og svinger sig to klasser op i en helt fantastisk
fremførelse. Det bliver mere Morricone-stemning, da han selv
fløjter sig igennem omkvædet undervejs.
'Reno'
Det "pornografiske" nummer
fra den nye, hvor luderen til almindelige amerikansk forargelse fik
sit indtog i det Springsteen'ske tekstunivers til en stille
guitar-fortælling. Smukt.
'I Wish I Were Blind'
Et el-piano,
som Bruce døber "the eBay-piano", rulles ind ved siden af flygelet.
Oprindeligt er sangen et af de få lyspunkter fra det ellers noget
pauvre Human Touch album.
Man glemmer så nemt, hvor fantastisk det faktisk er, hvis man
fikserer for meget på udgangspunktet og hans musikalske krise
omkring 1992. Men dette nummer står stadig flot fra den tid, og
det kommer i denne version fortjent til sit rette udtryk i
aften.
'Spirit in the Night'
WAUW! Vi flyver igen tilbage til 70'erne. En
klassiker fra i 1973s albumdebut, Greetings From Asbury Park, NJ, som får
sin tourpremiere i Forum. På den sidste tour omkring "The Rising"
med fuldt E Street band et nummer han også gav solo på pianoet.
"And they dance like spirits in the night" og
vi falder spontant ind i omkvædet over alt i Forum
og skråler ALL NIGHT. Så meget for alle
opfordringerne, der er dog grænser, og Bruce nikker blot
anerkendende og smiler.
'The Rising'
Titelnummeret fra 11.
september-albummet er også et af de stærkeste fra samme. Denne aften
står den i akustisk guitararrangement, hvor Bruce som silhouet
i lyssætningen indleder med ryggen til os og klimter løs i noget,
der nærmest lyder som indisk citar. Hånden på hjertet, så
forbliver dette nummer trods alt et af dem, der gør sig bedst i
full-band versionen med kor.
'Further On (Up the Road)'
Mere
The Rising, mere guitar,
semiakustisk, bragende og fantastisk. Det her virker! Nummeret
flyver ud over scenen med en enorm kraft og intensitet.
WAUW!!
'Jesus Was an Only Son'
Vi falder
ned igen, Bruce puster ud og fortæller om sin katolske skoletid, som
han hadede. Men erkender samtidig at han ofte har brugt meget
af den bibelske symbolik i sine tekster og fortsætter ind i nummeret
fra den nyeste skive i en blanding af sang og
fortælling.
'This Hard Land'
Den dukkede
pludselig op på hans Greatest
Hits fra 1995, et nummer der oprindeligt blev
frasorteret over 10 år tidligere til Born in the USA. En folk-agtig rocksag,
der nu vrides over til en sløvere og mere drævende
blues-takt. Men stadig forventer Bruce, at publikum synger
tredjesidste linie: "Stay hard, stay hungry, stay alive". Så
det gør vi.
'The Hitter'
Den store
skæbnefortælling fra Devils &
Dust om den forhutlede bokser, der forsøger at få
samlet sin mislykkede karriere og tilværelse. Et rigtigt
lytte-nummer med en siddende og messende Bruce. 
'Matamoros Banks'
Og stilen
fortsættes her. Endnu en stille og siddende fortælling om
en illegal indvandrer, der aldrig nåede fra Mexico til det
forjættede USA, men druknede i grænsefloden. Nummeret afslutter det
nye album, og det afslutter også denne aftens hovedsæt.
Efterfølgende takker Bruce kort af, og der
bliver en mindre pause. Samtidig bliver der dømt
stage-rush ude i salen, folk strømmer hurtigt helt op
til scenen og står klar til de
obligatoriske ekstranumre:
'Cadillac Ranch'
Vi begynder igen
med en swingende, munter guitar og får Forum til at gynge. Den
mere restriktive del af koncerten er overstået og der er dømt
feststemning til den yngre Bruces bil-begejstring. "Cadillac,
Cadillac. Long and dark shiny and black". Det
gamle nummer fra The
River fungerer forbløffende flot i denne
afskrabede akustiske version. Faktisk meget bedre end i
originalen.
'Wild Billy´s Circus Story'
En
fødselsdagshilsen til en blandt publikum og åbenbart et ønske,
og et helt overraskende nummer for forfatterne. Vi er atter tilbage
ved The Wild, the Innocent & the E
Street Shuffle og et indslag, der vækker vild jubel
blandt salens Bruce connaisseurs. Dvs. de fleste af os. Vi får
samtidig aftenens tredje tour-premiere serveret, ja det er faktisk
kun tolvte gange nogensinde, Bruce giver denne sang live og tilmed
først gang udenfor USA! Hallo, mand, han elsker os jo!
'Land of Hope and Dreams'
Var også
fast ekstranummer under "Rising"-touren med E Street Band og Bruce
mener åbenbart at det hører til der. Bliver det andet nummer,
som faktisk fungerer dårligere uden bandet.
'The Promised Land'
"This one
is for you!" Et af de store sing-a-long numre ved
Bruce-koncerter med sit folk-agtige og ørehængende omkvæd;
"The dogs on Main Street howl `cause they understand / If I
could take one moment into my hands / Mister I ain't a boy no I'm a
man / And I believe in a promised land". En Bruce-hymne fra
Darkness on the Edge of
Town. Normalt serveret med tre magtfulde guitarer og
Max Weinbergs trommende kraftcenter. I aften er det drejet
over i en tungere sydstatsblues, der klemmer noget af
den publikumsmæssige appeal ud, men til gengæld
serveres meget intens og indtrængende med fingerslag på
guitarkassen og blid håndflade-strygning af strengene. Det virker.
'Dream Baby Dream'
Da Bruce i 1982 indspillede Nebraska hjemme i sit
soveværelse, nævnte han, at gruppen Suicide var nogle af de
kunstnere, han hentede inspiration fra. Helt konkret nummeret 'Frankie Teardrop'. På denne tour har han
fisket et andet Suicide-nummer frem og spillet det fast
som koncert-afslutter siden maj. 'Dream,
Baby, Dream' er psykotisk tranceagtig med sin ordknappe,
men evigt repeterende tekst, og Bruce afslutter som han begyndte.
Ved trædeorgelet. Som han dog forlader halvvejs og lader
orgelet køre videre i sit eget loop, mens han træder helt
frem til scenekanten og brøler det kværnende omkvæd ud i
hovedet på os alle. For pokker en hilsen at sende til Alan Vega
og Martin Rev, som udgjorde Suicide-duoen. Et udsyret
undergrundsband i New York i 70erne og en slags tidlige
synth-punkere. Og hvilket musikalsk format af Bruce at
tage netop dem og deres nummer med sig rundt! "Open
your heart, I want to see you smile, dream, baby, dream."
Den største
Vi
behøver vel ikke at gentage, at vi har været ved at gå til af
begejstring oven på denne fantastiske onsdag aften i Forum. Det blev
en aften uden de store klassikere, helt uden et eneste nummer fra
eposet Born to Run. Et par
gange blev der råbt på 'Thunder Road' fra
salen, men den blev egentlig overflødig. Det hele fungerede så flot
i sig selv, med de nye numre og deres historiske tilsætninger. En
aften hvor man fra det øjeblik, Bruce entrede scenen, glemte de
mange tusinder mennesker omkring sig i den frederiksbergske kolos og
følte sig alene med Bruce i sin - eller hans - dagligstue.
Det
blev en kunstnerisk oplevelse mere end den rock-fest, som vi
oplevede i Parken for to år siden, men det var egentlig også det, vi
kom efter og forventede. Det simple og det enkle i hans musik. For
han præsenterede det hele med et enormt nærvær i hvert eneste
nummer, når han legede og eksperimenterede og omarrangerede. Og ene
mand på en scene, holdende publikum fanget og opmærksomt i 2½ time -
med den variation og bredde. Det gør kun den største sanger og
sangskriver af dem alle!
Så
...... HOLD NU BARE KÆFT OG LYT TIL BOSSEN!
Holger og
Saxo
