Det har vist knebet med kommunikationen hernede i den seneste uges tid. Her er man kommet hjem til baren med en bil der har været fyldt op med tysk bryg til kardanakslen var ved at knække, og så har de installeret en hane med Newcastle Brown og købt en snes ankre af det. Men mon ikke det går. Så er der lidt mere at vælge imellem. Vi skal sgu nok få det drukket. Og nu er det jo importeret, så vi kan endda kræve lidt mere pr. stk. fra jer benovede kunder, selv om de kostede en klatskilling og man alligevel var dernede.

Radeberger, Schultheiss, Berliner Kindl: Ølmærkerne vil give den opmærksomme et hint om hvor turen er gået hen, nemlig den østlige ende af Tyskland. Ja, lige det sidste navn vil nok ovenikøbet antyde præcis hvilken by over for selv den mere søvnige. Nemlig den tyske Hauptstadt, måske et sært feriemål, men jeg har efterhånden helt glemt hvordan det føltes at have lyst til at tage på ferie til et eller andet hotel ude ved vandet når turen går udenlands, ikke at den lyst nogensinde har været stor. Så meget hellere kaste sig hovedkulds over en storby, og da især en man ikke har besøgt siden firserne, hvor den var under kontrol af to forskellige stater, var delt af en kæmpestor mur, og sidenhen nok er den mest forandrede europæiske hovedstad overhovedet i de sidste 15 år.

Så er der jo lige det problem, at man aldrig kan vide hvordan det ender med spilletidspunkter. Man kan bestille et hotelværelse en måned inden man tager afsted, og når man så får kampprogrammet for ligaen at se kan man prøve at flytte sin hotelbooking en uge frem, så man ikke misser en kamp i Parken, men kun en ude mod HadersleV. Det kan endda lykkes ret snildt, hvis man maler med den helt store pensel, og på sit absolut mest trimmede gymnasietysk. Ikke at AGF-mødet i øvrigt var noget man sidenhen kunne glæde sig over at have overværet, men der gives jo ingen garantier i fodbold. I hvert fald ikke for hjemmesejre over pointløse bundhold, der spiller med 10 mand.

Men en UEFA-lodtrækning er stadig ikke fastere, end at det med om man spiller ude eller hjemme mest af alt virker som en høflig rettesnor til de involverede. Carmarthen Town var da også friske på at modtage hjemmebanemødet som anden kamp i stedet for første, hvilket blev bekræftet knap en uge efter lodtrækningen. Ikke den ordning man normalt regner for den bedste sportsligt, selv om jeg egentlig aldrig har forstået hvorfor.

Mødet med Carmarthen var intet mindre end et jubilæum – vores 25. spillerunde i en europæisk turnering. Af de 24 hidtidige har vi spillet på hjemmebane først i hele 14 runder. Deraf er vi gået videre i otte, og røget ud i seks: Mod Milan, Slovan, Lazio, Dortmund, Djurgården og Mallorca. Det siger så sig selv, at der kun har været ti hvor vi er begyndt ude. Og af dem har vï såmænd også tabt seks, mod Auxerre, Hradec Kralove, Betis, Chelsea, Rangers og Gorica, og ikke gået videre i mere end fire. Det kan være forklaringen. Der er kun to af de ovenstående klubber det på forhånd kan kaldes en skandale at tabe til (for da slet ikke om at tabe 5-0 til dem!), og de er begge i rækken over hold vi er begyndt på udebane mod. Glem Novos firmafest – dette har med jinx, overtro og ren overlevelse at gøre!

Så den kamp var desværre ikke til at nå. Men det skal så siges, at der kun var gået ganske få minutter efter ankomsten på det nærmeste offentlige sted hvor kampen kunne opleves i Prenzlauer Berg, før ærgrelse var vendt til lettelse. Ja, faktisk var lettelsen allerede ved at vende sig, da startopstillingen dukkede op under spadsereturen derhen ad Prenzlauer Allee, via en sms fra min diskenspringerkollega Holger i Parken. Ijeh, Álvaro og Allbäck inde på én gang: Så meldte tanken sig med det samme, at det næppe var nogen lækkerbisken man gik glip af. Det er jo ikke som om vi ikke spiller statisk og trægt nok i forvejen med to boksspillere og en assist-hæmmet midtbane; når der så ovenikøbet skulle stå tre forholdsvis ubevægelige folk – ikke kun sammenlignet med ham den superbevægelige vi havde sidste sæson – og træde hinanden over fødderne, ville det næppe blive meget bedre.

Mens MacBeams lydkort og hovedtelefoner ikke er verdens mest volumenstærke, var det da også meget let hørbart over DR’s netradioreportage, hvor højt der blev sukket derinde på tribunerne. Godt suppleret af Sideliniens blabla-skakt, der gav den lidt usædvanlige oplevelse at sidde uden noget billede af forestillingen og se sytten mennesker råbe ”FUUUUUUCK!” samtidig, uden sikker viden om det er fordi de andre havde scoret, havde haft en stor chance, eller at det var København der havde brændt en af slagsen eller fået en mand smidt ud. Så var det blot at vente de ca. fem-ti sekunder indtil radiolyden kunne nå at bringe én up to date.

Trods den tamme lyd gik både pausepibekoncert og et nærmest desperat råb på ”32!!” meget tydeligt igennem, og det var på det tidspunkt at jeg besluttede mig til, at mens det da absolut var en oplevelse at se en flok københavnere få stadig voksende frustrationer og migræne gennem en kamp hvis især første halvleg helt åbenlyst havde været topmålet af rædsomhed, og som man selv slap for at kigge på (selv de allerdårligste kampe bliver tit en del mere spændende af at man følger dem i radioen), så var det en nem beslutning at træffe at eksperimentet ikke skulle gentages om søndagen med HadersleV-mødet. Om ikke andet understreget af Mios iskolde kommentar til sidst: ”Dette var slet ikke godt nok, og kun waliserne kan have ære af denne kamp.” Der var jo også en by at se, og udsigten til at rapporterne skulle suppleres med den sædvanligvis skrækkelige søndagsmusik lokkede heller ikke.

Så er du kommet for at høre om min mening om vores fodbold i den uge der er gået, er jeg ikke den rette at spørge. Jeg har kun spolet lidt rundt i kampen mod waliserne for at se målene, og har ikke engang oplevet Mølby kalde København for Brøndby – noget han ellers skulle have gjort lige så tit som en svensk fodboldspiller siger ”Näää men...” i interviews. Jeg nåede kun at se et par fornuftige dødbolde, det våben Carmarthen Town ellers formodedes at basere deres spil på hvis de skulle have en chance. Som regel sparket af tomålshelten fra første runde Gary Lloyd, hvis spækpolstrede bringe og britiske pub-look mest af alt giver mindelser om Onslow fra den engelske én-joke-komedieserie Keeping Up Appearances. Han slog mig ikke som verdens hurtigste mand, men hurtig nok, tilsyneladende.

Og så har jeg nøjedes med Onsides billeder fra SønderjyllanD, hvor det mest spektakulære ud over et flot mål var Carsten Werges ejendommelige Álvaro-tilnavn ’Danmarks rareste mand’. Og ved I hvad: jeg savner ikke engang at have oplevet det hele på nærmeste hånd. Man skulle så ovenikøbet tro, at en weekend væk ville lade batterierne op og skaffe fodboldlysten tilbage, men ikke engang det er tilfældet: at møde Oves massivt forskansede guerrilla af grønklædte Contras virker så tiltrækkende som at blive trukket baglæns gennem en hæk på et tidspunkt hvor København spiller så langsomt og omstændeligt som nu når vi konfronteres med et tæt forsvar.

Det er jo ikke for sjov, at Jakob Glerup i Løvetimen fortæller, midt i en masse underspillet jysk snak om Viborgs chancer i resten af turneringen, at han og hans hold overhovedet ikke er bange for at spille i Parken. Hvad skulle de være bange for? I Hans Backes tid er det kun 13 ud af 66 ligakampe, vi har vundet med tre mål eller mere i Parken, og kun én gang større end 4-0; den uforglemmelige rekord mod Esbjerg i 2002. Undtagen en god periode midt i denne sæson skal vi helt tilbage til foråret 2002, hvor spillet var virkelig godt, før det var andre end AGF der fik ørerne i maskinen. Viborg og den type personer – selv førnævnte AGF, der ellers taber klart til langt de fleste hold – ved, at der skal ske noget unikt før de bliver skilt ad i Parken, og at de med en tålmodig defensiv formentlig vil have chancen, selv i overtiden, for at hente point med et lucky punch. Det var det Horsens ikke helt var gode nok til, og det var det AGF kunne finde ud af – med en mand mindre.

Sådan burde det vel ikke være, men på den anden side kan det jo virke ret utaknemmeligt at beklage sig over fem sejre i seks kampe. Ser man dog på hvilke seks det er, må man dog konstatere at hvis det ikke for de fems vedkommende var tilladt at kræve sejre, og endda klare sejre i de tre, så er Københavns ambitionsniveau og selvforståelse sunket en del i den seneste tid. Den eneste kamp man ikke kunne kræve sejr i var så den allerførste, i Aalborg, som blev vundet – men den mod AGF var til gengæld en af dem man godt måtte bede om en klar sejr i. Klare sejre fik vi så ingen af i perioden.

Det kan selvfølgelig være, at vi må afskrive denne periode som en overgangsfase, med seks nye spillere – otte, hvis vi tager AGF-debutanten Brandrup med samt Elrio, der spillede sin første ligakamp fra start ganske få timer efter mit seneste Ræb om netop det emne – men reelt har vores spil føltes som værende i en overgangsfase i flere sæsoner efterhånden, hvis det er det man kalder en periode hvor det hele bare ikke hænger fast sammen i lange perioder.

Mens jeg så i sagens natur er ivrig efter at tage æren for, at Elrio endelig har fået en chance fra start, så kan jeg ikke lade være med at være en lille smule ængstelig for hvad det er jeg har fået sat i gang, og kommer lidt til at tænke på det gamle udtryk at man skal passe på med hvad man ønsker – det kan ende med at gå i opfyldelse. Pointen var blot, at en spiller der havde gjort det så godt i landskampe og i træning måske skulle prøves fra første fløjt i en rolle som venstre eller højre midtbane, hvor han havde forsøgt sig før. Måske med Silberbauer på midten, der fylder en del mere – ikke svært – og Elrio til højre.

Derfra og så til at sløjfe alle indkøb af rutinerede centrale og kreative midtbanespillere for at bruge ham på midten hver gang, der er et stykke! Så meget vægt skal man heller ikke lægge på vores fordrukne sludder!

Nu ved vi så selvfølgelig heller ikke om midtbaneindkøbene er suspenderede, med ti dage tilbage her inden transfervinduet smækker endegyldigt i for resten af året. Og vi kan da, som diskuteret sidst, bestemt stille hold. Der er opført hele ni midtbanespillere på vores hjemmeside, og blandt dem er ikke engang nævnt ham der spillede til venstre senest, Saarinen. Han er stadig opført som forsvarer, selv om vores årlige venstrebackindkøb har fået gjort den placering uaktuel en gang for alle.

Problemet med de ti folk er så det beskedne, at der er to skadevorne (Saarinen og Bergvold), to der ikke ser ud til at have en fremtid her efter endte udlån (Fredgaard og Røll) samt fire der er uprøvede inden denne sæson (Elrio, Bertolt, Kvist og Brandrup). Så fremstår de ti mest som et kosmetisk fænomen, selv om det da også kan være et udtryk for vanetænking at midtbanefolk partout skal være erfarne seniorspillere.

Der var dog ingen skrupler med at erstatte den ellers meget lovende Dan Thomassen med en ældre forsvarer, som man regnede for stærkere. Og mon ikke humlen først og fremmest ligger her: at man hjertens gerne ville forstærke midtbanen med en eller flere bedre spillere, men at der bare ikke har været muligheden for at slå kloen i den eller disse, af forskellige årsager. For høje priser, for grådige agenter, generelle problemer med at spørge på kreative kræfter, som vel er noget ethvert hold er interesseret i at have.

Jeg mener, kigger vi på vores kolleger herhjemme er det jo knap så tænderne løber i vand. Skulle man hente en nummer ti i en anden superligaklub, er det navn som igen og igen dukker op Martin Ericsson, men for det første har man primært set ham brillere på en helt anden plads end som del af en firemandsmidtbane, og for det andet synes både han og Lynge Jacobsen forhippet på et salg til udlandet, med de mange flere dertil hørende millioner. Da Brøndby alligevel aldrig i livet ville sælge til os, med rette, er der ingen grund til at gruble over deres spillere, der alligevel fungerer ud fra et andet spillesystem. Og da Lazio, af alle hold, var hurtigere end os til at slå kløerne i Christian Keller end os, ville temaet fra det tredie af topholdene hedde Alex Nørlund. Den eneste spiller som er mindre end Elrio – og hvem ved, måske står Valencia på spring efter ham. Og Arsenal efter John Dyring.

Mikkel Thygesen, Mohammed Akinci, Jerry Lucena, Nicolai Stokholm – alle navne der råber ’metervare’, i flere tilfælde pålidelig metervare, men spillere som enten sætter gaberefleksen i gang eller bare ikke ville kende stabil klasse hvis det bed dem i næsen. For slet ikke at tale om AGF’s fjols Tobias Grahn, som jeg måtte smide en gæst ud før for at sidde og lovprise og tildele vores nummer 10-trøje. En kegle af rang, en ulidelig egotripper, der er raget uklar med sine tre seneste klubber inklusive den i Århus, og en mand med en rygrad som en regnorm der er blevet kvast af et 14-hjuls lastvognstog. Skulle alternativet være at købe spillere AGF har kunnet bruge, så ville jeg hellere se Linderoth spille bag tre KB-knægte, der ikke har spillet mere end et dusin kampe i alt, som indskiftere. Det kan jeg da heller ikke forestille mig, idet jeg fortrænger Tøftings ord om vores interesse for ham som en rendyrket røverhistorie, og forbyder mere snak om emnet hernede.

Næ, de gode er i udlandet, og det vil være for omfattende at begynde at optælle dem, men de folk det ville være mest nærliggende at drømme om er jo, medmindre vi taler meget gamle folk i de store ligaer eller meget unge i Norge og Sverige, dels interesseret i at spille med og mod topspillere og dels i at tjene toplønninger. Et scoop som Linderoth bliver svært at lave igen i et klima, hvor det igen ser ud som om også de mindre klubber i England og Tyskland har penge at rutte med.

Men problemet er jo, at man ikke bliver bedømt ud fra de bagvedliggende forhold, men ud fra den trup man besidder og det de præsterer på banen, og bliver truppen slidt ned til sokkeholderne som det skete i foråret er der ingen der kan acceptere snak om at det havde været svært at overtale de andre til at sælge dengang i juli og august. Der var 26 kampe i foråret, og der kan blive tale om 30 i efteråret hvis det utrolige skulle ske, og vi går i UEFA’ens puljespil. Det skal i hvert fald ikke hedde sig, at vi så ikke er advaret om at der skal en bred trup med dyb kvalitet til for at håndtere alt det. Så det må stadig være lovligt at håbe på indkøb. Hans Backe gør trods alt det samme.

Nå, undskyld mig lige, jeg skal lige have lidt mere Bier på køl. Jeg tror nu jeg ville blive afhængig – endnu mere afhængig – hvis jeg boede på den anden side af Østersøen. Glæden over at ville kunne gå ned til Getränke Hoffmann og vælge en hvilken som helst fortræffelig pilsner, Bock, Hefe eller hvad der ellers måtte være interessant og betale mindre for en halv liter end for en ordinær flaske Grøn Tuborg i det lokale supermarked herhjemme, den ville være svær at håndtere i det lange løb.

Jeg skal lige love for at de kan lide deres øl dernede. Og koblingen mellem sport og alkohol er der heller ikke de store kvababbelser ved at foretage. En aften så jeg en tv-reklame, hvor Schalkes normalt så cigarrygende sportsdirektør Rudi Assauer tussede rundt i sit køkken, mens hans milf-agtige og ganske veltrimmede kæreste gjorde sig klar til det helt store i soveværelset, for så at råbe med kælen stemme ”Jeg har en overraskelse til dig!” mens Assauer åbnede en flaske Veltins fra køleskabet. Hvorefter Rudi gik til døren, viste hende bajeren og sagde ”Jeg har allerede fundet den”, og skred igen. Den kan ses her. Jeg gad godt se en dansk klubleder give sådan en optræden uden at få både Forbrugerombudsmanden, en række letophidselige sportsredaktører og en horde vrede kvindesagsfolk på nakken. For slet ikke at tale om hvad Hagen Jørgensen ville mene om et hammerdruk-brætspil fra Hertha Berlins souvenirkatalog.

Andre ville utvivlsomt få mere ondt i røven over den sporvogn jeg så køre over Alexanderplatz, malet fra tag til hjul som en rullende reklame for Hertha. Jeg ville selv elske at se en sådan rulle gennem denne by med F.C. Københavns farver og logo, evt. en linie 15 ned forbi både Parken og KB. Ikke mindst fordi den ville fremkalde uendelige sure miner hos dem der ikke rigtig kan finde ud af med sig selv om de holder med et københavnerhold, Hele Danmarks Klub eller Drengene fra Vestegnen.

Til gengæld ville jeg hade hvis vi spillede hjemmekampe på et stadion så langt uden for bymidten. Al respekt for at bygherrerne ville have pomp – det lå jo ligesom i tiden, og det kunne have været meget værre hvis Hitler havde fået sin plan igennem om en central kuppel på størrelse med tyve Peterskirker – men godt man ikke holder til på et sted hvor man skal køre i evigheder med U2 (undergrundstoget man kan skifte til på Zoo Station, selvfølgelig) for at komme frem. I det mindste er der så en station i nærheden af stadion, ikke kilometer derfra.

Så var det også nemmere at have sympati for et andet bygningsværk fra nazitiden, lufthavnen Tempelhof som nærmest ligger inde midt i byen. Forbandet flot er det (hvad købere af Jens Unmacks soloplade vil vide – sammenlign med dens forsidebillede) og desuden et sted med særlig vigtighed for berlinerne: det var her, luftbroen fra 1948 til 1949 havde sit hovedkvarter med en flyankomst hvert eneste minut, da det gik mest heftigt til, under den næsten et år lange blokade af byen. Mere end 200.000 landinger var der ialt, og jeg blev svært overrasket over at mere end 40 allierede luftvåbensfolk døde i aktionen – men aktionen var også så massiv, at det virker totalt umuligt at forestille sig hvordan det er gået til.

Men det er det unikke ved Berlin: det er stort set ligemeget hvor i byen man er, så ser man steder der har været fuldstændig centrale i det 20. århundredes historie, om det så er fra Weimarrepublikkens boom, fra naziernes rædselsæra, om det er stalinisternes boligblokke i øst eller das Wirtschaftswunders neonklædte højhuse i vest, eller om det er de efterhånden helede sår med deres efterladte ar, som muren har efterladt i hele byen, så er det fascinerende. Som en gæst sagde: al luft i den by er ganske enkelt tyk af historie.

Og er en lang weekend i Berlin mere fascinerende end en pligtsejr over et pubhold fra Wales og en sønderjysk søndagstur? Ja, det kan du bande en dyr ed på at det er. Det havde jeg ikke sagt for et par år siden – forhåbentlig er det snart igen ikke tilfældet. Men lige nu er det. Pænt trist, men der skal lidt mere til end vores daglige gænge til at få pulsen op disse dage. Så i en tid hvor begejstringen er sat noget på vågeblus, lad mig så ende med at mane lidt til eftertanke med et link til en artikel fra et af The Guardians skarpeste hoveder. Hvor ville man dog gerne sige ”Han tager totalt fejl”, men gør han det? Værsgo – Du er idiot!

Men ligemeget hvor stor idiot du og jeg måtte være, er vi ikke så store idioter som dem der efter en utvivlsomt begavet tænkepause har sendt en trøje på markedet ovenpå onsdagens venskabskamp i Parken, og da slet ikke så store som dem der måtte have købt den. Bemærk hvordan den består af tekst sat ind over en rød t-shirt i Paint. "Hvem husker ikke nederlaget ved WM på 3-1 til England. d. 17/8 fik vi hævn," som det næsten ikke illiterat hedder i salgsteksten. Jeg gør faktisk ikke. Englænderne husker nok snarere som jeg 3-0. Nok også en smule længere end onsdagens nederlag, hvor der blev spillet om Kejserens skæg.

Nå ja, og snakker vi endelig idioter, så kan vi alle kigge på TV2 og trøste os med at det i det mindste ikke står så skidt til som på Kvægtorvet. Det var rart at det endelig ikke kun skulle være fodboldfans, der fik øjnene op for at Odense-kanalen er en flok lusede løgnhalse helt igennem. Deres Triple A-løgnehistorie, som der skulle gå en måned før de overhovedet erkendte var løgn, er skåret af samme stof som alt Morten Ankerdals ynkelige fiktion om pusheren 'Lars' og hans kunder i fodboldklubberne, men der skal tilsyneladende en historie med national interesse til før løgnerne bliver stillet til regnskab – og den nationale interesse besidder superligaen desværre ikke. Gid TV2 bliver solgt, hurtigst muligt. Solgt til skrot.

-smølle

Og på jukeboxen spiller

Ugens sange

David Bowie: ’Heroes’/’Helden’
Den ultimative Berlin-Mauerhymne, indspillet i 1977 i Hansa Tonstudios lige ved muren. Sidenhen har det så vist sig, at det smukke billede med de unge elskende der kysser i skyggen af muren ikke er så uskyldsrent endda – det var Bowies producer Tony Visconti, en gift mand, der fik sig en heftig tungesession med korsangerinden Antonia Maass, som han selv afslører her... Det rører nu ikke en tomme ved en af de mest romantiske, smukke og også desperate sange nogensinde – lyt til den tyske udgave som Bowie lavede først for at høre i en ekstra følelsesmæsigt rå version. Den er på soundtracket til filmen Christiane F, der blev genudgivet for nogle år siden; en biografi som er endnu et bidrag til Berlins nyere historie på godt og (først og fremmest) ondt.

The Jam: ’In the City’
In the City there’s a thousand men in uniforms
And I’ve heard they now have the right to kill a man!

Jeg holder stadig meget af Storbritanniens hovedstad, men der er godt nok ikke meget rart ved at landet tilsyneladende har indført dødsstraffen over for mørklødede togpassagerer der begår den forbrydelse at bo i nærheden af mistænkte bombemænd – en decideret henrettelse, som ikke engang havde været acceptabel hvis det havde været en mistænkt de skød. Dødsstraf uden dom. Driver man et land til at myrde sine indbyggere, ja så har man som terrorist kunnet notere en vigtig sejr.

Og må jeg så i øvrigt bede folk der ikke måtte have læst det, om at se Jan Saxos ord om The Jam nederst i sidste uges ræb! Det er vise ord, hele vejen.

Ugens albums:

Wir Sind Helden: Die Reklamation
Ingen præmier for at gætte hvor disse berlinske newwavere har fået deres navn fra. Skulle det virkelig knibe med at gætte det, så se ovenfor. Lidt ud af ingenting (man forventer ikke det store af Tyskland som musikland, vel?) kom de med en hærget firserlyd og en tendens til store omkvæd, samt Judith Holofernes’ (forrygende navn!) livstrætte teenageangst for voksne. Det er som taget fra en svunden æra – og du bliver ikke smidt ud for at sige det lyder lidt som Nena. Hvis du kun skal købe én tysksproget Blondie-inspireret popplade, så køb denne. ♪ Guten Tag, Guten Tag, ich will mein Leben zurück! ♪ - enkle og sande ord hvis éns altoverskyggende passion er begyndt at give én migræne.

The Editors: The Back Room
Der er ingen grund til at binde knuder på sig selv for at finde ord til at anskueliggøre hvad disse fire tænksomme herrer har gang i: De lyder som Interpol. Hverken mere eller mindre. Alle yderligere forskelle vedrører nuancer der alligevel ikke er til at høre, såsom at de tilsyneladende ikke går med slips, at de er fra Birmingham og ikke Manhattan, og... eh, at de hedder noget andet end ’Interpol’. Den største forskel er, at hvor det første band i denne omgang til at spille Chameleons-numre med en Ian Curtis-stemme over har spredt mindre end en håndfuld bragende gode popsange på deres to albums, såsom ’PDA’, ’Evil’ og ’Slow Hands’, så er deres efterligneres album propfuldt af sange af samme kaliber, og desuden udstyret med lidt mere tekster end det (yderst charmerende) vås Interpols Paul Banks disker op med.

Orange Juice: The Glasgow School
Der gøres i foromtalen af denne genudgivelse af Orange Juices første singler og uudgivne debut Ostrich Churchyard forfærdelig meget ud af hvor vigtige de var til at inspirere bysbørnene Franz Ferdinand og en række andre nye britiske guitarbands i den nye bølge af den Nye Bølge. Hvorfor dog nøjes med at skrive det? Hvorfor ikke sige at de var uvurderlige i at inspirere den gamle bølge? For uden deres Byrds-inspirerede guitarpop og deres pionerindsats inden for den både branche og stilart vi i dag kender som indie, havde der formentlig ikke været The Smiths som vi kender dem – og på den anden side af vandet havde R.E.M. med en vis sandsynlighed heller ikke lydt som de gjorde da de lagde ud. Sidste måneds jukeboxspilning af Belle and Sebastian var en mestertime i fej, boglig og vittig skotsk indie – her er en til, fra generationen inden. Helt centralt.
 

mail