Selv bulen invaderer de. Disse selvretfærdige og -hellige fans, der mener at have gravet dybt i fanvisdommens flaske og gerne prædiker uhæmmet om deres (for os andre) komplet ligegyldige opfattelse om "den rigtige måde" at gå til fodbold på. Som nu forleden. Et par uheldigt valgte ord fra min side udløste en storm af højlydte, sarkastiske bemærkninger fra gæsterne på den anden side af baren. Dupond og Dupont. To infernalske kakaduer.

"Nu spiller jeg violin for dig!", kvækkede Dupond, og kastede sig ud i en dans med ryggen til. "Spiller violin! Spiller violin!", råbte Dupont, og viftede hoverende med sin ene sko. Du kender typen. Ofre for Robinsons hærgen på TV. Sølle stakler, der dyrker den totale selviscenesættelse som en religion. Den slags, der konstant kræver din opmærksomhed, selvom du er optaget af de vigtigere ting her i livet. At rode med løgposen. Overveje dagens indkøb. Stange tænder.

Nu er det ikke fordi, at de to larmende spektakler, der slangede sig rundt mellem bulens borde i en ungarnsk kædedans normalt bærer fake Burberry-caps eller hænger ud på hjørnet af P. H. Lings Allé efter hjemmekampenes afslutning med hætten godt oppe om ørerne på jagt efter en hyggestund med modstanderholdets medrejsende fans. Sagens kerne var skam heller ikke den døende stemning på Nedre C eller vilde unge mænds evige kamp mod de forstenede, aldrende magtmonopoler med buskede øjenbryn.

Jeg var såmænd blot kommet for skade at fortælle Den Litterære Bartender og en stamgæst, at jeg ikke fik det mægtigste jern i verden på ved tanken om at begive mig til Frederiksberg Idrætspark klokken 10.30 den næstkommende søndag for at følge det nybagte andendivisionshold i kamp. At jeg ikke lider af kvartalsdrankerens rastløse mandolinfeber og som sådan ikke føler nogen trang til at forlade sengen alt for tidligt søndag morgen, med mindre det er for at tvinge min velvoksne vandpik ned i håndvasken og facilitere endnu et par timers uforstyrret snorken under dynen. Normalt vil jeg så entrere mit køkken ved titiden og forberede en lukullisk brunch, som gerne skal strække sig over et par timer, hvis søndag skal føles som søndag på den fede måde. Et ritual, der sådan set kun varieres, hvis jeg har nogen ved siden af mig, der har noget at bruge rejsningen til. Og så ender klokken jo snildt med at blive en 13-14 stykker, før omverden er en faktor, jeg gider forholde mig til.

Selvom jeg altså måtte tage en del røg for den historie, så står jeg ved kritikken. Andendivisionsholdets afvikler alle sine hjemmekampe klokken 10.30 søndag morgen på Frederiksberg Idrætspark, og jeg synes tidspunktet og til dels placeringen er mindre gennemtænkt. Jeg kan forstå, at klubben ikke ønsker, at kampene kolliderer med evt. hjemmekampe i Parken senere på dagen, uanset TV3's valg af TV-kampe, men ellers har jeg svært ved at se nogle gode argumenter for valget, udover at Benny Gall måske har et sekterisk horn i siden på Folkekirken.

Det ville som aldeles mageligt anlagt menneske, fan og forbruger passe mig glimrende at indfinde mig på Østerbro Stadion klokken 12.30 og indtage en andendivisionskamp som forret og fortsætte dagen i Parken klokken 15. Bare som eksempel. Det vil naturligvis ikke kunne lade sig gøre til alle kampe af rent logistiske grunde - turneringsplanlægningen, TV3's programplanlægning og Østerbros øvrige fodboldhold for at nævne nogle - men ideen er hermed lagt frem til fri afbenyttelse. Med bare den mindste smule markedsføring er jeg sikker på, at sådanne arrangementer snildt kunne trække 1.000 tilskuere som en fin appetizer til dagens hovedkamp. Hvis arrangementerne kolliderer med, at Skjold eller B93 spiller hjemmekamp samme dag, kunne Parken jo kvittere med at opstille en tyvendedel af mobiltribunen med lidt gul snor omkring ved én af Fælledparkens bedre baner, hvilket så rigeligt ville tilfredsstille den alt andet end overvældende interesse for at følge bydelens øvrige hold.

Ellers er der tidspunktet i sig selv. Nu lever jeg et ubekymret singleliv og har som sådan oftest muligheden for masochistisk at tvinge mig selv ned på stålhesten og kaste mig gennem byen, mens solen stiger op over hustagene. Hvis jeg selv vil. Men for de fleste andre med morgenbitre kærester og sukkerhysteriske børn må tidspunktet virke endnu mere umuligt at tage stilling til, mens søndagsaviserne og bleerne ryger henover morgenbordet. Jeg ser ellers et anstændigt potentiale i de kampe på flere planer. Dels er det en mere intim - hyggelig og fordringsfri om du vil - måde at gå til fodbold på, der dufter af blød filthat og kringle. Kampene kan ses uden neurotiske angstknuder i skidesækken. Modstanderholdets spillere kan høre, når man (især Løvetimens Steen O.G.) sviner dem lystigt til. Andendivisionskampene er absolut sjove at se, afstanden til banen er på alle måder kortere. Hvilket også er nødvendigt, hvis de skal ses med store kager af søvn i øjnene, altså.

Nu jeg er ved kakaduer og deres infame kaglen, så fortsætter behandlingen af kommunens lokalplan for Parken og de nærliggende områder og lever sit farceagtige liv i den offentlige debat. På Indre Østerbro kan man for tiden more sig gevaldigt over plakater, der advarer imod Den Store Rorgængers piratkapitalistiske forsøg på at overtage bydelen. Kernen i hele balladen er naturligvis, at Parkens arrangementtilladelse står til en udvidelse, også selvom lokalplanen på det mere globale plan nogenlunde fornuftigt adresserer det enorme behov for at modernisere hele det rekreative område, som Parken er en slags centrum i. Ikke at folk bekymrer sig om det, åbenbart.

Der en del af Parkens naboer, der har gevaldigt ondt i røven over støjen fra Parken på arrangementdage. Hvad der sådan set ikke er noget at sige til. Vi har alle vores små særinteresser, vi gerne beskytter og som selvfølgelig skal behandles passende seriøst i et demokrati. Det særlige problem, jeg har med Parkens naboer er, at vi her taler om særdeles priviligerede og velstillede bedsteborgere, der vælger at fremstille deres - i andres øjne - særdeles mirakuløse held i det store københavnske boliglotteri som én kolossal katastrofe af New Orleanske dimensioner.

Hvad jeg summarisk vil afvise ved at spille violin for Brumlebyen og danse nedad Olufsvej med ryggen til alle, mens jeg undgår at gentage mig selv ved at pege på den nederste halvdel af et tidligere ræb. Hvad der ikke er gammel vin på gamle flasker, er til gengæld, at du kan give din uforbeholdne mening om lokalplanen til kende for kommunen ved et klik. Parkens brugere kan naturligvis give sine helt legitime partsindlæg til den demokratiske proces, som behandlingen af en lokalplan er, og en indsigelse behøver ikke være negativ, men kan bestå af både velgennemtænkt ris og ros. Det er faktisk helt relevant for behandlingen af sådan en lokaplan, at kommunen får at vide, at Parken fylder en stor del - og en glædelig del - i mange københavneres liv, så det er ikke spor ligegyldigt at levere et fornuftigt modspil til naboernes skingre klagesang. At du i processen risikerer at pleje min efterhånden bugnende aktieportefølje i Koncernen, skal du naturligvis bare se stort på. Fristen for en indsigelse er den 3. oktober, og du kan ikke være anonym, hvis dit indspark skal tælle med.

Der er virkelig ikke noget som resultater, der får kritik til at forstumme. For ikke at tale om andres ulykke og en lodtrækning til UEFA-cuppens første runde, der efter to års pause får duften af "rigtig" europæisk (klub)fodbold tilbage i Parken igen.

19 point efter efterårets foreløbigt 7 kampe er simpelthen bare godkendt. Hverken mere eller mindre, modstanden og spillet taget i betragtning. At vi i nyere tid har haft det svært med Viborg og Silkeborg i Parken, bør ikke overskygge det forhold, at spillermateriale og alt muligt andet taget i betragtning, så er det hold, vi skal slå (bekvemt) på hjemmebane, hvis mesterskabskandidaturen skal tages seriøst, nu hvor en vanskeligere periode af efteråret står for døren. Jeg er stadig i tvivl, men knap så skeptisk som tidligere.

Gåden omkring midtbanens sammensætning er ikke i nærheden af at være løst. I efterårets 7 kampe har Backe indtil videre benyttet i alt 9-10 spillere, inklusive Dan Thomassen, til de 4 pladser, og det alene fortæller vel om almen forvirring. I skrivende stund lader det ikke til, at den længe ventede forstærkning "af international klasse" til den centrale midtbane præsenteres i tide til at kunne deltage i efterårets europæiske kampe (altså de næste og sidste 2, sagde redaktøren kynisk). Hvad det altsammen har med Tobias Grahn at gøre, er et spørgsmål man kan muntre sig med, men rygtet om hans snarlige ankomst til klubben har verseret på både FCK's og AGF's debatfora med vekslende styrke. Jamen, Tobias har sine kvaliteter. Ligesom Magne Hoseth havde. Jeg ser bare først og fremmest behovet for en pasningsstærk spilfordeler med både offensive og defensive kompetencer og ikke for en flagrende, nordisk loco-bôheme med selvfed knald i kagedåsen.

Uden sammenligning i øvrigt, så finder jeg, at vi omkring Bergvold, Silberbauer, Elrio og fra årsskiftet Razak Pimpong har rigeligt med direkte offensive kapaciteter på midtbanen. Elrio har haft en lidt blandet begyndelse på sit liv som stamspiller. Men der er et fandens potentiale i den knægt, lige ud sagt. En stor del af hans kritikere har helt korrekt peget på, at han varmer bolden for meget og ofte løber ind i blindgyder. De overser så lige det forhold, at Elrio rent faktisk er ret ferm til at komme fri af sin direkte modspiller, og ofte trækker 2-3 modstandere til sig, når han er i bevægelse med bolden. Det skriger til himlen, at der er noget at arbejde med, også udover at lade Lars Jacobsen gallopere ned langs sidelinjen og fortjent lige ind i landsholdsvarmen - desværre ofte uden bolden, som Elrio beholder, indtil han taber den. Det er så lige det sidste, der skal justeres.

Dertil kommer så, at Thomas Røll tilsyneladende er tilbage i en form, der minder lidt om de gode, gamle dage, hvor han balancerede på kanten af landsholdet. Det er ikke bare glædeligt, det er fandens glædeligt, hvis det holder. Først og fremmest præsterede han en stenhård arbejdsindsats i søndagens kamp mod Silkeborg, helt blottet for opgivende attituder. At lige netop han og Silberbauer som centrale midtbanemotorer skulle være de to, der reintroducerede én af de bedste sider ved Backes filosofi - den, der går ud på at modstanderholdet holdes helt ude af kampen i lange perioder - var vel overraskende for de fleste. Ikke at jeg tror, at Røll pludselig kandiderer til rollen som Linderoths faste makker. I stedet vil jeg skyde på, at Røll skubber Saarinen ud på bænken i mindst de næste par kampe, og er førstnævnte på bare 80%, er det også at foretrække.

Men nu er det så også Crunch Time. Programmet i Superligaen snerper til, Europa venter, og det er nu den stærke defensiv skal suppleres med reelt godt fodboldspil. Den lille bonus, der kan høstes i de næstkommende superligakampe mod OB, FCM og Brøndby handler ikke så meget at konsolidere førstepladsen, som den handler om at flække Superligaen i to dele. FCK og Brøndby på den ene side og så alle de andre hold på den anden. Samtidig kan Hans Backe sikre sig en værdig afsked med klubben på den måde.

Lige så glædeligt som Rølls genfødsel i sidste runde var naturligvis, at Brøndby langt om længe spillede en ægte, veritabel nedturslortekamp med fuld frydebonus (set fra et FCK-synspunkt) på både resultat- og skadesiden i Århus. Nej, det er ikke pænt at hovere over andres ulykke. Lige i tilfældet Thomas Rytter vil jeg gøre en undtagelse. At han har optrådt særdeles blågult leflende og patetisk siden sin ankomst til vestegnen, det kan jeg såmænd leve med og ryste på hovedet af. Det gør alle mine Brøndbyvenner også, så det er en fælles griner, vi deler med de (fornuftige) blågule fans.

Men når en spiller - uanset klubtilhørsforhold i øvrigt - kaster sig kamikazeagtigt henover grønsværen med knopperne forrest i ankelhøjde, så sidder jeg altså ikke og græder, når han smadrer sit eget knæ til spaghetti i stedet for modstanderens. Den slags kalder man ikke for "at komme lidt uheldigt ned i en tackling", det kalder man for "karmisk straf" og "løn som fortjent". At Thomas Hansen i samme kamp ubevidst lod al sin opsparede frustration ved at være blevet solidt overhalet af kometen Daniel Agger gå udover Per Nielsens kindben, betyder naturligvis meget mere for Brøndbys spillemæssige styrke, hvad det efterfølgende lynindkøb af Trond Andersen da også beviser. Hvis det ikke er tilladt at glæde sig over skaderne, så er det i hvert fald i orden at glæde sig over, at Brøndby, selv med Trond i truppen, står svækket de næste par måneder.

Samtidig så Brøndby pludselig ganske slidte og medgørlige ud i søndagens sene kamp, og de brød vel nærmest taktisk sammen i anden halvleg mod Superligaens indtil da suveræne bundhold. Endnu et dansk mesterhold betaler den europæiske pris ved kasse 1 i ligakampene, en fornemmelse vi selv kender alt for godt. Min vurdering af det forhold er, at vi her i Danmark er rendt solidt ind i en Champions League-psykose, der rider både danske spillere og klubledere - fortrinsvis i København og Brøndby - som en satanisk mare. Jeg vil vove den påstand, at dansk fodbold, presse og klubber, ville have godt af at sænke energiniveauet på hele den affære. Dansk fodbold hører ikke hjemme i det selskab, simpelthen. Jeg ved ikke, hvor forestillingen om, at det er godt for et holds udvikling at blive kørt over en 3-4 gange af ægte europæiske storhold og måske redde et par heldige point hjem mod subtoppen, egentlig stammer fra. Men sådan ville resultatet blive, og det er ikke værd at opretholde som manisk målsætning, eller snarere fantasi, om en farbar udviklingsvej for et fodboldhold.

Sandt at sige, så er der ikke andre perspektiver i at deltage i Champions League end pengene for et dansk fodboldhold. Naturligvis ville jeg som fan begejstret smide 400 kroner for at se Real Madrid køre os over i Parken. Naturligvis ville jeg naivt håbe imod bedre vidende, at vi kunne overraske, præcis som fantaster havde bildt sig selv ind, at Brøndby havde en chance imod Ajax. Men når røgen har lagt sig, så er realiteten, at dansk fodbold i sin nuværende form skal udvikle sig indefra uden den store tanke for europæiske fristelser. På træningsbanerne for de to topholds vedkommende, vil jeg postulere. Reorganisering af Superligaen, Royal League - glem det. Spørgsmålet er helt konkret, om et dansk tophold nogensinde kan basere sit håb om en kvalifikation til det forjættede land på andet end "4 gode halvlege". Jeg tvivler. Igen. Denne gang særdeles skeptisk.

At virkeligheden er den samme, når vi den 15. september tørner ud på AOL Arena mod Hamburg SV i en kamp om retten til deltagelse i den europæiske andendivision, understreger vel bare hvor grel den internationale virkelighed ser ud for danske klubber. Logisk set er det samlede resultat af anstrengelserne givet på forhånd, i modsætning til for to år siden, da Mallorcas tredjehold løb rundt med grafiske vejledninger i lommerne til, hvordan man scorede lette mål mod dem, så førsteholdet kunne koncentrere sig om at overleve i La Liga uden den slags latterlige distraktioner, som UEFA-cuppen vurderes til at være på de breddegrader. Vejledninger, vi i den gode danske fair play-ånd valgte at ignorere helt. UEFA-cuppen er simpelthen en slags kvindehåndbold set fra de store fodboldnationers synspunkt. Tænk lige over det, når vi alligevel ryger ud. Dansk fodbold er vel så at betragte som kvindehåndboldens Maltaliga med en spaniers øjne, ikke fodboldens.

På den absolutte plusside er der udsigt til en dejlig AWAY i det nordtyske, som jeg selv har tænkt mig at deltage i, netop udfra erkendelsen af at FCK og europæisk topfodbold er som to væsker, der kun alt for sjældent kan blandes. Lige i den sammenhæng så fås lodtrækningen vel ikke bedre, når pris, attraktionsværdi og afstand skal vurderes. Tag med - der går snildt to år til, før du får chancen igen.

Bopa

Og på jukeboxen spiller:

Ugens sang:

Lou Reed: Satellite of Love

Efter at have være off the air i et stykke tid - de havde ikke brug for mine tjenester - sender min kærlighedssatellit igen til Vestegnen, og naturligvis især til Per Nielsen, citronfjæsets ubestridte mester. Manner, han trænger til kærlighed, med og uden brud på kæben. Det får han så af Lou Reed og måske i virkeligheden mest af David Bowie, der er den kreative, tekniske kraft bag dette nummer og resten af den fortræffelige plade, det findes på, Transformer. Bowies backing vokal mod nummerets slutning får altid mine nakkehår til at rejse sig.

Nu hedder pladen så ikke Transformer for ingenting, og da jeg drømte en besynderlig drøm i lørdags om en ellers dejlig pige med en pik og to par nosser, så er det vel passende at høre lige så androgyn musik, mens man overvejer, hvad fanden det nu er, ens underbevidsthed prøver at fortælle. For jeg synes da virkelig ikke, at jeg tænder på shemales med ekstraudstyr udover det ekstra udstyr. Ikke i sidste uge, i hvert fald.

Ugens DVD:

Taegukgi Hwinalrimyeo (Brotherhood of War), 2004

Ugens DVD er en del af den koreanske filmbølge, der udvikler sig fjernt fra vores etnocentriske filmunivers i hhv. Hollywood og Filmbyen i Avedøre. Nu er det faktisk ikke fordi, jeg fandt filmen entydigt god. Asiatisk føleri og sans for drama ligger rigeligt langt fra min egen verdensopfattelse til, at jeg helt kan håndtere det, og set med mine øjne er den ½ time for lang af samme grund. Filmens kampscenerne er til gengæld særdeles spektakulære og realistiske, og det er nok mest derfor, den kan lejes i Blockbuster.

Det er værd at anerkende, hvor voldsomt ens opfattelse af historiske begivenheder som Korea- og Vietnamkrigen er formet af andre øjne end de indfødte, der stod midt i lortet. Tænk Platoon, en amerikansk bodsøvelse i traumatisk navlepilleri på ryggen af krigens sande tabere, der mest tjener som sammenbidte statister, og opfører sig passende scenografisk, når de dør eller lider, men ellers ingen stemme har.

Det er ganske enkelt interessant i et bredere perspektiv at se en koreaner, Je-gyu Kang, fortælle sådan en historie set indefra og ellers med de samme værktøjer, som en amerikansk storproduktion betjener sig af. Filmen handler om to brødre, der ved skæbnens mellemkomst havner på hver sin side under Koreakrigen. Det kommer der et meget asiatisk drama ud af, og det må man så tage med. Jeg talte til gengæld kun en håndfuld hvide ansigter i filmen, og tilsammen har de cirka to replikker. Ganske forfriskende.