For fanden! Ræk mig flasken! Min trofaste ven, min krykke, min medicin. Nej, det er ikke vin, og heller ikke den gamle slags på nye flasker, selvom man kunne forledes til at tro det. Det er bare endnu en ond udgave af frasen: historien har det med at gentage sig selv. Og det gør den selvfølgelig på sin egen spidsfindige måde. Der kommer en ny version hver gang, og den bliver aldrig helt som den forrige. Der er altid en lille kæk overraskelse indbygget, en egen lille elegant showstopper, der gør at man aldrig helt føler sig fri af samme evindelige historie og dens neurotiske automatpilot. Man kan ikke bare vræle "fuck dig, mand!" og vende ryggen til hele selskabet, selvom der altid står det samme resultat tilbage på bundlinien.

Der er et eller andet med FC København og europæiske gruppespil. De passer bare ikke sammen, de vil ikke hinanden. Ikke når det rigtigt gælder. Man kunne måske tale om dårlig kemi parterne i mellem. Man kunne endog i terapeutisk øjemed fristes til at bede dem holde sig langt fra hinanden for fremtiden. Det vil gøre mange ting nemmere, det vil gøre nogle hverdage behageligere og mindre traumatiske. Men det sker næppe - og godt det samme! Vi skal jo videre, som en anden historisk frase bræger igennem kraniet, og den bedste måde er blot at spille naiv, lade som ingenting, og i øvrigt se frem i mod næste år.

Akkurat dette som vi blev skidegode til i slutningen af 90'erne. Dengang var "næste år" så næste sæson i den hjemlige superliga. Nu er vi så nået til et "næste år", der hedder næste sæson ude i Europa. Set på den måde fortæller historien også sin historie, og den gentager sig selv på sin egen spidsfindige - og ligefrem opløftende - måde.  

Men gu fanden er der dømt mentalt straffespark ovenpå sidste torsdags Europa Cup-kamp. Stemningen hernede har været usædvanlig mat i de seneste dage, og for første gang meget længe har man kunnet høre folk udtrykke glæde, ja ligefrem lettelse, ved en forestående landskampspause. For vi er der sandelig igen. Nøjagtig som vi var sidste gang, jeg indtog disken her. Landskampspause, mand! Ja, ræk mig bare flasken! Det helt store tomrum vil jeg dog overlade til min kollega Smølle, han får hele den kommende weekends festival af VM-kvalifikationskampe at hygge sig med. I denne uge er det stadig muligt og tilladt at have pisse ondt af sig selv og dvæle lidt ved den mere nærværende surrealisme, som også nemt bliver del af en københavnsk fodboldelskers verden.

Lad mig sige det straks, at tabe samlet 1-2 til Hamburger SV i 2 minutters overtid på et forkert dømt straffespark kan - og skal - aldrig måles med det Guernica, vi oplevede sidste sæson. Dengang var det pinligt og ydmygende. Mod Hamburg var vi oppe mod Bundesligaens for øjeblikket mest formstærke hold, et hold der normalt, og i kampene vel ret beset også, er mindst en klasse over os selv. Et hold der også er bedre end det kriseramte Schalke 04, som Brøndby heldigt besejrede samlet for et par sæsoner siden efter straffesparkskonkurrence. Dengang fik de endda et straffespark med sig undervejs i kampen hjemme fra samme katagori, som de to vi fik imod inde i Parken, nemlig straffespark der aldrig skulle være dømt.  

Men sådan er der så meget, det er jo fodbold, vi taler om, og bagkataloget af fraser kan næsten blive uendeligt. Det samme kan bagklogskaben. "Silber var uprofessionel", kunne man høre i programmet Ren Fodboldsnak på Viasat mandag aften. Silber var uprofessionel fordi han lod bolden dumpe ned i maven og i øvrigt havde armen tæt ind til kroppen, og i det hele taget næppe kunne gøre andet i situationen, hvor Peter Møller misser sit hovedstød to meter foran ham. Det er fandeme en om'er, Per Steffensen! "Et nyt flop", kunne man høre fra studieværten i samme program. Er det et nyt flop for FC København at tabe til HSV to minutter inde i overtiden på et forkert dømt straffe? Det er fandeme også en om'er, Dan Engelsted!

Det ironiske er at de samme herrer, journalister, tidligere eller nuværende, ikke ville have skræppet det mindste hvis de sidste to minutters overtid i Parken var blevet spillet efter dommerbogen og 0-0 resultatet havde stået sig. Det havde nemlig været et fremragende resultat for dansk fodbold. FC København havde besejret HSV på samme måde som OB slog Kaiserslautern i samme UEFA Cup tilbage i 1994. Med to uafgjorte kampe. 1-1 og 0-0.

Og diskuterede man spillestilen hos OB så meget dengang? Jeg mindes det ikke, men mindes heller ikke, at OB ligefrem var et sprudlende offensivt kraftværk i de kampe. Det var resultatet der talte. For dansk fodbold selvfølgelig. Misforstå mig ikke, vi kan sagtens diskutere den københavnske stil generelt. Men akkurat i torsdags fandt jeg den ikke så problematisk, man gik efter et resultat, selvom jeg også fik kolde fødder undervejs i begyndelsen af anden halvleg, da HSV for alvor forsøgte at sætte tempo.

Men egentlig stod vi fast og den værste storm aftog, da Jesper Christiansen reddede det første forkerte straffespark. Vi fik endog et par chancer i den anden ende, en enkelt stor til Alvaro. På en svag offensiv, der tydeligt led under Allbäcks fravær som target-spiller og den aldrig indkøbte 10'er til midtbanen. Jeg tvivler dog på at sidstnævnte havde gjort forskellen i kampens overtid. Han kunne selvfølgelig have indprentet hos Silber at han var uprofessionel, hvis han påtænkte at undgå bolden med armen. Hvad ved jeg?

For fanden da! Man er træt som en junkie i disse dage og gider egentlig ikke høre mere om en engelsk dommer, der aldrig burde have dømt kampen i Parken, hvilket kollega Smølle allerede med fornem nidkærhed spottede to dage inden kampen. Messias-djævlen dømte reelt kun via procedurefejl hos UEFA - eller var det hos FA og måske i virkeligheden hos dommeren selv.

Men kampen bliver ikke spillet om. Den skal heller ikke spilles om. Sådan er fodbold nemlig. Når vores bestyrelsesformand Flemming Østergaard siger, at han håber på en eventuel omkamp, er det udtryk for mandens sædvanlige mediegøgl og kamera-fetichisme. Det er fint at vi - eller rettere klubben - indberetter og klager. Men HSV var uden skyld i de bizarre dommerskøn, de blev ramt i samme grad med regnen af gule og røde kort, og selvom de ikke vandt helt korrekt, vandt de dog via den overraskende gave - også for dem selv - som de fik. Vi havde gjort det samme, hvis vinden havde været i vores retning. Den efterfølgende klagesang bør efter min mening kun have to konsekvenser. At dommer Matt Messias fra Yorkshire aldrig kommer i nærheden af en international kamp igen, men forbliver på den engelske 1. og 2. division og gerne endnu lavere niveau, hvor han heller ikke vinder mange venner. Og de to klubber får en undskyldning og en eftergivelse af bøderne for gule og røde kort fra UEFA, som rammer dem begge.

Opnår vi blot dette hos UEFA, er meget vundet. Den er eddikesur at æde i øjeblikket, men bliver i virkelighedens og historiens større perspektiv nok det nærmeste fornuften som vi kommer, og dermed venter vi atter på "næste år", og selv det er der en historisk mening med. "Næste år" er aldrig helt lig næste år. Det er nemlig fodbold og ræk mig så i øvrigt flasken...!

Jamen, for fanden, man er sammenkrøllet som en Franz Kafka på de indre linier efter et par dage som de seneste. Men verden knokler sig videre, som spillerne knoklede sig igennem OB-kampen i søndags. Det var på pumperne og det var forståeligt. At dommeren også her ville lege, og dømme straffesparket på en forseelse begået 1 meter uden for feltet, det må også bare accepteres. Rettelig kan siges, at Jesper Christiansens skovtur og forsøg på tackling sagtens kunne takseres til direkte rødt. Det kunne være blevet til rødt og frispark, i stedet blev det den underlige kombination der hed gult og straffespark. Men mon ikke slutresultatet var blevet det samme under alle omstændigheder. 1-1 resultatet var både ret og rimeligt. OB havde langt mere overskud i anden halvleg og med en mand i undertal på vores side lignede udligningen alligevel en logisk følge.

I det større perspektiv kan vi hermed notere 12 runder, som ubesejret i ligaen. Det er faktisk en tangering fra et par tidligere sæsoners bedste åbninger. Både i 1992 og i 1997 spillede vi de første 12 ligakampe uden nederlag. I 92 endte stimen, der bød på 6 sejre og 6 uafgjorte, med et brag hjemme mod Næstved. 0-3 lød lussingen og alle mål scoret i anden halvleg. En af målscorerne var i øvrigt Mark Strudal, der nogle måneder senere skulle komme forbi FC København på en ganske kort visit i det tidlige forår 93.

I 1997 spillede vi os igennem 7 sejre og 5 uafgjorte, inden Vejle stoppede os med 0-1 i Nørreskoven. Med disse stats som baggrund kan vi også konstatere, at årets åbning allerede er den pointmæssigt bedste. Om stimen denne gang overlever kamp 13 og vores egen historie, ved vi først om halvanden uge, efter turen til Silkeborg. Et sted vi ikke ligefrem har for vane at imponere. Kun 3 sejre er høstet derovre i 23 kampe. Til gengæld er hele 13 opgør endt uafgjort, hvis vi skal fortsætte statistikopremsningen. Men sidste efterår, også i oktober og senest vi var der, blev til en pæn snitter og et 1-4 nederlag til Viggo Jensens tropper. Derfor kan vi måske alligevel sende en skælmsk tak til dommer Wulff og hans "flinker-flinker" ostemad til Jesper, det betyder nemlig at vi tager en målmand med derover. Det er jeg ikke sikker på, at vi havde for et år siden. 

Langt borte fra Silkeborg, nærmest på den anden side af kloden, ligger FC Københavns sydafrikanske fodboldskole. Eller lå. For i denne uge blev det officielt, hvad man egentlig har fornemmet siden i vinters, at FC København vil trække sit engagement tilbage. Først forsvandt ankermanden Roald Poulsen fra skolen, derefter blev den årlige vintertræningstur til sommeren i Port Elizabeth erstattet med Spanien og La Manga, og senest har der været jævnlige beklagelser fra Holmstrøm, nej ikke hunden, over forhold og samarbejdspartnere dernede. I begyndelsen af september ankom to af skolens spillere i stedet til København. Den 19 årige målmand, Lee Langeveldt, der straks blev tilknyttet andetholdstruppen, samt ungdoms- og forsvarsspilleren med det hidsige navn Bongumusa Mthethwa, som er indlemmet i KB's ynglingetrup. Udefra set, fra denne side af baren, lignede det en retræte oven på al snakken og de mange problemer dernede. Vi trækker de bedste aktiver til København og trækker ellers selv røven definitivt ud. Det er nøjagtig hvad der sket.

Økonomisk lurer der stadig en sjat gæld i kølvandet på engagementet i Port Elizabeth, men bør vel være til at overse i københavnsk målestok. Det sportslige udbytte kan efterfølgende gøres ganske beskedent op. Vi har fået en lille perle i Elrio, der stadig kan finpudses med den rette hænder. Men han udvikler sig løbende og efterhånden med en hastighed, der skriger til Holmstrøm, nej stadig ikke hunden, om kontraktforlængelse og lønforhøjelse. Hvad venter du dog på, mand! Forlæng, forlæng, forlæng! Det kan i hvert fald ikke være sproglige misforståelser, der gør at der endnu ikke er kommet gang i processen. Den lille mand stillede sig pludselig op foran BT og talte et nærmest flydende dansk til alles forbløffelse. Her havde han i Onside-interviews, ja selv i Løvetimen, lurpasset sig igennem med sit sydafrikansk-engelske, selvom sandheden er at han egentlig mestrer sproget fint. Er det kun mig, eller lyder det ikke som Todis letknastede færøske accent har inspireret ham? Bevares, det er i hvert fald da en sød tanke, ikke!

Ud over Elrio kan vi vel også sætte Zuma på skolekontoen, selvom hans ankomst til København mere var et udslag af de kontakter, som skolen skabte nede i Sydafrika. Han var allerede langt over skolealderen, da vi signede ham. Men derved ender det samlet plusregnskab vist også. Umiddelbart indrømmer jeg, at jeg nok havde forventet et par nye kulørte ansigter mere her på vores breddegrader end det er sket. Elrio ankom relativ hurtigt og derefter skete der ikke mere. Men det kan ligeså vel skyldes min naivitet og manglende kendskaber til sydafrikansk fodbold og forholdene dernede generelt. Enhver talentfuld knægt på 16-17 år kan ikke blot sendes på eventyr over den halve jordklode med forventning om given fodboldsucces i den anden ende. Det vil altid være personlige, menneskelige og kulturelle hensyn der også spiller med og som altid bør tages. De to nyligt ankomne, de bedste rester fra dødsboet, så at sige, må foreløbig stå som ubekendte faktorer. Måske ender en af dem som en ny Elrio, måske begge, måske ingen. Det ved vi først om et par sæsoner.

Selvom regnskabet umiddelbart virker lidt pauvert, synes jeg egentlig ikke at den sydafrikanske skole kan kaldes en fejl. Det er helt umuligt at opgøre de lokale effekter i Port Elizabeth, fra denne side af verdenssituationen og baren, men mon ikke en del af knægtene der har været inde omkring skolen og det gamle UPE-hold har fået et udbytte. En del spillere er dog sendt videre i den lokale sydafrikanske fodboldverden.

For fanden da! Den var så den historie. Sydafrika, Danida, skattegæld, og kortvarig læserforargelse hos Ekstra Bladet! Sådan er livet. Ræk mig flasken! Hurtigt, for satan! Jeg ser pludselig dem igen. Synerne. Det underlige indlæg, ganske ufarligt, der sejler ind i vores felt. Jeg ser Peter Møller, manden der formodentlig hopper mest forgæves af alle i hovedstødsforsøg på en fodboldbane, gøre det igen. Jeg ser den mystiske forvirring og de nærmest vantro københavnske spillere kaste sig i græsset. Messias peger på straffesparkspletten. Han gør det gudhjælpemig! Der var ikke en HSV-spiller i nærheden og han gør det alligevel. Det er så mange små bitte ting. Møller kunne have snittet bolden, Silber kunne have trukket maven ind og holdt det meste af kroppen væk, Jesper Christiansen kunne have råbt efter bolden... et splitsekund af handlinger kunne være forskubbet det hele bare en anelse og alt kunne have været anderledes... en hel historie havde set helt anderledes ud. Den havde jo i virkeligheden ikke behøvet at gentage sig selv, det var helt unødvendigt, det var jo masser af muligheder for at gøre noget andet... jaja, man bliver stadig vanvittig i knolden! Selv en uge efter. 

Hmm... taxihornene lyder fra gaden, gamle kosmonaut! Jeg bliver her lidt endnu med flasken, men du skal hjem til virkeligheden og videre i tilværelsen.

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

Ray Davies: "The Tourist" (2005)
En gammel dreng. En ny EP med fire numre. Britpoppens bedstefar spøger stadig langs væggene og har sine historier at fortælle os om England og London. 'Yours Truly Confused N10' er ganske vidunderlig hornblæsende og swingende. Den 6. februar næste år forsøger han med et nyt album. Vi venter i spænding, der er i hvert fald stadig liv i det ormædte skrog. Hvilket kollega Holger og undertegnede konstaterede for et år siden i Århus, hvor Onkel Ray gav en forrygende koncert.

Olesen-Olesen: "Solsort og forstærker" (2005)
Det er Olesen-brødrenes dugfriske sjette album. Jeg har for længe siden overgivet mig. Jeg er fan. Jeg elsker dem. Jeg elsker poesibogen, de tilbagelænede og skumlende melankolske og halvvrisne livssekvenser fra et sted syd for Sorø. Det er hverdagsliv og banaliteter som hos Ray Davies, selvom det endnu ikke er blevet november mere end nogensinde. I forhold til forgængeren "Hårdnakket idyl" er de igen vendt tilbage til rocklyden, med solid assistance fra Lønstrup- og FC København-fan, Nikolaj Nørlund, der denne gang agerer producer. Måske mangler der lidt af nerven fra Onkel Bob-skiven, jeg er endnu ikke blevet enig med mig selv på det punkt. Men der er stadig meget godt og den nye vinder lidt ved hvert gennemhør. Hr. Biedermeier kommer på besøg i dobbeltsengen, det er nærmest hidsig rock fra et par brødre plus/minus de 40 år, og tekstmæssigt står Peter H. Olesen stadig som CV Jørgensens umiddelbare arvtager. Der findes bare ingen bedre. Han er selv nærmest demonstrativ mod mesteren i sangen 'CV pt.':

Jeg er min egen ulykkes smed
Fastansat på livstid i egen uvirksomhed

Guldkorn og gnavne gamle mænd. 'Ræk mig flasken' er i øvrigt et skønt nummer, og jeg tager den gerne med vinen som anbefalet. For jeg holder af ordene, dem alle sammen, og takker ærbødigst for den yderligere inspiration. En trofast fan svigter selvfølgelig ikke. Skål igen, kosmonaut!

Jeg strejfer omkring
i omegnen af mig selv
I går lå jeg til tælling
og tænkte over mit liv
I dag er jeg en anden

Og dermed blev der stille. Også bartenderen holder nu sin kæft!

mail