Jamen lad mig da straks beklage støjen og støvet. Det er kollega Martin, der går inde ved siden af og indretter vores nye galleri. En af de markante fordele ved at være herrer i eget hus, er at vi kan gøre med lokalerne, som vi lyster. Blænde døre, banke ikke-bærende vægge ned, sætte nye op osv. osv. alt sammen uden at skulle spørge værterne om lov eller gøre det i smug!

De portrætter, vi har samlet - og fortsat forhåbentlig vil samle - af BULENS helte, fortjener bedre end et rustent søm og en tilfældig plads, hvor huller i tapetet behændigt kunne dækkes. Så når engang Martin er færdig med at lege gør-det-selv-mand, kan vi indvie vores VIP-rum med kunstig pejs, husets bedste stole, storskærm samt BULENS Wall of Fame. Det bliver, som kollega -smølle antydede i sidste uge, så også det eneste interiør, der kommer til at virke forandret i forbindelse med vores flytning. Resten er som du - og vi - kender og har kendt det her omkring baren i fem år. Sådan kan vi nu bedst lide det. Vi er og forbliver et fodboldværtshus, ikke en trendy øko-café!

Mens en af BULENS store gallerihelte gjorde et overraskende comeback i lørdags, så skal vi da i aften naturligt nok kigge lidt nærmere på den seneste tilføjelse til vort galleri, forhåbentlig også i et lidt mere passende kontrafej end det pasfoto, kollega Saxo fedtede rundt med i forrige uge, da han jonglerede rundt med alle vores øvrige galleriprotrætter. Det er selvfølgelig Hans Backe, jeg hentyder til. Den intelligente og lune, men også kølige svensker, der sluttede trænerkarrieren hos FC København i Kalmar i søndags. Man kunne have ønsket ham en bedre sortie end at runde af med to kampe i den polar-galaktiske træningsturnering, endda den allersidste på en parodi af en fodboldbane i stormomsuste Kalmar med nederlag som det afsluttende Backeske aftryk på FC København.

Det har nu næppe ændret meget på svenskerens trademark stoiske ro, ej heller var det voldsomme pletter på hans samlede konto efter tiden her, som kunne gøres op til 113 sejre, 53 uafgjorte og blot 33 nederlag i 199 kampe i spidsen for Byens Hold. Backe blev dermed ikke bare træneren, der hidtil har stået klart flest gange i spidsen for FC København, men også den resultatmæssigt klart bedste træner i klubbens historie med et pointsnit tæt på 2 (1.97) og 2x guld, 2x sølv, 1x pokal og 1x Royal League på 51 måneder. Det ene guld og pokalen tilmed som The Double. Og den sidste halvsæson afleverer han altså holdet på førstepladsen.

Hvis vi lige griber til vores statistiske krykke - http://nipserstat.dk/ - kan vi konstatere, at Backe sammen med landsmanden Kent Karlsson blev træneren med flest sejre i forhold til kampe. Ca. 57% til begge. Karlsson var 0.14% bedre, men den mikroskopiske forskel kan vi godt vælge et overse. Med 17% nederlag blev Backe næstbedst. Kun Hodgson med 14% har tabt forholdsmæssigt færre kampe med København, Hodgson nåede så aldrig at spille europæisk med København, så også her kan vi tillade os at sige, at Backe har været "delt bedst". Den trediemest scorende med 1.78 mål pr. kamp  - Karlsson (2.05) og Benny (1.79) er bedre - og den eneste træner sammen med Roy, som holdt modstanderscoringerne under ét mål pr. kamp (0.97 ... Hodgson 0,86). Samme mønster gør sig i øvrigt gældende, hvis vi kun tæller superligakampe, bortset fra at Hans Backe er klart bedst her med 59% sejre i 144 kampe (pointsnit 2.03).

Backe nåede i øvrigt op på 225 kampe som superligatræner med de første 81 i tiden i Aalborg - som også kastede en enkelt guldmedalje af sig - hvilket bringer ham op på en femteplads på all-time listen over superligatrænere med flest kampe (1991-2005). Lige forbi Kim Brink i øvrigt. Med tre titler deler Backe så hæderen med Ebbe Skovdah som trænerne med flest suppe-DM. Interessant omkring Superligaen er også, at Backe har været nogenlunde samtidig med hele Danmarks nye trænerikon, Michael Laudrup. Backe havde lige 9 måneder før Laudrup, hvor han næsten indhentede Hareides/Køhlerts Brøndbyerne. Fra sommeren 2002 og til nu har d'herrer Backe/Laudrup pudsigt nok præsteret næsten identisk sølvtøj til deres arbejdsgivere. Backe: 2 guld, 1 sølv, 1 pokal og 1 RL (1 double). Laudrup: 1 guld, 2 sølv, 2 pokaler (1 double). Nærmest skræmmende lige er deres høst fra 119 superligakampe i perioden. 20 nederlag hver og Laudrup én sejr mere (69) end Backe. Eller 237 erobrede points mod 235. Til gengæld er Backe bedst i de indbyrdes opgør. 5-4-3. Eller 6-7-5 hvis vi tæller pokalen og det royale gøgl med.

Så er der selvfølgelig sværme af folk i medier og fankredse, der giver fanden i resultater og titler, men hellere måler på underholdning! Nu er underholdning jo et vidt begreb. Man kan sagtens spille "underholdende" fodbold, men tabe hver gang alligevel. Det er straks sværere at spille dårligt og vinde ret meget, med mindre man møder hold der spiller endnu dårligere. Ofte sidestilles mange mål med underholdning. Det kan også være tilfældet, men en 5-3 kamp, hvor 7 af målene er resultater af groteske forsvars- og keeperfejl eller andre bizarre absurditeter, er ikke underholdning i min fodboldbog. Det elsker jeg spillet for meget til. Et kendt eksempel i nyere københavnsk fodboldhistorie var den famøse kamp i Herfølge i foråret 2001, hvor vi vandt 4-3 og medierne fandt alle ordbogens topunderholdnings-superlativer frem, mens Roy Hodgson var så fnysende arrig, at han næsten helst var de tre points og sejren foruden. Aftaler blev brudt og spiltaktiske oplæg ignoreret. Så der var slet ikke tale om godt spil i hans optik - glem "underholdning", det begreb fandtes ikke i Roys fodboldmanualer - og det var der for øvrigt heller ikke i min.

Så er underholdning måske São Paulo FCs målmand Rogério Ceni, der ikke blot sparker straffe for holdet, men også  tager stort set alle direkte frispark. Senest demonstreret tirsdag mod arabiske Al-Ittihad ved Blatters klub-VM i Japan. Han brændte forsøget - ok, jeg ved ikke om han fik mere end ét, så meget så jeg heller ikke af kampen - men det var tydeligt, at TV-producere og tilskuere vidste, hvad der skulle ske, da São Paulo FC fik frispark ca. 20 meter fra mål kort efter pausen. Keeperen, og anføreren, frem for at sparke under stor jubel. Trods han missede, kunne man godt se, han var "frisparksekspert", hvilket ca. 50 karrieremål - heraf alene 20 i denne sæson - på straffe og frispark da også vidner om. Et antal, der kan gøre langt de fleste markspillere svært misundelige. Det trods alt brændte frispark var end ikke på "et sikkert tidspunkt", stillingen var 2-1 til São Paolo. Rogerio lukkede så i øvrigt senere kampen med sin scoring til 3-1 ... på straffe. Men det er altså show med en høj, kalkuleret risiko for træner Paulo Autuori. Der er lang vej hjem for keeperen, hvis frisparket ender i muren eller målmandskollegaens næver.

Man ser med garanti ikke noget lignende praktiseret i europæisk klubfodbold. Ikke i kampe med points på spil og tvivl om udfaldet i det mindste. Med det hårde kampprogram og de sindssygt store penge, der er på spil, og som er både direkte og indirekte afhængige af resultater mere end underholdning er det de færreste klubdirektører og -trænere, der ligefrem tør formulere en ambition eller måske endda krav om, at kampene ikke bare skal vindes, men skal vindes via underholdende spil. I store, kendte klubber som Milan, Real Madrid og Ajax kan man opleve det som en del af ledelsens salgsretorik. Og bagsiden af det, når resultaterne udebliver som f.eks. i denne sæson for de tre nævnte klubber. Der er forskel på at levere underholdning og være underholdning. Milantræner Carlo Ancelotti har truppen til sprudlende samba-fodbold, men har mere end svært ved kombinere det spektakulære med det effektive - og manglende trofæer er stadig vægtigere fyringsgrund end for lav underholdningsværdi, også når man arbejder for Berlusconi - hvorfor Milan allerede nu efter bare 15 kampe synes at have tabt mesterskabet til et suverænt Juventus-hold. Som vel at mærke sædvanligvis vil skrupskide på underholdningsværdien.

En træner som Arsene Wenger slår stadig på tromme for, at hans Arsenal har pligt til at underholde. En trommesolo der bliver stadig mere skinger, som Arsenal synes at synke længere og længere ned i middelmådighedens dynd i den hjemlige liga. I Champions League derimod har Arsenal leveret sit historisk set bedst gruppespil til dato. Med en langt mere pragmatisk tilgang til spillet. Ind med organisationen, kynismen og effektiviteten. Ud med det æstetiske og de bizarre straffesparkskombinationer.

Pragmatisk. Det kan man også sige om trænere som Felix Magath (Bayern München), Fabio Capello (Juventus), José Mourinho (Chelsea), Gérard Houllier (Lyon) og Rafael Benitez (Liverpool). Trænere der på den ene side står i spidsen for fem af de mest spændende - og i teorien offensivt og potent seværdige - spillertrupper i Europa og for de fire førstnævntes vedkommende fører deres respektive ligaer suverænt og for den femtes vedkommende er regerende CL-mester. Og trænere der på den anden side giver fløjten i, om deres mandskaber vinder med 1-0 eller 7-0, bare de vinder. Du ser ikke nogen af d'herrer piske deres mandskaber frem for at udbygge en 1- eller 2-målsføring. Noget de selvfølgelig har tilfælles med aftenens hovedperson, Hans Backe!

To af dem mødtes for øvrigt i sidste uge i sidste runde af Champions League puljespillet i en kamp, hvor begge hold var gået videre, og begge trænere ivrigt i uger op til kampen bedyrede, at det var lige meget, om man blev etter eller toer i gruppen, og resultatet i det hele taget var fløjtende ligegyldigt. Så kunne man måske forvente, at der blev givet los på de taktiske bånd, og Mourinho og Benitez inviterede til åbent angrebsbattle. Eller at Chelsea og Liverpool i det mindste sparede en række stamspillere og lod unge, sultne - offensive - kræfter få spilletid. Men nej, da aftenen kom, var det to hold i stærkeste opstillinger. Igen, i øvrigt, som Team Backe. De bedste/stærkeste elleve mand spiller! Og det var to hold med vanlig indbyrdes respekt, der for alt i verden ikke ville blotte sig eller tabe. Cancel eachother out med spidsangriberen som første forsvarsspiller. Således blev det 0-0 endnu engang. Hvis man ser bort fra det ene "mål" fra Luis Garcias fødder i maj, som 90% sikkert ikke var over stregen, for fjerde gang af fire mulige i Champions League sammenhæng mellem de to klubber på bare syv måneder.

Så de 0-0 kunne vel ikke overraske, mens kampen retfærdigvis har været en pinsel at komme igennem for folk, der ikke holder med en af de to klubber. Mourinho og Benitez er bedøvende. De har aldrig lovet "underholdning". På den anden side. Wengers Arsenal mod angrebsindbegrebne Ajax i en tilsvarende kamp, hvor begge hold var videre, og første-/andenplads spørgsmålet endda også afgjort. Det måtte da blive en sprudlende angrebsfest. Men hov. Nej da. Også her en gabende 0-0'er.

Underholdningsbegrebet er noget der fra tid til anden også bliver blæst op i enten floromvundne programerklæringer eller frontale angreb på grådige klubledere fra fodboldens styrende organers side. FIFA og UEFA. Paradoksalt nok må de så også tage deres del af ansvaret for den manglende "underholdning", qua de retningslinier, de udstikker til dommerne. Det er hovedsagligt de offensive, kreative midtbanefolk og angriberne, der skal skabe det målsøgende - "underholdende" - spil. Hvor ofte har vi ikke stået i Parken og revet os i håret over, at Álvaro og Zuma og Todi er blevet smadret igen og igen uden at få frispark, mens de omvendt altid får frispark mod sig ved første minimale forseelse mod forsvareren. Det virker ofte som frit lejde mod vores angribere. Ja, ikke kun vores. Det er ganske generelt, andre klubber oplever det samme.

I stedet for at pådutte opmændene at slå hårdt ned på jubelscener, spontan-udbrud, trænermedleven, trøje uden på bukserne og lignende absurdbagateller, der - i lighed med allseater-stadions, stadig større sponsorlounge-andel og skyhøje billetpriser for publikum - i den grad fjerner nerven og dermed underholdningen fra fodbolden, kunne det være vidunderligt om man i højere grad tilskyndede dommerne at prioritere fairplay overfor især angriberne. Og i det hele taget større konsekvens med henblik på at beskytte spillernes værktøj og levebrød, benene.

Det seneste eksempel var Michaël Essiens horrible tackling på Dietmar Hamann i førnævnte Chelsea-Liverpool match. En tackling der efterfølgende er blevet takseret til 2 spilledages karantæne af UEFAs disciplinærkomité! Helt rimeligt. Jojo, det kan man godt mene som Chelsea-mand. Jeg vil dog samtidig ikke undlade at fnyse hånligt over Hamanns usmagelige piveri og angiveligt mentale problemer med at spille igen ovenpå "mordertacklingen". Samme Hamann der kunne spille kampen - mere en end halvleg - til ende og i fjor præsterede en mindst ligeså svinsk tackling, da han skrællede benet på Norwich's Damien Francis, som kollega -smølle illustrerede i sidste uge. Samme Hamann som spiller på hold med velkendte tofodsstemplere som den nye mand Sissoko - hvis slagtning af Gudjohnsen i samme kamp var omtrent i "Essien klasse" - og Steven Gerrard med sine trademark lunges. Man skulle mene, at netop dette holds spillere havde lettere ved at acceptere at gi' og ta'.

Det skal ikke fjerne fokus fra den rædselsfulde tackling. For styg var den, så styg at selv ellers besindige Hans Backe formentlig var flejnet ud, havde det været en af hans spillere, der var modtager ef Essiens knopper. Selvom det givet ikke var med overlæg eller ondskab i sinde. Hverken Essien eller hans kolleger går jo på banen med hensigt at skade de modspillere, som også er kolleger. Nå ja, Roy Keane er undtagelsen, der bekræfter den regel med sin bevidste nedslagtning af Alf-Inge Haaland i 2001 som hævn for en episode 4 år tidligere. Billeddokumentation fra BBCs gemmer her. Noget den ikke just sprudlende intelligente Keane heller ikke lagde skjul på i en senere selvbiografi. Men bortset fra Keane, altså.

Til gengæld går de fleste spillere til grænsen eller lige over. Den grænse som dommeren sætter. Det mest groteske ved Essiens tackling - nu Hamann trods alt ikke kom til skade - var at det kunne foregå lige foran øjnene på dommeren og tilmed også den ene liniedommer. Ingen af dem "så noget". Intet frispark derfor heller. Klart at en sådan kamp pludselig har stor risiko for at eskalere i brutalitet, når spillerne opfatter, at dommerne tillader den slags. Så for spillet og underholdningens skyld kunne man ønske sig, at dommer, liniedommere og såmænd fjerdedommer får pålagt i højere grad at sikre spillernes førlighed frem for den evige forfængelighedsfløjten. Således undgår vi for meget af det her og får større angrebsfrihed - og lyst - hos de offensive spillere.

Men det var det med underholdningen. I min fodboldverden er godt spil lig god underholdning. Godt spil er selvfølgelig god angrebsbold, brasser-style, og bragende flotte mål og virtuos boldomgang og pasningsekvilibrisme fra midtbanen. Men godt spil er også et velspillende forsvar, der lukker af. Og et hold der kører en solid og disciplineret taktisk triumf hjem. Eller et ulideligt spændende strategisk slag, ventende på dén ene blottelse, der kan afgøre det hele. Som f.eks. CL-finalen mellem Milan og Juventus 2003, en kamp jeg fandt usandsynligt spændende og interessant trods 0-0.  

Ikke to kampe er ens. Og præmissen for om f.eks. København spiller godt er uendeligt forskellig, om modstanderen er HSV i Hamburg eller Horsens i Parken. Eller Slagelse i pokalen. For Backe har alle slags kampe først og fremmest handlet om at have basis på plads. Som det for øvrigt gør sig gældende for de tidligere nævnte Magath, Capello, Mourinho, Houllier og Benitez. Basisspel och organisation. Ord som Backe tit og ofte har fået på puklen for. I medierne og blandt FCK'ere. Mange glemmer at basis og organisation, systemer og mønstre også skaber den seværdige offensiv.

Barcelona - tidens i særklasse bedst spillende fodboldhold - er andet og mere end spontanitet og verdensklasseindividualister. Basisspil og boldomgang i det offensive er terpet og indøvet igen og igen af Rijkaard på træningsbanen. Glem heller ikke at Barcelonas offensive frigjorthed bygger på en kolossal defensiv styrke og ro. Noget man indtil i fjor havde savnet på de kanter i årevis. Brøndbyerne viser stadig det flotteste pasnings- og kombinationsspil i den hjemlige liga, men det er også øvet ad nauseam til træning og baseret på en ganske solid forsvarsstyrke også. Brøndbyerne har sluppet næstfærrest mål ind i suppen - kun fire flere end os - og har har faktisk holdt nullet flest gange i efteråret. Ti i alt. Vi har "kun" ni clean sheets. Eller tag noget som toppen af den rendyrkede underholdning i holdsport. Harlem Globetrotters. Deres sprudlende angrebsmønstre er også resultatet af endeløst repeterende øvelser. En angrebsbasis.

Nu står du så der med det blik og spørger, om bartenderen er gået i total fornægtelse, eller bare ramt af endnu dårligere hukommelse end ellers. Har jeg da ikke netop gang og igen haglet Backes spillestil og talt om migrænefodbold og Maltaliga.

Jo! Og boldomgang, tempo og kvalitet i pasningsspillet har bestemt ikke været noget at råbe hurra for. Sgu! Tit og ofte endda decideret ringe. Og efter to mesterskaber i træk fandt jeg det da også rimeligt at forlange bare lidt mere på netop dén konto, hvis vi ville videre og ikke bare svælge i selvtilfredsstillelse, mæthed og falsk tryghed. Der kom ikke mere kontoen, tværtom. Back-to-back mesterskaber blev fulgt af en katastrofesæson, og ved siden af alt sølvtøjet på Backes CV står også som skygge over eftermælet, at det var under Backe, at begrebet migrænefodbold blev opfundet. Ligesom Maltaligaen sneg sig ind i fodboldvokabulariet. Begge dele hernede i BULEN i øvrigt. Det står vi skam ved og serverer Budvar dertil. Skål!

Migrænen satte ind, når vi uge efter uge måtte se på uskøn, tung, kværnende, langsom og omstændelig bold, uden omstillingsfase og uden kreativitet på midtbanen, centralt besat med pålidelige men primært boldflyttende duoer (Traoré/Hjalte, Hjalte/Linderoth, Linderoth/Silberbauer). I bedste fald gav det arbejdssejre, men dog sejre, som gav Backe arbejdsro. Det ændrer ikke ved, at Backes basis ikke nåede sit mål fremadrettet. Som Peter Møller nævner det i sin bog "32": "Backes 4-4-2 filosofi har også holdet og aldrig individet i centrum. Det går igen i træningen. I det succesfulde efterår 2005 har det handlet meget om spil på hel bane, førstegangsafleveringer og repetition af opspil, og det har givet pote. Spillerønsker om småspil på lille bane har han totalt overhørt. Træneren sværger til den filosofi, at man skal have en sikker basis i de to firekæder. Det er så mere op til den enkeltes indfald, hvad der skal ske på den øverste tredjedel af banen."

Og mesterskaberne vil jeg stadig hævde i høj grad er vundet på en meget stor dosis "uendeligt ringe modstand" i Maltaligaen, den Maltaliga der for alvor har gjort sig fortjent til navnet, når den har skullet måle sig med de øvrige europæiske hold og er dumpet med et drønende brag i fagene teknik, tempo, boldomgang og kynisme. Så sent som i aften i Palermo f.eks. Og det var  jo så den anden skønhedsplet på Backes Københavnske renomé. Europa! Som Backe stadig mener, vi har potentialet til. Det bliver så op til Ståle Solbakken at forløse den spådom.

Men det er altså skønhedspletter i forhold til, hvad klubbens mest vindende træner har bragt os. Derudover taler vi om en altid saglig, sympatisk og meget fodboldvidende (og musikinteresseret, med smag!) person, der aldrig gør sig bort i pressen, hverken den elektroniske eller trykte. Selv de mest uhyrlige mikrofoner stukket lige op i masken i de meste hektiske øjeblikke, har fået en velovervejet og fornuftig kommentar. Det er mandens natur. Eller også er der noget beroligende i snustobakken.

Backe har vist sig bedre til at bruge medierne end lade sig (mis-)bruge af dem! Og han har via sin ro og  metode med aldrig at kritisere sine spillere offentligt samtidig med en trods alt klart defineret afstand mellem ham - som bossen - og spillerne (det er aldrig blevet for kammeratligt)  opretholdt en klar autoritet og nydt en utrolig respekt. I hvert fald ud fra stort set samtlige spiller- og medarbejderkommentarer, jeg har set og hørt om manden. En autoritet vel at mærke uden koleriske udfald eller de store bogstavers tale på træningsbanen, bænken eller omklædningsrummet. En af undtagelserne denne episode (igen fra Møllers bog, "32"): Jeg ved ikke, om det hjalp med den bemærkning, Backe leverede i pausen af den sidste hjemmekamp i foråret 2004 mod AaB. Vi var bagud 0-1 og skulle bruge uafgjort for selv at kunne afgøre mesterskabet i sidste runde, og det var indhopperen Elrio van Heerden, der sent i kampen sørgede for den forløsende udligning. Hvad Backe sagde - i øvrigt som punktum på en af hans sjældne skideballer? "Træk ud i bukserne og se efter, om I er mænd." 

Og en voldsomt stor portion ekstra respekt fortjener Backe for dette efterår, som han egentlig helst var foruden, men lod sig overtale til. Hvorefter han med en trup med stor sommerudrensning og en håndfuld nye mod alle odds leverede den bedste efterårssæson i klubbens - og superligaens - historie. Et efterår, jeg på forhånd havde solgt for blot at holde nogenlunde trit med toppen samt allerede i sommer udmeldt, at i denne halvsæson ville jeg ikke én eneste gang bitche over spillet.

Og så ligger vi, hvor vi ligger. Endda med nogle helt velspillede kampe undervejs. En aflevering til Solbakken, der ganske enkelt ikke gøres flottere. Så Backe skal hyldes på denne kalenderårets trediesidste vagt i BULEN.

Og i denne stressede mørkemåned - hvor vi i den uendelige vestlige, kristne visdom bruger sne, gran, nisser,  og ekstravagante gaver, mad- og drikkeorgier til at symbolisere en højtid, der opstod i en varm og gold ørken blandt sultne, forarmede småfolk omkring en tømrer og en uønsket graviditet - kan vi vist alle have brug for en flig af Backes ro og overskud til at bringe os sikkert ind i 2006. Og ved godt helbred. Vi skåler også for Peter Møller, der dog har modtaget sine mange og velfortjente roser hernede tidligere.

Så med den sidste hilsen til glassene, beder jeg dig skrubbe af og siger blot: Held og lykke, Hasse og Peter!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens albums:

Queen: A Night at the Opera (30th Anniversary Collectors Edition, CD & DVD)
30 års jubilæums udgaven af Springsteens rockhistoriske epos Born to Run, er blevet nævnt hernede. Men 1975 var et år med flere særdeles markante pladeudgivelser. En anden - og den måske næstbedste det år for min smag - var Queens mesterværk A Night at the Opera. Her i en fantastisk super-remastered digitaludgave med bonus-dvd. Freddie Mercury's (r.i.p.) virtuositet, Brian May's genialitet - hvad de to dog kunne udrette med stemme og guitar - John Deacon's mystik og Roger Taylor's galskab. Mixet sammen til en uforlignelig cocktail og en hyldest til Marx Brothers' unikke og bizarre karakterer i filmen af samme navn. En plade jeg aldrig bliver træt af at høre.

Patti Smith: Horses/Horses (30th Anniversary Legacy Edition, 2CD)
Det samme kan siges om denne. Endnu et mesterværk fra 1975 - måske en af musikhistoriens allermest roste pladedebuter - og endnu en 30-års jubilæums udgave. Den ene cd remastered udgave af original-albumet. Den anden en eksakt live-afspilning af hele albumet i 2005 i London. Med 3/5 af det oprindelige band. Helt forrygende. Jeg kan ikke vide det med sikkerhed, men jeg har en god fornemmelse af, at Hasse Backe også er ret begejstret for Patti Smith's Horses.

 

Ugens sange:

Steve Wynn: 'Merritville'
En kosmisk sammensværgelse - eller blot absurd sammenfald af uheld - gjorde at jeg missede Steve Wynn & The Miracle 3 på Loppen i tirsdags på trods af, at der lå, og stadig ligger, en billet i min skuffe. Og selvfølgelig kunne mine gode, men storhånende kolleger Saxo og -smølle berette, at jeg var gået glip af en forrygende og intim koncert. Og selvfølgelig spillede Steve Wynn denne storslåede, næsten episke rocksang. Her nøjes jeg så med en cd-liveversion fra The Complete Live at Raji's, indspillet 1988. Dengang Wynn's band hed The Dream Syndicate, en af de fremmeste udspringere af den californiske "Paisley Underground" bevægelse.

John Lennon: 'Happy Xmas (War Is Over)'
Nu lykkedes det mig at komme igennem aftenen uden at nævne J-ordet en eneste gang. Men vi kommer vel ikke uden om, at det snart er, så du skal da få en lille j...melodi at gå hjem på. Genbrug - i disse jubilæumstider - fra min blot anden vagt i BULEN i den tilsvarende uge, 2000. Kommentaren er stadig gyldig: "Jaja, selv denne gamle, kyniske antinisse vil komme højtiden i hu i form af en de meget få ærlige og varme julesange, der ikke er gennemsyret af kommercialisme og hykleri". Vi kan så samtidig mindes John Lennon, der blev dræbt i disse dage for 25 år siden.

Og så God J.. for helvede da!