Jaja, du kommer jo nok herned for at høre om planløst losseri, om tabet af vores føring, om hvordan det i forvejen svært fordøjelige basisspel nu er blevet erstattet med noget som mest ligner kaotiske klip fra Nils Johan Sembs værste drømme ovenpå Euro 2000, og generelt om fodboldmæssig malaise her i begyndelsen af 2006. Men nej, det kommer jeg ikke til at træde i i nat. Og ikke engang i det skrækkelige faktum, at de sidste to gange vi har lagt ud i et ligaforår mod Brøndby – og som i år tabt – er vi begge gange endt på en jammerlig syvendeplads.

For vi ender trods alt næppe som nummer syv i år. Selv nok så pessimistisk en glaspudser som jeg tror ikke det kan gå helt så skidt. Og så vandt vi trods alt i onsdags, og ligemeget hvor hårdt det holdt og hvor hårdt det var at se på, så må tvivlen komme den anklagede til gode indtil næste kamp – den anklagede værende Ståle Solbakkens foreløbig ikke ligefrem glat fungerende system. Imens er det blot at glæde sig over, at det i det mindste ikke var i sommer, med langt flere nye spillere, at en ny spillefacon skulle indøves på få uger, og at det i stedet var Hans Backe som i ro og mag kunne bygge et pointmæssigt spæklag op. Et lag som Ståle godt nok er begyndt at frådse noget med, men som stadig, uanset modstandernes præstationer, kan give os vores førsteplads tilbage med en række sejre der fortsætter indtil vi skal møde Farum i Farum 26. april.

Hvis vi altså skal. Vi kender jo det danske klimas uberegnelighed, og hvem ved om ikke der kan komme et eller andet på tværs. Godt nok er sne en sjældenhed i slutningen af april i Danmark, men skal det gå galt, så er det et godt bud at det er i Farum det går så galt at der må aflyses. For selv om alle har hørt historierne i de senere år om hvordan kommunen har overforbrugt på alle leder og kanter, selv om tilskuerne på langsiden kan nyde en uhørt komfort og desuden kan trøste sig med at selv om de er nødt til at drikke Faxes flade sprøjt, så kan de i det mindste stille brygget i en kopholder, så ranglede møgunger ikke kommer og maser sig forbi, og losser bægrene omkuld fra deres plads under éns sæde, og selv om bandereklamerne stadig bugner med navnene på alle de underleverandører som komplekset af sager mod Brixtofte skal afsløre om der er givet returkommission til – ja, så er Farum Kommunes spendathon fra slutningen af sidste årtusind og begyndelsen af dette aldrig mundet ud i at man har anbragt varmerør i banen, hvilket ellers ikke bare er en helt gængs ting på et moderne stadion, men som også er en del af udstyret på et nødtørftigt provinsanlæg som det hos oprykkerne fra Horsens.

Så mens der blev spillet på livet løs i den dalende sne på træningsbanen uden for stadion, var lyden fra højttalerne og strømmen af folk på vej væk fra stadion ikke til at tage fejl af: den kamp som Farum-ledelsen hele ugen havde haft travlt med at garantere blev spillet, var aflyst. Velkommen, som før, til Maltaligaen – bortset fra at på Malta har velsignede 20 grader om dagen her i foråret, så deres 22. runde i modsætning til vores 23. kunne afvikles gnidningsfrit.

Selve aflysningen blev bifaldet af begge klubber, et bifald som for F.C. Københavns vedkommende næppe blev sværere at istemme ved at Tobias Linderoth overraskende og uannonceret slet ikke var med i Farum, da han var blevet syg. Og aflysningen har da i hvert fald garanteret en noget bedre fodboldkamp når den nu spilles den hele måned senere – hvis plovene er nået igennem til dette Danmarks svar på Garmisch-Partenkirchen i mellemtiden.

Mon ikke det kan lade sig gøre. Det havde det faktisk kunnet allerede i søndags, for da først alle aktørerne alligevel var taget hjem, gik sneen over i regn. Så med Emil Laursens forklaring: ”Banen er ikke farlig for spillerne. Det er ikke frost, men vi kan ikke gennemføre kampen sportsligt forsvarligt, når vi ikke kan se linierne" er det i hvert fald til at fastslå, at vejret inden kickoff ikke mere kunne leve op til aflysningsgrunden. Medmindre kridtstregerne deroppe heller ikke kunne tåle vand.

Men inden man nåede at komme hjem i tørvejr, og inden kampen overhovedet skulle spilles, havde DBU imponerende nok en redegørelse klar. Konklusionen var interessant: ”Ved sin inspektion af banen efter ankomsten til stadion vurderede dommer Emil Laursen imidlertid, at formiddagens pludselige snefald betød, at banens tilstand ville være til fare for spillerne.” Men sagde han ikke lige...?

Jo han gjorde, og når DBU desuden gør en større omgang ud af at det var tvivlsomt om kampen havde kunnet afvikles, selv med varme i banen, er det nok til at få en kynisk diskenspringer til at studse lidt. Med en dagtemperatur som ifølge DMI nærmede sig de ti grader i søndags, og med det som alle kunne mærke var tøsne i luften, er det i bedste fald et postulat at varme ikke skulle hjælpe. Og ærlig talt lugter det som en lidt desperat manøvre for at retfærdiggøre sin egen politik i dette varmespørgsmål, som bliver ved med at være inkonsekvent og give et skær af den amatørisme vi tilsyneladende ikke slipper af med foreløbig.

Flot er det da i øvrigt, at de to oprykkere begge er mødt op i øverste række med gulvvarme. Og Silkeborg skal ud fra et isoleret københavnsk synspunkt have stor ros for at flytte til Viborg, hvor deres modstandere fra Brøndby så tit har det svært. Men den eftergivende politik klæder altså ikke dansk fodbold. Det er ikke noget der hjælper med til at sælge den vare dansk topfodbold udgør – en vare som via international uformåen af rang i forvejen ikke ligefrem stiger i værdi i raketfart – når kampe rask væk flyttes til et halvtomt home away from home i en anden by. Og ja, det gælder selvfølgelig også når der er Rollo & King i Parken, og vi spiller i Brøndby.

Svagheden i den politik er da også nem at få øje på. Kunne Silkeborg ikke spille i Viborg, hvis stadion havde været optaget, ville der selvfølgelig ligge anlæg i Århus, Horsens, Herning og Randers inden for nogenlunde samme afstand. Men havde der nu været tale om fire dages snefald i stedet for to timers, ville banen i Farum på forhånd være umulig at spille på, og så skulle man til at finde et alternativ, jfr. DBU-reglerne. Og med Parken optaget af messe og Brøndby optaget af Silkeborg ville Odense være nærmeste alternativ. Medmindre selvfølgelig Gladsaxe, der heller ikke har varme, skulle være så heldig at have ligget i et andet og mere gunstigt klimabælte i den weekend. Farum-København på Odense Stadion? Ja, Unionens regler er virkelig brugervenlige.

På den baggrund er det da fint, at man i stedet først kunne aflyse på dagen, så det blev samme sted en anden gang, i stedet for samme gang et andet sted. Man skulle så tro at genierne i Farum, der godt nok ikke kan begribe at varmen er en af de ting der bør være råd til, og som kunne have finansieret en god del af denne med de 700.000 kr., som borgmester Brixtofte hævdes at have drukket op i form af Chateau Petrus med sine ledsagere i stadions restaurant, kunne finde ud af den mest indlysende service en arrangør kan tilbyde: Når man må udskyde en forestilling, så gælder billetterne til den nye dato. Men ikke engang det formår de.

Så vores nestor blandt stamgæsterne, som bor tættest på det fine, sommetider brugbare superligastadion, blev sendt tilbage for at indløse vores langsidebilletter. Så må det vise sig om der er interesse for at tage derop en anden gang. Det kommer temmelig meget an på hvad der ellers sker den aften i Farum, hvor anden kamp i Champions Leagues ene semifinale bliver spillet: Hedder det Benfica-Lyon kan det ligesom være ligemeget, og så kan det da være man alligevel skulle hælde penge i dilettantklubben deroppe som den principløse tåbe man er, men træder Barcelona på banen 20.45 er der bedre steder at befinde sig end Bispeengbuen. F.eks. foran vores lille tv oppe i hjørnet.

Jeg ved at det ikke oser af gejst og vilje, men sådan er det bare. Skuffelsen over at det ikke passede at komme afsted til Århus på denne gryende lørdag var da også en del nemmere at håndtere, da Barcelonas kamp mod Madrid blev flyttet til kl. ti samme aften. Selv uden en chance til hjemmeholdet for en gang for alle at fastslå hvor det spanske mesterskab skal havne, er el Clásico ikke rigtig værd at misse. Og inden endnu en uges tid med en flod af spændende kampe fra ind- og udland er den største bekymring om fjernsynet holder helt frem til Royal League-finalen torsdag – skulle det dog sætte ud dér ville det trods alt være til at leve med.

Men lige med den superligaflytning kan det egentlig godt undre mig, at hvor der er blevet truffet store foranstaltninger for at undgå kollisioner mellem fløden af europæisk topfodbold i Champions League og den endeløse række af uskønne træningskampe i Royal League, der er placeret på torsdage hvor de ikke udsættes for en ubarmhjertig konkurrence fra rigtig international topfodbold, så er det en anden historie når det gælder ligaen.

Også onsdag lå vores kamp på samme aften som Champions League, men der havde det været pænt dumt at tumle ud af Parken kvart i ni, inden overtidens begyndelse, for at få starten af Lyon-Milan med. Ja, og resten, for den sags skyld. Lækkerierne kom dagen inden, og det galdt begge kampe. Her vistes Benfica-Barcelona, iskoldt udvalgt af undertegnede – den der skifter fustagerne skifter også kanalerne. Bagefter fik Arsenal-Juventus lov at køre på et bånd.

Det var den modsatte rækkefølge af TV3’s den aften, og hvad de havde gang i begriber jeg stadig ikke – eller rettere, jeg forstår sagtens grunden til deres måde at tilrettelægge aftenen på, nemlig at der med 6 kr. pr. stemme-sms vel er blevet tjent et sekscifret beløb, jeg fatter bare ikke moralen i det, og heller ikke at man synes det virker som god service til seerne først fem minutter før kickoff at annoncere hvilken kamp man vil vise. Som om det skulle være alle ligemeget hvad der sendes, bare det er en Champions League-kamp. Når så afstemningen efter en uge har den meget belejlige stilling 50%-50% ved udsendelsens indledning, så kommer der igen de dunster frem der får den mistænksomme barmand til at tro at nogen må regne ham for en idiot.

Barcelona markerede sig mest ved at brænde en masse enorme chancer, så mange at de til sidst så ud til at miste modet, og lige så godt kunne have tabt. Men selv om de stadig spillede en god kamp, og resultatet 0-0 ikke er skidt, så blev de i den grad overstrålet af Arsenal – de samme Arsenal som for bare et par måneder siden tabte til Everton, og hvis træner Wenger gav den lavtstående, skarpe sol skylden for den pinlige affære. Mod Juventus var det Arsenal som var blændende, spillede noget af det bedste fodbold jeg har set i år, og skulle det være endt skidt for Barca ville en finalesejr til Arsenal ikke være noget der ligefrem ville spolere mit humør.

Det hænger nu ikke sammen med den morbidt humoristiske situation der ligger i at Arsenal lige pludselig, ved på kryds og tværs at udspille mine egne klareste kandidater til titlen, Juventus, ud af det blå er blevet en af favoritterne. Selv tilhængere af Tottenham under jeg nemlig næsten ikke at opleve det scenarium som ser ud til at nærme sig, og som kraftigt ligner det der skete sidste år: Spurs, som stritter hårdt imod for at holde fast i ligaens fjerdeplads, kan se deres lokale rivaler og arvefjender nærme sig en meget uventet Champions League-titel med hastige skridt, og kan ikke gøre noget som helst for at forhindre det.

Everton oplevede det samme i forhold til Liverpool sidste år, men mens man der lod nr. fire beholde den plads de trods alt havde kvalificeret sig ærligt og redeligt til, bliver det ikke tilfældet i år: vinder Arsenal titlen, og ender de uden for de fire første, behøver de ikke tude og flæbe sig til at dukke op i næste års turnering, de er automatisk med efter de nye regler – og nr. fire ryger ned i UEFA Cuppen. Det er en skæbne jeg ikke under nogen... eller i hvert fald kun få.

Taler vi om at unde nogen en bestemt skæbne, er lørdagens modstander AGF i øvrigt én af dem der virkelig kan få sindene i kog. Mange af vores gæster kommer helt åbenlyst til at savne dem, hvis de brager ud af superligaen 14. maj eller – som en del ser ud til – længe inden. Andre kommer bestemt ikke til det. Jeg gør ikke. For mens synspunktet om at det vil være en pokkers skam ikke at kunne besøge Århus Stadion, mens vi derimod formentlig igen skal stifte bekendtskab med det hul i jorden Randers spiller i, og mens der da er ræson i at spørge om ikke en by som Århus bør have et hold i øverste række, må det være tilladt at spørge: Men behøver det være AGF?

Voldsmænd på spillerlisterne, lallende tåber på ledelsesgangene, White Pride på tribunen, et årti af uduelighed på banen – og mindeværdige episoder som Morten Rasmussens mål med hånden og diverse spilleres afstumpede voldsorgie i forårskampen i 2003. En klub hvor Stig Tøfting forgudes som en af de allerstørste, måske den største for de yngre aldersklasser. Det hele gør det svært at føle så meget for klubben. Man får ligefrem en tro på karma. En klub med så tydelig mangel på selvrespekt indbyder ikke til respekt udefra.

Lad falde, hvad ikke kan stå. En filosofi om at byer, snarere end klubber, skulle være vigtige at have med, slår mig som G14'sk, eller måske snarere nordamerikansk. Hvad er det fede ved at have AGF om bord hvis de ikke har mere at byde på end et hold som Viborg, hvis by ikke er i nærheden af at være mellem Danmarks tolv største, men som er endt over AGF i alle tabeller siden de i 1998 rykkede op senest, og som i øvrigt slår AGF stort set hver gang de mødes? Man må trods alt have mere at bidrage med end ufrivillig lavkomik og et flot stadion, hvis man skal ses som en væsentlig del af dansk fodbold.

De fleste reaktioner på AGF’s krise i pressen virker da også mere som udtryk over at man står over for at miste en rigtig god kilde til bizarre historier end oprigtig skuffelse over at sige farvel til et godt fodboldhold – for med folk som Pleidrup, Sarr, Kure, Kaagh, Gjesing og Foldgast samt endnu en værdiløs tonser på fra Brommapojkarna på holdet siger det sig selv at den gamle kliché ”De er for gode til at rykke ned” bestemt ikke gælder AGF. Den halve trup er helt enkelt ikke superligaspillere. Og snart er det formentlig den hele, der ikke er. Så, nu fik jeg sikkert jinxet vores kamp i Århus godt og grundigt. Den risiko må man jo tage fra tid til anden.

Det har været den helt store GF-uge. Gymnastikforeningen lørdag, og generalforsamling i FCKFC torsdag aften. Den endte ved ettiden, så derfor var der lukket i går nat – det blev i stedet en friaften, der dog ikke blev uden fadølsopskænking – nemlig i form af høflig selvbetjening ved det opstillede anker, der tjente det læskende formål under den seks timer lange forestilling.

Det har nok været en barsk omgang at komme igennem for de fleste, men jeg syntes det var både underholdende og fuldt af overraskelser. Måske også overraskelser som for en yngre og mere idealistisk person havde kunnet få én op på barrikaderne, men med et årti bag sig i foreningens tjeneste bliver man mere gusten. Omend stadig overrasket.

Det muligvis nye princip om at skulle melde sin opstilling til den siddende bestyrelse, men helst ikke melde den til offentligheden – i hvert fald ikke inden – er da i alle fald et der kunne komme bag på én. Told & Skats fremgangsmåde med at opkræve moms fra de, og kun de, foreninger som har været så ukloge at offentliggøre deres regnskaber på deres hjemmeside, det er et andet. Men så på den anden side er der lige nu temmelig mange overraskelser i vente i vores verden – ikke mindst denne nyhed var en overraskelse som var til at tage og føle på. I redaktionen bag bladet med 50 numre på bagen, Brølet, og vel også udenfor. Det kan endda være, at der er flere overraskelser i vente i den henseende.

Mest overraskende var aftenens offentliggørelse af at beep – Bent, også kaldet – FCKFC’s koordinator var blevet bortvist fra sit job. Godt nok noget der skulle et spørgsmål fra salen til for i det hele taget at få frem, hvilket ellers – grunden ufortalt – vel nok kunne have været en oplysning med temmelig klar interesse for generalforsamlingen, der jo er en forenings øverste myndighed, men frem kom det.

Nu skal det ikke være nogen hemmelighed, at beep også er en stamgæst her. Ja, faktisk er han en af dem som går i brechen for fodboldbyen Århus når vi diskuterer GF – og hermed menes den stadig mest kaotiske type GF, den type der holder til i Århus og normalt flirter med nedrykningen på dette tidspunkt på sæsonen, men lige nu faktisk er gået et stykke videre, og har offentlig sex med den i stedet. Her er hans lovprisning af det stadion der som nævnt bliver det med afstand fineste i næste års 1. division.

Så beep er en ven af huset, og når han pludselig verpes ud af et job hvor dem af os der har haft kontakt med ham endda synes han har gjort det godt, så skal jeg lige love for at ansigterne står blanke og uforstående hernede. Om han dog har lyst til at fortælle nogen som helst om grundene er beeps helt egen sag. En ting står bare fast, at denne knejpe er manden bestemt ikke bortvist fra.

Bortset fra at nu er han – og nu er du også! For nu er solen så småt på vej op over København, og jeg kunne vædde på at det er en fugl eller to man kan høre udenfor. Utroligt men sandt: foråret er endelig på vej. Det er så sikkert som at dagen i dag domineres af bovlamme løgnehistorier med den ’morsomme’ signatur Rans Lirpa, og uopfindsomme indslag som studieværten runder af med ”Den nye lov træder i kraft i dag, første april!” Men foråret er skæggere at se frem til.

-smølle

Og på jukeboxen spiller:

Ugens albums, som er det bedårende Fox Confessor Brings the Flood med Neko Case, den fremragende country-chanteuse, og det levende og intense Meds med Placebo og deres lille perverterede sexdværg Brian Molko i front og i afvæbnende human stemning denne gang.

Men kommer du tilbage senere på weekenden har jeg en ting jeg ikke kunne nå inden lukketid – en stående joke efterhånden, men jeg opgav for længe siden at lave en egentlig artikel om årets bedste plader. Så nu bliver de spillet i al uhøjtidelighed hernede, og så er det hængeparti da i det mindste overstået. Så måske vi snart ses igen.
 

mail