Jaja, jeg ved vi har haft lukket hele weekenden og lidt til. Og har du haft lyst til at få slukket tørst her, og er gået skuffet væk, så beklager jeg. Der er trods alt en vis professionel stolthed på spil – men også kun en vis. Sommetider er der omstændigheder og så videre... men for pokker, dem vil jeg da ikke stå her og rable op om! Du kan få en uforskammethed, kan du. Og en opstrammer! Du ligner en der kunne have brug for det, rastløse menneske.

Jeg kender jo godt grunden til din rastløshed, og jeg deler den selv. Og jeg ved at den hverken blev værre eller bedre af 0-0-kampen mod Brøndby, da den på den ene side gjorde føringen til København mere sikker, men på den anden gjorde forventningen endnu større og risikoen endnu højere. Men den kamp vil jeg ikke tale om. Jeg er så langt inde over min kollega Holgers gebet, at han skal have helt frie hænder til at tale om hvordan hans uge er gået, i ind- og udlang, uden at jeg også har talt vidt og bredt om samme tid.

Ugen inden – er der overhovedet nogen som husker den nu? Det er der jo nok, selv nu hvor den målløse sejr i Parken spærrer for hukommelsen. Det var endnu en af de uger, som psykologer må elske, fordi de får en chance for at granske skrøbeligheden og omskifteligheden i en fodboldelskers sind. Jeg så det hele, jeg stod i baren hele ugen hernede og kunne se hvordan alle stemningerne blev fundet frem og lagt væk igen. Og havde jeg ikke stirret arrigt efter enhver der vovede at sidde og kigge småanalytisk på bartenderen i mere end de par sekunder det tager at komme hen og betjene enhver der opholder sig ved baren, så kunne jeg sikkert selv få en diagnose som skizofren af opmærksomme typer med hang til hjernevridning.

***** (2006-04-22 18:31): helt ærligt den skoddommer ligger 4 min til i en halvleg der ikke engang har været et eneste spilstop i, og ved målet får to f***ere lov til at lodse på skift på en liggende Jokummsen, jo der er noget der stinker, korruption kunne være kilden til stanken.

Tag kampen ovre i Horsens. Det første kvarter, godt og vel, blev Horsens hængt helt til tørre. Chancer i massevis, og ligefrem spil som man kunne se en vis idé i. Men da målene så ubegribeligt nok udeblev, og både skyggerne på banen og Københavns bolde fremad blev meget lange i aftensolen, kom der en vifte af stemninger frem, i modsætning til den afslappede ”det kan ikke gå galt”-optimisme som fik folk til at nyde første halvleg helt afslappet, og kun hidse sig op over TV3’s tv-dækning, der i dagens anledning så ud til at være under ledelse af en producer på udveksling fra Albaniens fineste private station Top Channel.

Pludselig, da et mål begyndte at ligne en umulighed snarere end en uundgåelighed, så man stoikere og hysterikere i skøn forening, en gruppe af folk der i munden på hinanden erklærede at ”Det kommer, det kommer, vent bare!” og ”Det sker simpelthen aldrig, det er en forbandelse.” Da det så rent faktisk kom, heldigt men fortjent i en paradoksal kombination, var reaktionen en blanding af jubel, lettelse og en smule forurettelse over at det skulle holde så forbandet hårdt. Men selvfølgelig var der konsensus om at nu tordnede vi afsted mod guld. Et guld som man nærmest ikke behøvede spille om dagen efter, da Brøndby kvajede sig på turné, noget de har gjort mere end Pete Doherty det seneste år. Selv en opgave i Hedensted virker som en særdeles hård nød at knække, og latteren ville ingen ende tage, selv om det ikke var hele fem mål de slap ind denne gang. Specielt, da Henrik Kildentoft efter kampen udtalte sin nu legendariske analyse: ”Det er noget rigtigt pizz, mand!” til 3+.

Så skulle Farum lige besejres, nu hvor de mirakuløst havde fået deres by og bane gravet ud af det subsibiriske snehelvede deroppe. Dermed var der otte point ned til Brøndby. Og så kunne vi selv sætte det hele på plads i Parken. Yup, den uge var planlagt. To sejre i træk og mesterskabsstjernen var vores at sætte på trøjen.

Efter tre kvarter stod de ret få, der ikke var taget til Farum, med ansigter som folk der lige havde set Amin Jensen nøgen. Tavshed, vantro, til tider afbrudt af jammer, var hvad ambiencen hernede bød på. Og mens gæsterne peppede betydeligt op ved udligningen, og da spillet omvendt fra Horsenskampen begyndte at fungere efter pausen, så var det med det uafgjorte resultat stadig ve og klage som dominerede, selv da superligaen gled over i Champions League. Barcelonas dejlige (omend meget nervøse) kvalifikation til finalen i Paris måtte man fejre selv.

Luften var tyk med teorier om hvordan det hele ville smuldre når vi rendte ind i Brøndby, og ja, jeg spædede godt til selv med ubehagelige visioner. Disse fordampede dog da vi aftenen efter havde Brøndbys pokalkamp kørende. Det værste skadeshelvede i 30 år og den værste bane med 45 tons sand kan ikke skjule, at Brøndby bare ikke har været ret gode i dette forår, og at det var godt for pengetanken og planerne om den dobbeltsidede udendørs biografskærm på Brøndby Stadion at sælge Agger, Kahlenberg og Skoubo og erstatte dem med dårligere spillere, men skidt for guldchancerne.

Men det ændrede ikke på at Farum bestemt føltes som et bagslag, som et tab af momentum på det absolut mest irriterende tidspunkt. Det mindede mig om noget, og det fik nostalgien i gang. Jeg kom til at tænke på et af vores mest frustrerende resultater nogensinde, nemlig det vi endte med mod Lyngby i maj 2001. Kunne vi slå dem, så var vi mindst fire point foran inden mødet i Parken med Brøndby i næstsidste runde. Det kunne vi ikke. Vi kom bagud meget hurtigt ved den nuværende førstedivisionsspiller Tobias Grahn, og først midt i anden halvleg fik Todi mast en udligning ind.

Og derved blev det. Ikke nok med det, men Brøndby stjal senere på dagen en sejr i Silkeborg efter at have begået et kæmpestort, udømt straffespark, og så var der to ugers tortur i form af en landskampspause. Er der nogen der kan huske hvilke hold Danmark mødte i den følgende uge? Hjemme, begge to? Ikke noget der ringer en klokke? Det ene hold skulle ellers være os alle bekendt. Nå, men I kan huske kampen med Zumas saksespark få dage senere, vil jeg vædde på. Den skal nu ikke være emnet, men derimod den uafgjorte mod Lyngby – for det var den sæsons Farumkamp.

Blot meget værre. Brøndby var meget tættere på, der var meget længere til forløsningen ved næste kamp, og de vandt endda en kamp i Jylland i ny og næ. Og selv om jeg er helt overrasket over hvor køligt jeg lod til at tage det på netop denne plads dengang, så har jeg været en stor phony. For jeg husker tydeligt, at jeg skreg mod banen, og ikke har været så vred og så frustreret nogensinde før og måske heller ikke siden – ikke engang til Goricakatastrofen – som da vi blev sluppet ud til de to ugers pinefuld ventetid efter at have misset et stort skridt. Det føltes som det hele, der var ved lige pludselig at styrte i grus.

Denne gang var det langt mere ”Tjah, det kan vel bruges hvis der ikke kunne skaffes tre point.” Men tiden var jo en anden, og jeg var selv en anden. Kun kort tid inden, for mindre end fem år siden, havde København indtaget førstepladsen for første gang siden 1994 på et afgørende tidspunkt i en turnering – ja, bare i forårssæsonen. Det skete med en meget overbevisende sejr i Parken over Midtjylland en onsdag aften. Brøndby kunne ikke få mere end uafgjort mod AB senere. Og den følgende weekend var sådan en Horsens-weekend, hvor det hele gik vores vej – vi fejede AGF væk i Århus, mens først Silkeborg og siden Brøndby tabte hjemme, den sidstnævnte kamp den mod Lyngby som fik nogle passionerede og dedikerede folk til at ville drøfte kampen med Åge Hareide i dennes omklædningsrum.

Så hvorfor vader jeg rundt i det her gamle ævl, spørger du måske, og måske med en vis ret. Men der er to grunde. For det første er det svært at tænke sig, at det i denne tid er fem år siden at vores tid som vindere i dansk fodbold for alvor begyndte, og det et så besynderligt sted som på Brøndby Stadion – det var ved vores ’hjemme’kamp mod Viborg her, at den afgørende indsamling af point fik sit udgangspunkt. Fem år! Fem år, hvor vi har været med i toppen langt det meste af tiden. Det er alligevel en rum tid. Der er kommet mange til siden. Folk som sikkert ikke begriber hvordan det er at gå gennem selv en forholdsvis kort række af år uden et mesterskab, og i flere sæsoner direkte til grin.

Dette er ikke sagt for at glorificere fiasko, og vi er ikke engang tæt på toppen, når det gælder om at være en falmet storhed. Inters tilhængere ville give en finger for en mesterskabspause på kun otte år – de har ventet siden 1989. Men det er min anden pointe, der skal forklare hvorfor det nev så hårdt at ’tabe’ 1-1 til Lyngby dengang, og ikke mod Farum. For de frustrationer blev levet ud dengang. Så grænseløst modbydeligt det var at se det hele vakle, så meget desto mere forløsende var den uforglemmelige kamp mod Brøndby, når man i den grad ikke havde for vane at vinde. Og så krepérligt det var at se Brøndby tage DM-titlen på baggrund af Miltons fadæser, så frigørende var Hjaltes mål året efter – den revanche var mildt sagt også nødvendig for at behandle traumet fra Mads Jørgensens sene udligning.

På et tidspunkt, når man holder med et hold som længe nok ligger i toppen og spiller med om guldet, så tror jeg man vænner sig til at afgørelser som disse helt enkelt forekommer. Eller som Elrios mål mod AaB. Eller for den sags skyld som den dag i juni 2001, da det hele blev afgjort i den paradekamp som fik lov at tegne hele sæsonen, ikke mindst på den håbløse sæsonvideo som TV3 fremstillede. En del gæster siger, at de bitreste nederlag de har oplevet er kampe som den 1-1 mod Brøndby, det mod Rangers, eller det mod HSV. Ikke her. At være chanceløs, f.eks. at tabe 5-0, til ærkerivaler eller ukendte slovenere, det er bittert. At tabe mesterskabet med tolv point må da være sportsligt værre end at tabe med ni mål.

Efter kampen mod Horsens så vi Chelseas nederlag til Liverpool i FA Cuppens semifinale, og efter den kamp var det endnu en gang Jose Mourinhos tur til at blamere sig. Hans undskyldning for at at fejle i pokalen var, at hans hold ikke havde fået udfordring nok i ligaen i den seneste periode. Muligvis havde han glemt hvem der formodes at motivere disse spillere når ligastillingen ikke kan – muligvis havde han glemt at en klar førsteplads i ligaen ikke giver adgang til en pokalfinale, da der er tale om en anden turnering. Muligvis er han bare en pissedårlig taber.

Mens vi vist aldrig kan tale om at det ligefrem skulle være for let at vinde ligaen, er der vel reelt en vis parallel mellem vores og Chelseas sæsoner, og det kunne enten tyde på at superligaen enten er ved at få noget klasse hos topholdene, eller at den først for alvor er blevet en svag Maltaliga i forhold til det meget blege midterfelt der opholder sig langt fra både medaljer og nedrykning, mens de to bundhold med deres egenrådige og utilstrækkelige trupper har sat sig på nedrykningspladserne lige fra slutningen af efteråret, da Horsens sendte AGF ned under stregen og lod dem blive der.

Også i England klages der fra flere hjørner over en forudsigelig liga, hvor mesteren blev kåret engang i november, og hvor mere end halvdelen af holdene udgør et kedsommeligt og middelmådigt midterfelt, som ikke kan vinde over mestrene. Både her og i England må man sige, at forfølgerne gør det hæderligt. Brøndbys nuværende pointantal tre runder før slut havde givet dem guld i to af de år hvor vi har vundet, 2001 og 2003 (hvilket dog ikke er sensationelt – både Viborg og OB kan begge nå at runde Herfølges samlede score fra deres første og sidste titel, 56 point – og det endda selv om de begge skulle tabe til os her mod slutningen). Og i netop 2001 og 2003 vandt de aktuelle toere i England, Manchester United, mesterskabet derovre – med hhv. 80 og 83 point, som formentlig også er deres score efter denne sæsons sidste runde.

Men det var og er bare ikke nok mod hold som Chelsea eller som Arsenal, da de var ubesejrede for to sæsoner siden. Og med Tottenham på en plads som Champions League-kvaldeltager 26 point efter nr. 1 ligner også England en liga der er knækket i flere dele – det er endda bedre end sidste år, hvor Everton endte på samme fjerdeplads, 34 point efter Chelsea.

Et kig på den danske liga viser, at vores tilstande er temmelig lig de engelske. Brøndby har en helt acceptabel sæson, men lige nu er det bare ikke nok til at følge med et tophold som har så stor stabiltet. Man kan så i det mindste ikke påstå at det er for let at vinde den danske liga. Det må da gerne engang blive tilfældet, og har måske været det ved enkelte lejligheder, men dæleme ikke for os.

Men da Lars Jacobsen overraskede en del folk hernede og forargede enkelte ved at svare klart ”Ja!” til spørgsmålet i Onside om vi havde spillet som et mesterhold i foråret, havde han jo ret. Ikke som et mesterhold bør spille, hvis man holder mest af teknisk og forfinet bold. Men som et mesterhold spiller, når det skraber point sammen og helt enkelt er svære at slå – lidt som Chelsea, Bayern og andre eksperter i stabilitet.

Det er den stabilitet som placerer os i toppen af dansk fodbold, giver os de sene mål vores rivaler har så ondt af, formentlig mest fordi de ikke scorer dem selv, og gør at vi ikke bliver slået ud af kurs af at slippe en grufuld masse mål ind i en uge i marts. Det er ikke kønt ret tit, men den æstetiske debat kan få lov at vente til sommerpausen hvis vi vinder. Det der er let at tabe af syne er, at det er vores stabilitet som sammen med en mentalitet om at tilhøre en vinderklub er med til at holde os forrest i tabellen, modvirke angstanfald over for egentlig ret forventelige uafgjorte mod Farum, og ikke mindst at sørge for at det kan lade sig gøre at sove om natten inden de vigtige kampe, fordi mesterskabstitler er en ting vi kan fejre med jævne mellemrum, ikke en fjern drøm i mørket, hvor det eneste vi kan se i det fjerne er en gul baglygte som fjerner sig med hast.

Så med den erkendelse vil jeg lukke biksen og prøve at få lidt søvn inden turen går til Viborg. I får ikke engang et nummer at gå hjem på. Godnat Ole, pengene ligger i vinduet.

-smølle

Og på disken ligger:

Dagens avis:

El Mundo Deportivo

mail