Kan du også mærke dunsten? Speciel, udefinerbar og alligevel et eller andet sted velkendt. Uden at jeg dog helt kan placere den. Det var så ikke pga. lugten, at vi måtte holde lukket henover weekenden. Hvilket selvfølgelig skal beklages overfor de af jer, der har måttet gå forgæves og har tørstet. Kollega -smølle har så også mænget sig ind i min vagtuge og beklaget. Fair nok, om end det jo ikke er til at stoppe kæften på manden igen.

Og jeg ved selvfølgelig også godt, at han var her i går primært for at plastre BULEN til med alle sine stærkt belastende løbesedler fra El Mundo Deportivo, Marca og AS. Så kan en anden én få lov at pille lortet af væggene igen. Hrmpf!

Kollega -smølle er for øvrigt i Viborg - eller snarere på vej hjem derfra lige nu - og kampen mod den lokale fodsportsforening, som også har samlet pænt stort rykind her i Bulen i aften. I dette voldsomt komprimerede forår skulle i aften afvikles den ellevte ligarunde på bare 7½ uger siden opstarten på anden halvsæson den 12. marts. Dertil kan man så også lige lægge tre royalt ligegyldige kampe for København og et par pokalsemifinaler for Brøndbyerne, Esbjerg og AaB og en pokalkamp ekstra - finalen - for Esbjerg i næste uge. Og ja, jeg ved godt, at der også var 3-5 RL-kampe for de kongelige danske hold og en pokalrunde inden forårsligastarten, men så bliver det for mange hold at stå og huske på.

Det gider jeg ikke. Så vi regner fra den 12. marts, og det er også voldsomt nok for flere af holdene, der har haft "engelske uger" lige siden bare for, at vi kan nå og afslutte ligaen tidsnok til, at VM-deltagerne kan få en lille måneds klubfred, inden det går løs i Tyskland. Med de få VM-spillere, der render rundt i suppen, kan det synes ærgerligt, at vi ikke kan fortsætte med ligaspil en måneds tid mere, hvor banerne og klimaet er som bedst på vore breddegrader. Det var selvfølgelig ikke til at forudse, at Olsens Elleve ikke ville kvalificere sig til VM. Forventeligt måske, men ikke givet på tidspunktet for programplanlægning af sæsonen 2005/2006. Man kunne så mene, at med den ekstremt lange turnerings-kontinuitets-ødelæggende vinterpause in mente, så kunne man måske nok have ventet med at lægge forårsprogrammet til efter VM-kval'en var overstået.

Hvis altså FIFA ville dispensere, hvilket man i DBU/DF næppe et sekund har troet på kunne betale sig at spørge om. Derfor afvikler Esbjerg og Randers ikke pokalfinale som traditionelt herhjemme på Kr. Himmelfartsdag (25. maj), men allerede nu på torsdag d. 11. Som aftenkamp. Derfor var denne aftens runde i suppen den trediesidste i denne sæson, på et tidspunkt hvor de fleste baner ellers så småt er ved at have et anstændigt og præsentabelt græsunderlag. Baneforhold og et program, der stort set kun har levnet plads til kampe og restitutionstræning, må så i fællesskab bære skylden for et spillemæssigt endog meget kummerligt niveau her i foråret.

Bevares, der er da den såkaldte Viasat Cup, som giver mindst to kampe til hvert suppehold - og flere til de fleste hold - fra 18. maj og frem til 7. juni. Men det bliver næppe sprudlende bold i denne endnu en træningsturnering, hvor man nok kan forvente en del marginalspillere på banen i stedet for bl.a. de spillere, der stopper i deres respektive klubber og ikke mindst de spillere, der skal til VM. I København skal vi således næppe vente og se noget til Marcus Alllbäck og Tobias Linderoth i Viasat Cup'en, måske heller ikke Razak Pimpong. Og det er vel endda også tvivlsomt, om vi ser d'herrer ved sæsonpremieren 06/07 allerede onsdag d. 19. juli. Det er kun 10 dage efter VMs afslutning, og selvom Sverige næppe når helt til slutkampene, så kunne man godt forestille sig et par meget ferietrængende herrer Mackan og Tobbe, som nok kan bruge et par uger til at lade batterier op.

For vicemestrene (Brøndbyerne) og pokalvinderne (Esbjerg eller Randers) starter sæsonen i øvrigt allerede med UEFA-kval. d 13. juli, da DKs repræsentanter i UEFA Cup som følge af dels vores dårlige landekoefficient på UEFAs klubrangliste og dels den nye TOTO-UEFA-Cup struktur allerede indtræder i første kval.runde. Med Maltas og Liechtensteins og lignende nationers ypperste mandskaber. I UEFA-Cup'en kan TOTO Cup repræsentanten (OB eller Viborg) også ende. Med indledende indtræden i TOTO Cup'ens 2. runde, allerede d. 1. juli! Mestrene (København) kan vente til d. 25. juli med 1. kval.runde til Champions League.

Nu fik jeg lige nævnt ordet græs før. Hmm, næ. Det er ikke det, her lugter af i aften. Vi har end ikke græs i vores nye gårdhave med træflis og perlegrus. Det er så heller ikke græs, der har været det fremherskende spilleunderlag i Danmarksturneringen i dette forår. Til gengæld har fraværet af græs været forårets store samtaleemne. 

Manglen på gode græsbaner skal vanen tro tjene som forklaringen på, at doktorens, fodboldambassadørens og hele Danmarks hold ikke har fået det sprudlende pasningsspil til at virke, og at man derfor har haltet efter København hele foråret. Fint nok. Så køber vi den. Til gengæld skal vi ikke forvente en forklaring på, hvorfor man så har opnået de suverænt bedste resultater på hjemmebanens parodi af en fodboldbane, formentlig den dårligste spilleoverflade i superligaen, ever! F.eks. slog man København 3-0 i sand- og pløregruben, men fik kun med lodder og trisser og decideret angstfodbold en 0-0'ert mod samme modstander i Parken i søndags, på den hidtil bedste bane i Parken i 2006, og i hvert fald lysår bedre end spillepladsen på vestegnen. Skulle man ikke kunne have spillet teknisk pasningsfodbold på Østerbro i søndags, måske? Eller i Esbjerg, på landets bedste bane, som skabt til hurtig boldcirkulation og kombinationer langs græsset. Bizart, at man så måtte indkassere en 2-5 snitter dér. Det er ikke nemt at forstå for den neutrale betragter.

Men de har selvfølgelig også meget at tænke på derude. Eller rettere, han har. For det sorterer vel alt sammen under manden med alle kasketterne. Træner-føljetonen omkring Faxe/Laudrup. "Værste skadeshelvede i 30 år", om end truppens bredde mht. superligaerfarne spillere og rigeligt-talentfulde-til-maltaligaen-ungspillere ikke burde fremkalde panik, konkurrencen taget i betragtning. Banens beskaffenhed. Klimaet. Og de underpræsterende spillere. Allerede nu har doktoren nok bestilt en ekstra rulle sorte skraldesække hos materielforvalteren udover de ruller, de formentlig skal bruge til at skovle sand op i, når græsset begynder at gro. Det er blot et spørgsmål om, foran hvilke spilleres skabe i omklædningsrummet, der skal lægges en pose.

Måske doktoren skulle konsultere en diætist også, for jeg frygtede da noget for Chris' nylappede bane i søndags, da jeg så en flommet Morten Rasmussen (angriber) tromle hen over de dyrebare græsstrå. Og det var endda ikke så grelt, som da jeg af vanvare fik kigget på skærmen ved slutningen af BIF-EfB pokal-returen i torsdags. Selv når jeg desperat slog både bred- og 16:9-format fra, fyldte den indskiftede Ruben Bagger jo hele skærmen. I en grad, så man ikke selv behøver skamme sig, skulle man overveje et comeback-forsøg. Men måske det er det nye koncept på vestegnen om mere tyngde i spillet, så man ikke vælter i Jylland.

Godt nok har de altså meget at tænke på ude bag vestskoven, dog kan de glæde sig til i det mindste det næste års tid at spare brasso-udgifterne til både mesterskabs- og pokal-pokal. Ligesom de kan trøste sig med, at ærke-arve-fjenden numero uno fra AGF må en tur ned i Viasat Sport Divisionen. Det sidste har jeg det godt nok lidt ambivalent med.

Vel tager vi afsked med en ledelsesmæssig farce, hvor Marbella-Kurts 60-70 mio. - nu uden mere at sælge ud af - syntes hældt i en større pose luft, end det engang projekterede Aarhus Airport-fantasifoster ved E45'eren, der skulle erstatte Tirstrup Lufthavn. Og vel tager vi afsked med en klub, som nogen finder usympatisk pga. "White Pride" tilhængerne (en gruppe imbecile og racistiske neanderthalere, som typemæssigt altså også findes i landets øvrige klubber, heldigvis i behersket antal) og "voldelige" spillere (både på og udenfor banen). Alt det rager mig langsomt. Om end jeg vil medgive, at på det rent sportslige plan, kommer man ikke til at savne en klub, som de sidste otte sæsoner - inden denne - på CV'et har fremvist tre 8.-pladser, en 9.-plads og fire 10.-pladser. Vi kan vist roligt sige, at det har trukket op til denne degradering længe, og endnu mere, når man ser på kvaliteten i en spillertrup, som har givet trænerkapaciteter som Åkeby og Ove P. helt håbløse arbejdsforhold.

Måske man for længe har bildt sig selv og hinanden ind, at man da bare ikke kunne rykke ned. Lidt arrogante og selvtilstrækkelige. Lige som hos os i KB i starten af firserne. Og måske netop fordi, AGF på mange måder minder om KB, finder jeg det også lidt trist, at de må en tur ned (for første gang i godt 30 år). De har været en institution i toppen - topdivisionen i det mindste - af dansk fodbold, så længe jeg kan huske. Helt tilbage som lille purk, når en af sæsonens storkampe i Idrætsparken var AGF med den blondlanghårede stjerne Kjeld Seneca i spidsen for de i rødt med Meny Kaffe på trøjerne spillende århusianere, der  gæstede KB, hvor angrebsstjernerne hed Uffe Brage, Karl Aage Skouborg og Niels-Chr. Holmstrøm.

Det var også AGF og KB, der i 1976 som de første foreslog professionelle tilstande i Danmarksturneringen. Det kunne ikke tiltrædes af landets øvrige klubber, men det var et halvt år før, Helge Sander og Harald Nielsen barslede med deres piratliga-tanker. Og to år før DBU - vel stadig mest af nød dengang - endelig indførte betalt fodbold herhjemme.

Man kan så også mene, at en by som Århus bør have et hold i bedste række. Eller to hold, sådan forholdsmæssigt, når man kigger på befolkningstal, opland og det tilskuerunderlag, som er med til at fylde et af landets bedste stadions. Retfærdigvis må så siges, at selv om AGF har været fast inventar med 73 sæsoner (af 92 mulige) i landets bedste fodboldrække, så har byen Århus ikke budt på så meget udover AGF. To århusianske hold i bedste række er således kun oplevet i alt i otte sæsoner. Senest var da Århus Fremad var oppe i to sæsoner fra '97 til '99. Før da skal vi helt tilbage til 50'erne og en sæson i '61 med AIA (i alt 4 sæsoner) og to sæsoner i 1978 og 1979 med Skovbakken, som jeg så kan huske. Det var dengang bomberen for de blågule Skovbakken-folk hed Lars Lundkvist.

Jeg kan i øvrigt også huske århusianske Fuglebakken, der med den store stjerne Kristen Nygaard var berømmet for datidens - vi snakker start-70'erne her - tekniske fodbold (sammen med KB selvfølgelig). De nåede dog aldrig i bedste række. Som bedst ni sæsoner i næstbedste række (de fem sidste under det senere navn, IHF). De var i 1971 kun en dårligere målscore fra den andenplads og oprykning, som tilfaldt Næstved (førstepladsen i 2. division det år gik i øvrigt til ... AGF).

Det var et lille sidespring, men tanken (som i øvrigt også var en kongstanke bag førnævnte piratliga) om at de største byer skal repræsenteres i landets bedste fodboldrække - måske endda i forhold til antal indbyggere - er altså ikke altid forenelig med det rent sportslige. København har jo eksempelvis kun ét hold i den bedste række. Også i fjor, også næste år. Ude i den store verden kan byer som Hamburg, Rom, Paris og ikke mindst Berlin tale med om, at det at være storby ikke nødvendigvis er ensbetydende med flere fodboldhold i bedste række, eller blot et enkelt tophold, eller bare et hold i det hele taget. Omvendt har Villarreal vist, hvordan et hold fra en lille flække med angiveligt ét hotel og på størrelse med Næstved kan etablere sig i den øverste trediedel af La Liga og i år være muligvis et slattent straffespark i overtiden fra en plads i Champions League finalen.

Så Århus kan vel knappest påstå at have hævd på en plads i suppen, og måske det viser sig sundt for landets næstældste klub med en tur ned og - måske - vende. Få vasket det komiske af og rette lidt op på de senere års lidt skidte klubkultur. Og så ellers se frem til lokalopgør mod Brabrand, hvis de holder sig i 1. divison, og/eller Aarhus Fremad, hvis de rykker op. Kulturchok kan det også blive for den menige AGF'er at skulle se frem til at tage imod Jetsmark IF og drage på AWAY mod samme hold på Jetsmark Stadion i selveste Pandrup.

Alt sammen bare fordi den fede bamse sang for sidste gang i Sønderjylland i søndags. Netop HadersleV tog så her til aften turen definitivt med ned. Et par dage efter den bizarre fyring af Morten Bruun. Angiveligt pga. samarbejds-"umulighed" (ikke bare samarbejds-vanskeligheder) mellem spillerne og Bruun, der åbenbart bl.a. skulle have sagt til en spiller, at "han var en dårlig fodboldspiller", som begrundelse for, at vedkommende var sat af. Tomasz Mazurkiewicz kunne sagtens være den spiller. Eller Michael Nonbo, måske. Begge i øvrigt ex-AGF'ere, og begge sikkert med lidt for høje tanker om eget værd. Ligesom den ekstremt selv-overvurderede Jacob Gregersen. Der er emner nok at sætte i spidsen for spilleroprøret i det sønderjyske, der vel mest af alt minder om situationen under Christian Andersen i København. 

Pudsigt nok var netop mandskabsplejen, det Morten Bruun blev rost for i Silkeborg. Ned rykker HadersleV uanset. Og den anden ende er næsten lige så afklaret som bunden. Selvom om det her til aften mindede lidt om gummiben i Viborg, og selvom spillet aldrig fik mesterpræg, så kom pligtsejren i hus via Marcus' mesterkasse, og det betyder så efter Brøndbyernes sejr over fornærmende ringe roll-over Farum, at vi mangler et enkelt sølle point. Et point der kan hentes enten i Odense på søndag - dér skal jeg sateme over - eller i en udsolgt Parken mod Silkeborg næste søndag.

Det er så for sjette sæson i træk same ol' - same ol'. København og Brøndbyerne i parløb, som Keld Bordinggaard også har været inde på i Jyllands-Posten. Mit bud er, at dette parløb vil fortsætte mange år endnu. Netop i denne sæson, hvor Brøndbyerne mere end det selvforstærkede skadeshelvede har lidt under salget af tre væsentlige nøglespillere, og hvor København har holdt to store udrensninger og skiftet træner midt i det hele, skulle man tro, at der var alle chancer for et par andre hold til at byde ind i topstriden. Men rent faktisk er de nærmeste konkurrenter længere væk end nogensinde.

I Skotland blev 10 års uafbrudt Old Firm parløb i går brudt af Hearts of Midlothian, der med sin første CL-kval.-givende placering kilede hovedstaden Edinburgh ind mellem Glasgow-duoen, hvor Rangers blev den store taber og nok ser grumme meget frem til tiltrædelsen af Lyon-mestertræneren Paul Le Guen fra næste sæson.

Nu vi kom omkring udlandet, så lad mig da bare lykønske kollegerne Saxo og -smølle og andre cules med, at Barcelona genvandt mesterskabet. Til deres måske ærgrelse har sæsonens farce-agtige forløb både på og uden for banen i Madrid gjort mig immun over Real-drillerierne. Lad Sid Lowe's ristning af Fernando Martín lukke mine Real Madrid kommentarer for denne sæson.

Og nu har du nok frygtet, lige siden du trådte ind ad døren i aften, at der ville blive storskrydet og langsnakket fadølshaner op og bardiske ned om Chelsea's back-to-back mesterskab, som de kørte relativt udramatisk i hus og meget passende clinchede endegyldigt i lørdags i en regulær magtdemonstration overfor nærmeste konkurrent fra Manchester United.

Men det gemmer jeg til agurketiden og lader i stedet en engelsk CFC-fan evaluere, Guardian give et bud på forbedringer næste år samt Karl-Heinz Rummenigge tude lidt.

Dog har kollega Hans og jeg selvfølgelig i det stille nydt lidt blå London-lykke, en mesterskabscigar og ligesom José lidt champagne. Det kan heller ikke afvises, at der af og til vil blive serveret, iført en af de T-shirts her på væggen til højre.

Med Chelsea sikkert i hus er det først og fremmest Københavns forestående - ja, det tør jeg godt sige - mesterskab, der optager sindet. Og lugten hernede.

Det er vel heller ikke frygt, der hørmer af. End ikke fra bordet nede i hjørnet, hvor sæsonens slogan har heddet: "Der er pæn grund til forsigtig pessimisme". Der er dog blevet færre og færre ved det bord, efterhånden som sæsonen, København har ført siden 7. runde og brugt til at sætte rekord på rekord, er skredet frem. Selv Nestor er set på vej over i kiosken efter en håndfuld mesterskabscigarer, som vi snart skal nyde.

Heureka! Nu ved jeg det. Her lugter jo af det samme som i London SW's pubber og Barcelonas vinbarer. Det samme som København har oplevet 19 gange før. Det samme som vi kan lugte nu for fjerde gang i Bulens blot 5½ årige levetid.

For satan da, mand! Her stinker jo af GULD! Festen kan snart begynde. Men for nu; FC-skål, og godnat.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Bruce Springsteen: We Shall Overcome - The Seeger Sessions (2006)

 

For helvede da også. Først tog Van the Man røven på mig. Og nu selveste Bossen. Okay, jeg var noget mere forberedt på, at Bruce ville drible udenfor de kendte rammer, men alligevel havde de fleste Springsteen aficionados ovenpå sidste års soloakustiske perle, Devils & Dust, nok ventet noget nyt med The E Street Band og  en efterfølgende rock-tour. Eller måske en rygtet Tracks II. I stedet fik vi en samling cover-sange. Bruce's versioner af 13 amerikanske folk-gospel-spiritual standards & traditionals, som folke- og protestsangeren Pete Seeger har udødeliggjort. Fra den tidlige indvandring og kolonialisering til 30'ernes, 40'ernes, 50'ernes og 60'ernes depression, raceuroligheder og protestbevægelser. Plus en enkelt sang dateret tilbage til 1549, oprindeligt. Trods de politiske undertoner og  budskaber i alle sangene, er de også kendte sing-a-longs blandt amerikanere fra vugge til grav, og således også på denne skive afleveret med tempo, lethed og spille- og syngeglæde. Bruce's til lejligheden samlede Seeger Sessions Band er en sprudlende festfontæne. Hvilket også til fulde dokumenteres på den medfølgende DVD, bl.a. omkring indspilningen af albumet. Over blot tre sessions, uden øvning, dubs og overdubs, lige i skabet i første take. Live. Blæsersektionen er helt fantastisk hele vejen igennem og er stærkt medvirkende til den rendyrkede, uhøjtidelige, musikalske glæde. Og det smitter, også selvom mine personlige favoritter, 'Mrs. McGrath' (med de irske toner) og 'Eyes On The Prize' hører til i den mest stille og dystre ende på albumet. Måske kollega Saxo og jeg henover sommeren behandler pladen mere indgående. I mellemtiden er det bare at læne sig tilbage og lytte eller svæve med. Med den forestående sommer in mente forestiller jeg mig en varm, solbeskinnet dag i Nyhavn, hvor et New Orleans/Dixieland stomp band mødes med nybyggervioliner, banjo, zydeco-harmonika, ragtime-piano, lidt kor og så midt i det hele ... The Boss. Og hey, der tog han så også røven på os. Den korte europaturne med The Seeger Sessions Band bringer ikke Bruce forbi København. Nedtur!

Ugens sang:

Lisa Nilsson: 'Säg Det Igen'
Sveriges allerskønneste Nilsson. Mest fordi jeg i morgen skal se og høre hende i Tivolis Koncertsal - akkompagneret af blandt andre Niels Lan Doky (klaver), Didier Lockwood (violin), Mads Winding (bas), Albert "Tootie" Heath (trommer) og Tivolis symfoniorkester - fremføre sange af Stevie Wonder, George Gershwin, Nat King Cole, Niels Lan Doky og Lisa hende-selv. Uden at vide helt præcis, hvad vi får høre i dette lidt nye Lisa Nilsson koncept med Wonder/Gershwin/Cole sange, som jeg ikke har hørt hende synge før, så kunne man også godt forestille sig lidt numre fra Montmartre-filmen "Between A Smile And A Tear", som hun netop har turneret med, og blandt hendes egne, måske denne; 'Säg Det Igen'. Så smuk en sang, at man fattes ord.