Ja, for fanden! Så skal man stå her til aften og ligne en anden Holger, selvom det burde være ham, BULENs egen Hemingway, der stod og lignede en anden Holger. Kunsten at ræbe langt, overordentlig langt, forbliver dog hans helt egen og lige nu har han deponeret den og sig selv og sin frue et sted ved den nordøstjyske Kattegatkyst. I et sommerhus et sted i den danske forsommer, som reelt er det tidlige forår. Enhver med fem års metereologisk snusfornuft i baghjernen ved nemlig at foråret først begynder i juli og sommeren ankommer sådan hen ad medio august.

Derfor har vi også udskudt det med borde og stole og det interimistiske udendørsshow i gården og afventer den anden side af pinsen, hvor der er andet end en hypotetisk chance for at termometeret stiger over de 15 grader på mere permanent basis. Vi venter bare, som tålmodet selv, i fuldstændig zen, venter og lader Holger nyde sine velfortjente feriedage i uldsokker og termo foran pejsen, mens kulingen hærger fra Anholt og regnskyllene er hyppigere end Christina Aguileras trang til at blotte endnu en kropsdel.

For fanden, ja! Her står man og tygger på de sidste rester af en mesterskabsfest, som for længe siden er gået fra joggerens klap-dig-selv-på-skulderen til min helt egen klap-dig-selv-på-vommen. Det gik egentlig lidt for hurtigt. Forårssæsonen blev for sammenklemt og blev kun halvt absorberet, og pludselig var vi bare mestre og fejrede det med to afsluttende nederlag. I sig selv en noget flad fornemmelse.

Men bestyrelsesformand Østergaard kunne vandre over sin plæne, suttende i sit store Carlsberg-glas, for fjerde gang på denne side af tusindårsskiftet. Mesterskaber er nemlig aldrig at kimse af, de er bare meget forskellige af natur, og nu er vi godt i gang med at gennemleve næste fase i registeret. Der var en overstadig lykkesrus i 2001, en ekstrem lettelse i 2003, en overvældende usårlighed i 2004, og nu denne fesne fornøjelse i 2006, som jeg tillader mig at kalde den. Det ringede aldrig rigtigt, aldrig helt der oppe, hvor man bare stod tilbage og skreg sit ekstatiske YES! På sin vis lå mesterskabet bare til højrefoden hele forårssæsonen igennem og det sneg sig i sidste ende diskret ind ad bagdøren.

I 2001 var der Zumas saksespark og 4-3 kampen i Herfølge, i 2003 var der Hvalpens scoring ude i Brøndby, i 2004 karruselturen i Farum. I foråret 2006 var der egentlig ikke så meget. Meget sigende blev kampen i Horsens vel den afgørende. Vi spillede vores bedste halvleg, den første, i hele foråret uden at score, og garnede så alligevel da Peter Ijeh dukkede frem i det lille felt i klumpspillet langt inde i overtiden efter en anden halvleg, som egentlig blev mere og mere deprimerende at kigge på.

På sin vis kan man, i efterrationaliseringens spegede dødvande, endda trække en norsk linie med Oslo-båden her ned til København. Ståle indtog trænerbænken og afslutningen i Superligaen kom pudsigt nok til at ligne efterårets afslutning i den norske Tippeliga. Her blev Vålerenga mestre uden at vinde en eneste af sine sidste fem kampe og scorede vist endda ikke i fire af dem. Deres nærmeste konkurrent var bare dårligere, nøjagtig som Laudrups Brøndby også var dårligere end os.

Men det tager vi selvfølgelig med og jeg skal heller ikke stå her og beklage mig. Fandeme nej, det ville ikke ligne! Jeg drøvtygger mig bare videre igennem det vakuum, der skal fyldes i disse uger. Fra sæsonafslutningen til VM-slutrunden. Og sidstnævnte er stadig for langt væk til at få mig og de nærmeste virksomme hjerneceller op på stolen.

Så jeg hænger fast på Ståle. 13 kampe. Jeg sagde det for et par måneder siden, først når foråret var færdigt skulle vi begynde vurderingen. Jeg indrømmer, at jeg stadig er på herrens mark. Han fik holdet til at gøre, hvad de skulle, færdiggøre Backes efterår, og der var egentlig ikke den store slinger. Dette var i sig selv prisværdigt nok. Men jeg synes heller ikke at holdet og spillet peger tydelige steder hen. Jovist, vi angriber da lidt hurtigere og mere direkte, men ikke nødvendigvis med overvældende kvalitet. Der blev talt meget "europæisk" ved afslutningen, Ståle har selv pointeret det flere gange, det er her fokus nu skal være. Men vil et hold som det der brændte 6-8 gigachancer i Horsens have en chance europæisk? Nej, ikke det der ligner. Vil holdet der taktisk låste Brøndby i 0-0 forestillingen i Parken have det? Måske en minimal, men kun hvis de har et godt resultat at spille på.

Kort sagt er der store mangler og ingen tydelig tegning. Tegningen kommer så forhåbentlig med de indkøb der bliver lavet i de næste måneder. For vi ved heller ikke hvordan holdet ser ud den 1. juli. En til hver kæde, er blevet mantraet, og rygtebørsen vibrerer allerede hidsigt som en klassisk røvballetrimmer. Nøjagtig som den gør i hvert åbent transfervindue. Men som Ståle selv og Holmstrøm, nej ikke hunden, gerne fastslår, så kommenterer jeg heller ikke på rygter. Gider ikke.

Derfor må jeg også bare bide i bardisken og vente, på tegning, på spil, på Europa, på ekstase... ja jeg venter og venter og ser hvad der sker. Det gjorde jeg også i vinters... nu venter jeg lidt mere.

For fanden al denne ventetid. Gå en tur i byen, mand. Hernede sker ikke en skid før VM fløjtes i gang. Hiv din guldtrøje over hovedet og glo på det hele med sejrherrens overbærende blik. Laudrup fik nok af landsbylægen ude i forstaden, hans førstefødte knægt har spillet TV-transmitteret Viasat træning for os i Parken. 17 år og cool nok til hurtigt at lukke en journalist og et halvlegsinterview ned med at han ville have "sin pause".

Det passer mig i øvrigt strålende at farmand Michael nu er skredet der udefra. I virkeligheden var han alt for sympatisk til at passe ind i mit fuldstændige billede af Brøndby. Når man hader dem, men ikke træneren, kan man sagtens få lidt divergens på de indre linier. Det var Laudrup som i sin tid fik mig til at skrive FC Barcelona med på visitkortet over udenlandske klubber, der er værd at holde med, og selvom han lavede sit underløber-stunt, og stadig prikker frem i den hjemlige nyhedsstrøm som emne i Real Madrid, kan jeg, omend ikke tilgive fuldstændigt, dog heller ikke hade fuldstændigt. For mig står han som dansk fodbolds største spillerikon. En fodboldkunstens mester. Og for min skyld må han gerne en dag fortsætte sit trænervirke i FC København, jeg bliver aldrig dogmatiker på den front. Der er mestre og MESTRE, nogle gange mødes de, andre gange ikke. Nogle gange vinder de, andre gange ikke.

Men gå nu den tur, mand! Du behøver ikke at tænke dit eller så meget andet. Nyd i stedet at der endnu er lange lyse aftenstunder, kølige og blæsende, men dog lyse. Og når du alligevel cruiser rundt inde omkring Parken, for du kan vel ikke holde dig væk, når du vader rundt i fuldt guldgear, så smid stængerne ned forbi Riget og over krydset ved Tagensvej og videre ned ad Nørre Allé. Ned forbi Panum-instituttet.

Ja ja, mand. Der står han sgu som et stykke moderne samtids- og bykunst. I et anfald af sort humor ankom han i januar og frøs straks til i bronze og skosværte. Ham fyren der pisser op ad muren. På en eller anden måde føler man hurtigt et slægtskab. Når man som jeg tilbringer mange timer bag en bardisk er det svært andet.

I virkeligheden er han en ud af en serie på tre Panum-skulpturer. Lavet af kunstneren Claus Carstensen. Tre selvportrætter. En der knæler foran muren som en fange, en anden der står på en stol, pegende over mod universitetsbiblioteket. Inspirationen er hentet fra en række skulpturer, som var opstillet af Sadam Hussein i Basra, almægtigt pegende ud over den Persiske Golf. Den tredje er så pisseren.

Jeg skal undlade at give en større og dybere fortolkning af meningen med serien, men pisseren kan jeg simpelthen ikke stå for. Sejrherren i et intimt og trængende øjeblik. Måske. Det er næppe Laudrup på vej til sidste konsultation hos landsbylægen, Laudrup pisser selvfølgelig ikke op ad mure. Men en af os andre mere dødelige kunne sagtens fanges der. Midt i at vende verden ryggen, i almindelig ligegyldighed, for at tømme blæren efter endnu en helstøbt menu 1 fra Parkens sortiment. Så tag og hils på ham, pisseren, han er dig og mig.

Og når vi nu er ved instituttet, var det i øvrigt den gamle fysiolog P. L. Panum der i sin illustrerede lægebog beskrev følgerne af onani således: "... en slet ernæring, bleg ansigtsfarve og mørke ringe om øjnene..." (Jeg HAR set dit blik vandre søgende rundt i lokalet, mand) "... Der er en udtalt slaphed over hele Personen, Nervesystemet lider, Hukommelsen svækkes, de til denne last hengivne Person taber deres Livslyst, de blive nedtrykte og ængstelige, holde mest af ensomhed og sky selskab. Blikket er mat, udtryksløst, og uroligt. I den ældre Alder udvikles der oftest en dyb Hypokondri". Jep, så kan vi lære det. Os gamle onanister for fred. Støderen selv, Peter Ludvig, døde i 1885.

For fanden! Den røg vist fuldstændig på gulvet og nu står du der og glor på mig, og ved ikke helt om du vil røre glasset som jeg lige skænkede. Men det smitter vist ikke, det er i hvert fald ikke videnskabeligt bevist. Der er absolut ingen dokumentation for noget som helst.

Smitter derimod kan stemning gøre. Og det var den jeg skulle hen til. Ikke den syregrønne fra Panum-instituttets fødsel, men den anden. Den helt nye og moderne, der fra efteråret får bedre vilkår i Parken. Jeg skal gerne ønske tillykke. C2-folket har fået en løsning, som de er tilfredse med. Det er fint skåret af dem selv, og såmænd fanklubben og klubben at omdanne halvdelen af B-tribunen til åbne sæsonkortspladser og samtidig give en permanent base til selve stemningen. Og en endetribune er langt kraftigere basis for det de vil end en langside nogensinde kunne blive.

The Kop, Park Lane, fra Liverpool til London, de mest uregerlige har altid stået bag målet, på endetribunen, og sådan bliver det også i København. Efter mange års omveje og skænderier, og 20 definitioner på rigtige og forkerte fans, sæsonkort mig her og der, fanpoliti til venstre og højre, og jeg var her først og jeg flytter mig fandeme aldrig, og du ødelægger alle sangene, mand, du klapper ikke højt nok, og vi skal nok komme efter jer. Reelt kunne man bare har kigget midt ned i denne whiskey-tåge fra nytåret 2001/2. Det var ikke en skid svært at forudse dengang.

Det er heller ikke svært at se næste skridt. At familie- og podedelen på et tidspunkt rykker og overlader hele nedre B til stemningsentusiasmen. Om det skal afvente den nye D-tribune eller om ungerne reelt med fordel kunne indhyldes som særafsnit i det nuværende liv på Nedre C, må tiden vise. Jeg formoder i hvert fald er der bliver lidt tomt til venstre for mig, på C2-afsnittet, til efteråret.

Og således kom vi frem til tiden, hvor jeg kan gøre Mads Laudrups ord til mine. Nu vil jeg gerne have min pause. Det har været en lang aften og når man står hernede uden andet at byde på end endeløse serier af træningskampe, nationale som internationale, og et U21-VM som sluttede som et flop for den danske udgave, trods det på papiret skulle være de bedste årgange i mands minde, så fortjener man bare den slags. Gør man ikke?

Odense Sprut & Events. BULEN Sprut & Entertainment. Albani får det fynske frem i mig. Jeg klapper mig selv på skulderen og jogger mig en tur i morgen, fra Carlsberg til Carlsberg, holdkæft hvor er jeg genial. Tryk 1-1-2 for en ambulance. I øvrigt håber jeg at Sverige vinder VM, for hverken England eller Spanien gør det.

Skål og tak for i aften.

Saxo

Og på jukeboxen spiller ugens album:

The Raconteurs: "Broken Boy Soldiers" (2006)
Jack White har trukket stikket ud for en stund i White Stripes og har dannet dette fritidsband med sangeren og sangskriveren Brendan Benson og rytmesektionen fra garagebandet The Greenhornes. Resultatet er bestemt ikke dårligt. Inspirationen er gravet frem fra de tidlige 70'ere, Led Zeppelin og Deep Purple, og det er syre- og bluesrock i noget kortere og mere intense versioner end forbilledernes alenlange eskapader ud i soloer. Whites minimalisme fra Stripes bliver ført med over og det rykker i guitarstrengene og piver i keyboardet på denne relativt korte CD - 10 numre og knap 34 minutter. Åbningen 'Steady, As She Goes' kunne sagtens være Stripes, men derefter flyver bandet mere og mere op i zeppelineren, "lousy thieves" som coveret bedyrer. I titelnummeret lyder White nærmest som en Robert Plant og det er knageme ikke dårligt, hvis man har moderne eller historiske svagheder i den retning. Og Led Zeppelin 2 er stadig en klassiker i min gamle vinylsamling.

The Raconteurs spiller i øvrigt på årets Roskilde Festival, og er ubetinget et af de navne som jeg skal se. For fanden det er første gang i 16 år jeg skal ud på dyrskuepladsen. Om det er et godt tegn, skal jeg ikke vurdere, men der er sgu mange spændende navne i år. Fra Onkel Bob fra Amerika og Thåström fra Vesterbro til The Streets - og altså Whites fritidsvenner i The Raconteurs.

mail