”Hvordan kan man holde med sådan et hold??”

Mand, der var retfærdig harme i kommentarerne ude fra bordene. Det var lørdag aften, og Italien spillede VM-kamp i Kaiserslautern mod USA. Og nogenlunde ud af ingenting, uden advarsel, gik gli Azzurris hidtil ret sammenhængende og fornuftige VM-kampagne over i den type lavkomik man alt efter temperament er kommet til at forvente, håbe på eller frygte fra Italien. Først et selvmål som kunne matche Michael Mios 1997-klassiker mod OB for ”Hvorfor fanden lossede du den ikke den modsatte vej”-effekt, og stort set inden man havde nået at slå det hen for de første ti spydige gæster omkring baren som et forbigående problem, fløj Daniele de Rossi op og pandede soccerspilleren McBride ned med en klokkeren og totalt vanvittig albue.

Så afgik bussen – de næste ti minutter bød på alt fra hyldester til det amerikanske hold, over glæde ved at Italien nu var på vej ud af turneringen, til diverse mere personlige kommentarer om italieneres fremtoning. Rimeligt nok og helt som det plejer at være i bulen her. Men med den der sære overtone af hvad det kunne være, der fik folk til virkelig at holde med det her hold, denne kreds af inkarneret ondskab, denne weird fodboldens svar på Opus Dei med deres vievand og deres ufine metoder.

Ja, hvad kan egentlig få folk til at holde med hold hvis spillere smækker albuer ud? Vi kunne jo lave en rundspørge i hele baren, for de fremmødte var i høj grad gengangere fra den temmelig fugtige og overstadige fest efter pokalfinalen 2004 – den kamp hvor Peter Møller blev smidt ud for at smække en albue over struben på Bård Borgersen. Hvordan fortsætter man egentlig med at holde med sådan et hold? Ved det egentlig ikke – det gør man bare. Og jeg holder også stadig med Italien. Måske det mere var de Rossis bizarre uskyldige attituder da han fik det røde kort, der stødte? Det må da være typisk italiensk. Her i landet nøjes vi med at skrive en bog for at bortforklare det. Så ironisk som det lod sig gøre, var det netop Møller som sad som studievært i DR lørdag, og sad og talte om hvor ”utilgivelig dumt” det var af de Rossi. Til hans ære skal det nævnes, at han knap kunne holde masken, da han sagde lige de ord.

Der er sgu lidt meget hykleri omkring det med de italienere. Og ja, jeg ved da udmærket at det meste af modviljen er noget de selv er ude om. Kun en arg masochist kan have nydt deres optræden senest. Fej taktik og rigeligt med snotklatter, det var deres EM 2004. Og så 2-2-resultatet mellem Danmark og Sverige, ekstremt forudsigeligt i en grad så bookmakere holdt op med at tage væddemål på det, men også noget der ikke burde have været et problem hvis de havde givet Sverige det klare nederlag spillet var til.

De spiller ofte en gang defensiv fodbold i slutrunder, og lige så ofte får de ikke det der ligner succes med det – det kan godt være det ses som kynisk, men den ’kynisme’ har ikke givet nogen titler. Italiens landshold har intet vundet siden verdensmesterskabet 1982, hvor de fleste kunne se at Italien spillede forrygende i de afgørende kampe. Milans store hold i 90’erne spillede ikke noget der lignede defensiv fodbold. Ejheller Lippis Champions League-vindere fra Juventus i 1996. Ultradefensiv fodbold gav måske titler i 60’erne, men gør det ikke i moderne tid.

Så hvad der gav Trapattoni den idé, at hans oldnordiske idéer var lykken, ved jeg ikke. I sidste ende var det temmelig let at få Italien ud af EM. Så den der dæmonisering kan jeg helt enkelt ikke greje, og den er også kommet til et stade hvor den er grotesk – selv efter den indledende kamp mod Ghana, Italiens mest underholdende slutrundekamp i en årrække, jamrede vores fremmødte hernede over hvor triste og negative de italienere var, og hvorfor skulle de evig og altid få en føring og så forsvare den som gale. Og det i en kamp hvor de havde flere skud end noget andet hold første gang på banen.

Operazione simpatia virkede dømt til fiasko fra starten. Det ville altid hedde at de filmer, de snyder, de klynker, de er voldelige, det er deres kultur. Well – det er i deres kultur. Men der er sgu for meget dobbeltmoral. For det er i alles kultur, og i alle ligaer. I forskellig grad, og italienerne er blandt de værste, men billedet er aldrig så forbandet sort eller hvidt. de Rossi får (forhåbentlig) en solid karantæne for sin albue – tidligere på sæsonen fik ’han som man ikke kan holde med’ en fairplaypris for at bede dommeren underkende et mål han havde scoret efter at have haft hånden på bolden.

Det hold der ikke har snydere og voldsmænd ville jeg gerne se. Englænderne, som altid har travlt med at etablere en høj moralsk status, havde Steven Gerrard til at smide sig totalt uden kontakt for at vinde et straffe lige inden VM. I en venskabskamp mod Ungarn, for pokker. I slutrunden kunne de kun komme foran mod Trinidad og Tobago ved at Peter Crouch rev en forsvarer i håret for at komme til.

Brasilianerne, der er hele verdens darlings i dette VM i en grad der er kvalmende, fik senest en tyrkisk spiller smidt ud ved at Rivaldo, ramt af en bold på knæet, kastede sig skrigende ned og greb sit ansigt. Et par slutrunder inden fik de Leonardo smidt hjem for en ekstremt brutal albue, der gav USA’s Ramos et kraniebrud. Totti spyttede på Christian Poulsen for to år siden, utilgiveligt og dumt, og han hører med rette stadig for det. Alexander Frei fra Schweiz spyttede på Steven Gerrard, og det dukker op som et beskedent faktum i ”Vidste du det”-spalterne om et schweizisk hold, der sidenhen var meget aktive i et enormt tunnelopgør mod Tyrkiet. Men Schweiz et beskidt hold? Nej da.

Iaquinta blev sparket ned bagfra og kom tilbage på banen efter noget behandling, og han var generelt en forbandet simulant for seerne her. Da Razak Pimpong derimod røg på gulvet i Ghanas kamp mod USA og fik et straffe ville jubelen ingen ende tage – alle kunne selvfølgelig se, at straffesparket var til grin, men det var fedt alligevel! Der er forskel på folk, også selv om manden Pimpong afløste, Gyan, lavede et meget mere horribelt styrtdyk mod netop Italien, uden af den grund at være en større fusker end Iaquinta i publikums øjne. Og mens andre hold keder os, kører smalle føringer hjem, losser modstandere ned til højre og venstre, vinder på filmede straffespark, så er og bliver Italien for nogle fodboldholdet som er gylpet op fra Dødsriget selv, evigt fordømt for en række uspecificerede synder.

”Jojo, der er da også masser af hold du ikke kan snuppe, mand,” hører jeg dig sige, og du har da så evigt ret. Og flere af dem af grunde der ikke har noget med den virkelige verden at gøre overhovedet. Tag de meget omtalte argentinere, der enten kommer til at vinde VM uden problemer, eller kommer til at lave en ny udgave af Danmark i Mexico 1986. De er ikke noget beskidt hold, det tror jeg roligt vi kan blive enige om. Men jeg er vokset op i firserne, og jeg kan huske den dag for præcis tyve år siden – yep, det var her i nat to årtier inden – hvor Diego Maradona viste et noget mere alsidigt billede af den argentinske stil; først baske et mål ind med hånden og lyve om det bagefter, og så løbe fra et halvt hold og score. Suverænt mål, men var det det der afgjorde? Var det røv; englænderne blev knækket af håndboldmålet.

Jeg er som Bopa, jeg kan og kunne ikke lide Maradona, jeg kunne ikke lide det hold han var på – Bilardos brutale spillere som får Italiens hold til at ligne kordrenge – jeg frydede mig da han stortudede efter at have tabt i finalen i 1990 og blev smidt ud for mere narko fire år senere, og jeg har holdt med stort set alle hold Argentina spiller mod. Men alle kan da se med det blotte øje, at selv med det omvandrende frispark Ayala på holdet er Argentina absolut ikke noget negativt hold i dag. Tværtimod. Ditto endnu et hold, som jeg fik foragt for som dreng, Tyskland. De er jo ligefrem sympatiske og underholdende. Irriterende ikke at kunne have sine fordomme i fred. Også for mig.

Nå, men i alle tilfælde var alt dette tænkt inden dagens kamp, hvor italienerne vandt puljen. De begik naturligvis ligesom mod USA endnu en gerning som bare er forkert, i hvert fald for italienerne – de scorede på deres første chance – men da de først var foran havde de totalt styr på tingene, og tjekkerne havde ikke andet end et par gode skud fra Nedved at true med. Skal Tjekkiet spille med én mand fremme, så skal han helt enkelt hedde Koller. Noget som Hans Backe allerede konstaterede efter den første kamp, sejren over USA, hvor han på TV4 blev spurgt om hvad det betød for tjekkerne at Koller var skadet: "Det er slut." Sømmet ramt midt på hovedet, skal jeg da lige love for.

Ghanas kamp ville vi også gerne have set på det ekstra tv vi havde stillet op, men i modsætning til TV2, der har de andre afgørende puljekampe på Zulu samtidig, er valgfrihed og service ud over det sædvanlige ikke noget DR gør sig i. Så DR2 kommer der ikke noget af det der fladpandede fodbold på. Kun genudsendelser af debat- og kulturprogrammer. I stedet ville man vise Ghanas kamp forskudt lige bagefter, selv om pointen med det virkede svær at fange når der pludselig dukkede billeder op fra den kamp midt i Italiens. Hvem gider se en kamp man kender resultatet af og har set målene fra? Indrømmet, der var nogle stykker som gjorde. Men det var vist mest for at komplettere samlingen af sete kampe. Og fordi der var øl til.

"With Graham Poll in charge, we're bound to have numerous refereeing blunders," cracks Andrew Smith. "Is he really the best we have in England?" Who would you prefer, Andrew, Mike Reilly?

Senere på aftenen blev begge kampe heldigvis vist samtidig, og mens Brasiliens skydetelt mod de harmløse japanere var den kamp som fik flest velbjærgede turister på plads med blitzende kameraer og skinger kvidren når Ronaldinho rørte bolden, så var det tydeligt at den hvor der var noget på spil stod mellem Kroatien og Australien. Det var forrygende, det var et af de klare højdepunkter indtil nu, og det var en storslået farce.

Keglen i midten var den engelske dommer Graham Poll, ham der altid smiler så selvfedt. Selvfede smil bliver der dog nok ikke mange af når turen går hjem fra Nürnberg i morgen, for manden som inden VM sagde "If you make a big mistake in your first game, it will be your last game. The message is very clear. Fifa will be very supportive - but there is a very, very high standard expected" må vel kunne se hvor det bærer hen, selv i sin lidt forvirrede tilstand.

Poll varmede op ved først at vise Togos holdkaptajn et rødt kort og siden et gult mod Korea, men det var alligevel svært at være forberedt på hans svendestykke i den australske kamp: et gult kort til Simunic efter en time, endnu et gult til sidst i kampen, og mens produceren, der (som de fleste andre) havde opdaget at manden skulle være smidt ud, zoomede nysgerrigt ind på dommeren, klarede Poll at fløjte af mens Australien var ved at score, fløjte op igen, give Simunic sin tredie advarsel, og denne gang følge den op med et rødt.

Jeg blev glad for at australierne gik videre; det var ganske enkelt godt gået af dem. Men urostifteren i mig ønskede stadig at se hvad der skete hvis Simunic løb direkte op og hamrede 3-2-målet ind efter den anden advarsel... At det ikke er en floskel at FIFA støtter dommerne kan man dog se på deres hjemmeside. Simunics tre forskellige kort dukkede op på tre forskellige tidspunkter i første omgang, men ikke mere nu. Og det der er én hjemmeside hvor man i hvert fald ikke skal vente at se Polls brøler omtalt. Et underskønt eksempel på FIFA’s sans for orwelliansk administration – der er ikke noget at komme efter. Det skulle lige være en billet hjem til Tring. Tænk at det varmeste bud på engelsk deltagelse i en VM-finale skulle være deres landshold.

Ikke et hold som Ecuador syntes at være specielt imponerede af. Tyskerne har ikke fået bedre hjælp til at vinde en kamp siden de mødte Østrig i 1982, og ecuadorianerne – eller deres reserver – lignede nogle som virkelig drømte om at få England i næste runde. Planen lykkedes, selv om det engelske forsvar mod Sverige gjorde næsten alt der stod i deres magt for at spolere den. Det var selvfølgelig ærgerligt for svenskerne, men i modsætning til hvad man kan sige om flere andre er deres formkurve klart stigende – i øvrigt i ligefrem proportion med det antal minutter pr. kamp hvor de bruger Marcus Allbäck. Specielt målet mod England var fantastisk. Verden, her er vi! Linderoth ind over, Allbäck i mål. England 1 København 1. Samarbejdet fra Viborg igen. Godt nok til at sætte tingene på plads i Danmark, og i VM.

Og mål nummer 2.000 i VM, ovenikøbet. Scoret af en fyr der spiller her i byen og fylder 33 på næste onsdag. Gid han må blive her lidt endnu, og det samme gælder hans oplægger. Med dem i truppen, med en ny hurtig blond svensk angriber, en ny hurtig blond svensk forsvarer, samt med Jesper Grønkjær, som var til lægecheck torsdag og bliver præsenteret fredag, så er vi ved at nærme os en trup man helt enkelt tror er løgn. Bevares, måske en stærk andenmålmand kunne bruges, hvis det skulle knibe. Ellers ser det mildt sagt solidt ud.

Så skal vi bare huske at bruge Grønkjær ordentligt. I Chelsea kunne han sagtens finde ind i en 4-4-2-opstilling som kantspiller, men det har knebet siden, når han er blevet del af overorganiserede, trist spillende hold som Birmingham eller som Stuttgart under Trapattoni – hey, der var det sørgelige navn igen. En wing er hvad han er, og som wing bør han have lov at spille. Det bliver der forhåbentlig plads til.

Det kan vist ikke undgå at blive dyrt, for Grønkjær er godt vant. Godt nok er der forskerordning klar til en spiller som har været uden for Danmark i otte år nu, men Chelsea betalte heller ikke dårligt lige før Roman Abramovich ankom, og Stuttgart har punget så meget ud inden seneste sæson at de formentlig er godt tjent med at sælge ham med underskud. Det er svært at forestille sig, at Grønkjær lønmæssigt vil ligge på linie med selv de to svenske VM-hjälter. Måske er dette et tegn på at pengene til løn er ved at blive større i klubben, sådan som det allerede blev skrevet i seneste årserklæring, hvor der i teksten åbnes for endnu større fodboldinvesteringer end hidtil. Derfor er håbet, rent ud sagt, at der er mere hvor Grønkjær kom fra, og af samme klasse. Jo længere vi kommer over en topløn på et par millioner pr år, jo mere taler vi et sprog fodboldspillere verden over forstår. Og nej, dermed menes ikke dansk.

De millioner skal ind igen andetsteds, så snart er Supershoppen fyldt med nye trøjer. Og det første instinkt her var, at det var da godt nok meget med fem. Man skal formentlig tilbage til Manchester Uniteds mest merchandiseivrige dage for at finde fem trøjer til én sæson, og da var den ene den berygtede usynlige trøje fra Southampton-udekampen.

Men det er jo ikke anderledes, end at der ikke bliver lavet fem, hvis der ikke kan sælges fem. Man kan tale om at flå folk, men der er jo ingen som tvinges til at købe en eneste trøje. Måske via uendelig plagen fra deres børn, men der må for deres mentale sundheds skyld jo være nogen der påtager sig at forklare ungerne, at en spillertrøje er en varig ting, ikke noget hvis gyldighed løber ud på samme måde som et buskort.

Hvad jeg så ikke forstår er, hvorfor det skal hedde sig ved et direkte spørgsmål om trøjefremstillingen, som i optakten til kampen mod Brøndby i marts, at "Vi skifter én trøje ud hvert andet år", som Flemming Østergaard fortalte seerne. Der er nu engang et stykke fra en ny hvert andet år til fem hvert år – seks, hvis der også skal en guldtrøje på markedet. Vi er da vel forhåbentlig i stand til at tåle sandheden: At der sendes en masse trøjer ud på markedet fordi klubben gerne vil have folk til at købe dem, og gerne flere af dem.

Det er en ærlig sag, og det er også lidt svært og ikke ret formålstjenligt at holde endnu en spritny kollektion hemmelig, så hvorfor lade som om man meget sjældent overhovedet bringer en ny trøje i handelen når man som altovervejende regel sender et bredt udvalg på markedet hver sommer, og har gjort det siden klubben blev dannet for 14 år siden? Er det uetisk og noget at skamme sig over? Ikke efter min mening. Det eneste reelt pinlige er de sæsoner hvor vi når at blive ekspederet ud af Europacuppen inden de allesammen har nået at være i brug...

Én ting er så at købe trøjer til børnene. Det er trods alt ikke at gå til yderligheder. Da Brøndby præsenterede deres nye hollandske træner, desværre en tilsyneladende meget fornuftig og kompetent fyr, var der i bunden af deres pressemeddelelse en lakonisk meddelelse som mindede mig om en historie nogen engang havde fortalt hernede – at da Brøndbys formand engang fik en søn, fik denne i gave et medlemskab af Brøndby Idrætsforening.

”The gift that keeps on giving”, må man da vist sige. Man kan få meget for sit kontingent, hvis man er meldt ind af den rigtige. Nogle år som kontraktspiller, et job i klubben, og nu en nyoprettet post som sportschef. Ikke ilde. Anders Bjerregaard, for denne legendariske Brøndbyforsvarer er det, skal bl.a. varetage kommunikationen mellem direktionens sportsligt ansvarlige og den sportslige sektor – denne sportslige ansvarlige ville så være hans kollega Per Anders Bjerregaard, som han med sin pondus og sit naturlige kontrapunkt kan give et nærmest NCH’sk modspil de mange gange deres beslutninger divergerer.

Om han skal slæbe bolde, net og sorte skraldeposer, om han skal være Fars lille sladrehank, eller om han som en diskret stumtjener skal stå og holde enkelte af de kasketter hans far bærer, det er ikke umiddelbart til at sige. Brøndby virker af en eller anden grund en smule tilknappede om emnet. Svært at forstå. Man må da i alle fald ønske at han klarer sit job som sportschef med samme succes som han håndterede sin periode som venstre back på Brøndbys hold. Det er jeg forholdsvis sikker på at han godt kan.

Hvem ved, måske han også lander et par indkøbsscoop for alle de mange fine nye penge Brøndby har tjent på at sælge deres chancer for et DM i 2006. Foreløbig er det dog kun os, så godt pressemøde herfra, og så tilbage til Beckenbauers helikopter, Ronaldos vom, Riquelmes overblik, Zidanes rollator, Torres’ oprørende frisure, Kloses mål, Italiens evige aura af kaos og svækkede nerver, og alle de andre ting der er med til at gøre dette sådan en blændende turnering.

-smølle

Og på jukeboxen kører

Ugens sang:

Massive Attack m. Terry Callier: ’Live With Me’
Efter alt for mange år, hvor Robert ’3D’ del Naja har været alene tilbage og ført Massive Attack over i stadig mere banal elektronisk stemningsmusik, er de her tilbage i det de gjorde på den stadig pragtfulde, 15 år gamle debut Blue Lines – og gjorde vidunderligt: Nervøs soul, sunget med kant og et hint af neurose af veteranen Terry Callier og med et dejligt foruroligende strygerarrangement, ikke helt ulig hvad der var på ’Unfinished Sympathy’ eller på Massive Attacks herlige samarbejde med Madonna om ’I Want You’ fra 1994. Det er den eneste nye sang på opsamlingen Collected, og det er en godbid (men skal man have den, kan det i øvrigt klart anbefales at finde den udgave som også har alle deres stilskabende videoer på, samt en stribe mindre kendte numre som den nævnte Madonna-sag.

Ugens album:

The Triffids: Born Sandy Devotional
Et mesterligt album, som netop er genudsendt, også den såmænd i en deluxeudgave med en stribe sjældne ekstrasange. Det centrale værk er og bliver dog det pragtfulde album med det skønne australske band, som gik hver til sit i slutningen af firserne men nåede at lave en stribe skrabede plader inspireret af Nick Cave og gammel blues, indtil de her fandt deres helt egen stil og skabte et af de mest romantiske, klagende, trængende, snerrende albums nogensinde om ugengældt kærlighed i et nådesløst og hedt klima. Der er et eller andet som gør australiere ekstra gode til at bakse med patos.

 

mail