Usch, lunt hernede. Selv køleskabet har svært ved at følge med. Som Saxo nævnte sidst, har vores forbindelse i Hamburg skaffet os et mindre vognlæs Astra, Reeperbahn og det omliggende kvarters foretrukne bajer, og meget velsmagende er den også. Men jeg ville anbefale at vente til vores nødapparat er installeret til at køle de flaskeøl ned, der ellers ikke når at blive meget mere end lunkne, og i stedet tage en fadøl. Hov... der kom ismanden! Så er det på plads.

Dejlig by, i øvrigt, Hamburg. Da den første runde af hedebølgen var på sit højdepunkt, og Bopa plaskede søvnløs rundt i egen sovs, smuttede denne bartender på en forlænget weekend til Nordtysklands metropol for at få set lidt mere end sidst, hvor det fugtige klima og min egen lige så fugtige tilstand forhindrede mig i at opleve meget andet end en (bayrisk!) restaurant, et stadion langt uden for byen, et sammenbrudt offentligt transportsystem ved turen tilbage til byen, og en række barer i St. Pauli hvor evalueringen af indsatsen mod HSV i vores UEFA-kamp sidste år foregik.

Byen har meget mere at byde på, som om Elrios mål og en strøm af øl i selskab med hundredevis af københavnere ikke i sig selv var godt. Bohemekvartererne Karo- og Schanzenviertel er herlige om sommeren, hvilket det var med manér, og emmer af afslappet kontrakultur. Det var da også her man skulle finde de folk der var en smule anti i et land med en VM-feber på over fyrre, som dem der havde klistret en løbeseddel op lige uden for St. Paulis stadion Millerntor – budskabet var noget i retning af ”Deutschland Raus”, og så var der et redigeret billede af das Wembley-Tor i 1966, hvor bolden var blevet flyttet langt ind i målet: ”Der Ball war drin!” Eller som nedenstående skilt, der sad og måske stadig sidder på en port på Schanzenstraße.

Der skulle da også gøres noget af en indsats for at præge landet i modsat retning. Den sidste VM-kamp i Hamburg var blevet spillet om fredagen mellem Italien og Ukraine, men byen virkede totalt ude af stand til at koncentrere sig om andet end VM generelt, og mere specifikt Tysklands semifinale mod Italien. Stort set alle butikker bugnede af fodboldrelaterede varer, hele landets tøjproduktion syntes at være med et fodboldtema, lige fra de eksklusive stormagasiner over de checkede små butikker til de turistmålrettede boder på havn og station.

Man skulle ikke mere end få meter ind i landet før man så den første bil med et tysk flag siddende på en siderude, limet fast i en fiks lille plasticdims. I byen var de overalt, ikke kun med tyske flag, man så italienske, kroatiske, schweiziske, en del portugisiske, og tit suppleret med et tysk flag i den anden side. Samme tyske flag hang fra lejlighed efter lejlighed, også her tit suppleret med halvdelen af de andre deltagende landes flag, og såmænd også andre som ikke var med. Et Dannebrog lykkedes det ikke at få øje på i Hamburg, men der var ét på strandvejen i den gamle danske by Altona, som nu er blevet opslugt som en bydel af sin større tyske nabo. Måske der virkelig var nogen der savnede os der! Måske det dog bare var det gamle danske toldhus, der lå på det sted. Hollandske flag var der nu heller ikke mange af i byen. Og det på trods af den tyske indstilling, der gik på at alle skulle være velkomne til den store fest.

Ironisk nok var det netop ved siden af det nævnte St. Pauli-anlæg Millerntor, på den kæmpestore grusbane lige nord for Reeperbahn som hedder Heiligengeistfeld, at Hamburgs udgave af den fællestyske månedlange Fanfest fandt sted. En blanding af omrejsende tivoli, rockfestival og fodboldkamp uden spillere, med barer over det hele, kummerlig mad, glimrende øl, mængder af souvenirs og firmaer med varer at promovere. Og med gratis adgang, selv om bare en € eller to pr. person kunne have givet en nem formue til arrangørerne.

Der var ikke den store tvetydighed her. Der var tyske flag og malede ansigter, og jeg tror Adidas kommer til at have et rigtig sundt årsregnskab oven på det antal spillertrøjer og andet grej de har solgt til Tyskland i de seneste par måneder. 70.000 dukkede op til kampene i Hamburg når hjemmeholdet spillede; ikke noget der rigtig battede i forhold til de mange hundrede tusinde som kunne opholde sig på Fanmilen i Berlin, men stadig pænt mange at se en kamp på værtshus med.

Og blandt dem, til semifinalen Tyskland-Italien, spillet på et fyldt stadion et stykke sydpå i Dortmund, var så denne bartender og den ovennævnte Hamburgforbindelse, samt 69.998 af de bedste tabere jeg har haft fornøjelsen af at møde. Jojo, nu var der jo heller ikke nogen grund til at gå og hovere lige op i ansigtet på så stor en gruppe folk, så det lod jeg være med, men det var usandsynligt så fattet folk tog den enorme skuffelse, det må være at med to minutter tilbage inden en straffesparkskonkurrence (og dermed sikker sejr) tabe det hele på gulvet.

Efter kampen var det lidt svært lige at falde til ro, så jeg tog en spadseretur til Schanzenviertels hovedstrøg Schulterblatt, hvor temaet var det samme – en erkendelse af at Tyskland havde haft en god tur, at Klinsmann havde gjort det helt glimrende, og at italienerne havde været bedst i en i øvrigt virkelig god kamp. Der var ikke nogen af de hysteriske branderter der havde været i København, og heller ikke nogen der stod og smed bænke efter de jublende italienere der kørte forbi på scootere. Der var bare en flok rigtig skuffede fodboldfans som stod på den fyldte gade og så den slukørede Klinsmann forklare sig i tv.

Og det var på nærmeste hold det samme billede som Jan sidste uge havde fået via pressen herhjemme, et land der virkede som om det de helst ville vinde var VM-arrangementet, og gik efter først og fremmest at være forbandet gode værter, deriblandt at spille noget underholdende fodbold, og dernæst at gå efter pokalen. Det lykkedes, og da jeg så var kommet hjem og – igen ligesom Saxo – på ZDF stod og så Tyskland vinde bronzen foran det mest rørende begejstrede hjemmepublikum i Stuttgart, oplevede jeg noget jeg havde forestillet mig som utænkeligt siden jeg som 11-årig sad dybt uforstående og så Vesttyskland og Østrig køre en forudaftalt 1-0 hjem, der kunne få begge hold videre på bekostning af Algeriet: Glæde over et flot resultat af et tysk landshold. Tyskland, som man bare har hadet pr. instinkt alle de år. Tyskland, der i fem VM-slutrunder havde Lothar Matthäus med, måske den mest irriterende spiller – eller person – nogensinde. Heldige, maskinfodboldspillende, straffesparkvindende, generende effektive Tyskland. De er sgu helt i orden, viser det sig så. Sært. Hvad bliver det næste, at jeg kommer til at kunne lide Argentina?

Eller måske Portugal? Nok ikke. Det var da afgjort en bonus ved Tysklands bronze, at Portugal dermed ikke vandt noget som helst. Og selv om Figo holder op nu, skal der vist en del mere til. Især med den uudgrundelige Cristiano Ronaldo på. Han kan så chokerende meget, men efter at han blev mødt af pibekoncerter ovenpå sin dødssynd mod England, at blinke ud til bænken – sikke en ugerning!! – virkede det reelt som om han prøvede at ophøje sin film til Cecil B. De Mille-stadiet, episke forestillinger uden nogen udgifter sparet. Bare se denne mod Tyskland, hans mesterværk – en debut til et You Tube-klip i Spruthuset. Bemærk hvordan han (inden han rammer jorden, vel at mærke!) holder fast øjenkontakt med dommeren og tager sig til benet – det højre ben, på ydersiden, hvilket er det eneste sted Cristiano ikke engang på teoretisk vis ville kunne være blevet sparket, hvis dette nu havde været tilfældet.

Ronaldo klarede så alligevel ikke at blive slutrundens mest kontroversielle skikkelse. Ja, ikke engang hjælpeløse gamle Graham Poll blev det, på trods af sine tre gule kort til den samme kroatiske spiller, Simunic, og den kostelige forklaring at han blev forvirret af at der også var en treer på Australiens hold – det må have været et helvede for ham dengang alle hold stort set altid spillede med numrene 1-11.

Zidane, og til en vis grad Materazzi, sikrede sig den titel som debatemne nummer et, da Zidane tændte af. Og først her torsdag aften blev VM’s sidste dom afsagt, hvilket sikkert ikke får debatten ved de små borde og bag baren her til at dø hen. Det har dommen for så vidt udstedt sin egen garanti for, for mens Zidane fik tre dage for at stange Materazzi omkuld, dage han så aldrig kommer til at afsone, men i stedet i bedste Cantona-stil bliver bedt om at afvikle som samfundstjeneste, så har Materazzi fået to dage for at være grov i kæften og fyre de fornærmelser af som fik Zidane til at miste selvkontrollen endnu en gang.

Og på papiret er der jo ikke noget i vejen med den dom. Det er en forseelse til udsmidning at bruge ”fornærmende, hånende eller upassende sprog eller tegn”, og det tilstod Materazzi jo at han havde gjort lige inden Zidane stangede ham – ord, der er forsøgt tolket af mundaflæsere, hvis udlægninger var så forskellige at jeg blev overrasket over at der ikke kom et skud på ”Undskyld, kan De sige mig vejen til svømmehallen?”

Kombineret med en række vandrehistorier, hvoraf de saftigste som sædvanlig ikke holdt vand – såsom at Materazzis kommentarer enten var dybt racistiske, eller at Zidanes mor, der skulle være omtalt af Materazzi, skulle være døende – gav den samlede fodboldverdens gætterier en stemning omkring episoden, som Zidane ikke ligefrem kan have været utilfreds med. Formodningen måtte jo være, at det Materazzi havde sagt var så hæmningsløst groft, at det nærmest var unikt for ikke bare fodbold, men menneskelige relationer i det hele taget.

Og da Materazzi så tilstod at have fornærmet, var sagen jo let nok at åbne og lukke, også for hans vedkommende. Om tre kampes karantæne for en skalle og to for verbale provokationer er straffe som passer sammen, kan altid diskuteres, men hjemlen er på plads. Og så ender fornuften i dette vist også. For går det som ventet, i hvert fald ventet af denne diskenspringer med en ikke-eksisterende tillid til FIFA’s dømmekraft, kommer dette på ingen måde til at udgøre en ny politik mod at straffe uhøvisk sprog mellem spillere på banen, men er bare en håbløst inkonsekvent nejen for en generel stemning, og en reaktion på at der var nogen der tillod sig at lave ravage i slutningen af FIFA’s store festaften.

Måske er det øldampene der har udslettet min hukommelse, men jeg kan ikke huske en eneste gang tidligere i topkampe, hvor der er blevet givet et rødt kort for at en spiller har været grov over for en modspiller uden også at blive fysisk. Jeg kan huske spillere som har fået gult kort for at hovere og håne, men rødt? Nope. Ikke medmindre den han har forulempet er dommeren selv... Og derfor må man jo drage den slutning, at der enten ikke bliver provokeret, eller at dommere aldrig nogensinde hører de provokationer.

For man kan da under ingen omstændigheder forestille sig, at selv hvis de har hørt det, lader dommerne som ingenting og accepterer det som en del af interaktionen mellem spillerne? Alt fra kommentarer som ”hold kæft hvor er du ringe” til de kommentarer om Zidanes kvindelige familiemedlemmers næringsvej, som meget tyder på udgjorde fundamentet for Materazzis drillerier. Nejnej. Den manglende strøm af udvisninger må være forårsaget af svigtende høreevne i de kritiske øjeblikke.

Men frygt ikke, for med FIFA’s kendelse er der nu åbnet for at høringer skal kunne fælde de uhøviske typer. Strafudmålingen viser jo, at det er en forseelse der kraftigt nærmer sig den efterfølgende voldshandling i grovhed. Og så er det jo FIFA’s og fodboldforbundenes forbandede pligt at kulegrave alle de sager de får ind via en anmeldelse, præcis som havde det været et slag, et spark eller en skalle som dommeren ikke så – eller en af de sager om verbale situationer man har set efterbehandlet, nemlig dem om racistiske kommentarer på banen.

Det er de jo nødt til, for at beskytte spillerne, som hermed på en helt ny måde anses for ofre for verbale overgreb. Det kan vel ikke kun være når offeret har svaret igen med en skalle, der skal deles straffe ud, eller i hvert fald foretages afhøringer? Også det ville være en skævvridning. Alle har krav på den beskyttelse, når de har hørt familierelaterede kommentarer mens dommeren har haft sine ører andetsteds.

For det første vil det være ressourcespild af den anden verden, hvis man skal til blot at undersøge en hundrededel af de tilfælde hvor topspillere (for nu at nøjes med at drøfte dem og ikke kigge på konsekvenserne hele vejen ned gennem rækkerne) sviner hinanden til, for det er mit helt ukvalificerede gæt, at de kommentarer optræder masser af gange i hver eneste kamp på topplan. Men har man først defineret 'verbal' som en forseelse der kan koste flere dage ude af spillet på samme måde som uset voldsomt spil, er man jo nødt til at fortsætte det. For det andet er jeg glad for at det ikke er mig, der skal til at sortere i hvor lange karantæner fornærmelser af forskellig styrke skal give. FIFA virkelig sat sig på et fint skråplan her.

Nu skal det så ikke tages som et egentligt forsvar af Marco Materazzi. Han er en ubehageligt brutal spiller, og mens det virker totalt hul i hovedet at idømme ham karantæne for noget andre formentlig hverken før eller siden får det for, så er hans opførsel stadig pænt lurvet og langt fra sportslig. Men jeg glor godt nok forbløffet når der så stadig sidder folk ved bordene og forsvarer Zidane med argumenter om at Materazzi jo – generelt – er meget værre, og at han er en meget mere beregnende type. Selv efter skallen, der sendte Zidanes samlede antal røde kort op over både Roy Keanes og Vinnie Jones’ høst, er der stadig nogle der virkelig hårdnakket benægter at manden egentlig er en temmelig brutal spiller når det slår ham.

Andre har så svaret, at jovist har Zidane den der voldelige side, men han er trods alt menneskelig; han har en kort lunte og begår fejl, men var stadig en brilliant spiller. Det kan jeg så bedre forstå. Hvad jeg derimod ikke fatter er hvorfor så få har stillet spørgsmålstegn ved hans søforklaringer til en servil reporter på Canal+, hvor han nægtede at sige undskyld til Materazzi – en undskyldning den modsatte vej kunne italieneren trods alt godt præstere – og egentlig ikke beklagede andet end at en masse børn havde set episoden, selv efter at have tænkt sig om nogle dage.

“I am a man and some words are harder to hear than actions”… "I can't regret it because if I do it would be like admitting that he was right to say all that. And above all, it was not right"... "There was provocation, and it was very serious, that is all. My action was inexcusable but you have to punish the real culprit, and the real culprit is the one who provoked it. Voila." Voila, så sandelig! Velkommen til Neandertal. Her er en rigtig mand en som reagerer på verbale krænkelser ved at sende folk i gulvet. Mød ord med magt. Sikke en moral, og sikke et forbillede, ham med guldbolden. Sikke en simpel bølle.

Hvad angår Materazzi forstår jeg i øvrigt ikke en helt anden ting – hvorfor FIFA gav ham en karantæne som forhindrer ham i at deltage i Italiens udekamp mod Frankrig i EM-kvalifikationen i begyndelsen af september. Man skulle tro at en mere passende straf ville være at han skulle spille den kamp – alle 90 minutter, eller indtil han fik raget sit typiske røde kort til sig.

Og så kan VM vist lukkes. For de italienske spillere, som vandt mesterskabet så inderlig fortjent og blev om muligt endnu gladere end tyskerne, og såmænd også et par af de franske, gik der heller ikke længe før hverdagen meldte sig. Og bedst som jeg ikke troede jeg kunne få mere ud af denne sæson – mesterskab til København, mesterskab og Champions League til Barcelona, VM til Italien, og ingen titler til Madrid og Brøndby, så blev det utroligt nok ved: Det italienske fodboldforbund afviste, under en ny og forfriskende handlekraftig ledelse, at bøje sig for alle de folk fra parnasset der bad om nåde og VM-amnesti, og kylede Juventus ud af Serie A i hoved og røv, og fratog dem to mesterskaber i samme omgang. Forrygende. Og med selskab fra Fiorentina og Lazio, der er med til at udgøre den mest interessante Serie B i meget lang tid.

Så halleluja for brandudsalget i Torino. Madrid har så gaflet den største forsyning, først og fremmest de to Fabioer Capello og Cannavaro, men Barcelona har fået fat i ham de havde mest brug for og som jeg helst ville se dem købe – Zambrotta. Den mest elegante og komplette back for tiden, og der er ikke én blandt van Bronckhorst, Sylvinho, Belletti og Oleguer, som han ikke bør sætte af holdet.

Herhjemme er det så så belejligt, at vi allerede har gang i en ny turnering. Ja, det havde vi selvfølgelig allerede i søndags, men den der måde at arrangere en dansk udgave af Englands Charity Shield på er der vel ikke mere nogen som tager alvorligt, hvis de så måtte have gjort det sidste år. 1.137 tilskuere i Farum er pinligt for endnu en af de pseudoturneringer som skyder op som paddehatte, især da når det er så indlysende at den kejtede trekantsform på turneringen kun er indført for at både København og BIF, og ikke mindst de holds fans og tv-seere, absolut skal være med hvert år.

Tydeligvis kan de betalende tilskuere efter den helt håbløse VM-cup lugte en fuser på lang afstand, og det kunne tv-seerne altså også. Måske det var Farum der skræmte, i hvert fald for tilskuernes vedkommende, og Claus Rodes grund til at støtte BIF i ikke at ville spille deroppe for tre år siden giver en anelse mening: At Farum ikke gav en attraktiv vare. At Per Bjerregaard så hykler, når han godt vil spille der nu, kan vel ikke komme bag på ret mange.

Ikke at der da i øvrigt ikke var både underholdning og nogle lækre oplevelser fra Jesper Grønkjær at se, da det kom til stykket, men man så det mod et usammenspillet Viborghold med en række reserver, og da vi så skulle møde Brøndbys førstehold blev der skiftet præcis 11 spillere ud. Og mens der da er en vis humoristisk værdi i at se vores b-kæde have et spillemæssigt overtag mod Brøndbys a-ditto, så er det altså ikke en rigtig fodboldkamp når halvlegene spilles af forskellige hold, og førsteholdene slet ikke mødes på noget tidspunkt.

Var den sidste supercupkamp, vores mod AaB for præcis to år siden, virkelig så skrækkelig en oplevelse? Der kom trods alt 5.000 tilskuere, og det uden en Brøndbyspiller i nærheden. Gid nogen dog ville sløjfe det makværk, og genindføre den supercup – den er jo desuden den eneste mulighed vi efterhånden har for at få set fodbold i Parken op til sæsonen. Det er dobbelt så lang tid, fire år på dagen, siden vi sidst mødte et udenlandsk hold i Parken – Brugge – i en af de sommergeneralprøver der plejede at være en tradition for. Der har været snakket om Carlsbergkampe mod Liverpool, men snakken er efterhånden helt opgivet, ligesom håbet om at det nogensinde bliver til noget.

Det er i hvert fald for sent i år. Vi er i gang, og det skete i Horsens. Meget er der ikke at sige om den kamp. Horsens virker nu engang ikke skabt til at vi skal kunne slå dem klart. De svarede igen på Álvaros bizarre skinnebenslob ved at trække sig længere tilbage, og det lod til at virke – til en grad så de i anden halvleg kunne bringe os i vanskeligheder ved at prøve at sende Martin Heinze gennem vores pænt åbne venstreside. Det er da godt at Niels Lodberg ikke er skarpere til at afslutte. Og at han ikke er bedre til at filme. Hans forsøg på at smide sig og få et straffespark i anden halvleg var egentlig meget symptomatisk for den tilvænning der skal ske efter VM, for man skal ikke kun vænne sig til at spillet er væsentlig dårligere nu. Det er udspringene sandelig også.

Det var i bund og grund en klassisk nervøs premiere, og den bedste grund til at køre over begge bælter for at se kampen var, at så kunne man sidde i behageligt gennemtræk i timevis på en bagende varm dag. Selv uden for banen sad rutinerne ikke helt på rygmarven. Horsens-speakeren, der så ud til at have det svært hedt bag ruden til sin bås, udråbte vores reservemålmand til at være ”Med nr. 31: Ståle Solbakken.” Vores egen stab øgede navneforbistringen med forsøget på at sende Marcus Allbäck på banen, beredt og opstillet ved sidelinien, i en sort trøje med ”PIMPONG 20” bagpå. Og dermed havde vi faktisk nogle af kampens mere underholdende øjeblikke. Det var de små ting – meldingen om Boras mål i Brøndby, den ejendommelige lyd af to megafoner på Horsens-endetribunen, der absolut ikke blev ledsaget af sang og derfor lød som noget fra en politiaktion, samt jantelovsofferbanneret ”Hvad skal vi med DON MOMS og FCK? Vi har Panduro og ACH!”

Vi ved at spillet sjældent er smukt i premierer, sjældent er smukt på udebane, sjældent er smukt mod Horsens, og sjældent er smukt i det hele taget, så det var bare at takke for sejren. Men af samme entourage er det næppe mange der tager tilbage og ser en kamp til i Silkeborg på lørdag. Den kommer så også i tv – det er mere end man f.eks. kan få at vide om Viborgkampen 6. august gør. Vi er nede i en frist som hedder godt to uger for at flytte kampe til tv-formål, og det er ganske enkelt uacceptabelt at klubberne er gået med på en tv-aftale der giver adgang til at trække programlægningen i halen indtil sidste øjeblik. Og det har vi sagt nogle gange efterhånden.

Endnu en gang, hvad mener klubberne at Viasat kan opnå ved at måtte vente til to uger inden kampene med at programlægge dem? Ekstra tid til at træffe et eventyrligt og helt uventet valg? Svært at bilde nogen ind, når nu det er kendt af alle, at det eneste spørgsmål er om det er os eller BIF der får tv-kampen om lørdagen, mens de andre vises dagen efter. Interessen i at kunne vente er da til at forstå, men at klubberne synes Viasat skal have hov at misbruge muligheden på så blatant vis forstår jeg ikke. I det mindste er der andre, der kan finde ud af det – med en kampliste hvor alle tv-kampflytningerne er foretaget indtil juleprogrammet begynder. Og det til en liga, der er en del mindre forudsigelig end Maltaligaen. Et eksempel til bare minimal efterfølgelse.

Nå, men solen er oppe – og for første gang i evigheder er den godt gemt væk bag regn. Så kunne jeg måske have sparet mig alle de isterninger. På den anden side skal det nok blive tilpas lummert og fugtigt-hedt i dag til at der bliver brug for kolde drikke i alle tilfælde; der er allerede lidt malaysisk morgenluft over dette klima. Vi ses måske senere, så. Måske du endda skal se cykelløb; med lidt held kan den danske helt Michael Rasmussen overgå sin egen indsats fra sidste år i dagens tidskørsel, og tilbringe mere end 50% af tiden på asfalten, i stedet for i sadlen. Til den tid skulle der være nok kolde Astra til at du kan glemme at løbet mindre end nogensinde har nogen relevans. Vi ses, så!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

Muse: 'Knights of Cydonia'
Et af de mest komisk pompøse numre jeg har hørt længe, hvilket titlen alene turde antyde – men selv titlen kan ikke rigtig forberede én på den sære og strålende fusion af surfrock, mariachi, ELO, Giorgio Moroder-discorock, og helt centralt et af de mest overrumplende ’Bohemian Rhapsody’-øjeblikke siden første gang man så Wayne’s World. Videoen er naturligvis en kung fu-western med rumvæsener og rejse i tiden. Det manglede bare! Helt brilliant.

Ugens albums:

The Pipettes: We Are the Pipettes
Pigepoppen er endelig tilbage – i en britisk proleudgave med al uskylden pulet godt og grundigt ud. Baggrunden er indiescenen og lange ture rundt på the Toilet Circuit, et begreb der dækker hver eneste håbløst lille spillested landet rundt, men stilen er Motowns piger som Supremes og Marvelettes, og Phil Spectors marionetter Ronettes og Crystals. Mest af alt lyder de som de fantastiske Shangri-La’s, melodramaets myrmidoner, produceret af The Go! Team. Men frække, direkte og skarpe på en måde der ville have fået alle til at besvime i tresserne. På en måde er de helt ude af deres tid, på en måde lige op til minuttet – en ting der i hvert fald er sikker er at det er længe siden man har hørt en debut hvor hver sang i den grad lyder som en indlysende single. Det er sommerens popplade.

Scritti Politti: White Bread Black Beer
Når den gamle helt med den tolvåriges sukkersøde stemme, Green Gartside, laver sit nye album kun syv år efter sit seneste, så ved man at et sandt arbejdsraseri er i gang. Han har siddet hjemme, måske og måske ikke ladet sig inspirere af Brian Wilsons Smile, og lavet en plade ved hjælp af de foreliggende elektroniske værktøj, hvor det meste af hans karriere har været præget af næsten besat kærlighed til studiets muligheder for at tilføje, polere og rette til. Og arrangeret til mindste detalje er det stadig – men enkelheden klæder Green, der har budt på alt for lidt af sin perfekte pop gennem årene, og hvis produktion jeg sætter enorm pris på.  

mail