Det er noget edderspændt pinligt ved blot at være tilfreds med ikke at have jokket i spinaten. Det er nu 2 år siden spøgelset fra Gorica fejede enhver forestilling til side om, at Københavns vandring mod de højere europæiske fodboldtinder ville være en uafbrudt lineært fremskridende proces, der matchede klubbens fremmarch på den hjemlige fodboldscene siden 1998.

Men bortset fra en chokerende situasode efter 20 sekunder af gårsdagens ellers (saliggørende) kedsommelige returkamp i det finske saunahalvede, så blev returkampen mod MyPa aldrig en nervepirrende nosseknuser af rang. Det ændrer nu ikke ved, at det er fornemmelsen af lettelse og ikke glæde, der præger indløsningen af billetten til tredje kvalifikationsrunde i Champions League. Om kampen(e) mod MyPa i sig selv har noget særligt at sige om de københavnske muligheder mod Ajax er tvivlsomt. Nok var især forsvaret til tider særdeles usikkert og koncentrationen jævnt fraværende over hele linjen, men kampens relative ligegyldighed efter Berglunds hurtige mål var i den grad til at aflæse på indsatsen.

Man kan selvfølgelig - som en vanligt plaprende Birger Peitersen fik sagt mindst 300 gange undervejs i DR's live-transmission onsdag aften - forlange, at FCK er i stand til at køre et hold som MyPa over efter noder på ren professionalisme alene, og det lykkedes aldrig rigtigt i hverken hjemme- eller udekamp. Men det gjorde det sandt for dyden heller ikke i efteråret 2001, da vi i anden kvalifikationsrunde mødte Torpedo Kutaisi, som vi blandt andet spillede 1-1 mod i Georgien. Siden gik det jo mere end fint alligevel i Europa i det efterår.

Og nej, Birger, der var ikke et helt (1) ratingpoint på spil i gårsdagens kamp. Klogere hoveder end mig får nettoeffekten af det uafgjorte resultat til at være -0,04125 point i forhold til en sejr, men jeg ved da at pointene først for alvor tæller i hovedturneringerne. Jeg ville så givetvis have undersøgt det før kampen, hvis jeg var i Birgers sko, men af uransagelige årsager er Birgers "ekspertstatus" uantastet, så vi skal sikkert plages af hans Pikartist á la Søpavillionen-udstråling og ulidelige tirader længe fremover. Jeg er jo selv en klamphugger af guds nåde og kan snildt genkende "hvad man kan klikke sig til på nettet på 10 minutter"-journalistik, når jeg ser det. Her i bulen fastlægger vi dog bartendernes løn i overensstemmelse med den erkendelse (smølles musikindsigt undtaget).

Den slags kampe mod svage, relativt ukendte hold lever altid sit eget specielle liv, hvor sprudlende fodbold sjældent udgør en vigtig ingrediens, fordi resultatet er så usædvanligt meget vigtigere end måden det skaffes hjem på. Kvalifikationen til større opgaver skal reelt set bare sikres og med Gravgaards overtidsmål i hjemmekampen var det samlede resultat aldrig i tvivl. Dermed kan vi så dreje fokus mod mere positive mål end bare at undgå endnu et katastrofalt fuck up. På baggrund af både Vålerengas og Djurgårdens exit kan man selvfølgelig diskutere om "lodtrækningsheld" nu ikke længere er en faktor, der kun refererer til den tredje kvalifikationsrunde!

Vi gik videre og tangodansede lige i armene på en gammel bekendt, Ajax, som endda har revanche til gode fra UEFA-cuppen 2001. Hvis man ikke kan lægge alverden i kampen mod MyPa, så er det nu ikke et historisk faktum, vi kan hænge hatten på. Ajax er dog Ajax og endda forstærket til denne sæson. Godt nok ikke længere et naturligt medlem af den absolutte europæiske fodboldtop - og i sidste sæson knap den hollandske - men opgaven er formidabel. Noget rationelt argument for en samlet sejr gives simpelthen ikke.

Bevares, vi kan selvfølgelig hive de gamle klichétravere op om "at være klar på dagen", "holde koncentrationen i alle 90 minutter", "stå godt på banen" og "udnytte de få chancer, vi får" og tilsvarende debilt ævl. Måske vinde alle 4 halvlege i stedet for 3, som Brøndby præsterede i fjor (mest i vestegnens optik, godt nok). Hvis de i Ajax er en smule bekymrede ved udsigten til et møde med Copenhagen Air Force, så er jeg omvendt skrækslagen ved udsigten til, hvad Ajax kan præstere langs jorden mod vores backkæde, der ikke altid virker lige hurtigtopfattende eller koncentreret i sin nuværende inkarnation.

Det skal dog ikke afholde mig fra at blæse i spliffen for en forhåbentlig mere optimistisk indstilling til de to kampe mod Ajax end Hans Backe lagde for dagen i hjemmekampen mod Hamburg SV for godt et år siden. Den elendige dommerpræstation kan ikke overskygge erkendelsen af, at vi blev spillet af banen på røv og albuer kampen igennem og aldrig gik ærligt efter sejren. Går vi tilbage til hjemmekampen mod Rangers i efteråret 2003 - samme billede. To kampe tilrettelagt efter en destruktiv melodi, der ikke bar hele vejen igennem. Dermed ikke være sagt, at vi skal forsøge at møde Ajax på deres præmisser, men vi skal i hvert fald forsøge at vinde hjemmekampen som første målsætning. Hvordan? Æh...ved at være heldige, er min forventning.

Her lige omkring midnat den 3. august har FCK så endnu ikke investeret i en afløser for Álvaro Santos, selvom enkelte håber at det bare er offentliggørelsen det trækker ud med. Til især en enkelt stamgæsts sikkert store ægrelse må jeg så sige, at jeg mere ser mulighederne i Álvaros skifte til fransk fodbold end jeg ser en alvorlig svækkelse af FCK, hverken i forhold til muligheden for europæisk succes eller i den hjemlige liga. For nu at være helt kynisk omkring det, så fik vi kun i særdeles sporadiske glimt den Álvaro at se, der begejstrede Helsingborg-fans i hans tid i det svenske.

Det skyldes formentlig den korsbåndsskade, der afrundede hans tid i det skånske, hurtigheden og uforudsigeligheden forsvandt delvis med knæets bløddele. Læg dertil Álvaros problemer med at holde et konstant niveau, undertiden fra kamp til kamp. Dermed ikke være sagt, at han gjorde det dårligt her eller ikke havde niveau til Superligaen. Álvaros bundniveau var trods alt ret højt målt med danske alen. Det blev bare aldrig til det ekstra, man f.eks. kunne have håbet på i forhold til de kommende kampe mod Ajax. Om ikke andet så åbner Álvaros farvel for en mulighed for at finde en angriber, der ikke bare scorer mål, men også gør sine medspillere bedre og kan deltage mere aktivt i det opbyggende spil.

Men fraværet af en prøvet, driftsikker angriber - eller et stort talent, måske - ved siden af Allbäck og Berglund aktualiserer naturligvis ét af de store problemer ved FCK's europæiske ambitioner: Hvad og hvor meget skal der investeres i drømmene og kan drømmene indfries uden markante investeringer i truppen, der først betaler sig tilbage ved en kvalifikation, der ikke nødvendigvis følger automatisk af investeringerne?

Det er givet, at FCK køber en tredje angriber uanset hvad, men det er også givet at samtlige klubber, der har en angriber i truppen, der er i FCK's søgelys er udmærket klar over betydningen af dagens dato og forsøger at malke omstændighederne maksimalt. Efter min mening peger pilen i den grad på den unge brasilianer Ailton Almeida i svenske Örgryte. En hurtig, bevægelig, fysisk stærk angriber, der teknisk set ligger niveauet lige over den afgående brasilianer og har bevist at han kan begå sig på disse breddegrader. Prisskiltet ligger nok omkring de 15-20 millioner kroner, hvad der nu ikke virker direkte afskrækkende efter salget af Álvaro til cirka de samme penge.

Med mindre man i klubledelsen vælger at falde tilbage på mådeholds-doktrinen. Det afgørende spørgsmål er, om det er realistisk at FCK kvalificerer sig til enten Champions League eller UEFA-cuppens gruppespil? Svaret er klart nej, med eller uden indkøb af en angriber inden midnat. Det sekundære spørgsmål er så, om det er nødvendigt at købe en angriber med en smule duft af europæisk klasse for at spille med om det danske mesterskab? Lige så klart nej. Nu ved jeg ikke, om man direkte kan kalde det en "Catch 22" at det forventede afkast af en investering på 0 kroner og én i den tocifrede millionklasse kan sættes til cirka det samme. Det ligner snarere en anbefaling.

Så udfra en objektiv, økonomisk synsvinkel køber vi ikke en angriber til deadline-overpris her og nu "bare fordi" det ville være fedt for egoet. Men det er nu engang vilkårene for en FCK-fan, at det københavnske fodboldunivers og Flemming Østergaard fungerer på den måde. Jesper Grønkjær er købt og Linderoth bliver tilsyneladende mindst (efterårs)sæsonen ud. Måske skal vi bare acceptere, at det er nok tidlige julegaver for i år. Selv med Álvaros farvel, der selvfølgelig delvis balanceres med købet af Berglund, fremstår truppen noget stærkere end ved sidste sæsons afslutning. Set med de mere langsigtede briller er det nok den udvikling og ikke enkelte sidste øjebliks-indkøb, der med tiden kan udløse en europæisk succes.

Midt i euforien over at skulle spise en lille smule kirsebær med de store, så er de forudsigelige pip om et bebudet mord på Royal League-turneringen begyndt at cirkulere. Det kan ikke komme som nogen overraskelse for alle, der har fulgt turneringens fødselsveer, at profitorienterede tv-stationer ikke har lyst til at finansiere de nordiske klubbers problemer med den lange vinterpause. Set fra denne bartenders plads foran tv-skærmen, selv til flere af de københavnske hjemmekampe seneste vinter, er det umådeligt svært at se, hvordan produktet kan forbedres.

Klubberne har klart vist, at de ikke selv føler noget særligt ansvar for at holde turneringen flydende i sin nuværende form. Rent markedsøkonomisk har Royal League-initiativtagerne begået en klokkeklar analysefejl i sit forsøg på at afkorte den lange skandinaviske vinter: Det er muligt at klubberne efterspørger aktiviteter, de kan underholde spillerne med, mens midnatsolen skinner over Antarktis, men kunderne - fans og tilskuere - har ikke skreget på kampe på hvid bane med orange bold mod eksotiske hold som Kalmar, Lillestrøm og FC Midtjylland. Især i Sverige og Norge er vinteren tilegnet andre sportsgrene, der afvikles mere naturligt på den årstid.

Set med mere lokale danske og københavnske briller har turneringen to graverende fejl: Dels er den efter min mening godt i gang med at underminere interessen for The New Firm, opgørene mellem FCK og Brøndby, hvor det ikke længere er urealistisk at de to klubber tørner sammen mindst 7 gange på en sæson. Derudover fungerer Royal League simpelthen dårligt som træningsturnering fordi den hjemlige pokalturnering og Superliga-foråret kolliderer med knock out-fasen af Royal League. Reelt har turneringen kun sportslig værdi i februar og til midten af marts som afløsning for de træningskampe, der ellers falder i den periode.

I én eller anden forstand er det naturligvis trist, at de glade idioter, der troligt de sidste to år har afleveret en check på omkring 10 mio. kroner i den københavnske klubkasse pludselig gerne vil have noget for pengene. Hvorfor turneringen pludselig skulle "eksplodere" i år vil jeg lade være usagt. Det virker ganske enkelt urealistisk.

I den hjemlige andedam kan vi glæde os over Onsides nyskabelse (efter engelsk og norsk) forbillede ved navn "Totalfodbold", hvor der radiokommenteres og småsnakkes over de live-kampe, der afvikles klokken 15 søndag. Umiddelbart handler programmets koncept om at kapre lyttere fra "Sport på 3'eren" og set med de briller - eller hørt med de ører - fungerer programmet såmænd fint. Bortset fra reklamerne slipper man naturligvis især for irriterende livemusik og indslag om håndbold og andet sekundastof.

Det er naturligvis et problem, at John "Faxe" Jensen ikke taler et forståeligt dansk eller i øvrigt egner sig til at kommentere fodbold på noget plan. Jeg er såmænd ganske objektiv i forhold til hans Brødby-baggrund - Wieghorst løfter f.eks. opgaven med bravour, når han er i studiet og jeg er ikke direkte utilfreds med Schmeichels indsats omkring Champions League - jeg forstår bare ikke en hujende fis af, hvad Faxe siger. Det er pinligt, ikke mindst for manden selv.

Den redaktionelle beslutning om at hyre Faxe falder såmænd fint i tråd med dels Aabrinks tilstedeværelse i "Ren Fodboldsnak"-panelet, der dog virker som rendyrket spekulation i mandens brovtende alfahanfacon og det bizarre indslag om fusk i forbindelse med FCK's udekamp mod Lazio i sin tid, et indslag som smølle komplet dekonstruerer her. Af en eller anden grund skal dansk fodbold bare plages af tanken om "Den Skæve Vinkel", og al den stund Viasat løfter kerneopgaven med at rapportere sagligt og dækkende fra samtlige Superligakampe fint, så forekommer det mig ganske mærkværdigt, at alt det udenom banen langtfra altid behandles tilsvarende professionelt. "Kunne det ikke være sjovt at ansætte Faxe!" virker på mig som én af de ideer, der normalt ville kunne skydes ned på 5 minutter af en velfungerende redaktion.

I Superligaen er det snart sagt business as usual her i starten af sæsonen. Muligvis er det lidt tidligt, at "den tredje udfordrer" til Brøndby og FCK er fundet i år, men det skal jo gøres før Aab forudsigeligt falder væk igen, ligesom det vel heller ikke er overraskende, at OB lider under den kraftige åreladning efter sidste sæson. Polemikken i Viborg og Ove Christensens efterfølgende fyring er vel det eneste, der har overrasket en smule. Jeg har stor respekt for Viborgs gøren og ageren i Superligaen generelt, men her virker det som om, at kæden er røget af. Umiddelbart vurderet tager hele balladen sit udgangspunkt i at Ove, klubben eller begge parter ikke var interesseret i at forlænge Oves kontrakt, der udløb fra nytår.

Men jeg har ingen grund til at betvivle lurer-Oves beskrivelse af de kaotiske forhold i klubben op til sæsonstart. Uagtet hans kontraktforhold i øvrigt forstår jeg heller ikke, at Viborg tilsyneladende har valgt at planlægge sin fremtid uden om ham, ligesom det vel heller ikke er underligt, at han har en mening om den, så længe han rent faktisk er cheftræner i klubben. Vi taler trods alt om en træner, der på ret beskedne vilkår har præsteret dels at fastholde Viborg i Superligaen, dels at placere klubben mere markant i offentlighedens bevidsthed end f.eks. de meget økonomisk tungere konkurrenter i FC Midtjylland har magtet. Det burde, på trods af Oves givetvis kantede facon, give en smule mere kredit, end han i sidste ende blev målt på.

Alt efter temperament er det så det rigtige eller det forkerte tidspunkt vi møder Viborg på i forlængelsen af den ballade. Personligt er jeg så røvligeglad med den kamp, der som minimum bare ikke skal tabes og ikke må resultere i skader. Ilden er midlertidigt slukket i Superliga-piben og elefantstørrelse Europa-bongen er fundet frem. Der skal om ikke andet fodboldråryges Amsterdam stylee og måtte rusen så i øvrigt holde noget længere end til den 23. august.

Bopa

På jukeboxen spiller:

Beck: Loser

With the plastic eyeballs, spray-paint the vegetables
Dog food skulls with the beefcake pantyhose

Jeg regner med at Becks rablende tekst giver mening en sen nattetime i en Coffe Shop i Amsterdam om små 3 uger. Hvis ikke der, hvornår så?