"Fælledparken var i går omdannet til en folkefest, hvor alle med en kærlighed til FCK var inviteret. Lidt fra de to flyttemænd stod Bjørn Hansen og svajede med et hvidt FCK-flag. Den store tømrer med en nøgen dame tatoveret på armen var for blot tre uger siden fan af ærkerivalerne fra Brøndby. Men så blev han grebet af stemningen under kvalifikationskampen mod Ajax, hvor han erklærede, at han ville skifte tilhørsforhold, hvis FCK gik videre i Champions League. Og det gjorde københavnerne som bekendt. Og sådan gik det til, at Bjørn Hansen i går kunne fejre FCK’s stjernestund sammen med 40.000 andre fans."

Milde Moses! Jeg skal da lige love for at hele nationen lige nu står klar med tungen fremme til vores klub, med en klar hensigt om at anbringe den i og kærtegne enhver kropsåbning. Ovenstående, der er sakset fra torsdagens Politiken, er så måske noget af det mere ekstreme, for hvordan man for det første kan respektere sig selv efter at være hoppet fra rivalernes vogn til det vindende holds Europaomrejsende fly, men for det andet også være så sikker på respekt fra andre at man fortæller om det med navns nævnelse til en landsdækkende avis, det er simpelthen et sociologisk mysterium for en som mig.

Jeg modstod lige akkurat den ellers ufattelig indbydende fristelse det var den aften i Parken for otte år siden, da Brøndby snublede ind i Champions League med et nederlag mod useedede Kosice. Fristelsen til at være en del af Skovdahls skriggule hær var desværre ikke helt stor nok. Men ellers havde det vel bare lige at hoppe tilbage igen, ikke? Vorherrebevares. Bjørn, list du hjem til Egnen igen. Det der er totalt umuligt at tage seriøst.

Jeg husker godt de dage i 1998. Lørdag er det præcis otte år siden, at Brøndby slog Bayern på vores hjemmebane. Det var dem, der blev sat TV3-sendeflader af til at dække på kryds og tværs, det var deres europæiske eventyr som var hele Danmarks fælles projekt. Det var helt enkelt ikke til at holde ud – selv om det i det mindste tog toppen af euforien da de fik to røvfulde af Manchester United. Det var stadig kulminationen af en periode hvor de havde været overlegne, hvor vi havde været tæt på at rykke ned, og hvor de fyldte Parken mod glamourøse storklubber mens vi kun få gange kom op i femcifrede tilskuertal på de samme tribuner. Jo, jeg husker det.

Så jeg tror også jeg har en idé om hvordan det må være at holde med Brøndby nu. Eller andre af vores store rivaler, for den sags skyld. Som AaB, der ligger foran os i tabellen, og vandt ganske sikkert over os i Parken for nylig. Der har været så mange ”FCK æder alt”-overskrifter efterhånden i den senere tid, at det er let at glemme at vi ikke ligger højere end på en fjerdeplads, nr. fem-seks styk hvis vi ikke vinder over Farum på søndag, og det ville i så fald være første hjemmesejr i ligaen i fem måneder. Vores fire sejre er kommet mod de fire klart dårligste hold, hold som har vundet tre kampe tilsammen – mod hinanden – og tabt ialt 24.

For al snakken om andenvioliner og altædende løver, så er det i weekenderne, fodboldens hverdage, det afgøres om vi æder nogen som helst, og der har vi først og fremmest i vores spil kraftigt manglet stabilitet. Også mod Esbjerg senest, selv om det ikke er nogen skam at spille uafgjort mod dem. Efter første kamp mod Ajax hedder det en ligasejr ud af fire, og selv den sejr – som var stor og over Vejle – gav ikke løfter om at vi kunne æde nogen som helst som ikke allerede var godt tygget igennem, for nu at bruge den trættende gamle løvefloskel. Det kan godt være at vi har stadig større armbevægelser, men det er ikke os der er ubesejrede eller ligger nummer et.

Men det er os der får rosen, det kommer vi vist ikke udenom. Inden Champions League-mødet med Benfica, og inden jeg for resten af aftenen overlod baren til en fodboldligeglad vikar, der kunne servere for de stakler der ikke kunne få fat i de billetter Brøndby-Bjørn havde været kvik nok til at opsnappe, så vi Viasats optakt. De forpinte ansigter. De dybe suk. De krumme tæer, der fik folk til at gå mærkeligt når de skulle til baren. Helt sunde reaktioner på et program ledt af Lotte Thor-Jensen, der stod ved siden af den røde løber, og på sin smiskende facon, som en krydsning mellem Line Baun, Barbie og Bodil Cath, interviewede så fortvivlende folk som professionel kongelig hangaround Charlotte Sparre, undervisningsminister Bertel Haarder (inkarneret FCK-fan – ”i hvert fald i dag!”) og to absolutte snoge fra Billedbladet og Se og Hør, der gik og lurede på at kunne veksle et ord eller to med de fremmødte kändisser, specielt de kongelige.

Sukkene blev til højlydt jamren, da Lotte Thor leverede det formentlig mest sykofantiske ’spørgsmål’ der er leveret i et sportsprogram siden tv blev opfundet, til Flemming Østergaard: ”Du har de dejligste øjne at se på lige nu.” Og mens der i det mindste var en lille smule håb for menneskeheden hver gang der blev slået over til den søde og behageligt normale Heidi Frederikke blandt en masse andre normale, ikke-royale mennesker, var det lige hård nok kost, selv for os. Eller måske ikke mindst for os.

Så afsted til Parken, til den billige langside uden nogen rød løber, og uden kolde og alkoholholdige øl i barerne. Det havde været dagens chok fra morgenstunden – at UEFA nu var gået ind og havde krævet at al øl på stadion ved kampe i deres regi fremover skal være af den helt alkoholfri art, som dermed knap kan kaldes øl mere. Det var i forvejen svært nok ved den lette hængemuleøl, der i forvejen blev serveret til europæiske kampe, og det var derfor den beslutning mest af alt blev mødt med et skuldertræk af gæsterne her. Man har jo efterhånden vænnet sig til at øl er noget man drikker på forhånd, hvis man gerne vil have lidt der både læsker og løsner for nerver og stemmebånd inden aftenens forestilling. Hvilket der virkelig ikke er noget galt i, og ikke gør én til nogen alkoholiker med sanseløse behov.

Totalforbuddet virker som en fjollet gang formynderi, især da de eksisterende regler om letøl kun fik det ølbællende folk til permanent at se grå pisserender, i stedet for lyserøde elefanter. Men det er et tog som forlængst er kørt. At det skulle aflede overdreven fuldskab og optøjer virker dog ikke altsammen lige solidt begrundet. For det første ville jeg hellere bakse med folk der drikker fire øl under en kamp end nogle der drikker seks på en time lige inden de går ind. Og for det andet er mit bud, at seriøse optøjer mere er resultatet af minutiøs planlægning end af et par bajere for meget.

Men tilpas forstærket ankom vi til Øster Allé, og når man er vant til at komme til kampe hver anden uge eller oftere lægger man måske ikke mærke til at det er så anderledes fra gang til gang, men denne aften bemærkede jeg noget ganske særligt: Der var stille rundt om stadion der ved lidt-i-ottetiden i det stadig ganske lune tusmørke. Gaden var spærret af, der var ingen trafik, man kunne ikke høre musik eller sang inde fra Parken, og selv Central Park tordnede ikke tidens Voicehits ud. Det var en andægtig tavshed, der blev suppleret af en næsten følbar summen af forventning, forventningen om at nu skulle vi endelig til at være med på de bonede gulve, at deltage for alvor i Big Cup. At noget nyt og større var kommet. Jaja. Men sådan føltes det altså.

Også indenfor. Der var kommet nye bandeskilte til at overdække de eksisterende reklamer siden sidst jeg var derinde til en Champions League-kamp, da Barcelona mødte Brøndby. De gamle havde sorte stjerner på hvid baggrund, de nye er lyseblå og hvide og måske lidt pastel-firseragtige. Jeg foretrækker selv den mørkeblå tone i det flag, der måske kan tydes i midten mellem UEFA’s flag og det den rædsomme gule fairplayklud på det utydelige billede ovenfor. Men følelsen man får er den samme, af at være på et stadion som er opgraderet til første klasse.

Og det hele kulminerede, da den berømte hymne blev spillet, den som vi havde ventet på at høre til en af vores kampe i 14 år, den med de strygere og det heftige omkvæd der måske engang var Händels opfindelse, og som reelt altid har været et pseudoklassisk makværk med en tresproget vrøvletekst, men som nu utvetydigt betyder at man er ankommet i fodboldtoppen... eller det troede man da. Da børnene på banen lavede den fra tv så velkendte manøvre med at løfte op i den stjernebesatte bold i midten og løbe ud med den, stod det klart at man ikke havde hørt et sekund af hymnen, fordi der blev sunget på tribunen hele vejen igennem, og fordi hymnen som musikken inden kampen var blevet spillet på en usædvanlig lav lydstyrke.

For guds skyld, når vi møder Manchester United 1. november, så tag den volumenknap og skru så højt op som menneskeligt muligt! Men for at rette lidt op på det vil jeg lade dig klikke her ovenfor og justere dine egne højttalere, og så snakke lidt om selve kampen. Ikke at der er så meget at snakke om. Med den trup vi har, og med Allbäck i karantæne, havde vi bragt os selv i den ufikse situation at Berglund alene i front var den realistiske offensive plan. Ståle forsøgte at rette op på situationen ved at sætte Grønkjær ind som en hængende angriber i en ’fri rolle’, men for det første virker en placering væk fra fløjen som alt andet end frigørende for Grønkjær, og for det andet var han ikke klar, hvad han bagefter bekræftede for dem der måtte være i tvivl om at han to gange brød ned og tog sig til lysken, og til sidst måtte skiftes ud. Farvel til ham og hans efterår, formentlig. Det bliver dæleme dyrt.

Og så hed det offensive alternativ Atiba Hutchinson, og han gjorde hvad han kunne i den tid han fik i front anden halvleg. Faktisk hævede det Atibas spil kraftigt, da han blev flyttet fra en fejlplacering på venstre fløj til en fejlplacering i front. Men det hæmmede os præcis så meget som forventet at have Berglund fremme som eneste angriber, for han har aldrig kunnet fungere som opspilstation med ryggen til mål, og da slet ikke mod så overlegen modstand som den totalt imponerende Luisão, der havde styr på Berglund både i luften, hvilket var en selvfølge, og på jorden, hvilket også er naturligt når man kender Berglund som type.

Det er ingen kritik af Berglund, men han er ikke engang idealtypen til at spille mod et tæt og meget kompetent forsvar når han er placeret ved siden af en targetman der kan losses lange bolde op mod – hvad kan man så forvente, når han skal agere den targetman? Vi har simpelthen handicappet os selv, og resultatet af kampen var reelt det eneste logiske via vores offensive impotens og Benficas tydelige veltilfredshed ved at spille 0-0, og at kunne trille bolden rundt i det der virkede som flere minutter ad gangen nede hos sine bageste.

Samtidig giver de kun to indskiftninger, hvoraf den ene var af Razak Pimpong som Ståle ellers ikke har villet bruge som angriber, en vis mistanke om at den udtalte tillid til Martin Bernburg vist mest var en høflighed og et forsøg på at lægge lidt låg den manglende forstærkning i angrebet efter salget af Álvaro. Det er man vel knap en stor kyniker hvis man hævder. Kommer han ikke engang ind som reserve i en kamp hvor truppens eneste anden angriber er blevet pillet ud, er det vist ikke kun denne bartender der dybest set overhovedet ikke mener han kan begå sig på dette niveau, i hvert fald ikke nu, især når han som type faktisk ville passe meget bedre til formationen end kontraspilleren Berglund gør.

Det er nu en lille smule vemodigt; jeg havde ikke troet at vi efter alle disse mange år skulle debutere i Champions League i en 4-5-1-formation og spille på en masse lange bolde frem, med en totalt forudsigelig harmløshed som resultat. Bare på udebane er det trist nok med én mand fremme – på hjemmebane er det direkte deprimerende. Men når man så kendte forudsætningerne, var der jo ikke rigtig noget at gøre. Det er trupsammensætningen og trænerens taktik der skal kigges på, og slet ikke holdets indsats mod Benfica, for de gjorde fuldt ud alt hvad de kunne med de forhold de havde.

Tag f.eks. Brede Hangeland, stærkt kritiseret på det seneste, men onsdag efter min mening vores bedste spiller. Defensivt var han strålende, men han fik hernede efter kampen en del kritiske ord smidt efter sig om sine afleveringer fremad. Men lur mig om ikke han gjorde nøjagtigt hvad han havde fået besked på af træneren.

Og jeg tror Ståle vil hævde at de fleste gjorde hvad de fik besked på. Det var meget disciplineret, meget kompetent, specielt bagtil, hvis vi i øvrigt ser bort fra det eneste der for alvor var ved at tippe kampen til den ene side, nemlig Bergdølmos boldtab på midten som mundede ud i et Benficaskud på stolpen. Derfor kan jeg ikke være skuffet ud fra de forudsætninger der har været efter 1. september. Det var den dag, vores offensive muligheder eller mangel på samme blev fastlagt. Når så Benfica endda havde haft den kæmpechance, og når jeg på forhånd gik rundt med en voldsom frygt for at vi ville være langt ude hvor vi ikke kunne bunde, kan jeg i bund og grund ikke være skuffet over 0-0.

Jeg er jo heller ikke naiv, og ønsker ikke at vi går ud med hovedet under armen blot for at kunne sige at man har været offensiv – hvilket nogle synes at tro er det eneste alternativ til den Drilloagtige tilgang. Henk ten Cate fra Ajax har helt sikkert ret, når han siger at Start spiller flottere fodbold end os, men vi er i Champions League, han er i UEFA’en, og Start har tabt 2-5 hjemme. Jeg ved hvad jeg foretrækker af de tre muligheder.

At det så har været en dræber for det mere eller mindre neutrale publikum som så kampen på 3+ er en ganske anden sag. De har virkelig trukket en nitte i denne uge. Aftenen inden havde vi sat et ekstra fjernsyn op, så jeg kunne stå og se Barcelona bogstavelig talt bade en storsejr hjem mod Levski, og på den anden skærm kørte så Liverpools besøg hos PSV. Jeg fulgte ikke meget med i denne, men kunne høre fra de højlydte snork at der var helt præcise fysiske grunde til at folk ikke kom oftere til baren efter flere øl.

Det skal da også siges, at kampen så ud til at være uden geniale komiske indslag som det José Reina leverede i lørdags, da han krydrede en i forvejen helt hjælpeløs defensiv indsats fra Liverpools side med at forære Everton dette mål til 3-0, tilsyneladende efter at have forsøgt at kaste bolden i luften som en art guldstol. Liverpoolvennerne i baren var, skal det dog siges, for det meste gået hjem da det 3-0-mål blev scoret.

"After the excitement of Big Cup, the damp squib of Euro Vase. This morning, a motley assembly of Uefa's back-up suits congregated in a dingy room to pair 80 teams in a fraction of the time it took to organise 32 yesterday."

Og formentlig har København været endnu kedeligere at se på end PSV-Liverpool, men i det mindste var vi i tv. Torsdag aften blev derimod tilbragt med fjernsynet stille kørende på nogle ret uinteressante tyske kampe, mens den kamp fra forbundsrepublikken vi gerne ville have set, Frankfurt mod Brøndby, kørte i radioen. Et svedent grin brød frem hos de fleste i minutterne lige inden kickoff, da P3 dykkede ned i deres firserarkiv og fandt en af godbidderne frem, David Bowies ’Let’s Dance’. Tilsigtet eller ej var det en meget præcis reference til Brøndbys (første) store problem på denne aften.

Mens der nemlig fortsat blev kælet for København på 3+, nu med et program ved navn FCK – dagen derpå, var der ingen der havde vist sig interesseret at vise et eneste af de tre danske holds eskapader i UEFA Cuppen, og de to statslige tyske kanaler var heller ikke til nogen hjælp. Og Brøndbys problem blev for alvor sat i relief af en kort og præcis email fra Kanal 5, sendt til en fan som lagde den ud på SSO:

Hej Per

Vi køber ikke kampen. Vi har premiere på Kan du Danse på samme tidspunkt, så det duer ikke.

Jes Holm Andersen

Nej, det duer absolut ikke. Hvad der heller ikke duede var den nettransmission der blev stablet på benene på rettighedshavernes hjemmeside. Opmærksomheden fra Danmark fik åbenbart transmissionen til at bryde helt sammen, men den utilsigtede og ganske positive bivirkning ved dette var, at vi ca. fyrre minutter inde i kampen fik en besked om at nu kunne man bare gå gratis ind og kigge med på en forstærket streaming. Så det gjorde vi da.

Frem blev fundet et langt netkabel fra baglokalets opkobling, en gæst pillede sin bærbare pc frem og satte den på baren, og så kørte der livefodbold kvit og frit, i strålende kvalitet. Først et af de bedste pauseshows i mands minde, der helt enkelt bestod i at kameraet zoomede ind på folk i publikum – ham Brøndbyfyren i den ternede kasket der spillede luftguitar var min personlige favorit – og derefter en af de mest underholdende halvlege længe, hvor Brøndby gik From bad to Wurst.

Det må man give dem, efter at have hørt fans af de gule tale om hvor kedeligt vi spillede mod Benfica: Kedelige, det var der ingen der kunne beskylde Brøndby for at være mod Frankfurt i dén anden halvleg. Der var virkelig showmanship over dem. Men igen, som ovenfor med ten Cate, ville jeg nødig bytte: Kald mig fortaler for kedelig og destruktiv fodbold, men jeg foretrækker nu engang at spille uafgjort med årets Champions League-kvartfinalister frem for at tabe 4-0 til Tysklands pokalfinaletabere, der ligger mere end 100 pladser under Benfica på UEFA-rankingen. Og jeg foretrækker at slå et seedet hold 2-0 ude, frem for at tabe med fire til et useedet.

"F.C. København har købt så mange højprofilerede spillere, men hvad formål tjener det? Hvad gavner det dansk fodbolds fremtid? Hvor skal de danske landsholdsspillere komme fra om 5-10 år, hvis det er kursen? Hvis Brøndby gik samme vej som F.C. København, ville dansk fodbold være fucking miles away. Kun ved at udvikle vores egne spillere kan vi bevare styrken og interessen for ligaen".

Igen er det som man ser det, men på samme måde som det ikke slår mig som logisk hvordan d’herrer Peguero, Rector, Sigurdsson, Howard, Williams, Eckersley, Mrva og for den sags skyld Cramer er livsnødvendige for dansk fodbolds fremtid, så har jeg også lidt svært ved at lure hvordan Brøndbys bidrag til årets europæiske folklore bidrager så forbandet meget til dens nutid.

Med Per Bjerregaards ord fra tidligere på sommeren: ”Jeg kan heller ikke lade være med at tænke på, at hvis alle de andre danske hold havde skrabet ligeså mange Europa Cup-point sammen som os, så ville vi være trådt direkte ind i Champions League sidste år” – ja, jeg vil da mene at OB og selv Randers i år, i modsætning til visse andre, gør hvad de kan for at hjælpe ved at komme i deres puljespil, ligesom vi kom i vores. På trods at der kun var et hold af de fire der var seedet – Brøndby.

Jeg håber bare at René Meulensteen ser dette som en passende mulighed for at geare en anelse ned og måske undgå at fyre ævl som det han ovenfor sagde til Tipsbladet af i den nærmeste fremtid. Efter at have givet et særdeles positivt indtryk fra starten, som en positiv og venlig type til afløser for det sure løg, selvoptagne Michael Laudrup, er det godt nok gået stærkt med at blive lige så overfølsom for saglig kritik og lige så besat af hvad København går og roder med som sine kolleger, om det så er hans direktør, hans anfører eller hans målmand med sit ”Hader FuCK”-tørklæde. Trist, men måske uundgåeligt.

Og nu vi taler uundgåelige ting, så er der nogle ubehageligheder, som selvangivelsen, Melodi Grand Prix og dronningens nytårstale, der vender årligt tilbage og minder én om hvor i kalenderen man befinder sig. Endnu en af disse er begyndelsen på en ny omgang Royal League. Den skandinaviske træningsturnering, der trods flygtende sponsorer og publikum, og trods voldsom skepsis hos tv-stationer som ikke rigtig kan se charmen i at vise kampe fra tomme stadions i stuer med tomme sofaer, er klar med endnu en sæson. Endda under den glade parole, at her går det fint.

Jamen så er der jo ingen grund til bekymring. Især når Royal League bramfrit kan erklære, at de har en del af æren i vores kvalifikation til Champions League. Æres den som æres bør – selv om jeg er mindre sikker på at man vil tage æren for de nederlag de svenske og norske mestre, Royal League-deltagerne Djurgården og Vålerenga, kom ud for mod de centraleuropæiske giganter Ruzomberok og Mláda Boleslav, da de prøvede at komme i den tredie CL-kvalrunde som i det mindste giver adgang til UEFA Cuppen. Jeg ser dem heller ikke stille sig op for at tage kredit for Royal League-deltagerne Göteborgs nederlag både ude og hjemme mod Derry City, hvilket kan være en forglemmelse. Måske det ville være bedre at rose sig selv lidt for Sveriges eneste succeshistorie, Åtvidaberg, og deres sejr over Brann. Også selv om det ikke, af de to klubber, er Kent Karlssons Superettan-hold der kan skrive en Royal League-deltagelse på cv’et.

Men mere interessant end Royal Leagues lånte pyntefjer er planerne for strukturen i årets turnering. De ’kampe, hvor der står noget på spil’ skæres nemlig ned, så både kvartfinale og semifinale afgøres over én kamp i stedet for to, ude og hjemme. Og alle puljekampene afvikles ideelt inden jul. Resultatet af dette er, hvis man nu tager det ganske nærliggende eksempel med et hold som kommer i finalen, at der er seks kampe om efteråret, og tre om foråret, hvor der indtil nu har været tre om efteråret (eller vinteren, december, for de tos vedkommende) og otte om foråret.

Og nu svigter min hukommelse mig måske, men jeg husker ikke Royal League lanceret som en turnering der skulle skaffe det fodboldhungrende folk mere fodbold om efteråret. Det slår mig, at den måske vigtigste grund til turneringens eksistens var at man ville kunne skaffe kvalificerede træningskampe på et tidspunkt hvor ligaerne lå stille eller var ved at komme i gang, således at de implicerede hold ville kunne ramme jorden i løb når der stod rigtige point på spil. At der skulle spilles i december var nærmest en art trist logistisk nødvendighed.

Så hvorfor i djævelens navn skal der nu være dobbelt så mange kampe i efteråret, ialt 36, og en bagatel af syv til foråret? Hvorfor skal holdene have endnu flere kampe på et tidspunkt hvor disse er totalt ubrugelige til forberedende kamptræning og det er hvinende koldt i hele Norden, og kun tre, to, en eller ingen kampe i foråret afhængigt af hvor langt man kommer? Har der været nogen som helst mening med denne tåbelige turnering, så har det da været at samtlige hold har været garanteret mindst tre kampe i februar og marts. Nu er det i princippet kun finalisterne der overhovedet kan få de tre.

I det mindste må vi få lidt flere af de kampe flyttet til foråret. Vi har jo booket op med europæiske kampe efteråret ud, ligesom OB meget vel kan få brug for at spille UEFA Cup-pulje fire dage i efteråret. Viborg og Brøndby ser derimod begge ud til at få anderledes god plads i deres kalender.

En fyr der holder til i anderledes varme himmelstrøg end hvor en Royal League-puljekamp foregår, er præsidenten for CONCACAF, Jack Warner. Han holder til på Trinidad, og grunden til at jeg nævner denne ekstraordinært skrupelløse krejler – en fyr der udstiller de sjæleløse igler der prøver at tjene en skilling på at videresælge Københavns CL-billetter som de ynkelige tabere de er – er at FIFA endelig ser ud til at have mistet tålmodigheden med hans platteri, og nu vil foretage en reel undersøgelse af hans aktiviteter som billethaj.

Og i et sjældent anfald af god timing kunne jeg i mandags, et par dage inden historien kom frem, lægge en anmeldelse her i Spruthuset af bogen Foul! af Warners ærkefjende Andrew Jennings, som jeg læste denne sommer, og som netop har Warners gustne sortbørsforetagender og magtmisbrug som en central bestanddel. De to ses ovenfor. At FIFA rent faktisk tager sagen op er bemærkelsesværdigt, ikke mindst fordi Warner er den type der meget nemt kunne finde på at tale kraftigt over sig og prøve at tage alle mulige andre med sig i faldet. Han har en ret kort lunte. Det kan blive festligt.

Så modvillig respekt til FIFA herfra, og mere utvetydig respekt til UEFA for endelig konsekvent at bruge det navn om vores klub som burde være så langt mere almindeligt end den tarvelige forkortelse FCK: København, som er det faste udtryk i Champions League-sammenhæng, og selvfølgelig da også. Den der nærmest skam man sommetider finder over at vi er København, ligesom F.C. Barcelona er Barcelona og Liverpool F.C. er Liverpool, ikke FCK, FCB og LFC i daglig tale, den begriber jeg stadig ikke.

To navne er der ovenfor, der udelukkende består af forkortelser, og ingen af dem henviser til en forkortelse for en fodboldklub samt byen den kommer fra. PSV refererer til Philips, da klubben er dannet af elektronikfabrikken, og AEK refererer til Konstantinopel, da den klub er dannet af udvandrerere derfra efter nederlaget i krigen mod Tyrkiet. Og vi... vi er en fodboldklub fra København. Så er det klart at vi skal gemme os bag den ikke ret instinktive forkortelse FCK, ikke? Måske vi endda kan lokke nogen til at tro vi er Kaiserslautern?

Det gider UEFA ikke se på. Vi er København, og vi er i Big Cup. Og tak for det!

-smølle

Og på jukeboxen kører

Ugens sang

Margaret Berger: ’Samantha’

Midt i al den triste danske middelmådighed – hey, det kunne være værre, de kunne have spillet Poul Krebs der jamrede ”Mit hold er i første division”, hans ynkelige nye hymne om AGF’s deroute – var dette en herlig overraskelse i den meget lange radiotransmission fra UEFA’en torsdag aften. Med så pragtfuld en firsersynthlyd kan det være totalt ligemeget, at det er en norsk Popstars-deltager der har lavet den.

Ugens albums

Junior Boys: So This Is Goodbye
Jeg er stort set løbet for tør for superlativer at øse ud over dette smukke electropopalbum fra canadiske Jeremy Greenspans syntetiske duo. Så i stedet vil jeg dirigere jer ind på MySpace i stedet, og lade jer høre den rene, kolde og stadig afhængighedsdannende lyd på ’In the Morning’ og ’Like a Child’ – og anbefale jer at blive hængende for ’Birthday’ fra det første album, der allerede har været prist på disse kanter.

R.E.M.: Lifes Rich Pageant

Tyve år har dette album på bagen her i denne sommer, og blev fundet frem sammen med alle de andre af gruppens albums fra firserne, fordi der er kommet en ny opsamling som endelig med gruppens egen hjælp prøver at give et dækkende og gennemtænkt billede af den stadig overraskende oversete, men fuldstændig magiske og fænomenale periode inden ‘Losing My Religion’ blev et verdenshit. Fem albums (samt en samling af sære fraklip) nåede de at få lavet inden de udgav deres første album for et stort selskab, Warners, i 1988. Et om året fra 1983 til 1987, og rent ud sagt er de alle fem overdådige. Men dette, det fjerde, er min favorit, og nok mit foretrukne med R.E.M. overhovedet.

Det var samtidig den plade der så dem åbne sig mod publikum, lod Michael Stipe synge i en klar stemme (videoen jeg linker til skriver endda teksten på skærmen over de nervøse klip af industri filmet på hovedet) og med klarere holdninger end før, og lod bandet rocke ud på god, gammeldags vis – et af de sære fraklip er en brutal udgave af Aerosmiths ’Toys in the Attic’, hvis man skulle tro R.E.M. altid har været følsomme collegetyper der sang for piger. Højlydt og aggressivt men tænksomt og begavet – dette var R.E.M. da de nok var allerbedst.

 

mail