Det var en gang for en uge siden, en almindelig torsdag eftermiddag lige efter fyraften, hvor vi stod hernede og sludrede om at hvis bare vi kunne vinde vores to næste kampe, og Brøndby tabe deres to næste, så var det det. Så var der ikke mere at ønske på hjemligt plan i år. Så ville alt, og dermed menes at vi skulle klemme os videre til UEFA Cuppen, eller måske endda videre i Champions League, være en bonus. Mere end man kunne tillade sig at ønske sig med nogen menneskelig rimelighed.

Al den morskab Vestegnen havde givet os gennem de sidste par måneder, med deres bizarre indkøb, mystiske forfremmelse af en 32-årig kontoransat med de rette detaljer på dåbsattesten som største anbefaling, og absurde selvpåførte skader. Og så selvfølgelig med en stribe sejrsløse kampe, der sendte dem ned under midten af tabellen. Kunne vi give noget igen, monstro? Hvorpå en gæst foreslog, at vi jo kunne overveje at lade latteren runge i stedet for den rutinemæssige råben og piften, når de gulklædte spillere løb på banen. Som tænkt så gjort, og beskeden røg hurtigt videre. At den ligefrem inden kampen skulle havne hos Statsradiofonien er så lidt af en overraskelse – men hvad pokker, nyhederne rejser disse dage lige så hurtigt som de er fåtallige. Lidt skuffende dog, at bindestregen i ’lol-tifo’ udgik i pressens udgave.

Så der blev grint i søndags, ligesom der er blevet grint længe ad BIF’s bestræbelser i et efterår der har været ét tumpefald efter det næste for Danmarks forhenværende fodboldflagskib. Uden for banen har summen af kvajere været noget nær konstant, og da de først fik knækket deres status som ubesejret herhjemme, kom stimen også i gang på banen – i et endnu mere halsbrækkende tempo. Det er svært at tro, at det først var med kampen i runde 11, 1. oktober i Parken, at Brøndby holdt op med at være ubesejrede i en liga hvor de længe lå et enkelt point foran os i tabellen.

Derbysejren sendte København fire point foran Brøndby. Fem runder senere sendte næste derbysejr os 15 point foran dem – efter en periode hvor Brøndby havde én kamp mere end os. Det er så ikke hele historien om de to derbies. Den fortæller nemlig også om et Brøndbyhold der i første omgang gjorde ganske god modstand, selv om deres selvhævdende ævl om total overlegenhed inden Mark Howard tabte hovedet og blev smidt ud ikke ligefrem passer godt sammen med de mindst fem fine målchancer vi havde inden udvisningen.

Men i anden omgang var klasseforskellen så meget desto mere rystende. I en kamp som vi gik ind til med trætte ben fra onsdagens Champions League-choksejr mens Brøndby havde ugen fri for trættende europæiske distraktioner, og hvor man kunne frygte at vi ville undervurdere Brøndby på samme måde som Man United undervurderede os, var der helt enkelt ikke noget at gøre. Og det mod et Brøndbyhold der trods alt ikke var helt så amputeret af deres højt opreklamerede skadeshelvede som man gerne ville gøre det til. De fem bageste var idealopstillingen, og Thomas Rasmussen og Retov hører også begge til førsteholdet – ditto Ericsson, der startede på bænken. Lantz manglede, men det kunne han kun takke sig selv og ikke sin klublæge for denne gang, da han havde karantæne.

Problemet er blot, at selv i deres idealopstilling har BIF en række spillere som helt enkelt ikke er nær gode nok til at måle sig mod vores. Der er en afgrundsdyb forskel i kvalitet. At Rasmussen skulle spille angriber var ikke ligefrem ideelt, men det var ikke ham og de to godt kæmpende ungseniorer ved hans side, der var skyld i nederlaget, det var den sørgelige flok folk der lå bagved. Et sejlende forsvar med Per Nielsen i sit livs ringeste form, og en midtbane som gik fra det opgivende (Retov) til det fuldstændig uduelige og primitive (Schmidt) og hverken kunne støtte sit forsvar eller angreb ordentligt. Det blev lidt bedre da Ericsson kom ind, men da ti minutters sporadisk opblussen blev rundet af med to mål til København, let scoret mod et opløst forsvar, var der ikke mere kamp tilbage.

Henrik Kildentofts reducering satte kun en enkelt ting i relief: at det står sørgeligt til for et Brøndbyhold der fejrer et trøstmål så intenst. Så er der langt mellem succesoplevelserne. Fra Nedre C blev det mødt med overbærende klapsalver.

Jeg står hernede bag disken hver gang inden vi skal se Brøndby spille, og snakker om hvordan deres næste modstander er chanslöst, inspireret af Hans Backes bedømmelse af vores mesterskabschancer efter sejren over AB i 2004. Og lige siden Silkeborg fik uafgjort ude i Brøndby har den chanslöst-bedømmelse været lige så lidt oprigtig som Backes var. Men for pokker, hvorfor holde op nu, når det virker? Brøndby er blevet en kilde til evig underholdning. Vores overskrift som man kunne vågne op til torsdag morgen: ”København slår Manchester United”. Vores hidtidige konkurrenters: ”Rytter slår Eckersley”.

Imens er Brøndby i en saligt forvirret tilstand. Per Nielsen er åbenbart i ren fornægtelse, og erklærede inden seneste derby, da han blev spurgt om hvilke fem af vores spillere Brøndby kunne bruge: "De har tre meget vigtige spillere i Gravgaard, Linderoth og Allbäck. Uden dem syntes jeg ikke de er meget værd. Så har de også Jesper Grønkjær, som er en god spiller. De har vel fire spillere, som vi kunne bruge."

Efter kampen hed det såmænd: ”Nej, der var ikke den store forskel på os og FCK i dag. Den eneste forskel i aften var Marcus Allbäck. Han er den eneste, der er farlig for dem. Det er en spiller med international klasse, og det er ikke kun mod os, han gør en forskel. Han gør en forskel i hver eneste kamp for FCK. Resten af holdet er ikke bedre end vores.” Spøjst som en knusende overlegen sejr tilsyneladende har gjort vores spillere værre, og/eller Brøndbys trup stærkere i Per Nielsens optik.

Men hvis Egnens tilstand hensætter dens befolkning i et ønske om at hengive sig til Drømmeland er det naturligvis ikke sært. Endnu et forrygende eksempel leverede Brøndbys hofsnog på Tipsbladet, Niels Jørgen Larsen, da han opstillede det interessante tankeeksperiment: ”Hva' nu hvis Brøndby og FC København byttede skadesliste? Hvordan ville stillingen i SAS Ligaen så tage sig ud?” Formentlig interessant, hvis man har hang til kaosteori og kedsommelige managerspil, men selv i det tilfælde at man skulle kunne lære noget af den hypotese, skal man nok være en kende mindre forudindtaget i sine forudsætninger.

Tag f.eks. den som hedder: ”Martin Retov, ude fra sæsonstart til 9/9 - svarer til Hjalte Nørregaard.” Jojo, de svarer da lidt til hinanden, både da de begge spiller på den centrale midtbane, og da Hjalte, præcis som Retov, var til rådighed fra netop 9. september, hvor han gjorde comeback i Esbjerg! Det er skarpt observeret.

Så skarpt som ”Morten "Duncan" Rasmussen, ude fra 27/8 - svarer til Marcus Allbäck.” Nu ville det godt nok være en fornærmelse at sammenligne den århusianske badegæst med nogen af de to, men en anden mulig sammenligning havde da været Álvaro Santos, der rejste fra København en måned inden ’Duncan’ gik planken ud, og først bliver erstattet til nytår.

Eller som ”Adam Eckersley, ude fra 24/9 - svarer til Oscar Wendt.” Man kunne så også lidt mere logisk sammenligne med Bergdølmo, der ligesom Eckersley var førstevalg på venstre back – og som spillede sin seneste kamp 26. september i år. Man kunne selvfølgelig også bare lade være med at lave platte tankeeksperimenter, og erkende at det vigtigste ikke er at have et hold der helt slipper for skader og svækkelse ved spillersalg, men derimod at have en trup som med Per Nielsens ufrivilligt komiske og skidt valgte ord har ’kvalitet helt ud i hjørnerne’.

I det hele taget er der begyndende tegn i sol og måne på at Meulensteen måske ikke er helt den fodboldkapacitet han egentlig gav et solidt indtryk af at være. Også selv om han i egen optik måske er det; det var da interessant at høre om at han skulle ringe til Alex Ferguson og give tips om hvordan man skulle slå F.C. København. Han skulle da være velkommen, men hvad har han kunnet bidrage med efter tre måneder i dansk fodbold og et, tabt, derby? ”Hey Alex, du skulle nok prøve at undgå at få smidt en midterforsvarer ud efter en halv time. Det er ikke en god idé.” ”Ih, tak for tippet.”

Og mere interessant; har Alex Ferguson ringet tilbage i torsdags med sine egne tips, nu han pludselig havde mere erfaring end Meulensteen med at spille mod os? ”René, lad være med at stille uden fire-fem af dine bedste spillere, og lad især være med at bruge din bedste midterforsvarer hvis han er langt fra topformen. Og pas på ham Allbäck.” ”Well, Alex, here’s the thing...”

Meulensteen kan godt nok med vis ret påtale kvaliteten hos de rester der har været tilbage af mestertruppen fra 2005 efter at de gode spillere var blevet solgt fra – Skoubo, Zaza, Kahlenberg, Agger, Elmander, og lad os bare erkende at selv Kamper og Dan Anton ville være væsentlige forstærkninger derude i dag. Men hans og hans sportschefs egne indkøb har været, for at bruge Meulensteens eget og nu berømte udtryk, fucking miles away.

En ting er den ejendommelige skikkelse de har rendende i front, Hannes Sigurdsson, manden hvis hjemlige ord for fodbold, knattspyrna, er så uskønt som hans udøvelse af spillet, og hvis målscore (ét mål i 29 kampe) for Stoke var så utrolig dårlig, at den sandhedsmæssigt afslappede redaktør på brondby.com ikke nænnede at medregne indskiftninger – og stadig ikke rigtig kunne få det til at se imponerende ud. En anden ting er Peguero, der i det mindste viste glimt af talent inden han blev skadet, men som blev købt ubeset efter kig på tilsendt dvd-materiale.

Den største gåde er dog Giovanni Rector, der ene mand får mig til at glemme al den skepsis jeg måtte have langet over disken over at det ikke lykkedes os at finde en øjeblikkelig erstatning for Álvaro fra han blev solgt i juli til vinduet lukkede. Ordene fra vores ledelse om at man ikke skal købe en spiller bare for at købe er sandere end nogensinde. Mand hvor der står Panik før lukketid! stemplet hen over sydafrikaneren, der på det seneste ikke kan komme med i selv den opgivende trup der nu er noteret for fire nederlag på stribe.

Meulensteen skulle have kendt ham ’via sine kontakter’, der tilsyneladende har haft mindre end optimalt check på ham, eftersom han blev præsenteret sådan her: ”Giovanni tilfører os kreativitet og udforsigelighed i angrebet, han har vist at han har et godt blik for spillet, og at han er direkte. Vi har masser af kreativitet på holdet, og vi er gode til at bygge spillet op, men vi skal også kunne score målene. Og det kommer Gio til at gøre for os sammen med Hannes Sigurdsson. De to vil supplere hinanden utrolig godt i angrebet, og jeg er sikker på at de vil score mange mål.”

Nu har han så pludselig aldrig været angriber, men derimod midtbanespiller. Altid. Hvilket så formentlig er nyt, både for ham selv, hans belgiske klub, og, skulle man tro, for det trænerteam der så ham an som angriber i en prøvekamp engang og kunne lide hvad de så. Men et fejlkøb? Det er han selvfølgelig ikke. Og pivringe er han formentlig heller ikke – selv om det ærlig talt er en mere nærliggende forklaring på hans manglende brugbarhed end forvirring omkring hans position på banen.

Og så undrer Per Bjerregaard sig i interview efter hændervridende interview over at hans søn udsættes for skepsis, og at hans egen ansættelse af samme søn kaldes nepotisme. Det er mildt sagt ikke den nye sportslige ledelses succesrate, hverken hvad angår resultater, formidling, kvalitet i nyindkøbene eller fast spillesystem og -filosofi, der skulle kunne fritage dem for den kritik. For dælen, at købe Hannes Sigurdsson og Giovanni Rector når man netop har udtalt: ”Vi vil ikke købe spillere der kun er marginalt bedre end en ung spiller, der stormer frem”, så giver det kun mening hvis man dermed mener at de to rent faktisk er værre end de egne produkter man har på bedding. Det er nemlig ikke utænkeligt at de er det. Men mere fair ville det være at erkende at både klubbens aktuelle nyindkøb og egne talenter er en klasse under nyligt indkøbte spillere som Elmander og Jakobsson og egne produkter som Agger og Kahlenberg.

Der jeg vil hen er at når Anders Bjerregaard kan sige inden denne sæson: ”Målsætningen er at vinde titler. Det primære er SAS Ligaen, som vi prioriterer højest. Her skal vi have guld, og det, mener jeg sagtens, vi kan med den trup, vi har. Og endnu har jeg ikke set noget, der har givet anledning til at revidere den opfattelse. Sådan er det i Brøndby, og sådan vil det blive ved med at være. I UEFA Cup'en skal vi i gruppespillet. Der var vi også sidste år, og kommer vi der igen, må vi sætte os nye mål. I år kunne det være sjovt at komme videre fra gruppespillet. Og så er der pokalen, som vi også gerne vil vinde” – så er jeg dybt lykkelig, for hvis han virkelig kunne mene det er virkelighedsflugten i Brøndby IF endnu mere flyvsk end man havde kunnet håbe på.

Lad dem endelig svæve i en permanent tro om at denne gang var der forbedring at spore, nu viste de lidt vilje, nu kørte spillet bedre end længe – den melodi har kørt siden de spillede 2-2 mod et Frankfurthold som skulle slippe fem mål ind for ikke at gå videre, og der er ikke vundet flere kampe af den grund.

Den glade gule ballon ramte dog jorden med endnu et grimt bump onsdag aften, da OB slog dem ud af den eneste turnering som lignede en relevant vej til europæisk fodbold. Så superligaen skal nu være stedet, hvor Brøndby skal tanke selvtillid til de krævende og spændende opgaver i Royal League. Ah ja, Royal League – jeg husker også dengang nogen mente at en finalesejr i den kvalificerede træningsturnering kunne rette op på en mislykket sæson med europæiske og hjemlige ydmygelser. Det er endda ikke mere end halvandet år siden – og det kan den ikke. Rette op, altså. Men det bliver da spændende at se om de som dengang påpegede hvor hul vores sejr var, vil være af en anden opfattelse når Royal League-titlen er alt deres egen klub har at spille for. Brøndby skal i alle fald være velkomne til den.

Selv gik vi snildt videre i pokalen, selv efter 20 minutters fravær i kampens begyndelse. Og den begyndende skepsis over for Ståle Solbakkens taktik, som jeg nok må erkende at jeg begyndte at nære efter den besynderlige Celtickamp, mærkes godt nok yderst sjældent nu. Ærlig talt virker det som om at vores største problem lige nu er at finde plads til Grønkjær i startopstillingen efter at han igen er blevet frisk. Der er stadig lidt for mange lange punts frem til at det bliver rigtig smukt, men når holdet har ti sejre i de sidste 13 kampe, og disse bl.a. er mod Manchester United og Brøndby to gange, og når taktikken med alle mand bag bolden skiftes ud til at vi tør spille fodbold mod United, og både vover og vinder, så fortjener Ståle snarere Byens nøgle end Ræbets brok.

Ikke at jeg fortryder nogen hårde ord om Celtickampen, men det dæmrede i nogen grad da Jesper Christiansen kaldte de første kampe for ’lærepenge’. For gu’ er det lærepenge, og ikke særlig dyre heller: puljen er vidt åben nu, og vi kan efter mine bedste regneevner selv afgøre om vi vil videre i Champions League. Og når vi så samtidig er trukket fri i toppen af ligaen med en kamp til gode, og videre i pokalen, så er der intet jeg skal have klinket. For pokker, det her er drømmen: endelig er vi i den særklasse herhjemme vi har håbet på så længe, og imens falder Brøndby ned i dyb udsigtsløs middelmådighed. Så skulle man være et skarn om man beklagede sig.

Én ting man til gengæld sagtens kan beklage sig over er pokalturneringens stadige falmen. Det er ikke for at hakke på de mange der stod over et besøg i den dejligt lune Park på en ellers usædvanlig klam og regnfuld onsdag aften, for man kan da sagtens få kampe nok når de kommer i en uendelig strøm. Men med mediedækning som den aktuelle bliver pokalen for alvor forsøgt kvalt. TV3, der har rettighederne, sender en enkelt livekamp, OB-Brøndby, og det er det de har ret til. Det er også fint, selv om f.eks. AGF-Randers også havde været en oplagt tv-kamp. Men hvad forhindrer dem i at lave en Onside med højdepunkter fra de andre kampe, som forbliver hemmelige?

I stedet fik vi klip fra TV2 og DR i deres sportsnyheder, og hvordan de to kanaler mente de kunne være reportagerne fra Parken bekendt forstår jeg ikke. Med et kamera placeret i række 2’s højde, og med linsen zoomet helt ind på bolden, så man noget der formentlig var kampens mål, og stort set intet andet. Det var chokerende amatøragtigt, og så ringe billeder burde ret beset være kasseret i stedet for sendt. Men dybest set skal vi bare prise os lykkelige for at der overhovedet sendtes klip fra kampen. DR havde kun billederne fra OB-BIF derudover, mens TV2 (der i øvrigt dukkede op som bandesponsorer i Parken onsdag aften, hvilket virkelig kan deprimere mig at skulle se på fremover; den kanal har gjort så meget for at angribe F.C. København og dansk fodbold gennem årene) også havde klip fra AGF-Randers, hvor de tre mål blev sendt henholdsvis fra tribunen, nede fra sidelinien, og til sidst nede fra hjørneflaget.

Er det ikke snart nogen der kan hive pokalen ud af amatørernes hænder og gøre noget ved den? Det kunne være så spændende en turnering, og at lade topholdene komme ind en runde før er glimrende. Flere kampe som Thisted-København, tak! Men hvor disse brag, hvor de store hold kommer til provinsen og får det svært, ses som et kæmpegode i England og Tyskland, forbliver det noget man herhjemme oftest skal se i dogmeagtige reportager på de regionale nyheder, og som man kun finder avisdækningen af med en stærk lup – indtil finalen, hvor alle er opmærksomme. Imens får pseudoturneringer som Viasat Cup fuld dækning. Ubegribeligt. Det er ikke, fordi vi er for lille et land, at vi ikke kan præstere en spændende pokalturnering; det er både Spanien og Italien glimrende eksempler på.

At det så i øvrigt var en tilbagelænet affære i Parken onsdag aften for de få tilstedeværende, er ikke så sært. Naturligvis virkede det som en eftertanke oven på ti dage, tre kampe, tre sejre og 100.000 tilskuere. Stadion selv virkede endda som om tankerne var andetsteds; med taget over, de begyndende opsætninger til George Michaels koncert i fuld gang, og Esbjergs fans placeret langt oppe i hjørnet på A-tribunen.

Reaktionerne oven på Brøndbykampen var så anderledes heftige, og hernede gik snakken om det banner der røg op på B-tribunen i løbet af kampen. Og da folk her er begavede mennesker var der sådan set ingen som var i tvivl om at det var barnagtig namecalling ned mod stadions anden ende, og ikke skulle læses som et racistisk angreb på en befolkningsgruppe. Hvad der til gengæld var svært for stort set alle at forstå var hvorfor det var så svært at tænke sig om og kigge isoleret, både før og efter at det elendige banner røg op og ned igen, på hvad der rent faktisk stod på det.

At det så et par dage senere kom i pressen var ekstra belastende, men hvad fanden kan man ellers vente når det har været for meget forlangt at bruge begavelsen lidt – hvor mange ud over fraktionerne selv og dem som følger med på allernærmeste hold aner at der er en historie bag en etnisk sviner der for de fleste af 35.000 tilskuere, kampens tv-seere samt landets avislæsere uden nærmere forklaring fremstår som et rendyrket racistisk statement? Da historien blev oprullet i morgenpressen var det jo uden en forklaring om at baggrunden nu engang er at udtrykket ’sigøjnere’ bliver brugt af nogle få af Københavns fans om Brøndbys, og at de førstnævnte havde fået hugget noget bannerværk af nogle Biffere som del af en infantil batalje der allerede kom til udtryk ved første møde for godt en måned siden. Det er hvad forfatterne og modtagerne straks ser – resten af landet ser et klokkerent stødende citat.

Og en ting er så at det får lov at stå uforklaret, kun en måned efter at en sinke havde sat ”FCK FANS MOD MUSLIMER”-klistermærker op på Parken – hvilken eminent timing, og tusind tak til de som regel ret pr-bevidste folk bag målet for at den kobling skulle gøres mulig – en anden ting er at skarens forfængelighed åbenbart gør det totalt umuligt ikke bare at stå frem offentligt med en undskyldning eller en forklaring, men også i det hele taget bare at forholde sig til selvkritisk på noget som helst tidspunkt. Hvis bare én fra Urban Crew havde sagt eller skrevet bagefter ”Der gik vi nok for vidt, og det banners indhold var ikke i orden”, så havde det til en vis grad været til at respektere.

Men står man alle som én fast på at ”Sigøjnere stjæler med arme og ben” er et acceptabelt standpunkt, og vil man i sin grænsesøgning ikke engang erkende at dette foregår offentligt og derfor er værre og mere skadeligt for klub og medfans end bare internt kævl på SFO-niveau med nogle Brøndbytåber, hvordan i alverden skulle man så kunne gøre sig fortjent til den respekt man hele tiden giver udtryk for at man ønsker? At der så i øvrigt skulle gå noget der virkede som flere minutter inden banneret blev fjernet, er endnu mere bizart. Var det så svært for kontrollørkorpset at se, at det var helt uacceptabelt?

Det er frustrerende atter at skulle have klubben gennem den vridemaskine, men det er stadig til at håbe at det i det mindste hjælper til at få nok fokus på de sinker som tilsyneladende råber abelyde efter Atiba Hutchinson til at de kan hældes ud for evig tid. Der måtte superkameraet meget gerne rettes ned næste gang. Og kunne pressen så i øvrigt venligst med samme nidkærhed fokusere på fangrupper som længe og konsekvent har anvendt abelyde som racistisk chikane, så ville vi være så meget desto rigere, for det er trods alt en langt værre svøbe end et nok så ubegavet banner.

Det var så ikke dagens eneste bannerkontrovers, men det hysteri der bredte sig omkring engangsforbuddet for Brøndby mod at have tifoer og bannere med er umuligt at tage alvorligt. Kom dog over jer selv. Der gives et forbud mod at gennemføre en tifo og have flag med. Så er det for en gangs skyld med på listen over tyve andre ting man heller ikke må medbringe. At gennemføre en tifo er, i modsætning til hvad Det’ bare fodbolds kerneseere formentlig tror, ikke en menneskerettighed, og når så man kan læse folk påstå at det er apartheid og nazimetoder, og se sammenligninger mellem flagløse fans i søndags og holocaustofre, så er det til at brække sig over. ”De behandler os som dyr” – ja, det er måske rigtigt nok. Vi lader heller ikke vores gamle køter hernede gå og sætte flag op. Vi sælger den ikke engang øl. Men den klarer sig nu nok alligevel.

Vi andre sætter dog lige et lille flag op i aften med Pescatores sølvgrønne løve, som symbol på at Spruthuset igen fejrer fødselsdag. Seks år, mand. Seks! Det er det antal år det tog USA at få nok af George W. Bush – forhåbentlig har vi stadig lidt tid at løbe på inden du bliver lige så træt af os. Men seks år, mand. Da vi første gang gik i luften for seks år siden var det også oven på en pokalrunde, hvor vi havde tabt – til Brøndby. Og hvor Saxo kom ind på det idiotiske i ordene "Når man sidder dernede et sted og vælger de hold, der kunne være interessante i en ny liga, kigger man åbenbart efter nogle meget specielle kriterier. Jeg mener: FCK har jo ikke vundet noget som helst i mange år." Sagt af Peter Packness, direktør for Lyngby, og allerede dengang ikke ligefrem velgennemtænkt. Nu er vi i Champions League, og Lyngby har været nede og skrabe i Danmarksserien. Tiderne de skifter, baby!

-smølle

Og på jukeboxen kører:

Ugens sang:

New Order: ’Regret’

New Orders The Singles-opsamling er, når man lige skipper de to helt mislykkede numre ud af 31, ren nydelse. Men sjældent mere end på denne vidunderlige sang fra 1993. Bittersød popperfektion. Jeg elsker New Order. Som sagt før.

Ugens album:

The Holloways: So This Is Great Britain?
Nu Libertines har delt sig over i to og må indse at de var mere end summen af deres dele, og nu Razorlight har brændt sig selv ud på turné i USA, er det da lykkeligt at en ny flok lurvede slumromantikere fra London er friske på at holde flammen højt. Mand hvor jeg glæder mig til de kommer og spiller her i byen, gerne på Loppen en lørdag aften, men indtil da har vi deres umanérligt charmerende debut at lytte til. Der er smagsprøver på den på MySpace.

 

mail