Kom ind, kom ind. Her er lys, varme og garanteret intet prematurt julehysteri. Selvom efteråret og forvinteren if. vejrfetichisterne åbenbart slår alle varmerekorder, så er det altså narvsværtemørkt, fra vi står op til vi kommer hjem fra det hverdagsjob, der optager al dagslyset. Og det bliver værre endnu, mere end en måneds mørke værre. Sort og trist og tilmed døgnregn lige nu og stormende nordvestengus, som så nok bliver til sne og frost om ikke så helvedes længe. Man skulle være bjørn, gå i hi nu og stille vækkeuret til kvart i april. Men det er vi ikke, så som bedst kan jeg tilbyde at hjælpe dig - og mig selv - med at drikke os en lille bjørn på.

Så kan man da skubbe efterårsdepressionen fra sig så længe. Depression? Jeg ved godt, at min jammer vil tangere det som Melvin Udall i Jack Nicholsons sublime skikkelse i filmen "As Good as It Gets" (1997) betegnede "a disgrace to depression", men so be it. November er med afstand den lorteste måned i året. Lang, sort og ofte pivende kold. Kan ske december er længere, endnu mørkere og koldere, men her har man vænnet sig til tristessen, ligesom dén måned med julefrokoster, højtidsaktiviteter og usundt stressniveau bare går stærkere. Og januar er på den anden side af solhverv, hvor vi også bogstaveligt talt går lysere tider i møde.

Næ, det er nu, november, der trækker søm ud og aktiverer den første gang snottud. Og for at gøre ondt værre, så er julehelvedet allerede indledt. Selv min lokale Irma har øverst på alle deres tilbudsskilte ude på Gammel Kongevej tilføjet "Endelig Jul"! Endelig? Kun mit vennesæle og porøse sind har indtil nu forhindret mig i slæbe skiltene ind i butikken, antænde dem og galpe: ER I DA BLEVET SPLITTERRAVENDE SINDSSYGE, VI ER MIDT I NOVEMBER!

Nå, men siden årstiden kalder på øgede indendørsaktiviteter, så burde der jo blive mere tid til de behageligere af slagsen, f.eks. sex, som den - naturligvis - kvindelige hjerneforsker Louann Brizendine hævder, er alt vi mænd tænker på 24/7. Not true! Der er jo også fodbold. På den anden side køber jeg dog heller ikke et gængs postulat blandt fodboldfreaks - sikkert inspireret af Bill "Football isn't a matter of life or death, it's much more important than that" Shankly - at fodbold er bedre end sex. Jeg vil til nød sige "højst en gang imellem", men det ene skulle vel for helvede ikke udelukke det andet!

En anden trøst her i november er jo netop fodbolden, højintensivt eksponeret på TV med de store ligaer og CL, og så helt tæt med København-kampe. Også i CL. Dermed ryger vi lukt over i kombo'en sexet fodbold. Eller Sexy Football som der nu også er skrevet en bog om, og som Ruud Gullit i sin tid introducerede som begreb for fodboldhold, who played the game in a smooth, elegant and effortless style: teams comprised of artists who could evoke the highest spiritual consciousness through exceptional technique and intimacy with the ball.

Oprindeligt med reference til Portugals landshold i midthalvfemserne og i nyere tid Frank Rijkaards FC Barcelona. Fejlagtigt også påduttet Gullit som den stil, han ønskede og krævede at se sine hold praktisere. Som Chelsea-mand husker jeg, da Gullit tog over som spillende manager i klubben i august '96, et års tid efter Glenn Hoddle havde købt ham. Og det var sgu ikke specielt sexet, bortset fra geniet Gianfranco Zolas ekvilibristerier og konstant skadede Viallis sporadiske lykkestunder på et mandskab, der ellers mestendels bestod af gedigne fodboldhåndværkere plus den lysende Dan Petrescu (og senere ditto Gustavo Poyet og Tore André Flo) samt aftægtsspillere som Frank Leboeuf og Roberto di Matteo. Gullit ville da gerne opnå resultater via elegant fodbold, men stadig med den pragmatiske tilgang til det hele, resultaterne frem for alt! Hans hollandske "skoling" var jo også i effektive Feyenoord, ikke skønhedsidealiserende Ajax.

Det er i det hele taget ikke så satans ofte, at det smukke - sexede - spil og resultaterne er gået hånd i hånd. I kronologisk rækkefølge husker jeg Brasilien anno 1970, Holland '74+'78 (uden dog at nå helt til tops), Ajax Amsterdam i start-70'erne, Milan '87-'91 under Arrigo Sacchi (hollænder-æraen med Gullit/Van Basten/Rijkaard), Napoli på nogenlunde samme tid (med Maradona/Alemão/Careca), Barcelona Dream Team I under Cruyff (med f.eks. Laudrup/Romario/Stoichkov osv.), Real Madrids Galactico Dream Team (da folk som Roberto Carlos og Raúl var på toppen) frem til de seneste sæsoners Barça Dream Team II og Wengers Arsenal (til tider, når pasningsmønstrene er gået op i den højere forkromede enhed).

Omvendt har de samme nationer og hold oplevet perioder, hvor intentioner om og forsøg på Joga Bonita just ikke har kunnet fylde pokalskabene. Ligesom det var tilfældet med min barndomsklub KB, hvor det smukke pasningsstil og teknisk betonede fodbold var idealet op gennem 70'erne (og før da, som min gamle fader altid prædikede), personificeret ved f.eks. Niels Sørensen, Karl Aage Skouborg, Torsten Andersen, Ole Højgaard, Palle Hansen, Finn Laudrup, spillere som absolut næsten aldrig fik græs på spillertøjet. Heller ikke forsvarerne. Til gengæld gav landets flotteste spil ingen mesterskaber fra 1975 til 1979, men derimod i 1980 hvor pragmatikken og arbejdshandskerne havde taget over sammen med træner John Kramer.

Og det falder jo så meget godt i tråd med Københavns spil, efter KB blev til FC. Det sprudlende fodboldspil er vi sjældent blevet begunstiget med. Det mest fodboldsexede har været i genren for solopræstationer som tvillingernes indbyrdes magi og Zumas tryllerier, selvfølgelig kronet af orgastiske forløsninger à la DM-afgørende mål i 1993 hhv. 2001. Og det er jo nok lige i den slags ubeskrivelige klimaksøjeblikke, at fodbold for en stund er i hvert fald på højde med sex. Scoringerne der sender os i ekstase eller Glädjefnatt, som det beskrives hinsidan omkring den seneste Københavnske mål-udløsning. Segervrålet fick Parken att explodera och knallen hördes över hela Europa.

Og så blev det tid til en smøg - jovist, du må stadig ryge her i Bulen - og så måske en kold snebajer til at skylle efter med? De er jo købt ind, nu skal de sgu også drikkes! Og hvorfor så al den snak om fodboldsex, når nu det ikke handler om de engang så berømte The Matildas eller gamle gris Blatters idé om kvindefodbold i hot pants. For kvindefodbold er generelt ikke specielt sexet, og kvinders indtog i herrefodbold som dommere og liniedommere synes heller ikke at have givet Luton Town manager Mike Newell trang til at blande fodbold og sex sammen. Til gengæld har bemærkninger som "It is bad enough with the incapable referees and linesmen we have but if you start bringing in women, you have big problems." og "She shouldn't be here. I know that sounds sexist but I am sexist. This is not park football, so what are women doing here?" skaffet ham en sag på halsen hos både fodboldforbundet og Women's Lib.

Helt så slemt går det næppe Troels Bech ovenpå endnu en af hans - stadigt flere - gyldne kommentarer: Vi lever jo i et østrogenhelvede, hvor vi nærmest skal kysse og kramme hinanden. Det er jo lige før, at fodboldspillere skal til at have barselsorlov. Fodbold er en mandfolkesport, og han spiller som et mandfolk. Sagt ovenpå Esbjergs 2-3 nederlag i Randers efter et hattrick af Baye Djiby Fall, der gennem det meste af sæsonen er blevet kritiseret voldsomt af modspillere og kommentatorer for (for) voldsomt spil.

Bechs betragtninger om blødsødenheden i dansk fodbold kan Tobias Linderoth - nykåret Årets Spiller i SAS Ligaen og Årets Mittfältare i svensk fodbold - sikkert skrive under på. Jeg nævnte det allerede på min sidste vagt, men alligevel. Tobbe har hentet 8 gule kort i denne sæson. 7 i superligaen og 1 i pokalturneringen, svarende til et kort i mere end hver anden spillede hjemlige kamp. Derimod har han - endnu - ikke fået et eneste kort i otte europæiske kampe (4 CL-kval og 4 i hovedturneringen). Jeg vælger påstanden, at det siger mere om danske dommeres fornemmelse for det tilladelige - både hvad angår verbalt og fysisk "hårdt spil" - end det siger om Tobias. Bakket lidt op af, at København kun har fået 2 advarsler i fire CL-kampe - ½ pr kamp (lavest af alle hold i CL, et mindre end Bordeaux' 3 gule) - mod 28 i den hjemlige turnerings 16 suppe- og 2 pokalkampe (de 24 suppekort er endda tredielavest). Man kunne så godt forestille sig, at vi er nødt til at risikere lidt flere gule kort tirsdag på Estádio da Luz, hvis vi skal holde Benficas letbenede teknikere og deres antageligt hurtigt flydende kombinationer fra de store chancer.

Til gengæld kan man sige, at vi er trådt ind i slags bonusrunde her omkring de to resterende kampe i Champions League. Ligesom min gode kollega -smølle i sidste uge er jeg nu også begyndt at  bløde lidt op omkring vores umiddelbart kujonagtige tilgang til de første to kampe i CL. Der var lærepenge at betale, vi mistede vores med afstand stærkeste offensive skaber- og gennembrudskraft, Grønkjær, blot 43 minutter inde i Champions League, og vi er oppe mod gennemrutinerede kræfter på internationalt klubniveau. Så med iagttagen af det muliges kunst var det nok klogest at satse på organisationen, også i betragtning af at sæson et i det ypperste europæiske fodboldselskab handler om "rating".

Vi kunne måle os resultatmæssigt mod Benfica og spillemæssigt med Celtic, vi blev ikke ydmyget på Old Trafford, og så kom sejren. Allerede i første sæson. I fjerde kamp. AEK Athen deltager i CL for fjerde gang, men sejren over Lille samme aften, som vi slog Manchester United, var altså grækernes første CL-sejr. I 23. forsøg! Og angriberen med det ikke angriberklingende navn Liberopoulos kunne skrives ind i rækken af græske helte. Som Mackan blev nordisk helt i Parken. Og Københavns første målscorer og første Man of the Match i CL. I en sæson hvor Allbäck i øvrigt også scorede VM-historiens mål nr. 2000 og just er kåret som 2006's bedste svenske angriber. Marcus bliver også bedste bud på manden, der skal score det/de mål mod Benfica i Lissabon og Celtic i København, som skal bringe os videre til minimum UEFA Cup spil. Og nu med mulighed for at blive iscenesat af Jesper Grønkjær, der er på vej tilbage. Endnu en bonus, der måske også kan besvare det allerede hyppigt stillede Københavnske CL-spørgsmål: Hvor skal chancerne komme fra?

Nu er vi i øvrigt ikke helt så håbløse. Vi har faktisk haft flere afslutninger end Celtic i gruppen. Og blandt samtlige 32 CL-hold er der trods alt fem, der har haft færre afslutninger end os. Det er primært omkring effektiviteten med en udnyttelsesgrad på sølle 2,6%, at vi er helt i bund, kun undergået af Bordeaux. Naturligt nok, eftersom girondinerne endnu ikke har scoret et eneste mål i denne CL-kampagne. Faktisk er vi jo nu et level videre end bare at spille med. Så langt at vi lige nu befinder os på en 21. plads i en samlet tabel over de 32 mandskaber. Så langt at vi har en reel mulighed for en anden- eller tredieplads 2/3 gennem gruppespillet. Alt herefter er ren bonus. Helt ærligt mand, Champions League fodbold er sgu ret sexet.

Og så er vi der igen. Ved det fodboldsexede. Det var rent faktisk et citat fra den nys tilbagetrådte fodboldformand i Cardiff City, Sam Hammam, der fik mig til igen at tænke over begrebet Sexy Football. For det var netop sådan, han karakteriserede Cardiff's spil, efter holdet havde vundet 2-1 over Crystal Palace syd for London for en måneds tid siden (14. oktober) i den næstbedste engelske fodboldrække. Under avisoverskrifter som: Hammam hails orgy football and Cardiff's seductive style. Og så var det jeg studsede lidt. Javel, jeg har ikke set Cardiff spille fodbold for nylig, men jeg har dog set lidt Championship fodbold også i 2006, og det minder altså stadig mest om klassisk engelsk tackle'n'run, som vi husker det fra Tipsfodbold i 70'erne. Der var dog en forklaring, med Hammans egne ord: "It's a very good team. Everyone is comfortable on the ball and almost all of them are athletic. Look at it today. Pass and move, pass and move" (...) "a kind of orgy football. The other team know they're going to get it, but they don't know from who or from where. Sexual. Yes, sexy football."

De ved, de får den, men de ved ikke fra fra hvem eller fra hvor. Og vi kan måske tilføje hvornår, og så passer begrebet sexet fodbold pludselig også på København. De 43 mål vi hidtil har scoret i denne sæson har fordelt sig med 26 efter almindeligt spil, 4 efter hjørne, 8 efter anden dødbold, 2 direkte på frispark og 3 på straffe. Eller 29 med fødderne, 12 med hovedet og 2 selvmål. Eller 38 i sat ind i feltet, 5 udenfor. Fordelt på 13 målscorere eller 18 point- (mål og/eller assist) scorere. Så det har ikke været nemt for vores modstandere i dette efterår at læse, hvor målene ville komme fra, og hvem der ville score dem. Om det er sexet, ved jeg ikke, men det indeholder dog et element af uventethed, og det uventede er noget af det mest pirrende og erotiske, når vi snakker sex.

Kun har kunnet udelukkes, at Atiba skulle score, og at sandsynligheden for et langskudsmål ikke er overvældende. Når vi trækker Lindes to direkte frisparksmål fra, er vi nede på tre kasser sat ind fra positioner udenfor feltet. Den ene var Fredrik Berglunds 1-0 friløbstræffer i Viborg i august (på Linderoths frispilning), og den tredie var William Kvists 3-0 scoring mod Viborg i Parken sidste måned (på Berglunds stikning). Begge sat ind lige uden for feltet og i hvert fald for den førstes vedkommende i oplagt scoringsposition, så tilbage er Linderoths 1-0 lob i Vejle i august, og det kunne man vel også knap kalde et regulært langskudsdrøn f.eks. à la Hjalte på Malta i 2003. Så d'herrer Nørregaard, Linderoth, Silberbauer, Jacobsen, Wendt, Bergdølmo, Grønkjær ... lád kanonerne med lidt sexvariationer, tak!

De 26 mål (60%) i åbent spil gør også op med myten om, at vi kun er farlige på dødbolde, ligesom klichéen omkring "hvornår" er blevet punkteret i denne sæson. Den fra Backetiden om, at vi kværner vores modstandere langsomt og scorer målene sent i kampen, ofte i slutminutterne eller overtiden. De foreløbig 43 mål dette efterår er fordelt med 22 før og 21 efter pausen. Eller hvis vi deler kampene ind i seks kvarter: 6, 8, 8, 9, 7 og 5 mål. Meget mere jævnt kan det vist ikke blive. Lidt ekstra pikant for vores modstandere at tænke på, at de aldrig ved, hvornår vi slår til.

I mellemtiden er der så også lige to superligakampe tilbage inden vinterpausen, topopgøret mod Midtjylland og det udsatte 3. runde opgør mod en anden af sæsonens positive overraskelser, Randers. Begge kampe på den hjemmebane, hvor Ståle Solbakken efterhånden har fået rettet noget op på statistikken med lige nu seks ligasejre på stribe. Eller endda otte hjemmesejre i træk, hvis vi tæller United-kampen og pokal-kampen mod Esbjerg med.

Så det skal gå meget galt, for at vi ikke overvintrer på førstepladsen, skuende frem mod et forår, der uanset efterårsfacit bør blive en ekspeditionssag. Og når Ståle får lidt mere tid til at træne med holdet og lidt friskere spillere, så bliver fodbolden i København måske endda en anelse mere sexet. Med en Grønkjær i topform og med en kanon-nysigning eller to. Vi ved i hvert fald, at ham her til højre kommer, og interviewet med ham i denne midtuge-udgave af Tipsbladet har ikke fået mig til at glæde mig mindre til foråret.

Men først og fremmest har vi altså fire betydende kampe endnu, der skal overstås i 2006.

Den første af dem altså lørdag mod Erik Rasmussens førsteudfordrere til vores titel, som "Tryllerik" nok selv mener spiller sexet fodbold. Mon ikke vi trods alt får sat dem på plads som de opkomlinge, de er, og belært dem om ikke at skamride deres indbildte charme.

Din charme rækker ikke til længere kredit her i aften, så smut ud i natten og dyrk lidt sex. Eller tag hjem og gør det. Det blander din bartender sig ikke i, minder blot om at der snart er bold igen!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Pet Shop Boys: Concrete (2CD, live - 2006)

Pet Shop Boys har tidligere lavet orkesterarrangementer til flere af deres sange, så det "nye" ved dette dobbeltalbum er dels en hel samling på 17 numre med fuldt orkester og dels, at det er PSBs første, officielle live-plade. Indspillet 8. maj i år i Londons legendariske og intime - bare 600 pladser - Mermaid Theatre for radioudsendelse senere samme måned på BBC Radio 2. Chris Lowes velkendte programmerede elektrorytmer blandet med 5-mands rytmesektion (incl. trommeslager, ikke trommemaskine), 5-mands backing-kor og the BBC Concert Orchestra samt en veloplagt Neil Tennant med gæstesolist-optræden af Rufus Wainwright, Frances Barber og Robbie Williams. Alt sammen sat i musikalsk scene af Mr. Trevor Horn, en af de helt store kanoner i britisk musik (producer, sangskriver, musiker mv.). Et vellydende bevis på, at Tennant/Lowes pop/dance/club/house melodier også står distancen udenfor det rent elektroniske miljø. Regulært ørekræs fra ende til anden og et pænt spænd over sangene fra debutalbumet Please (1986) til det nyeste, Fundamental (2006).

Ugens sang:

Pet Shop Boys featuring Robbie Williams: 'Jealousy'

Og vi bliver ved PSB og the BBC Concert Orchestra. Siden det var en radiooptagelse, er det måske ikke så underligt, at der ikke er det store at hente fra denne koncert på You Tube (endnu i hvert fald). Dog findes på ovennævnte klip lydsporet fra 'Jealousy' i Concrete versionen, den allerførste sang Lowe/Tennant skrev, om end den først blev udgivet på deres fjerde album (Behavior). I forvejen storslået og dramatisk i opbygning bliver nummeret ikke ringere af at blive udsat for fuldt orkester. At det også udsættes for Robbie Williams, nå ja. Tilskriv det vennetjenester, Neil Tennant optræder således også på Robbies nye album-makværk, Rudebox. Still, 'Jealousy' er brillant. Nyd arrangementet, nyd hornene.