Én af stamgæsterne sagde det så rammende forleden: Det er edderhyleme tungt at bage en læseværdig omgang plidderpladder sammen, når det både går historisk godt i Parken på alle nævneværdige fronter og lokalrivalen samtidig gennemlever et så saftigt annus horribilis, at det ligefrem opleves som en forstærkning på de kanter, at Ruben Bagger vender tilbage fra endnu en 12 år lang skadespause til foråret. Sikkert lige i tide til at underskrive en ny 5-årig kontrakt.

På én eller anden måde er det bare nemmere at få ild i skrivepiben, når verden er af lave og byen brænder. Hvad den selvfølgelig gør takket være den helt igennem evnesvage konflikt omkring Jagtvej 69, men i Parken og på Peter Bangs Vej skal man lede længe i krogene for at finde bare en smule ulmende gløder. Faktisk ånder fodbold-København så forpulet megen fred og ingen farer, at jeg næsten savner bare en lille konflikt, der forsikrer mig om, at der ikke venter en mere gedigen shafting rundt om hjørnet i form af...ja, hvad?

For første gang i klubbens levetid er der nemlig ikke én eneste ko på isen henover julen. Nul. Zip. Nada. Tilfredshed med det forgangne år og rendyrket forventning til det kommende. Det eneste julespøgelse vi kan se hernede i baren er Johnny Jehova, og han er nu engang ikke rigtig vores spøgelse, men snarere en forvirret klæbeånd fra en svunden tid, som vi ikke nænner at sende mod lyset. Gæsterne smiler, øllet flyder og jeg er (næsten) i humør til at forære både Jan og Holger den private Bruce Springsteen-bootleg signeret og dedikeret af fjolset selv, jeg bruger som rivejern til min råkost.

Når så julen selv viser sig fra en behagelig drivhusgaslun side og antallet af gaver, jeg skal købe i den anledning er balsamisk og historisk lavt, så er der ikke meget andet at gøre end at overgive sig til højtiden, smide sig i læderstolen foran pejsen, poppe en pebernød, skænke et glas juleportvin og bladre i scrapbogen over efteråret der gik og de mange tidlige julegaver, der faldt ned i vores skød. Så flinke vi må have været! Det er ubegribeligt - som højtidens påståede mirakel.

Og hvilket efterår! Naturligvis uden sidestykke det bedste i klubbens historie. Det er let at pege på indfrielsen af billetten til det europæiske teater som højdepunktet, og for mig står lyden af Champions League-hymnen spillet i Parken som sæsonens foreløbige "what the fuck! Is this shit for real?"-oplevelse. De medbragte nåle blev naturligvis konfiskeret af de årvågne portvagter, men ellers ville jeg have brugt dem flittigt for at overbevise mig selv om, at jeg ikke var fanget i endnu en patetisk drøm om indbildt storhed, mens assoterede halvprofessionelle boldhobitter af slavisk herkomst i virkelighedens verden på skift bankede bolden ind bag en generisk Kihlbozcki-målmand uden arme.

I bakspejlet er det let at se kvalifikationen som funktionen af et langt, sejt træk, der løbende har løftet klubben frem mod denne foreløbige indfrielse af ambitionsniveauet. Den betragtning hviler på introduktionen af en organisation og en virksomhedskultur, der (set udefra) virker aldeles professionel og strategisk velfunderet. Det skal ikke alene læses som en hyldest til Den Store Rorgænger, Flemming Østergaard, men det er det også. Mere nøgternt vurderet må man også konstatere at når det gælder dansk fodbold generelt, så har det taget forbløffende lang tid at undslippe "stærk bagmand med rødder i foreningen"-modellen og erstatte den med andre ledelsesprincipper, der er gennemarbejdet og prøvet i andre grene af erhvervslivet.

Det er lykkedes i FCK og som sådan har det ikke meget med klubbens økonomiske potentiale at gøre. FCK's økonomi handler blot om niveauet det hele foregår på, og europæisk fodbold giver mange eksempler på klubber med langt bedre fundamentale driftsvilkår, der har gjort i nælderne alligevel. I bund og grund handler det om et opgør med mekanismer, der generelt er temmelig almindelige i forbindelse med frivillige foreningsmiljøer: Spændet mellem reel ansvarlighed på den ene side, der i sådanne sammenhænge ofte hænger på skuldrene af nøgterne hoveder i den daglige ledelse og på den anden side den indflydelse, der i foreningsmiljøet ofte er gratis og hvor enhver højtråbende klovn på en generalforsamling kan dominere resten af deltagerne med røv-ligegyldige fortolkninger af klubbens tilstand. Eller som det ofte går: Klubånden og generalforsamlingen kapres af en tilpas leflende og klæg slangetunge, der sætter sig tungt på magten i foreningen og måske endda med tiden gør sig fortjent til titlen som "Mr. IF". Nok foregår det hele knap så klichépræget, men ånden lever.

Af naturlige årsager har dette opgør været let i København, hvor afstanden fra moderklubberne til førsteholdet er meget lang og hvor "FC"-overbygningskonstruktionen parkerer både ansvar og beslutningsdygtighed i PS&E's bestyrelse. Selvom det på overfladen kan se ud som at vores lokalrivaler - blot som eksempel på den klassiske foreningsmodel - også drives mere eller mindre autonomt af en "normal" ledelse i et aktieselskab, så ligger den reelle magt i klubben i Brøndby IF's amatørafdeling og dermed på amatørklubbens generalforsamling og hos dens bestyrelse. Reelt ligger den naturligvis hos Per Bjerregaard, fordi han kontrollerer begge dele suverænt.

Man kan blot ved et kig udover de sidste 10 års superligahistorie se, hvor usikker den ledelsesstruktur reelt er. Brøndby er langtfra det værste eksempel på en klub, der har lidt under foreningsstrukturen: AB, Aab, Silkeborg, AGF, Herfølge og Køges mærkværdige skæbnevals er i virkeligheden mere åbenlyse eksempler. Eksemplerne handler faktisk ikke om, at klubber ved landsbyernes gadekær ikke har evnet at overskue en vanskelig "markedssituation" i Superligaen, hvor Brøndby og FCK har været altdominerende. Faktisk har alle de fire førstnævnte klubber på forskellige tidspunkter i 90'erne og 00'erne - måske med Silkeborg som undtagelse - forspildt væsentlige chancer for at fastholde positioner i dansk fodbold, udfra hvilke en veldreven virksomhed i enhver anden branche kunne have sat sig nye strategiske mål.

Den reelle skurk i den historie - og helten i FC Københavns - er foreningsstrukturen eller mangel på samme. Naturligvis er en ægte aktieselskabsmodel ikke en nagelfast garanti mod dårlig ledelse og fejltagelser, men den hviler på nogle mere gennemskuelige parametre og naturligvis først og fremmest det forhold, at folk der ansætter dig til at forvalte sine hårdt tjente penge ser på verden med andre øjne, end Kaj der "har været medlem af foreningen siden han blev født". Sammenhængen mellem engagement og evner er ikke altid indlysende.

Interessant for fremtidens fodbold-Danmark er måske at lektierne er ved at blive lært rundt omkring. Det kan give stødet til en udvikling i dansk fodbold, hvor kapløbet mellem FCK og Brøndby ændrer markant karakter. Ikke fordi Brøndby ikke er i stand til at præstere bedre end i efteråret, men fordi den omdiskuterede subtop i dansk fodbold måske har indskrænket afstanden op til Vestegnen en hel del. På den konto bliver foråret meget interessant at følge.

Men før denne uges sludder udvikler sig til en lang hyldestsang til den nu afdøde Milton Friedmanns verdensyn, så lad os også hylde tilfældet eller øjeblikket, der i dette efterår har fyldt aldeles så meget som sund virksomhedsledelse og strategisk fremsyn. En gammel engelsk skillingsvise fortæller os, at kongeriger kan mistes på grund af et manglende søm. Og var det ikke for Vermaelens hjælpsomme støvle en aften i slutningen af august, så havde dette efterår måske lignet det forrige og andre før dem.

I stedet undslap vi det statiske verdensbillede, vi kender så godt - jævnt dominerende i Superligaen, gedigen lort på de europæiske baner. Slut med den lede euroneder og krummede tæer. Ikke nok med det, den europæiske kampagne fik ikke den overvældende, negative indflydelse i superligaen de fleste ikke bare frygtede, men også var klar til at acceptere som forventet blow back lige efter kvalifikationen. I stedet så det ligefrem ud til flere af de europæiske lektier både blev hurtigt fordøjet og serveret for modstanderne i den hjemlige liga.

Den historie handler naturligvis om en trup, der nærmer sig den flydende størrelse "internationalt niveau". Men interessant nok en lidt smal trup og en trup med direkte mangler! Den manglende evne til at tiltrække en angriber med internationalt snit højere end det Frederik Berglund kan præstere, viste sig præcis at koste. Samtidig - og det er måske en mere positiv end negativ sidehistorie - så spillede vi det meste af efteråret uden Jesper Grønkjær, der i de kampe han rent faktisk spillede viste en klasse, vi så logisk manglede, når han ikke var med. Men i hvert fald hvad angår Superligaen knap kostede point.

Både Grønkjærs fravær og den manglende angriber med europæisk snit gav dog anledning til fødslen af muligvis hele to stjerner på klub-firmamentet. Naturligvis især Atiba Hutchinson, der velsagtens må siges at være Superligaens mest interessante spiller for tiden. Ham glæder jeg mig virkelig til at følge i foråret, for han er inde i en rivende udvikling. Det samme kan naturligvis siges om William Kvist, der formentlig er godt i gang med at gøre Hjaltes faste plads som Linderoths makker på midten af banen til en langt fra given affære.

For udover at være indehaver af en lige så stor motor som Hjalte, så har William ganske enkelt et større talent for fodbold. Han har flere offensive kompetencer end det store løbepensum, Hjalte altid er god for som balancespiller. Men jeg fornemmer, at William både kan spille den rolle og lægge mere til, hvis han får chancen. Williams fysik virker også skonummeret større, han har ganske enkelt værktøjerne til at udvikle sig til en mere moderne og komplet spillertype end Hjalte. Det siger jeg også, selvom Hjalte i løbet af efteråret fandt formen og bestemt kan være tilfreds med sin indsats.

Nok har truppens medfødte kvalitet meget at sige, men spillerne er næppe de eneste helte i den sammenhæng. Det er ingen hemmelighed at Hans Backe havde en efter min mening lidt bizar teori om umuligheden af at udvikle en spillers indviduelle kvaliteter via træningen på klubbens førstehold. Jeg er ret sikker på, at Ståle ser verden ganske anderledes. I hvert fald kan jeg konstatere, at en del af efterårets succes falder på, at mange af truppens spillere har udviklet sig individuelt. Måske er det blot den gamle kliché om at succes fremmer selvtilliden og troen på egne evner. Men nok ikke alene.

Udover det individuelle, så har Ståles variation af Backes basis givet anledning til bedre og bedre fodbold i Parken. Eftersom vi her i Stamværtshuset ofte har set os nødsaget til at pege på de kedelige aspekter ved Backes spillestil, så er det vel rimeligt at nævne, at glasset med migrænepiller er lagt væk (for tiden i det mindste). Naturligvis har den spillemæssige kvalitet varieret, men monotonien er væk.

En stor tak skal der også lyde til sundhedssektoren omkring truppen. Det største bevis for værdien af den indsats så man naturligvis i hjemmekampen mod Celtic, der faldt som kamp nummer 33 i efterårets kampkalender og for landsholdsspillerne i truppen blev det til flere endnu. Det er imponerende hvad truppen har lagt ryg til af både fysiske og psykiske udfordringer. Det gælder naturligvis især Linderoth og Allbäck, der aldrig nåede at holde en ordentlig sommerferie efter Sveriges VM-deltagelse. I en alder af 33 holder Allbäck en kvalitet og et løbepensum, der må gøre langt yngre spillere grønne af misundelse. Blot en lille detalje ved hans spil kalder altid smilet frem hos mig. Ingen angriber herhjemme evner presspillets psykologi og finesser, som han gør: Det ene øjeblik lunter han rundt med god afstand til forsvareren for så at sætte sit pres ind med klinisk præcision og maksimal kraft.

Jeg peger igen på min forestilling om de træningsmekanismer, der præger dagligdagen på Peter Bangs Vej. 6 kampe i Champions League ændrer i virkeligheden ikke særlig meget. Eller: Det overrasker vel ingen, at tempoet er højere på internationalt niveau og at fejl straffes skånselsløst, ligesom jeg ærligt ikke tror meget på "det skal mærkes på egen krop"-filosofien. Aab og Brøndbys respektive deltagelser i CL-gruppespillet kastede ingen blivende kvaliteter af sig, snarere tværtimod.

Når det er gået anderledes i denne ombæring skyldes det efter min overbevisning at træningsmiljøet i København har nået et internationalt niveau, der gøder jorden for at den slags oplevelser kan bære frugt udover den øjeblikkelige oplevelse. Mere end at sikre en passende erstatning for f.eks. en Lars Jacobsen er det den kvalitet, det er vigtigt at holde fast i fremover. Vi er vel stadig et par stykker, der kan huske de år hvor "Danmarks bedste trup" - især i selvforståelsen - knap formåede at løfte sig fri af ligaens ottendeplads. Man snakker ikke om professionalisme. Enten er man en "wahre profi" eller ikke.

Tidligere i efteråret skrev jeg indigneret om DR's latterlige dokumentar-program "Når døden spiller med". For at følge den sag til dørs, så viste det sig senere at programmets redaktører handlede i strid med god presseskik undervejs og måske endda ligefrem ulovligt, da de skaffede sig adgang til oplysninger om blandt andre Frank Odgaards - FCK's klublæge - indkøb af receptpligtig gigtmedicin. Et indkøb og brug af medicin som Sundhedsstyrelsen senere fandt var ganske uproblematisk.

Især naturligvis fordi enhver lægesagkundskab både før og efter DR's dokumentar er overraskende enig om, at der ikke er nogen sammenhæng mellem fodboldspilleres brug af gigtpræparater og hjertestop i en tidlig alder. Et højt forbrug af gigtmedicin kan naturligvis kritiseres fra andre synsvinkler, men den diskussion handler ikke om raske, unge menneskers risiko for et fatalt hjertetilfælde.

Pressenævnet siger så intet om hvilken etisk standard, der anbefaler at opdigte en sammenhæng og tilbyde de efterladte pseudovidenskabelige forklaringer på, hvorfor et ungt menneske dør pludseligt og tragisk. Noget siger mig - Milton Friedmann spøger igen - at Bastard Films honorar for dokumentaren rækker langt som forklaringsmodel. Og så er lægevidenskaben naturligvis så grisk og blottet for moral i forvejen, at enhver tilsværtning alligevel er berettiget i den større sammenhæng, har rationalet sikkert været. I hvert fald kan jeg ikke tænke mig, at programmets redaktører ikke har været vidende om, at programmets påstande var mere end almindeligt løse.

Bemærk i øvrigt at DR i forbindelse med kritikken fra pressenævnet stadig holder fast i programmets komplet forvrøvlede og ukorrekte påstand om de påståede sammenhængene. "DR1 Dokumentaren afslørede, hvorfor en lang række europæiske fodboldspillere (bl.a. Rasmus Green, Miklos Fehér, Kjartan Ellingsen og Claus Henningsen) pludselig faldt døde om på banen."

DR læser næppe med her, men faktisk tager de æren fra undertegnede, der "afslørede" hvorfor de faldt døde om. I alle de tilfælde af pludselige, fatale hjertetilfælde hos unge sportsudøvere, jeg kunne finde oplysninger om på nettet led den afdøde af en alvorlig hjertefejl, der typisk var medfødt. Politiken synes at antyde at også Rasmus Greens død skal ses i den sammenhæng. Artiklen er i øvrigt interessant på anden vis også, fordi den fortæller os, hvordan lægevidenskaben i virkeligheden ser på spørgsmålet omkring unge sportsudøveres risiko for et hjertestop. Den lægevidenskabelige debat handler om screening, altså at undersøge om sportsudøvere lider af en alvorlig uopdaget hjertelidelse. I følge Politiken gør UEFA sig også den slags overvejelser.

Bopa

smølles julehumør sikres af:

Beyonce - Irreplaceable