Nå ja, så er man blevet lidt halvsnaldret i aften, og hvad så! Det hører jo på sin vis til territoriet i denne metier. Bartendere arbejder bedst med en lille skid på. Lige som ølkuske, kokke, medlemmerne i The Hold Steady og Ole Thestrup. Det kategoriseres under erhvervsrisiko, og det kan ærligt talt af og til være absolut nødvendigt at hive et par fadøl og gewesener for at holde sig på kommunikationsfrekvens med gæsterne.

Ikke sådan at forstå, at jeg og kollegerne står og småpimper den hele vagten, hver vagt, men nu i aften måtte jeg åbne sent, da jeg jo lige som dig skulle i Parken først, incl. et obligo fadølsindtag, og så kan man lige så godt holde den ved lige resten af aftenen. Stemningen er derfor lidt løssluppen denne skærtorsdagskvæld. Bær over med mig.

Vi kan så stå her og evaluere på en pligtsejr over en af nedrykningskandidaterne, skabt på et inspireret kvarter oven på et billigt straffespark i en ellers meget skidt forestilling. Grønkjærs coolness på straffesparkseksekveringen, Silberbauers energi, da han kom på banen, og Atibas stænger sammenholdt med hans drømmekasse blev aftenens uhyggeligt få mindeværdige episoder. Kampen bød på et gensyn med kaptajnen, ja faktisk "rigtig" sæsondebut for ham og helt i omdrejninger var han just ikke. Med Tobbe og Mackan ude havde Ståle mønstret eksakt samme start-ellever i forårets tre første ligakampe. Det gav så op til SIF-mødet anledning til interessante spekulationer,  om hvem af Hjalte/Atiba/Silber/Grønkjær, der skulle ofres på midtbanen eller flyttes frem som angriber i stedet for Bella Berglund.

Det blev så lidt overraskende hele to mand, der røg på bænken. Hjalte var ikke helt uventet, trods han i sidste uge mod Horsens endelig viste bare lidt af gamle tiders velkendte dybdeløb i forbindelse med vores anden scoring der. Til gengæld var det knap så oplagt, at Silberbauer også blev bænket, og der dermed blev plads til William Kvist, som ellers ikke ligefrem har sprudlet hidtil i dette forår og bestemt heller ikke gjorde det i aften. De fleste andre spillere virkede tilpas uinspirerede og dorske til at de med fordel også kunne have taget en fridag på bænken eller toeren. Ikke mindst vore to backs havde en aften, hvor det forekom helt sort, at de skulle være ikke bare Københavns, men nationens foretrukne på pladserne.

Det førnævnte kvarter var dog nok mod et Silkeborghold, der selv på en af vores slatne aftener var mindst en klasse ringere end os. Og havde vi fået omsat et par af direktørerne og aluminiumstræfferne inden Silkeborgs chokføring i mål, havde vi muligvis kørt en mere ubesværet og mindre panik- og forvirringsramt sejr i hus. De tre points kunne vi dog bogføre og dermed status quo i forhold til nærmeste og eneste konkurrent i tabellen. Vi har endda et point mere end på samme tidspunkt i fjor. Og fire points flere ned til andenpladsen.

Kampen mod Silkeborg blev så også indledningen på den rigtige sæson, forhåbentlig. Med seks ligakampe i både april og maj og uden landsholdsafbræk med en fuld trup til rådighed for Ståle både i kamp og måske især på træningsbanen, hvor der nu endelig skulle blive tid til at arbejde med den af cheftræneren annoncerede finpudsning af den offensive spillestil. For med de mange ansatte med landsholdsstatus følger den for en klubtræner obligate bagside, at man ofte må undvære en ordentligt røvfuld spillere i det daglige. Tåbelige samlinger og træningslejre lang-fanden-i-vold og meningsløse venskabslandskampe gjorde en stor del af Solbakken/Nielsen/Storskovs træningsopstart i februar til en parodi med en af flere omgange kraftigt decimeret trup, ligesom vi bare to kampe inde i forårssæsonen igen måtte afgive en halv snes mand til diverse kval- og venskabslandskampe.

Én gang restitutions- og taktiktræning fredag kunne det blive til, et døgn inden kampen i Horsens mod et hjemmehold, der omvendt vel kunne forberede sig i små to uger med en intakt trup, hvilket nok udlignede lidt af den umiddelbare styrkeforskel mellem ACH og FCK. Det mente Ståle nok skulle tages med i betragtningen og tilfredsheden med de trods alt tre scoringer og tre points. Og jeg er enig med nordmanden her, en enighed jeg så kunne bruge som anvendt terapi til behandling af min vrede over det urkummerlige spil, vi diskede op med på byggepladsen ved Forum Horsens. Det er straks sværere at benytte samme forklaring på aftenens fuser i Parken mod en endnu ringere modstander.

Beklageligt nok fik jeg sidste weekend smadret af en gang kæbe- og bihulebetændelse, der åbenbart var resultatet af, at en måneds snotten og hakken nu havde sat sig hermetisk fast i kraniet og lægen ordinerede penicillin til at løsne snot og slim og lindre hosten frem for Fernet og Camels. Det er muligt det virkede, men penicillin har så åbenbart også den virkning på mig, at jeg bare bliver ubeskriveligt træt. Udover at jeg missede en potentielt lovende dobbelt 40-års fødselsdag, betød det også, at jeg sov tungt sidst på lørdag-eftermiddagen og først vågnede til den sidste ca. halve time af Horsens-København. Ligesom den overlappende Watford-Chelsea fortabte sig i døsen. Heldigvis var både Viasat Sport og Canal Plus Sport mænd for senere genudsendelser af de to kampe, men omvendt antydede gode venners beskrivelser af Horsens-kampen, især første halvleg, at man skulle være absolut idiot for at lægge sig til at se søndag formiddags reprise på sofaen. Så det gjorde jeg.

At det rent fremadrettede spil ikke fungerede det fjerneste faldt jo meget naturligt i tråd med de pauvre forberedelser, til gengæld var det direkte beskæmmende at se, hvor mange halve og hele chancer - og et mål - forsvaret gav væk før pausen. Med tanke på at fire af de fem mand bageste spillede fast sammen hele efteråret, og den femte - Niclas - ikke ligefrem burde være et svagt led, at alle fem er A-landsholdspillere, og at fire af de fem endda spiller i bagkæden på det samme landshold, så holder undskyldningen med "dårlig forberedelse pga. landskamppause" sgutte her! Maksimalt måske lidt mental træthed til udløsning af tekniske koks og koncentrationssvigt. Ligesom i aften.

Man sad (lå) desværre også og fik en opfattelse af, at Horsens' nye tankforward med Álvaro-fysikken, Ali Gerba, var om ikke en bedre spiller end vores nye brasser, Aílton, så i hvert fald bedre value for money. Skadeshistorik, tilpasning og dårlig grundform har givet haft sin indflydelse på, at vi - endnu - ikke har set den Aílton, jungletrommerne har beskrevet, men de få sporadiske glimt af klassen har netop været ... meget få. Jeg husker stadig med kuldegysende (i mere end én forstand) begejstring en vis Sibusiso Zumas træningskamp-debut i Parken mod Malmö FF en bidende kold vinterdag i 2000. Hans overnaturlige ryk forbi et par svenske saltstøtter ovre langs Nedre C i omtrent hans første boldberøring, efter han kom på banen, gav i al fald varmen til både de skånske forsvarere og os tilskuere på Nedre A, den eneste åbne tribune den eftermiddag.

Eller Aíltons forgænger både som brasser og 7'er, Álvaro Santos. Han kom altså også til København ovenpå en længere skadesperiode og blev endda yderligere småskadet efter kontraktunderskrivelsen, så hans debut trak ud. En debut jeg på en varm vagt i sommers selv erindrede således: På min erindringskonto står stadig lysende klart hans indhop efter en time med nr. 18 (Myggen havde jo nr. 7 dengang) på ryggen i debuten mod Rangers i Parken, hvor han ikke bare scorede, men også diverterede med nogle forrygende, tekniske detaljer i det skotske felt, som han i øvrigt gentog tre dage efter samme sted mod AGF, hvor han også kom ind efter en time.

Pointen er altså, at både Zuma og Álvaro fra første skridt på Københavnsk græs gjorde en forskel og viste, hvorfor de var købt samt demonstrerede en klasse, der hævede sig markant udover dagligdags maltaliga-standard. Så jo, man kan da godt være en kende skuffet over det, vi indtil videre har set fra 22 mio.-manden, ligaens dyreste spillere ever. På den anden side er jeg nu indstillet på at afvente forårets forløb, inden der skal fældes dom over Aílton. Udover de allerede nævnte lig i den medbragte last tæller måske også, at han - når han har været skadesfri - spillede på et evigt bundhold med medspillere af temmelig sløj klasse. Og selvom Aílton ikke selv har været på landsholdssamling, har han sikkert lidt under at de fleste af hans medspillere har været borte fra træning en stor del af tiden indtil nu, mens det givet også spiller en rolle, at han primært grundet Mackans skade endnu kun har spillet 126 minutter sammen med sin formodede første-makker i angrebet. Fordelt på to træningskampe, og altså endnu ingen turneringskampe.

Makkerskabet med Berglund har givet også måtte lide under Bellas måltørke, i ligaen i hvert fald. Så det løsner sig måske, når Allbäck vender tilbage, når Allbäck og/eller Berglund begynder at score i ligaen også, eller især - som Ståle og sportschef C.V. forventer det - når selvtillidsforladte Aílton selv får smidt den første bold eller to i kassen. Indtil videre noterer vi dog, at Københavns angribere har haft en miserabel forårsstart. 4 ligakampe, nul mål. Endda til trods for at 6 af vores 7 forårsmål er sat ind fra positioner i feltet ... af midtbanespillere! Og det er meget sigende omkring angriber- og angrebssituationen i København, at Ståle efter en lille times spil i aften hiver Berglund - det kunne lige så godt have været fyldet Aílton - ud og smider Michael Gravgaard op i front.

Kanske man bare skulle hente Romário. For mens Bella Berglund jagter sit ligamål nr. 100 - det ene, han mangler, er måske med til at blokere ham p.t. - så er Romário de Souza Faria én sølle, lille scoring fra sit karrieremål nr. 1.000. I denne nattestund, mens vi står her og skåler, kan vi konstatere at endnu en kamp hjemme på Maracana undlod at bringe den forløsende pind. Vel er det hans egen optælling incl. junior-, opvisnings- og træningskampe, hvorfor de tørre statistikere mener at antallet af officielle seniormål nok ligger en 100 kasser lavere. Men ni hundrede mål og en sjat er nu også en anseelig total, angiveligt kun overgået af Pelé, Arthur Friedenreich (en anden brasser, der kradsede af i slutningen af tresserne) og nyligt afdøde Ferenc Puskas. For de to sidstnævntes vedkommende er det i øvrigt også kun, hvis man medtæller mere end de officielt noterede scoringer!

Romários måltotal andrager immervæk over 80% i forhold til de spillede officielle kampe, så han holder altså en scoringsratio på omtrent et mål pr. kamp. I klubber som PSV, Barcelona, Valencia, Vasco da Gama og for det brasilianske landshold. Jeg mindes især hans tid i Barcelona, på Dream Team I under Johan Cruyff, og det inspirerede, nærmest uovertrufne samarbejde i trioen Laudrup-Stoichkov-Romário. Man kan få helt Thyboe-svulstige tanker af at tænke tilbage på deres lejlighedsvise fodboldkunst. Med den 169 centimeter lave brasser som afslutteren. Det er næppe bare for gammelt (u)venskabs skyld, at Diego Maradona i sin selvbiografi beskriver Romário som "The best finisher I've ever seen". Højre, venstre, hovedet, tæt under mål, længere ude, spidse vinkler, tørre hug og soloture, 'Baixinho' scorede alle målene. Lad os hylde en af fodboldhistoriens største målslugere. 42 år gammel ville jeg mene, at han stadig sagtens kunne begå sig i SAS-ligaen. Han kunne både bombe og sælge billetter og ville således have en både sportslig og økonomisk berettigelse på PS&Es flagskib. Noget der burde kunne få selv Flemses øjne op for en hensigtsmæssig investering. Det næste skridt for FC København. For som det antydes her, så er PSEs imponerende markedsværdi og indtjening stadig ikke noget, der bringer fodboldklubben FC København op blandt de allerstærkeste fodboldklubber i Europa. Slet ikke så længe, vi roder rundt i maltaliagen, uanset den består af 12, 10 eller 16 hold, jf. den evigt tilbagevendende ligastruktur-debat, som Morten Olsen pustede liv i igen i denne uge.

Og så længe der ikke ligefrem er en nordisk eller nordeuropæisk liga på tegnebrættet, så er vejen til flere tilskuere og flere CL-deltagelser og dermed større fokus på København også i udlandet og blandt "de store" indlemmelse af flere profiler i truppen. Navne. Også større navne end Grønkjær, Linderoth, Allbäck og Aílton. Det er så givet vores dagligt-sportslige niveau og fodboldmæssigt set begrænsede økonomiske råderum bare lettere sagt end gjort. Men derfor kan jeg jo godt stå her og studedrikke med gæsterne og drømme om Romário, mand!

Hjem igen til hverdagen, hvor ugens vel mest skelsættende fodboldnyhed var Kim Poulsens fyring i Vejle. Selvom man til nøds kan forstå argumentationen om at stoppe den selvforstærkende tabermentalitet, der følger af nederlag på nederlag og investere i fremtiden allerede nu, så fatter jeg ikke timingen. Hvorfor så ikke foretage trænerskiftet i vinterpausen, samtidig med tilgangen af de mange nye spillere, der ifølge VBs sportslige ledelse skulle gøre en forskel i foråret og tydeligt bar præg af at være samme ledelses og ikke trænerens valg? Eller lige så logisk måske at foretage skridtet op til landskamppausen efter anden forårsrunde, hvor man tabte den så væsentlige kampe til de kommende med-nedrykkere fra Silkeborg? Med forbehold for at man måske først nu har fået overtalt Ove Christensen til tjansen, så virker det som et aldeles unødvendigt trænerskifte, både på kort og lang sigt.

Lurer-Ove får næppe skabt vindermentalitet på dét hold i forårets resterende 12 kampe - 11 efter aftenens Ove-debut for VB - og om han skulle være bedre end Kim Poulsen til i næste sæson at føre Tommy Troelsens og Peter Kjærs helte tilbage til superligaen, tvivler jeg da på. Poulsen stod trods alt bag Vejles seneste oprykning, endda et år før masterplanen. Som han selv ironiserer over, var han nok ikke blevet fyret i denne uge, hvis Vejle ikke var rykket op.

Nu ryger de så ud igen af den besynderlige liga, hvor foreløbig blot 7 - eller 29% - af forårets kampe har givet hjemmesejr. En lidt sjælden statistik for en liga, jeg også føler er blevet fattigere af, at søndagens Totalfodbold på TV3+ er blevet udfaset i forbindelse med den forestående nye TV-aftale og ditto sportskanal. For alle pinagtigheder til trods var det et bæredygtigt koncept - som det også har vist sig at være i England og Norge - og et bedre alternativ til P3-sporten at have Totalfodbold kørende som baggrundsstøj på tossekassen de søndag eftermiddage, man ikke var i Parken eller så en FCK udekamp på værtshus-TV. Kommentatorernes medlevende og engagerede rapporteren gjorde ganske enkelt SAS-ligaen super interessant. Også mere interessant end den reelt var, men programmet gav jo lyst til at tage ud på stadion og se de kampe.

Apropos den nye TV-aftale så kunne Berlingske tidligere på dagen løfte sløret for, at de nye sportskanaler, TV2 Sport og TV2 Sport Extra endelig skulle gå i luften på onsdag aften. I al hast, hvis en godkendelse i Konkurrencerådet samme dag går igennem. Hvordan man når at få lagt kanalerne på kabel- og parabolnettet og ikke mindst gjort folk opmærksomme på de nye programmer - som seerne jo kun skulle kunne se mod betaling - ja, det kan jeg i denne stund ikke lige overskue. Og hvad sker der med de allerede fastlagte og formentlig sponsor- og reklamebloksolgte 9 SAS-liga TV-kampe på TV3+ i perioden efter onsdag d. 11. april? Sært, det!

Champions League skal de åbenbart også vise. Bare det ikke ødelægger min mulighed for at se Chelsea live i Valencia på tirsdag via Kabel TVs Selector. Champions League indrammer jo så smukt påsken med kvartfinalernes første kampe i dagene lige inden påskehelligdagene og returkampe - hvoraf de tre synes meget åbne - i dagene lige efter.

Og imens i selve påsken afvikler vi på mandag et regulært topopgør i superligaen. Henter vi et point i Herning, tror jeg godt vi kan bestille champagnen og lægge den på køl. Foreløbig vil jeg nu lukke biksen ned for i nat og bevæge mig om på den anden side af baren og høvle noget mere sprut med gæsterne. Vi lures!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens tre plader:

Amy Winehouse: Frank (2003)

BULEN kan vælge at tage æren for, at vores hype af barbandet The Hold Steady nu har bragt dem til Lille Vega i juni, så det gør vi uden skyggen af skam. Amy Winehouse er om ikke musikalsk beslægtet, så i al fald en cockney-pige helt i samme ånd mht. alkohol og øvrige stimulanser, som hun da også flittigt synger om. Kollega Hans præsenterede for en seks uger siden monsterhittet 'Rehab' fra hendes nyeste plade Back to Black (2006), en skive der med sin soulfyldte atmosfære tog mig med storm og bragte flashbacks lige lukt tilbage til underlægningsmusikken i 60'ernes og 70'ernes amerikanske film i New York's og San Francisco's (Dirty Harry) gader. Jeg vælger nu alligevel at smide Ms. Winehouse's debut Frank i aftenens jukebox. Den er mere jazzet og måske lige et nøk bedre end Back to Black - det siger altså en hel del - og vi oplever supertalentet Amy nasalt og stilsikkert synge sig igennem et brag af en debutplade med tydelig inspiration i - og mindelser om - tidligere tiders sublime sangerinder som f.eks. Sarah Vaughan. Helt klart en af Amy's helte. Sange som hendes egen (med Felix Howard) 'You Sent Me Flying' og hendes versioner af 'Moody's Mood for Love' og '(There is) No Greater Love' overbeviser om, at en sangstjerne er født. Som på toeren, skriver Amy stort set det hele selv. Og det er værd at bemærke, at Amy kun lige var fyldt 20, da Frank blev sendt på gaden. Jeg tilgiver så hende - og hendes pladeselskab - at man har formået at springe et nummer over på omslaget ('Cherry')! Amy Winehouse skulle have spillet i Vega på mandag, anden påskedag, men har aflyst/udsat af uvisse grunde. Måske af samme årsager, som da hun i sidste måned aflyste to koncerter i New York, fordi hun i stedet var taget på en to-dages druktur. Selvom det da sikkert er både uansvarligt og politisk ukorrekt, så kan den slags nu kun give ekstra plusser i denne bartenders bog. Herregud, hvordan turede man ikke selv rundt, da man var 23-24 år? Frank er intet mindre end en blændende plade, og du skal da ikke snydes for en lille smagsprøve. 'Fuck Me Pumps' (eller F**K ME PUMPS, som det skrives på coveret, men ikke i tekst-bookletten). En helt skøn lille sag. Og tjek teksten, mand. Nu skulle Amy jo også ind på det amerikanske marked, så for at tækkes hykleriets og dobbeltmoralens ypperste bibelbælte-styrede højborg er ordet "E" (so you did too much E) i slutningen af sangen bippet ud - det er det ikke på pladen - og på pladen synger hun altså i sidste linie so dust off your fuck... me... pumps...

 

 

Carla Bruni: No Promises (2007)

Vi bliver hos de dejlige kvinder. En gang i mellem er man nødt til at sætte sig ud over egne fordomme for ikke at snyde sig selv for oplevelser. For nogle uger siden ville en god ven spille denne Carla Bruni plade for mig, for "den var pissegod". "Yeah right" var min reaktion med tanker på, hvad man tidligere har oplevet af rædsler, når supermodeller, sports- og mediestjerner pludselig har fået lyst til at udgive en plade. Men det var så ikke tilfældet her. Den italiensk-fødte, men fransk-opvoksede arving til en dækfabrikant-formue har sgu talent for det, i en grad så man tror Mick Jaggers og Donald Trump's ex-elskerinde, når hun hævder, at hun hele livet har stræbt efter at skrive og synge egne sange frem for den kedelige og lidet kreative modelkarriere. Hun debuterede i 2002 med det rent fransksprogede album Quelqu'un m'a dit - som lige er landet her med posten, og som jeg glæder mig til at høre - en plade med næsten udelukkende selvkomponerede sange i den franske Serge Gainsbourg-inspirerede chansonstil. Jeg har ladet mig fortælle af kollega -smølle, at den plade også er mere end almindeligt god, men i aften er det altså hendes nye udspil, den engelsk-sprogede No Promises, der snurrer i jukeboxen. Hun nærmer sig de 40, så det er måske også meget passende at vælge en anden næringsvej end modelbranchen. No Promises består af 11 digte af W. H. Auden, W.B. Yeats m.fl., som Carla Bruni så har sat musik til og leverer egne delikate og elegante fortolkninger af. Og det virker. Det afdæmpede, underspillede og folkemusikagtige primært akustiske akkompagnement, leveret af en lille håndfuld franske studiemusikere, harmonerer perfekt med Carlas hæse og sensuelle stemme og overleverer på bedste vis teksterne om melankoli og ensomhed. De simple, men dragende melodier tilsat Brunis enkle og lidt monotone sang - til tider slående over over i halv tale/hvisken - minder mig forbandet meget om den stilart, man kender og elsker hos Leonard Cohen. Come let me sing into your ear synger Carla på pladens allerførste linie. Ja tak, siger jeg bare. Alt i alt er jeg forbløffet og i den grad forført. Døm selv lige her på Myspace, hvor der er lidt smagsprøver og videokort. Live lyder Carla med band nogenlunde således; albumets åbningsskæring 'Those Dancing Days Are Gone' (Yeats), optaget på et belgisk TV-show:

En lille detalje. No Promises udgives som en såkaldt "Opendisc", der afspillet på PC'en giver adgang til ekstra, eksklusivt stof på nettet. F.eks. en special-udgave af netop 'Those Dancing Days Are Gone', hvor Lou Reed dukker op til sidst og reciterer Yeats-versene indover musikken, helt Turèllesque.

 

Jesse Malin: Glitter in the Gutter (2007)

Til slut slår vi lige over i det maskuline, den gedigne rock og et genhør med en af Bulens helte, selvfølgelig også han en stor beundrer af The Hold Steady, og meget apropos førnævnte madammer også han med en formidabel debutplade i bagagen. Det hæmmer måske den gode Jesse lidt, at The Fine Art of Self Destruction (2003) var så sublim, at opfølgeren The Heat (2004) og den tredie og helt nye Glitter in the Gutter blegner lidt i sammenligningen. Lidt unfair måske, for isoleret set er det også udmærkede plader. På Glitter in the Gutter får Jesse lidt hjælp af vennerne Ryan Adams, Jakob Dylan, Josh Homme og en vis Bruce Springsteen. Det er Jesse Malin i samme stil som de to første albums, hvilket jo aldrig kan være helt skidt. Et enkelt ankepunkt bliver måske, at denne plade føles en anelse for lang, da sidste halvdel forekommer kedelig og overflødig med lydbilledet over i det mere mainstream-poppede, der ikke klæder Jesse så godt. Til gengæld er den første halvdel (de første 6 numre) aldeles fremragende. Holdt i den traditionelt rockende stil, "afbrudt" af den gudeskønne ballade 'Broken Radio' (med Bossen). Smagsprøven bliver en videomontage af 'Black Haired Girl', meget passende sammen med Christine Smith, der også turnerer i Jesse Malin's band (keyboards, vokal). Det rykker, det her: