Godaften og undskyld jeg er lidt fraværende. Jeg skal lige hitte rede i en masse papirnusseri. For det første skal vi have sendt en medarbejder på noget få-styr-på-din-tid-og-gør-op-med-din-indre-dedikerede-døgenigt kursus af en art. Og selv om vedkommende sikkert kunne tænke sig noget Carl Mar Møller kæl-for-din-pjort coaching, så tænker vi mere strømlinet og forretningsmæssigt. Det handler dog også om at finde et kursus, vi kan få størst muligt tilskud til, deraf dyngen af formularer og bekendtgørelser og ansøgningsskemaer. Havde det så bare været et kursus til vores endda omtrent mere punktlige studentermedhjælp, så kunne vi næsten have fået penge for at sende ham af sted!

For det andet drukner jeg i telefonbeskeder og emails, mestendels med afslag på lån/leje af vinkølere, som vi derfor nok kommer til at mangle senere på ugen, eller måske næste uge. Så må folk stille deres champus-flasker i hvad huset kan frembringe af spande, potter og baljer til isen. Det bliver endda ikke med min gode vilje, for jeg synes generelt champagne er frygteligt opreklameret, uanset man selv har spillet Don Dario med champagne til højre og venstre på natklubber som Tordenskjold o.lign. i sine yngre dage i klart scoreøjemed. Det er jo i romantikkens (et slag fisse, for fanden da), nytårsamatørbranderternes,  fejringernes og snobberiets skær, at champagnen kommer på banen. Ærligt talt, så fantastisk smager det sgu heller ikke.

Rævepis kaldte min salig gamle farmor det, og hun var en klog gammel kælling, der kendte sin spirituosa. Tænk på, at du stort set altid først hælder Dom Pérignon munkens dråber i svælget ovenpå et pænt forudgående sprutindtag, så du alligevel ikke kan smage forskel på en Freixenet fra Netto og en Krug Grande Cuvée.

Men det er med et Hausgaardsk udtryk "det de unge vil ha' i dag", så vi har selvfølgelig købt rigeligt med flasker - uden kølere - i erkendelse af, at propperne nok snart skydes om ørerne på os. For den uundgåelige mesterskabsfejring er nært forestående. Det har den i praksis været længe. Ja, faktisk siden vi slog nærmeste forfølger i Herning, 2. påskedag, mulede dem igen i pokalen samme sted tre dage efter og så næstnærmeste forfølger fra Odense i Parken yderligere tre dage efter. Dér i anden uge af april - som tidligere hernede på min vagt foruddiskonteret som den altafgørende uge - blev tingene sat eftertrykkeligt på plads, også for de sidste endnu ikke helt overbeviste om, at der i dansk fodbold i disse tider er København og så resten. Nu jeg lige står og kigger i vagtplanen og sæsonplanen, så slår det mig, at siden min sidste vagt op til påskeweekenden, har vi spillet otte kampe og vundet ... otte. Fem liga og tre pokal. Det er lige før, det bliver helt trivielt. Men også kun lige før.

For vi er på vej mod et rekordmesterskab. Flest points, størst afstand, tidligst afgørelse, færrest sæsonnederlag i 33-kamp superligaen osv. Alle de potentielle rekorder, som sportsredaktioner og debatfora remser op. Lad os vente med at dvæle ved dem, til de rent faktisk er i hus. En rekord eller snarere milepæl, vi dog med sikkerhed slår, bliver for første gang i klubbens historie - og dermed også dansk fodboldhistorie - at blive set af 1 mio. tilskuere på en sæson. I alt, hjemme og ude. P.t. har vi efter gårsdagens pokalsemi-retur mod Lyngby if. nipserstat.dk rundet de 945.000 tilskuere i denne sæson, så vi når temmelig sikkert den magiske mille på onsdag ude i Brøndbyerne.

Seks matchbolde har vi at gøre godt med. Seks kampe til at hente den ene sejr, der matematisk sikrer klubbens femte mesterskab på syv år. Vel at mærke, hvis en af OB, FC Midtjylland eller AaB vinder deres resterende seks matcher, og med den generelle ustabilitet, der kendetegner holdene fra nr. 2 til 10, in mente, så sker det bare ikke. Derfor er der ikke noget hybrisodiøst over allerede nu at fastslå, at guldgeden er barberet så godt og vel. Det er simpelthen et spørgsmål om tid. Det må være en voldsomt behagelig fornemmelse for Ståle og spillerne at vide, at mesterskabet kommer hjem sådan nærmest af sig selv i en af de nærmeste spillerunder. Med Michael Gravgaards kommentar til TV lige efter søndagens kamp i Silkeborg - som i den grad og især efter pausen var svær at holde fuld opmærksomhed på skærmen omkring - om at "vi altså ikke er for store til at glæde os over en sejr i Jylland efter en solid holdindsats, uanset modstander og endnu-en-dag-på-kontoret prædikatet", så er der da grund til at tro, at vi kan bevare professionel fokus også på de resterende kampe, selvom sæsonen i praksis er overstået, og der reelt kun hersker nerve omkring pokalfinalen mod OB om fjorten dage.

Og hvis vi trods den manglende edge i ligaafslutningen kan undgå at forfalde til den totale gang badebold, så kan vi måske dels se frem lidt spilletid til ungtalenter og marginalspillere samt yderligere finpudsning af Ståles meget interessante spillemæssige visioner, som han i dagens 24 timer side 30-31 beskriver således: ’Et Arsenal-hold, der forsvarer italiensk’, kalder træneren sit ideal. »I det defensive spil er den italienske mentalitet bedst. Og så synes jeg, at Arsenal - når holdet får sine pasninger og bevægelighed til at køre - er en af de bedste klubber i verden i pasningsspillet. Men der er intet hold i Europa, der mestrer begge dele, så når jeg siger, at FCK skal være et Arsenal-hold, der forsvarer italiensk, er det et billede på, hvad vi arbejder hen imod,« forklarer Solbakken.

Det kommer selvfølgelig også til at handle lidt om hvor mørbankede spillerne er efter en rekordlang sæson. 58 kampe (33 liga-, 10 CL-kval- og CL-, 9 RL- og 6 pokalkampe) har vi været igennem, når den sidste kamp er spillet, pinsedag i Vejle. Det er på niveau med de største af de store i udlandet. Et lille, uforpligtende kig i sæsonalmanakken viser, at kun Manchester United (59), Sevilla (61, 62 hvis de kommer i den spanske pokalfinale også) og Chelsea (65) når at spille flere kampe end København i denne sæson.

Så på den led er vi i den grad trådt ind i Europas elite, sammen med OB i øvrigt, der endda når på 59 kampe inden sommerferien. Ståle Solbakken og Michael Hemmingsen har da også været ude med meldinger om trætte og slidte spillere. For så vidt forståeligt, om end man skal huske på, at superligaen fra 20. november til 10. marts holdt op mod fire måneders kamppause, og vores turnering starter så tidligt som medio juli og slutter ultimo maj, og derfor ikke har nær så komprimeret et kampprogram som i resten af Europa, hvor ligaerne typisk først starter i august/september og slutter noget tidligere i maj, og hvor man kun har kort eller slet ingen (England) vinterpause. FC København og OB havde så også euro- og royale kampe langt ind i december og flere RL-kampe allerede i februar, mens det derimod skurrer fælt i mine ører, når en Erik Rasmussen mellem liga- og pokalkampen mod os jamrer over det hårde program og trætte spillere. For helvede da, det var 5 (fem) kampe inde i foråret for et hold, der ikke var med i det royale tjald og lige havde holdt de små fire måneders vinterpause. Midtjyderne når op på i alt 37 kampe i denne sæson, set i forhold til Københavns og Odenses programmer sætter det jammeren noget i relief.

Hos os har Ståle Solbakken udviklet et rotationsprincip, der ser ud til at fungere. Det går ikke udover stabiliteten på banen, når der spares spillere (hovedsagligt i Royal League og pokalen, men efterhånden også i ligakampene), og pusterummene synes at bevare fitness og matchsult hos de slidte og ligeledes bekomme de formsøgende (efter pause og/eller skade) spillere vel. Dog synes Ståle åbenbart ikke, at Atibas stænger skal hviles, for han er som den eneste markspiller startet inde i samtlige forårets 18 kampe hidtil. 1571 af 1650 mulige spilleminutter er det blevet til.

Jeg er så ret sikker på, at Ståle og spillerne helst vil have guldet i hus så hurtigt som muligt og så cruise hjem uden den mindste krusning af kun 0,001% fuckuprisiko til at pirre gummigenerne i benene. Det vil vi andre også, tror jeg godt jeg kan sige på de flestes vegne. Helst også ved egen kraft. Det vil føles lidt fladt med en uafgjort mod AaB på lørdag, og så kunne mesterkåres søndag, hvis Midtjylland og OB bommer. Ligeså, hvis vi skulle blive mestre i pausen på Brøndbyerne Stadion på onsdag, hvor rundens øvrige kampe er slut.

Så er der dem, der mener, at det hele er blevet for kedeligt, fordi vi er så tilpas suveræne. Ikke kun blandt de neutrale og "de andre", men også i Københavnske kredse. At der simpelthen mangler spænding. Jeg kan nu sagtens leve uden spænding og er svært begejstret over, at vi kører denne sæson hjem på cruise control til det måske mest overlegne mesterskab i klubbens og ligaens historie. Jeg nyder det i fulde drag, og det er sgu da en fed fornemmelse, at man bare kan se til uden nervelammelse og med tilbagelænet arrogance, mens vi henter det uundgåelige guld i hus. Oven i købet i en sæson hvor vi har også var med i The Big Kahuna med godkendte præstationer mod Ajax, Benfica, Manchester United og Celtic. Det er jo første gang,  vi har haft den fornøjelige oplevelse, så det er da bare at sige mange tak dertil. Bevares, hvis vi fortsætter i samme spor de næste 6-8-10 sæsoner, så kan det da være, at det bliver småtrivielt, men lad os tage stilling til de "problemer", når/hvis de skulle opstå.

Forståeligt har det fra især medieside nok har været at foretrække de sæsoner, hvor vi kørte parløb om mesterskabet til sæsonens sidste dage med Brøndbyerne, indtil de i år er strøget fra anden violin til øvhornsektionen. I øvrigt har vi altså kun ét point mere efter 27 kampe i år end på samme tidspunkt sidste sæson. I fjor hængte Brøndbyerne bare med indtil en 2-3 runder før slut og gav derfor spænding til masserne med Michael Laudrup i trænersædet. I modsætning til denne sæson under to talenttrænere - hhv. en hollænder fra Manchester og et klubikon fra egne forstadsrækker - hvor sportspressen i de endeløse kriseanalyser synes at overse, at materialet derude i denne sæson bare ikke helt er på niveau med de klubber, de jager, AaB, OB og FC Midtjylland. Hverken på banen eller trænerbænken. Men det er jo ikke vores skyld, vi holder bare omtrent samme pointtal og målforskel.

Jeg lever altså fint med fraværet af close race og måske regulær DM-finale, der kan gå begge veje, for der er jo også lige den detalje omkring spænding, at den ikke er særlig fed, når man taber. Det kan Alkmaars og Ajax' tilhængere nok tale med om ovenpå den vanvittige sæsonafslutning i Holland, hvor PSV i sidste ende alligevel hev mesterskabsfadet hjem efter i øvrigt at have fucket et 11 points forspring op undervejs. Og ja, lad mig da bare krybe til korset og medgive, at jeg også selv kan tale med om det, efter at mit hold i det engelske kvajede sig kosmisk og afgørende i to turneringer på fire dage. Først den dramatiske lørdag formiddag med Chelsea-Bolton og Everton-Manchester United samtidig på hver sin kanal, hvor Chelsea kort ind i anden halvleg havde bragt sig á point med United, men alligevel selv smed sejren i egen kamp, mens rivalerne vendte 0-2 til 4-2 i Liverpool. Uagtet at de blev sat i gang af et gedigent målmandsdrop og hentede de to næste scoringer via et selvmål og en gang dilettantisk forsvarsspil, så er det jo ganske kendetegnende for et kommende mesterhold at få den slags mål. Opsøge dem. Og kendetegnende for Manchester at kværne på med deres fritflydende offensivfodbold, der for det meste opvejer de defensive svagheder, der er opstået pga. en del skader her sidst på sæsonen.

Det rakte så ikke i Milano i går, hvor den amerikanske franchise blev pulet godt og grundigt af Ancelottis tropper og dermed missede en finale mod den anden røde US-franchise i England, cup-holdet Liverpool. Det var så den anden spændings-nedtur for mit vedkommende, da Chelsea spillede en offensivt ynkelig gang kujonfodbold i Liverpool og dermed missede endnu en mulighed for at spille om The Big Cup, som stadig er Mr. Abramovich's største drøm og ambition. Det var tredie semifinalenederlag på fire år. Ganske selvforskyldt denne gang. Når man ikke kan - vil - score og kun skaber én reel målchance, fortjener man ikke at komme videre. Reelt skød Chelsea sig selv i foden allerede i den første kamp hjemme i London, hvor Liverpool var markant svagere end i returkampen. Havde José Mourinho haft bare en brøkdel af f.eks. Sir Alex Fergusons fornemmelse for angrebsspil i sig, kunne Chelsea have lukket og slukket på Stamford, hvor man med lidt mere offensiv satsning mod et rystet Liverpool-mandskab nok kunne have scoret både et andet og et tredie mål og dermed lukke semifinalen.

Kampen i Liverpool var ganske dramatisk, fysisk og intens. Til gengæld spillemæssigt en gru at se på mellem to superpragmatiske hold. Myriader af høje bolde slået efter Crouch og Drogba og omtrent en syngende tackling i minuttet. Klassisk engelsk kick'n'rush fra 70'erne og 80'erne, bare i højere tempo. Bemærkelsesværdigt at det skulle leveres af en spansk og portugisisk træner med i alt trods alt kun ni britiske spillere (og en nordmand) på banen. Og vanen tro mellem de to hold blev det mindst lige så meget en taktisk duel mellem de to trænere. Med Benitez som klar vinder. Besynderligt som han kan outmasterminde Mourinho i knald-eller-fald kampe, når man betænker, at Chelsea pt. har hentet 59 points flere end Liverpool i de nu knap tre sæsoner, d'herrer har været i Premier League. En forskel man i CL-regi kun har kunnet se i en af tolv halvlege.

Som om det ikke var slemt nok at tabe - igen - til Liverpool Reds med deres horder af gennemført ulidelige tilhængere skulle man også døje med TV3+'s ekstremt Liverpoolfarvede dækning. En ting er, at danske TV-stationer - og medier i det hele taget - altid går i nærmest royalt selvsving, når der er en dansker med i udenlandsk fodboldkamp, og i Tattoo-Aggers tilfælde skulle krydre det med flere gange live-omstilling til en forstads-centerpub med onkel Agger og et solidt kontingent baljestive gæster i røde trøjer. Noget andet, at vi for gud ved hvilken gang skulle have endnu en 'Walk On' afsyngning med fra Anfield, både før og efter kampen, tilsat stemningsrapporter før kickoff og i pausen også, plus høre Frem'er-Werge - også for gud ved hvilken gang - spørge AB-Frimann om ikke "han får gåsehud". For satan, man blev bare i eddikeolmt humør allerede inden kampen gik i gang.

Og så skulle man lige have en ekstra gang sydesalt i nederlagssåret med endnu en solid gang Anfield-onani efter kampen. Jo, der er en fantastisk stemning på Anfield, men det opleves lige så støjende, tæt og intenst på f.eks. Mestalla og Allianz Arena, og på inspirerede dage på San Siro, Old Trafford, Camp Nou og Bernabeú, i Lyon, Sevilla og på Celtic Park osv. uden jeg nogensinde har oplevet en udvidet stemningsdækning fra de stadions i forbindelse med live-transmissioner. Det er da lykkeligt for os andre, at CL-finalen ikke skal spilles på hele Danmarks og Norges Anfield!

Ja, jeg er bitter. Voldsomt endda. Og det bliver ikke bedre af, at det andet røde rædselshold nok napper tronen fra Chelsea her i weekenden. Manchester Reds har det med at rejse sig omgående efter en blamage som den i Milano, og selv om det er lokalopgør, så er de så meget bedre end bysbørnene fra City - hvis sæson er slut og som forresten ikke har scoret ét eneste mål i deres seneste 7 hjemmekampe - at jeg ikke kan forestille mig, United ikke vinder den kamp. Og så kan Arsene Wenger give sin gamle uven Ferguson mesterskabet søndag, når Arsenal hjemme tager imod et givet desillusioneret Chelsea-hold. Det kan endda sikkert redde Arsenals sørgelige sæson, hvis de (og Wenger) kan slå den nye hademodstander Chelsea (og Mourinho) og samtidig definitivt spille de blå mesterskabet af hænde.

Når det skal være, så er det vel trods alt bedre end den ultimative fornedrelse, hvis Sir Alex' indædte ønske om at hente mesterskabet og sætte tingene endegyldigt og eftertrykkeligt på plads på onsdag ved at slå Chelsea i egen hule og dermed tilføje klubben det første liga-hjemmenederlag under Mourinho skulle gå i opfyldelse.

Lidt Københavnsk nerve bliver der trods alt nok på lørdag, hvor vi afvikler den først guldmatchbold og lægger op til gedigen lørdag-aften fest i Parken og Byen, hvis vi kan hive en sejr i land. Der er under alle omstændigheder på papiret alle muligheder for en flot dyst på højeste SAS-liga niveau, når ligaens næstformstærkeste hold kommer på besøg, tilmed det eneste hold, der har slået os i denne sæson. Vi kan så søge trøst i, at vi netop mod de bedste modstandere får flyttet spillet op i højeste gear, jf. udraderingerne af Midtjylland og OB. Vi får sandsynligvis også brug for et topkoncentreret forsvar, da AaB faktisk er forårets næstmest scorende (efter os) og også næstmest chanceskabende hold med 153 afslutninger i 9 kampe. Vi er tredie med 144 forsøg. Interessant nok står forårets points- og scoringsmæssigt ringeste hold, Esbjerg, for flest afslutninger af alle indtil videre. 157 styk. Og fem mål, tal lige om at fyre blankt.

Vi kan nok også forvente en noget mere ligeværdig affære end gårsdagens pokalretur mod Lyngby, som nærmest havde karakter af træningspas til to mål på stor bane med en noget urimelig blanding af spillere på de to hold. Det var nærmest parodisk at se den overlegne Københavnske boldleg, selvom vi på ingen måde spillede os ud eller spillede i et synderligt højt tempo. Lyngbys Alexander Fischer må have haft de ondeste Grønkjær-mareridt i nat og vel bare prist sig lykkelig for, at Jesper kun spillede én halvleg. Ikke at det blev meget bedre for unge Fischer at få Atiba over i sin side efter pausen, mens Niclas også fortsat terroriserede på den Københavnske venstrekant. Mest mindeværdigt er nu alligevel Bredes spielführer-opvisning med teknik og bolddistribution af ædleste mærke i 3 sekvenser i det 85. minut.

Det er så også blevet tid til at patte af, og jeg vil samtidig love, at vi vil gøre alt for at få strammet op på regulariteten hos bartenderen med bohèmetendenserne. Vi skulle jo nødig ende som mandags-genierne, der efter de flyttede ud af vores baggård, er gået over til "klummer, der kan dukke op nårsomhelst".

Forhåbentlig kan du få en lang, afslappende og solrig St. Bededag til at lade stille og roligt op til lørdagens kamp. Selv skal jeg til et familiemareridt af en heldagskonfirmation, så jeg tager allerede nu en lille skarp at styrke mig på. Du kan lige få en med og så ellers skrubbe hjem.

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens sang:

Feist: 'Sealion'

Det var tanken, at Feists nye plade, The Reminder, skulle have været i boxen i uge 18. I stedet kuppede kollega -smølle mig og bragte den på sin uge 17 vagt - i uge 18. Jeg skal således ikke tilføje noget, som -smølle ikke allerede sagde i sidste uge. Men en dejlig plade er det, og endnu en smagsprøve fra den kan ikke skade. Her med en live-udgave af "world-musik" nummeret, 'Sealion':

Ugens album:

Bright Eyes: Cassadaga (2007)

Leslie Feist er så en passende overgang til Bright Eyes, for det var det ensembles lovprisning af Leslie-pigen ifm. deres turplade Motion Sickness - jf. ræbet uge 06 i fjor - der første gang bragte mig på sporet af Feist. "Cassadaga" er et lille bysamfund i Florida, beboet af clairvoyante, medier og andre crackpots. Og Conor Oberst bruger det lille, bizarre samfund som udgangspunkt for en odyssé omkring midtlivskriser i karrieren og kærligheden, tilsat de vanlige politiske statements og satiriske punchlines til Bush's USA og det hykleriske og religiøse højre. Musikalsk set er Bright Eyes universet dybt fascinerende, hvor man gør nye opdagelser for hver gang, man sætter pladen på. Et americana-mix af folk, rock, country og pop på en skive, der er langt mere orkestralt arrangeret end Conor's tidligere udgivelser. Således er albummet heller ikke så umiddelbart tilgængeligt som f.eks. den blændende forløber - I'm Wide Awake, It's Morning - men det erobrer én stille og roligt. Gør dog dig selv en tjeneste og skip de to første minutter på åbningsskæringen 'Clairaudients (Kill or Be Killed)', hvor en psychic kvinde byder velkommen til Cassadaga som voice over til lyden af et instrumentstemmende orkester. Det kan næsten få én til at flå skiven ud af afspilleren. Men derefter bliver det godt. Ret godt, faktisk. Smagsprøven bliver 'Four Winds':