Nå, så du troede ikke, jeg var nået hjem fra Brøndbyerne Stadion og derfor ikke havde åbent endnu. Eller holdt lukket hele aftenen af samme årsag? Er du da splitterravende sindssyg, menneske! Dels er det bare Royal League og endnu et udvandende led i trivialitetsstatistikken over det, der engang var spændende og inciterende arvefjendeopgør mellem de to altdominerende fodboldklubber herhjemme i de sidste små 15 år. Dels sætter jeg af princip ikke mine urbane... nah, dén har du vist hørt før, og i disse tider skal man i øvrigt passe gevaldigt på, hvad man siger eller tænker højt, så jeg må hellere undgå at fornærme mennesker, der af uransalige grunde nærer et måske næsten religiøst forhold til forstæderne og/eller forstædernes førende fodboldforening.

Først som sidst handler det dog om, at forretningen jo skal passes, så selvfølgelig har jeg da åbent i aften. At her ser lidt tomt ud, skyldes at vi har måttet sløjfe lidt pladser lige omkring indgangspartiet, mens vi venter på  både tømrer og murer. For den brosten, der røg gennem ruden i vores vinduesportal søndag aften smadrede desværre også noget af rammen og befæstningen til murværket. Hvem der kastede den, er vi ikke sikre på, men det ligner selvfølgelig en tanke, at der var en del utilfredshed med, at vi lukkede biksen en øls tid efter søndagens sidste Premier League kamp, og en gruppe mennesker, der troede, de skulle holde Super Bowl fest her, måtte drage videre ud i Byen. Det var selvfølgelig også nok deres uheld, at det søndag var skiftedagen mellem kollega -smølles og min vagtuge, og at lige netop vi to for nu i disse dage at sige det diplomatisk just ikke nærer nogen synderlig veneration for den nordamerikanske version af football. Måske der havde været fest og åbent, hvis en af de andre bartendere havde haft vagt.

Men sådan var det ikke, og det var det for øvrigt heller ikke sidste år i samme uge, hvor jeg vist fik sagt min mening om NFL, så det er der ingen grund til at gentage blot for at håne de, der dyrker en ligefrem religiøs passion for spillet. Og dog, vi lever jo for at kommentere og karikere tiden og verden omkring os her i BULEN, så jeg vil da stadig have lov at synes, at NFL lige som MLB-rundbold er topstyret og iscenesat cirkussport mere end seriøs konkurrenceidræt. Og basket kan jeg ikke koncentrere mig om, hverken i NBA- eller anden regi (hvem fanden gider følge med i 80-90 scoringer pr. kamp?) Næ, må jeg bede om NHL, og lad mig i den forbindelse hylde Mario Lemieux, som annoncerede sit karrierestop ved en tårevædet seance i Pittsburgh's faldefærdige Mellon Arena - home of the Pittsburgs Penguins - d. 24. januar. I en alder af 40 år.

Montréal-fødte Lemieux går over i sportshistorien som en af legenderne. En karriere, der startede i Penguins - den eneste klub han har spillet i - tilbage i 1984 som first-draft, og i alt bragte 1.022 klubkampe (NHL regular + Stanley Cup play offs), 2 back-to-back Stanley Cup trofæer og 1.895 points (766 mål/1129 assists). Langt de fleste kampe som holdkaptajn. Læg dertil et væld af kampe for Team Canada. Og hans stats havde været endnu mere imponerende - og bragt ham højere end 7.pladsen på NHLs all time points-liste - havde det ikke været for de mange, lange ufrivillige pauser pga. bl.a. rygproblemer, cancer-sygdom (Hodgkin's) og her sidst i karrieren en hjertelidelse.

En frivillig pause blev det også til, da Super Mario pensionerede sig selv i 1997 for at vende tilbage som aktiv igen i 2000, året efter han også havde overtaget franchisen i Pittsburgh Penguins, der var et par pennestrøg i banken fra at gå konkurs. Så Mario Le Magnifique går ned i hockey-historien som både en af byen Pittsburghs store helte og en af isens allerbedste. Efter manges mening endda en bedre spiller end selveste Wayne Gretsky. Lemieux nåede at spille 22 kampe (af 49 mulige, da han stoppede) i denne sin sidste sæson, sidste gang den 16. december. At Penguins i denne sæson er decideret lort - her 9. februar suverænt dårligst af de 30 NHL-hold efter 57 (af 84) grundspilskampe - gør sikkert hans afsked så meget desto mere bitter for byen og holdet. Scoop draftet af Sidney Crosby, "den nye Gretsky/Lemieux", før sæsonen synes indtil videre kun en ringe trøst.

Glasskår og oprydning gjorde så desværre også, at jeg søndag aften ikke kunne sidde i fred og ro i baglokalet og se Canadiens ugæstfrit slagte Philadelphia Flyers 5-0 i Montréals Belle Centre, og jeg skal da heller ikke afvise, at et par af de NFL-stødtes trusler om boykot måske ligefrem har været medvirkende årsag til det beherskede fremmøde i BULEN i ugens løb, selv i aften til FCK i TV, for så mange Københavnere var just heller ikke på Vestegnen i aften.

Ret beset har vi seks bartendere hver for sig og sammen nok trådt en del besøgende - "interne" såvel "eksterne" - over tæerne i tidens løb, så vores søndags-lukke-stunt var måske dråben eller også bare en undskyldning eller anledning til den sten gennem ruden.

Nok om det. Det beherskede fremmøde hænger givet også sammen med, at mange har vinterferie. Vi skal dog også leve af og med vores gæster, så de kradse og måske stødende kommentarer, ledsages jo gerne og ofte af en lille en på huset. En mørk Bernard fra det tjekkiske lager må være godt for årstiden. Well, du er heller ikke kommet for at snakke hockey, kan jeg se på dig, så lad os vende os mod det væsentlige. Én ting har den overvejende del af klientellet her i bæverdingen til fælles. FC København. Dét det hele dybest set handler om. Energikilden der driver værket. Distraktionen der tager sin plads højt oppe på hverdagens dagsorden og som fylder en stor - kanske også for stor - del af tilværelsen.

I dag er således endnu en mærkedag i Københavns historie, for her til formiddag ved 10-tiden var det første gang Ståle Solbakken og Peter Nielsen kunne mønstre den fulde Københavnske trup, efter at Morten Olsens ligalandsholdspillere - minus den i mellemtiden solgte Bo-russia Svensson - var landet i weekenden, og hovedfeltet returneret fra La Manga i tirsdags. I går, onsdag, var åbenbart fridag.

La Manga lejren blev altså uden de 4 (5) ligalandsholdsspillere, og uanset hvordan man end vender og drejer det, så er det et skidt tidspunkt i optakten og grundopbygningsfasen at skulle undvære en håndfuld stamspillere, som helt givet også er blandt de første fire, der skrives på holdkortet, når der er kampdag. Hertil skulle lægges de to nyindkøb på hhv. norsk og canadisk A-landsholdstjans, Martin Bergvold på U/21-tur og Elrio van Heerden til ANC i Egypten. Sidstnævnte ville så næppe være trup-aktuel i dette forår alligevel, selvom han ikke var skiftet til Club Brügge pr. omgående, hvorfor hans fravær var nok til at leve med for trænerteamet. At han så også var den eneste, der i min begrebsverden var lovligt undskyldt fra klubtræningen, da African Nations Cup jo er et officielt, kontinentalt mesterskab, nå ja, det er sikkert bare mig, der er kolonihaveforræderisk antinational og udansk. My bad.

I stedet kunne jeg notere med tilfredshed, at Linderoth, Allbäck og Bergdølmo fik lov at blive hjemme fra norske og svenske (liga-)landsholdsvintersamlinger og træningskampe. Vi kan så efter temperament vælge at glæde os eller græde over at have have så forholdsvis mange landsholdsspillere i truppen, hvad enten det er A-, U- eller ligalandshold. For der kan da være god forretning i den status, uanset vi taler billet-, trøje- eller videresalg. Det vidner selvfølgelig et eller andet sted om et vist trup-niveau, at rent faktisk samtlige spillere omkring den i foråret formodede A-kæde har tilknytning til A-landsholdet i deres respektive fødelande. Nå ja, undtagen én. Vi nøjes med at hviske Álvaros navn aht. hans største stalker, der vanen tror sidder henne på sin stol og stempler æg.

Men stadig ... ligalandsholdet. At det er uomgængeligt, al den stund klubberne selv ønsker at bibeholde det, gør bare at trænere og ledere i samme klubber må tilpasse disponeren mht. dagligdag og økonomi derefter. Om de får den rette kompensation for lønudgifter og afsavn, kan jeg ikke vurdere. Man kan således heller ikke bebrejde Morten Olsen, at han passer sit job iht. den aftale, DBU har indgået, og tilstræber de bedst mulige arbejdsbetingelser. Fra min side af baren kan jeg derimod konstatere, at ligalandsholdet er en paria. Hvad fanden skal vi med lortet? Morten Olsen taler om ageren under fremmedartede forhold, tilvænning til højere internationalt niveau og indslusning på A-landsholdet på sigt ad den vej. Bevares, Singapore og Hong Kong er da fremmedartet, men i vore dage, hvor man kan rejse privat på kryds og tværs af kloden for forholdsmæssigt omtrent samme pris som en bustur til Fjerritslev for bare 10-15 år siden, så er Fjernøsten nok ikke så fremmedartet for de hjemlige ligaspillere endda.

Det skulle lige være klimaet her midt i det arktiske vinterhelvede i Skandinavien. Og det er nok kun en behagelig afveksling at komme et par uger til et område, hvor fraværet af sne og frostgrader minder om et sted egnet til menneskelig beboelse. Men vejrvinklen er trods alt ikke meget anderledes, end de pågældende spillere kunne have oplevet på obligatorisk træningslejr med egne klubber. Og kampe mod Singapore, nr. 92 på FIFAs seneste verdensrangliste, Hong Kong, nr. 117, og Sydkoreas B-hold kan vel lige knap konstituere "højere internationalt niveau". End ikke for et ligalandshold.

Endelig med hensyn til det uofficielle ligalandsholds berettigelse som fødekæde eller springbræt til A-landsholdet, så tror jeg ikke man fornærmer alt for mange ved at sige, at der ikke just er voldsomt mange fra Østen-truppen, der ligner potentielle A-landsholdsspillere. Jesper Christiansen, Michael Gravgaard og Michael Silberbauer er allerede inde omkring det rigtige landshold. Ellers får jeg kun øje på en Lars Jacobsen, der ligner en A-spiller her og nu, og en Anders Due på sigt (undskyld, Jesper Bech!) Derudover må man vel bare sige, at hvis spilleren er god nok, så kan han også trække en landsholdsudtagelse direkte fra superligaen. Som vi de senere år har oplevet det med f.eks. Mads Jørgensen, Peter Madsen, Christian Poulsen og Thomas Kahlenberg (inden de røg udenlands) samt Michael Gravgaard, hvor de tre sidstnævnte ligner stamspillere på fremtidens landshold.

Mens diverse landstrænere jamrer over stadigt ringere arbejdsvilkår - f.eks. at klubtrænerne hos spillernes respektive arbejdsgivere har den uhørte frækhed at bruge spillerne på andre pladser, end de er tiltænkt i landsholdsregi, eller måske (oh gru!) slet og ret ikke bruge dem - så er det et faktum at der ikke mindst i UEFA-regi er blevet stadigt flere landskampe. Blatters pseudo-turneringer - også for klubhold, jf. f.eks. at Liverpool nok nu så småt betaler prisen for også at skulle tage til Japan i polarklima og spille "klub-VM" midt i turneringen (jeg vil vædde med at Benitez og co. gerne havde undværet den fornøjelse, selv hvis de havde vundet lortet) - og indførelse af venskabslandskampterminer er såmænd slemt nok. Også selvom antallet af venskabslandskampe for flere europæiske lande endda måske samlet set er faldet.

For der skal være plads til en milliard kvalifikationskampe. Her må jeg skynde mig at tilføje, at det trods alt ikke er Blatters - en af mine ellers, indrømmet, foretrukne aversioner - skyld, at Europakortet på det nærmeste er eksploderet i nye stater op gennem 90'erne. At Tjekko skiltes fra Slovakiet kunne opvejes af, at Øst- og Vesttyskland igen blev til én forbundsrepuklik. Men Jugoslaviens opløsning har jo givet en broget palet af nationer på Balkan, mens Sovjetunionens opløsning også har givet en sværm af nye, selvstændige lande og ditto fodboldforbund fra Baltikum i vest til Kazakhstan i øst. Sidstnævnte sammen med et par andre i øvrigt efter mine geografibegreber så meget beliggende i Mellemøsten/Asien, at de vel burde indlemmes under AFC-paraplyen og ikke i UEFA-familien. En familie der i 90'erne og senere også er blevet forøget med ø-riger og selvstyrer som f.eks. Færøerne, Liechtenstein (BULENS helte), Andorra og San Marino. Så indtil Tyskland, Spanien og Frankrig opdeles i selvstændige delstater og provinser, skulle UEFA måske overveje at opfordre fodboldforbundene i Vatikanet, Grønland, Kaliningrad, Nagorno Karabakh og Gibraltar samt på Kreta, Korsika, Jersey, Guernsey og Bornholm til at søge optagelse og dermed adgang til næste VM-kvalifikation.

For hvorfor stoppe ved de 52 deltagende lande lige nu? Til sammenligning var der i øvrigt kun 27 nationer/forbund i 1960 og fra 1965 til 1993 konstant 33 lande (eller 32 når Albanien eller England var smidt udenfor i en periode). Vi husker det typiske scenarie i samme periode med 4 max. 5 hold i vores EM- og VM-kvalifikationspuljer. Dvs. 6-8 kampe. I den aktuelle kval. til EM 2008 er 7 hold pr. pulje standard (= 12 kampe), med tilstrækkeligt uheld kunne man endda havne i 8-holds puljen med 14 kval.kampe. Man stadig er landstrænere og nationalforbund og UEFA/FIFA inderligt indignerede over, at klubberne - der for de "stores" og dermed mest landsholdsspillerforsynende vedkommende ligger på en 50-60 kampe om året i forvejen - beklager sig over at skulle aflevere spillere til stadigt flere landskampe. Landskampe som i øvrigt både i venskabsform og med noget på spil samler stadigt færre tilskuere i det mindste i Vesteuropa. Spørg bare Erik Nielsen i DBU. Det er mest blandt de nye nationer mod øst, at de stærke nationalistiske følelser også afspejles i antal og engagement på tilskuerpladserne.

Det at måle landenes indbyrdes styrkeforhold bliver jo også mere og mere udvandet, eftersom langt de fleste lande - også og især udenfor Europa - overvejende henter hovedparten af deres spillere i andre ligaer end de nationale. Italien, Spanien, England og Tyskland er vel de eneste betydende nationer med en overvægt af landsholdsspillere fra egne ligaer. At måle de nationale ligaer, det har vi Champions League og UEFA Cup'en til. Og Royal League mener enkelte entusiaster!

Ærligt talt, stod det til mig, så afskaffede man ikke bare venskabslandskampene, men også kvalifikationerne, for de kampe gider jeg knap glo på mere. Slutrunderne må være nok, de er så til gengæld også interessante. Men hvorfor ikke gøre som i ishockey? A-, B- og C-VM osv. og op- og nedrykning af x antal nationer fra slutrunde til slutrunde. Naturligvis under behørig hensyntagen til forholdsmæssig kontinental repræsentation, som nu. Det vil selvfølgelig gøre mange landstrænere arbejdsløse i perioderne mellem slutrunder, men hånden på hjertet, hvorfor skal landstrænertjansen være fuldtids? Tag nu bare Guus Hiddink. Han klarede - og klarer - snildt at træne både Sydkorea og nu Australien ved siden af PSV.

All right, det sker aldrig, det ved jeg. Men derfor kan jeg jo godt stå her og dagdrømme lidt, også selvom jeg måske fik såret en lille national følelse hisset og her, hvad enten den er bundet op på Danmark, England, Malta eller Gotland. Det er så i lyset af disse, mine fornemmelser for landsholdsfodbold, at det forekommer mig så evigt ligegyldigt med en bastard som ligalandsholdet. En møgunge, der end ikke giver officielle landskampe på CV'et og har lagt beslag på vores spillere i 17 dage. Og sørget for at vores nye makkerpar i centerforsvaret fik hilst på hinanden for første gang hele 10 timer før deres første kamp sammen. De har endda nået at træne let sammen hele én gang!

De 17 dage havde sgu været bedre anvendt på, at de nye lærte hinanden - og de gamle samt klubben og trænerne - bedre at kende, både på og udenfor banen. Alle sammen. Grundformen og boldfølingen har til gengæld næppe sat ligalandsholdsspillerne tilbage ift. resten af truppen. Det skal Olsen/Serritslev hhv. fine baneforhold i Fjernøsten nok have sørget for.

Netop grundformen blev så for alvor testet her til aften på en meget tung bane i et for tidspunktet efter danske forhold voldsomt tempo. For den første samlede mønstring under Solbakken blev jo hurtigt alvor med kamp samme aften. Nu var det Royal League, turneringen der stadig er et sportsligt misfoster - mht. afviklingsform og baneforhold - men kalenderen taget i betragtning var det en fornem sæsonpremiere for to hold, der matchede hinanden rigtigt godt. God intensitet, god indstilling, godt tempo og ganske hæderligt spil på en kropumulig bane, som givet ikke kunne være anderledes efter en uge med konstant skiftende regn/sne og tø/frost.

Under alle omstændigheder en dejlig debut for Ståle. Selvom jeg til enhver tid vil bytte aftenens resultat, hvis vi taber turneringskampen samme sted om godt en måned, så må det give et lille psykologisk boost for holdet at vinde Ståles første kamp og den første i tretrinsraketten mod Brøndbyerne. En kamp vi styrer på nær de første og sidste 10 minutter og burde have lukket, inden Brøndbyernes satsning med friske kræfter og norsk bold gav den unødvendige reducering. Nu bliver der endelig træningsro med fuld trup, og når timingen, kampformen og den indbyrdes forståelse kommer på plads, ser det bestemt ud til, at vi i hvert fald ikke står dårlige end i efteråret. Skal blive spændende at se næste trin på søndag mod Lillestrøm.

Der skal jeg så ind og se min første live Royal League kamp - samtlige sidste sæsons RL-hjemmekampe missede jeg pga. bl.a. rejser - og først og fremmest min nye helt, Atiba. Han viste sig i aften at være nøjagtig lige så god, som jeg regnede med. Han ligner et kæmpe hit. Fin teknik, rolig boldomgang, godt blik, glimrende og rigtige løb begge veje, god fysik. Han mangler bare lidt træfsikkerhed! Det skal nok komme.

Nå, man bør vel slutte med at irritere og fornærme nogen. F.eks. kan jeg forhåbentlig genere min gode kollega -smølle ved at hylde hans - og andres - yndlingsaversion i trænerverdenen, José Mourinho for den 50. Premiership sejr i søndags. Det er altså ud af bare 63 mulige PL-kampe indtil nu. Man kan mene, hvad man vil om The Special One, men det er imponerende stærkt gået i verdens hårdeste liga. Ved samme lejlighed spillede Frank Lampard sin 250. kamp alt i alt for Blues, kendetegnende for en jubilæumskamp med en præstation langt under par. Som stort set resten af Chelsea-holdet, der just ikke fyrer på alle cylindre her efter nytår. Endnu. Forhåbentlig rammes en formtop inden for den næste måneds tid, når vinterens absolutte brag, CL-kampene mod Barcelona, løber af stablen.

Hvilepuls og økonomigear var så længe rigeligt til uden større besvær at slå Benitez' Liverpool i bemeldte søndags-kamp. Så lad mig i den forbindelse bare pege lidt fingre af de usmageligt mange Liverpool-tilhængere, der også popper frem hernede i ny og næ. Liverpool som ikke har vundet en fodboldkamp, efter Hele Danmarks Daniel Agger debuterede, og Hele Liverpools Egen Fodboldgud, ham Fowler, gjorde comeback! Der er stadig meget langt til toppen, til gengæld er det i løbet af få uger (og kampe) lykkedes den ellers så velafbalancerede og fornuftige Rafael Benitez at stryge til tops på PL-managernes klynkebarometer. Hverken Wenger, Ferguson eller Mourinho kan følge med i det tempo, hvormed Benitez i disse dage får bortforklaret de pauvre resultater, som "i hvert fald ikke er fortjent". En neutral og kølig observatør kunne måske i stedet vælge at se på det mere oplagte, at klubben over hele sæsonen kun lige akkurat har scoret et mål pr. kamp og at for £27 mio. angribere (Crouch, Morientes og Cissé) har præsteret tilsammen 11 ligamål denne sæson og ingen efter nytår!

Ikke mere pjat i aften. Du skal ud af klappen og jeg skal have lukket af og forberede mig mentalt på at yde kolossal, karmisk støtte til Spruthusets A-hold, der i morgen er i Løvetimens Fraktionsquiz mod Gummidyrene fra Utterslev Mose.

Vi høres måske ved der. Ellers ses vi på måske på søndag. Sæsonen er i gang.

Holger

og på jukeboxen skulle Ray Davies' spritnye og angiveligt brillante Other People's Lives have spillet, men den er trods undervejs siden i fredags endnu ikke landet i postkassen fra Hong Kong baserede CD-WOWs distributionscenter i Luxembourg. I mellemtiden vil selv Onkel Ray formentlig ikke misbillige, at vi trøster os med lidt yngre, sprøde kvindestemmer.

Ugens albums:

Feist: Let It Die
Leslie Feist - eller Feist, som hun slet og ret kalder sig rent kunstnerisk - er en 29-årig canadier med en fantastisk stemme. Dette hendes andet album fra 2004 - det første, Monarch, kan vist kun købes ved hendes koncerter - er en perle. Med hendes baggrund i den canadiske punk-, rock-, rap- og elektronica-scene er det ikke så mærkeligt, at Let It Die spænder meget bredt fra kabaretstemning over traditionals, jazz, bossa nova og world-musik til let pop på f.eks. den gamle Bee Gees ting, 'Inside and Out' og et enkelt nummer på fransk. Halvdelen af pladen er egne kompositioner, den anden halvdel fornemme covers. Fællesnævneren er det tilbageholdende og afdæmpede udtryk. Iflg. Jason Boesel,  trommeslager i Conor Oberst's Bright Eyes, blev Let It Die spillet nonstop i tourbussen, efter deres verdensturne sidste år ramte Toronto, og de opdagede Feist. Endda i en grad så de lavede en coverversion af singleudspillet 'Mushaboom' (en af Feist's egne) mod slutningen af turen.

Jen Chapin: Linger

Vi bevæger os lidt syd for grænsen til New York. Er Leslie Feist måske en sjældenhed på vore kanter - hun har dog spillet i landet og hendes skive kan købes i butikkerne - så er Jen Chapin (født 1971 på Long Island) det i endnu højere grad. Så denne plade er importeret. Som med Feist en tilfældighed, at man lige falder over hende og den juvel, som dette album vitterligt er. Jazz, blues, folk og soul nænsomt blandet og fremført med blød og sjælfuld stemme, akkompagneret af et umådeligt velspillende band, giver en afdæmpet og uhyre stemningsfuld lytteoplevelse pladen igennem med 'Little Hours', den rivende sensuelle 'Me Be Me', 'Manchild', 'Hurry Up Sky' og 'Passive People' som stand-outs blandt de i alt tolv meget velfungerende sange, hver og en skrevet af Jen selv. Universitetsuddannet - "Internationale Relationer" hhv. musik - er Fru Chapin meget berejst og underviser i musik ved siden af syngeriet. Meget politisk engageret og socialt bevidst (hungersnød og menneskerettigheder blandt hovedinteresserne), hvilket da også skinner igennem sine steder på pladen. Og helt sikkert ville visse temaer - og ord - med politiske og sexuelle antydninger blive censureret på amerikansk network-tv. Hvis navnet Chapin i øvrigt ringer en fjern klokke hos måske især lidt ældre gæster, er det ikke så underligt. Jen er datter af den afdøde (1981) folk-rock protestsanger Harry Chapin. Linger - fra 2004 - er Jen Chapins tredie album, om end det indeholder en håndfuld sange tidligere udgivet på live-albummet Live at the Bitter End (2000) og Open Wide (2002). Da jeg ikke har hørt nogle af de plader, vælger jeg dog at betragte denne som ny hele vejen igennem. En helt ny plade skulle så være på trapperne her i løbet af foråret. Jeg er klar til et netshoppe den helt uden at høre den. Så lyst-til-at-høre-mere-lovende er Linger nemlig.

Ugens sange:

Joe Grushecky w/Iron City Houserockers: 'We're Not Dead Yet'
Fra Pittsburghs største sportsmand, Lemieux til byens nok største rocknavn, Joe Grushecky. Et nummer fra hans 1980 album Have A Good Time But Get Out Alive. Klassisk amerikansk østkyst-rock og efter sigende for tiden afspillet til Penguins' hjemmekampe som en manifestation af, at byens hockeyhold ikke har overgivet sig endnu. Jeg mistænker dog, at både Joe og resten af byen for tiden er lidt ligeglade med hockeyholdet ovenpå Steelers' hjemførelse af Super Bowl i skulderpude-kastebold.  

John Barry's 'Theme from The Persuaders'

Til allersidst. Et genhør med BULENS kendingsmelodi. Tag den med lyd på her.