Mesterskabets ulidelige mæthed

tilbage

For fanden! Her står man igen og ligner en guldstatuette, heller ikke denne gang er der ridser i lakken. Man er urokkelig, man er i et med disken og alkoholen, man svæver som en engel igennem lokalet, folk holder kæft, når man passerer dem, det er ham der er støbt i guld, mand, lyder det med en respektfuldt hvisken fra masserne.

Og sandelig er det ham. Bartenderen i guldunderhylere og guldsko og med guldforklæde, de kalder ham Gyldenskål, og han drikker guldbajere og befamler gyldne damer på dåser, mange dåser, gode og solide halvliters, mens han svinger rundt med fjernbetjeninger til digital- og tv-modtagere.

REV SCAN, PLAY, PAUSE. Hold på vejrtrækningen et par sekunder... pokalfinalen. Nu bliver den genudsendt i en adstadig og fordrukken aftentime. Mit umiddelbare gæt er at den ikke er blevet bedre siden i eftermiddags.

Ærlig talt, var der et hold jeg på forhånd kunne tåle at tabe pokalen til, var det OB fra Odense. Jeg lever egentlig også fint med det efterfølgende. Når jeg får tænkt det hele lidt nærmere igennem.

Deres sejr i dagens finale var uhyre fortjent. De mødte et bovlamt københavnsk mandskab, der efter 25-30 minutter stille og roligt tabte kampen på den regnvåde græsplæne inde i Parken. Kort og godt.

Direkte blev det manifesteret i et Jesper Christiansen-drop af Kihlstedtske dimensioner. Det er nærmest urkomisk at gense situationen på TV. Fra tribunen kunne hverken jeg eller de fleste andre der stod omkring forestille os, at Martin Borres skud ikke ramte en eller anden.

Men det gør den ikke, den sejler bare ind bag Jesper, der totalt fejlbedømmer og spræller som en syg fisk en halv meter på den forkerte side af bolden. Overmod eller koncentrationssvigt? Eller bare en dårlig dag på kontoret. Jesper var heller ikke helt uskyldig ved OB's føringsmål i begyndelsen af 2. halvleg. Svigtende kommunikation med forsvaret. Han kommer dog ud fra feltet, men får ikke sparket længere væk end til den nærmeste modstander. OB holder trykket og hele forsvarskæden sejler. Bechara kan, helt fri fra kanten af det lille felt, heade OB foran.

Halvanden foræring fra Jesper, fra os til jer, et styks interregionalt udligningsbidrag, jamen I fortjener skam også en pokal denne sæson. Tillykke, Odense! Lad mig også understrege, at OB spillede en glimrende kamp. De lukkede os næsten totalt ned, skrumpede spilmulighederne til en tætpakket midterlinie, 18-20 spillere samlet på et areal der kun tilnærmelsesvis var større end en pølsevogn, det bliver snævert og svært, og de gik til stålet, de ville vinde kampen. Forståeligt nok. Det var jo en pokalfinale.

Nej! Det var ikke godt nok her til eftermiddag. Jespers offday i målet blev sådan set bare symbolet. Niclas spillede en pivringe venstrekant og bugserede den ene fejl efter den anden op ad sin side, mens han glemte det meste om at tackle, Allbäck var bare væk, og da han endelig fik chancen i det desperate pres i slutminutterne, var han også væk. Grønkjær er set langt bedre og kom ikke i nærheden af at gøre den forskel vi ellers har vænnet os til. Hangeland lignede i et par tilfælde en der havde været til for tidlig 17. maj-fest, den norske nationaldag, med alt for store mængder af den norske nationaldrik, hjemmebrændvinen, kogende i blodet.

Jeg kunne sagtens blive ved. Olm i sulet og alt det der. Det var de erfarne drenge, der svigtede i dag. Derfor nævner jeg dem. Det var meget skuffende, København. Og det er egentlig ikke den tabte finale, eller den tabte pokal, der skuffer mest. Det er den lille pisseirriterende detalje, at arbejdet ikke blev gjort helt færdig. Den perfekte sæson blev lidt mindre perfekt, fordi finalen blev tabt. Den næste erkendelse er, at man aldrig lærer det. Det perfekte er kun perfekt fordi det ikke findes.

Nøgternt betragtet, finalen faldt på et forkert tidspunkt. Et tidspunkt hvor den sult efter sejr og metal som OB viste så flot, manglede hos for mange af vores københavnske spillere.

Vi har sejret ad helvede til, udtalte den gamle LO-formand Thomas Nielsen engang for over 30 år siden, og sigtede til noget der lignede fuldbyrdelsen af fagbevægelsens og socialdemokraternes velfærdsmodel. Alt det som man havde kæmpet for i generationer, var blevet virkeligheden. De tidligere generationers forarmede arbejderklasse sad nu i nydelige parcelhuse med vaskemaskine og med lige så nydelige garager til deres to familiebiler, altsammen skjult bag velklippede ligusterhække, og gad i længden ikke mere selvsamme fagbevægelse og socialdemokrati... man fik mere travlt med middelklassens mere primitive dyder som ligusterhækkens højde og nabokonens tørklæde...

Jaja, for fanden! Det blev et sidespring. Indrømmet. Pointen gemte sig egentlig i ordene, vi har sejret ad helvede til. De faldt mig bare ind. Uden sammenligning i øvrigt, og uden hverken større eller mindre politisering, men vi havde også sejret ad helvede til. Indtil i dag. Hvor det gik galt.

Og galt gik det, kære medfordrukne og medskuffet guldbajer-swinger, fordi den mentale mæthed nu er indtrådt.

Vi har kørt over det meste i denne sæson, har leveret helt historiske præstationer i efteråret med Champions League-kvalifikationen, har genvundet mesterskabet i overlegen stil. Der var sådan set kun pokalfinalen tilbage, så havde alt været noget nær perfekt. Men vi er langt fra usårlige eller uovervindelige.

FC København kan også sagtens stadig tabe fodboldkampe, nu har vi endda tabt to ud af de seneste tre på hjemmebane, eller næsten hjemmebane, alt efter hvordan man ser på dagens DBU arrangement i Parken. Sjovt nok er begge kampe tabt efter at vi tidligt er kommet foran, hvilket normalt heller ikke sker.

Mental mæthed, ja. Spillerene har allerede fikset den absolut vigtigste og største målsætning - mesterskabet. De fik pakket os andre ind guldglitter fra hoved til røv for lidt over en uge siden.

Vi kan godt forvente mere, og det gør vi også. Derfor står vi også hernede og fnyser i glassene. Men for min del kan jeg også sagtens lade det være ved denne ene aftens skuffelse. Sæsonen er trods alt fyldt med alt andet. Et eller andet sted, engang i morgen, skal jeg gerne undskylde vores spillere, for at de måske lige mangler de 5% ekstra gejst og vilje i disse tider, dem som OB havde. Det har været en lang og enorm sæson og der har reelt kun været et stort og altoverskyggende mål tilbage her i foråret. Jeg nævner det lige igen for en sikkerheds skyld: Mesterskabet.

FWD SCAN, PLAY, PAUSE. Og tilbage til virkeligheden. Den hedder jo faktisk næste sæson, må vi vist bare konstatere. To jyske udekampe mod henholdsvis Viborg og Vejle, og en officiel guldfest hjemme mod Esbjerg. Gudskelov har turneringsudvalget og DBU klemt hele herligheden sammen til halvanden uge. Pinsesøndag bliver der lukket og slukket. Det havde været for meget af det gode, hvis vi skulle langt ind i juni for at få turneringsafslutningen. Jeg modtager meget hellere en god lang sommerpause til opladning af fodboldbatterier og nuklear afvikling af mæthedsfølelsen.

For fanden! Der ligger man - som en anden Brad Pitt i bar overkrop - foran sommerstuen med udsigt over Sejerøbugten i sin hjemmeflettede hængekøje af pil og birkeblade, betragter dovent myriaderne af andefugle der flyver forbi. En Kristian Bak til 15 mio. kroner. Rap-rap. En Dennis Rommedahl der træner med Brøndby og absolut ikke afviser noget. Rap-rap. En Claus Jensen forlader Fulham. Rap-rap. Og så er der alle de sædvanlige skandinaviske edderdyner der er på træk syd over. De kommer også. Man kan fange dem med kikkerten omkring 1. juli og en måned frem.

Jeg glæder mig egentlig til pausen og for at manifestere at jeg mener det alvorligt, vil jeg lave et fald her bag disken. Seriøst, mand. Jeg kan demonstrere en teknik der både overgår Dunken Rasmussen og Chris Katongo. Jeg er klar over deres professionalisme ude på Vestegnen, men mit fald overgår dem alle, jeg falder nemlig af et oprigtigt hjerte og formår alligevel samtidig at bevare mit helfyldte ølglas intakt, det gyldne mjød der lyser for enden af min udstrakte hånd kommer ikke til at gå til spilde. Det garanterer jeg. Det lander blidt som selve glasset på min mave.

Jaja, mand! Du behøver bare at kigge, ikke skubbe, ikke lange ud, ikke spytte, ikke sparke, diggeloo-diggelay-Søren-Frederiksen-er-gay, var der engang en jysk københavner der sang i vores nabolag. Det var ham der malede hele BULENs facade ud til gaden, samt hele globaliseringen i vores virtuelle afkrog. Vi har ikke set ham siden. Men det var noget med et svensk melodigrandprix-bidrag og nogle guldsko. Og vist ganske mange guldbajere. Det var kort efter den tid, hvor vi altid blev nummer 8.

Og jeg falder. Næsten i svime. Tottenham er atter blevet nummer 5 i Premiership. Det er samme resultat som sidste sæson, det betyder en ny UEFA Cup-plads, og hvilken stabilitet de udviser. For 5 sæsoner siden blev de også altid nummer 8. Fremskridt, fremskridt, babyskridt i den rigtige retning. Om 5 år spiller de måske pokalfinale på det nye Wembley, der indvies for alvor på lørdag.

Ergo jeg falder. Tak for det og sov i øvrigt ligeså godt derude!

Saxo

Arctic Monkeys: "Favourite Worst Nightmare" (2007)
Da disse Sheffield-knægte debuterede for lidt over et år siden, var de allerede omgærdet af en enorm hype. Distributionen via internet gjorde dem berømte før selve albummet "Whatever People Say I Am, That's What I'm Not", nåede en eneste musikbiks ude i den fysiske verden. Den engelske musikpresse bankede løs i tastaturerne, kunne næsten ikke få luft, begejstringen var enorm. Og hørt nu et års tid senere, er den egentlig ikke så dårlig, debutskiven.

Det er opfølgeren bestemt heller ikke. Den er faktisk glimrende, og i virkeligheden langt mere sprudlende og varieret. Energi og tempo er der stadig, stærkt søsat af åbningsturboen 'Brianstorm', og det rykker og swinger fedt og jeg havde formodentlig været endnu mere begejstret hvis jeg var 20 år yngre, sangeren Alex James lyder ofte stadig som en kloning af Damon Albarn fra hedengangne Blur, men numre som den sjælfulde 'Only One Who Knows', 'Do Me a Favour' og udgangsnummeret '505' peger alligevel længere og overraskende meget mere langtidsholdbart end debutskiven umiddelbart gjorde.

I øvrigt har kollega Smølle kortlagt prisen for netop denne skive. Læs mere i hans glimrende guide til pladekøb på nettet.

Marianne Faithfull: "Before the Poison" (2004)
Vi springer to generationer baglæns til en sangerinde der sagtens kunne være bedstemor for Arctic Monkeys. Marianne Faithfull blev kendt i 60erne for sin 'As Tears Go By' og årtiet efter - og adskillige mængder stoffer og alkohol - kronede hun karrieren med en af 70ernes klassikere, albummet "Broken English".

Derefter gik der årtier igen. Marianne blev om ikke glemt, så dog hensat som støvet og afsluttet. Men i en moden alder, godt på vej mod de 60 år, begyndte hun at arbejde sammen med folk som Nick Cave, P.J. Harvey og såmænd ovennævnte Damon Albarn. Det er især de to førstnævnte der gør "Before the Poison" så fantastisk. En lo-fi og afdæmpet sag, smukke sange, en rusten kvindestemme, der kompromisløst kvækker fra livets skyggesider, det meste er set og prøvet og indtaget. Nummeret 'Crazy Love' er et af tre Cave-bidrag. Det er sindssygt smukt.

Her er sangen udsat for Youtube-hjemmesidens mere kreative sjæle. Hvad den helt præcist har med TV-serien "Lost" at gøre, ved jeg ikke. Men luk øjnene og lyt i stedet. For fanden, den violin får mig til at vræle!

mail