Jeg har lavet den med mælk. Det er en del af min hverdag. Chokerende sager, ikke? Lige så overrumplende som Bjarne Riis’ lammende indrømmelse fra i fredags af at han havde taget epo, og vel egentlig nogenlunde lige så risikabel. Riis virkede da også præcis lige så nervøs som var det hans egen formiddagskaffe det drejede sig om.

Nu har han selvfølgelig også prøvet at være i tv før. Dog som regel kun på en kanal af gangen, hvorimod hans pressemøde dukkede op på hele fire af dem jeg zappede forbi den eftermiddag for snart et stykke tid siden, hvor hans show kørte på spruthusets lille tv. DR1 var igennem live, og det samme var TV2, TV2 News og TV2 Sport, hvorimod hverken DR2, Charlie, Zulu eller TV2 Film afveg fra det planlagte program. 50%’s dækning fra hver af de landsdækkende, med andre ord. Og med efterbehandling i tv, aviser og alt andet som meninger kan bæres gennem, ikke mindst luften i spruthuset selv.

Det er de mærkeligste tankerækker, der dukker op når fortidens foreteelser skal bortforklares. ”De var jo alle dopede dengang, så han var stadig bedst blandt ligemænd” er en af dem der oftest kommer. Og ser man for et øjeblik bort fra den totale amoral det synspunkt indebærer, så er det jo allerede rent logisk noget sludder. Riis meldte ud, at han snød fra 1993 til 1998. Betyder det så, at hele verdenseliten også begyndte i 1993? Eller var der en indkøringsfase, hvor de alle begyndte at tage stoffer, så de var klar da Riis kørte sejren hjem tre år senere? Og huskede de nu alle at sprøjte narko nok? Der skulle jo en del til at følge med selveste Mr 60%, og Riis var vel kun bedst blandt ligemænd, hvis alles blod flød med samme springflodslignende perlen som Bjarnes?

Ét bestemt lallende vrøvlehoved, der jo som regel taler med om cykling, er den aldrende Jørgen Leth, der ellers foresvæver mig engang ligefrem at have accepteret at snydende cykelryttere skulle have karantæne. Han ser nu ud til at have forladt det standpunkt for bestandig, og udtalte til Ritzau efter Riis’ bekendelse: ”Cykelsporten er ikke en ren sport. Det er en usund sport, en ekstrem sport. Og sådan skal det være. Det er det, jeg altid har sat pris på ved cykelsporten. Den er fyldt med fantastiske, oversize personligheder, excentrikere og folk, der sætter livet på spil. Det andet beror på en dum illusion om, at sporten er ren og at rytter skal være rollemodeller for unge mennesker. Det er noget vrøvl, synes jeg.”

Well, han kender jo som nævnt vrøvl som sin egen bukselomme, men er formodentlig henrykt over skæbnen for en fyr som Marco Pantani. Han blev ganske vist et par gange taget i at snyde sig til sin succes, endda efter den 1998-tour som dengang blev kaldt for et vandskel for sporten, og han døde ensom, deprimeret og narkoman, enten af en overdosis eller efterveerne af alt det kemiske lort han havde fyldt sig med. Men hey – han var oversize! Og excentrisk. Og levede bestemt op til kravet om at livet skal sættes på spil. Så længe Leth er underholdt, er det jo fint, og der er ingen dumme illusioner.

Samme Leth var indkaldt til DR2’s Deadline samme fredag aften, og fik fyret samme svada af der. Derefter blev endnu to dopingapologeter bragt ind, hvilket begyndte at give programmet mere end en lille smule slagside. Den ene var professor Verner Møller, den anden journalist Joakim Jakobsen, og det var sidstnævnte der forrige sommer gjorde sig bemærket ved at hævde, at ikke bare var de 25 bedste i Tour de France dopede (hvilket var fint med ham – det eneste problem var at to sad uden for med karantæne), men det samme var Bjarne Riis da han vandt i 1996.

Ikke mindst det sidste fik kulturministeren frem i skoene – to år senere kunne han så hente svar på sit retoriske spørgsmål ved at sætte nogle af sine egne ord i fed: ”Bjarne Riis var gennemdopet, og hans flotte resultater kan ikke tilskrives hård træning, jernvilje og en evne til at sætte sig ud over sig selv, men skal krediteres et medicinsk misbrug.” Brian Arthur må virkelig enten være den naiveste politiker nogensinde, eller tale mod bedre vidende om cykelløb, og det er egentlig ikke til at sige hvad der lyder værst af de to ting. Han reagerede chokeret på Riis’ fredagsbekendelse, med det typiske Mikkelsen-udtryk ”Det han gjorde er drønhamrende forkert”, til hvilket man vel kun kan svare ”Du er dælen dylme kvik, Brian, med løg på.”

Som ventet var Møller og Jakobsen mindre klar til at kritisere Bjarne. ”Det var nødvendigt”, ”han ofrede sin sundhed”, ”det er derfor vi fascineres”, ”det er ikke for sarte sjæle”, ”han satte jo allerede sit helbred på spil ved at dyrke cykelsport”, ”det er ikke en anstændig sport”, osv. Altsammen hvad man reelt kan forvente at høre fra folk som ud fra en eller anden psykologiserende tese har regnet sig frem til, at ’folk’ gerne vil have deres helte til at flyve over bjergene, og hvis ’folk’ så samtidig vil have heltene til at være rene og ikke snyde, så er ’folk’ nogle hyklere.

Om det er sådan aner jeg ikke – jeg tilhører ikke de ’folk’, så det må man spørge dem om. Jeg tilhører de folk som hader når nogle taler inklusivt om andre som ’vi’. Men igen, præcis som med Leth var alt lagt til rette i den filosofi som doping-laissez-faire-folket har anlagt – Jakobsen erklærer endda, at han ikke ville se Tour de France hvis ikke rytterne var dopede. Ærlig snak.

Men for så lige at få styr på hvilke kegler der forfægter den slags synspunkter, er det blot at henvise til Verner Møllers forblommede ævl – konfronteret med at Riis løj i godt et årti om at være dopet, var hans bedste svar 1) at Riis jo kom med det perfekte svar først, nemlig ”jeg har aldrig testet positiv”, og 2) at det jo var typisk journalister at se alt i sort og hvidt. Yep, det er sandt!

Nu burde det jo ikke komme som et chok, at folk der forsker i idræt sommetider lader til at leve i et parallelt univers, alene ordet ’Birger’ forklarer dette i en nøddeskal, men dette forbløffede mig nu alligevel, for hvordan får han 1) den opfølgende sætning ”... og jeg går ind for en ren sport” til at passe sammen med fem års misbrug, og hvordan kan han 2) hylde en mands måde at tale udenom på uden at nægte, når samme mand er citeret for f.eks.: ”Jeg har hørt om epo, men kunne ikke drømme om selv at bruge det. Under OL i Atlanta hørte jeg en dansker fortælle om en atlet, der havde fået en indsprøjtning i benet og ikke kunne gå bagefter. Jeg har mit liv for kært til den slags”.

Den art løgne er det på imponerende vis lykkedes de virkelig hardcore apologeter enten at overhøre eller at fortrænge, og udspørges de om dem laver de samme finte som Verner Møller – som er den universitetsuddannedes måde at holde hænderne for ørerne på, mens man råber ”LALALALALALALA”.

Hvad angår Bjarne selv, så virkede han mindre påvirket end selv sine mest indædte forsvarere. Nogle af hans få kritikere her i landet mente, at han godt kunne have udvist mere anger, men det virker ret underligt på mig at forlange anger fra en person der tydeligvis udelukkende går til bekendelse fordi han overhovedet ikke har noget valg, efter at stort set alle hans gamle holdkammerater, selv de allermest middelmådige, en efter en har fortalt om hvor meget de har taget. Og jo længere hans pressemødet skred frem, jo bedre genkendte vi da også den gamle, evigt fornærmede Bjarne Riis.

Herregud, ingen var jo døde – i hvert fald ingen fra Riis’ hold. Og journalisterne kørte jo også nok for stærkt når de skulle hjem. Måske er de endda deres koner utro. Han var bare stolt over at have sine titler, ligemeget hvad, og glad for at have sin familie og sit hold. Yep, holdet som han har fordi han har tjent masser af penge og goodwill på at vinde et løb han snød i, en goodwill der vist også hjalp ham ganske godt ved stiftelsen af familien dengang i 1996. Der var endda et høfligt forslag om at finde den gule trøje frem fra kassen i garagen, hvorimod det tilsvarende tilbud om tilbageførsel af præmier og honorarer fra den femårige periode syntes at udeblive.

Og så er vi tilbage ved cykelsporten af i dag, hvor en holdejer frisk og frejdig kan erkende, at hele hans karriere var bygget på overtrædelse af løbenes regler, og hvor han kan sidde, få minutter efter at have erkendt at have snydt i fem år og løjet i ti, og sige ”nu må vi se fremad” og hævde at man arbejder for en ren sport og et rent hold – endda samme dag som endnu en af hans topryttere får en dopingkarantæne: Basso, hvis forsvar mod dopinganklagerne ikke var mindre sort end Riis’ ”Jeg har aldrig testet positiv”, nemlig ”Min hund hedder slet ikke Birillo”.

Var det bare det, men fandme om ikke han ser ud til at have fået dem til at æde den ud fra alle tankerækkerne og flere til. Fortid er fortid, nu må vi videre, alle gjorde det jo, det er værre at køre 60 hvor man må køre 50 (CSC-folkenes pludselige entusiasme for færdselslovens overholdelse er rørende), sporten skal ikke være ren, eller det skal den måske alligevel, men først nu, og i hvert fald CSC’s hold, undtagen Basso og Hamilton, men ingen vidste hvad de rendte og lavede, og det var i hvert fald noget de lavede på egen hånd nede i Madrid, og jeg har lige erkendt at jeg er fuld af løgn, men I kan stole på mig.

Herre jemini – hvordan nogen kan respektere sådan et morads af selvmodsigelser, bare fordi de involverede kører over nogle bjerge, forstår jeg helt enkelt ikke. Jeg priser mig bare lykkelig over aldrig at være faldet for så rådden en sport, og at det var så tydeligt allerede ’Ørnen fra Herning’ første gang dukkede op i tv, at han havde løgnerøjne og stank langt væk af fusk og svindel, en hørm der ikke er blevet mindre med årene.

Så hvorfor gå så meget op i det, når du ikke er en fan, spørger du sikkert – det er jo egentlig et meget rimeligt spørgsmål. Jeg skal give dig et ærligt svar, og ikke med 11 års forsinkelse: Det er fordi det irriterer mig grænseløst, at det er totalt ligemeget hvor meget råddenskab der afdækkes, hvor mange Tourvindere der afsløres som dopere og snydere, og hvor mange reportere der står hændervridende som Dennis Ritter efter Landis’ snyd og siger ”Nu har jeg ikke lyst til at beskæftige mig med cykelløb igen nogensinde”, så står cirkusset klar igen i fodboldfri juli, er umuligt at undgå, og landet går igen i en massepsykose over endnu en gemen snyder, som Riis var, Hamilton var, Basso var, og som kun den mest naive kan tro på at den næste ikke også er.

Og så går det mig på nerverne at høre belærende cykeleksperter der, med Leth i spidsen, fortæller at ”vi vil jo alle have helte” når jeg ikke har bedt om noget der ligner, og som mener at andre er hyklere mens de selv sidder og cremer i ugevis hver sommer over den mest forløjede og hykleriske sport på jorden.

Nå ja, og så skete der jo heller ikke så meget andet i den uge der gik – sidste uge. Altså ikke ud over en sidste hjemmekamp, en FA Cup-finale, en finale i Big Cup, og så det løse. Det førstnævnte skal nu ikke have den store behandling, og det samme gælder for så vidt alle andre superligakampe efter at mesterskabet blev kørt hjem mod Brøndby. Det eneste der betød noget som helst efter det var pokalfinalen, og jeg hører ikke til dem som var i stand til at affærdige det som ’bare pokalen’. Jeg synes det gjorde ondt, og det er mig ret ligegyldigt at vi vinder den ene sommerkamp eller taber den anden med så og så mange reserver, når vores hold ikke møder op på den dag det gælder, endda med vores på papiret allerstærkeste opstilling. Så lad dem bare få den ferie, de jo virkelig har fortjent.

Sikke en fantastisk sæson F.C. København har haft, men sikke en skidt sportslig afslutning den fik Kristi Himmelfartsdag. Det værste der til gengæld hændte i mødet mod Esbjerg var, at Brøndby én gang for alle kunne placere sig på den Hjemmetrone, de har rablet om det meste af foråret. Zimlings mål til sidst sikrede endeligt dette, men en af grundene til at de fleste hvor jeg stod var ret ligeglade, var at Stephan Andersen på det tidspunkt havde haft så travlt med at kvaje sig, at Silkeborg vandt over Brøndby, og Brøndby dermed via Viborgs sejr endte på den plads som udenedrykkere, som de har flirtet med gennem hele sæsonen.

Man skulle egentlig tro, at det ikke kunne lade sig gøre at være så hjælpeløs, at man gennemfører en hel sæson uden at vinde på udebane, men det er slet ikke tilfældet. Brøndby er, alene i superligaens tid, i fint selskab. Lyngby, der spillede med amatører hele foråret i 2001/02, vandt heller ingen. Haderslevs eneste sejr i 2000/01 kom på hjemmebane. Og B1909, der ikke klarede at vinde en eneste kamp i grundspillet i 1992, havde naturligt nok heller ingen udetriumfer.

B1909 er så også det seneste hold som ikke har klaret at vinde en hjemmekamp hele sæsonen. Jeg skal dog ellers lige love for, at Silkeborg flirtede med den negative rekord. De må nærmest hele vinteren have stirret på den kamp mod Brøndby og tænkt at det ville blive et tæt opløb, når nu de umulige opgaver som f.eks. Randers, Horsens og Vejle allerede havde været forbi efter deres sikre point. Heldigvis reddede Køhlerts drenge, især den bageste af dem, Silkeborg da det var sidste udkald.

Skulle der nogensinde have været tvivl i sindet om det skulle ske, er det blot at kigge på Stephans kommentar efter kampen om de jyske allerede-nedrykkere, der inden kampen havde scoren 0-4-11 og målscoren 11-29 på egen bane: ”Jeg synes, Silkeborg er et godt hold, og de har spillet op med mange hold i ligaen.” Ja, Stephan, et glimrende hold, der har givet problemer for mange. Trods alt har kun to af nr. sjoks fem sejre været over Brøndby.

Det er sandelig en ny måde, der regnes på ude i Brøndby. Sæsonen, der begyndte med at Per Nielsen i Ekstrabladet gav følgende bud på en slutstilling i toppen:

Guld: Brøndby
Sølv: AaB
Bronze: FC København

... ender med, at Brøndby drømmer om muligheden for at lave et hattrick mod Horsens, men ikke et af den art som København lavede mod Brøndby ved at vinde alle tre kampe – næ, det galdt om at holde nullet mod dem i alle tre møder. Det rigtige hattrick, altså. Jaja, det kan jo blive småt for enhver.

For nogle i Spruthusets bekendtskabskreds var Esbjergkampen det andet 1-2-nederlag i træk på to dage. Liverpool mødte Milan, i en kamp som de fleste havde travlt med at affærdige som ikke bare den ringeste Champions League-finale i evigheder, men noget nær den svageste kamp i det hele taget. Barske ord fra folk, der alle havde set både lørdagens FA Cup-finale og Københavns sejr i Viborg den følgende dag.

Ikke at det var en klassiker, heller. Jeg havde til min store fornøjelse rodet mig ud i en længere diskussion med flere gæster om ikke blot hvorfor Milan i det hele taget fortjente at være med i Champions League efter Calciopoli-skandalens domme, men også om de var et jammerlig kedeligt, typisk defensivt italiensk hold, hvad jeg kom for skade at mene at de ikke var, men derimod et offensivt indstillet og seværdigt hold. Min belønning for den ros var at Milan spillede en kamp hvor de skabte pænt under en håndfuld chancer. Tusind tak for det. Men når det var sagt, så ville det være synd at kalde dem defensive med en serie fejl fra den som altid almægtigt kæmpende men overraskende usikre Gattuso, fra den helt blanke Jankulovski samt fra gamle Maldini. De spillede bare ikke godt.

Heldigvis for det hold der ikke forsvarede særlig godt trods den påståede defensiv, var Liverpools offensiv så tandløs at de stadig må losse sig selv over ikke at have stillet med bedre angribere end Kuyt, og Crouch i en halvleg. Nogle ganske få store chancer, den ene smukt reddet af Dida, og den anden afsluttet med et Gerrard-skud der lignede en tilbagelægning, samt et trøstmål der skulle være annulleret for offside, blev det til.

Det er meget godt at jamre om ’Hjerternes mestre’ og ’klubben med hjerte’ og påstå at Milan var heldige, som det sker i denne noget komiske BT-analyse, men ærlig talt bestod Milans held først og fremmest i at de mødte et hold som ikke var ikke særlig farligt foran mål. Lidt svært at bebrejde Milan den kendsgerning. Og hvad så angår rollatorer, kunne man måske med en vis ret hævde at Crouchs, Gerrards og Pennants begrænsede aldre ikke ligefrem hjalp dem i direkte sammenligning med 33-årige Inzaghi. Jeg tror det relevante ord begynder med r, men er et andet end rollator.

Rafa Benitez’ ry som et taktisk geni fik lagt lige så få alen til som Boudewijn Zendens ry som en spiller i europæisk topklasse. Ironisk som det kan virke efter hans bedrøvelige bidrag til den finale der dominerede optakten for to år siden, så havde permaskadede Kewell været et bedre bud. Nu endte han med at få kortere tid i aktion end selv dengang af Benitez, der må være den eneste som holdt med Liverpool uden at blive deprimeret af at se Zenden spille i en time. Han lagde heller ikke ligefrem op til en tordnende Istanbulreprise ved at skifte sin anden angriber ind 12 minutter før tid, og så i øvrigt bytte back for back til allersidst. Hvad handlede det om?

Måske dette – nederst, under en masse klebsk smalltalk – er den reelle grund til at Craig Bellamy ikke kom ind for at prøve at vende slaget. Golfkøller, fordrukne episoder, attitudeproblemer og et rodentoidt udseende, så meget kan man tolerere fra en fyr der scorer et mål på Camp Nou, der blev lige så vigtigt som det var heldigt. Men at sidde og lide under UB40’s karaokemorder ’Red Red Wine’ blev for meget for en kultiveret caballero. Spørgsmålet er på samme vis om The Suns overskrift ovenfor henviser til den unge centerpubejers lidenskab for gyselige Volbeat – sikkert er det, at det kunne være muntert at se ansigtet på f.eks. den Voice TV-smagsdelende Crouch, når Johan Olsen skråler op på dansk. Noget andet er, om det er naturlig afsky for Mancunians, der får Liverpools klebmand til at omtale de bedste navne på den nævnte playlist som The Dove og The Stone Rose, eller bare en dannethed som ikke rækker meget videre end Ballamys.

Nå, men daggerten blev vel ikke ligefrem stukket i Agger efterfølgende, selv om Brüchmannteorien om at forsvarere under 30 muligvis pr. definition er bedre end dem over, ikke skulle vise sig at holde i praksis. Men det var da rigtig, rigtig rart at få stoppet en prop i den Agger-hype, der var kørt op til det sygelige inden kampen. Når det er sagt, så er det faktisk kun rimeligt at rose Werge og Frimann for at de denne gang trods alt aldrig ramte den røde raptus, der gjorde semifinalen mod Chelsea så svær at fordøje. Og måske i det hele taget Champions League-finalen, i hvert fald for mig, helt enkelt blev bedre af at have været gennem lørdagens engelske pokalfinale.

John Faxe forklarede inden den finale, at der var nogle engelske ’kampe i kampen’ – Frank Lampard mod Paul Scholes, John Terry mod Wayne Rooney, og Rio Ferdinand mod Didier Drogba. Han var i det mindste nærværende nok til selv at gøre opmærksom på at han vidste at kun den ene af de to engelske duellanter i den sidste duel var engelsk, teknisk set. Men han havde jo for så vidt ret i, at denne sidste englænderduel blev afgørende. Uheldigvis for England vandt den mindst engelske af de to, Drogba, duellen og afgjorde kampen. Måske er det symptomatisk for englændernes problemer med at hente trofæer, at afrikanske spillere er bedst, selv i interne engelske opgør. Helt profetisk af Faxe inden Champions League-finalen, hvor det var Inzaghi, der vandt det meget engelske interne opgør.

Hvad angår resten af kampen, skal vi formentlig helt tilbage til vores udekamp mod Celtic i Champions League for at finde en fodboldkamp som har påført vores bargæster så meget lidelse, og det var ikke fordi den var kedelig i meget lange perioder. I hvert fald ikke primært. Det hang mere sammen med at vi valgte at se den med lyd på.

Nu er det jo en bar, vi opholder os i, og derfor nåede de fleste gæster at få hældt fire-fem øl indenbords under den forlængede kamp. Jeg sluttede mig selv til dem, måske uprofessionelt, men jeg må sige, at det faktisk hjalp til bedre at forstå Faxes ejendommelige trylleri med sproget. Jo mere sløret man selv talte, des mere mening gav hans dybt originale blanding af ukendte vokaler, afhuggede konsonanter, eksotiske nasallyde og tilsyneladende selvopfunden grammatik. Enten er Faxe i færd med at udvikle sit eget sprog, eller også mistænker man at han havde varmet op på The Torch ved Wembley Park undergrundsstation med en hel flaske brandy. Og så over og synge salme.

Men mens det hjalp på seernes forståelse at komme på mental bølgelængde med ekspertkommentatoren, begrænsede det bestemt ikke irritationen over den evige knævren fra det fremmødte makkerpar, der var så benovede over at sidde på Det Nye Wembley, at de henviste til Det Nye Wembley hvert minut, og som klarede at holde liv i deres skakanalogi hele første halvleg – selv om den reelt fald til jorden straks med et stumpt dunk, da Niels Harild ville have en brik til at rykke fra E5 til H7. Noget af en springer, der.

Da overtiden begyndte, blev det nødvendigt at kærtegne de små lommer af stilhed, der trods alt dukkede op en gang imellem, mellem gentagne oplysninger om at den ene ende var blå og den anden rød på Det Nye Wembley, at der var 2.600 toiletter på Det Nye Wembley, at det var tunge skridt op til medaljerne på det Nye Wembley når man har tabt og lette når man har vundet, samt at dette var FA Cuppen, noget de fleste nok havde som hovedincitament til at se kampen, men som der ikke blev taget chancer med om alle var klar over.

Det skal så erkendes, at de heller ikke fik meget hjælp fra studiet, hvor der var blevet indkaldt to gæster fra de danske fanklubber af Chelsea og Man Utd til at bidrage med analysen. De gjorde det – bortset fra United-mandens tendens til at sige ”vi” om sit engelske hold, som altid kommer til at lyde skrækkelig phoney i mine ører – glimrende, men havde tilsyneladende glemt at det var en TV2-kanal med en afdanket danseshowvært de var havnet hos, hvorfor Chelseafætterens ganske ærlige erkendelse af at United havde været bedre i en fase jo uvægerlig måtte løbe ud i spørgsmålet ”Bliver du nu ikke fyret af fanklubben?” Gud forbyde da, at man kom til at gendrive fordommen om en fodboldfan som en enøjet, lallende tåbe.

Jojo, jeg ved at kritikken kan gå igen ved enhver anden kamp på TV2 Sport, men er FA Cup-finalen ikke en art prestigetransmission for kanalen? Og slår samme kanal sig ikke op på at være sport i særklasse, til en pris som også er i særklasse? Ikke at FA Cuppen i øvrigt ikke var et produkt, som allerede fandtes i Viasat Sports gamle tv-udbud. Hvis det skal tages alvorligt, hvorfor er der så stadig, her en måned efter at TV2 Sport første gang blev taget under vingebenet, sådan en ram dunst af discount over kanalen?

Man skal vel endda bare prise sig lykkelig over at de i det hele taget kunne gennemføre sendingen fra Nordvestlondon. Dagen efter skulle de sende Frem-AGF, men måtte helt enkelt opgive efter et stykke tid og sende noget tennis i stedet for. Nå ja, man har da hørt før om at transmissioner blev umuliggjort af teknikken. Det er endda vistnok sket i nyere tid. Dog primært når kampene bliver spillet i midten af Kaukasus, og ikke helt så ofte når de foregår i Københavns sydhavn.

Mand, hvor de har brug for at lade op i sommerpausen, men det er de – skal det siges – ikke de eneste der har. Det bliver egentlig helt rart med et hvil fra fodbold nu. Intet VM, ingen VM Cup, bare lidt landskampe, og så afgørelsen af den spanske liga, der, i modsætning til hvad jeg ivrigt prøver at overbevise gæsterne om, selvfølgelig ikke er afgjort endnu – men jeg tror nu Madrid vinder. Og skulle de slå Zaragoza ude, så er det slut ligemeget om Barcelona slår Español eller ej, og så vil jeg regne fodboldsæsonen for officielt afsluttet. Vi ses før eller siden, og til den tid forhåbentlig ikke så forsinket som nu. Det beklager jeg! Det var det du ventede på at høre, ikke? Jeg beklager i så fald, at du måtte vente så længe på det...

-smølle

mail