Jamen kom endelig indenfor i tobakstågerne og den dugmugne luft. Klassisk hørm, når vådt tøj på svedige kroppe stimles tæt sammen i trange, lumre lokaler, hvor udendørs ophold ikke er muligt pga. den silende regn, selvom det i grunden er OK mildt ude bortset fra en lind pelikan.

Men lad venligst din paraply blive i stativet ved døren, eller du og din regnskærm ryger på røv og albuer ud i baggården. Tilbage i september 2003 skældte jeg ud over paraplyhelvedet, og en længere fugtig periode, som den vi gennemlever lige for tiden, fremkalder min indre paraplyhader. Så lad mig gentage opsangen (her, fjerde afsnit) tilsat min stadige undren over, hvorfor det er, de af os, der satser barhovedet i fodgængertrafikken i byen, ikke kan få lov at stå/gå i tørlæ under diverse altan- og murfremspring og miniarkader, der visse steder deler fortovene i en fri og en overdækket del, uden at rende ind i paraplyfolket, der insisterer på fuldt opslåede djævleaggregater, selv om det ikke drypper ovenfra disse steder. Præcis som læskure ved busstoppesteder og togperroner. Hvad fanden er det med jer, er I bange for at paraplyen bliver våd?

De er sikkert også blevet rigeligt våde på Peter Bangsvej i denne uge, bortset fra landsholdsfolkene, der kunne vente med at møde ind efter ferien til i dag, hvor der således er fuld trup til rådighed for trænerstaben. Bortset naturligvis fra Atiba Hutchinson, der er bevilget lidt længere ferie, uden det dog fremgår hvor længe.

Da han ovenpå den længste sæson af samtlige FCK-spillere først kunne sende de lange stænger på velfortjent hvil efter Canadas semifinalefinalenederlag i Gold Cup i torsdags (21. juni) tvivler jeg da på, at han er med i rejseselskabet allerede på onsdag (4. juli) til træningslejren i Østrig. Det vil næsten være umenneskeligt, selv for en jernmand som Atiba.

Han slipper dog for som enkelte amerikanske og mexicanske landsholdspillere med klubbase i Europa at skulle fortsætte fra seks kampe i Gold Cup i USA direkte til minimum tre kampe på den anden side af det Caribiske ocean i mesterskabet for det latinamerikanske kontinent. USA og Mexico deltager nemlig pr. indbydelse for at fylde op i det Copa América, der kan være tiltrængt lindring for abstinenserne her i den europæiske fodboldsommerpause. I modsætning til især seneste udgave af Copa (2004) er det denne gang endda rimeligt stærke trupper, der stiller op i Venezuela, hvor præsident Chávez er ved at "genrejse" landet i noget der minder meget om klassisk sydamerikansk militærdiktaturstil og bruger Copa'en som en gigantisk propagandamaskine.

De første fire kampe er afviklet med et par gedigne overraskelser. Peru, som jeg altid siden VM-slutrunden i 1970 - hvor de med stjernefrøet Teófilo Cubillas var den store positive åbenbaring, der dog måtte bøje sig i kvartfinalen (2-4) mod de senere brasilianske verdensmestre - har haft en lille svaghed for, smadrede Uruguay 3-0 i åbningskampen. Positivt for de offensivt fodboldtænkende, da det er et nærmest all-out angrebsbetonet og meget ungt mandskab "uden forsvar", Peru stiller med. Kaptajn Claudio Pizzaro - nyansat i Chelsea - og rising star Jefferson Farfán (PSV) står i spidsen for inkaernes genrejsning, som skal blive spændende at se, hvor langt rækker. En så klar en sejr over gruppefavoritten er i det mindste et stort skridt mod kvartfinalerne.

Ganske morsomt også, at de altid hovne og overdrevent selvsikre brasilianere i nat fik måtte neje sig mod Mexico (0-2), som ellers stillede med fem mand, der så sent som i søndags tabte Gold Cup finalen i Chicago. Deriblandt Barcelonas Rafael Márquez, som kan se frem til en sen sommerferie, hvilket næppe vækker lykke på Camp Nou, hvor de defensive Puyol og Edmilson er ude med skader i flere måneder. Mexicos nye landstræner Hugo Sánchez, ja dén Hugo Sánchez, har i øvrigt 18 mand (af 22) med, som også spillede Gold Cup i det nordamerikanske. 

Efter at have vundet 2004-udgaven med nærmest et B-hold, regner man i sambalandet Brasilien jo nærmest dette års turnering som en walkover, da man bortset fra de orlovsbevilgede Kaká og Ronaldinho, stiller med den på papiret aktuelt, stærkest tænkelige trup. Omend det er en ny generation uden Ronaldo, Cafu, Roberto Carlos, Adriano og Emerson, som træner Carlos Dunga skal have spillet sammen. Argentina med Alfio Basile tilbage i chefstolen - manden bag Alibicelestes' seneste triumfer, Copa-titlerne i '91 og '93 - er storfavoritten til at hæve sejrstrofæet i Maracaibo den 15. juli. Ingen kompromiser omkring truppen med seksten "europæere", dvs. hele stjerneparaden med Messi, Tévez, Zanetti, Riquelme, Crespo osv. i spidsen.

Omkring 70 europæisk baserede spillere er i Venezuela - deriblandt Farums (endnu) Heath Pearce og Aalborgs Danny Califf i USAs trup - og et endnu større kobbel af agenter, scouts og klubrepræsentanter for at spotte de nye sydamerikanske legionærer til engelsk, spansk, italiensk osv. klubfodbold. Som jeg vist fik nævnt på min sidste vagt, sender CanalPlus hele dynen, desværre for de af os, der har et civilt job at passe og endnu ikke har ferie, ligger de fleste kampe på grund af tidsforskellen i nattetimerne C.E.T. Men der er da genudsendelser, DVD/HD-recorderen er opfundet, og i weekenderne ligger enkelte kampe pænt tidligt, kl. 22 dansk tid. Finalen på søndag fjorten dage går kl. 23.05.

Og bare tre dage efter Copa-finalen starter SAS-ligaen. Perfekt timing. Nu hvor det efterhånden er 16 år siden, vi gik fra kalenderårs- til efterårs-/forårsturnering (og gudskelov for det) for at følge den europæiske fodboldalmanak. Det undrer mig dog til stadighed, at vi starter op så tidligt i forhold til resten af Europa. Og slutter så forholdsvist sent for den sags skyld. Det giver et unaturligt forhold, at pausen mellem sæsonerne er så ultrakort, sommetider helt ned til en måneds tid, mens vinterpausen midt i sæsonen strækker sig over godt tre måneder.

Klimamæssigt er vi ikke så forskellige fra f.eks. Tyskland og Holland, hvor man også kan nøjes med ca. 1-1½ måneds pause henover årsskiftet. Og ærligt talt, er det ikke bare forstokkede traditioner - for "sådan har man altid gjort det" - og reminiscenser tilbage fra kalenderårsturneringen, der gør, at vi ikke spiller til et godt stykke hen i december, og så starter op igen i februar? Vintrene på vore breddegrader synes også at blive stadigt mildere, så det bør ikke være forbundet med polarekspeditioner at lægge nogle flere boldterminer i de kolde måneder. Det koster måske lidt marginaltilskuere, ligesom der nok stadig er klubber, der skal have bragt stadionforholdene op til 21. århundrede-standard, men begge dele burde kunne kompenseres af ekstra gysser på TV-aftalerne. Immervæk bringer de mørke måneder jo markant bedre seertal for TV-stationerne. Så kunne man udskyde sæsonstarten til hen i august måned, hvormed vi også slipper for de lettere affolkede stadions midt i industriferien.

Det må give en mere harmonisk turnering, selvom vi selvfølgelig på den konto ville miste den lille fordel, vi har i de tidlige europæiske kvalifikationsrunder, hvor vi ofte vil have lidt ligakampform i benene i forhold til modstandere fra de "store" lande. Som vi nok sammen med en god portion held og marginaler drog fordel af mod Ajax i kval-runde 3 i fjor. Inden vi når så langt igen, hedder den kval-runde 2, og den bliver der så trukket lod til i morgen med den indbyggede forvirring, at 12 af vores potentielle modstandere først skal igennem kval-runde 1. Kun hvis vi trækker Beitar Jerusalem eller Zaglebie Lubin, kender vi med sikkerhed modstanderen allerede i morgen.

Og i så fald er jeg egentlig helst fri for at kende modstanderen, for de to mandskaber ligner ikke umiddelbart en MyPa walkover. Vi gør i det hele taget nok klogt i at huske, at der er en hurdle at overvinde, inden vi 7./8. august overhovedet ved, om vi får en afgørende kval.-kamp til Champions League, som i det mindste giver den kval.-kamp til UEFA-cup gruppespillet, som trods alt er det realistiske mål for klubben. NK Gorica er trods alt ikke længere væk i forhistorien, end at man hele tiden mindes om, at første kval-runde lige så vel kan blive det eneste euro-bold, vi får lov at opleve hele sæsonen. På et par dårlige dage kan vi ryge ud mod de fleste af de hold, fck.dk præsenterer, selvom vi er seedet og naturligvis normalt burde slå dem alle.

Vi kan meget vel ende i en situation som netop omkring Gorica i 2004, hvor sommerens to mest markante forstærkninger, Tobias Linderoth og Magne Hoseth, ikke kom på plads tids nok til at være spilleberettiget i CL-kval'en, for det synes ikke at gå sindssygt stærkt med tilgangen til København lige nu. Med seks markspillere og to målmænd væk siden vintervinduet og foreløbig kun to tilgange (tre hvis vi tæller den skadesovervundne reservekeeper Nathan Coe med), mangler der stadig lidt til den trup, Ståle allerede i foråret mente var for smal.

De nye hidtil incl. de A-trup oprykkede Mads Laudrup og Jacob Neestrup - der dog begge har fået ligaspilletid og derfor ret beset næppe kan kaldes "nye" - lapper dog hverken hullet efter Linderoth og Lars Jacobsen eller tilfører det tiltrængte kvalitetssupplement til angrebet, helst model badejern. Mest grotesk er vel, at vi i den grad stadig mangler en kvalitets-højreback. Den højre back klubben allerede ved Lars Jacobsens annoncerede afgang i december bebudede, jagten var gået ind på. Endda med den tilføjede tilfredshed, at man havde god tid til at lede efter den helt rigtige, fordi Lars spillede sæsonen færdig. Nu har vi lige pludselig knap så god tid længere. Retfærdigvis kan man selvfølgelig sagtens have haft en - eller to - "på hånden", der så er sprunget i målet af for den almindelige offentlighed ukendte årsager. Noget vi så først får nys om fra Ståle eller CV, efter de har forladt klubben eller i den store rorgængers næste bog.

Kasper Bøgelund har angiveligt takket nej (det kan også sagtens være ren agentforhandlingssnak), og serberen Nemanja Rnic skulle være kørt på stand-by pga. en større intern ledelsesstrid hos Partizan Beograd, der formodes at prioriteres langt højere end spillerhandler i den klub lige nu. Måske er haster-stemplet taget af CV's sagsmappe med "ny højreback", da vores to nyindkøb i en snæver vending skulle være anvendelige på højre back!

Som kollega -smølle bemærkede i sidste uge, var vi begge lige forbavsede over Mikael Antonsson-nyheden, men den sportslige ledelse i klubben maner højreback-konspirationerne i jorden med udmeldinger om, at vi nu har tre skandinaviske landsholdsspillere - en fra hvert land - til kamp om to pladser i centerforsvaret. De tre A-landsholdskampe, han har spillet for Sverige, har jeg i hvert fald ikke set, så mit kendskab til manden er nul. Hans Backes skudsmål er dog rimeligt betryggende. Og Backes gamle assistent fra AaB og Salzburg, Lars Søndergaard trænede Antonsson i Austria Wien i 2004/05 og siger bl.a. til Tips-Bladet Weekend Uge 25: "Han lægger nogle gode diagonal-bolde (...) I luften slår han nok ikke Gravgaard og Hangeland, til gengæld er han mere bevægelig end de to (...) Han er anden type end Gravgaard og Hangeland, mere dynamisk i sit spil. Han er rolig på bolden". Under alle omstændigheder lyder han som et højkvalitets-tredievalg eller alternativ på midtstopperpladsen. Den perfekte afløser for Dan Thomassen.

I denne uge dukkede der så endnu en "who the fuck?" sms-nyhed op fra FC København, præsenterende Mathias 'Zanka' Jørgensen, 17-årigt talent direkte i førsteholdstruppen med nr. 25. Kollega Bopa med rødder og antenner i den Østerbroske stenbro og andre Bulen-kilder med kendskab til 2DØ- og talentbolden samt B93 melder, at 'Zanka' har været anvendt som højre back, da han som 16-årig rykkede op på B93's seniorhold i 2.division. Officielt er han dog også midtstopper, hvilket så må være ugens dårlige nyhed for Nikolaj Steen Hansen. Men når den gamle kaptajn kalder 'Zanka' DKs største talent, og når B93'erne selv - i en hyldest til FC København og en ekstraordinær dansk handel - melder, at bl.a. særdeles prominente britiske klubber har jagtet ham, så lyder det jo oprigtig talt som noget af et scoop. Og særdeles fortrøstningsfuldt mht. fremtiden. Også den nære omkring kampdagstruppen, hvor det i efteråret ikke bør blive svært at stille fuld 18-mands bænk i ligakampene med både Laudrup, Neestrup, Qvist, Hansen og nu Jørgensen som U/21'ere i A-truppen.

Med to træningsophold hos Arsenals A-trup bag sig kan det jo også være, at 'Zanka' kan hjælpe Ståle hen mod visionen om, at vi skal spille som "Arsenal på italiensk"! Mere seriøst ser jeg ikke ham nu ikke som et umiddelbart valg blandt de første elleve på holdkortet, ej heller Antonsson, og der er derfor næppe større sandsynlighed for at se en af de to på højre back, end for at klubben vælger den interne løsning med omskoling af en Kvist, en Silberbauer, en Wendt til en permanent backplads i højre side. Jeg vælger således at tro, at man stadig jagter højrebacken intenst, måske gennem det skandinaviske netværk, som Lars Søndergaard omtaler.

Nu er dette skandinaviske netværk jo ikke ensbetydende med, at det også skal være skandinaviske spillere, men med Ashvetia-doktrinen in mente kunne man jo regne det for ganske sandsynligt i det mindste. Og så sker der nok noget efter weekenden, hvor den norske Tippeliga holder tre ugers sommerpause (der er til gengæld ikke pause i Allsvenskan, hvor man også spiller gennem hele juli). Måske er det også gennem det netværk, at vi skal finde enten afløseren for Tobias Linderoth eller en anden højkapabel central midtbanespiller - balancespiller eller offensiv kreatør - af lidt anden type end Tobbe, hvor vi så i stedet i efteråret vil opleve lidt forandringer i midtbaneopstillingen.

Det sidste er måske i virkeligheden det mest sandsynlige frem for en 1:1 afløser for Linde, om end han som spillertype - hårdt arbejdende presspiller, afrydder, sikring - ikke synes uerstattelig. En skraldemand med et kolossalt løbepensum skulle nok være til at finde. Straks sværere at finde en med samme lederevner, korpsånd og formidable professionalisme, uanset modstanderen hedder Vejle eller Manchester United. Til gengæld måtte vi så gerne finde en, der kunne bevare hovedet lidt køligere end Tobbe, som forlader klubben med en opsigtsvækkende rekord, der siger gult kort i ca. hver tredie kamp. En detalje klubben mærkværdigvis også valgte at udpensle i afskedshilsenen til ham på fck.dk. De "41 gule samt 2 røde kort i 127 kampe" skulle lige nævnes. Ikke noget man ellers tidligere har fundet nødvendigt at oplyse ved afskeden med andre prominente koryfæer som Lars J, Álvaro, Bo Svensson, Zuma eller Todi, hvor man mere normalt nøjedes med at nævne kampantal og mål.

Nu var det selvfølgelig ikke disciplinærkontoen, der førte til Linderoths afsked med København, men et tilbud som hverken København eller Tobbe selv har kunnet forsvare at sige nej til. Vi er trods gigantstatus i Skandinavien stadig langt fra at kunne konkurrere på transfers, sign-on fees og lønnninger med en klub som Galatasaray. Og et år fra kontraktudløb ville det være direkte tåbeligt at holde på manden, især når mulighederne for en forlængelse i følge Ståle knapt var værd at forhandle om, da Linderoth og agent Ljungs krav angiveligt ville sprænge lønrammerne i klubben og hurtigt få en Grønkjær, en Gravgaard, en Allbäck osv. til at banke hårdt på ledelsens døre.

Om det er "stjerne-købet", der skal afløse Linderoth, eller i stedet skal findes på backen, den offensive midt, kanten eller i angrebet, vil vise sig. Men stjernespilleren - den helt store checkudskrivning - kommer til sidst iflg. Ståle i BT sidste torsdag (21.juni). Og kun i tilfælde af kvalifikation til Champions League, der altså har direkte indflydelse på klubbens transferpolitik. Det smager desværre lidt af sidste år, hvor det lykkedes at slippe gennem nåleøjet til CL, men ikke lykkedes at få den/de nødvendige kvalitetsforstærkninger, især til angrebet. Hvis - og det er et meget, meget stort hvis - vi skulle levere CL-miraklet igen, så bliver det 28./29. august, hvilket vil efterlade Ståle og CV med to dage til at lande "stjernen", der muligvis slet ikke  længere er ledig på markedet til den tid. En noget risikabel taktik, men man er øjensynligt ikke indstillet på en ren overkill-trup, hvis vi kun skal spille ligabold i efteråret.

Det har vi stadig det meste af en sommer til at spekulere over. Første forhindring på vej mod et nyt euro-eventyr enten i CL- eller UEFA Cup regi åbenbarer sig for os i morgen, og ellers er der jo trænerkabalen omkring Madrid/Getafe/Schuster/Laudrup at underholde sig med. Eller Copa América!

Jeg lukker døren, slukker gadeskiltet og finder maltwhiskyen frem til de små timer her, men du er såmænd velkommen til blive og se lidt latino-bold. Der er Paraguay-Colombia lige nu, mere interessant spiller favoritterne og mine sydamerikanske yndlinge, Argentina, deres første Copa-'07 kamp henad tre-tiden. Mod et ungt, urutineret USA-hold med kun ni spillere fra Gold Cup truppen.

Skulle jeg falde i søvn inden, bedes du bare låse efter dig, når du går hjem. Det ser i det mindste ud til at holde nogenlunde tørt i nat. God weekend!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

The Hold Steady: Live At Fingerprints (2007)

Album og album er måske så meget sagt. Der er tale om en EP med fem numre. Akustiske versioner af 'Cattle And The Creeping Things', 'Chips Ahoy', 'You Can Make Him Like You', 'Citrus' og 'You Gotta Dance With Who You Came To Dance With'. Overrumplende godt, især hvis man troede, The Hold Steady kun var fuld knald på forstærkeren og høj, amerikansk guitarrock. Lige så energisk og uimodståeligt det elektriske Hold Steady er, lige så indbydende og fordybende er Hold Steady unplugged. Man opdager, at de nøgne melodier i den grad holder. At Craig Finn faktisk kan synge og ikke bare råbe/speedsnakke. At Tad Kubler behandler en akustisk guitar lige så overlegent, som han river guitarriffs ud af Gibson'en med strøm på. Og at Franz Nicolay's virtuose og temposættende harmonikaspil i den grad er uimodståeligt. Jeg vidste godt, at de fem herrer var enestående, dygtige musikere, men denne lille godbid - optaget på Fingerprints, Long Beach, Californien i oktober 2006 - er små atten minutters medrivende musikglæde. Og så tilsat Craig Finn's ret så morsomme små anekdoter og præsentationer omkring numrene. Brilliant. Jeg kan desværre ikke finde smagsprøver fra denne seance på youtuben, men en lille idé om, hvordan The Hold Steady lyder akustisk, fås på denne optagelse fra 2005 af den ikke-udgivne '212-Margarita'. Det handler selvfølgelig om sprut. Blandt andet. Men nyd selv historien, og akkompagnementet:

Ugens koncert:

Ja, det siger vel sig selv. Af en eller anden grund kom der kun et par hundrede mennesker i Lille Vega tirsdag aften trods kollega -smølles og min gennem nu måneder ganske hæmningsløse promovering af verdens bedste barband, som vi skamløst har taget til os som "Bulens Husorkester". Det beskedne fremmøde var så også det eneste, man kunne beklage den aften.

Man siger at forventningens glæde undertiden er den største, så i princippet var de fire of os, der så en forrygende - men kort - Hold Steady koncert i London i februar in for en skuffelse. Heldigvis overgik virkeligheden denne gang forventningen, for det var et BRAG af en koncert. Uimodståelig, gedigen rock uden dikkedarer med et band, der oser langt væk af gedigen og smittende spilleglæde ... og binge drinking. Hvad fanden, rock og alkohol hører sammen. "I don't feel old, but old school", sagde Craig Finn (34), som svar til de, der synes han og hans bandkolleger ser gamle ud. Og det var energisk old school rock af bedste karat, vi fik i en grad så jeg er høj endnu, og det er ikke af bajerne. Vi fik Finns uforlignelige, underholdende og lyrisk begavede historier - over tre plader og en hel koncert - bygget op om vores gennemgående antihelte som småpusheren Charlemagne, festpigen Holly "the Hoodrat', Gideon fra dækhandelen og spøgelsesbyen Ybor City, hvor de alle ender før eller siden. Vi fik det meste fra deres nye skive og det bedste fra de to første. Og så er der sgu ikke flere ord at sætte på, det her skulle opleves. Heldigvis har guitaristen Tad Kubler betroet kollega -smølle, at de kommer tilbage på vore breddegrader senere på året. Jeg kan så betro dig, at samme kollega -smølle har begået et interview med et par af d'herrer, som du vil kunne finde her på matriklen, når -smølle er blevet ædru nok til at publicere det. Ingen video-optagelser fra Vega - dog er ovenstående billede derfra, knipset af Spejder fra Mars - men vi kan ikke lukke ned for i aften uden lidt live-energiske smagsprøver fra The Hold Steady's foreløbig tre fremragende plader.

'Most People Are DJs' fra debutskiven, (The Hold Steady) Almost Killed Me.

Lyden er ikke god, men fornem energien, mand. Det rykker, som dette nummer i ekstra-sættet også gjorde i tirsdags.

 

'Cattle and The Creeping Things' fra album nr. 2, Separation Sunday.

Her fuldt elektrisk! Fantastisk nummer med lige så fantastisk tekst.

 

'Massive Nights' fra det tredie og foreløbig seneste studieudspil, Boys and Girls in America.

Bevidst valgt trods den mystiske panorering, for det er næsten som at være der selv, og som nummeret kunne være filmet og oplevet fra salen i tirsdags.

Jojo, det er massive nights, når The Hold Steady spiller op, og havde de blandt deres mange festival-gigs denne sommer også skulle på Roskilde, så havde jeg sgu trodset min notoriske magelighed og for første gang i henimod en snes år bevæget mit luksuslegeme til dyrskuepladsen. Men det skal THS ikke, så I der skal ned til måske healende mudderbade og iskolde afvaskninger, må have det så fornøjeligt. Jeg foretrækker at vente til den anderledes urbane Copenhagen Jazzfestival løber af stablen fra næste fredag. Udover de mange annoncerede koncerter - med og uden entré - rummer dagene jo altid de spontane øjeblikke med kunstnere, der finder sammen på gadehjørner, Nyhavnsnkajen og bæverdinger og river lidt impulsive no charge gigs af for de heldige, der er på rette sted på rette tid. Nå ja, som en slags opvarmning til jazzfestivalen så kan man jo også opleve underskønne Lisa Nilsson sammen med David Sandborn, Randy Brecker, Niels Lan Doky, Gino Vanelli m.fl. allerede på tirsdag i Tivolis koncertsal.

God sommer!