Magisk

tilbage

For fanden! Så stod man pludselig ikke der igen! Som en regntung glæde, overgiven til lettelse og forløsning, det lykkedes - og alligevel ikke. I hvert fald ikke i aftes. Og lad mig i den anledning selvfølgelig straks undskylde forsinkelsen. Det blev sent i aftes med overtid og det hele, samtidig blev det heller ikke helt nemt hverken at ramme pløret omkring Fælledparken, der formentlig ikke er meget værre end selve plænen i Parken. Ej heller at ramme den almindelige jordforbindelse efter den afslutning, vi oplevede. Det krævede lige lidt meditativ ro og en solid gang drøvtygning på det meste af det bedste fra aftes. Ergo prøver jeg igen.

For BULEN da! I dag står man her og er kommet ind i det europæiske gruppespil. Igen! Denne gang bliver det light-udgaven, UEFA Cup'en, men betydningen kan ikke overdrives. Vi får 4 ekstra kampe. Får yderligere muligheder til at hente seedningspoints til de kommende sæsoner, hvilket igen kan gøre det bare en anelse nemmere at komme indenfor igen. I de forjættende og livgivende gruppespil, der hvor det virkelig tæller og virkeligheden bare er lidt federe. Som torsdagens bedste, Grønkjær, konstaterede som den første, de europæiske gruppekampe er lige det ekstra krydderi! Gu fanden er det så, Jesper. Også for os der hænger hernede i BULEN aften ud og aften ind.

Glædeligt bliver det også, at kvalifikationen fra sidste efterår til de fineste gemakker heller ikke kommer til at stå tilbage som en enlig svale. Der er blevet fulgt op. Vi behøvede at bevise det var muligt - især for os selv og for egne ambitioners skyld. Små skridt frem i den europæiske hakkeorden. Men det har holdt hårdt i dette efterår. Heldet har ikke ligefrem været med, først var der lodtrækningen og turen til Jerusalem, så manglede heldet vi med afslutningerne. Det gjorde vi sådan set også her til aften mod Lens, men i et lille alt afgørende magisk øjeblik svingede det pludselig vores vej.

Først var der dog grueligt mange fejl, et andet kendetegn ved dette efterår. Vi forærer næsten målene væk. Mod Benfica og i aftes mod Lens, hvor Atiba med en vis rette, og trods en ellers godkendt kamp, kunne anklages for den franske scoring og for årsagen til Gravgaards udvisning. I det første tilfælde dribler han direkte ind i et par franskmænd med et alt for satset træk midt på banen, og i det andet er det en sløv aflevering, der bliver hængende i regnpløret foran Gravgaard. Samme Gravgaard tager så det frispark, han er nødt til for at undgå en friløber. At lade franskmanden løbe ville være dumt. Jeg tror så heller ikke, at valget blev det store. Rent fysisk glider han nærmest med fuld kadaver. Det kostede et rødt kort og var helt korrekt.

Men vi havde Jesper og Jesper. Grønkjær har et helt særligt europæisk gear, han vokser kolossalt når det gælder. Bliver totalt inspireret og tager det ansvar, man egentlig også forventer af en spiller med hans erfaring. Vi har så set andre spillere, også i FC København, der ikke helt har haft de evner. I aftes blev ansvaret også at sparke et særdeles vigtigt straffespark, som jeg ikke havde nerver til at se. Den anden Jesper, Christiansen, præsterer to helt vitale redninger lige før straffesparket. Det var verdensklasse, mand. Pludselig stod man med fornemmelsen, de afbrændere må svige på Lens, de scorer sgu ikke mere på Jesper i aften.

Det havde de formodentlig gjort, hvis den var endt i straffespark... men det gjorde kampen ikke. I hvert fald ikke i en egentlig duel på sparkefærdigheder og nerver.

Det vender fokus mod vores nye tjekke, Libor Sionko. Det var hans ihærdige løb på meget trætte stænger, der skaffede os straffesparket. Via en flink dommerfløjte. Han skvatter reelt efter et meget let puf i ryggen, som han næppe selv ville have dømt. Men viljen og energien, på det tidspunkt, gjorde næsten at det forløsende fløjt blev fortjent i sig selv. Set med de dybeste blåhvide københavnske øjne. Der var noget magisk over det lille øjeblik som han alene fremprovokerede.

Noget magisk har der egentlig været siden Libor satte sin fødder på en dansk fodboldbane. Han blev hurtigt en publikumshelt og populariteten strøg næsten foran bedrifterne, blandt os fans.

Jeg tror, der er flere årsager. Selve signingen fra Glasgow Rangers i sommers var et brud med de seneste mange års Skandinaviensrelateret indkøbspolitik. Her var ikke blot tale om en mand, der ikke havde rødder blandt vores nordiske broderfolk, her var også en spiller, der ikke havde gjort sig i hverken Tippeligaen eller Allsvenskan. Med andre ord i den grad også en spiller fra en helt anden fodboldsskole end den vi efterhånden har fået gjort til klubbens faste "trademark" på denne side af årtusindsskiftet, og som har givet en stribe mesterskaber. Men nok ikke altid den fineste underholdning.

Sionko kommer fra den tjekkiske skole, lækkert teknisk bold der i hvert fald de sidste 10 år har vakt beundring ved både EM- og VM-turneringer. Senest for alvor i Portugal 2004, hvor de nåede EM-semifinalen efter undervejs at have elimineret det danske landshold. På den måde blev Sionko et så radikalt nyt indkøb, at der hurtigt lurede et paradigmeskift i røgtågerne. Også her bag baren. Sionko blev ikke bare et nyt spændende indkøb, han blev et fænomen. På en ny vind, en ny strategi. Eller?

At han så hurtigt blev bænket efter sin hæderlige debuthalvleg i Århus, samt scoring i hjemmedebuten, fik adskillige til at vrisse voldsomt over Ståles uduelighed som træner. Endnu et eksempel på at Ståle alligevel intet andet end norsk system- og lossebold ville. Virkeligheden var nok en anelse mere nuanceret. Men Ståle frygtede åbenbart for defensiven med Sionkos meget flakkende offensive stil. At det formodentlig også handlede om almindelig tilvænning til et nyt liv i et nyt land, samt at lære holdkammerater og spillestil bedre at kendre, bliver nok en anden del af forklaringen.

Det er i virkeligheden gået ganske hurtigt. Reelt har Sionko gjort en forskel i alle de kampe, hvor han er startet inde. Enten i form af vigtige assists - eller direkte scoringer. Med andre ord lever fænomenet Sionko helt op til alle forventningerne.

Det kan vist godt kalde en succeshistorie... og den fortsatte altså i aftes! Vi har ham foreløbig på en 2-årig kontrakt... og når tid snart er, ser jeg såmænd gerne en landsmand eller to mere til Libor indkøbt til vores trup. Det skal da ikke være det.

En anden spiller der må føle strejf af magi i disse dage er vores nye 17-årige forsvarsklippe Zanka, som bærer det mere borgerlige navn, Mathias Jørgensen. For pokker et indhop han fik. Han tog det helt køligt. Spillede fornuftigt og fik endda sat en tidlig plørebaneagtig herretackling ind, et godt gammeldags engelsk skrald af en glider fra en lige så gammel 70er-vintertipskamp i Wolverhampton eller der omkring. Den sang op på tribunerne og langt op i aftenregnen, så det var en fornøjelse.

Engang i sommers var jeg en tur ude på Peter Bangsvej. En af de sædvanlige ture, på en ferieformiddag hvor man ikke lige havde andet at lave. Hvad er mere oplagt end en god cykeltur ud til formiddagstræningen. Det var ganske tidligt i forberedelserne, og lige før afrejsen til træningslejren i Østrig. På det tidspunkt var Zanka ganske ny i truppen, var lige ankommet med s-toget fra Svanemøllen og B93. Træningen var en arrangeret kamp med et A-København og et B-København. Zanka var på B-mandskabet og imponerede mig pænt meget allerede dengang. Virkede meget roligt i boldomgang og handlinger og nød allerede dengang pæn respekt hos den direkte angrebsmodstander på A-mandskabet, Allbäck. En knægt på 17 år der spillede som en midterforsvarer der 10 år ældre og ikke havde de fjerneste problemer med fysikken. Det tegnede meget lovende.

Derefter kom skaden, der dog ikke var helt så alvorlig som først frygtet. Men Zanka rykkede et stykke ned i glemmebogen, i hvert fald i min bevidsthed, indtil han dukkede frem igen i lørdags mod Lyngby. Efter i aftes er jeg helt rolig ved at sætte ham ind - enten som højreback eller i midterforsvaret. Og han kan ligne den erstatning, vi får brug for inden et år, når Hangeland bliver solgt. For det gør han. Han har været i så rivende spillemæssig udvikling siden ankomsten fra Stavanger, at vi snart ikke kan holde Premier League-klubberne væk længere. Formodentlig vil hans egne ambitioner også spille ind. Uanset om vi taler Newcastle, Aston Villa eller noget bedre, vil de være langt mere attraktive end FC København.

For fanden! Her står man. Tænker sig tilbage på i aftes hvor et uendeligt regnvejr blev symbol på andet end en begyndende efterårsdepression. Der er lys forude, der er 4 europæiske kampe mere. Allerede i formiddags begyndte folk at stimle sammen omkring baren og diskutere mulighederne ud fra de 5 seedningspuljer, som blev offentliggjorte.

Vi er næstnederste pulje og kan selvfølgelig ikke møde AaB fra nederste. Tillykke til Aalborg i øvrigt! Rart at få selskab fra hjemmefronten. Selvom Helsingborg fra den anden side af Øresund geografisk er langt tættere på. Skåningerne massakrerede Heerenveen med en genopvakt Henke Larsson i stalden. Helsingborg kan vi så godt møde - og det kunne blive spændende. Måske.

I øvrigt er den nordiske repræsentation blevet ganske pæn i år. 5 hold er kommet igennem til gruppespillet. 2 danske, 2 svenske, og 1 norsk. Sig ikke at Royal League (hvis den spilles?) kan blive brugbar træning i denne sæson, når formen skal holdes kørende til langt hen under jul, hvor de sidste grupperunder afvikles.

Men til drømmestunden og mulighederne for et par ekstra feriedage i løbet af efteråret: jeg vil gerne til Bruxelles, Firenze, London, Praha, Wien, og... tja... måske egentlig Skåne. Sagt uden jeg helt kan gennemskue, hvordan spilleprogrammet for de 4 fire kampe sammensættes, udover at vi får 2 hjemmekampe og 2 ude. Sparta Praha er i øvrigt Sionkos gamle tjekkiske klub, men det vidste du selvfølgelig godt.

Hvad du ikke ved, er at jeg lukker biksen nu. Der er ikke mere for i aftes. Søde drømme. I aften regner det ikke som igår. Det er tørt og fint under nattehimlen. Alligevel går der lang tid før jeg beklager mig igen over regnen... den rummede sin helt egen smukke magi i aftes.

Skål skipper!

Saxo

Bruce Springsteen & The E-Street Band: "Magic" (2007)
For fanden! Den er ankommet og får selvfølgelig fuld airplay hernede i boksen. Jeg vil ikke gå ned i en større analyse nu. Kollega Holger og jeg er så småt ved at samles i baglokalet ud på de små timer til en fortsættelse af den store fortælling, der tog form for 4 år siden. I stedet vil jeg blot sige, jeg er ikke det mindste skuffet. Dette er skive til os gamle fans, det er et retrodyk i Bruces egen kunstneriske guldalder omkring 1980 - omkring "Darkness..." og omkring "The River". Dog bliver det aldrig mere retro end Bruce skriver sine sange om der hvor han er og den han er. Uanset om han stikker til det amerikanske Irak-engagement i den forrygende 'Last to Die' (stadig min favorit!) eller hænger i de mere personligt grublende hjørner som 'I Will Work For Your Love'.
"Men det er ganske typisk for Bruce Springsteen, at han, der jo netop er romantiker med hud og hår, kan være ægte nostalgisk, uden at det et sekund opleves som vommet, flommet, kalkulerende eller uoprigtigt. Egentlig snarere rørende, synes jeg, og også at foretrække frem for både den tidssvarende modenhed på ’The Rising’ og den levende arkæologi i ’Seeger Sessions’. Men det er måske bare, fordi jeg selv har alderen?", skrev anmelderen Kim Skotte forleden i Politiken. Han og jeg er oftest enige. Vi er helt i sync her. Dette er det bedste Bruce og E-Street Band har lavet sammen, siden ja, "The River".

'Long Walk Home' er anden officielle video fra "Magic". Den sang bliver kun endnu bedre i Forum til december, tro mig!!!

Olesen-Olesen: "Kain og Abel" (2007)
Ugens andet mesterværk er ganske dansk og fra mine særlige skuffer hernede. De to brødre har altid givet mig bløde knæ. Jeg røg i gryden for årtier siden. Der er simpelthen ingen - bortset fra en - på den danske rockscene, der behersker det danske sprog med en så vidunderlig elegance og underfundighed, at de mere skriver poesi end laver rockmusik. Den ene er selvfølgelig CV Jørgensen, og den ældre halvdel af brødreparret, parrets faste tekstmager, Peter H., når ham bestemt til mere end sokkeholderen, når han folder sig seriøst ud.

Dette bliver Olesen-brødrenes syvende og sidste skive, det er blevet proklarmeret på forhånd. De skilles definitivt nu og symbolsk er skiven reelt skåret ud i to skiver. En til Peter og en til Henrik. Det afstikker også duoens kvaliteter tydeligt. Peters tekster og Henriks musik. Sidstnævnte klinger nær de fremragende australske The Go-Betweens, en af deres musikalske inspirationer, og førstnævnte hoster klangløst selvironisk som Gamle Lou i kulkælderen, der hver dag går tur med hunden, selvom hunden er død... Eller blot drømmer om at blive et godt menneske. Helt beskedent. Et venligt væsen med overskud, hvilende i sig selv. Men det er skide svært. Som det meste andet her i livet. I stedet står musiker Henrik næsten fuldkommen tilbage med sit simple... jeg havde glemt at gadens støj også er musik, jeg havde glemt at en affære altid starter med et blik.

En smukt signeret skive, to navne, tak for sidst, tak for teksterne om dit og dat og ikke mindst alt, eller sagt med Peter H.'s egne ord... og hvad der herefter skal ske, når kisten er kørt bort i rustvognen, er op til festens deltagere. Pengene ligger i vindueskarmen.