Hvad? Synes du at jeg ser småtrist og uoplagt ud? Om jeg ikke passer mit arbejde? Well nu har jeg aldrig! Det er sin sag, at holde humøret helt i top i disse novemberkolde tider, hvor regn, blæst - og nu også hagl og slud - gør sit indtog i det danske vejr. Bladene falder, vinteren kommer snart, dagene bliver kortere, temperaturen falder, arbejdet presser, konen er mere sur end normalt, naboen er en nar, og din cykel punkterer. Du kender det sikkert; det hele er jævnt mistrøstigt, og så kommer der en eller anden og beder dig om at komme i den rette stemning. Nå - hvad angår kulden og det at passe sit arbejde, så er her en hurtig Armagnac at få varmen på. Drik den nu bare for søren. Det er fra den flaske, Holger normalt pimper af, når han har vagten, så det er ”the good stuff”.

Det var bedre. Og så en fadbamse, og så kan vi komme videre. Efter at være kommet tilbage fra staterne er jeg stille og roligt returneret til det tjekkiske ølunivers, så du kan få en af de gode Staropramen øl. Prøv en "Staropramen Granat" - så får du noget, du formentlig kender og som alligevel er anderledes.

Apropos USA og apropos stemning, så drog jeg til hockeykamp, mens jeg var derovre, i spændt forventning om, at ishockey i en hal noget større end det, som Flemming og Co. snart vil realisere, og med den sans for showstemning, som amerikanere traditionelt har, ville være noget helt specielt. Det blev det i og for sig også.

Det var ”lokalopgøret” Philadelphia Flyers mod New Jersey Devils (Pennsylvania og New Jersey er nabostater og Philadelphia ligger ved grænsen til ”The Garden State”), og det endte 4-0 til værterne. Hallen var som sådan imponerende nok, og det skortede da heller ikke på berømtheder, der havde spillet der et utal af gange med den røde lampe tændt, lige som man åbenbart afholder alskens andre arrangementer i det center. Ganske som Flemming & co. sikkert ønsker det for den københavnske multihal.

Der skete alt muligt gøgl forud for selve kampen. Man kunne vinde det ene og det andet og det tredje, og såvel speaker som storskærm oplyste om arrangementer og reklamer i et tempo, der får pausen i Parken til at være det rene ingenting. Selve introen til kampen var ganske imponerende, hvilket denne video nok kun illustrerer dårligt:

 

Og så var det ellers at man skulle se lidt hockey og mærke en dosis amerikansk stemning fra lægterne. Troede jeg.

Det viste sig hurtigt, at mit europæiske temperament og den amerikanske hockeykamp var dårligt afstemt. Et er at man traditionelt i ishockey fylder alle de små spilstop ud med hammondorgelmusik og den slags ting. Det er fint. Men i Flyerskampen var der simpelthen så meget tryk på det omkringliggende show, at kampen i sig selv nærmest druknede. Der var konstant konkurrencer, musik, storskærmsshow, T-shirt uddeling pr. T-shirtkanon (hvis nogle kan huske den slags fra Parken) etc. De holdt endda reklamepauser halvvejs i hver periode, sådan at det reelt var 6 perioder af 10 minutter, der blev spillet.

Det virkede alt sammen paralyserende, og måske var det derfor at Flyers’s publikum - der ellers har ry for at være et af de livligere, efter hvad jeg fik fortalt - var stort set stille kampen igennem. Folk der har travlt med at kritisere Nedre C for ikke at yde nok til stemningen, skulle have overværet den sære form for stilhed, der sænkede sig over isen, hver gang spillet var i gang, og folk således ikke blev underholdt af marketingsmaskineriet. Der var et par ”Let’s go Flyers” chants og jubel ved hvert af de fire mål, og det var så nærmest også det.

Hvad angår min kammerat og jeg, så var vi midt under anden periode enige om, at kampen syntes det mindst vigtige i centeret, og at det mere virkede som om, at vi som publikum skulle underholdes for enhver pris. Må en sådan indstilling trods alt aldrig nå det københavnske fodboldunivers, om end vi gerne må blive bare lidt mere underholdt, end vi er blevet det i denne sæson. Og lidt bedre pølser må de også gerne investere i hos PS&E - gerne med inspiration fra Wachovia.

Nå jeg har trukket den lidt, men vi kommer jo ikke uden om det. Grunden til at jeg står og ævler om amerikanske oplevelser her på en højhellig lørdag er ikke, at jeg har en bidende trang til at vise feriebilleder. Næh - det skyldes hovedsageligt, at jeg ikke orkede at stå her fredag ovenpå UEFA-cupkampen sent torsdag, hvorfor jeg blev enig med ejerne af bulen om, at vi sagtens kunne lade stedet passe sig selv en dags tid og så i stedet slå dørene op lørdag over middag.

Og når jeg taler om hockey og tjekkisk øl, så er det ikke fordi, jeg pludselig er blevet ramt af vinterkuller. Trods alt. Jeg har bare liden lyst til at underholde dig med torsdagens jammerlige forestilling. Men ok - jeg skal af med det, og du har forvildet dig ind foran disken, så tag du endnu en tjekkisk pilsner. Den er fremragende. Ren kildevand med procenter.

Der er sådan set ingen grund til at gå i detaljer med kampen. Mandagstræneren har analyseret kampen på allerbedste vis. Jeg er meget enig i, hvad Bo NK skriver. FCK blev effektivt bremset af et græsk hold, der havde luret, at hvis de mødte op med en påpasselig defensiv (hvilket eftersigende er en integreret del af deres spillestil), satte Jesper Grønkjær ud af spil og så ellers satte ind med kontraangreb mod den tungeste del af vores forsvar, så var der gode chancer for point. Den taktik udførte grækerne til perfektion.

Jeg talte 3 større chancer til FCK i hele kampen. Atibas skud snært forbi mål efter små 10 minutter, straffesparket efter ca. 65 minutter, og en chance som Allbäck nåede frem til kort før tid. De forenede atheniensere (eller hvad Panathinaikos så helt præcist betyder) havde omvendt udmærkede chancer for at lægge et mål til deres føring. Så man forstår, at grækernes træner mellem høflighedsfraserne om det gode danske mandskab fik nævnt, at sejren efter hans mening var fortjent. Det var den da så sandelig også.

Havde det her nu kun handlet om et nederlag til Panathinaikos, så havde man nok fint levet med det uden at der gik skår af ens humør. PAO er et stærkt organiseret hold med en to-tre gode individualister i de forreste geledder (man forstår af den beskrivelse klubbens idé med at hente Hans Backe, selvom det ikke virkede), og der er ingen skam i at tabe til dem, selvom FCK måske nok kunne have slået dem, hvis vi var kommet på 1-0 på den ene chance, som Atiba brændte, og det således kunne have været os, der forsvarede os og kørte på kontra.

Næh det der ødelægger humøret er naturligvis, at man den torsdag i Parken reelt oplevede endnu en af den slags kampe, hvor FCKs offensive koncept var stort set reduceret til lange bolde fremad banen og håbet om en dødbold eller et-eller-andet fra Grønkjærs/Sionkos fødder. Vi er ude i en sand ørkenvandring i dette efterår. Et er de nøgne tal. Vi har i 22 kampe i ligaen og Europa scoret 22 mål. Heraf er de otte scoret i to kampe. Det efterlader 14 mål i de 20 resterende kampe. Vi kan også sige det på en anden måde. Fraregner vi kampe mod AGF, Viborg, Lyngby og Esbjerg - der har SAS-ligaens værste forsvar og efterhånden må regnes for de fire kandidater i bundstriden - så har FCK på intet tidspunkt i denne sæson formået at score mere end 1 mål i en kamp i liga- eller europæisk regi (i ordinær spilletid). Dertil kommer, at vi har vundet fem sejre i fem kampe mod de fire nævnte bundhold og i øvrigt konsekvent scoret mere end 1 mål i fire ud af de fem kampe.

Det efterlader imidlertid 10 kampe i ligaen, der har fordelt sig med tre vundne, fem uafgjorte og to nederlag. Samt syv kampe i europæisk regi der har kastet 1½ sejr af sig (den ene som bekendt efter forlænget spilletid). De fire kampe, der er blevet vundet over europæiske modstandere eller ligamodstandere i top otte, er i øvrigt naturligvis vundet med 1-0. I tre af disse fire kampe, er kampens enlige mål i øvrigt scoret inden for det første kvarter af kampen.

Hvorfor nu al den opremsning af mål, spørger du, og jeg svarer dig gerne, mens jeg hælder en arnbitter ned i halsen på den meget blege fætter henne på hjørnet af baren, som nu i fire dage har talt begejstret om Liverpools 8-0 sejr over Besiktas. Arnbitter og elefantøl er noget af det eneste, der kan få ham til at holde mund i bare 20 minutter.

Anyhoo - holdet scorer forsvindende lidt, og kampene er stort set afgjort efter første halvleg, hvis der er faldet en scoring. Er FCK foran, sker der ikke stort mere i kampen (det skulle da lige være et modstandermål eller en ditto chance, der volder os problemer), og er FCK bagud skal vi trækkes med en massiv omgang ”norsk” fodbold. Hele denne omgang ”resultatfodbold” eller hvad vi skal kalde den, trækker veksler på efterhånden pæne dele af fanskaren. Det kan man både høre og læse sig til. Det giver en masse tid på lægterne, hvor det man overværer er trist og kedeligt. Og som i øvrigt lidt overraskende sjældent kaster sejre af sig i denne sæson.

Min påstand er, at både de få mål, fordelingen af dem samt manglen på ”succesoplevelser” mod andre end prügelknaberne meget godt illustrerer en situation, der er hylende frustrerende for os fodboldfans. Frustrerende i en grad så vi glemmer, at netop Panathinaikoskampen var en meget svær kamp, og at Panathinaikos er et hold, der så vidt vides er gode til at holde andre hold fra scoring, hvorfor forgårsdagens kamp sådan set ikke forløb så uventet.

For naturligvis er det ikke kun målene og sejrene, selvom det er det vigtigste. Det er også spillet på banen. Det langsomme tempo, den monotone pumpen bolde frem, afhængigheden af en af de to fløjes lyse indfald. Etc. etc. Jeg tror, at vi har nævnt det rigeligt her i bulen, men det er uden tvivl tilbagekomsten af ”migrænefodbold”, der mere end noget andet fremprovokerer både gaben på lægterne og tåbelig adfærd a la den, der provokerede Mackan forleden.

Havde store dele af sæsonen ikke været sådan, så havde Parken givetvis været tilgivende, forstående og sympatiske overfor et FCK-hold, der havde for svært ved at nedbryde den græske mur. Og havde holdet spillet som hjemme mod Benfica - hvor vi mødte et dårligt organiseret hold og fik spillemæssigt meget ud af det for en gangs skyld - så havde man helt sikkert også været accepterende og næsten tilfreds trods et nederlag. Det er bare svært at bevare tilfredsheden, når det føles som et helt, langt efterårs oplevelser, der opsummeres i 90 minutters tristesse på banen foran en. Et efterår der faktisk har budt på forsvindende få af såvel spille- som resultatmæssige oplevelser mod andet end de dårligste hold i SAS-ligaen.

Det der derfor mere end noget bliver interessant at følge i den nærmeste fremtid er ikke, om vi overlever i UEFA-cuppen, eller om vi vinder eller taber de næste par kampe i ligaen mod de nærmeste par modstandere. Næh, det er nærmere, om Ståle snart formår at knække den taktiske nød, der består i, at de fleste modstanderhold effektivt har luret vores primitive offensive koncept, og at vi som konsekvens skal hakke os igennem ligaen med forfærdelig knokkelbold.

Det bliver interessant fordi, det må være sådan, at vi i længden ikke kan forblive førerhold med så dårlig en offensiv. Og fordi holdet i længden mister opbakning, hvis de vedbliver med at spille så grimt fodbold. Det er fodbolden på banen - substansen i den oplevelse vi kommer for i Parken og den københavnske fodboldnerve vi vil være en del af - der skal være underholdende. Ikke det omkringværende show. Dermed ikke sagt at vi ikke som tilskuere skal bakke op om holdet og synge og sådan. Den efterhånden flere år gamle diskussion om Nedre Cs vokale deroute skal jeg ikke genoplive her.

Jeg vil blot påstå at set over tid og mange kampe, så er det svært at forlange høj stemning i Parken, når det, vi alle sammen kommer for at se på, i reglen viser sig at være tåkrummende kedeligt i størstedelen af de 90 minutter, vi er der. Som det har været tilfældet i denne sæson. FC København bliver simpelthen nødt til at blive spillemæssigt bedre. På kort sigt for os tilskueres skyld, på længere sigt for klubbens egen..

Nå - nu trænger vi både du og jeg til at flytte tankerne og benene andetsteds hen. Af sted med sig mens jeg fejer og lukker for denne gang.

thunder