Status

 tilbage
 

Træd blot nærmere. Ikke meget juleklippestue her. Papirlapper, papmærker, målepinde og diverse der hænger på vægge, hylder og diske er blot arbejdsværktøjer for den årlige status. Det skal gøres, og jo før jo bedre, så vi ikke har revisoren hængende nonstop til forventet on the house tylning, der sjovt nok aldrig modregnes hans uhyrlige fakturaer! Nå ja, det er også meget rart for os selv at vide, hvor vi står, hvis der skulle komme et tilbud, vi ikke kan sige nej til fra en af de mange kiosk- og caféfranchises, der systematisk og kønsløst popper op på alle Byens gadehjørner.

De trendy unge mennesker synes dog at få øjnene op for, at en bajer trods alt er mere interessant end lattepjask, så vi føler os da ikke tvunget til at sælge ud til chrom- og livstilscaféhelvedet lige med det første. En anden statusmelding hernede er i øvrigt, at vi nu skulle være tilbage på status quo med henblik på personalesituationen, da -smølle har udstået sin orlov og fået tanket fysisk og mentalt op til at genindtræde bag disken og høvle byger af kradsbørstige citater og uhyrligheder i nakken af dig. Det vil sige, han skulle egentlig have været mødt ind i sidste uge allerede, men ... som sagt alt er ved det gamle!

Det er det så ikke i Parken, hvor nedrivningen af den gamle D-tribune er påbegyndt. Selvom mine ophold på den tribune i den "nye" Parkens levetid kan tælles på én snedkerhånd, så er der alligevel lidt nostalgi forbundet med tribunen, der blev hovedtribune i Idrætsparken fra 1955.

I mine helt unge år var "Den Dyre Langside" noget, man drømte om at komme ind på, enten til KBs kampe eller landskampe, hvor man jo ellers var henvist til en af de øvrige tre ståtribuner. Sommetider åbnede kontrollørerne gitterlågerne ud til "Cementen"-enden eller Hockeybanen"-enden med 10-15 minutter tilbage af kampene, og vi unger kunne så myldre ind på de fine pladser, hvor man sad ned og så fodbold! Lidt afhængig af kampens status og deraf åbne sektioner kunne man så, hvis det var en rigtig heldig dag, snige sig op på både mellemste og øverste afsnit.

Nok helt ufatteligt i dag at forestille sig den status, som omgærdede den tribune tidligere. Rygter vil vide, at den var specialkonstrueret ud fra en tilsvarende tribune, man havde fundet i Brasilien, og hvad man den gang overså, var, at den særlige hvælving i Brasilien tjente som en art solskærm, mens tagkonstruktionen på vores kanter i regn og rusk hurtigt viste sig aldeles utidssvarende. Det var ikke mange steder, man kunne holde sig tør og i læ. Derfor var det vel i grunden også lidt overraskende, at man valgte trekvartløsningen og bibeholdt den gamle hovedtribune i forbindelse med ombygningen af Københavns Idrætspark til Parken.

Således fik den ramponerede tribune 15 år mere på bagen som hovedsagligt udeholdstribune, inden den nu endelig må lade livet til fordel for den nye Super Best Tribune med glas, glas og atter glas! Gad vide hvor man agter at placere AWAY-tilskuerne til den tid (og i mellemtiden forresten?) og mon ikke, man satser på at have fået solgt Atiba Hutchinson inden sommeren 2009, med mindre man får lavet en god forretning med Københavns Glarmesterlaug som sponsor? På den anden side kan man også bare vælge at satse på, at Atibas kraft- og energiforladte tilstand bliver kronisk, for han har ikke løftet ret mange bolde op over græstørv og mudderbanker i dette efterår!

Når nu man er i gang, så kunne det være rart, om man tog fat på andre problemer i Parken som f.eks. banen og adgangslogistikken. Parodien af en græsplæne har der været tærsket (omtrent bogstaveligt skulle man tro) langhalm på både her i Bulen og alle mulige andre steder gennem lang, lang tid. Det, der efterhånden minder om Fælledparken et par dage efter 1. maj, nærmer sig med al hast den mest uanstændige elitefodboldbane i Europa, og man skulle tro, at det måtte nage nogen i ledelsen, at ikke bare det kosmetiske, men også det rent fodboldmæssige får seriøst på puklen af landstræneren, landsholdsspillerne, modstandertrænere og -spillere og de senere måneder også af vores egne spillere.

Både når vores danske landsholdsfolk har hyldet plænen på Århus St ... Atleti ... NRGi Park som meget bedre, end hvad de var vant til, og når Marcus Allbäck og Michael Gravgaard kunne gøre sig pressemødemuntre på Parkens bekostning forud for Lokomotiv-kampen på en næsten lige så rædsom bane i Moskva. Faktisk er det vel snart kun Ståle Solbakken og Peter Nielsen, der ikke offentligt har kritiseret baneforholdene i Parken, formentlig udstyret med kontraktlige mundkurve. Stadig er reaktionen fra de bonede Øster Allé gulve enten tavshed eller uklædelig arrogance fra bestyrelsesformanden, der ikke synes at acceptere, at nogen som helst andre end han selv og hans groundsman har forstand på Parkens græs og følgelig ret til at udtale sig derom. Heller ikke dem, der lejer banen i ny og næ.

Indrømmet, der er ikke optimale vækst- og trivselsvilkår for græs i Parken, rent klimatisk. Den endeløse række af PSE'ske udenomsarrangementer, der belaster plænen, hjælper heller ikke, og groundsman Chris og hans stab gør stensikkert deres allerbedste og lidt til. Sommetider er det bare således, at det bedste ikke er godt nok. Der må forandring til. Det klæder ikke en virksomhed med PSEs ambitioner og armbevægelser at byde kunder, investorer og publikum på den pløjemark. Det klæder heller ikke landets i det 21. århundrede suverænt mest vindende fodboldhold at invitere til kamp på det underlag. I øvrigt slet ikke, når vores forfærdelige fodboldspil anno 2007 synes at matche hvert et manglende græsstrå.

Adgangsforholdene er også fortsat håbløse. Og så vil jeg i grunden skide på, hvor mange gange Dan Hammer og de øvrige magelighedspinger med VIP-parkering halvvejs inde på A-tribunen gentager det arrogante mantra: Kom i god tid! Jeg har oplevet 10-15 minutter lange køer tværs over Østre Allé, både når jeg er kommet en halv time, et kvarter og fem minutter før kick-off. Det handler simpelthen om, at der er for få indgange åbne. Det er er hån mod f.eks. sæsonkortholdere, der for manges vedkommende låner Parken penge et helt år forud, at man blot holder to af seks-otte mulige indslusningsporte åbne foran eksempelvis C5/C6.

Man bryster sig så ofte af at have researchet i udlandet, men det gælder så bare ikke den lille detalje at lukke publikum ind. Jeg har eksempelvis efterhånden set godt en snes fodboldkampe i England, altid med flere tilskuere end i Parken, og jeg kan ikke mindes at have stået bag mere end max. 2-3 personer for at komme ind. Visiteringen foretages visse steder på vej ud på selve tribunen i stedet for ude foran stadion, og det er der så også en vis logik i. Også fra arrangørsynsvinkel, man får flere folk ind i en fart til at lægge lidt f&b gryn, inden de går ud på plads.

Noget der dog også vil lide under, at der under C-tribunen i Parken er omtrent så charmerende som i en tørdok, mens man omvendt heller ikke kan forvente, at folk gider indfinde sig på lægterne tre kvarter før kampen. For hvad? Og da slet ikke før en euro-kamp, hvor der kun kan købes hængemuleøl. For slet ikke at tænke på, når - ikke hvis - det totale rygeforbud indføres i Parken. Mon ikke alle rygere vil forblive udenfor til få minutter før kampstart, uden at det dog vil få Flemse og Hammer og co. til blot at overveje at åbne flere end 1/3 eller 1/4 af indgangsmulighederne. For det koster jo penge.

Så det forbliver nok ved tilstande, der minder om DDR-tiden, præcis som det molboagtige dobbelt-kø system i forbindelse med indkøb af mad- og drikkevarer, hvor også udvalget synes den gamle østblok værdigt. Også her kunne man lære af f.eks. englænderne, ligesom man kunne omkring Øster Allé, i det jeg ikke ved, om det er Vej og Park under Københavns Kommune eller PSE, der sidder på den største lort, men hvorfor er det pløkumuligt at lukke Øster Allé for trafik f.eks. bare en halv time før og efter kampene. Selv med et normalt tilskuertal på omkring de 20k er der jo myriader af mennesker stimlende rundt mellem biler, taxaer, lastbiler og bybusser, ej at forglemme de førnævnte indgangskøer langt ud på kørebanen.

Jeg tænker, at man under alle omstændigheder har valgt ikke at gøre en skid ved problemet, som vel forventes at løse sig selv, når Øster Allé - projektet en gang er færdigt. Men jeg vil nu godt holde en omgang på huset på, at en optimering i publikumsforhold i og ved Parken er en ikke ubetydelig parameter på vejen, hvis Flemses vision om 30k i snit nogensinde skal realiseres. Og en græsplæne og først og fremmest et fodboldspillende fodboldhold vil naturligvis også have en vis indflydelse herpå.

Ikke for at jeg skal trampe mere rundt i attraktionsværdi, som på min sidste vagt, men det må nødvendigvis også have spillet ind, når vi kigger på de markant faldende tilskuertal, at vi spiller en jammerlig, mål- og chancefattig gang knokkel- og minimalbold. 16,4% er vores hjemmetilskuertal faldet i forhold til sidste efterår. Vel at mærke i en liga, hvor tilskuersnittet er steget små 4% siden 2006/2007 sæsonen generelt, og hvor kun to mandskaber udover os har måttet notere en nedgang i hjemmetilstrømningen overfor i fjor. Vi kan altså ikke udelukkende forklare det med én (i øvrigt sløjt besøgt) BIF-kamp dette efterår ctr. to i fjor eller sjældent dårligt og vådt vejr dette efterår. Retfærdigvis spiller det helt uden tvivl en stor rolle, at vi har spillet halvdelen af ligahjemmekampene på lørdage - alle lørdagskampe under 20k, alle søndagskampe over - modsat sidste efterår, hvor vi kun spillede to af de ti hjemmekampe lørdag. Lørdag er bare pr. tradition ikke fodbolddagen herhjemme. Så man kunne jo vælge at sige, at de 5.000 færre tilskuere udelukkende skal tørres af på lørdagskampe og dermed helt frikende Team Ståles spillestil. Det kunne man. Eller lade være. Jeg mindes i hvert fald ikke have set så mange udvandre så tidligt fra Nedre C - også fra mine nærmeste omgivelser - selvom kampene stadig var helt åbne, som i dette efterår.

Uanset man vælger at finde medvirkende årsager til tilskuerfaldet i spillet eller ej, så skal der altså gøres en grum status over efterårets præstationer af København. At vi har scoret hele ni points og 12 mål færre end både i fjor og forfjor på samme tidspunkt er et faktum. Samme pointhøst i år, og vi havde ført rækken med seks points margen. Så det er ikke Maltaligaen, der er blevet bedre, hvilket den oplevede kvalitet da også kun bekræfter. At vi for første gang i tre sæsoner ikke fører rækken ved juletid er også et faktum. Ligeledes at vi kun to gange tidligere siden 1992 har scoret færre end 23 mål efter atten kampe. De 23 mål er under gennemsnittet i rækken (25,25) og kun undergået af de tre nedrykningskandidater.

Skal man finde en positiv vinkel, så har jeg på mine sidste to vagter gjort mig lidt tragi-munter over, at København var det ringest scorende af samtlige 51 førerhold i Europas ligaer. Det er vi ikke længere!  Efterårsstatistikken kan dog give et par hints til, hvorfor målmøllen maler ad helvede til. Marcus har scoret 33% færre mål end i efteråret i fjor (50% mindre i ligaen). Nordstrand har scoret 2 (3) mål færre end ham, han skulle erstatte, Fredrik Berglund. Der kunne hentes ekstra ligapoints fra Berglunds 7 efterårsmål/3 assists ift. Nordstrands 5/1, endda på færre spilleminutter. Tilsvarende på Tobias Linderoths 3 høstmål/4 assists overfor afløser Würtz' 0/0! Der ligger sikkert også lidt mistede points i, at Gravgaard kun er noteret for 1/1 i år mod 4/3 sidste efterår. Martin Bergvolds 3 mål/3 assists "mangler" også, mens Silberbauers fem mål fra sidste år til gengæld matches af Libor Sionko i år.

22-mio. manden har præsteret 0 mål og 1½ assists i ligaen, og overordnet er der således en del, konkrete personalemæssige forklaringer på de manglende mål. Og når frontfolkene ikke har skarpe skud i bøssen, gavnes situationen ikke af, at vi er helt ubegribeligt slatne fra distancen. Ét - 1 - ligamål har vi sat ind fra en position udenfor feltet. Nordstrands superhug til 5-2 mod Esbjerg. Og dødboldene har heller ikke hjulpet trods Hamkammeratens stadig mere højnorske stil. Blot 5 af 23 mål er sat ind efter dødbolde (den hed 9 af 35 sidste efterår). Summa summarum, angriberne har måltørke, midtbanen producerer samlet set mindre end i fjor, vores langskud stinker, og dødboldene er ikke i nærheden af målgivende kvalitet.

Ståle holder dog stadig fast i elementet uheld ud fra en tese om, at vi producerer chancer nok! Gør vi så det? En lille tabel for points, mål og afslutninger i efterårets 18 kampe tager sig i pixiform således ud:

Sample Table
Hold Points + Mål - Mål Forsøg ialt Indenfor Eff.% Forsøg imod Redn.%
AaB36 36 27 324 124 11,1 244 71
København 34 23 11 252 81 09,1 193 84
Horsens 30 27 24 232 99 11,6 267 78
Midtjylland 29 26 22 278 101 09,4 225 74
OB28 27 15 253 103 10,7 233 78
Randers 26 25 15 220 86 11,4 287 85
Nordsjælland 25 28 25 233 91 12,0 258 75
Esbjerg 2235 33 276 104 12,7 234 64
Brøndby 21 23 26 254 93 09,1 237 70
AGF18 20 28 252 93 07,9 210 66
Viborg 1415 36 233 82 06,4 301 70
Lyngby 1018 41 203 86 08,9 321 71

[Et lille hint: Klik på kolonneoverskrift for at sortere tabeloplysninger, op/ned]

Ligagennemsnittet ligger på 250,8 afslutninger pr. hold, så det kniber vi os lige akkurat over, men man skal nok hedde Solbakken for at finde det og en 7. plads på listen over afslutninger for bare tilnærmelsesvis tilfredsstillende.

Og Ståle finder givet stor tilfredshed i, at basis holder, da vi er det hold, der giver suverænt færrest forsøg - og naturligt nok, mål - væk. Så længe vi holer nullet, holder Ståles game-plan. Jeg vælger at finde det tankevækkende, ret beset foruroligende, at vi er det hold i ligaen, der har præsteret færrest forsøg indenfor rammen, selv Viborgspillere har ramt bedre. Vi rammer indenfor på blot 32% af alle forsøg, i særklasse ringest i ligaen. Den for et tophold så latterlige træfsikkerhed forklarer selvfølgelig en god del af, hvorfor vi kun er ottendemest effektive hold i rækken (snit 10.1), scoringsmæssigt!

Der er blevet talt meget om manglende energi, både som forklaring på det haltende angrebsspil og på de få scoringer/mange brændte chancer. Hvis det er tilfældet, må trænerstaben nok til at gentænke dosering, øvelser, intensitet, grundtræning osv., for undskyldningen med det hårde program er ærligt talt for lang ude. Vil vi være med, hvor det er sjovt, og hvor den sportslige såvel overordnede ledelses armbevægelser tilskriver, vi bør være, jamen så er programmet helt normalt. Pt. har vi i dette efterår spillet 29 kampe. Sidste efterår havde vi incl. tre royale kampe pr. 10. december spillet 33 kampe! Og det gik da fint nok i fjor!

Mere end fint endda. Skadessituationen har der også været jamret lidt over, men jeg tror bestemt, der er hold i rækken, der har været langt hårdere ramt end os, og sammenligner vi med i fjor, har vi haft 47 "skadedage" (hvis vi tæller Silber i Aberdeen på torsdag med) mod 42 i efteråret '06, som også var usædvanligt heldigt på den front. Så der er ikke den store forskel, lige bortset fra at skaderne i denne sæson er fordelt på flere fødder. 13 mand har været ude mod blot 7 i fjor, hvor især Bergdølmos og Grønkjærs lange pauser trak mange "sygedage" i det samlede regnskab! Og det kan retfærdigvis have kostet på fitness- og kontinuitetskontoen med 13 af de i alt 19 anvendte spillere i superligaen (21 incl. pokalen) ude med skader mindst én dag. Endda 14 mand på fraværskontoen, hvis vi tæller den ellers skadesfri  bolivi .. brasilianers to karantænedage (af i alt fem til holdet) med.

De kun 19 (21) anvendte spillere - mod 21 (26) sidste efterår - taler så også sit eget tydelige sprog om en af årsagerne til et resultatmæssigt halvsløjt, spille- og scoringsmæssigt helsløjt efterår. Den katastrofalt ringe bredde i truppen. Det falder naturligvis tilbage på den sportslige ledelse, og når Flemse gang og igen peger på, at Ståle har fået alt, hvad han har bedt om, så peger flaskehalsen unægteligt på én hovedansvarlig. Han kan så ikke bebrejdes, at Lars Jacobsen og Tobias Linderoth smuttede i sommerpausen, og at vi først i løbet af efteråret har sandet deres reelle betydning for holdet. Både spillemæssigt og som indpiskere og energiopladere! En anden grund til derouten.

Men den tredie og i mine øjne primære årsag falder igen tilbage på cheftræneren. Den helt ubegribeligt uopfindsomme, kedsommelige, forudsigelige og primitive gang fodbold, som Skandinaviens i særklasse dyreste mandskab leverer uge efter uge. Men det har vi trampet rundt i så mange gange hernede, at jeg ikke orker den snak mere i år. Husk bare på, at vi er nogle stykker bag denne bardisk, der opsnappede migrænetendenserne, mens det trods alt endnu gik godt rent resultatmæssigt.

Hul i det, nu. Der tilbagestår én kamp i 2007, og dér bliver stensikkert ikke brug for skønspil. I det mindste bliver vi næppe spillet pinagtigt ud af banen i teknisk boldleg som mod Atlético i sidste uge. Det er spørgsmålet, om vi har fået genopladet energi nok til at modstå østkystskotsk fysik og tempo på et hold, der ret beset skal peake på denne tid af året, hvor vores spillere står med halvandet ben på juleferie.

Kan vi bevare roen og professionalismen som i Moskva, er 0-0 trods alt ikke så urealistisk. I så fald er jeg rimeligt sikker på, at vi skriver historie ved at gå videre fra UEFA-puljespillet med ét scoret mål i fire kampe. På straffespark! Under alle omstændigheder vil det hæve efterårets facit en hel del, hvis vi kan se frem til UEFA-cup knockoutkampe til februar som krydderi på opstartsprogrammet!

Nu kan du til gengæld lige få en cognac at varme dig og skrubbe hjem på. Jeg må tilbage til statuslisterne. Godnat!

Holger

... og i jukeboxen gøres en lille status for året der gik, for 2007 bød på mængder af mindeværdige og uforglemmelige oplevelser. I min fortsatte dannelsesrejse rundt i jazzens og den klassiske musiks fantastiske og uudtømmelige skatkammer (og for mig uudforskede land) både på plade og på scene byder næsten hver uge på "nye" navne og "ny" musik, selv med 50, 100 og 300 år på bagen. Men også indenfor den på dette sted oftest berørte populærgenre har 2007 budt på en stribe nye bekendtskaber. Især fire navne, som i den grad har beriget mit personlige, musikalske univers, er værd at nævne, også selvom de alle har været i gang og udgivet musik før 2007, men det var altså først i år, at jeg opdagede dem (de tre takket være min gode kollega -smølle). Amy Winehouse, Carla Bruni, The Hold Steady og The National handler det om. De to sidstnævnte har man så også haft fornøjelsen at opleve live i et enestående godt koncertår. Fra en formidabel opsætning af Don Juan på Operaen til retro-fest med The Police på en forblæst muddermark uden for Århus.

The Hold Steady blev så dem, jeg fik fornøjelsen af at se to gange i år. Først i februar i London, siden i junivarmen i København til årets uden sammenligning bedste koncert i Vega. Verdens bedste barband, som vi fortjent har skamredet igen og igen i Bulen i løbet af året. "We're not old, we're old school", som frontmand Carig Finn med de Dylanske/Springsteenske storyteller-gener siger det. For fanden, hvor er de gode.

 

 

Årets udendørskoncert blev - også uden sammenligning - The Rolling Stones i Parken i starten af august. Igen kunne fordomme og aldersfascisme gøres til skamme. Om det er unge, vrede mænd i 20'erne som mageløse og fremadstormende Editors - der måske leverede den næstbedste Vegakoncert i år her for et par uger siden - eller det er velbjærgede, joviale 60+ veteraner som Stones, der står for underholdning og musikalsk input er jo bedøvende. Gi'r musikken mening og sætter noget i gang, og er de udøvende tilstrækkeligt dygtige og vedkommende, betyder udgivelsesårgang og kunsternes dåbsattester jo ikke en kongelig skid. Nå, men det var Stones vi kom fra. Jeg havde fornøjelsen af bl.a. Nestors selskab, og han nærmer sig vist knap en snes Stones-koncerter siden helt tilbage i 60'erne, og når han siger, at Parken i år var et af de - om ikke dét - bedste Stones-gigs, han har oplevet, så ... Det var i hvert fald den fedeste af mine (foreløbig?) tre Stones-oplevelser, alle af nyere tid. Rock og sceneshow i Champions League klasse!

Årets sidste koncert falder så uden for alle øvrige sammenhænge. For han er uden for kategori, Mr. Bruce Springsteen. En drøm (og et mareridt, for hvordan med billetter?) har været at få mulighed for at opleve Bossen med E Street Band i mere intime og privilegerede rammer, som f.eks. i Forum. Det skulle så lykkes i lørdags. Efter den ærefrygtindgydende, tankevækkende og kunstnerisk sublime solokoncert i Forum i 2005 og det store, uprætentiøse, akustiske folkemusikbal med Seeger Sessions bandet i Parken i 2006, var Bruce nu tilbage i Byen med E Street Band for første gang siden 2003. Selv med reserve for Danny Federici leverede bandet og Bruce endnu en af de her 10-stjernede, uforglemmelige oplevelser. Jeg har ikke mange ord at tilføje for nærværende, og desuden er jeg i den grad forudindtaget, når det handler om Springsteen, men jeg er stadig høj og svævende her fem dage efter. Egentlig beskriver manden bag Greasy Lake det bedst: "A Bruce Springsteen show in many ways defies description. I'm no better. The show is a blur. I know that afterwards, my t-shirt and jeans were drenched and my voice was shot. So yes, he did it again. Took me to that level that only Bruce can take me where you forget yourself and don't give a damn what people around you may think of your dancing and singing." Blandt mange højdepunkter i lørdags var Magic-turens første fremførelse af 'The River' med hele Forum på kor og en sensationel 'Kitty's Back', der sendte undertegnede fra lykke til ekstase, da Bruce puttede denne gamle rock-jazz-avantgarde sag ind i stedet for den planlagte 'Santa Claus is Coming To Town' som andet ekstranummer, jf. den planlagte sætliste som Bruce alligevel altid ændrer et par gange eller tre undervejs. Planlagt, som det har været på hele turen, var til gengæld en nydrejet version af en sang fra Nebraska, som efterhånden har været afprøvet i en del versioner fra den solo-akustiske over full-band brag på E Street rabalder-turene i '84-'85, det helt nedtonede på Tom Joad soloturen i 95-97 og til det  sump-bluesede med forvrænger-mikrofon og støvletramp på Devils & Dust soloturen i 2005.

God jul. Tak for i år!

mail