Øv! Så står man her igen i en begyndende landskamppause. Trukket en kvart nitte. Og kan ikke engang mobilisere kollegial skadefryd over, at Bopa har trukket trekvart nitte - resten - i næste uge midt i nationalkampe og uden i det mindste en Københavnsk weekendkamp i den friskeste erindring! Omsætningen her i Bulen vånder sig også kraftigt i de klubfodboldløse weekends og uger.

Det er ikke kun Olsens Elleves generelle kummerlighed og endnu en glippet slutrundekvalifikation, der gøder min inderlige ligegyldighed i landskamppauserne. Det gælder samtlige nationalhold, som jeg kun kan mobilisere interesse for at se i selve slutrunderne. Det til gengæld også er cremen på hver anden sommerkage. Stod det til mig, afskaffede man kval.- og især venskabslandskampene og samlede landsholdene en til to måneder hver anden sommer til verdens- og kontinentale mesterskaber. A, B, C-VM osv. Lidt som ishockeymodellen. Så kunne man også undgå at spilde en masse trænerkapacitet, der har et par håndfulde kampe og halvt så mange samlinger om året og i stedet lade alle de fagligt kompetente landstrænere arbejde dagligt og fuldtid med spillerne i klubberne og så bijobbe omkring slutrunderne!

Okay, det sker aldrig, det ved jeg, og du siger sikkert gudskelov for det. Men derfor kan man jo godt drømme. I hvert fald er det efterhånden mange år siden, at jeg drømte om et godt resultatet i den næste landskamp. Og det er endnu længere tid siden (vi taler en 30-35 år her), at den gamle ved de store kampe sygemeldte mig i kontaktbogen, så jeg først med ham og senere alene kunne stille mig op i den lange kø ned ad Lyshøj Allé fra morgenstunden i stedet for at passe undervisningen på Rughavevejens Skole.

I kø efter landskampadgangstegn, der solgtes fra den kiosk, der var udvalgt som et af DBUs officielle billetsalgssteder. Ja ja, det var meget længe før online- og bare telefonsalg. For fanden, det var dengang gammeldags tipskuponer med talon og 12 kampe én gang om ugen tre-fire dage før spilletidspunkterne og Klasselotteriet med udvalgte kollektsteder i gamle kællingers linoleums- og kakkelkøkkener var det eneste, der var at spille på!

Det var også dengang årets fodboldmæssige højdepunkt var den årlige svenskelandskamp, hvadenten man skulle i en tætpakket Idrætsparken på Hockeybanen eller se den i TV på Danmarks Radio, forskudt med Gunnar Nu Hansen. Der var også kval-kampe dengang, men Danmark var lort og aldrig i nærheden af at kvalificere sig til noget som helst, så arvefjendeopgøret mod svensken var det store. På den danske side Øresund i det mindste, for de blågule vandt "altid". Det var også dengang Udtagelseskomitéen stadig udtog landsholdstrupperne, som Rudi Strittich og Kurt Nikkelaj Nielsen så skulle træne fysisk og lede i kamp.

UK var i perioder også ansvarlig for taktiklægning og en institution, der op gennem halvfjerdserne blev stadig mere anakronistisk, da landstrænerjobbet blev gjort professionelt, og DBU havde gjort op med de forstokkede amatøridealer og tillod, at også de gode danske spillere kunne deltage, nemlig de udlandsprofessionelle. Ikke at det hjalp stort heller til at starte med, første kamp i Portugal i maj 1971 blev tabt 0-5 trods kolossale forventninger til holdet med udlandskoryfæer som Ole Bjørnmose, Kresten Bjerre, Preben Arentoft m.fl. Men det gav dog et løft, at profferne nu også kunne spille i rødt og hvidt.

Pludselig kom der oveni i den dengang altid store interesse for nationalmandskabet en vis attraktionsværdi, når navne som de tre nævnte og endnu mere John Steen Olsen, Ulrik Le Fevre, Johnny Hansen, Jørgen Kristensen, Jørgen Henriksen osv. blev offentliggjort af UK. Senere dukkede OL-1972 helte som Per Røntved og Allan Simonsen op på det rigtige landshold som "proffer", så Henning Jensen og Morten Olsen, dernæst Preben Elkjær, Frank Arnesen, Søren Lerby, Michael Laudrup m.fl. og et "navn", Sepp Piontek, som landstræner og den første EM- ('84) og senere VM-slutrunde ('86) for Danmark.

Når man så lige smager efter på flere af de navne, må man også konstatere, at det var spillere af en anden klasse - alle faste og betydende spillere på deres respektive (stærke) klubhold - end de der skal trække læsset og levere det ekstraordinære på landsholdet i det nye årtusinde. Og altså den dag i dag, hvilket nok er værd at holde sig for øje, når de, der stadig går helhjertet op i al landsholdets gøren og laden, harcelerer indigneret mod Morten Olsen og hans udvalgte. Hallo, materialet er bare ikke bedre, og det er ingen naturlov, at et land af Danmarks størrelse og fodboldtradition skal kval'e til hver eller hver anden slutrunde. Selv steg jeg gradvist af landsholdstoget - bortset fra slutunderne, altså - efter den surrealistiske EM-triumf af Ricardos sommerferiehold i 1992.

Bevares, jeg sejlede baljestiv rundt i Københavns varme gader og glædede mig som de fleste andre, men FC København og den stadigt mere TV-eksponerede klubfodbold i det hele taget beslaglagde stadig mere af den mængde fodbold, mit liv indeholdt op gennem halvfemserne. Ligesom det urbane og kosmopolitiske storbygen udviklede sig langt mere end nationalfølelsen. Og mere bevares, jeg holder da stadig med mit danske fødeland, når de spiller, men jeg har konstateret, at jeg nu engang ikke kan oparbejde samme skuffelse, ærgrelse og frustration, når Danmark taber, som når København mister points. Ja, selv når Chelsea kvajer sig, pisser det mig mere af end et nederlag til roligan-heltene, der lader mig ret indifferent.

Interessen synes så også dalende hos Herr og Fru Danmark i det hele taget. Tidligt kikset kvalifikation, vigende resultater, halvsløjt spil, hjemmebanekarantæne og ingen eller meget få profiler på holdet. Kort sagt, attraktionsværdien er væk. Både på stadion og foran TV. Og marginaltilskuerne må også være i tvivl, når landstræneren, hans stab og hans nøglespillere på den ene side holder fast i, at Danmark er det bedre hold med det bedste spil og bare er svært uheldige blablabla, ligesom det blev mantraet omkring den sidste kval til VM-slutrunder i Tyskland, der også glippede, selvom Olsen + konsorter mente at være bedre end de andre hold i puljen. Og på den anden side for at forsvare sig over for de kritiske røster og fastslå, at det ikke er en naturret, at DK skal deltage i slutrunderne. Hvilket de så jo har helt ret i.

Samtidig ruster DBU og de øvrige nationale forbund sig til et større slagsmål med klubberne, nu hvor UEFA-Klubforum - med blandt andet Holmstrøm (ex-sportsdirektøren, ikke hunden) ved bordet - har fulgt op på en af G14's kæpheste omkring passende honorering til klubberne for at stille spillere til rådighed for de respektive landshold. Afhængigt af hvor dramatiske krav, klubberne når frem omkring forsikring, skadeserstatning og lønkompensation kan der ligge en potentiel, tikkende bombe under landsholdsfodbolden, som vi kender den i dag. Kravene virker umiddelbart rimelige, selvom forbundene ikke kan bebrejdes, at klubberne påtager sig stadigt større astronomiske lønbyrder og dermed presses endnu mere på økonomien, når deres spillere repræsenterer fødelandet og ikke klubben, men for klubbens penge.

Retfærdigvis gælder jo også, at klubberne kender procedurerne, når de henter landsholdsspillere eller potentielle ditto. Og de får jo også en attraktiv vare, når de køber eller udvikler en landsholdsspiller. Sportsligt skulle det jo gerne løfte holdet, spillerens værdi stiger, der er basis for flere tilskuere, større trøjesalg osv. Kort sagt attraktionsværdien er direkte målbar. Enhver træner vil trods alt også foretrække at arbejde med landsholdsspillere, trods de indbyggede afsavn, da de jo ganske enkelt er bedre spillere.

Det bliver så altid for/imod, hvor meget kvaliteten i spillertruppen generelt opvejer de afbræk i klubtræningen, som landskampterminerne afstedkommer, og som f.eks. Arsene Wenger, Sir Alex Ferguson, José Mourinho og Rafael Benitez som de mest prominente og mest højtråbende i verdens mest eksponerede fodboldliga har klaget over i årevis. I sagens natur, givet antallet af landsholdsspillere i lige de fire klubber. Temaet er ikke bare risikoen for at få en skadet spiller tilbage fra landsholdstræf eller at måtte undvære spillere i klubkampene, da den internationale landskampkalender jo efterhånden er indrettet, så lands- og klubkampe ikke overlapper. En undtagelse her er dog African Nations Cup, der afvikles til januar, mens bl.a. Premier League kører for fuld kraft. Det betyder f.eks., at Chelsea må undvære kapaciteter som Didier Drogba, Michael Essien, Mikel Jon Obi og Salomon Kalou i op til en håndfuld ligakampe. Noget Mourinho nok skulle vide at gøre højlydt opmærksom på, var han ikke blevet kuppet ud af klubben.

Trænernes ankepunkter handler i endnu højere grad om afbræk i den daglige træning og fysiske og taktiske forberedelse i klubberne, når A- og U-landsholdsfolk typisk er væk 1-2 uger ad gangen i forbindelse med de internationale terminer plus diverse samlinger og i samme åndedrag problemet med at få rimeligt spille- og rejsetrætte folk hjem ganske få dage før næste ligakamp. Forhold der ikke helt opvejes af, at spillerne både får træning og kampe på højt niveau med og mod de bedste, som nationerne har. Et dilemma Ståle Solbakken efterhånden også har adresseret et par gange eller fem med det pænt store kontingent landsholdsspillere, han har under sine vinger. Med Nathan Coes udtagelse til Australiens A-venskabslandskamp mod Nigeria i London på lørdag er der nu i Københavns trup 16 spillere med A-landsholdsstatus.

Sam Allardyce beskrev det meget rammende, da han oplevede forskellen ved at skifte fra Bolton stort set uden landsholdsspillere til Newcastle med - forbløffende - mange landsholdsfolk. Pludselig var forberedelser og build-up smadret op til en kamp mod en modstander uden nævneværdige landskamprunder i hoved og stænger, hvorved urkummerlige Derby fik sin hidtil eneste sejr i denne sæson. Big Sam tilføjer så også, hvordan han i Bolton omvendt selv drog fordel af maksimal forberedelse i internationale uger op til kampe mod "større hold".

For lige at runde al den landsholdssnak af skal det også tælles med som en parameter i de forestående forhandlinger mellem klubber og forbund, at så godt som alle fodboldspillere anser det som en fjer i hatten, et udstillingsvindue og en decideret ære at repræsentere nationens stærkeste hold. Det med "æren" og "det store nationale hjerte" taler lidt mod min fædrelandsfobi, så den må vi hellere lige skylle ned med et par varme Lumumbaer. Godt i denne lortekolde tid, hvor Byen fryses ned, selvom Lumumba kun er i mangel af bedre. Men kollega thunder tømte min Tariquet Hors d'Age på sidste uges vagt uden hensyntagen til, at DET VAR DEN SIDSTE FLASKE!

I den aktuelle landskamppause har vi i øvrigt kun 7½ mand af sted. Den halve er Mackan, som er blevet lidt småskadet i den svenske samling. Derudover altså Coe og Brede, småskadede Sionko, Atiba - som nok skal blive rejsetræt via samling i Canada og efterfølgende kamp i Durban - samt efterudtagne Kvist på det danske landshold sammen med Niclas og Würtz, efter 2xJesper er sendt hjem fra samme med skavanker, der næppe heller gør dem brugbare for Ståle lige med det første. De resterende 6 med A-landsholdserfaring, incl. rekonvalescerende Gravgaard, kan så hygge sig på Nummer 10 med den unge garde og klubbens dyreste mand, som paradoksalt nok ikke er landsholdsspiller!

Måske tidligere flittige målscorere og landsholdsprøvede som Silberbauer og Nordstrand benytter tiden til at genopfriske, hvordan man rammer indenfor de magiske 733x244 cm. Måske sekundaholds-målsluger Qvist og den engang i en svensk bundklub målfarlig-rygtede Aílton er tvungne deltagere i samme øvelse. For faktum er jo, at vi stadig har mere end svært ved at score mål i København. Siden min sidste vagt har vi i fire superligakampe lavet lige præcis fire mål, og så kunne det være nærliggende at gentage øvelsen fra for fire uger siden og tjekke Københavns status i forhold til de øvrige 50 førerhold i de europæiske ligaer.

Eftersom vores scoringssnit er faldet fra 1,33 til 1,25 mål pr. kamp, kan man nok hurtigt gætte, at vi skal scrolle langt ned ad Uge-46 listen for at finde København. Jep, stadig nr. 51 og sidst og altså ringestscorende af alle duksehold i Europa. Vores 20 mål i 16 kampe er naturligvis også det ringeste præsteret af et førerhold efter 16 kampe i superligaens historie. Med afstand endda. Og det er kun sket to gange i Københavns 15 tidligere sæsoner, at vi har scoret færre end 20 mål 16 kampe henne - tophold eller ej - under Brink i '96 og under samme i '99.

At der pt. kun er tre hold i superligaen, der har scoret færre mål end førende København, henfører Ståle og hans tro følgere til uheld, ineffektivitet, stolpe-ud (16 alu-træffere i sæsonen havde Ståle talt efter Randers-kampen, der alene bød på fire af slagsen), manglende energi pga. kampprogram og skader og "lige det sidste". Jeg og andre har peget på spillestilen som en mindst lige så stor faktor omkring måltørken, og det har vi jo vendt et par tusinde gange her på stedet - det manglende offensive koncept, du ved - så den lader vi ligge i aften.

Men når attraktionsværdien trods en førsteplads, trods relativ europæisk succes, trods udsigt til det tredie mesterskab på stribe, trods en røvfuld landsholdsspillere i truppen alligevel ikke er større, end at interessen for at se klubben er faldende, både i Parken og i TV (i en sæson hvor både tilskuer- og seertal ellers er pænt for opadgående), så kunne det måske også have lidt at gøre med spillestilen. Så kunne det måske  tænkes, at andre end en halvgammel, vrissen bartender er lidt utilfredse med, hvad de bliver budt. Kanske det skulle give lidt stof til eftertanke hos folkene bag ambitionen om 30.000 i snit til hjemmekampene. F.eks. om vejen til den målsætning er den rette, når det mest rosende der siges om vores hold fra både inden- og udenlandske modstandere er, at "København er fysisk stærke", "meget løbestærke", "godt organiserede", "svære at spille mod".

Det er ikke nemt at stille forvænte tilhængere tilpas. Slet ikke når de formaster sig til at kigge på sidste sæson efter 16 kampe (12-3-1 • 32-10 •  39 p • 6 p til nr. to) eller forrige sæson (13-3-0 • 33-8 • 42 p • 6 p til nr. to), eller når de er så uforskammede at påpege, at vi også pointmæssigt er et uimponerende tophold. Sølle 1,88 points pr. kamp gør os til Europas lige nu næstringeste førerhold! Dermed bidrager vi selvfølgelig til en meget jævnbyrdig liga. Faktisk er der kun 11 p. mellem os og Esbjerg på niendepladsen, og noget lignende er kun set to gange før i superligaens 12-holds historie. Om det er tegn på toppens svaghed eller ligaens styrke, vil jeg overlade til dit eget temperament at afgøre.

For nu også at ramme lidt positivt i novembermørket, så var Midtjylland-kampen rimeligt opløftende. Bortset fra resultatet, det for os så usædvanlige 2-2. Den første halve time var af fineste mærke med en Grønkjær der igen viste, at han er for god til SAS-ligaen, med en særdeles velspillende Wendt, med et overlegent midterforsvar, der tvang midtjyderne til at forsøge fra distancen, og med Hjalte/Würtz, der bare ejede den centrale midt. I det hele taget en indsats, der indikerede, at vi igen skulle kvase vores nærmeste konkurrent på deres hjemmebane, som i april. Trods vi endnu engang forsømte at lukke en kamp, mens momentum var der, under alle omstændigheder en indsats, der overbeviste mig om, at vi ville køre de tre points sikkert i hus.

Lige indtil Jesper Christiansen fandt på at lukke hjemmeholdet ind i kampen på samme måde, som han fandt det passende at lukke OB ind i sidste sæsons pokalfinale. Og lige indtil Simon Poulsen viste, hvorfor William ikke er back!

Når endnu en landskamppause er overstået, er det tid til slutspurten op til jul, og den byder på fire kampe på bare 11 dage. I ligaen to hjemmekampe, først mod OB, som ofte volder os problemer i Parken, og så mod Brøndby, som har absolut alt at vinde i dén kamp, hvor de nok meget gerne vil slutte efteråret af med maner og ydermere slipper for at skulle fokusere på en UEFA-kamp dagene lige inden og efter. Vi "varmer" nemlig op til BIF-efterårsafslutningen med en torsdagskamp i ca. -50° grader kolde Moskva og spiller så onsdagen efter årets sidste hjemmekamp mod Atlético.

Det skal så blive interessant at se, om vi får arrangeret en træningsmatch til at holde skarpheden og kampformen ved lige fra d. 5 og frem til sæsonafslutningen i Aberdeen fire dage før jul. Aberdeen får mig til at tænke på whisky, så en lille single malt til at styrke os på, inden det går ud i det p.t. polarkolde  novembermørke må være passende. God fodboldløs weekend!

Holger

og på jukeboxen spiller ...

Ugens album:

Ray Davies: Working Man's Café (2007)

Egentlig går jeg bare og ser frem til, at et godt koncertår skal afrundes med maner, når fortræffelige Editors med deres Dark Disco i deres egen "Joy Divison" og The National med deres til årstiden eminent passende musik begge i Vega skal varme mig op til den grande finale afslutning, Bossen og E Street Band i Forum. Og jeg har det mest som min kollega Saxo; jeg hører stort set kun Springsteen for tiden. Men for et par uger siden dukkede Uncle Ray's nye skive op i posten, og efter at have kigget på den i en uges tid, måtte jeg lytte. Det var ikke blot afvekslende fra Bruce, det var - og er - en rigtig god musikoplevelse. Bare 18 måneders efter, det der reelt var Londonmandens første soloskive, Other People's Lives, er der et nyt album fra legendariske The Kinks' frontfigur og chefsangskriver. Og et særdeles vellykket et af slagsen. Ray i sædvanlig fortælleform som den ypperlige observatør han er, når han på den lille mands side, begavet, satirisk, vittigt, eftertænksomt og skarpt tager bestik af det USA, han lever i nutildags og det England, der er blevet som USA. Corporate America (og Corporate England) får sine syrlige hug, ligeså gør bibelsvingerne og (USA's) udnyttelse af tredieverdens lande i de "nødvendige" kriges og globaliseringens navn. Men der bliver også tid til de opmærksomme iagttagelser af hverdagsliv og flygtig kærlighed - man er vel gammel libertiner - af en Ray Davies, meget inspireret i sit nye liv i og omkring New Orleans. Byen hvor han blev skudt i benet, da han satte sig til modværge ved et gaderøveri i 2004, hvilket også danner baggrund for 'Morphine Song', hvor han hallucinerer sig medicinomtåget gennem bizarre oplevelser på skadestuen på et New Orleansk hospital med et New Orleansk marching band på gangen. Ray længes efter tiden der var, uden han dog forfalder til at blive belærende ("No point asking me because I haven't got a clue (...) Get a life, get a life, get a life. If you're asking me, don't take my advice") Musikalsk set er Ray i topform. Et dusin velsmurte og afvekslende melodier, momentvis med mindelser tilbage til Kinks i 70'erne og klare afstikkere ned i Village Green Preservation Society's rytmiske univers. Og at han virkelig stadig kan skrive en medrivende popsang i den tekstmæssigt mere lette genre høres på 'In a Moment', 'Peace in our Time' (der ikke handler om Irak, men krig i parforholdet) og den helt uimodståelige 'Imaginary Man', som bliver den næste i  den endeløse række af Davies-sange skabt til at skråle med på!

Smagsprøven bliver titelsangen, hvor Ray nostalgisk søger efter fordums café, hvor det arbejdende folk hængte ud før og efter job og i frokostpausen. Nu er der shoppingmalls og internetcaféer.