De sidste ord

tilbage

Ja, for fanden. Så står man her igen og ligner et afpillet grantræ. Juledagenes turboædning er flydt over i maveinfektion og diarré, helt efter traditionens troværdighed. Gave på gave af ligegyldigheder er pakket ud, den første og største skuffelse kom allerede 4 dage før svansen om juletræet.

Blamagen i Aberdeen for en uge siden druknede sig selvfølgelig belejligt i højtidsdagene. Det skulle have været så godt og der var alle muligheder, for at vi første gang i en menneskealder kunne få europæisk fodbold også i det tidlige forår. I stedet kollapsede vi totalt og fik i den grad udstillet hele efterårets mangler i form af en brugbar offensiv - ja, blot offensiv tankegang.

Efterårets europæiske kampagne kan opsummeres i et par heldige straffespark, det ene blev brændt, og noget der må være 2½ halve målchancer over de 4 gruppespilskampe. Reelt burde det ikke være nok til at komme videre fra gruppen. Det blev det heller ikke. Da 0-0 strategien i Aberdeen først faldt fra hinanden, var der intet andet. Kun panik og komplet planløst losseri op i hovederne på et skotsk forsvar som netop dyrker den slags til daglig.

Aberdeen var et ganske ordinært mandskab, som vi burde kunne slå. Det kunne have været Horsens eller det kunne have været Randers. En forudsætning for at vinde fodboldkampe er dog at spiller for at vinde dem, ikke for at undgå at tabe. Den københavnske strategi i Skotland lignede noget - som nævnt - med kun en eneste plan. 0-0.

Håret i postkassen og pikken i det forkerte hul. Efterssæsonen gik med et fra hæderligt godkendt, uden på nogen måde at være prangende, til at være en kæmpe skuffelse. Vi fik bogstaveligt billetten igennem gruppen foræret, med Lokomotiv Moskvas sammenbrud, den tredjeplads var mere end endnu et straffespark, der lå lige til højrebenet. Holdet og træneren bøffede desværre i den grad.

Farvel Europa. Det blev i høj grad en blandet fornøjelse denne gang. Reelt spillede vi en god kamp, hjemmekampen mod Benfica. Som vi tabte. Måske skal udekampen i Moskva tilføjes - det var sin sag at vinde i kulden derovre.

De resterende... tja. Vi fedtede os bare frem - det må vel være den mest dækkende betegnelse, uden at skulle blive decideret ond i sulet.

Må blamagen i Aberdeen så blive et wake-up-call. Oven på et spillemæssigt rærligt efterår hvor kun er holdt på næsen via den smalle kvalifikation til UEFA-grupperne. Et dundrende drøn der lugter lidt af Gorica, selvom det reelt ikke kommer ud på samme afgrund. Der er trods alt kæmpeforskel på at kikse efter at have kvalificeret sig til et gruppespil, fremfor inden. 

Måske er det også tid for flere led i klubben til at skrabe noget af arrogancen af, både når det drejer sig om de mange irriterende kommentarer om en fodboldbane, der ikke har lignet en international godkendt spilleplads i flere år, om bedrevidende tilskuere, der åbenbart er en lille gruppe, men ikke desto mindre højlydt, der buhede efter Panathinaikos-kampen, eller om adgangsforholdene til Parken generelt for eksempelvis os sæsonkortholdere, hvor alenlange køer ved indgangen har været dagligdagen meget længe.

Det kunne tænkes at kunder, at journalister, ja selv visse fans også havde ret. At det måske var på sin plads at sadle om... man kunne måske også spørge sig selv om, hvorfor der stadig forekommer langt til de 30.000 i tilskuergennemsnit som bestyrelsesformanden gerne spåede til hjemmekampene for et par år siden. Vi har hængt trofast omkring de 20-25.000. Potentialet i København er afgjort til mere, der i har han haft ret.

Men varen skal være der. På banen - og omkring banen.

Nuvel. Det er jul og migrænepillerne melder alt udsolgt. Næste varelevering foregår omkring 3 måneder fremme i tiden. Lad freden sænke sig og de sidste ord tone ud...

Jeg orker ikke at ævle så meget hernede i aften. Kun få af jer finder vejen forbi og de færreste gider vel oparbejde en solid brandert akkurat i hullet mellem jule- og nytårsfridagene, som vi er ganske velforsynet med i år. 

I al stilfærdighed vil jeg tage afsked med BULEN her. Det er min sidste vagt, i hvert fald i den permanente vagtordning. Der kan muligvis falde noget af senere, men i første omgang overlader jeg driften til andre. Kald det almindelig metaltræthed. Det er mange år man har stået her... igen og igen og lignet et eller andet fra den langskæggede hankats lager.

Der kommer et punkt i en hver bartenders liv, hvor han konstaterer at han ikke har mere at sige. Alt er sagt før, og oven i gentaget adskillige gange. Som gamle Philip Marlowe engang udtrykte det, ensomme mænd taler enten for meget eller siger ingenting. Jeg er nået til fase 2. Jeg siger ikke så meget mere.

Men sjovt at tænke på, at de 7 år jeg har stået vagt hernede har været de 7 mest succesfulde år i klubbens historie. 5 mesterskaber, 1 vunden pokalfinale og 2 tabte, Champions League-gruppespil, UEFA Cup-gruppespil. Samt alt det løse. Al den succes og det tilhørende lir vi drømte om i årene før, i forrige årtusind.

Det er ikke altid lige til se, når man skimmer sig igennem vores ræbarkiv. Detaljernes magt over perspektivet. Sådan er det. Det gør altid mere ondt der hvor man er nu, end der hvor man var engang. Også selvom man burde være blevet klogere og ikke mindst en del år ældre.

Ikke desto mindre... det har været en sand fornøjelse og nu slutter den for min del.  

Skål skipper! Tak for de mange pæne ord som er fulgt i vores blegfesne ender hernede. De er kommet fra nær og fjern. Fra København og Omegn. Enkelte fra helt overraskende kanter. Jeg har sågar mødt en AaB-fan til en fest ude i virkeligheden, som har rost vores lille bar til skyerne, og nærmest har forlangt autograf fra en af bartenderne.

Men altså... mit ordforråd er løbet tør. Godt nytår!

For fanden da - bliver de sidste 3 egentlige meningsfyldte ord fra min mund! Derefter er der kun tomme lyde.

... ... ... 

Saxo

Blade Runner: The Final Cut - Ultimate Collector's Edition (5 Discs)

Efter års ventetid kom den endelig. Den komplette version af filmen "Blade Runner", der blev vist for første gang for 25 år siden. Efter en masse palaver mellem skuespillere og instruktøren Ridley Scott, og et budget som fuldstændig crashede. Ud over dette brød det amerikanske testpublikum sig ikke om den "ulykkelige" slutning, så Ridley Scott måtte ty til et ekstra hack på afslutningen inden filmen officielt kom på gaden i den såkaldt international edition.

I 1992 kom første "Director's Cut"-version - den seneste og sidste er med i ovenstående samling. Ridley Scotts helt egen version. Det er bare noget af indholdet på de 5 skiver, der rummer langt mere end et par dages fordybelse.

I mine øjne er det stadig verdens fedeste film - den rakte langt ud over 1982... og ja Deckard er selv den sjette replikant, hvis nogen stadig skulle være i tvivl! Kendere af filmen ved, at kun de 5 nævnes undervejs. 1 dør i introen og de 4 andre er dem Deckard jager. Superreplikanten, Rachael, tæller ikke i den sammenhæng.

Her er den oprindelige 80'er-trailer

mail