UGENS RÆB
- Kære retfærdige Gud A/S

Uge 17
<< >>

Ja ja, kære stamgæst, der har fandengaleme været liv hernede i de seneste dage. Det er blevet råbt og skreget, vi har skændtes og diskuteret og sendt decibel-værdien op i sådanne højder, at selv medlemmerne i den tyrkiske klub et par ejendomme henne ad gaden hovedrystende er kommet ud i forårslysets skær. Du har råbt, jeg har råbt, vi har råbt, og Holmstrøm har i perioder styrtet omkring som en indebrændt securitas-køter og har gøet og snerret snart efter den ene så efter den anden. Det begyndte allerede søndag aften og jeg indrømmer, at jeg selv gav startskuddet, ved noget demonstrativt at vende billedet af Heine Fernandez ind mod væggen. Men jeg gad simpelthen ikke se på ham mere. Han og jeg måtte have lidt fred for hinanden. Sådan får man det bare en gang i mellem. Der var intet nag dengang og er det heller ikke nu. Man må bare have fred nogle gange. Og jeg skal da også være den første til at erkende, at den chance som han brændte i søndags inde i Parken, ja, det var et regulært uheld. Ikke koncentrationssvigt eller som sådan manglende evner. Ser man den på TV havde han ikke skyggen af chance for at styre bolden, det var en refleks og et forsøg på at sætte foden på en bold der allerede havde passeret bag ham. Jo jo, du kender historien. Op på underkanten af overliggeren og ud igen. Et spørgsmål om et par centimeter, den ene eller anden vej, og mest den rigtige vej, og så havde vi fået det føringsmål som vi sukkede så vildt efter. Dér i søndags. Lønstrups afbrænder senere vil jeg helst undgå at kommentere, her er vi ovre i en katagori som for alle parters skyld fortjener at blive forbigået i tavshed. Lad os blot konstatere, at han formodentlig havde sparket den ind under træningen i 100 ud af 100 forsøg.

Det korte af det lange oven på søndagens uafgjorte affære blev den irriterende kendsgerning at vi igen spillede uafgjort. Ikke at vi er ubesejret i de seneste 10 superligakampe og ialt kun har tabt én kamp i de seneste 20 af samme slags. Det er faktisk ikke ringe, og aldeles ukøbenhavnsk, set over de sidste mange sæsoner. Men dette skulle altså helt blive overskygget af, at vi smed to ud tre points i enkel kamp mod en modstander som absolut intet ville i offensiv forstand. For det ABerne præsterede i søndags var en parodi på offensiv fodbold, intet mere, intet mindre. Men det kan man vel egentlig ikke bebrejde dem, de kan sikkert ikke så meget mere når det virkelig gælder, og ville heller ikke så meget mere, andet end at undgå den truende nedrykning som de efterhånden er blevet tvunget til at forholde sig til. Derfor må vi også tage fat om struben på os selv.

Det har vi så gjort rimelig håndfast, og her er det også, at jeg mener at kæden hopper af. For modsat mange andre ser jeg intet problem med indsatsen i søndags. Det var uheld at vi ikke vandt, et uheld som ikke er værre end det på et andet tidspunkt også udmønter sig i det berømte held, hvis man knokler lidt for det. Og det synes jeg at holdet gør. Ergo er det blot et spørgsmål om tid og alt det der. Folk herinde har så bræget løs med, at vi er blevet så velorganiseret, at det er dræbende, folk har bræget med at vi spiller for defensivt. Ingen af delene mener jeg er rigtige. Organisationen er fundamentet i en hver holdsport og det faktum at vi er blevet velorganiseret på banen, rummer også hele forklaringen på at vi kun har tabt 1 ud af de sidste 20 kampe. Hvilket vi vel dybest set er ganske godt tilfredse med. Et af mine favorithold, FC Barcelona, er et lysende eksempel på et hold der helt mangler organisation, trods man kan stille med 11 spillere der hver for sig udraderer de fleste af vores i individualitet og kreativitet - for slet ikke at nævne månedslønnen på deres respektive konti. At vi skulle spille for defensivt, den køber jeg heller ikke. Ja ja, ro på, kegler, det er mig der har ordet nu! Vi spiller mere defensivt end tidligere, organisationen i bagkæden har fået højere prioritet, men jeg æder den ikke, at vi spiller ikke for defensivt. Som jeg så søndagens kamp, var det os der forsøgte at skabe den, og os der i det hele taget forsøgte noget som helst. At ABernes bagkæde blev rost til skyerne, fortæller vel også sit. Eller hvad? Jamen, det var da sandelig heroisk, at de holdt nullet. I hvert fald heroisk nok til at de kunne vælges de ugens hold i diverse medier. De samme medier anklagede så os for ikke at tordne frem, lige som de samme medier ville have grinet hånligt, hvis vi havde tordnet frem og tabt 0-1. På en løs kontra. Den kender vi vist ganske godt fra fortiden, ikke! Jo da, og derfor kan jeg heller ikke følge logikken oven på i søndags. Når man ansætter en fætter som Roy Hodgson gør man det vel også i forhåbningen om at han kan gøre op med nogle af fortidens spøgelser, og jeg mener, at han i løbet af de godt 10 måneder han har været her, har fået hevet ganske mange af dem ud af skabet. Nogle gør så mere ondt end andre at aflive. Men nøgternt set, vi er nået ganske langt i disse 10 måneder. Rent konkret diskuterer vi ikke længere 7. eller 8. pladser længere, nu råber og skriger vi fordi vi mister to points i forholdet til en eventuel DM-titel. Vi tager heller ikke til Jylland mere med en sikker forvisning om at vi taber, tværtimod ærgrer vi os når Christian Poulsen rammer underkanten af overliggeren, der var den igen, og vi ikke vinder i Aalborg. Og så er der altså de der 10 kampe uden nederlag, det tæller jo også i regnskabet. Og oprigtig talt, jeg frygter ikke mandagens udekamp i Silkeborg halvt så meget nu, som jeg ville have gjort for et års tid siden.

Men okay! Vi maler ikke på glansbilleder her. Intet er godt for at det ikke skal være skidt for noget andet. Intet bør være os bartendere mere fjernt end en blåøjet spejderdreng på superlight. Holmstrøm og jeg tog en længere vandretur rundt om søerne forleden aften. Fik diskuteret sagerne lidt igennem som man nu engang gør, når man spadserer sig en runde fra Gammel Kongevej til Østerbrogade. Ikke fordi Holmstrøm sagde så meget. Han halsede gryntende afsted adskillige meter foran med tungen hængende nede på gangstien, og forsøgte at gøre sig til hos diverse Frederiksbergske tæver, som vi passerede undervejs. Da han begyndte at spæne omkring efter en puddel nede ved Dronning Louises Bro, så jeg ingen anden udvej end at sætte snøren om halsen på ham. Det var ved at blive direkte pinligt. Derefter faldt der lidt mere ro på tingene. Som vi fortsatte, nøjede han sig med at snerre demonstrativt efter ænderne, mens jeg forsøgte at holde hans fokus på midtbanen. Det er nemlig her at jeg efterhånden ser vores største problem. Et problem som både har sin positive og negative vinkel. 

Der skal ikke herske tvivl om, at vi har forårets absolutte hit her i en af vores unge folk. Christian Poulsen. Knægten er 21 år gammel og jeg vil sent glemme hvordan han, i AB-kampen i søndags gik ind og skubbede til Brian Steen,  og fortalte at her bestemmer jeg sgu. Og det gjorde Poulsen så, for midtbanen var hans, han spillede eminent. Som han har gjort hele foråret. Problemet er blot, at han alene skal pleje den offensive del af spillet fra centralt hold. Det blev/bliver en næsten umulig opgave. Han behøver støtte, og støtten lige i øjeblikket er Mio. Socialt og menneskeligt får han sikkert ikke meget bedre, men på grønsværen, i selve spillet, er Mio ikke manden. Mio er en udpræget defensiv spiller, han har ikke kvaliteterne til at supplere og oplære Poulsen i det fremadrettede spil. Det blev alt for tydeligt i søndags. Vi mangler Ståle, vi savner Ståle, Ståle havde været ham der kunne have gjort meget af  forskellen mellem os og de mange uafgjorte resultater. Måske bliver det ikke sådan alligevel. Måske gør det. Jeg forholder aldeles holdningsløs til al mesterskabssnak. Den interesserer mig ikke. Ikke lige nu. Mesterskabsstriden er simpelthen aflyst på grund af manglende interesse, gamle jas. Der er 8 runder igen og tingene simrer som en suppe af stabilitet og ensartethed i en tætpakket gryde. Men samtidig skal det ikke holde mig tilbage, jeg forbander den tirsdag formiddag ude på KB, hvor skæbnen skulle være så grum ved Ståle. Det havde vi ikke fortjent, ej heller Ståle, og suppen i gryden havde det heller ikke. Men vi havde fortjent at vinde over AB, uanset hvad Carsten Werge, hans familie og venner end måtte mene. Sådan var det bare.

Det kan så være nærliggende, at filosofere lidt over den højere retfærdighed, men vi undlader. Selvfølgelig findes der en Gud, og selvfølgelig findes der også en fodboldgud, begge er dog forsinket fordi de endnu ikke har kunnet finde en passende parkeringsplads. Så vi lader dem hvile til mere gunstige tider. Vi holder os til det faktuelle, og noget af det er såmænd ganske håndgribeligt denne torsdag aften. I kalenderen skriver vi den 26. april og denne dags aften er det nøjagtig 125 år siden, at den ene af vores moderklubber fødtes. Her til aften stillede vi vores lille TV oppe i hjørnet ind på Danmarks bedste kanal, og nød med almindelig andægtighed denne lille udsendelse, som mini-aflæggeren af Danmarks Radio havde brygget sammen til anledningen under Claus Porres friske ledelse. Eller vi forsøgte i hvert fald. 

Jaja, jeg skal være den første til at undskylde Holmstrøm. Jeg ved sgu ikke hvad der tog fat i køteren lige før. Magen til skabagtigt hyleri har jeg sjældent hørt. Du har helt ret, kære stamkunde, det sømmede sig ikke. Derfor måtte jeg bogstaveligt sparke ham ud i gården bagved, simpelthen for at skabe lidt ro herinde under resten af TV-programmet. Altimens ham den rigtige Holmstrøm snakkede, stirrede ham den anden Holmstrøm bønfaldende på mig. For de var der straks igen, de vemodige og våde hundeøjne. Men denne gang jeg var kold og kynisk.  Jeg havde intet der skulle klinkes her, jeg tilhører ikke dem der var til KB før jeg blev til FC København. Slet ikke. Jeg begyndte i 1994 for alvor på alt dette, efter at have trådt min barndoms fodboldsko i en klub, som ganske vidst var inde omkring de allertidligste planer om et FC København, og dog alligevel havde et smalt sund mellem sig og det uundgåelige, og derfor sagde nej tak dengang. Godt det samme, eller rettere - for mit vedkommende - den enes begyndende rodløshed bliver den andens i fuldbyrdet forstand og i fællesskabet mødes man således. Lad det være sagt med det samme, inden for de sidste 6-7 år har jeg lært KB at kende som andet end "De fine fra byen" som vi hadede ude på lorteøen og i Fremad Amager, for det er naturligvis dem jeg taler om. Og des mere jeg har lært KB at kende indefra, jo mere har jeg egentlig begrædt at de ikke længere findes som topklub i dansk fodbold. På sin egen helt ambivalente måde. Det er sgu forbandet svært ikke at forelske sig i deres historie, og det gør de også selv i så rigeligt mål. 

Ingen skal bilde mig ind at vi alle ikke har mistet noget, da man for snart 10 år siden indgik sit fornuftsægteskab med B1903. Et lille stykke Danmarkshistorie er gået tabt i jagten på ussel mammon, den bliver sværere og sværere at tale og skrive sig udenom. Men KB stod desværre bare ikke distancen i den professionelle fodboldverden, og det vil jeg i bagklogskabens navn også gerne skrive under på ikke var helt "fair play". Nu efterfølgende. En trøstende bonus må så blive at man fik indfanget nogle af de mange rodløse københavnere, deriblandt undertegnede, da man valgte at købe sig til en fælles identitet med B1903. Dermed har man også været medvirkende til at lægge grundstenene til den næste historie, den om FC København, og det er i virkeligheden den som vi er i gang med at skrive her. Så tillykke, stort tillykke til KB, for det som var engang, og især det som skal komme!

<<

oversigt

>>