I sidste uge causerede
min ærede kollega over det, som han betegnede fanpolitiet, et selvbestaltet
korps af fans, der havde påtaget sig den opgave at fortælle andre fans om,
hvordan og hvornår de bør være fans, før at de er "rigtige"
fans. Nu må Holger tilgive mig, at jeg sætter argumenterne på spidsen,
men bølgerne gik højt, og vi fik at høre om, hvordan den
individuelle fankultur blev trådt under militærbestøvlet fode af det
nyreligiøse neofascistiske fodfolk, der hylder den ensrettede kollektive
fankultur.
Det lyder jo rigtigt nok slemt, og for mit indre blik ser jeg
snorlige kolonner af velfriserede fans, der med fælles fodslag marcherer til
udekampe - i al slags vejr og føre - samtidig med de unisont synger; "Det er
kampdag, klokken, den er kvart i bold...". En scene, der er som taget lurk
ud af Triumph des Willens; Leni Riefenstahls berømte propagandafilm om
de tyske nazisters møde i Nürnberg i sommeren 1934. Det er i øvrigt en film, som det
tyske band Rammstein med deres vanlige elegance - som en panzerdivision i en
porcelænsbutik - valgte at bruge som billedside i deres musikvideo over deres
coverversion af Stripped; det klassiske nummer af Depeche Mode. Jeg
kan ikke andet end glædes over, at jeg ikke er ansat som Rammsteins spin doctor
(...men det er i det mindste fast arbejde!)

Triumph des Willens - udsynet fra Holgers plads på Nedre C?
(Mon dog!)
Hvem ved? Sidste uges bandbulle mod
"fanpolitiet" skyldes måske, vi andre bartendere har drillet Holger
en enkelt gang for meget med, at han ikke oplevede vores første sejr i Brøndby
i alt, alt for lang tid, og jeg selv ville næppe heller reagere
positivt på at blive kaldt en "dårlig fan" af folk, som ikke har den
mindste anelse om mit forhold til F.C. København.
Ikke desto mindre er det da ganske "dansk", at det
ikke er velset at gøre sig bedre end andre; hvad fanden bilder man sig ind
at tro, at man er bedre end andre? Jeg selv fik ørerne gevaldigt i klemme for nogle uger siden, da jeg rodede mig ud i en
lang diskussion her på
værtshuset blandt nogle stamgæster, hvor jeg hævdede, at akademikere
som regel var klogere end "almindelige" mennesker! Da jeg selv
er akademiker lød det måske som en urimelig stor selvtilfredshed fra min side
- og sandt at sige kan man ikke kalde det nogen naturlov - men i alle fald
fandt jeg ud af, at undertegnedes definition af "klog" bestemt ikke stemte
overens med andres. Fred være med det.
Og så alligevel, for jeg har på fornemmelsen, at jeg kanske
roder jeg mig ud i en lignende diskussion nu: Jeg synes nemlig godt, at man
kan tale om, at være "mere fan" eller en "bedre fan" end
andre.
Nu flakker dine øjne, så hvis jeg vil holde din
koncentration er det måske på tide med en enkelt øl på husets regning?
En Gammel Carlsberg? Så gerne! Et glimrende valg, herr.

Det klinger ikke godt, at udråbe sig selv som den ypperste
elite indenfor dansk fankultur, og det har jeg bestemt heller ikke tænkt
mig. Ikke desto mindre vil jeg gerne udråbe en skål for
de, som ifølge undertegnedes ydmyge mening, er at betragte som langt bedre fans
end deres altid tjenstvillige, vagthavende bartender.
Tag nu for eksempel Ole, der sidder dernede ved bordet og
taler lidt for højt med sine kammerater: Den første gang jeg mødte ham, viste han
mig en samling af billetstumper fra obskure trænings- kampe rundt omkring i
Danmark. Steder han var taget hen for at følge F.C. København og se dem
spille. Jeg blev umiddelbart lidt beklemt, for jeg kunne ikke lade være
med at føle, at mit eget engagement i klubben - selvfølgelig ganske utilsigtet - blev
nedgjort, og min reaktion var derfor også en smule kort for hovedet. Men
Ole ville såmænd blot vise, hvor meget sjæl han lagde i klubben; hvor stor en
del af sin fritid, han brugte på at følge klubben, og Oles engagement er sandelig
beundringsværdigt.
Fans som Ole er der masser af; fans, der lægger et meget
stort arbejde, og hvis hverdag er præget af klubben i en helt anden grad end
det, der gælder for undertegnede.
Jeg er skam ikke uenig i, at det er helt reelt, at det er
lysten der driver værket, når det kommer til om man ønsker at være tilstede
til F.C. Københavns kampe. Men der er også fans, der ikke kommer til
kampene, fordi de har lyst, men
af pligt! De kommer af pligt, fordi de føler en forpligtelse overfor klubben til at støtte
holdet - og det, synes jeg, afkræver respekt.
Det er givetvis kun
et fåtal, der er i en så priviligeret situation, at de har chanen for at
følge alle kampe uden undtagelse; og overvære træningen på Peter Bangsvej;
og se Ørestads- holdet spille; og følge juniorerne og ynglingene; og så
videre, og så videre. For de fleste er det naturligvis umuligt - rent
praktisk - at følge samtlige kampe.
Men det er en smule for socialdemokratisk at dermed frakende
de, der har muligheden, og som udnytter den, at de er bedre fans end os andre. Jeg hæver endnu engang mit
glas til hilsen for disse standhaftige kæmper.

Men Holger - og I andre - kan sove roligt; der er ingen fare
for, at fanpolitiet vækker jer en sen aften, og trækker jer ud af jeres lune
senge
(hvis det sker, har jeg ikke haft noget med det at gøre!), for når alt kommer til alt, ønsker jeg
ikke, at I skal leve op til et et særligt ideal for
hvordan en "fan" bør være.
Jeg må trække i land og erkende, at der er
mange måder at være fan på: Vi har alle vores eget
individuelle forhold til klubben, som vi følger: Hver især har vi forhåbentlig
fundet den måde at være fan på, som behager os bedst, og som under alle
omstændigheder er
"subjektivt rigtigt".
Desuden må jeg også erkende, at undertegnede
næppe bør være den, der gør sig til dommer over, hvem der er den bedste, og
hvordan man skal te sig. I denne sammenhæng var mit ærinde blot at påpege, at jeg
da har nogle forbilleder; nogle idoler blandt fansene på Nedre C. Folk,
der er "mere fan" end jeg selv. Også selvom jeg egentlig ikke
har nogen ambitioner om - eller for den sags skyld ønske om - at være fan på
samme måde, som de er det.
Måske er denne dyrkelse af individualiteten og det, der er
"subjektivt rigtigt", ikke
ensbetydende med at der ikke er en "objektiv rigtig" måde at være
fan på. Det store slagsmål er blot, hvilke kriterier man skal
opstille for det, der konstituerer en god fan: Dine
egne kriterier for, hvad der konstituerer en ideel fan, er med stor
sandsynlighed helt anderledes end mine, og en diskussion om dette kan hurtigt
munde ud i noget, der umiskendeligt ligner en teologisk disput: Er det din
tro, der er af- gørende, eller er det dine handlinger?
Teologiske diskussioner har ganske vist sin plads, men det er ikke
i Stamværtshuset. I hvert fald ikke i aften.
Derfor er debatten om kriterierne for "den gode fan"
måske en debat, det er bedst at lade ligge, men således
ender vi med ingenting..? På trods af at mange af os hurtigt kan blive enige om, hvad der
udgør
en dårlig fan.
I dette skisma ligger kernen: Det interessante.

Ligegyldig hvor mangfoldig og vidtfavnende fanmassen på
Nedre C er, er der tydeligvis en nedre grænse. Eller måske bør man
kalde det en ydre grænse, for selvom man kan være fan på mange måder,
når man står på Nedre C, så har vi i fællesskab skabt rammer for hvad, der
er acceptabelt, og hvad, der ikke er. Vores definition på en god fan er
ikke positiv; den fortæller os ikke, hvad en god fan er. Definitionen på
en god fan er derimod negativ; den fortæller os, hvad en god fan ikke
er. Hvis blot man holder sig inden for rammerne, så kan man skabe sig
lige så lystigt, som man ønsker; man har ryggen fri. Træder man udenfor
derimod - så falder hammeren.
Når man ser på det på denne måde, er Nedre C ligesom et
lille samfund ... og det er da helt hygge- ligt... men i nden der går "far, mor og børn" i det hele, så
lad os lige hive fanpolitiet frem igen, for det er her, de retteligt træder i
funktion: Fanpolitiet er nemlig ude efter de fankriminelle; de, der
har overtrådt kridtcirklen.
Et eksempel på en fankriminel er den fan, der forcerede
banderne i Lyngby og spænede ind foran en (i dobbelt forstand) målløs Heine
Fernandez. Hammeren faldt prompte. På Sidelinien, i Løvetimen, i
Brølet - selv i disse ydmyge omgivelser rasede fanpolitiet; deriblandt jeg
selv.
Denne fankriminelle, der fik en dom på et års karantæne fra
alle F.C. Københavns kampe, måtte sande, at det ikke altid er lige let, at
vurdere hvor grænserne går. De forrige pitch-invadere; ham fra kampen
mod Brøndby, og streakeren fra Parken, blev begge modtaget med et smil
på læben, men i dette tilfælde var der ingen kære mor. Der er måske
nogle, der hævder, at den fankriminelle havde haft en klarere fornemmelse
for, om han overskred fanpolitiets grænser, hvis han havde været sober, men det
får du mig simpelthen ikke til at sige. Det er dårligt for
forretningen. Øl er godt.
Fanpolitiet har også været på spil i fx Brøndby.
Folk synger ikke tilstrækkelig med, og de kaster med lightere. I det hele
taget virker det som om, at fansene rundt omkring på de danske Superligastadion
er begyndt at blive mere kritiske overfor dem selv. Det vil sige, når det
kommer til stykket, er det som regel ikke kritikerne selv, der er problemet, men
derimod nogle af de andre, der formaster sig til at holde med det hold,
som de selv støtter.
Men lad os endelig blive i København, for eksemplerne på
fanpolitisering er legio.
Tag Pascal Simpson. Her har vor egen -smølle været en
af de fremmeste kritikere af det, som blev betegnet "hetzen" mod
Pascal Simpson. Og vi andre bartendere støtter ham et hundrede procent.

Fanpolitiet. Det er mig med skråremmen, og kasketten kækt på sned.
Er du også medlem?
Det er klart, at
fanpolitiet ikke har nogen formel magt. Men ordet; det har vi i vores
magt, og ordet; det bruger vi. Vi giver vores mening til kende.
Ganske tilforladeligt synes du måske, og det er da også svært at se, hvordan
det kan skade.
Og det skader da nødvendigvis heller ikke, at sige sin
mening! Men når du og jeg siger vores mening og andre bliver enige med os, får vi hurtigt sat dagsordenen - især hvis vi har tilgang til medier;
fx Internettet, hvor vi kan bringe vore guldkorn på Sidelinien. Hvis
nogle begynder at skrive om, at Pascal Simpson er et fejlkøb og utrolig
dårlig, så varer det ikke længe, inden nogen sætter vedkom- mende på
plads. Der er helt sikkert "rigtige" meninger og
"forkerte" meninger", og hvis man har en "forkert"
mening, så kræver det en særdeles energisk indsats at overbevise andre om, at
man har ret. Bare spørg vagn/16. Blå bliver rød, når der er nok,
der mener det.
Pascal Simpsons situation kunne sagtens være omvendt, og det
var den også for måneder tilbage: Dengang var der en udbredt koncensus om, at
Pascal Simpson var fuldstændig ubrugelig; og når først tilstrækkeligt mange
mennesker har bekræftet hinanden om, at det er sådan, så krævede det en hel
del at ændre på det.
Men ændret det blev der jo; og i mange tilfælde er det rent
italienske tilstande, hvor et fanpoliti konkurrerer et andet fanpoliti om hvad,
der er den "rigtige mening". Min pointe er, at alle vi, der
deltager i debatten om F.C. København og har en holdning til, hvordan vi bør
opføre os - eller oftere; hvad vi ikke vil finde os i af opførsel - på sæt
og vis er medlemmer af fanpolitiet, og at det nogle gange er en ganske subtil
magtanvendelse, der finder sted, men at vi ikke kan undsige os selv, at vi
udfører den.
Er fanpolitiet et onde? Nej, ikke ubetinget, og i hvert
fald er det en nødvendighed, hvis vi skal tale om bare et løst forankret
fællesskab på Nedre C. Nogle gange er det blot værd at stoppe op, og spørge sig
selv om man ikke blot reproducerer de "rigtige" meninger.

En af de "rigtige" meninger er, at Ultras er
fankriminelle. Og det er for så vidt angår også under- tegnedes
holdning. Men dermed ikke sagt, at Ultras er de fankriminelle.
I løbet af ugen afveg Sideliniens Debatredaktion fra deres
normale politik og tillod et par indlæg skrevet af Ultras, da disse Ultras
"ønskede en dialog", som det - så vidt jeg husker - hed i et
indlæggene. Hvad denne dialog præcis skulle udmønte sig i, gik aldrig
op for mig, men en enkelt ting trængte dog igennem: Ultras er
syndebukke.
Det ligger mig fjernt at påstå, at Ultras er offer for et
komplot, og i virkeligheden er snehvide lam. Jeg er ikke i
tvivl om, at Ultras er skyldige i fankriminalitet, men jeg er på den anden side
heller ikke i tvivl om, at de samtidig bliver brugt som
syndebukke:
En fuld F.C.Københavner råber grimme ting efter børn,
der holder med modstanderens hold. Hvem er skyldig? Ultras!
Slagsmål efter kampen; fredelige fans fik tæv. Hvem er skyldig? Ultras!
Racistiske tilråb fra Nedre C. Hvem er ...arh du har vist fattet pointen.
Det holder ikke i byretten. Ultras er en så
forsvindende lille del af det F.C. Københavnske fanunivers, at det er helt ude
af proportion, at gøre dem til allestedsnærværende ballademagere.
Ultras består jo knap nok af en promillle af de tilskuere, der går til fodbold
i Parken en almindelig søndag.
Ultras er ballademagere. Jovist, men dermed ikke sagt,
at al ballade skyldes Ultras.
Lad os lade være med at automatisk gå ud fra, at det er
Ultras, der har været på spil, når vi hører om ballade i forbindelse med
kampene; det er muligt, det er en "helt almindelig" fan, der har lavet
ulykker.

Apropos ballademagere som Ultras, så er det befriende, at
luften mellem F.C. København og de øvrige klubber i Superligaen tilsyneladende
er næsten renset for den nag og splid, som den var fyldt med. Det er
muligt, det er foråret, men jeg synes, det afspejler sig i klubbernes fans
forhold til hinanden også. Drillerierne er godmodige, og... ahrrrr.. det
kan være, det er foråret, der taler.
Foråret; eller måske gør forventningen til igen på
søndag at kunne indfinde sig på sin vante plads på Nedre C i Parken, at det
hele ser lidt lysere ud. De sidste par uger har været en provinsiel
ørkenvandring, som forhåbentlig aldrig gentager sig. Selv ikke når
Rotary låner Parken til deres kongres om et par år.
Martin CX

Ugens album:
Metallicas Master of Puppets
Selv en næsten utrættelig hader af alt, hvad der er guitarrock (som fx
undertegnede), må overgive sig her. Denne plade er sandsynligvis den
bedste Heavy Metalplade, der nogensinde er blevet udgivet. Så er det sagt.
Kawais soundtrack til filmen Ghost
in the Shell
Jeg genså denne film for nylig, og var ligeså underholdt som
første gang. Hvis man er fan af cyber- punkgenren og film som Blade
Runner og The Matrix, så bør man ikke snyde sig selv for denne film. Der
er måske nogen, der lige skal overvinde en omgang sund skepsis, når de
opdager, at det er en tegnefilm, men bare rolig; ganske vist er det anime,
men det er ikke for børn.
Hooverphonics Magnificient
Tree
De, der har den opfattelse, at Belgiens eneste bidrag til musikken er
Toots Thielemans og dårlig house, kan begynde her. Hooverphonics spillede
for nylig i Rust, og de laver dejlig popmusik. Og så har de - som
Rammstein - begået et cover af Depeche Mode på CDen For the Masses, der
stærkt kan anbefales. Hooverphonic slipper mindst ligeså godt fra Shake
the Disease, som Rammstein gør fra Stripped.
...hmmm så skidt da...
Depeche Modes Exciter
Og det er der ingen tvivl om. Stol på mig.
|