UGENS RÆB
- Et pirreligt dyr

Uge 18
<< >>

Du kan ellers tro, der var postyr hernede onsdag formiddag. Vi havde lige åbnet på en pragtfuld forårsdag, et par minutter i tolv, så den frokosttørstige københavner kunne få en velfortjent pause og måske en reparationsbajer efter en hård 1. maj.

Og så ved tolvtiden gik det løs – sirenerne gjaldede lige pludselig hen over byen med deres mærkelige, uoplagte og skæve nye toner. De sirener, der i gamle dage varslede at man var halvvejs igennem arbejdsugen, er nu kun et varsel for at nu er der simpelthen ikke flere undskyldninger for det udeblevne forårsvejr. Men det kunne Holmstrøm jo ikke vide, som han lå der i solen på måtten udenfor. Alt hvad han vidste var, at dette dog var det mest vanvittige tågehorn, han havde hørt i sit hundeliv, og han fór rundt og gøede i et kvarter.

Ikke, at der ikke er rigeligt til at gå staklen på i forvejen. Solen har virkelig været en beroligende ting for vor firbenede ven, der har virket ude af balance på det seneste. Det er nu også rimeligt nok. Det er ikke et miljø for en følsom sjæl hernede. Stemmerne runger, og temperamenterne går højt.

Og emnet er fodbold, som det altid er hernede, hvis det ikke er ramsaltede bemærkninger om folks indbyrdes musiksmag. Og da vi jo ved, at i fodbold er den vigtigste kamp altid den næste, er det indlysende at folk taler om hjemmekampen på Brøndby Stadion. Nogle af gæsterne har bestemt sig for at blive væk lige fra begyndelsen, andre kunne ikke drømme om at misse kampen. Ind i mellem de to synspunkter er der københavnere, der har vejet på lodder og trisser og prøvet at finde ud af om det er rigtigt at tage derud eller ej.

Stemmerne ryger i vejret fra tid til anden og tager de samme skingre toner som de tågehorn, vores maskot ikke kan tyre, og han knurrer bistert, mens han river i sit halsbånd til han dårligt kan få luft. Det er ikke så mærkeligt, for der er dybe følelser involveret, og alle jeg har stået og lyttet til har været kede af at det lige skulle være Brøndby. Om man så har tænkt sig at tage derud eller ej har jeg ikke hørt en person, der ikke var ked af at kampen skulle flyttes netop derud.

Jeg er heller ikke spor glad for det selv. Og det er efterhånden ikke så meget fordi det er Brøndby. Egentlig er jeg ved at finde en vis pervers glæde og nysgerrighed i tanken om at stå på fjendens stadion og verbalt gennemhegle stedet i 90 minutter, ovenikøbet mens der ruller kameraer. Jeg ville synes, at det var BIF’s fans, der havde den største grund til at være forargede, og mene at det ikke er de penge værd at hjælpe fjenden fra storbyen.

Det, der går mig på, er at det er et Melodi Grand Prix, der kommer og flytter kampen. Det får sgu mit pis i kog. Den melodikonkurrence er det laveste lave, og det har været pinligt at se hvordan landet er gået i selvspin over noget som burde forbigås i relativ tavshed. Grand prix er Rollo & King, det er Brødrene Olsen med en latterlig Cher-vocoder på, det er Tommy Seebach, Kølig Kaj, Anders Frandsen, Brixx og Mabel.

Det er Jørgen Mylius’ årlige chance for at komme tilbage og plage nationen med sin forstokkede musikopfattelse, der begynder og ender med Cliff Richard. Det er talentløse gamle musikeres chance for at få et par sekunders PR, inden de kan vende tilbage til deres obskure liv – hvem sagde Johnny Logan? Det er ellers seriøse avisers chance for at slå plat på ting, som de ellers i bedste fald ville kalde kitsch og med rette håne – hvad er pointen i at fejre ’Danse i måneskin’ med Trine Dyrholm? Jovist, sød så hun ud som 14-årig, I gamle grise – men I kan ikke have hørt sangen meget længe, for så ville I have hørt at hun sang så falsk, at mælken i ens kaffe skiller, og tapeterne begynder at kravle ned ad væggene.

Jeg skammer mig halvt ihjel over at bo i et land, der i den grad er vendt på en tallerken og ophøjer grand prix til noget stort og respektabelt, ene og alene fordi Danmark vandt det året før. Den slags medløberkultur er til at brække sig over, og det er den samme tendens der gjorde, at vi omkring de 30 år voksede op i troen på at speedway og badminton var verdens største sportsgrene, når det blot var de sportsgrene som danskere vandt titler i. Det samme, som siden skete med damehåndbold.

Og mens jeg da helt sikkert er glad for at der er kommet tag over Parken, og over alle de rare penge der ruller i kassen – man er jo pragmatiker – smerter det, at der skal komme en situation, hvor man giver afkald på sin vante hjemmebane kort før afgørelsen på et DM, man faktisk har en chance for at vinde. Bevares, der er flyttet kampe før, men aldrig på grund af en koncert; det har været sportslige hensyn såsom ubrugelige baner eller ombygninger. Her har man et perfekt spilbart stadion, og det kan ikke bruges på grund af et show, der skal foregå en uge senere.

Men er F.C. København-Viborg virkelig vigtigere end årets største musikforestilling på dansk jord – ja, det ved gud da den er! For mig! Det er ikke svært at afgøre; jeg elsker F.C. København og jeg hader grand prix som pesten. Og jo, det er dybt egoistisk, men skulle vores hold kvaje sig ude i Lars Tyndskids Park, så vil jeg bebrejde grand prixet pointtabet, og forbande det endnu mere end jeg allerede gør i forvejen.

Man skal heller ikke gøre det grand prix til mere end det er. Havde Europa ikke vist en besynderlig musiksmag sidste år og pludselig hævet to udbrændte gamle popvrag op på en tvivlsom piedestal, så havde vi stadig haft en klub med en meget sund økonomi, omend uden et tag over sit stadion. Der kan tjenes nogle knaster, men det er en fandens ting, at det skal tage ugevis at bygge showet op rent fysisk, for der er altså en fodboldsæson i gang.

I bund og grund er det, der går mig på nerverne, at jeg finder grand prixet absurd, og så inderligt ligegyldigt i sammenligning med vores kamp og vores vej mod det DM, der har ladet vente på sig i otte år. Også selv om jeg ved, at der vil være en del flere tilskuere til grand prixet, for slet ikke at sammenligne dets internationale seertal med hvor mange der vil se Viborgkampen på 3+ – dette endda inklusive dem som fravælger turen til Brøndby og ser kampen på sofaen eller diverse listige knejper.

Det kan jeg slet ikke bruge som en kvalitetsmåler. Det korte af det lange er, at grand prix er noget totalt lort, og at det kun kan overstås så hurtigt som muligt, forhåbentlig med de to glatnakker Rollo & King på en ydmygende 23. plads med nedrykning som resultat. Og hvis Danmark skulle excellere i VM i traktortrækning eller lignende, så lad det for guds skyld ikke resultere i et stævne, der skal foregå i Parken næste år og tage flere uger at sætte op.

Nå, men nu har jeg jo totalt gennemheglet det projekt, som Parken har brugt over et halvt år på at forberede. Det er nu ikke for at forklejne nogens indsats, men lur mig ikke også den gode Flemming Østergaard godt ved, at der er adskillige, der er så revnende ligeglade med Melodi Grand Prix, og kede af at noget i deres øjne så inferiørt skal flytte noget så helligt – og det er temmelig helligt! – som en hjemmekamp.

Men kritikken og ærgrelsen holder også op med den kampflytning. Der skal altså også falde beundrende og prisende ord af. Kynikere er vi om en hals hernede, vi lader os ikke imponere let, og vi trækker på skuldrene af det meste. Men i fredags var der budt indenfor i Parken, og mens musikken var uden for kategori, var det ret let at se, at taget allerede var en københavnsk klassiker.

Langsomt og bomstille sneg det sig ud over stadion, og som en total solformørkelse stjal det dagen fra græsplænen, der til sidst lå badet i bleg restsol og lyset fra projektørerne, mens en gusten og kølig atmosfære bredte sig og mindede os om, at det er et tag for mørke aftener og kolde vinterdage.

Det lå råt og gråt som Bispeengbuen, praktisk og beskyttende som Hovedbanegårdens perronhal. Smukt? Måske ikke for dem, som foretrækker rødsten og landlig idyl. Elsker man storbyernes stålkatedraler, så ved man at dette er en milepæl for hovedstaden. Måske er Parken ikke et billedskønt stadion, men fyld det med mennesker, og man har byens bankende hjerte lige midt på Østerbro, tillukket, intimt og fyldt til bristepunktet med energi. Deri ligger Parkens skønhed, og der er ikke noget stadion i landet, der når det til sokkeholderne.

Ikke at man ikke får set nogle andre stadions. Om det er abstinenser fra de manglende kampe i Parken ved jeg ikke, men Silkeborg Stadion kaldte altså mandag aften med sin eh udefinerbare charme. Magen til hul i jorden. De går gudhjælpemig også i Silkeborg og pønser på at lægge et tag over deres stadion. Tro mig, I er bedre stillet med at bygge selve stadion først.

Her havde man den absolutte fornøjelse at opleve linievogter Allan Dam Nielsen. Så! Dæk, Holmstrøm, dæk!! Ja, han har som nævnt været noget ude af balance i et par dage. Sommetider skulle man tro, at han kan forstå hvad vi siger, men alene det tonefald manden omtales i hernede i vores kro, har været rigelig til at vovsen er klar over, at det navn står for noget farligt og forkert – skulle der dukke en fønbølget herre op på gaden udenfor, må vi hellere holde vores ven i kort snor i tilfælde af at nogen skulle sige ”Ligner det ikke…?”. Til sammenligning var maskottens navnebror Niels-Christian helt diplomatisk i mandags. ”Dit lange bindeslips!”, skulle det have lydt – bindeslips er utvivlsomt det mest smigrende manden er blevet kaldt af nogen københavner i denne uge, og det med rette.

Og så en frisk tur til Gladsaxe. Aftensolen snittede skarpt ind på den nye tribune, og det kunne bestemt anbefales at medbringe kasket hjemmefra, hvis man benyttede lejligheden til en lille spionudflugt den onsdag aften. Hvad man fik ud af spionturen er nærmest til fri fortolkning. Jeg ville i hvert fald hellere rende ind i Viborgholdet fra første halvleg. De var helt umulige, mens de efter pausen kontrollerede det hele.

Kønt er det bestemt, det nye stadion i Gladsaxe, og der er en flot udsigt over København, Øresundsbroen og hele møllen oppe fra øverste tribunefag. Men ligesom Silkeborg falmede det totalt efter den tour de force, man kunne opleve den foregående fredag aften under det rullende tag. Samtidig kan man spørge om hvad AB skulle bruge et større stadion til, endsige et med tag på – som også de faktisk har leget med tanken om. 1.680 tilskuere til en pokalsemifinale er hæmningsløst pinligt for en klub, som mere eller mindre kan redde sæsonen ved at vinde pokalen. Vi havde flere inde til træningskampen mod Malmö sidste år.

Næ, hvis vi var kommet derud, så skulle man for en gangs skyld se det stadion fyldt op. Men det er irrelevant nu; vi rykker ind på den billige langside i Brøndby, og forhåbentlig går alt så godt som muligt. Det bliver i hvert fald en lettelse når det er forbi, ditto grand prixet, og førstnævnte med en sejr. Ellers giver vi sgu Rollo & King skylden, og mon ikke Holmstrøm skulle have let spil mod de to klynkende pudler, hvis det skulle komme til et hundeslagsmål? Det er afgjort på forhånd.

Nu sover han heldigvis, og han har snorket gennem hele tordenvejret. Jaja, det var optimistisk at tro, at foråret ville vare mere end tre dage i denne omgang. Lad os drikke en rolig øl at gå hjem på, og hold så stemmen nede, hvis du fisker i rørte vande. Ellers har vi balladen igen…

-smølle

<<

oversigt

>>