UGENS RÆB
- Den lille sorte kasse oppe i hjørnet

Uge 50
<< >>


Velkommen indenfor, og luk døren med det samme - den forsinkede efterårsstorm der er i gang lige nu er ikke til at spøge med, og desuden hæger vi meget om det tilrøgede miljø hernede på vores bæverding.

Og mens du så sætter dig til rette på en af de høje stole og gnaver tyve-tredive pebernødder i dig - tag bare fra - og jeg knapper en sneøl op til dig, så kig op i det ene hjørne af lokalet og se vores nyeste investering. Jep, det er korrekt, vi har fået fjernsyn hernede! Det er et 25" Sony, selvfølgelig købt under helt betryggende omstændigheder af en fyr der kommer hernede en gang imellem og altid ligner en der skal skynde sig videre. Vi trak det ud af hans varevogn og nåede dårligt at betale for det inden han måtte afsted. Det virker glimrende, og nu hvor dagene er korte og aftenerne lange og kolde, og sæsonen her i landet er forbi, har vi taget konsekvensen. Ind i antennestikket, og så kører vi bold når der er noget. Kabel-tv, selvfølgelig. Vi er jo i en storby! 

Dejlige Ebbe Sand er bare dejlig

Desværre er der ingen af os, der har familie eller ligefrem oprindelse i England, så Sky er der ikke noget af, og vi har også valgt Canal+ fra. Det skal nu ikke forhindre dig i at besøge knejpen og se en kamp en gang imellem, og hvis du ligefrem holder med Schalke 04 eller Manchester United er din lykke gjort.

Hvis du derimod ikke holder med de to hold er du på krogen, kammerat. For nok husker og elsker vi stadig Bjarne Goldbæk, men selv med Fulham på skærmen er Bundesligaen altså lidt tættere på klassefodbold end de kampe med de gule bolde, som man kan se Tommy Troelsen kommentere på DK4. Jeg har set roemarker som var flottere end de baner de spiller på derovre! 

Så vi ryger over på 3+ lørdag eftermiddag, og mon ikke der skulle være en chance for at se Ebbe Sand i aktion? Det tror jeg der er, og hvis man kan sige at et liv og en dagligdag består af gentagelser og rutiner, så må det klareste eksempel siges at være lørdag eftermiddag kl. 15.30 på 3+. Uge ud, uge ind, uge ud og uge ind igen følger vi vor danske helt Ebbe Sand i sin succeshistorie. Ebbe Sand scorer! Ebbe Sand lægger op! Ebbe Sand bliver skiftet ud efter en stor indsats! Ebbe Sand fortæller i pausen om sit tyske eventyr i et eksklusivt interview.

Skal man være smålig og snævertsynet vender man hovedet som en ugle, når man hører det der "swoosh", der giver signal om at der er scoret i en anden kamp - en afløser for "dong" til det enogtyvende århundrede. Og man håber at det var Elber, Agostino eller Barbarez, der fik sat en kasse ind i en anden kamp, man håber og tror det, håber næsten lige så hårdt som man håber at Schalke vil tabe og synke ned til middelmådighed i tabellen. Og så må du gerne kalde mig smålig og snævertsynet, kammerat! Det er bare lidt uretfærdigt efter at du lige har guffet alle de pebernødder i dig...

Drømmenes Teater - en kur mod søvnløshed

Midt på ugen åbner vi igen for fjernsynet, og her er der som regel mulighed for at få to slags kampe: Manchester United, der tromler hen over et middelmådigt centraleuropæisk hold, og Manchester United, der besøger et middelmådigt hold et sted i Centraleuropa. Og tromler hen over dem. Det sidste er at foretrække, for intet er værre end Man Uniteds fans i fuld effekt, i gang med at hovere over at deres uinspirerede hold slår nogle hjælpeløse stakler 3-1 efter ti minutters drømmefodbold og 80 minutters søvngængeri.

Det er lidt af et valg - du kan altid slå over på 3+ og se en europæisk topkamp, i hvert fald hvis den er med Manchester United som det ene hold. Det er det frie marked, baby! 

Ønskescenariet må være følgende: Ebbe Sand skifter til Manchester United. Intet kan alligevel forhindre, at Man U bliver vist uge ud og uge ind, så længe de er med i Champions League, ligemeget hvor inderligt ligegyldig og forudsigelig deres kamp er, og ligegyldigt hvor spændende de andre kampe samme aften måtte være - hvis Milans og Barcelonas 3-3-kamp ikke kunne fjerne United fra programmet kan ingen kamp! Med Ebbe Sand på plads på Old Trafford kan man hype to irriterende ting på en gang, og ingen behøver fremover vise Schalkes grå og dødssyge maskinfodbold.

Det var drømmen - mareridtet er dette: Schalke ender på en af de første to pladser i Bundesligaen og ryger direkte i Champions League. De bliver ydermere trukket i pulje A, mens vi finder Man United i pulje H. Dermed spiller de hver sin dag, og i hele september og oktober har fodboldelskere noget andet at lave end at se fjernsyn på tirsdage og onsdage, hvis de to hold tilfældigvis hænger dem ud af halsen. Det er derfor, vi er en del der håber mere end en smule på en drastisk formnedgang for dejlige danske Ebbe og hans dejlige danskerklub - at Man U skulle kunne trues er en tanke, alle må have opgivet...

Euroligaen - 100% Schalkefri zone

Hvem ved, måske er der en helt ny liga at se på om et par år på vores skærm her i knejpen? Efter nogle ret kategoriske udmeldinger fra UEFA var det nemlig lidt af en overraskelse at se, at nu var Lennart Johansson, af alle mennesker, klar til at fremlægge planer om en Atlantliga for resten af UEFA's ledelse. Og vi der troede at UEFA så dette projekt som en pest.

Noget eller nogen må have overbevist Lennart om, at det er et nyt og mere spiseligt forslag, som er blevet lagt frem af de tolv klubber, der nu nævnes som deltagere. Hvad det er, der pludselig lyder bedre, kan vi i vores små reservater jo kun gisne om, for der ser ud til at være bred forståelse for, at dette er en liga med førsteprioritet, og at holdene må forlade deres egne ligaer. Dette har UEFA hidtil afvist blankt. Samtidig har i hvert fald de hollandske klubber påpeget, at det er det man arbejder på, og hvis ikke danskerne vil være med er det os - DBU - der er åndssvage. Danskerne er stadig med til møderne, selv om DBU har murret i krogene, så noget må der være at arbejde videre på.

Og hvem er så holdene? Ja, det må jo være noget henad os, Brøndby, Ajax, PSV, Feyenoord, Celtic, Rangers, så har vi syv, Brügge og Anderlecht ni, Sporting, Benfica - og måske Porto? De er i hvert fald de bedste i Portugal, og så kan Peter Schmeichel smide en bold efter mig hvis han bliver sur over at høre det. Nu har vi tolv hold.

For sjov kan vi lige tage de holds Europacuptraditioner - 
· Porto vandt mesterholdenes pokal i 1987 og VM for klubhold samme år
· Benfica vandt mesterholdenes pokal i 1961 og 1962
· Sporting vandt pokalvindernes pokal i 1964
· Anderlecht vandt pokalvindernes pokal i 1976 og 1978
· Celtic vandt mesterholdenes pokal i 1967
· Rangers vandt pokalvindernes pokal i 1972
· Ajax vandt mesterholdenes pokal i 1971, 1972, 1973 og 1995, pokalvindernes pokal i 1987 og UEFA-cuppen i 1992
· PSV vandt mesterholdenes pokal i 1988 og UEFA-cuppen i 1978
· Feyenoord vandt mesterholdenes pokal i 1970 og UEFA-cuppen i 1974

Brügge er derimod totale tabere. De har aldrig vundet Europacuppen! Ikke engang UEFA'en! De har kun været i to finaler, og tabt dem begge. Ved siden af dette behøver hverken vi eller Brøndby skamme os, for de kom i semien for kun ti år siden, og vi spillede uafgjort mod både Real Betis og Chelsea. Det er heller ikke dårligt. Jeg er i hvert fald ikke nervøs for at skulle møde 11 hold, der tilsammen har vundet 243 mesterskaber og 144 pokaler, og overhovedet ikke i tvivl om at vi hører hjemme i det selskab. Vi har altså også vundet et mesterskab, har vi!

Rent gætværk

Åh, hvis bare man vidste mere om denne liga. Men ser man det hele udefra står det tåget hen, hvad det hele drejer sig om. Der er ingen, der vil fortælle den undrende offentlighed hvad f.eks. situationen bliver, hvis vi - for det skal vel bl.a. være os der skal være med til at starte ligaen? - i den første sæson gør det værre end Kølig Kaj gjorde det i Melodi Grand Prix i '97, og Viborg samtidig har vundet det man vel kan kalde Residualligaen. Får de så lov til at rykke op, så 1.500 måbende bønder kan se PSV's og Rangers' verdensstjerner komme forbi på et stadion med utilstrækkeligt lys og 900 siddepladser?

Hvad kalder man i det hele taget den liga, der er tilbage? For hvis jeg f.eks. holdt med Viborg og så mit hold skyde til tops i en liga som mangler Brøndby - vi må med sorg konstatere, at Viborg som regel ligger over os i alle tilfælde - så ville jeg blive noget indædt, vel vidende at landets fodboldentusiaster aldrig ville acceptere at kalde det et Danmarksmesterskab, ligesom Salgueiros ikke vil blive portugisiske mestre, Vitesse hollandske eller St. Johnstone skotske - de vil ligeledes blive "The Best of the Rest", mens deres landsmænd kan spille en yderst middelmådig sæson, ligge midt i tabellen i den europæiske liga, og måske stadig blive set som et bedre hold end det, der måske har vundet hele møllen i sit eget land. 

For det er vel ikke sådan, at det nederste hold fra hvert land rykker ud hvert år? Så kunne PSV, Feyenoord og Ajax blive nr. 1, 2 og 3, og Ajax ville ryge ud af ligaen. Mens BIF og F.C. København kunne ende næstsidst og sidst, og BIF ville blive hængende.

Men der må vel være en gulerod for vinderne af Restligaen i de enkelte lande? En Champions League-plads? Eller går de kun til deltagere i den europæiske liga? For det er jo den man stadig gerne vil være med i, Champions League. Ikke? 

Der er spørgsmålet om hvordan de deltagende kan sende noget tilbage til deres bagland. For det går vel ikke af sig selv at have en liga, hvor der ikke er en top. DBU's divisions- og seriesystem er som et grantræ, og min kære pebernødsgumlende gæst - jeg har en pose til - ville du gide købe et træ til stuen, hvor de øverste tyve cm var klippet skævt af med en hækkesaks, og hvor man ikke kunne sætte stjernen fast på toppen? Nej, det tænkte jeg nok. Det er meget godt nyt for de to hold, der skal deltage i ligaen, men langt mindre godt for de tilbageværende, og en ting er sikker - det er nemmere at holde med et hold der er med i ligaen end et der ikke er inviteret. Vel vidende hvor arrig man selv ville være, hvis man så to hold, hvoraf intet er éns eget, trække sig ud af ligaen og afsted på pengetoget.

En liga uden en mester ville blive mindre interessant for tv, sponsorer og tilskuere. Og ikke mindst for spillere, for der er ikke den store tvivl om, hvor spillere vil tage hen, hvis de kan vælge mellem et hold der skal spille mod europæiske tophold på ugentlig basis, og et hold der skal spille mod Farum eller hvem der ellers har sneget sig ind i superligaen, når der er blevet to ekstra pladser. Et hold, der skal deltage i en liga som udbetaler et kæmpestort millionbeløb i honorar og tv-penge, og et hold, der skal spille i en helårlig kval-liga, som næppe vil være det store trækplaster for tv-stationerne uden de to mest populære hold i Danmark - vi taler om AaB-AGF som sæsonens største brag af en kamp her... Spilleren som har dette valg kan ikke tænke længe - især måske tilskyndet af en ophævelse af transfersystemet. Se dog at komme videre, din kontrakt er lige til at sige op. Og derfor vil det være forbløffende, hvis DBU som repræsentant for alle klubber i landet, undtagen to, vil godtage planen, og det samme gælder de andre indblandede lande.

Men måske er det meget godt, at der ikke er kommet flere detaljer. Det giver os på de listige steder noget at snakke om, gør det. F.eks. - hvad skal mestrene hedde? Euro-mestre - udtalt Ju-row-mestre? 

Vigtigst af alt - hvordan skal man planlægge sine ture til udekampene? Jeg tror det bliver til tre i stedet for de normale 12-13 styk. Brøndby ude, Ajax ude og Benfica ude - og lad den sidstnævnte blive en gang i badesæsonen.

Nå, men tak fordi du gad lytte til min tv-anmeldelse, og hav mig så undskyldt mens jeg sætter ild til et par nåle fra det pyntegran, der hænger her. Og sætter nogle nelliker i disse mandariner. For duftens skyld, det er jo snart jul. Ja, man gør jo det mærkeligste når man ikke har rigtig livefodbold at følge. Det er der andre der ved, og derfor er der penge i omløb, fodbold i fjernsynet og nye ligaer i støbeskeen. Altsammen for at folk som os kan sidde og kigge op på den lille sorte kasse oppe i hjørnet af lokalet. Det kan betale sig - i hvert fald for nogle. Og vi kan jo lide at kigge med mens vi venter. Tag nu en Carls Jul, vær med til at fylde ventetiden ud, og sig så hvad du synes om hele dette Euroligahurlumhej; dit gæt er lige så godt som mit.

-smølle

Og jukeboxen spiller:

Ugens sang:

The Pogues: 'Fairytale of New York' (fra albummet If I Should Fall From Grace With God)
Et værtshus uden denne julesang er ikke et ordentligt værtshus.
Og hvis éns nakkehår ikke står op, og man ikke får en klump i halsen af sangen, er man lavet af sten.

Ugens album:

Kent: B-sidor 95-00
Det er ikke første gang, denne plade er blevet prist på dette sted. Men det kan ikke siges for tit, at dette band er en gylden skat.
Og måske, bare måske, er disse b-sider deres bedste plade overhovedet. Og 'Rödljus' deres bedste sang. Eller 'Gummiband'. Eller 'Utan dina andatag'. Eller...

<<

oversigt

>>




mail os!