|
Kære læser, således er vi igen trådt ind i et nyt år
og det går sandelig mod lysere tider. En underfundig iagttagelse, ikke! Måske har du
det ligesom jeg, og er efterhånden ved at brække sig over alt
dette højtidsfestivitas, jul og nytår, og hvad dermed følger.
Men vi kan være rolige nu, os der har de tilbøjeligheder, for
det er overstået for denne gang. Det er blevet hverdag igen, og
jeg elsker hverdagen, den hverdag hvor vi ikke skal postulere at
vi har det sjovt, men blot kan have det sjovt på den der helt
hverdagsagtige måde, hvor ting pludselig kan udvikle sig og bare
ske. Du kan fx. komme her på stamværtshuset, blot for at kigge
forbi til den lille hurtige inden aftensmaden, og så tre timer
senere står du og ringer febrilsk til konen/kæresten/elskeren,
og må udvise en fantasi ud i undskyldningernes univers, som du
knapt selv anede at du besad. Altsammen for at forklare hvorfor der lyder
smældende latter akkompagneret af knaldhøj guitarrock i baggrunden og du selv lyder en anelse for
kåd. Se, det er nemlig hverdagen, og bare rolig, vi bartendere
er på bunden flinke og forstående folk, vi skal nok sørge for
taxien hjem når den tid kommer.
Men aftenen er stadig ung og der er såmænd et par ting at
diskutere endnu. Diskutere er måske i virkeligheden så meget
sagt, for når Jacob "Ikke-så-meget-pis" Laursen
udtaler sig, så diskuterer man egentlig ikke. Man lytter og
læser bare. Da Jacob kom til København i sommers, var der en smule
ambivalens blandt os fans. Han var ikke lige prototypen på en
københavnsk spiller, som vi helst ville se en sådan. Uagtet at
man ikke spiller som fast mand i 4 år på Premiere League-niveau
uden kvaliteter af en ganske høj kaliber, faldt hans lettere
mislykkede landsholdsoptrædender ind over det samlet billede som
en irriterende skygge. Mon ikke bare vi skal konstatere at den skygge
forsvandt som duggen for sensommersolen den augustaften hvor han
debuterede og tog vel for sig i andelen af den sejr over Brøndby,
der blev en slags vendepunkt for hele vores efterår. Det tror
jeg nok, at vi kan sige med nærmest jysk sindsro. En ting er så
hvad han fik tilført rent forsvars- og stabilitetsmæssigt på
selve banen, noget andet er de ting som senere er kommet til på,
hvad man kunne kalde, det menneskelige plan.
Betragter man manden, har han et ansigt som er
hugget i granit, en nærmest biologisk materialisering af et af
hovederne fra Mount Rushmore-klipperne, og hvad der falder ud af
munden, vælter også ud som stenblokke, der hver gang falder til
jorden med et så hæftigt drøn, at man tvinges til at holde
inde, med hvad man end foretager sig, blot for at sikre sig at
alt stadig er som det skal være. Åh jo, verden er der såmænd
endnu, selvom den måske har flyttet sig en smule. Den lille
smule der også kan gøre forskellen mellem det der var og det
som skal komme. Mellem igår og imorgen. Som det lille snapshot
til fodboldalbummet vi fik at se den søndag aften omkring normal spisetid i august,
hvor han trådte ind som ny anfører i forsvarskæden.
Sandt at sige lyder det nærmest knastørt efterfølgende at spørge,
om det i virkeligheden ikke var en flig af en anderledes professionalisme,
som vi oplevede dengang. Den professionalisme der hersker i fx.
Premiere League og som vi stadig higer efter herhjemme. Især et
sted som FC København, som uanset hvordan vi vender og drejer
det, ikke kan bryste sig med rødder i den almindelige danske
foreningskultur som de fleste andre topklubber et eller andet
sted kan. Alene fordi vi er en overbygning, som blev skabt
primært med resultaterne for øje. Ikke som socialt samvær som
siden hen blev forsøgt professionaliseret.
Morgenen til nytårsaften faldt et par disse bautasten fra
Jacobs mund i et længere interview i Berlingske Tidende. Jeg
tillader mig at smide den på disken, og inden du helt går over
i fuldemandskådhed, vel befriet fra al nytårshysteriet, og blot bruger den som ordinær
bordskåner, så læs lige følgende. På Berlingskes spørgsmål
om der manglede der nogen, der sagde noget i FC København, da
han og Ståle Solbakken kom til, svarer han:
"Nu tror jeg nok, der var nogen, der sagde noget til pressen.
Den vej rundt var der vist ingen problemer med at få sagt det,
man skulle."
(Hmm, kære læser, trækker du også på smilebåndet her? Lad os blot blinke indforstået og ellers
klappe i!) "Der er en del spillere, som har overrasket mig enormt
positivt, men der er stadig nogen, som har den der attitude, »jamen,
vi spiller for FC København.« Det behøver ikke bare være de
elleve, der spiller, det kan såmænd også være nogen af dem,
der ligger i periferien af holdet. Men generelt går udviklingen
i klubben i den modsatte retning, og hvis vi kan få de attituder
helt væk, er vi et seriøst bud på at vinde det danske
mesterskab. Men hvis vi ikke får dem væk, så vinder vi heller
ikke. Så vil der altid opstå den lille ting, som lige ødelægger
det lige i det afgørende øjeblik, hvor vi skal vinde en kamp."
Og så er det stenene begynder at falde. Det interessante her jo at
han faktisk siger, at vi har spillerne. Og måske længe har haft
dem. Vi er mere ovre i hvad der kan kaldes "indstillingen"
til tingene. Jamen, både du og jeg har nok tit undret os over
hvorfor spillere kan rykke til andre klubber og straks få
succes. Eller den anden vej rundt. Spillere med succes rundt
omkring kommer til os og kan pludselig ikke afdrible en
fuldtlæsset HT-bus. Fodbold er også et psykologisk spil, og det
bliver endnu mere udtalt, når to hold går på banen i
nogenlunde samme fysiske udrustning. Og det gør de fleste hold i
superligaen efterhånden. Og tanken er da interessant, ikke! Kan
tilfredsheden med at blive FCKøbenhavner være så stor for nogle
spillere, at den i sig selv blokerer for den videre ærgerrighed?
Måske. Problemstillingen er i hvert fald særdeles interessant.
På sin vis er den debat lige så gammel som
klubben selv. Det blev os læst og påskrevet i de første
leveår, at vores spillere var de "forkælede
golfdrenge", som nok kunne vinde når det var sjovt og
spillet gled som pik i lystig Grete, for at sige det i den
stedlige jargon, men aldrig når det virkelig gjaldt det tunge og mere arbejdssomme
flirteri. Det blev den notoriske forskel
på os og dem derude vestpå. Jeg erkender at jeg reelt ingen
mulighed har, for at kunne vurdere disse ting med nogen dybere
indsigt, og vil heller aldrig anklage enkelte spillere, fortidige
eller nutidige, men mere sætte fingeren på at holdpsyken måske
ikke helt har været optimal. Fornemmelsen har i hvert fald ofte været der. Fornemmelsen af at
man har savnet noget, når man er gået fra Parken efter et surt
et-eller-to-måls-nederlag, hvor vi spilmæssigt har domineret og alligevel
er faldet igennem til bar røv på en eller flere tåbelige fejl.
Et sted i dette efterår blev den fornemmelse pludselig gjort pænt
til skamme. Da vi efter en helt igennem elendig indsats alligevel slæber 2-2 hjem ude i
Gladsaxe. Jeg sad med en mærkelig følelse dengang. Selve
resultatet var totalt ufortjent, kampen som helhed betragtet. Vi
havde nøgternt kun fremvist noget der lignede 10 minutters
anstændigt fodboldsspil. Men samtidig havde vi vundet hvis den havde varet 10 minutter længere.
På grund af det "psykologiske", hvor vi faktisk var
langt stærkere end modstanderen og vigtigst formåede at bevise det, da
det gjaldt til sidst. Jeg mindes ikke umiddelbart, at have set
noget lignende i københavnsk regi. Dette er måske også noget
vi skal til at lære, at alle points ikke er lige kønne i selve
øjeblikket, de bliver det først i det øjeblik hvor selve det
samlet regnskab gøres op. For i virkeligheden er det jo hvad
vores mester Jacob indirekte siger. Eller måske rettere som jeg
frimodigt - og med fuld respekt - vælger at tolke ham.
Så hold lige kæft derude.
I et andægtigt øjeblik af vanlig vinterpause-optimisme. Nå ja,
vi kender jo ligesom alligevel bluessangen til bedøvelse,
Nobody-Loves-Me-But-My-Mother, og skal nok finde den
efterfølgende selvironi frem, som en anden forurettet negerslave
fra bomuldsmarkerne i det sydlige Georgia, når sæsonen
alligevel ikke blev som vi forventede. Så lad os blot dvæle i
stilheden, på dette tidlige øjeblik i januar, og lade Jacob
fortsætte med Berlingske (og måske har han alligevel fat i
noget, hvem ved!):
"Jeg kunne nævne fire-fem unge spillere i klubben, som
bestemt burde være i udlandet, og nogle af dem kan heller ikke
forstå, hvorfor de ikke er det. De har ambitionen, og de er
dygtige nok, men de har bare aldrig, for alvor, fået at vide, at
de er nødt til at gå den ekstra kilometer for at nå det."
Altså tumler en ny sten om fødderne,
men vi rykker fokus en smule. Vi er i virkeligheden smuttet ud over vores københavnske verden
her, er havnet derude hvor man kan tale om danskheden som sådan.
Og dog. For den fortæller måske også lidt om, hvorfor FC
København nemt lignede et misfoster i et land som Danmark. Vi
var i fødslen en decideret elitesatsning, en klub med ambitioner
i en uhørt dansk grad, som folk næsten måtte få i den gale
hals. Det gjorde de så ikke helt alligevel, selvom vejen
unægtelig er blevet langt mere enerverende end Guld-Harald og de
andre fødselshjælpere havde drømt om dengang i 92. Men dette gemmer
måske også, at vores ungdomsarbejde ikke helt har kunnet
følge med den professionelle overbygning. I Berlingske er Jacob
ude efter vores skolesystem som sådan, men jeg tillader mig at
forfægte ham her. Det er ude i klubberne den egentlige skoling
sker, altså for en ung og vordende professionel fodboldsspiller, ikke i
folkeskolen som jeg til enhver tid vil hævde er langt bedre end
sit rygte. Og nix, kære læser, jeg er bartender og kan til
enhver tid pille skummet af din fadøl som var den en lineær
ligning - jeg er aldeles ikke folkeskolelærer. Gudbedredet!
For jeg misunder dem ikke.
Men lad
os nu demonstrativt holde fokus på os selv. Igen er jeg
kommet i en situation hvor jeg måske risikerer at tale mod bedre
vidende, men jeg vover pelsen her. Som solid fan ved du sikkert, at KB vandt ynglinge-DM dette efterår, for første
gang siden '94. Pragtfuldt, jovist! Men jeg noterede mig en negativ ting
fra efteråret i ynglingerækken. Fra det øjeblik at titlen
reelt var sikret, femte sidste spillerunde, og resten af sæsonen
vandt vi ikke en eneste kamp. Udefra set må det virke temmelig
useriøst. At man ikke i de sidste -
betydningsløse - runder kunne nosse sig sammen og nappe blot en
sejr over ganske ringere modstandere, som man tidligere på
sæsonen enkelt kunne besejre. Det fortæller måske også
sit sprog om en professionalisme som endnu ikke helt er på plads i de
yngre rækker. Et eller andet sted kostede det sgu et par skår i den pokal som de unge folk modtog ude på
Peter Bangs Vej. I mine simple øjne. Det forklarer måske også
hvorfor der kan være meget lang vej fra ynglingerækkerne til
Superligaen. Ikke set i normal dansk målestok, for der er vi
ganske godt med, og kan sikkert kaldes blandt de førende. Jeg
behøver vel ikke spørge hvornår klubber som Lyngby, Silkeborg,
Herfølge, AB, og Viborg senest har vundet noget i
ungdomsrækkerne? Nej, vi navlepiller totalt her. Og vi kunne
godt blive bedre, især i betragtning af de
ambitioner/forventninger som hæfter sig på selve førsteholdet
- altså overbygningen.
Selvfølgelig
er tingene da blevet lidt bedre de seneste sæsoner. Et par af
dem jeg så som ynglinge i 98-årgangen, dengang fik de sølv, ude hos KB
er nu assimileret helt i Superliga-truppen. Bo Svensson og Rune Pedersen. Dertil kan
nævnes et par i periferien som Kofi Dakinah og Yüsüf Öztürk,
og fra B 1903 Thomas Kjærbye... jamen, behøver der virkelig at gå et par år?
Der står jo faktisk ingen steder skrevet at en superligaspiller
skal være fyldt 20 år... Og samtidig irriterer det mig
grænseløst at se et par teenagere som Sebastian Svärd og
Sladan Peric smutte til henholdsvis Arsenal og Schalke 04. Det
kan nok aldrig forhindres helt, trods alt er penge og
udfordringer større ude i Europa også for de yngste, men den
københavnske trøje ville altså have klædt dem begge en sæson
eller to, inden den store eventyrlyst fik overtaget. Og måske
kunne man have udfordret dem mere og tidligere, og beskyttet
mindre... fx. ved at sætte dem sammen med Superligatruppen
tidligere end tilfældet var! Tja... jeg er aldeles inkompetent
til at svare entydigt på spørgsmålet, men ingen kan forhindre
mig i at gøre tankerne. Og jeg vil i hvert fald hjertensgerne
beholde et par af de unge og allermest talentfulde et par
sæsoner mere. Og nøgternt set så gode har vi sgu ikke været
på den front, selvom vi er blandt toppen på den danske skala,
ikke så længe de mest lovende talenter smutter udenlands for
noget der mere ligner eventyr end garanteret succes.
Hallo,
du sidder jo allerede og hikker i fadøllet. Vågn dog op,
menneske! Aftenen er kun blevet halvvoksen og vi taler stadig om
ungdommen her, selve fremtiden. Vi glemmer Berlingske nu, og
fortsætter til en interessant biting fra ugens
Tipsbladet. Et vedhæng til ovenstående og nok alligevel ikke
helt. I Tipsbladet er ovennævnte Rune placeret i
top 5 ved "Det gyldne bur"-kåringen. Altså kåringen af
årets keeper. Ikke overraskende fik Arek Onyszko fra Viborg
prisen, særdeles fortjent. Men sjovt er det faktisk at vores
Rune blev nummer 5. Som eneste unge keeper i selskabet. Ekstra
sjovt er det, at Rune får en speciel erkendelse fra en af de
gamle ræve i selskabet, Silkeborgs Peter Kjær, der giver ham førstepladsen
foran Onyszko på sin personlige hitliste over årets keeper i
Superligaen. Kjær kan sagtens indhente en fri fadøl her i
stamværtshuset for denne lille gestus. Videre interessant er det, at vores nye
landstrænere, M&M, må skue meget langt efter deres
andenfavorit til ligalandsholdet, Jan Hoffmann, som end ikke er placeret på årets
hitliste. Jeg vil nu heller aldrig begribe akkurat det valg. Ikke
at vores Rune havde været oplagt, men der bør dog være en
ganske god keeper i Aalborg med visse casino-tilbøjeligheder som
må se selv grundig tilsidesat her. På den anden side har de
udtaget en FC Midtjylland-spiller som jeg knapt har hørt om, som
erstatning for Søren Koldben til højreback, så overrasket
bliver man sandelig... det gør man! Og overraskelserne er jo
immervæk en del af hverdagen.
Og vores hverdag begyndte igen
for alvor igår den 3. januar. Jeg formoder at du også havde sat
et kryds i kalenderen på akkurat denne dag. Den første
forårsbebuder er sat på plads, ja ja, lad nu være med at
vælte hele bordet i hellig jubel endnu. Der kommer til at gå et par uger, inden de første
træningskampe kan indtages med thermokander fyldte med
dette og hint, sikkert en lørdag formiddag i bidende kulde omkring kunststoffet på Peter
Bangs Vej. Det foreløbige surrogat hedder den kommende weekends
indendørsstævne i Brøndby. Personlig har jeg altid haft det
sådan, at indendørsfodbold er sjovt hvis man vinder. Ellers er
det blot ligegyldigt og kun tilnærmelsesvis sjovt hvis dem
derude vestpå ikke vinder deres hjemmearrangerede
prestigestævne. Kort sagt, den slags kan man se på TV, og så
ellers bruge tiden på noget mere fornuftigt. Seriøst, kære
læser! Jeg ved det måske lyder brutalt, men tag dog en tur i
biffen i stedet, lad videoen ordne arbejdet derhjemme, og se i
stedet den fremragende film "Italiensk for begyndere"
på det store lærred. Den kan få selv en hårdkogt bartender
til at fælde en lille romantisk tåre, henover Hvidovre Stadion
hvor handlingen centrerer sig, og rigtig fodbold spilles nu
engang på en græsplæne. Om det er i Hvidovre eller København,
så hænger det nu engang sammen. Og en god film kan godt
sidestilles med indendørsfodbold i dette tilfælde, og er der
så så meget at vælge i mellem?
Okay,
det er der måske nok. Lad os være gensidigt høflige, vi er
immervæk i samme utålmodige båd her! Jeg tror, at vi lader
Muhammeds Taxi ordne resten af aftenens ekspedition, for denne
verdens skæve Thorvald'er og stive Thorkild'er er der også en
dag i morgen, og - som sagt - vi er bestemt flinke og
forstående mennesker her på stedet. Vi kan se, når folk har
fået én for meget til kæppen i øret og øjet, og kan også se
hvornår de har brug for et par velplacerede nik i deres
endeløse talestrøm. For sådan er vi simpelthen. Ikke så meget
pis fra denne side af bardisken, vi er de rene
hverdagspsykologer. Og Muhammed venter allerede i døren med sin
vogn.
"Hvorhen, sahib?"
"Bare lige hjem, min ven!"
Og så godt nytår iøvrigt, kære læser!
Jan Saxo
Og i jukeboxen spinder:
Ugens enkeltstående nummer - "Why
Does My Heart Feel So Bad?" af Moby
- et mærkeligt banalt nummer som bare hænger ved og ved, og så elsker jeg titlen!
Ugens CD - "Tracks" af Bruce Springsteen
- den gamle mester fornægter sig ikke. De 4 CDere i boxsettet vil altid være mere end prisen værd!
|