|
UGENS RÆB |
Stamværtshuset | På Huset | Uge 02 |
|
Man kan jo ikke i al evighed sidde hernede og lumre med et glas i hånden, selvom jeg tror at mange af jer glade gæster har os mistænkt for det. Og derfor blev søndag den dag, hvor man kom udenfor en dør og set lidt af verden. Dog undlod jeg at følge min kollega Jan Saxos viise opfordring til at se en film eller bare få lidt frisk luft, og tog i stedet i godt selskab til Brøndbyhallen for at se indendørsstævnet BT-cup, der som sædvanlig var lagt som årets første fodboldbegivenhed i den første weekend i januar. Var det frisk luft jeg havde ønsket var jeg så sandelig også gået forkert, skal det nævnes. Den sjællandske sportshal plejer at have et indeklima, der får vores egen lille kro ved lukketid til at virke som et norsk fjeld i våren, oplevet med et Wunderbaum om halsen og en Vicks Blue i kæften. Sådan var det også denne gang, hvor et røgslør og en stegeos lagde sig over de klatøjede mennesker. Måske var det på den baggrund ganske heldigt, at vi mødte på et tidspunkt, der egentlig ikke virkede specielt sent, nemlig omkring tyve minutter før stævnet begyndte. Der så nu heller ikke ligefrem proppet ud ved indgangen, og det viste sig hurtigt hvorfor – alle var inde i hallen. Det gik hurtigt op for enhver, at man lige så godt kunne indstille sig på at stå op, og efter få minutter opgav kontrollørerne da også at bede os om at flytte os fra ståpladserne ved rækværkerne foroven. Der var bare lukket for mange ind, og når jeg siger heldigt mener jeg held i uheld, for mens en siddeplads ikke ville have været af vejen til at hvile fødderne under et stævne, der varede syv timer, hindrede det os i hvert fra at falde i dyb, dyb søvn, påvirket af den tunge luft og den om muligt endnu tungere fodbold, der blev leveret. ”Jaja”, siger du, lænet op af denne bar, ”man kan vel godt tåle at stå lidt op”. Men hvis vi havde fået vores nye barstole leveret ville du sgu nok alligevel have sneget dig op på en af dem. Og du som står her og virker så klog, du havde nok også mistet tålmodigheden i en af de trekvarters-pølsekøer man lige måtte forcere hvis man ville have en lunken hotdog.
Sidst jeg forlod sofaen for at se BT-cup var for tre år siden. For to år siden gad jeg simpelthen ikke, og havde desuden tømmermænd og så den derfor i tv. Og sidste år var København slet ikke med, så der gad jeg da slet ikke. I år lagde man så mærke til, at der er sket et og andet i det tv-dækkede fodbold siden 1998. TV3 har taget over, og det betyder at der skal reklamer ind. Derfor skal der jo foregå noget i hallen mens den herre fra Kvik-køkkener står og sælger sine fine køkkenskabe der går helt ned til gulvet (som om at der er nogen som har beklaget sig over at køkkenskabe ikke er store nok!), og det betød at der mellem hver kamp skulle afvikles et nyt heat i noget der blev kaldt DM for cheerleaders. Og med al respekt – vores egne var ikke engang med, og jeg ved iøvrigt hvor meget arbejde der lægges i de københavnske cheerleaders – men hold kæft hvor er jeg træt af cheerleaders nu. Dette var en regulær overdosis. Og ikke nok med det, men nu kunne man se dem tæt på, og mens et par af dem var ganske lækre og faktisk havde lidt kvinde og lidt former over sig, var det undtagelserne der bekræftede reglen. Reglen er at cheerleadere er nogle magre læs, nogle alt for unge og alt for tynde dynger knogler og cirka lige så sexede som en pose valnødder. Omkring otte eksemplarer skind og ben fra diverse klubber diverterede så med deres numre i den ene kamppause efter den anden, til det ene stykke lortemusik efter det andet (hvis jeg hører ’Who Let the Dogs Out?’ igen, tror jeg jeg slår nogen ihjel). Der var hestehaler, korte skørter, tung grim makeup og det samme røvsyge formationsdans der er i alle de hadefulde videoer med ’N Sync, Christina Aguilera og Backstreet Boys, som MTV plager os med i metermål. Spørgsmålet er, om ikke cheerleaderfænomenet har overlevet sig selv og sin sidste salgsdato? For mit eget vedkommende registrerer jeg dem ikke engang mere i Parken, som nu har haft dansere engageret i tre år. Hvad sagde du? At det bare er fordi jeg ikke kan komme hurtigt nok ned efter min Menu 1? Din flabede satan. Det passer selvfølgelig tildels, men det er også fordi det er blevet kedeligt og forudsigeligt at se på – der kommer altid noget småkedelig R & B, og på et tidspunkt får vi altid de hvide sportstrusser at se – men det er ikke noget, der rigtig får hedet jernet op på en råkold eftermiddag i oktober, hvor gerne det ellers måtte. Hele cheerleadertingen trænger til et skud nytænkning, for meningen er jo, at det skal bringe tribunen i kog. Og i år har ham fætteren med tøjkanonen faktisk haft bedre tag i folket, når han har taget en runde...
Camilla Andersen og Mia Hundvin var inviteret på besøg for at give deres bedømmelser af pigerne, og det er ganske ironisk, for gad vide hvad Hundvin har ment om hele forestillingen? For nogen tid siden kritiserede hun i den norske presse kvindehåndbold i Norge for at være kikset, og dets tilskuere for at være nogle bonderøve. Og så dumper hun ned midt i et stævne, hvor speakeren midt i det hele knalder musik på under kampen, og hvor man lige pludselig kan høre ’Dyt i bamsen’ med Rollo & King, ’Onkel Christian’ med Lars Lilholt (han er i sandhed Satan med en fiol, men en favorit hos BIF’s supportere, der klarede at synge ”hader FCK” henover hans sang...) og Status Quos ’Come on You Reds’, deres hyldest til Manchester United og et i forvejen råddent bands absolutte kunstneriske nadir. Og selvfølgelig ’We Will Rock You’, og i dagens anledning i en ekstra ringe version med drengebandet Five. Okay, vi var jo i provinsen, så vi måtte vente lidt bondskhed. Det var ingen overraskelse. Skal man være fair kan man også lige tilføje, at ved et seksdagesløb inde midt i byen er smagløsheden lige så udbredt – men det burde vel heller ikke være den samme type tilskuere som kommer til de to slags stævner? Jeg synes, det var fornærmende skidt og landligt; og i øvrigt virkede det totalt latterligt, at F.C. København og Brøndby skulle have lov til at gå på banen til deres normale intromusik. Grotesk, når man i forvejen har størst støtte fra tilskuerpladserne. Er det fordi tv og alle arrangører vil have de to hold til at nå så langt som muligt? Fair er det i hvert fald på ingen måde. Det virkede ikke, må man sige. Vi røg ud i kvartfinalen efter at have spillet bolden rundt og rundt og rundt. Pludselig fik Silkeborg en kontrachance og scorede, og så var det for sent, selv om der var et par minutter tilbage til at spille bolden rundt og rundt, hvilket da også skete. Hermed var incitamentet til at blive hængende og se resten af stævnet væk, og det kunne kun gå for langsomt med at komme tilbage til byen. Det havde ellers indtil da været meget skægt at støtte Brøndbys modstandere i mangel af bedre at lave – og mon ikke vi også vil gøre det en anden gang, selv om BIF’erne blev rigtig skinhellige endnu engang over det? Det er heldigvis vores egen beslutning, og så lader jeg i øvrigt resten af emnet hvile i en to år gammel artikel, som en jeg kender godt har skrevet til Fusionsnipsernes side – det der står i "Om kun at elske sig selv" er ikke noget der er grund til at justere ret meget i nu.
Og på vej hjem kunne man så gruble over hvor tam en omgang fodbold man havde kunnet se. For det var dræbende kedeligt, og det burde ingen blive overrasket over. Det er det altid. I den slags indefodbold, hvor banen er overbefolket med seks mand på hvert hold, er det eneste rigtige at pakke forsvaret og satse på hurtige kontraangreb, og det virkede helt fremragende for hold som Silkeborg, Brøndby og især Viborg. For tilskuerne derimod... ja, Brøndbys fans var selvfølgelig glade efter at have vundet turneringssejren, men mon ikke også de kedede sig bravt under de kampe hvor deres eget hold ikke var med? Det kommer aldrig til at blive bedre i sin nuværende form, og næste år bør TV3 nok sætte tv-tid af til et stævne der varer halvanden time mere, for i knockoutfasen er der altid et utal af ørkenvandringer, som går til forlængning. Der trænger til at blive strammet op. Banen bør være mindre, så der ikke bliver en evig kamp om midtbanen, men mere action foran mål og bedre muligheder for at kunne skyde på mål. Der skal ikke være så mange spillere på banen. Det bør overvejes, om der skal være en mand fast over midten. Og udvisningsreglerne er stupide og bør ændres. Der er ingen tidsbegræsning på udvisninger, hvilket saboterer de i forvejen kedelige kampe totalt for publikum. Det er nemlig næsten umuligt at score selv med en mand mindre, og afgjort muligt at grave sig ned og forhindre modstanderen i at gøre det samme. I ishockey har man logiske udskiftningregler – to minutter, og scorer modstanderen bliver man fuldtallig igen. Og så har man først og fremmest plads til at spille powerplay med en mand mere. Det kan man ikke i denne slags indendørs, fordi banen er for lille til at man kan bruge bredden til noget som helst trods overtal – man kan ikke skabe overtalssituationer eller bruge målmanden i spillet. Når nu man gerne vil have et stort stævne op at stå med superligaens stjerner, burde man måske overveje om ikke det er at gøre dem en bjørnetjeneste at lade dem rende omkring og tackle og slide. Indendørs skal være lir, lækre detaljer, elegante kombinationer. Det skal ikke være en sport hvor det kan betale sig at grave sig ned og spille på kontra, og hvor det ikke skader en meget at få en mand smidt ud, da man sagtens kan holde nullet med en spiller mindre. Det er jo underholdningsindustrien, vi er i, ikke? Skulle man ændre reglerne kunne man jo samtidig overveje, om man skulle flytte til en anden hal. Eller måske kun lukke de folk ind, der er plads til. Det var til grin at stå bag en kæmpebred betonpille og skulle hoppe fra side til side for at se hvad der skete – også selv om der ikke skete så meget. Brøndbyhallen havde været meget bedre stillet med at stive deres loft af med gennemsigtige gittermaster, men nu er skaden sket, og de må erkende at folk der ikke kan få siddeplads derude bliver snydt så vandet driver. Til næste år bliver det stævne helt sikkert uden mig, men en eftermiddag uden forplejning, med iltfattig og røgmættet luft, med røvballemusik og ’Who Let the Dogs Out?’ i højttalerne, med ildesmagende Faxe Fad til kr. 30, og ikke mindst med dødssyg antifodbold set gennem en søjle var en glimrende måde at få noget at brokke sig over hernede bag disken, hvor man kan skylle efter med noget anstændigt takeaway nede fra den lokale indiske og en kold Tuborg.
Så skål for det på en uge, hvor alt iøvrigt kørte uden de store overraskelser. Martin Biil var desværre stadig skadet og fandt ud af at der ikke var superliga på horisonten for ham foreløbig og, kan man næsten høre antydet, nogensinde. En fandens skam, for hans upolerede fodboldevner så trods alt lidt mere lovende ud end hans ti gange så uskolede, ramlende og rablende forsøg ud i stream-of-consciousness-skriverierne på FCK-Online, som mest af alt mindede om noget fundet i Tom Kristensens papirkurv under eh ’researchfasen’ til Hærværk. Endnu mindre overraskende var det, at AB kom med et regnskab med flere røde tal end der står på Hovedbanegårdens facade i løbet af et døgn. Nu er det ikke lige denne bartenders stil at være skadefro, men det er svært ikke at grine i skægget over lige den affære efter det crap man har måttet finde sig i fra bl.a. denne klub og dens ledelse i løbet af de sidste par år. Og det er vel heller ikke noget chok, ærlig talt, for det er sgu for amatøragtigt hvad de har gang i, oplevet udefra. Bare at se den nye tribune, hvor der sidder et lillebitte tag tyve meter over siddepladserne, og hvor man rask væk løber tør for drikkevarer, er forbløffende. Men det er jo småting i forhold til at hele skuden får slagside allerede noget der ligner måneder efter deres børsintroduktion, og at ens mistanke bekræftes om, at deres udgifter er totalt ude af kontrol, så de nu er tvunget til at sælge ud af deres i forvejen mildest talt succesforladte hold. Det har i hvert fald været en kilde til undren, at man har kunnet betale flotte lønninger til spillere som Brian Steen og Michael Johansen, ikke billige folk, når man i månedsvis ikke engang kan finde en hovedsponsor til sine trøjer. Alt dette er dog nogle andres problemer nu, og i en uge hvor både Everton og Barcelona har vundet på udebane, sidstnævnte endda flere gange, er det ikke noget der rører mig. Det eneste der nager er, at der stadig er så lang tid til vores egen sæsonstart. TV3 var så venlige at spørge Roy Hodgson i et videointerview, hvor Roy slog til lyd for at mens en vinterpause er en god og nødvendig ting, behøver den ikke nødvendigvis være så afsindigt lang. Og endte med at komme med den lille elegante diplomatiske bemærkning, at det jo ikke var sikkert at f.eks. Silkeborg eller Viborg havde et lige så mildt klima som os i København. Ser man interviewet, vil man lægge mærke til det sidste frosne billede, hvor Roy ser ud til at lede den sidste bemærkning på vej med et skævt smil. Det kunne muligvis indikere, at han er på linie med denne ølskænker, der muligvis ikke er særlig miljøvenlig, men ikke desto mener, at klima er noget man lægger ned i banen med varmerør, og at det er en skændsel, at så mange superligastadions ikke er forsynet med varme i græsset og i øvrigt har den samme ambience om vinteren som den isnende tundra i Sibirien, så ingen tilskuer ved sine fulde fem ville besøge dem, medmindre de har eskimoer i den nærmeste slægt. Få det ordnet, så vi kan slutte midt i december og begynde i slutningen af februar, og dermed slippe for den komplet absurd tætte række kampe, der skal afvikles i april og maj som tingene foregår i dag. Men hvis alle har økonomisk sans som de har ude i Gladsaxe, kan vi vist godt skyde en hvid pind efter den idé. De har dårligt råd til en frisk skovl, når der ligger sne ved sæsonstarten i marts... Dette skrives den 11. januar. Sæsonen begynder 11. marts. Klar den matematik selv, og spørg mig om jeg synes det er for længe – jo jeg gør, og det er der ikke noget at gøre ved i dette lille land, der lader sig kue af klimaet i alt for høj grad. Og du der kloge-Åge ved baren bedes i øvrigt holde op med at fnise ad den stak rejsekataloger der ligger under disken! Det er vel lovligt at holde sig orienteret! Du læner dig op ad ballade, kammerat... se selv, vinterpausen giver en kortere lunte. Men det er intet som ikke kan dulmes med en dram og en kamp i tv. Er det? -smølle Og på jukeboxen kører: Ugens sang: Ugens sange er alle med Stones, og de er: Ved et forbløffende tilfælde kan disse sange lige akkurat være på en 80-minutters cd. Ikke at vi går ind for piratkopier, Napster og den slags, slet ikke. Ugens album: | |
|
Sidste uges ræb: Ikke mere pis, tak |
Næste uges ræb: Life is hard and then you die |
