|
UGENS RÆB |
Stamværtshuset | På Huset | Uge 52 |
|
Stort set umiddelbart efter sidste uges ræb blev udgivet, indløb meddelelsen om salget af Harald Martin Brattbakk til Rosenborg BK. I timerne der fulgte, oversvømmedes Sidelinien af frustrerede fans, og selvom disses reaktioner ofte udelukkende bestod af en-stavelsesord, var budskabet ikke tvetydigt: Salget af Harald Martin Brattbakk var uacceptabelt. På baggrund af den universelle - men urimelige - fordømmelse af Pascal Simpsons angrebsevner, måtte Harald Martin Brattbakk i stigende grad i løbet af efterårssæsonen sande, at han bar den Københavnske fanskares håb og ambitioner om en vaskeægte topscorer på sine skuldre. Harald Martins manglende spilletid lagde blot brænde på bålet af utilfredshed blandt fansene, og med salget har ledelsen gjort Brattbakks martyrium komplet. Harald Martin Brattbakk er gjort til martyr, men i virkeligheden er det dog slet ikke ham, der blev kastet for løverne, men derimod Pascal Simpson. Det kræver ingen særlige spådomsevner at forudsige, at Pascal Simpson, der i forvejen har rigeligt med problemer med at retfærdiggøre Roy Hodgsons tillid til ham for fansene, i den grad vil blive opfattet som manden, der skubbede Brattbakk væk fra holdet, og at det således "faktisk" er Pagge, der er skyldig i salget af HMB. Et sådan ræsonnement er selvfølgelig uretfærdig, men ikke mere uretfærdig end den dom, som mange fans allerede har givet Pascal Simpson. I Harald Martin Brattbakk så vi alle muligheden for endelig igen at have en rigtig skarpretter; en Bratte-Gol, der uden slinger i valsen - uden nipseri - blot sendte boldene i mål. Harald Martin besidder også denne egenskab; det fortæller hans imponerende målscore fra Rosenborg BK, og han nød da også succes i Celtic inden han røg på bænken. Vi har også set det med vore egne øjne: Brattbakk er en målscorer, og vi har næppe nogen på holdet p.t., der svarer til ham. Men at score mål er til gengæld stort set også alt hvad Brattbakk kan; han har absolut ingen teknisk kunnen i øvrigt, og han er stærkt afhængig af at holdet spiller på hans kvaliteter; det vil sige hovedsageligt at spille ham i løb mod mål. Harald Martin Brattbakk var således ikke nogen holdspiller, men i F.C. København hvor vi kun sjældent har haft angribere, der faktisk kunne score mål, var han alligevel et frisk pust, og han virkede som et sikkert bud som ligatopscorer. Alt andet lige scorede han også 14 mål i de 33 kampe han spillede for os - og i betragtning af at han i mange af kampene blot var indskiftningsspiller, er det et fuldt ud tilfredsstillende gennemsnit. Brattbakk var således en kompetent spiller, der blot ikke passede ind i trænerens planer, og som resultat deraf selvfølgelig ikke kunne tilkæmpe sig en stamplads. Alle var klar over, at Harald Martin Brattbakk ikke ville acceptere en plads på bænken, da han explicit valgte F.C. København frem for nogen anden klub under den klare forudsætning, at han i F.C. København ville få spilletid. (Man må dog formode, at klubben har taget ved lære af Laudrup-affæren og lod være med at inkludere klausuler i kontrakten!) Da tiden på bænken oversteg tiden på banen, er det ikke overraskende, at Harald Martin Brattbakk ønskede at forlade klubben. (Det skal dog også nævnes, at Rosenborg BK bestemt ikke er noget oplagt valg, da netop RBK for øjeblikket svømmer i angribere.) Der er de, der argumenterer for at 9,1 millioner kroner og en sparet stjernegage er rigelig kompensation for tabet af en angriber, som træneren alligevel ikke ønskede at bruge, og de har delvis ret. Det er dog i mine øjne ikke rimeligt at reducere salget til blot dette. For det første er det økonomiske hensyn ikke særligt afgørende. Det er muligt, at F.C. Københavns regnskaber ikke er så rosenrøde, som de synes, men jeg vil i alle tilfælde driste mig til at sige, at et salg af Harald Martin Brattbakk ikke er det, der balancerer budgettet. For det andet står vi nu tilbage med et angreb, hvor Pagge må formodes at være sikker, men hvor hans makker i angrebet derimod er et stort spørgsmålstegn. Selv tror jeg, Roys valg falder på Thomas Thorninger, selvom jeg ofte er blevet overrasket over Hodgsons dispositioner hvad angår startopstillingen. Selvom nogle af mine medfans tiltro til Thorningers målnæse er uoverstigelig, så må undertegnede indrømme, at han er stærkt mistroisk overfor om Den Hvide Dame kan præstere det, der skal til. Det er dog en mistro, jeg håber bliver gjort til skamme, for Den Hvide Dame har jo tidligere formået at score mål på samlebånd i makkerskab med en stor angribertype som Pagge. Det er dog også værd at bemærke, at det ikke var i F.C. København, han scorede disse mængder af mål. På trods af at Thomas Thorninger er den sandsynlige andenmand i angrebet, er han dog ingen fuldstændig oplagt kandidat, og på trods af ledelsens tidligere udmelding om at de ønskede en bred og stærk trup, er F.C. København i den efterhånden vante situation, at vores angribere spiller på midtbanen i stedet for i angrebet, og at de vi har tilbage enten er skadede eller i hvert fald langt fra Superligaform. Således er det denne bartenders holdning, at det er rimeligt, at pengene, der blev frigjort gennem salget af Harald Martin bruges til at forstærke enten angrebet eller midtbanen. En sådan forstærkning vil i mine øjne fuldstændig retfærdiggøre hele denne ballade. En ny midtbanespiller - eller en ny angriber... og alle er glade? Næppe, men det er de færreste der vil have en så stor grund til sin utilfredshed som Pagge, og med mindre han scorer dusinvis af mål i vinterkampene, vil han sandsynligvis ikke møde et publikum, der et gran mere venligsindet end det, han forlod i efteråret. Undertegnede er af den holdning, at det var at gøre Pascal Simpson en bjørnetjeneste, at Roy Hodgson insisterede på, at Pascal Simpsons kamptræning - som han havde hårdt brug for - skulle foregå i Superligaen, og jeg mener derudover, at Pascal Simpson sandsynligvis vil vise sig at være et fejlkøb; han spillede rædsomt i Vålerenga, og han har endnu ikke vist overbevisende spil i København. Men dette ændrer ikke ved, at når træningskampene begynder efter nytår - og i endnu højere grad når Superligaen igen bliver fløjtet igang, så støtter jeg Pascal Simpson et hundrede procent. Hvorfor? Fordi han spiller for F.C. København; han gør sit bedste for at vinde kampene og tjene klubben, og hvorfor i al verden skulle jeg ikke respektere det? Pascal Simpson har hidtil levet op til mine forventninger - der, belært af mine norske venner, ikke har været store - men han har stadigvæk chancen for at overgå dem og vise hvad han er værd. Når alt kommer til alt kan han måske vise os, at hvor evnerne slipper op, der må viljen træde til. Det er ikke noget, vi er uvante med i F.C. København, og måske kan Pascal Simpson være det næste navn i den perlerække af spillere som fx Ulle, CV, Mio eller David, der alle viste at teknik bestemt ikke er alt, når man skal bedømme en spillers værd. Alt i alt: Held og lykke i foråret Pascal Simpson.
Inden salget af Harald Martin var der også opstandelse på Sidelinien. Årsagen var artikler bragt i Jyllands Posten og i B.T., der berettede om, at Flemming Østergaard var villig til at indtage en bestyrelsespost i AGF som en del af den økonomiske redningsaktion, der har til hensigt at undgå, at den tidligere så stolte klub må se sig nødsaget til at begære konkurs – med en eventuel direkte relegation og en sikker sportslig deroute som konsekvens. Forrige uges bartender har allerede diskuteret det, men tillad mig alligevel at bruge lidt yderligere tid på emnet, da det jo ikke er mindre aktuelt i dag end for en uge siden, og da det rejser nogle interesssante problemstillinger. Kritikken, der fulgte i kølvandet på disse nyheder, kan i store træk opsummeres som en erklæring om manglende tillid til, at Flemming Østergaard kan fortsætte upåvirket i sin funktion som administrerende direktør for PS&E A/S, når han også har personlige interesser i at AGF, der er en direkte konkurrent til FC København på markedet. Gamle Newton ville have været stolt over den regelmæssighed, hvorved kritikken skabte modsatrettede reaktioner; "modkritikerne" mener, at kritikken er ude af proportion og hysterisk; direktører sidder ofte samtidig i bestyrelsen i en række andre virksomheder. Det, der skaber dette "hysteri", er nok en kombination af vinterpausens ørkenvandring og så de efterhånden alt for mange historier, som pressen har bragt om det man i mangel af bedre ord kunne kalde drømme om – og luftkasteller af – økonomiske erobringstogter, som Flemming Østergaard i større eller mindre anfald af tankeløshed er kommet til at dele med pressen. Vi har med andre ord oplevet hele denne misere før: Drømmesynene medfører som regel et ramaskrig fra fansne, fordi forståelsen for de rent sportslige hensyn i disse drømmerier, som de bliver fremlagt at pressen oftest er urimeligt lille, og dernæst følger oftest et interview i Løvetimen, hvor Flemming Østergaard modererer og som regel tilbageviser pressens påstande. Det er den slagne vej. Det skal måske indskydes, at dette ræb ikke har til hensigt at så tvivl om Flemming Østergaards troværdighed i højere grad end pressens; både pressen og Flemming Østergaard er sandsynligvis ganske troværdige vidner, men man kan blot konstatere, at en sag eller en idé kan nå at udvikle sig og modnes betragteligt mellem morgenavisernes førsteudgaver og den sene eftermiddags Løvetime. I dette tilfælde var der dog ikke så meget tale om et dementi – en bestyrelsespost til Flemming Østergaard er nok urealistisk, og en diskussion om en sådan blev affejet på det grundlag, men selvom diskussionen er akademisk, er det dog værd at lægge mærke til, at Flemming Østergaard ikke vil afvise en bestyrelsespost i AGF, hvis det blev aktuelt. Dette – stridens kernepunkt – er således uændret, og således er de kritiske røster på Sidelinien endnu ikke kvalte – til udelt og udtalt irritation for andre. Der er nogle, der er utilfredse med, at Flemming Østergaards personlige og virksomhedsmæssige strategier i så udstrakt grad er rent økonomiske – i hvert fald når pressen i første omgang får nys om dem – mens andre tværtimod ser denne fokusering som en styrke. Hvorom alting er, er det vel ikke desto mindre glædeligt, når de sportslige indvendinger bliver bragt på banen, og fansnes reaktioner bliver hørt, for vores interesse som fans er jo udelukkende sportslige - økonomien er blot det værktøj, vi bruger for at nå vore mål. Vi er således ikke som de aktionærer, som Flemming Østergaard tjener, hvor det er det sportslige, der er midlet for at nå de økonomiske mål. Flemming Østergaards og vores mål og midler er altså i princippet omvendte, også selvom de oftest ikke er til at skelne fra hinanden, fordi der ideelt set er en analog sammenhæng mellem styrken af den sportslige dimension og styrken af den økonomiske. Når vi således som regel kan drage sportslig fordel af et økonomisk styrket FC København, er der jo ingen grund til konflikt – tværtimod! Det er dog værd at huske på, at denne synergieffekt mellem sport og økonomi ikke er perfekt eller fuldstændig; at økonomisk gevinst for klubben ikke betingelsesløst lader sig veksle til sportslig gevinst eller vice versa. Derfor stikker man sig blår i øjnene, hvis man fuldstændig ignorerer denne immanente konflikt mellem vores (som fans) og klubben som sportslig virksomheds interesser på den ene side og aktionærernes og klubben som økonomisk virksomhed på den anden side, og blot lader sig berolige med tanken om, at klubbens ledelse nok ved, hvad den gør. Klubben ledelse ved ganske vist sandsynligvis hvad, den gør, men det, som den gør, er ikke nødvendigvis – og i alle fald kun subsidiært – i din interesse som fan. Dette skisma er slet ikke et, der er enestående for F.C. København. De forhold, der gør sig gældende for F.C. København, Københavns ledelse og Københavns fans, er ikke væsensforskellige fra de forhold, der gør sig gældende for en hvilken som helst anden professionel fodboldklub – i Danmark og i udlandet. Men i Danmark er netop København nok den klub, hvor skismaet kommer klarest til udtryk, fordi den Københavnske ledelse er den, der er kommet længst i bestræbelserne på at drive en professionel fodboldvirksomhed efter markedsbetingelserne – i en sådan grad, at F.C. København har udviklet sig til rollemodellen for, hvorledes danske sportsvirksomheder kan opnå økonomisk succes! Således opstod hele miseren – i samklang med Flemming Østergaards ikke uanselige ambitionsniveau. Men selvom "den Københavnske model" har utroligt mange og tungtvejende fordele, så er det ikke til at undgå, at hvis man gør det, som er det økonomisk fornuftige, og tilpasser sig markedet og markedets mekanismer, så medfører denne professionalisering altså, at klubbens ledelse orienterer sig økonomisk inden de orienterer sig sportsligt; de er nemlig ansat af klubbens aktionærer, og disse har i princippet kun én interesse, og det er at tjene penge. Denne reorientering er på mange områder en fordel, men det er ikke ubetinget et gode, og ulemperne giver sig klart til udtryk, når ledelsen mentalt sidestiller en virksomhed som PS&E A/S med en hvilken som helst anden generisk virksomhed, og i den forbindelse lader de regler og normer, der gælder blandt virksomheder i al almindelighed, være gældende også i PS&E. En sådan normovertagelse er et problem, fordi der gælder særlige etiske handleregler for en sportsvirksomhed; og disse regler må og skal fungere som moralske imperativer for klubbens handlinger, fordi man uden disse næppe overhovedet kan beskrive professionel fodbold som sport. Der er ingen, der er interesseret i, at professionel fodbold degenererer fuldstændig til showbusiness, som fx professionel boksning har gjort det, og de hensyn, der bør veje tungere end de økonomiske hensyn, er passende nok også anerkendt og beskyttet af EU, der jo må siges at være den etablerede garant for markedsbetingelserne i øvrigt. Disse hensyn er ganske ligetil; det handler simpelthen om at sikre konkurrencemomentet i kampene, og derved også usikkerheden om resultatet af dem: Det skal altid være spillet på banen, der er afgørende for, hvem der vinder kampen, og hvem der i sidste ende kan hæve pokalerne. Jeg påstår ikke, at Flemming Østergaard bliver så væsentligt påvirket af eventuelt at sidde i bestyrelsen i AGF, at det fører til større eller mindre grad af aftalt spil mellem klubberne, men det er også underordnet, for den blotte mistanke om, at noget sådan forekommer, er tilstrækkelig til, at ingen fodboldleder bør sætte sig selv i denne situation. Problemet er, at det er umuligt for Flemming Østergaard at modbevise beskyldninger om aftalt spil mellem klubberne. Af samme årsag er det også forbudt, at flere klubber har den samme ejer (i øvrigt en tidligere udtalt Flemming Østergaardsk ambition) – man kunne sagtens forestille sig, at en sådan løsning fungerede godt og var til gavn for begge klubber, men man bliver nødt til at sikre sportens troværdighed. Derfor er det etisk set en ulden sag, når Flemming Østergaard tilbyder sin assistance til AGF; ikke på grund af målet, men på grund af midlet. Målet – at hjælpe en anden fodboldklub – er jo ganske nobelt, og i sig selv beundringsværdigt; som Di Canio sagde: "Når vi spiller er de mine fjender, men når de ligger skadet, er de mine kollegaer". Det er dog værd at huske på, at nok undlod Di Canio at score, da Evertons keeper lå skadet ...men han tilbød dog ikke at trække i målmandstrøjen for Everton. Der i gjorde han klogt. Man kan være nok så afhængige af hinanden økonomisk, men det kan aldrig ændre på, at når det kommer til det sportslige, er man konkurrenter, og derfor i sportens ånd bør benytte sig af alle lovlige midler til at vinde over hinanden. Denne konkurrence er essensen i sporten, og det er utænkeligt, at man kan være på begge hold på samme tid. Det gælder ikke blot spillerne på banen, men ikke mindst også vi som fans, og ledelsen på direktionsgangen. Hvis bare vi overholder de basale sportsligt etiske spilleregler, så kan vi iøvrigt høste nok så mange penge med fred i sindet, uden at frygte at vi blot er tilskuere til en avanceret udgave af amerikansk "wrestling". Og desuden vil vi jo på ingen måde gavnes økonomisk mere af et AGF i med vind i sejlene, end vi vil gavnes tilsvarende at et Frem, Farum, B93, Esbjerg eller Vejle.
Hmmm... nu er det jo snart et nyt år, og det er tid til nytårsforsæt. Sidste år var mit nytårsforsæt, at jeg aldrig mere ville betegne vores klub som F.C.K. i daglig tale, men derimod F.C. København eller blot København. Min medbartender smølle var så flink, at han fulgte op på dette, og i en fantastisk artikel i Brølet uddybede han, hvorfor vores klub er mere end blot end tre bogstaver ...eller for den sags skyld "F.C.". Hvorfor skulle vi dog skjule, at vores klub repræsenterer en by, vi er stolte af; vores smukke hovedstad København? Det er et nytårsforsæt jeg har holdt, og det er et nytårsforsæt jeg vil forny. Plus jeg vil bestræbe mig på at kysse på endnu flere piger i det nye år. Skål og godt nytår! Martin CX Ugens album: Substance af New Order | |
|
Sidste uges ræb: Årets whatever |
Næste uges ræb: Ikke alt det pis, tak! |
