UGENS RÆB
- Et halstørklæde

Uge 12
<<  >>

Ak, ja.

Man skulle tro, at i løbet af de fire uger, der er gået siden jeg sidst stod her, ville foråret have erklæret sin endegyldige ankomst i Byen.  Og ganske vist er det efterhånden blevet en smule mere grønt, men for pokker!

Det er stadig koldt.

Ikke så koldt som i søndags, for der var det ikke koldt.  I søndags var det...  det var...  ukategori- serbart!  I hvert fald på dansk, selvom vores kongeriges nordligste borgere, sikkert har tolv ord for det vejr, vi oplevede i søndags, og med garanti endnu flere, for vejr, der er endnu koldere.  På dansk var det koldt.  Så er der ligesom ikke mere at snakke om.

Og nu har jeg ondt i halsen.  Så undskyld mig, hvis jeg lyder lidt hæs.

Det er også derfor, at jeg går rundt med dette stilige halstørklæde herinde:  Hvidt og blåt.  Jeg fik på det nærmeste kastet det i nakken sammen med en fadøl nede i Sportscaféen for en halvtredser for et stykke tid siden.  Det gik aldrig op for mig, hvorfor der var tilbud på dem, jeg har ikke spottet nogen stavefejl på dem, men det virkede som et særdeles godt tilbud, da jeg altid smider omkring mig med disse accessories:  Jeg havde tre forskellige enkelte F.C. København vanter uden mage, inden jeg besluttede mig for, at det var for åndssvagt at gemme dem som "reservedele" i håbet på, at jeg senere købte et sæt til, og rent tilfældigt mistede den vante, som jeg havde i overskud.

Jeg nåede at købe kombinationen et halstørklæde og en fadøl tre gange før jeg fandt ud af, at det var billigere i længden at glemme halstørklædet derhjemme end i Parken.

Men naturligvis gik jeg ikke ram forbi, da vi havde en stand-up komiker herinde og underholde for et par dage siden.  Selvfølgelig måtte man lægge ryg til en række forbandet morsomme uforskammet- heder på vegne af hele den danske fodboldfankultur.

Nu tænker du måske, en stand-up komiker?  Her?  På Stamværtshuset?  Og det har du da egentlig ret i at tænke, men Rasmus er jo en af hjemmedrengene, og han trak masser af folk til, så der skal ikke lyde et ondt ord herfra.  Jeg ser faktisk også tit Rasmus inde i Parken.  Ret skal være ret; han dyrker i udpræget stil casual-look'et; sort lang frakke, sort rullekravesweater, sorte bukser... sorte briller for den sags skyld.  Det er egentlig paradoksalt, så uniformerede de er, de der i princippet skyr uniformeringen.

Jeg selv er som oftest iklædt en kamptrøje.  Udover mit normale tøj.  Jeg har ikke noget imod at blive identificeret som fan af F.C. København, for på trods af de bedste hensigter fra redaktionen af Lige På og Sport, så er det heldigvis de færreste, der associerer den smukke hvide trøje med vold og stoffer.  At Parkens naboer associerer os med alkohol i lidt for rigelige mængder, liberale holdninger angående hvad der konstiturer et offentligt toilet, og en generel mangel på mådehold når det kommer til værdsættelse af egen sangstemme, det er måske uheldigt, men knap nok uretfærdigt.

Uretfærdigt eller ej, så er det i hvert fald at foretrække frem for de associationer, som den kulørte presse drager fra Brøndby-supportere i det hele taget.  Sidste weekend var den gal igen med Brøndbysupportere, der teede sig tåbeligt, og det er sørgeligt, at en lille enklave af tumber kan ødelægge det for så mange, men det gælder jo her som for alle andre steder.

Formanden for Brøndby Support var ude i formiddagsbladene med en forsvarstale for de såkaldte "rigtige" Brøndbyfans.  Jeg må indrømme, at jeg ikke selv har læst den, og derfor kan jeg kun beskæftige med den debat, der fulgte i kølvandet, og i denne så vi igen den gammelkendte argumentation blive trukket rundt i manegen, som den har været så mange gange før:  Ballade- magerne er blot ballademagere; de er ikke rigtige fans; de har ikke noget med fodboldsupporter- kulturen at gøre.

Det er en argumentation, vi har hørt fra nær sagt alle fangrupperinger - inklusive vor egen - hver gang, der har været ballade.  Og det tyder på, at argumentationen har vundet gehør.

Det giver efterhånden en temmelig bitter smag i munden...

Det er naturligvis helt reelt at gøre opmærksom på, hvor få ballademagere, der som regel er tale om.  Det er naturligvis uretfærdigt, når hr. og fr. klubfan bliver slået i hartkorn med uregerlige fodboldbøller.  Fair nok.  Men at hævde, at ballademagerne ikke er rigtige fodboldfans, at balladen ikke har noget som helst at gøre med fodbold eller fodboldsupporterkultur, det er udtryk for et manglende mod til at se problemerne i øjnene.

SSU og Ultras (eller hvad de efterhånden kalder sig) er skam "rigtige fodboldfans".  Den ballade de foretager sig er afledt af fodbold, fodboldkampe og fodboldsupporterkulturen.  Det er ganske vist unge mænd, der er mere eller mindre kriminaliserede i forvejen, men man bør ikke lukke øjnene for, at den ballade, de skaber til og omkring fodboldkampene, er af en særlig art, der næppe ville eksistere udenfor de rammer, som indkredser fodboldsupporterkulturen.

Dette skal ikke forstås som et forsvar for disse mennesker, slet ikke, men vi kan ikke blot vaske hænder, og påstå at balladen skyldes individuelle ballademagere, og at hele fodboldkulturen ikke netop muliggører et destruktivt fællesskab a la dem vi ser i alle de større fanskarer.

Danske sportsfans bevæger sig som kultur længere og længere væk fra den roliganmentalitet, der hersker i landsholdsammenhæng.  Det ser vi i mange  sportsgrene; badminton, håndbold og fodbold.  Alle disse sportsgrene oplever, at vi at tilskurne verbalt overfalder modstanderne på banen og modstanderne på tribunerne.  Det er ikke overraskende, at der er nogen - i fuldskab og ungdoms kådhed - lader handling følge ord.

Ikke overraskende, men ikke af den grund tilgiveligt.

En levende massefankultur skaber underkulturer, der virker på en voldelig måde; det er desværre nok bagsiden af medaljen.  Spørgsmålet er, om vi kan gøre mere end det, der allerede bliver forsøgt.  Måske ikke.  Men det er heller ikke pointen.  Pointen er, at man bør se på balladen, som den er; en del af fodboldsupporterkulturen.

Det er muligt, at man kan forme fodboldsupporterkulturen... der bliver i hvert fald gjort et forsøg i Brøndby, for at gøre supporterne mere stuerene  og undgå, at de råber ord som "Røvhul". I forhold til de problemer, som fx AGF har haft med sine tilskueres ytringer på tribunerne, så er "Røvhul" en petitesse. Jeg har før skrevet om dette (her), og jeg undrer mig stadig over fænomenet, jeg mener; ville et teater instruere publikum i hvornår de skulle klappe, hvornår de skulle grine, hvornår de skulle buhe?

Showbusiness er en besynderlig sport.

<<

oversigt

>>